Verdens ende, del 7: Permanent undergang og frelse

Der findes en kristen måde at fortolke den lange apokalypse på.

”Verdens undergang er en permanent virkelighed, der konstant gentager sig”, sagde en russisk-ortodoks teolog engang.

Der er altså katastrofen, og så er der frelsen.

Alle historiens vendepunkter kan analyseres ud fra dette skema, dvs. kampen mellem det gode og det onde. For den apokalyptiske kristne er det en kamp det gode vinder, hver gang nogen åbner sit hjerte til Jesus.

Verdens ende, del 6: Traumologi

Oplevelsen af trauma er at miste ens fornemmelse af en tryg verden at leve i.

En verden er den relativt stabile ramme, der holder mig og giver en kontekst, en naturlighed og en selvfølgelighed til den måde, jeg lever på. Verden er ’mit sted’, baggrunden hvor på mit liv udspiller sig og et sted jeg kan søge ly, når jeg har søgt langt væk fra, hvad der føles hjemligt.

Den mest grundlæggende træk ved traumer er at denne relative tryghed ved at kunne tage sin verden for givet, er blevet mig frataget.

I stedet er der noget ved mine omgivelser der føles grundlæggende truende og angstprovokerende.

I de klimatiske skred er det visheden om ’naturens gang’ der forrådes – at det jordlige liv, som vi kender og som vores eget liv er forbundet af, ikke længere føles som en konstant, der kan regnes med.

Verdens stabilitet undermineres. Det er som at prøve at få fodfæste i et jordskred.

Vi er vant til at tænke på traumer som noget ekstraordinært og noget der kun rammer et ulykkeligt mindretal.

Der er stadig spørgsmålet om intensitet – at have været udsat for tortur og indespærring eller blive mishandlet som spædbarn, i sin mest uskyldige fase af livet, det er stadig eksempler på sår, der kræver sin egen tilgang for at heles.

Men i dag må selv de mest privilegerede leve med konsekvenserne af, at de klimatiske skred har frataget os fornemmelsen af en relativt tryg og selvfølgelig verden. Vi har brug for en mindre specialiseret traumologi for at forstå denne underminering af verdens stabilitet.

I sine reflektioner over koncentrationslejrene, beskriver Bruno Bettelheim den så kaldte “ekstreme og håbløse situation” med følgende træk:  (1) dens knusende påvirkning, som man var fuldkommen uforberedt på; (2) dens uundgåelighed, altså at man ikke kunne slippe for situationen; (3) forventningen om at situationen ville kunne fortsætte på ubestemt tid, muligvis en hel levetid; (4) det forhold ved situationens udstrakthed, der gjorde at ens liv kunne være i fare hvert øjeblik; og (5) at man er fuldkommen magtesløs i situationen ift. at beskytte sig selv.

*

Når traumer underminerer vores fornemmelse af en stabil og pålidelig verden, der kan rumme og støtte vores erfaringer og smerter, så bliver vi også selv ude af stand til at erfare og fordøje denne smerte.

Der findes ikke nogen verden, som er ’min’ – verdner er altid et produkt af fællesskab. Selv skizoer, som man nogen gange siger ’lever i sin egen verden’, bruger og approprierer sprog og gestik fra andre omkring dem. Så tabet af en verden og evnen til at blive støttet i sine erfaringer er egentlig et andet ord for tabet af fællesskab.

Det er vildt vigtigt, hvis vi gerne vil sørge den død, der allerede er fundet sted omkring os og som bliver ved med at finde sted omkring os, og i vores egne liv – alle de mange aflivninger og afkald på det ene liv vi har.

En af effekterne af trauma er, at verden skrumper: den verden af væsner, som jeg orienterer mig imod, som jeg sætter min lid til at ville støtte mig, og som også jeg har omsorg for.

For den traumatiserede kan verden ikke så let strække sig til endnu ukendte væsner, til brede fællesskaber og steder, men skrumper til mine tætteste venner, eller måske bare mig selv.

Verdens ende, del 5: Tabet af et symbolsk efterliv

Sætningen ‘verden går under’ kan betyde flere ting alt afhængigt af hvilken slags verden, man tænker på. Her skal det handle om livs-formernes verden. Den slags verden af steder, sædvaner og sprog, som man tænker på, når man fx siger: ‘velkommen til min verden’.

‘Min verden’ kan gå under.

Der var engang hvor kulturens fortsættelse forekom at være den stabile grund, hvorpå jeg kunne efterlade mit aftryk også efter, at jeg selv ville dø. Det var den type symbolske efterliv, der gjorde det muligt at bære ens egen dødelighed. Vores børn ville kunne vokse op i en verden, der var formet efter vores drømme; asketræerne, højmosen og hjortevildtet ville stadig findes, og en ny kultur vil stå på vores skuldre.

Alle disse forsikringer virker ikke længere særligt betryggende. De fleste er efterhånden klar over, at selv de mest konservative klimaprognoser forudsiger radikale, økologiske forandringer i vores verden. Så meget desto mere, hvis man spoler hundrede år frem, dvs. den tid som mine børn eller børnebørn vil kunne komme til at leve i. Det giver selv mit symbolske efterliv, og den verden der ville kunne leve videre uden mig, en karakter af forgængelighed. Jeg kan simpelthen ikke regne med, at den stabile grund, hvorpå jeg kunne sætte mit præg, er til at regne med længere.

Hvad er det for en verden, der går under her? Ifølge Sherry Nicholson er ’verdens undergang’ i denne forstand lig med undermineringen af de domæner af tilværelsen, der kunne tilbyde os håbet om symbolsk efterliv.

‘Min verden’ går under, dvs. den mister noget af sit grundlag, og fremtiden peger mod en afgrund. Jeg bliver berøvet forsikringerne om mit symbolske efterliv og min egen dødelighed bliver igen ubærlig.

Så jeg har tendens til igen ikke at konfrontere den, dødeligheden, se bort fra den, glemme og distrahere mig selv. Når jeg ikke konfronterer dette faktum, at jeg skal dø, mister jeg kontakt med noget af det, der kunne gøre mig aller mest levende. Så jeg fortsætter i tilværelsen, som om jeg allerede er en smule død. Livet gråner, lidenskaben svinder …

Verdens ende, del 4: Prep

I del 3 af denne blogserie, noterede vi med Shierry Nicholson, at apokalypsen tiltrækker, fordi den gør min eksistentielle trussel forudsigelig. Når faren er forudsigelig, slipper jeg i det mindste for den angst som usikkerheden fremprovokerede. Det appelerende ved at føle en vished om, at enden er nær, er at det fjerner usikkerhedsmomentet.

Noget meget væsentligt ved at fjerne dette usikkerhedsmoment er, at det gør det muligt at holde op med at bekymre sig.

Tag prepper-kulturen som eksempel. På overfladen virker dette som en meget bekymret flok mennesker. De kender til deres egen frygt, ingen tvivl om det.

Men for de amerikanske preppere betyder visheden om deres eksistentielle trussel, at de kan veksle bekymringerne til forberedelse og handling – opbygge kældre af dåsetomater, sætte pigtråd omkring parcellen og sikre sin familie.

Preppere er måske jævnligt skrækslagne, men de er pr. definition ikke handlingslammede. At kunne give et svar på hvorfor, ville kunne være en hjælp for at forstå, hvordan vi selv kunne have at gøre med vores egen frygt.

Preppere forbereder sig i øvrigt ikke på verdens ende. De forbereder sig på en begivenhed med et mærkeligt maori-klingende akronym, “TEOTWAWKI“: The end of the world as we know it. Om det er økonomisk kollaps, en atombombe eller klimaforandringer, er det stadig den samme apokalyptiske spejderdevise: at være beredt på en pludselig og fuldstændig omvæltning.