Arkiv for June 2010
Åh, Københavns Universitet
På Københavns Universitet blokerer i dag studerende for hovedadministrationen. Det sker efter folketinget i overmorgen ventes vedtage en spareplan på 600 millioner. Da det kan lyde lidt abstrakt med så mange penge, tænkte jeg hjælpe lidt til med at konkretisere hvad forringelserne kommer til at betyde. Eller rettere, vise nogle af de tendenser der sandsynligvis vil tage til i styrke hvis uddannelsern forringes yderligere. Til sidst vil jeg pege på nogle ting der kunne gøres anderledes, baseret på at have studeret i Stockholm det seneste år. Inden det studerede jeg psykologi på Københavns Universitet i to år og mit indtryk er, at det, selv uden eventuelle forringelser, er et ganske ringe universitet at studere på. Min erfaring kommer altså fra ét studie, på to forskellige universiteter, men det er mit indtryk at tenderserne går på tværs af uddannelserne på KUs samfundsvidenskabelige fakultet i det mindste. Forskningen kan være en anden sag, hvad jeg snakker om her er, hvorledes universitetet formår at uddanne dygtige studerende.
Generelt lader uddannelse på Københavns Universitet at bestå af selvstudie. Vi får stillet læsesale til rådighed, vi får SU, der er en liste af kursuslitteratur, så man har en fornemmelse for hvad universitetet forventer af én, og man kan endda være heldig at møde andre studerende i processen. En stor del af studiet foregår da sammen med andre studier, uden for universitetets mure. Vejledningen, hjælpen og undervisningen er, undskyld men, ret fattig. For at blive konkret:
- Undervisningstiden er ikke kun lille i mængde, den foregår næsten udelukkende i forelæsningssale, på psykologi er vi mellem 100-150 mennesker, så der bliver ikke meget tid til samtale. Pædagogikken bygger på den slags envejskommunikation hvor stoffet behandles individuelt, på én måde, og den enkelte studerende forventes tage ansvar for egen læring. Det er klart at man kan have læsegrupper, men det er ikke noget universitetet hjælper med at institutionalisere.
- Vi har sjældent eksterne forelæsere der arbejder med det som de snakker om. I stedet er forelæseren typisk en gammel gubbe der har skrevet en bog engang i slutningen af firserne, og som kun overlever ved at kunne gentrykke sin bog år efter år ved at tvinge uskyldige studerende til at læse den. Og de studerende er alt for lydige til at bare kopiere eller scanne litteraturen og distribuere det til hinanden.
- Er vi så heldige at få undervisning i mindre klasser, er det ofte af andre studerende. Af min erfaring ligger niveauet både teoretisk lavt, men måske mere vigtigt har underviseren ikke rigtig nogen praktisk erfaring, og kan derfor ikke bidrage med de konkrete eksempler fra egen arbejdserfaring der inspirerer og stimulerer læringen ved at sammenkoble anekdoter med teori.
- Vi fÃ¥r som regel ingen feedback pÃ¥ opgaver. Vi fÃ¥r en karakter. That’s it. Pædagogikken bygger altsÃ¥ pÃ¥ behavioristisk teori fra 50′erne, hvor den studerende blot skal straffes og belønnes, for at komme videre. Al videnskab pÃ¥ omrÃ¥det tyder dog pÃ¥ at det hæmmer inlæringen. Den eneste mÃ¥de at fÃ¥ feedback pÃ¥ er at simpelthen klage over karakteren, ligegyldigt hvilken karakter man har fÃ¥et. Flere studerende udnytter dette hul i systemet, hvilket sÃ¥ klart er totalt administrativt omvej og spilder alles tid.
- Vi har nærmest ingen praktiske undervisningsdele. NÃ¥r der undtagelsesvis kommer et oplæg med praktisk indslag reagerer de studerende enten med forvirring (“Hvordan gør man??”) eller lykke (“YES, endelig!”). Begge reaktioner er et tegn pÃ¥ den praktiske fattigdom. Vi lærer simpelthen ikke at anvende det der forelæses om i de store sale. Derudover sætter viden sig meget dÃ¥rligere i mangel pÃ¥ praktiske erfaringer. Studerende har brug for blive kastet ud i oplevelser der mærker dem, referencepunkter til den teoretiske indlærning, en slags indsigt af at man faktisk overhovedet ikke kan noget af det man sidder og snakker om. Det skifter fokus fra at betragte sit studie som intellektuelt “interessant” til praktisk “nødvendigt” – viden der skal anvendes, til at gøre noget.
- Den praktiske fattigdom vises mest tydeligt i den gængse retorik i undervisningslokalerne. Vi omtaler det der sker udenfor universitetets mure som “virkeligheden”. Hvilken fremmedgørelse! Universitetet er ikke længere virkeligheden, den er totalt afkoblet det som “det egentlig handler” om. Hvorfor ikke gøre universitetet en smule mere virkeligt?
Just dette, at universitetet virker mere virkeligt, blev min oplevelse af at studere psykologi i Stockholm det seneste år. Det var i øvrigt utroligt nemt at komme på udveksling, og jeg takker instituttet på KU for at gøre det så nemt for mig at flygte. Alt det her manglede mit studie på KU, og fortsætter forringelserne, spekulerer jeg på om vi kommer endnu længere fra det. Nogle af tingene kan implementeres selv uden store omkostninger, men mest generelt tyder det på, at der er stort fokus på at producere kandidater med gode karakterer, frem for at producere indlærning og uddannelse:
- Vi har undervisning i klasser, kun klasser. Vi er sjældent mere end 30 studerende. Det betyder at stort set alle får plads til at kommentere eller spørge om noget, dvs. eksponere sig selv for formuleringen af det indlærte. Vi kan lave gruppearbejde. Vi kan tage 2 minutter hvor man snakker med sidemanden, og så bagefter summer i plenum. Vi kan lave rollespil, for at udsætte os affektivt for de oplevelser som de mennesker vi snakker om gennemgår. Det handler om at processere stof på så mange forskellige måder som muligt: lytte, kigge, snakke, rollespille, tænke, føle, skrive etc. I København laver vi to ting: lytter og skriver. Superfedt.
- Vi har masser af eksterne forelæsere der er specialister på deres emne. Det kan være en forelæser som har arbejdet med elever i særskole i 30 år. En terapeut der er ledende indenfor en ny strømning i psykoterapi. En af de fremmeste forskere indenfor sit felt. Kursuslederen hyper ved hver kursusstart den enkelte forelæser, de studerende gør ligeså. Det føles som at begynde et festivalprogram, man glæder sig og fantaserer om næste forelæsning.
- Og sÃ¥ den praktiske del. De har egenterapi. Før endt bachelor forventes de at ha gÃ¥et i terapi mindst 60 timer. Universitetet betaler de første 400 svenske kroner af hver time. De betyder at den studerende fÃ¥r en oplevelse af at være i den anden stol, tidligt i studiet. Det bliver en affektiv motor for at indoptage mere inlærning – man forstÃ¥r at det kan anvendes direkte pÃ¥ en selv. Instituttet har etableret kontakt med gymnasieskoler, sÃ¥ alle studerende skal have agere støttekontakt for en gymnasieelev. Det er win-win for begge parter, det smukke i ikke-nulsumsspil. PÃ¥ 6. semester har de studerende 4 mÃ¥neders praktik, hvor de kastes ud pÃ¥ en arbejdsplads og skal tage ansvar for andre mennesker. PÃ¥ 7. semester skal de studerende hæve det praktiske niveau endnu engang og pÃ¥ egen hÃ¥nd modtage klienter til psykoterapi. Alvoren er til at mærke pÃ¥, og det sætter varige mærker hos den enkelte at opleve, at den kan gøre en virkelig forskel for et andet menneske. Det er skræmmende og mægtiggørende! I København skræmmes vi aldrig, vi falder i stedet i søvn i forelæsningssalen, og mægtiggøres aldrig. Afmægtiggøres. Der er samtidigt vejledning og supervision pÃ¥ psykoterapiarbejdet, sÃ¥ ingen stÃ¥r alene. Og sÃ¥ er der udflugter til arbejdspladser, hvor vi kommer pÃ¥ besøg, fÃ¥r en lille rundvisning, og snakker om deres mÃ¥de at arbejde pÃ¥. Jeg kunne fortsætte og fortsætte.. I Stockholm indbygges praktiske momenter i de fleste kurser. Ofte ret enkle kneb som fx i kurset “Vuxenpsykologi” at alle fÃ¥r til opgave at gÃ¥ ud og interview en person over 65. Igen, win-win. Da jeg foretog mit interview udbrød den ældre herre ved mit banale spørgsmÃ¥l om hvordan det føles at havde blevet gammel: “Det er der aldrig nogen der har spurgt mig om!” De stockholmske studerende fÃ¥r sÃ¥ meget praktisk erfaring at de gør de københavnske til skamme.
- De får feedback på alle opgaver. Ofte holdes et examensseminarium, hvor alle præsenterer deres opgave kort, og så bagefter giver den forberedte lærer feedback, inden alle diskuterer. Eller man får enkelt feedback helt enkelt. Det ville være helt utænkeligt på KU. Hvis vi ikke efterbehandler skriftlige opgaver i seminarer, så gives i det mindste skriftlig feedback.
Igen, skiftetpå universitetet lader til at gå mod at producere kandidater fremfor viden. Stockholm er endnu ikke så langt i Bologna-processen, så deres studieform adskiller sig markant på det område. Visse af forskellene kræver ikke mange penge for at implementere, men at de ikke allerede er implementeret tyder netop på denne prioritering af effektivisering af et karakterbaseret og selvstuderende udannelsessystem. Vi har brug for en stor forandring, hinsides hvor mange penge universiteter får, hvis vi i fremtiden skal have en oplevelse af at vi lærerog producerer noget på universitetet.
2 kommentarer • Dele: 
• Donation
Det kommende oprør: Hypotesen om selvet
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
10 kommentarer • Dele: • Donation
Studiecirkel om ‘The Coming Insurrection’
GÃ¥r ind i sommermode, med sommerstudiecirkel. Den meget omtalte bog The Coming Insurrection (“L’insurrection qui vient”) har nu oversats til svensk med titlen ‘Det stundande uproret’. Den er lille, bidende, drømmende, voldsom. Passer godt til rejser over sommeren. Jeg læser den en gang til.
Bogen er bygget op i syv cirkler, med hvert deres tema. Her fÃ¥r vi al elendighed fra de seneste ti Ã¥r i en kompakt civilisationskritik, der ved at beskrive korrumptionen hele tiden peger pÃ¥ noget ægte. Anden del bestÃ¥r i tre handlingsorienterede afsnit – en form for manual i oprør. Og ja, bogen opfordrer at tage til vÃ¥ben. Bogen har da ogsÃ¥ skabt almen hysteri, fra Glenn Beck, der ufrivilligt leverede den bedste reklame bogen kunne tænke sig, til anarkisterne selv, der bekymrer sig om “anarkismens fremtid” (i bestemt ental, som var der én anarkisme, et slags parti). Det er ikke usædvanligt i radikal politisk filosofi, men oprør er mere end pistoler og brændende biler. Bogen, og oprøret, handler ogsÃ¥ om venskab, selvet, arbejde, sandhed, familie, frihed, intimitet, civilisation, anonymitet, økonomi, mobilitet, økologi, organisationer/organisering, problemet med sociale “miljøer”, kommunen, fællesskabet, og almene undersøgelser af det fælles.
Bogen levner i øvrigt ikke megen sympati for aktivistisk politik, den “autonome venstrefløj” osv. Modsat sÃ¥ mange andre anarkistiske samtidsdiagnoser, hvor jeg mest bliver vred og apatisk, hvilket ansporer en depressiv tilstand, mÃ¥ske ligge mig ned og rÃ¥be ind i puden, sÃ¥ fyldes jeg her i stedet af inspiration, som løber blodet ud i min krops ekstremer, ned i tÃ¥en og ud i fingrene. Det plejer være et godt tegn til at læse videre.
Svenske Copyriot skrev om venskab og fællesskab (‘gemenskap’) og foreslog at vi lavede en studiecirkel. Et antal personer har meldt sig til, og man kan deltage pÃ¥ den ene eller den anden mÃ¥de, skrivende, kommenterende, eller læsende med. Idéen er, at tage en cirkel af gangen – en om ugen. Hver cirkel/uge er kun 4-5 sider.
At bogen vækker hyperaktivitet og automatreaktioner, bør i øvrigt fortælle os at gÃ¥ langsomt frem. Jeg har fÃ¥et bogen beskrevet som “tÃ¥get poesi” og “tom retorik” – en slags ufrivillig herskerteknik, der projicerer egen mangel pÃ¥ forstÃ¥else ned i teksten (det er ikke min forstÃ¥else der tÃ¥ger, det er teksten!), og samtidigt reducerer kompleks civilisationskritik til noget som de fleste antages ikke bryde sig om (“poesi”, noget der er ligeygldigt, der ikke har noget at gøre med “virkeligheden”, der “bare er en leg med ord”). Nuvel. Skulle vi støde pÃ¥ den slags oplevelser, sÃ¥ ved vi hvad der skal gøres. For at undgÃ¥ tÃ¥ge og tomhed. Vi tager det langsomt altsÃ¥.
Hvis nogen har lyst til at være med, så kan kunne vi læse den over sommeren. Studiecirklen snakker foreløbigt kun svensk, men det kunne være sjovt at gøre den skandinavisk! Vi har et fælles online dokument for at organisere det, kontakt mig på maltelunden [at] gmail [dot] com, hvis du vil være med. Har i blogs, så skriv gerne der til hver cirkel (har du ingen, kan jeg godt vise hvordan man opretter en), ellers så kommenter her. Det er okay at bare læse med i samme tid og følge cirklen på den måde. Jeg har desuden funderet på at oversætte dele af bogen til dansk, vil gerne have hjælp. Vi kan lave åbne online redigerbare dokumenter. Så bliver teksten forhåbentlig mere tilgængelig. Lad os se hvad det munder ud i. Foreløbigt første oversatte cirkel, som kommer på bloggen senere i dag. Efter det, er planen at vi sætter gang med studiecirklen om ca. en uge.
–—
OPDATERING 2010 af oversættelsesarbejdet: Første cirkel oversat
OPDATERING november 2011: Den kommende opstand udkommer på forlaget After Hand den 2. december
11 kommentarer • Dele: • Donation
Spill av tid att komma till tiden
Det sägs att ju närmre en befinner sig kontinenten, ju senare dyker folk upp till avtalade tidpunkter eller möten. Tranquilo heter det på de latinska språken. På danska, att tage det stille og roligt. Eller imperativt, om någon hetsar på tiden, slap nu af. Att integrera sig i planeringens huvudstad Stockholm var något av en chock för mig. Folk förväntar sig stort set att en kommer till tiden. Det gäller inte bara för mötesformen i dess traditionella betydelse, som när en grupp sitter runt ett bord och har en dagordning, men i vidare bemärkelse, när två eller flera människor beslutar sig för att träffas. Hur ett uppstår möte uppstår helt enkelt. Följande observationer ska då ses genom filtret att ha upplevd dessa tendenser i långt mer stabil form än hur de verkar ta ut sig i Sverige. Men det kommer nog, bare rolig, så läs texten lite profetisk också.
Ad hoc-möten
Observerar mönster i vi hur vi träffas och mötas, i stigande grad under ad hoc-aktiga ändringar av planerna. En kommer för sent. En annan fÃ¥r en bra idé om att träffas annanstans, sÃ¥ vi drar dit i stället. En tredje ringer för att skjuta upp det hela. En fjärde dyker upp oanmäld. En femte gÃ¥r och hämtar mat. En sjätte pÃ¥började en aktivitet i väntan pÃ¥ nÃ¥got annat vilket sträcker sig in i det planerade mötet. En sjunde har glömt det hela eftersom den tänkte att nÃ¥gon ändÃ¥ skulle ringa när det var tid. Och sÃ¥ vidare, det gÃ¥r säkert att känna igen sig och komma pÃ¥ flera exempel. Innefattad i alla dessa exempel är en tendens till att alltid komma “för sent” i planeringens förstÃ¥else. Varför kommer en för sent? För att den hittade andra aktiviteter att göra i mellantiden. Som drar ut. Mängden av ad hoc-ändringar intensifieras dessutom av vanan att försöka hÃ¥lla sig uppdaterad genom alla möjliga kanaler – mobilen, faceboken, twittern, örat, den flexibla kalendern, det halva avtalet – för att hÃ¥lla flest möjliga val öppna. Samtidens ton lÃ¥ter, att vi ska vara “öppna för ändringar” och därför ändrar vi vÃ¥ra planer jämt.
Kanskande
Att hÃ¥lla sig öppen för förändringar innebär ofta att göra dubbla avtal, eftersom mÃ¥nga planerade möten förändras, och riskerar att inte passa till en. Anmälan pÃ¥ Facebook-events visar symtomen pÃ¥ dubbelavtalets stigning. MÃ¥nga säger ofta “Ja” till vilket som helst arrangemeng som verkar intressant, för att stötta dennes hype, för att stötta sin egen hype, eller bara för att fÃ¥ arrangemengen pÃ¥ sin Facebokkalender. Men vad visar bättre pÃ¥ tendensen än att anmäla sig som ‘kanske’, nästan per automatik för alla de arrangemeng en inte pallar besluta sig för. Styrkan i att anmäla sig som ‘kanske’ ligger till dels i att ingen av dubbelavtalen behöver veta sig säker, investeringen och förpliktelsen är lÃ¥g, sÃ¥ ingen blir ledsna eller besvikna. Och sÃ¥ledes svarar fler och fler ‘kanske’ till fler och fler sorters inbjudningar. Att säga ‘kanske’ verkar ha blivit en sÃ¥ viktig aktivitet att det borde ha sitt eget verbum, att kanska, och substantiv, kanskande. I de flesta fall är kanskandet ett icke-beslut. Beslut om att komma till en fest skjuts upp till samma kväll: “Vi kan väl höras av pÃ¥ Fredag helt enkelt”. Men nÃ¥got beslut mÃ¥ste göras – eller kanske mer precist uppstÃ¥ – oberoende av vilken fest eller annan sorts aktivitet personen dÃ¥ gör. Att träffa nÃ¥gon pÃ¥ stan kan lÃ¥ta: “Jag sitter pÃ¥ Kafé Tjärhovs, kom förbi bara”. Beslutet träder fram genom ankomsten. Anmälan förskjuts till ankomsten.
Möten som projekt
Att mötas och träffas blir här projekt: De har inte nödvändigtvis någon förutbestämd plats eller tidpunkt att hända, men utspelar sig i stället när deras möjlighetsförutsättningar finns, och någon griper dem. Som i så många andra sammanhäng i projektsamhället blir det då viktigare att kunna gripa än att kunna planera. När möjligheterna uppstår ad hoc, och planerade möten förändras, påminner mötesformen mer och mer om surfing. I sin artikel om surf, flöden och intution citerar Karl Palmås Gilles Deleuze för följande observation:
“Rörelserna, inom sport sÃ¥väl som vanor, förändras. Vi levde länge med en förstÃ¥else av rörelse som baserades pÃ¥ energi, där det finns en tydlig stödpunkt, eller där vi själva är rörelsens ursprung. Löpning, kulstötning, etc; det är ansträngning, motstÃ¥nd, med en utgÃ¥ngspunkt, en hävstÃ¥ng. Men idag ser vi att rörelsen i allt mindre utsträckning definieras i relation till en sÃ¥dan punkt. Alla nya sporter – surfing, vindsurfing, hängflygning – är av typen: infogning i en redan förefintlig vÃ¥g. Det finns inte längre nÃ¥gon startpunkt, utan det gäller att sätta nÃ¥got i omlopp. Nyckelmomentet ligger i att lÃ¥ta sig dras med i rörelsen hos en stor vÃ¥g, en stigande luftpelare, att ‘ta sig in i’ istället för vara ursprunget till ansträngningen.”
Tendenserna som beskrivits här pekar pÃ¥ en generell ad hoc-organisering av vÃ¥ra liv. Med mötets kanskande, inväntande och gripande surf-logik följer potentiellt set en stor frihet i att kunna välja frÃ¥n ögonblick till ögonblick. Men ocksÃ¥ osäkerheten. För hur ska man veta sig säker pÃ¥ om avtal kommer att bli av, bli till nÃ¥got? Och hur kan en ha förtroende för den begeistring som en inbjudning skapar hos en annan? Hur fungerar begeistring som beslut, som ett svar – kan begeistringens intensitet kommunicera “Ja”, även om den begeistrade fortfarande hÃ¥ller sig kanskande och inväntande till det sista? Som tidigare beskrivit genom arbetsmarknad, bygger projektsamhället pÃ¥:
- Att avkoda självets förtroendeskapande affekter (begeistring),
- Ryktets återkomst (den som alltid kommer för sent, eller alltid ändrar sina planer),
- Just-in-time möten (när det passar som bäst eller plötsligt finns tid att slå ihjäl),
- Och flexibiliteten (vänner och bekanta som står standby – är flexibla – för möten).
Det projektära diagram har ersätt det Foucault beskrev som det disciplinära, och som nu skapar och ordnar alla sfärer av livet. Utvecklingen kan ge ett intryck av konstant kaos, som hade spontaniteten inget system och alla möten bara “flytande” (vÃ¥r tids värsta klyscha, en icke-förklaring). Men de flytande och spontana möten verkar bara mystiska i den disciplinära och planerande förstÃ¥else, inte i den projektära förstÃ¥else. Spontanitet kan tränas, och vÃ¥ra liv bestÃ¥r i högre och högre grad av en träning i att fÃ¥ spontana händelser att uppstÃ¥. Att surfa. Bizniz har som vanligt har hakat pÃ¥ sÃ¥dana tendenser och intensifierat dem.
Att komma till tiden
Vad betyder det att komma till tiden egentligen? I planeringens förståelse är mötestidpunkten fastlagd a priori, som ett förutbestämd inlägg i veckokalendern. I projektsamhället funkar detta inte, åtminstone inte som en generell regel, då en måste kunna gripa plötsliga möjligheter, och vara öppen för ändringar. Här har vi då motivationen till kanskandet: grunden till att så många kanskar har att göra med möjligheten för att något annat – kanske – dyker upp, något bättre, plötsligt, just innan. Och eftersom alla därför alltid kommer lite för sent, så har ingen lust att komma till tiden. Att komma till tiden betyder att vänta. Att komma för sent betyder att optimera sin egen tid, att dra ut aktiviteter inte till deras planerade slut men till de tappar energi, att ha backup-planer, att vara öppen och redo att gripa, att ha dubbla halva avtal. Detta är individens Lean Management av mötesformen, ett fokus på att eliminera (individuell) spilltid. Refrängen låter då kanske: det är spill av tid att komma till tiden.
1 kommentar • Dele: • Donation
Commoniser moved / flyttede / flyttade
UPDATE: FörlÃ¥t! Fortfarande lite rörigt här nu och dÃ¥. Sidan är under development. I’m developing..
Welcome, velkommen, välkommen in. Commoniser got a new domain, and with a new form! Mere öppett domæne & med det kommer vår, introducing/presenting, Die form: flashy-orange-sans-serif-modernistisk schweitzer æstetik. Lär mig att koda wordpress i php/css, cutting edge. Känner mig som en hacker. Deform
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer