Verdens ende, del 5: Tabet af et symbolsk efterliv

Sætningen ‘verden går under’ kan betyde flere ting alt afhængigt af hvilken slags verden, man tænker på. Her skal det handle om livs-formernes verden. Den slags verden af steder, sædvaner og sprog, som man tænker på, når man fx siger: ‘velkommen til min verden’.

‘Min verden’ kan gå under.

Der var engang hvor kulturens fortsættelse forekom at være den stabile grund, hvorpå jeg kunne efterlade mit aftryk også efter, at jeg selv ville dø. Det var den type symbolske efterliv, der gjorde det muligt at bære ens egen dødelighed. Vores børn ville kunne vokse op i en verden, der var formet efter vores drømme; asketræerne, højmosen og hjortevildtet ville stadig findes, og en ny kultur vil stå på vores skuldre.

Alle disse forsikringer virker ikke længere særligt betryggende. De fleste er efterhånden klar over, at selv de mest konservative klimaprognoser forudsiger radikale, økologiske forandringer i vores verden. Så meget desto mere, hvis man spoler hundrede år frem, dvs. den tid som mine børn eller børnebørn vil kunne komme til at leve i. Det giver selv mit symbolske efterliv, og den verden der ville kunne leve videre uden mig, en karakter af forgængelighed. Jeg kan simpelthen ikke regne med, at den stabile grund, hvorpå jeg kunne sætte mit præg, er til at regne med længere.

Hvad er det for en verden, der går under her? Ifølge Sherry Nicholson er ’verdens undergang’ i denne forstand lig med undermineringen af de domæner af tilværelsen, der kunne tilbyde os håbet om symbolsk efterliv.

‘Min verden’ går under, dvs. den mister noget af sit grundlag, og fremtiden peger mod en afgrund. Jeg bliver berøvet forsikringerne om mit symbolske efterliv og min egen dødelighed bliver igen ubærlig.

Så jeg har tendens til igen ikke at konfrontere den, dødeligheden, se bort fra den, glemme og distrahere mig selv. Når jeg ikke konfronterer dette faktum, at jeg skal dø, mister jeg kontakt med noget af det, der kunne gøre mig aller mest levende. Så jeg fortsætter i tilværelsen, som om jeg allerede er en smule død. Livet gråner, lidenskaben svinder …

Verdens ende, del 4: Prep

I del 3 af denne blogserie, noterede vi med Shierry Nicholson, at apokalypsen tiltrækker, fordi den gør min eksistentielle trussel forudsigelig. Når faren er forudsigelig, slipper jeg i det mindste for den angst som usikkerheden fremprovokerede. Det appelerende ved at føle en vished om, at enden er nær, er at det fjerner usikkerhedsmomentet.

Noget meget væsentligt ved at fjerne dette usikkerhedsmoment er, at det gør det muligt at holde op med at bekymre sig.

Tag prepper-kulturen som eksempel. På overfladen virker dette som en meget bekymret flok mennesker. De kender til deres egen frygt, ingen tvivl om det.

Men for de amerikanske preppere betyder visheden om deres eksistentielle trussel, at de kan veksle bekymringerne til forberedelse og handling – opbygge kældre af dåsetomater, sætte pigtråd omkring parcellen og sikre sin familie.

Preppere er måske jævnligt skrækslagne, men de er pr. definition ikke handlingslammede. At kunne give et svar på hvorfor, ville kunne være en hjælp for at forstå, hvordan vi selv kunne have at gøre med vores egen frygt.

Preppere forbereder sig i øvrigt ikke på verdens ende. De forbereder sig på en begivenhed med et mærkeligt maori-klingende akronym, “TEOTWAWKI“: The end of the world as we know it. Om det er økonomisk kollaps, en atombombe eller klimaforandringer, er det stadig den samme apokalyptiske spejderdevise: at være beredt på en pludselig og fuldstændig omvæltning.

Verdens ende, del 3: Vished om døden

Hvorfor tiltrækker apokalypsen? Det er et af ledespørgsmålene i Shierry Nicholsons bog The Love of Nature and The End of the World. Et af hendes svar handler om behovet for vished.

At kunne forudsige fremtiden giver mig en følelse af vished. Det gælder måske især, hvis denne fremtid er verdens endeligt. Intet er så bestemt og afklarende som verdens tilintetgørelse.

Tænker jeg på fremtiden, bliver jeg konfronteret med vilkårligheden af min egen dødelighed. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal dø. Det eneste jeg kan være sikker på, dvs. have en følelse af vished om, er at jeg en dag vil dø.

Alle der kender til angst ved godt, at det ikke bare er det, man frygter (fx at dø) der er frygteligt, men lige så meget, hvis ikke mere, uvisheden om hvornår det vil ske og hvordan det vil ske, der er frygteligt.

Det er frygteligt at vi skal dø. Folk der siger andet, mens de stadig er i fuld vigør og har livet foran sig, formindsker deres egen frygt. Og det kan man jo forstå. Men det mest frygtelige er, at vi ikke ved, hvornår vi skal dø og hvordan vi skal dø. Det er forfærdeligt.

(Måske er der nogen der opfinder kurene mod alt det, der ville slå mig ihjel, og måske ville jeg være så heldig at få adgang til de kure, men i det store og hele er den type betryggende fantasier en måde ikke at tænke på min egen dødelighed).

Der er noget primalt ved apokalypsen: Endelig møder vi vores skaber og står ansigt til ansigt med vores dødelighed. Det bliver åbenlyst hvad der er noget værd her i livet, hvem vi holder af og hvad vi vil kæmpe for i den sidste tid.

Eksperimentel psykologi har længe vidst dette om smerte: Når jeg ved hvornår jeg bliver såret og skadet, når jeg kender de præcise intervaller i mellem dem, slapper jeg mere af. Det værste er uforudsigelig skade.

Apokalypsen gør min eksistentielle trussel forudsigelig.

Congratulations, Emmanuel Macron!

Congratulations, Emmanuel! I’m so happy, bravo! The first president who really like the billionaires – my president!

I hope that you can implement your program and we’ll all become billionaires. 7 billion billionaires, it’s possible! It’s the goal of capitalism, isn’t it?

But… I’m scared that something is preventing you to govern, that we’re not a disobedient France [la France insoumise, Mélenchon’s party], but an ungovernable France, by order and under state of exception.

I’m afraid that your program is too clearly hostile for too many people.

I hope you’re going to put the economy everywhere there is still a bit of life. That under the guise of the sharing economy, everyone can finally exploit themselves maximally!

Beware of other people, Emmanuel. I’m afraid that everywhere you economise, they want to communise; that wherever you make something a competition, they want to make it common; that everywhere you dispossess, they will try to make themselves autonomous.

You’re going to have a psychological war to fight, Emmanuel, from today.

I know people on lundimatin who have made the bet that you will not last two years; that, even if your bosses are powerful, eventually you will come crying on prime time television saying that it’s really too horrible to govern, and you want to return to where you came from and finance citizen start-up projects.

I’m with you, Emmanuel. I believe in you.

Long live the economy, long live capital, long live the Republic and long live France.