Verdens ende, del 4: Prep

I del 3 af denne blogserie, noterede vi med Shierry Nicholson, at apokalypsen tiltrækker, fordi den gør min eksistentielle trussel forudsigelig. Når faren er forudsigelig, slipper jeg i det mindste for den angst som usikkerheden fremprovokerede. Det appelerende ved at føle en vished om, at enden er nær, er at det fjerner usikkerhedsmomentet.

Noget meget væsentligt ved at fjerne dette usikkerhedsmoment er, at det gør det muligt at holde op med at bekymre sig.

Tag prepper-kulturen som eksempel. På overfladen virker dette som en meget bekymret flok mennesker. De kender til deres egen frygt, ingen tvivl om det.

Men for de amerikanske preppere betyder visheden om deres eksistentielle trussel, at de kan veksle bekymringerne til forberedelse og handling – opbygge kældre af dåsetomater, sætte pigtråd omkring parcellen og sikre sin familie.

Preppere er måske jævnligt skrækslagne, men de er pr. definition ikke handlingslammede. At kunne give et svar på hvorfor, ville kunne være en hjælp for at forstå, hvordan vi selv kunne have at gøre med vores egen frygt.

Preppere forbereder sig i øvrigt ikke på verdens ende. De forbereder sig på en begivenhed med et mærkeligt maori-klingende akronym, “TEOTWAWKI“: The end of the world as we know it. Om det er økonomisk kollaps, en atombombe eller klimaforandringer, er det stadig den samme apokalyptiske spejderdevise: at være beredt på en pludselig og fuldstændig omvæltning.

Verdens ende, del 3: Vished om døden

Hvorfor tiltrækker apokalypsen? Det er et af ledespørgsmålene i Shierry Nicholsons bog The Love of Nature and The End of the World. Et af hendes svar handler om behovet for vished.

At kunne forudsige fremtiden giver mig en følelse af vished. Det gælder måske især, hvis denne fremtid er verdens endeligt. Intet er så bestemt og afklarende som verdens tilintetgørelse.

Tænker jeg på fremtiden, bliver jeg konfronteret med vilkårligheden af min egen dødelighed. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal dø. Det eneste jeg kan være sikker på, dvs. have en følelse af vished om, er at jeg en dag vil dø.

Alle der kender til angst ved godt, at det ikke bare er det, man frygter (fx at dø) der er frygteligt, men lige så meget, hvis ikke mere, uvisheden om hvornår det vil ske og hvordan det vil ske, der er frygteligt.

Det er frygteligt at vi skal dø. Folk der siger andet, mens de stadig er i fuld vigør og har livet foran sig, formindsker deres egen frygt. Og det kan man jo forstå. Men det mest frygtelige er, at vi ikke ved, hvornår vi skal dø og hvordan vi skal dø. Det er forfærdeligt.

(Måske er der nogen der opfinder kurene mod alt det, der ville slå mig ihjel, og måske ville jeg være så heldig at få adgang til de kure, men i det store og hele er den type betryggende fantasier en måde ikke at tænke på min egen dødelighed).

Der er noget primalt ved apokalypsen: Endelig møder vi vores skaber og står ansigt til ansigt med vores dødelighed. Det bliver åbenlyst hvad der er noget værd her i livet, hvem vi holder af og hvad vi vil kæmpe for i den sidste tid.

Eksperimentel psykologi har længe vidst dette om smerte: Når jeg ved hvornår jeg bliver såret og skadet, når jeg kender de præcise intervaller i mellem dem, slapper jeg mere af. Det værste er uforudsigelig skade.

Apokalypsen gør min eksistentielle trussel forudsigelig.

Congratulations, Emmanuel Macron!

Congratulations, Emmanuel! I’m so happy, bravo! The first president who really like the billionaires – my president!

I hope that you can implement your program and we’ll all become billionaires. 7 billion billionaires, it’s possible! It’s the goal of capitalism, isn’t it?

But… I’m scared that something is preventing you to govern, that we’re not a disobedient France [la France insoumise, Mélenchon’s party], but an ungovernable France, by order and under state of exception.

I’m afraid that your program is too clearly hostile for too many people.

I hope you’re going to put the economy everywhere there is still a bit of life. That under the guise of the sharing economy, everyone can finally exploit themselves maximally!

Beware of other people, Emmanuel. I’m afraid that everywhere you economise, they want to communise; that wherever you make something a competition, they want to make it common; that everywhere you dispossess, they will try to make themselves autonomous.

You’re going to have a psychological war to fight, Emmanuel, from today.

I know people on lundimatin who have made the bet that you will not last two years; that, even if your bosses are powerful, eventually you will come crying on prime time television saying that it’s really too horrible to govern, and you want to return to where you came from and finance citizen start-up projects.

I’m with you, Emmanuel. I believe in you.

Long live the economy, long live capital, long live the Republic and long live France.

‘End of the World’, del 2: Fejlslagne profetier og fanatisme

For mere end halvtreds år siden skrev Leon Festinger When Prophecy Fails om en gruppe apokalyptikere, der opgav alle sine verdslige besiddelser, forlod sine familier og opfordrede andre at gøre det samme for endelig at forberede sig på den store syndflod.

Dommedagen skulle finde sted og udslette verden en decemberdag i 1954. Gruppen selv ville blive reddet af rumvæsner. For medlemmerne var alt derfor sat på ét bræt.

Da profetien slog fejl, og dommedag ikke fandt sted, skete det mærkværdige: De blev ikke mindre men mere sikre i sine profetier. Festingers studie byggede på tesen om, at det psykologiske begreb kognitiv dissonans kunne forklare dette.

Frygten for at være hykler

Kognitiv dissonans er et slags ubehag eller en uro, der opstår når man har en forestilling om sig selv eller verden og præsenteres for en modstridende forestilling. Det kan være ydre omstændigheder, der pludselig peger på noget, man ikke havde taget til efterretning, eller at man blive gjort opmærksom på en modsætning ved ens forestillinger. ”I siger det er vigtigt for jer at bruge meget tid med jeres børn, men samtidig snakker i næsten kun om jeres karriere – hvordan hænger det sammen?” “- Jamen, vi grunden til at går så meget op i vores arbejde, er for vores børns fremtids skyld.”

At blive præsenteret for modstridende evidens for sine forestillinger, og så konkludere, at ens forestillinger må være så meget desto mere sande, det er paradokset ved kognitiv dissonans.

Kognitiv dissonans handler ofte om frygten for at være hykler.

I den forstand er det umuligt aldrig at opleve kognitiv dissonans, lige så meget som det er umuligt aldrig at være hyklerisk. (Der findes ingen rene, fuldkomment konsistente mennesker – det er kun i lovgivningens fantasiverden den slags findes).

Når man behandler spørgsmålene om den apokalyptiske stemning i samtiden, der kredser om verdens undergang, så dukker problemet med prognoserne op – hvornår vil verden gå under og hvordan? – og især problemet med de fejlslagne prognoser. Fejlslagne prognoser fremprovokerer i sagens natur kognitiv dissonans.

Rene brud, blanke tavler (millenarisme)

Der findes sociale ordener, der er så rigide at den eneste måde at forandre dem på er via kriser. Det er derfor millenaristiske bevægelser gennem tiderne har forestillet sig samfundsforandringerne som storslåede brud med virkeligheden, og ikke så sjældent simpelthen planetariske udslettelser, for at kunne levne frit rum for nye verdner. Den blanke tavle tiltrækker os, fordi den nuværende orden levner så lidt plads til fantasien og på den blanke tavle kan fantasien få frit spil. Vi starter helt forfra, alt skal væk, før der kan komme noget nyt – sådan er den millenaristiske tankegang.

Men den form for rigiditet i sociale ordner kan også gøre sig gældende for mentale strukturer, der kan størkne omkring profetier. I en håbløs verden, kan de dystre prognoser, i kraft af deres løfte om en blank tavle, give os dette lille, spinkle håb om en anden verden.

Når vores forestillingsevner størkner omkring den slags prognoser, bliver de mærkeligt immune over for ydre evidens.

Selv de mest voldsomme omvæltninger i vores verden vil ikke kunne ændre på dem. Vi er for affektivt investeret i de fantasier, som prognoserne er udtryk for. Den kognitive dissonans, der opstår når profetierne slår fejl, er for omsiggribende og ville kræve af os at vi ændrede en masse af vores forestillinger. Det vil kræve en eksistentiel krise, at forandre den slags størknede sind.

Den fanatiske kerne i det, jeg elsker

I eftertiden er Festingers studie måske bedst kendt som en analyse af denne form for rigide tankegang, der ikke er bøjer sig for ydre evidens – en slags fanatisme. Fordi jeg ikke vil tale faste overbevisninger og fanatisme ned her, vil jeg tilbyde en nuance.

Der er altid en kerne af forblændelse i de ting, vi nærer den dybeste kærlighed til.

I de liberale samtaledemokratier er der intet mere lattervækkende end fantasten, der stædigt bekræfter sine værdier til trods for sine omgivelsers modbeviser og skepsis. Det er nemt at gøre grin med medlemmerne af kulten i Festingers studie. Noget af det, der afholder os fra at give os ubetinget hen til vores vigtigste værdier er altså frygten for fanatisme, hvilket vil sige frygten for latterliggørelse.

Vil vi passioneret bekræfte de værdier vi tror på, og samtidig minde os selv om at værdier og etik i sidste ende intet endeligt grundlag har (for værdier er vilkårlige og kan ikke begrundes af noget absolut), ja så kommer vi ikke uden om den kerne af fanatisme, der findes i bekræftelsen af vores værdier. At lidenskabeligt bekræfte sine værdier – vilkårlige værdier, der i sagens natur ikke er universelle – er lig med at åbne sig op for den liberale latterliggørelse. Over for den frygt, kan jeg sige: Det er en risiko, jeg har bestemt mig for at tage, og jeg ønsker at omgive mig med mennesker, der kunne tænke sig at tage den risiko.

Samtidig kommer vi ikke uden om den reele fare ved kognitiv dissonans, som ikke er den fanatiske kerne i vores værdier, men faren for mit sind størkner omkring visse forestillinger. Og især at mit sind størkner så meget desto mere, jeg præsenterer for modstridende, ydre evidens.

Hvordan passioneret leve og kæmpe i overensstemmelse med vores værdier uden at sindene og fællesskaberne størkner omkring dem? (Sagt i lidt mere nutidige termer: Hvordan undgå at blive ’ideologisk’ og ’dogmatisk’?)

Er vi dømt til den gyldne middelvej, aldrig at bekræfte vores værdier udover en vis intensitetstærskel, hvis vi vil gardere os imod størknende ’dogmer’?

Grusom optimisme (Festinger tog selv fejl)

Festingers studie er måske det bedst citerede i socialpsykologiens historie. Det er derfor ironisk, at man sjældent hører, at de mange studier der fulgte i slipstrømmen på dens succes ikke gav de samme resultater.

Altså: Festinger tog selv fejl.

Fra Shierry Nicholsons The Love of Nature and The End of the World:

What Festinger failed to understand is that prophecies, per se, almost never fail. They are instead component parts of a complex and interwoven belief system which tends to be very resilient to challenge from outsiders. While the rest of us might focus on the accuracy of an isolated claim as a test of a group’s legitimacy, those who are part of that group—and already accept its whole theology—may not be troubled by what seems to them like a minor mismatch. A few people might abandon the group, typically the newest or least-committed adherents, but the vast majority experience little cognitive dissonance and so make only minor adjustments to their beliefs. They carry on, often feeling more spiritually enriched as a result.

Det er let at afskrive dommedagskulterne som forblændede, men de mange studier efter Festinger viser, at det er mere kompliceret og at de samme manøvrer gør sig gældende også for folk, der ikke er medlemmer af apokyptiske sekter, at de gør sig gældende i hverdagens kriser.

Vi er her tæt på Lauren Berlants begreb om ”grusom optimisme” (fra bogen Cruel Optimism, 2011), dvs. en følelsesmæssig tilknytning til ting, personer og institutioner, der ender med at give os præcis det modsatte af det, vi håber på ved vores investering i dem.

De troende kunne lige så godt være loyale partisoldater til en skammelig politiker, der lyver i hver eneste kampagne og svindler med sin tildelte magt. For nogle borgere er hvert eneste skandaløse kapitel i den farce, som det repræsentative demokrati er, så meget desto mere en grund til at gå ned og “forsvare demokratiet” ved at stemme.

Det kunne også gælde for mine egne stædige forhåbninger til venner, der gentagne gange ikke lever op til mine “forventninger”, som jeg i øvrigt heller ikke tør være åben omkring.

Det kunne også være tilknytningen til velfærdsstaten – denne i vores del af verden allestedsnærværende, grusomme optimisme, der knytter mig til alle de socialdemokratiske institutioner, så meget desto mere som de er ved at være historie. En optimisme der er grusom, fordi den forhindrer mig i at sørge det, jeg alligevel ikke kan ‘regne med’ (pension, velfærd, omsorg, læring, gode tænder), og ved at sørge, ville jeg kunne forestille mig, hvad der må komme i dets sted, hvordan vi passer på hinanden uden statens sikkerhedsnet.

Profetier slår fejl hver dag.

Vi er også hyklere alle sammen.

Men det betyder ikke, at vi skal holde os tilbage og aldrig stå fast på noget eller tro på noget. Snarere bekræfter det, at der intet stabilt grundlag findes for vores værdier. Værdier er vilkårlige: I sidste ende stammer vores idéer om det gode liv intet sted fra. De har nok en historie, de er præget af vores livserfaringer, men der er intet oprindeligt udspring at finde frem til. Der er ingen universel idé om retfærdighed, om det gode eller skønne, jeg kan basere dem på. Det er derfor selv den mest brændende fanatiker ikke kan undgå hykleriet.

At påpege en inkonsistens i nogens måde at leve på, kan måske være en god anledning for selvreflektion. Selv anklager om hykleri, kan gøre det for os. Men anklagen om hykleri er også den mest kedelige metode, at få folk til at reflektere over sine inkonsistenser. Black-Metal bandet Wolves in the Throne Room:

I have had people throw this in my face before – “how can you play music that is supposedly anti-civilization on electric guitars?” Frankly I find this line of reasoning boring and pointless. I remember a common line against rioters trashing the Nike store in downtown Seattle. There was a famous picture of some black-clad kid smashing the Nike sign, but zoom in and… ah-haa!! He’s wearing Nike sneakers! I say, who fucking cares? Catharsis is our objective, not a lilly-white and guilt free existence. We are all hypocrites and failures.