Tre tendenser i den globale sikring mod opstand

Noter om tre tendenser i den globale sikring mod opstand: militærpoliti, kybernetisk forudsigelighed, befæstede enklaver.

Militærpoliti

Vores tid hjemsøges af faren for ‘uroligheder’, faren for at mennesker begynder at bryde den trøstesløse forudsigelighed i verdens gang, faren for at nogen tager noget af det tilbage der er blevet dem berøvet, og ikke mindst faren for begivenheder, der ville kunne eskalere.

I nullerne var sikkerhedsindustrien den hurtigst voksende del af økonomien i USA. Guess why. De sidste ti år har magten været besat af to ting: på den ene side at sikre sig mod at intet sker og, på den anden side, at overbevise os allesammen om at det vil gøre os tryggere, hvis der intet sker. En eksemplarisk fornyelse af sproget finder vi i Stockholms metro, hvor overvågningskameraer nu hedder “tryghedskameraer”, for ikke at tale om de aflukkede forhørsrum, hvor vagter kan behandle personer som de vil uden besværlige vidner, der har fået det lidet betryggende navn “tryghedsrum”.

I dag ser vi så tilsynekomsten af en løst, men internationalt organiseret mængde af private ‘sikkerhedsstyrker’. Fænomenet består af lige dele overvågning, og lige dele udøvende magt. Der er mange grader: fra letbevæbnede Securitas-vagter i metroen til tungtbevæbnede G4S-kommandoer på Vestbredden. Uanset hvad, er det rette ord for dette fænomen paramilitarisering.

Fænomenet er ikke bare et udtryk for en privatisering af de opgaver, som før lå på politiets hænder. Det er ganske rigtig en del af udviklingen, og indebærer dusørjægerens genkomst. Men politiets opgaver bliver ikke kun privatiseret, de bliver militariseret. To begreber, der er opstået i disse sikkerhedstider  afslører hvad magten ønsker at gøre med sit politi og sit militær: “High-Intensity Policing” ledsages af  “Low-Intensity Warfare”.

På den måde overkommer regeringerne i den vestlige verden de juridiske besværligheder, der tidligere begrænsede dem i at på den ene side anvende militær indenfor eget territorie, og på den anden side at påtage sig politimæssige opgaver udenfor eget territorie.

Lidt tal. ‘Sikkerhed’ er som sagt blevet big business. I Tyskland, for bare at tage et eksempel, ser udviklingen i sikkerhedsindustrien mellem 1970-2005 således ud: Antallet af sikkerhedsvirksomheder er steget fra 325 til 3.000, mens mængden af mennesker som de beskæftiger er steget fra 47.400 til 200.000. Omsætningen er ligeledes gået fra 300 til 6.000 millioner dollars.

Kybernetisk forudsigelighed

I vores postdigitaliserede verden er det digitale ikke længere noget, der bare foregår internettet. De kybernetiske teknologier har spredt sig ud over hele samfundsterrænet, og sortererer ikke længere bare data, men også mennesker, steder og ting. Eller rettere: mennesker, steder og ting bliver i stigende grad data.

Tidsligheden i den kybernetiske sortering er en brug af mønstre i fortiden, for at spå om fremtiden. Hvilket ikke er langt fra den mission, der allerede råder i amerikansk videnskab: gøre verden mere forudsigelig (predictable).

Sorteringen har mange formål. Her følger bare nogle af dem:

  • Øge indtjening, fx ved at trække tjenester tilbage fra ‘mislykkede’ eller urentable forbrugere.
  • Danne profiler af nabolag som geo-demografiske grupper.
  • Tilpasse og personliggøre tjenester, fx skræddersyet amazon.com-websider.
  • Tillade premium-brugere at omgå trængsel, fx vejafgifter på motorveje, differentierede telefonkøer til kundeservice, baseret på journaler over kunders lønsomhed, eller den ‘prioriterede’ omstilling af data-pakker på internettet
  • Fremme nye måder at håndtere individuelle risici.

De rettigheder der følger med et statsborgerskab bliver derfor i stigende grad skilt ad og behandlet efter profileringens normer. Et godt eksempel her er USAs indsats for at tvinge den britiske regering til at pålægge britiske statsborgere af pakistansk oprindelse krav om at søge visum for at besøge USA, selvom dette krav ikke gælder alle andre britiske borgere.

“As the policing function of the border is undermined or interrupted, a more general policing of the population must take place” (Cities Under Siege, Graham).

Befæstede enklaver

Sikkerhedsindustriens forvandling af byer indebærer at et stigende antal steder forvandles til miljøer der ligner lejre. Udlandshandel og eksport-zoner, etableret for at lokke virksomheder til at udnytte billig, disciplineret lokal arbejdskraft til deres produktion og logistik, virker i stigende grad som kvasi-autonome riger, grænsende op til deres værtbyer og -nationer.

Udenlandske finansielle enklaver, så vel som de hypergentrificerede kerner i globale nøglebyer som London, fremstiller sig selv som utopier for superrige.

Enklaver af barrikaderet turisme opstår, omringet af pigtrådshegn bedre kendt fra militærbaser (“NATO-pigtråd”). Turismen befæstet så meget desto mere, når den placerer sig i “billige lande” domineret af masseforarmelse, som fx Haiti.

Planer om gigantiske krydstogtskibe, som fx ‘Freedom Ship’, markedsføres som veritable havbårede byer. Fuldendte med egen landingsbane på topdækket, indkøbsarkader, og selvfølgelig skøjtebane, giver Freedom Ship løftet om at kunne tilbyde verdens rigeste den komfort og tryghed der følger med en permanent, men dog mobil, territoriel tilbagetrækning.