Forvandle velkendte problemer til ukendte

Det er næsten blevet en kliché at sige, at spørgsmål er vigtigere end løsninger i filosofien, og at problemer aldrig rigtig er løst. Men selvom jeg ikke helt tror på det, tror jeg heller ikke at et filosofisk system hovedsageligt retfærdiggører sin egen eksistens gennem sin evne til at løse alle mulige tilfældige spørgsmål, som folk der måtte støde ind i det på fortovet kunne finde på at stille det. Behovet for at besejre alle nyankomne, for at være urørlig for alle indvendinger, er mere et socialt behov end et strengt intellektuelt; de mest aggressive debattører vi kender er sjældent de mest interessante tænkere. Enhver mægtig filosofi forbliver hjemsøgt af talrige besværligheder som den aldrig rigtig løser, og som en person med selv minimal træning let kan udpege. Uden den slags problemer, ville dens drivkraft forsvinde og den ville sygne hen til ligegyldighed. Når en filosofs efterkommere tackler dem effektivt, afgøres disse problemer heller ikke for altid, men efterlades heller ikke som et melankolsk mysterie. Hvad der virkelig sker er, at de oversættes til nye eller mere interessante problemer, måske endda større problemer – og en ny oversættelsesstil er hvad vi kalder et nyt filosofisk standpunkt. Intellektuel stagnation stammer ikke fra sindets uløste problemer (disse er aldrig fraværende) men fra en dalende evne til at forvandle velkendte problemer til ukendte. Hvorimod betydningsfulde perioder i filosofien kanaliserer deres samlede problemer gennem friske vandløb og kanaler, behandler mere rigide perioder de samme problemer via halvkvalte, falske modsætninger der udgør  det hengemte konsensus. Det er ikke meget anderledes end den måde daglige rutiner kan begynde at udmatte os, ens by kan føles som et fængsel,  arbejdsopgaver kan føles utålelige og psykiske besættelser kan opstå fra begærets uelastiske tilstand. Intellektuelt helbred lader lige som følelsernes elegance til at kræve et vist princip af variation.

– Efter Guerilla metaphysics, Graham Harman, s. 89.

Folkevælde

På dansk har vi endt med den lidt uheldige oversættelse af demokrati som folkestyre. Men demokrati har ikke lige som monarki, hierarki og oligarki sin rod i det græske ord for styring (-arki).

Der findes heldigvis endnu ikke noget ‘demo-arki’, selvom vores tid er så optaget af få “folk til at styre sig selv”. Demo-arki ville  være navnet på en regeringsform uden regenter, evt. en måde at regere på ved at gøre alle til konger (i stedet for at umuliggøre det, der gør folk til konger).

Demokrati betyder ikke folkestyre. Demokrati betyder folkevælde. Krati, ikke arki.

Når man kigger Den Danske Ordbog igennem vil man finde, at -krati er blevet synonymt med -arki, dvs. styring eller styreform. Som om der ingen forskel var, men blot to forskelligt lydende græske ord for det samme. Men roden –krati har sin egen historie og stammer fra Kratos, den græske gud for styrke og magt.

Aristoteles bemærker i sin Politik, at en græsk bystats forfatning normalt var afhængig af militærets fremherskende våben: Hvis det var et kavaleri, ville det være et aristokrati, da heste er dyre. Hvis det var hoplitter, sværtbevæbnede fodsoldater, havde det været et oligarki, da ikke alle havde råd til rustning og uddannelse. Hvis dets magt var baseret på flåden eller det lette infanteri, kunne man forvente et demokrati, da alle kan ro eller bruge en slynge. Med andre ord, hvis en mand er bevæbnet, er man virkelig nødt til at tage stilling til hans meninger. Man kan se, hvordan dette udspillede sig mest utilsløret i Xenofons Anabasis, der fortæller historien om en hær af græske lejesoldater, der pludselig bliver lederløse og fortabt midt i Persien. De vælger nye officerer og stemmer dernæst i fællesskab om, hvad de så skal gøre derfra. I situationer som denne, selv hvis afstemningen var 60/40, ville alle kunne se magtbalancen og hvad der ville ske, hvis det rent faktisk kom til et slag. Enhver stemme var, på en meget virkelig måde, en erobring.

Romerske legioner kunne på lignende vis være demokratiske: Det var hovedårsagen til, at de aldrig fik lov til at komme ind i Rom. Og da Machiavelli genoplivede ideen om en demokratisk republik ved den “moderne” æras daggry, vendte han øjeblikkeligt tilbage til ideen om en bevæbnet befolkning.

Det kan til gengæld hjælpe med til at forklare begrebet “demokrati”, som lader til at være blevet opfundet som et fornærmende udtryk af dets elitære modstandere: Det betyder bogstaveligt talt folkets “magt” eller endda “vold”. Kratos, ikke archos. De elitister, der opfandt begrebet, tænkte altid demokratiet som noget, der ikke lå langt fra gadeoptøjer eller pøbelvælde; skønt deres løsning selvfølgelig var nogen andres permanente erobring af folket. Og da det lykkedes dem at undertrykke demokratiet af den grund, hvilket var ganske normalt, så havde det ironisk nok den følge, at det netop var gennem gadeoptøjer, at befolkningens vilje blev kendt, en praksis der blev ganske institutionaliseret i, lad os sige, Romerriget eller 1700-tallets England. (David Graeber, 2016. Brudstykker af en anarkistisk antropologi, OVO Press, s. 103-4)

Panere, snushaner og svin

Slangordbøger er både gode og dårlige.

På den ene side sætter de os i stand til at give passende navne til ting, og finde kraft i udtryk der bryder normens bugtaleri.

På den anden side sænker slangordbøger den uigennemsigtighed som er selve indbegrebet af slang. Slang har altid været en udfordring for politiet og dommere, når de gerne ville straffe dem, der har en ’grim mund’. Hvordan afmåler man en straf for et skældsord, man ikke forstår? Eller mennesker der omtaler dem selv og det de laver på så kryptiske måder, at de lige så godt kunne være kirkesangere som indbrudstyve?

Alt dette har jo ændret sig noget, fordi man i dag forventer at Google har svar på det meste og hvor man velvilligt gør hver eneste mystificering forståelig. I April 2013 slog en amerikansk dommer simpelthen op i Urban Dictionary og brugte opslaget til at sende en ”jack boy” i spjældet.

Den eneste måde slang kan forblive lokal, bundet til et fællesskab og uforståelig for magten, er enten ved ikke at dukke op i de centrale ordbøger eller ved simpelthen at udvikle sig så hurtigt, at hver gang et ord ryger ind i ordbogen er det allerede gået af brug på gaden.

Og her er det en blanding af det sidste – ingen brug de her termer længere – samt at dem, der faktisk bliver brugt, er almindeligt kendte. Om ikke andet kender politiet dem alle, for de har hørt dem tusinde gange.

Paner. Fra panser.

Panser. Ordet henviser til den muskulære og kropslige forkrampning som opstår ved at politibetjente systematisk er ude af stand til at handle i overensstemmelse med deres egne værdier – et karaktertræk som den tyske kropsterapeut Wilhelm Reich kaldte kropspanseret. Fra oldfransk pancier, ‘rustning’, opr. fra ‘beskyttelse af maven’, pance, ‘mave’ (jf. undertrykkelse af sårbarhed, ikke at græde, sker via konstant pres til diaphragma, mellemgulvet, og ofte resulterer i kropslige smerter øverst i maven). Danske ordbog giver følgende eksempel: De er stivnede i et panser af indestængte aggressioner, berøringsangst og forsvarspræget renligheds- og ordenstvang. Variation: Panzer.

Svin. Bruges som regel i flertal (‘svinene’) eller som sammensat ord (‘politisvin’). Fra det engelske pigs, der går helt tilbage til 1800-tallet. Husk på at svinene i George Orwells Animal Farm netop var dem, der opførte sig som politi. Siden 2008, hvor svinene skød en femten-årig dreng i Athen, er det især ét slogan som er blevet populært i Grækenland: Cops, pigs, murderers!  Ligeledes betegner vildsvin andre konkurrerende, bevæbnede bander, der ikke har opnået samme legitimitet som det herskende politi. Bandidos eller de mexikanske narkokarteller er vildsvin fx.

Strisser. Populært udtryk i firserne (alle husker første ord i Kim Larsens ”Midt om natten”) og senere i en af de endeløse DR-dramaserier om pansere og deres tilsyneladende helt normale middelklasseliv. Vist nok låneord fra det bayersk-østrigske slangord Striezi/Strizzi (‘drivert, vagabond, tyv, dum karl’), der blev brugt om alle irriterende overordnede, dannet af verbet strizen (‘løbe ørkesløst rundt, stjæle’), der er belslægtet med tysk strotzen, jf. dansk ‘strutte’. Så en strisser er omtrent en dum karl, der strutter rundt og chikanerer folk. Ordet menes hjemført af naverne, de rejsende svende, der havde lært det schweiziske politi at kende. Variationer: strissersvin.

Strømer. Populært omkring ’68. Igen fra tysk strömer (landstryger, vagabond).

Æggeskal. Politi på motorcykel (jf. de hvide hjelme). Opstod formentlig i 60’erne eller 70’erne, eftersom hjelmene dengang mere lignede halvdelen af en æggeskal. En knækket æggeskal siger sig selv.

Salatfad. Større køretøj til mandskabstransport eller at bortføre mennesker i. Efter det franske panier á salade, dvs. de der kurve hvor vandet bliver slynget fra salaten (også kaldet salatslynge), hvilket en eller anden stakkel må have tænkt på mens de blev kørt afsted og slynget rundt i sådan en.

Hollændervogn. Større køretøj med gitter for de pansrede vinduer og plov foran til at bryde menneskemængder med. Opfundet af det hollanske politi for netop at egne sig til at kontrollere opløb og gadekamp. Varevognen (Mercedez Benz Vario) er ombygget for at være så robust og afvisende overfor kasteskyts som muligt; der er vægte i bunden, så det er sværere at vælte dem; dækkene er udstyret med en hård plastikkerne, så de kan køre videre selv om de er punkterede (“run-flat”); udstødningsrøret er udformet sådan, at man ikke kan stoppe ting op i dem. Det danske politi anskaffede de første i 1997, formentlig efter deres forsøg på at ændre taktik efter deres fuck-up 18. maj 1993, hvor banden affyrede 113 skud ind i en menneskemængde.

Transit. Mandskabsvogn der rummer 6-9 panserbasser. Bruges både ved daglig patrulje og til grisetransport ved større operationer. Navnet kommer fra et af mærkerne, Ford Transit. Ikke at forveksle med hollændervogne, der kendes ved deres pansrede ombygning. Internt i banden kalder man dem for LT’er, fra mærket Volkswagen LT.

Idioti. På ét plan er udtrykket selvindlysende, fordi det simpelthen kalder den facon, som mange politibetjente har tendens til, med sit rette navn. Det rimer. Men der hører en langt dybere teori til. En antropolog, der har lavet feltarbejde om idioter, skriver således om dem:

Most human relations – particularly ongoing ones, whether between longstanding friends or longstanding enemies – are extremely complicated, dense with history and meaning. Maintaining them requires a constant and often subtle work of imagina­tion, of endlessly trying to see the world from others’ points of view. This is what I’ve already referred to as “interpretive labor.” Threatening others with physical harm allows the possibility of cutting through all this. It makes possible relations of a far more simple and schematic kind (“cross this line and I will shoot you,” “one more word out of any of you and you’re going to jail”). This is of course why violence is so often the preferred weapon of the stupid. One might even call it the trump card of the stupid, since (and this is surely one of the tragedies of human existence) it is the one form of stupidity to which it is most difficult to come up with an intelligent response.

I do need to introduce one crucial qualification here. Every­ thing, here, depends on the balance of forces. If two parties are engaged in a relatively equal contest of violence-say, generals commanding opposing armies-they have good reason to try to get inside each other’s heads. It is only when one side has an overwhelming advantage in their capacity to cause physi­cal harm that they no longer need to do so. But this has very profound effects, because it means that the most characteristic effect of violence, its ability to obviate the need for “interpre­tive labor,” becomes most salient when. the violence itself is least visible-in fact, where acts of spectacular physical violence are least likely to occur. These are of course precisely what I have just defined as situations of structural violence, systematic inequalities ultimately backed up by the threat of force. For this reason, situations of structural violence invariably produce extreme lopsided structures of imaginative identification.

Basse. Sammenlign det engelske hubby eller big boy, der også hentyder til at visse af dem er småtykke. Eller var. I dag ligner mange pansere typisk en reklame for CrossFit eller en Palæo-kogebog. Variationer: Bassemand, panserbasse.

(Panserbasse, 1936, feat. Ib Schönberg)

Se Lars, en panserbasse!

Små blå, ost (Christianias favorit), politji, blå smølfer, pader, kagerne, høker.

Lidt ældre navne, som måske kunne komme på mode igen: lyner, snushane.

Herskabeliggørelse

Lørdag, 25. november kl 14-18 på Kapelvej 44. Free entrance.

Whose City? An event on gentrification (or herskabeliggørelse)

Crisis Mirror invites you to an event with presentations and discussions about the urban developments in big cities, #gentrification, Airbnb, tourism, high rents, poor housing situation and ways to resist and claim back the urban space.

The event will start from Sankt Hans Torv with a walking tour through the streets of Nørrebro. The tour will last about one hour and will end at Kapelvej 44 where the event will continue.The group Basta will particpate in presentations and discussions of the situation and modes of resistance.

Spørgsmålet om kommunisme

Oven på det europæiske socialdemokratis kollaps i kølvandet på første verdenskrig besluttede Lenin at give den gamle socialismes smuldrende facade en makeover ved at overmale den med det smukke ord ‘kommunisme’. Altså låner han komisk nok fra anarkisterne, der i mellemtiden havde gjort det til deres banner. Denne bekvemme forvirring omkring socialisme og kommunisme har gennem det sidste århundrede i høj grad været skyld i, at ordet blev synonymt med katastrofe, massakre, diktatur og folkemord. Siden da har anarkister og marxister spillet pingpong rundt om modsætningsparret individ-samfund uden at bekymre sig om, at denne falske antinomi er formet af den økonomiske tænkning. Hvis man gør oprør mod samfundet i individets navn, eller mod individualismen i socialismens navn, så har man på forhånd spærret vejen. I mindst tre århundreder har individ og samfund hver især hævdet sig selv på bekostning af den anden, og det er denne dristige og vaklende tendens, der år efter år får det charmerende hjul, vi kender som ‘økonomien’, til at dreje.

Magasinet Eftertryk har publiceret nogle uddrag fra sidste kapitel i Den usynlige komités seneste bog, Maintenant [‘Nu’], smukt oversat af Anna Cornelia Ploug og Serena Hebsgaard.

Mens vi venter på at hele bogen udkommer på dansk, læs her: For den verden, der følger.