Spørgsmålet om kommunisme

Oven på det europæiske socialdemokratis kollaps i kølvandet på første verdenskrig besluttede Lenin at give den gamle socialismes smuldrende facade en makeover ved at overmale den med det smukke ord ‘kommunisme’. Altså låner han komisk nok fra anarkisterne, der i mellemtiden havde gjort det til deres banner. Denne bekvemme forvirring omkring socialisme og kommunisme har gennem det sidste århundrede i høj grad været skyld i, at ordet blev synonymt med katastrofe, massakre, diktatur og folkemord. Siden da har anarkister og marxister spillet pingpong rundt om modsætningsparret individ-samfund uden at bekymre sig om, at denne falske antinomi er formet af den økonomiske tænkning. Hvis man gør oprør mod samfundet i individets navn, eller mod individualismen i socialismens navn, så har man på forhånd spærret vejen. I mindst tre århundreder har individ og samfund hver især hævdet sig selv på bekostning af den anden, og det er denne dristige og vaklende tendens, der år efter år får det charmerende hjul, vi kender som ‘økonomien’, til at dreje.

Magasinet Eftertryk har publiceret nogle uddrag fra sidste kapitel i Den usynlige komités seneste bog, Maintenant [‘Nu’], smukt oversat af Anna Cornelia Ploug og Serena Hebsgaard.

Mens vi venter på at hele bogen udkommer på dansk, læs her: For den verden, der følger.

Verdens ende, del 10: Spørgsmål der hænger i luften

Serien om verdens ende lakker mod sin ende, foreløbigt. Der er to spørgsmål, der hænger i luften:

  1. Hvorfor er det, at visse dommedagsprofetier ledsages af en mærkværdig form for munterhed og slet skjult fryd?

    Med andre ord: Apokalypsen drager, tiltrækker og fascinerer. Ja, sagt mere lige ud: den begejstrer. Vi har allerede været inde på, hvordan apokalyptiske profetier kan være en måde at flygte den angst, der forbinder sig til min egen døds ubestemmelighed. Jeg ved ikke hvornår jeg skal dø, det kan være pludseligt. Døden kommer altid uventet. De apokalyptiske visioner er angstdæmpende, fordi de gør mit endeligt til noget bestemmeligt. Men er dette nok til at forstå den mærkelige munterhed og begejstring ved dommedagsprofetierne?

  2. Hvorfor er det, at vi lader til at have brug for apokalypsen for at kunne forestille os andre verdner end den dominerende?

    Sagt anderledes: Apokalypsen er en slags ren tavle. Vi forestiller os at ‘alting går under’, det er frygtindgydende og angstprovokerende, men ‘alting’ indbefatter også al undertrykkelsen og fornedrelsen. Den forsvinder også. Det er derfor apokalypsen er revolutionær i den mest almindelige forståelse: the world turned upside down. Der er noget frustrerende ved denne form for visioner. De minder om den måde byplanlæggere, modernister og visionære statsmænd forestiller sig verden: rydde spillebrættet, jævne byerne med jorden og starte forfra. For apokalyptikeren og statsmanden finder der kun én verden (alting). Hvordan ville vi kunne forestille os en befrielse fra undertrykkelse og fornedrelse, der ikke forudsatte totale begivenheder så som dommedag? Hvorfor er det så svært at forestille os de verdener, der faktisk befrier os og som allerede findes? Er det frygten for at være minoritet? Hvad hvis vi levede i en verden, der gav indtryk af stadig at være domineret af en samlet idé, men i stigende grad faktisk var befolket af en masse verdener, der alle var minoriteter. Hvordan kunne vi forestille os at bebo disse minoritetsverdener, mens vi afskaffede idéen om ‘verdenen’.

Verdens ende, del 7: Permanent undergang og frelse

Der findes en kristen måde at fortolke den lange apokalypse på.

”Verdens undergang er en permanent virkelighed, der konstant gentager sig”, sagde en russisk-ortodoks teolog engang.

Der er altså katastrofen, og så er der frelsen.

Alle historiens vendepunkter kan analyseres ud fra dette skema, dvs. kampen mellem det gode og det onde. For den apokalyptiske kristne er det en kamp det gode vinder, hver gang nogen åbner sit hjerte til Jesus.

Verdens ende, del 6: Traumologi

Oplevelsen af trauma er at miste ens fornemmelse af en tryg verden at leve i.

En verden er den relativt stabile ramme, der holder mig og giver en kontekst, en naturlighed og en selvfølgelighed til den måde, jeg lever på. Verden er ’mit sted’, baggrunden hvor på mit liv udspiller sig og et sted jeg kan søge ly, når jeg har søgt langt væk fra, hvad der føles hjemligt.

Den mest grundlæggende træk ved traumer er at denne relative tryghed ved at kunne tage sin verden for givet, er blevet mig frataget.

I stedet er der noget ved mine omgivelser der føles grundlæggende truende og angstprovokerende.

I de klimatiske skred er det visheden om ’naturens gang’ der forrådes – at det jordlige liv, som vi kender og som vores eget liv er forbundet af, ikke længere føles som en konstant, der kan regnes med.

Verdens stabilitet undermineres. Det er som at prøve at få fodfæste i et jordskred.

Vi er vant til at tænke på traumer som noget ekstraordinært og noget der kun rammer et ulykkeligt mindretal.

Der er stadig spørgsmålet om intensitet – at have været udsat for tortur og indespærring eller blive mishandlet som spædbarn, i sin mest uskyldige fase af livet, det er stadig eksempler på sår, der kræver sin egen tilgang for at heles.

Men i dag må selv de mest privilegerede leve med konsekvenserne af, at de klimatiske skred har frataget os fornemmelsen af en relativt tryg og selvfølgelig verden. Vi har brug for en mindre specialiseret traumologi for at forstå denne underminering af verdens stabilitet.

I sine reflektioner over koncentrationslejrene, beskriver Bruno Bettelheim den så kaldte “ekstreme og håbløse situation” med følgende træk:  (1) dens knusende påvirkning, som man var fuldkommen uforberedt på; (2) dens uundgåelighed, altså at man ikke kunne slippe for situationen; (3) forventningen om at situationen ville kunne fortsætte på ubestemt tid, muligvis en hel levetid; (4) det forhold ved situationens udstrakthed, der gjorde at ens liv kunne være i fare hvert øjeblik; og (5) at man er fuldkommen magtesløs i situationen ift. at beskytte sig selv.

*

Når traumer underminerer vores fornemmelse af en stabil og pålidelig verden, der kan rumme og støtte vores erfaringer og smerter, så bliver vi også selv ude af stand til at erfare og fordøje denne smerte.

Der findes ikke nogen verden, som er ’min’ – verdner er altid et produkt af fællesskab. Selv skizoer, som man nogen gange siger ’lever i sin egen verden’, bruger og approprierer sprog og gestik fra andre omkring dem. Så tabet af en verden og evnen til at blive støttet i sine erfaringer er egentlig et andet ord for tabet af fællesskab.

Det er vildt vigtigt, hvis vi gerne vil sørge den død, der allerede er fundet sted omkring os og som bliver ved med at finde sted omkring os, og i vores egne liv – alle de mange aflivninger og afkald på det ene liv vi har.

En af effekterne af trauma er, at verden skrumper: den verden af væsner, som jeg orienterer mig imod, som jeg sætter min lid til at ville støtte mig, og som også jeg har omsorg for.

For den traumatiserede kan verden ikke så let strække sig til endnu ukendte væsner, til brede fællesskaber og steder, men skrumper til mine tætteste venner, eller måske bare mig selv.