Åh, Københavns Universitet

14.06.2010 • forskning • Print • 2 kommentarer

På Københavns Universitet blokerer i dag studerende for hovedadministrationen. Det sker efter folketinget i overmorgen ventes vedtage en spareplan på 600 millioner. Da det kan lyde lidt abstrakt med så mange penge, tænkte jeg hjælpe lidt til med at konkretisere hvad forringelserne kommer til at betyde. Eller rettere, vise nogle af de tendenser der sandsynligvis vil tage til i styrke hvis uddannelsern forringes yderligere. Til sidst vil jeg pege på nogle ting der kunne gøres anderledes, baseret på at have studeret i Stockholm det seneste år. Inden det studerede jeg psykologi på Københavns Universitet i to år og mit indtryk er, at det, selv uden eventuelle forringelser, er et ganske ringe universitet at studere på. Min erfaring kommer altså fra ét studie, på to forskellige universiteter, men det er mit indtryk at tenderserne går på tværs af uddannelserne på KUs samfundsvidenskabelige fakultet i det mindste. Forskningen kan være en anden sag, hvad jeg snakker om her er, hvorledes universitetet formår at uddanne dygtige studerende.

Generelt lader uddannelse på  Københavns Universitet at bestå af selvstudie. Vi får stillet læsesale til rådighed, vi får SU, der er en liste af kursuslitteratur, så man har en fornemmelse for hvad universitetet forventer af én, og man kan endda være heldig at møde andre studerende i processen. En stor del af studiet foregår da sammen med andre studier, uden for universitetets mure. Vejledningen, hjælpen og undervisningen er, undskyld men, ret fattig. For at blive konkret:

• Undervisningstiden er ikke kun lille i mængde, den foregår næsten udelukkende i forelæsningssale, på psykologi er vi mellem 100-150 mennesker, så der bliver ikke meget tid til samtale. Pædagogikken bygger på den slags envejskommunikation hvor stoffet behandles individuelt, på én måde, og den enkelte studerende forventes tage ansvar for egen læring. Det er klart at man kan have læsegrupper, men det er ikke noget universitetet hjælper med at institutionalisere.
• Vi har sjældent eksterne forelæsere der arbejder med det som de snakker om. I stedet er forelæseren typisk en gammel gubbe der har skrevet en bog engang i slutningen af firserne, og som kun overlever ved at kunne gentrykke sin bog år efter år ved at tvinge uskyldige studerende til at læse den. Og de studerende er alt for lydige til at bare kopiere eller scanne litteraturen og distribuere det til hinanden.
• Er vi så heldige at få undervisning i mindre klasser, er det ofte af andre studerende. Af min erfaring ligger niveauet både teoretisk lavt, men måske mere vigtigt har underviseren ikke rigtig nogen praktisk erfaring, og kan derfor ikke bidrage med de konkrete eksempler fra egen arbejdserfaring der inspirerer og stimulerer læringen ved at sammenkoble anekdoter med teori.
• Vi får som regel ingen feedback på opgaver. Vi får en karakter. That’s it. Pædagogikken bygger altså på behavioristisk teori fra 50′erne, hvor den studerende blot skal straffes og belønnes, for at komme videre. Al videnskab på området tyder dog på at det hæmmer inlæringen. Den eneste måde at få feedback på er at simpelthen klage over karakteren, ligegyldigt hvilken karakter man har fået. Flere studerende udnytter dette hul i systemet, hvilket så klart er totalt administrativt omvej og spilder alles tid.
• Vi har nærmest ingen praktiske undervisningsdele. Når der undtagelsesvis kommer et oplæg med praktisk indslag reagerer de studerende enten med forvirring (“Hvordan gør man??”) eller lykke (“YES, endelig!”). Begge reaktioner er et tegn på den praktiske fattigdom. Vi lærer simpelthen ikke at anvende det der forelæses om i de store sale. Derudover sætter viden sig meget dårligere i mangel på praktiske erfaringer. Studerende har brug for blive kastet ud i oplevelser der mærker dem, referencepunkter til den teoretiske indlærning, en slags indsigt af at man faktisk overhovedet ikke kan noget af det man sidder og snakker om. Det skifter fokus fra at betragte sit studie som intellektuelt “interessant” til praktisk “nødvendigt” – viden der skal anvendes, til at gøre noget.
• Den praktiske fattigdom vises mest tydeligt i den gængse retorik i undervisningslokalerne. Vi omtaler det der sker udenfor universitetets mure som “virkeligheden”. Hvilken fremmedgørelse! Universitetet er ikke længere virkeligheden, den er totalt afkoblet det som “det egentlig handler” om. Hvorfor ikke gøre universitetet en smule mere virkeligt?

Just dette, at universitetet virker mere virkeligt, blev min oplevelse af at studere psykologi i Stockholm det seneste år. Det var i øvrigt utroligt nemt at komme på udveksling, og jeg takker instituttet på KU for at gøre det så nemt for mig at flygte. Alt det her manglede mit studie på KU, og fortsætter forringelserne, spekulerer jeg på om vi kommer endnu længere fra det. Nogle af tingene kan implementeres selv uden store omkostninger, men mest generelt tyder det på, at der er stort fokus på at producere kandidater med gode karakterer, frem for at producere indlærning og uddannelse:

• Vi har undervisning i klasser, kun klasser. Vi er sjældent mere end 30 studerende. Det betyder at stort set alle får plads til at kommentere eller spørge om noget, dvs. eksponere sig selv for formuleringen af det indlærte. Vi kan lave gruppearbejde. Vi kan tage 2 minutter hvor man snakker med sidemanden, og så bagefter summer i plenum. Vi kan lave rollespil, for at udsætte os affektivt for de oplevelser som de mennesker vi snakker om gennemgår. Det handler om at processere stof på så mange forskellige måder som muligt: lytte, kigge, snakke, rollespille, tænke, føle, skrive etc. I København laver vi to ting: lytter og skriver. Superfedt.
• Vi har masser af eksterne forelæsere der er specialister på deres emne. Det kan være en forelæser som har arbejdet med elever i særskole i 30 år. En terapeut der er ledende indenfor en ny strømning i psykoterapi. En af de fremmeste forskere indenfor sit felt. Kursuslederen hyper ved hver kursusstart den enkelte forelæser, de studerende gør ligeså. Det føles som at begynde et festivalprogram, man glæder sig og fantaserer om næste forelæsning.
• Og så den praktiske del. De har egenterapi. Før endt bachelor forventes de at ha gået i terapi mindst 60 timer. Universitetet betaler de første 400 svenske kroner af hver time. De betyder at den studerende får en oplevelse af at være i den anden stol, tidligt i studiet. Det bliver en affektiv motor for at indoptage mere inlærning – man forstår at det kan anvendes direkte på en selv. Instituttet har etableret kontakt med gymnasieskoler, så alle studerende skal have agere støttekontakt for en gymnasieelev. Det er win-win for begge parter, det smukke i ikke-nulsumsspil. På 6. semester har de studerende 4 måneders praktik, hvor de kastes ud på en arbejdsplads og skal tage ansvar for andre mennesker. På 7. semester skal de studerende hæve det praktiske niveau endnu engang og på egen hånd modtage klienter til psykoterapi. Alvoren er til at mærke på, og det sætter varige mærker hos den enkelte at opleve, at den kan gøre en virkelig forskel for et andet menneske. Det er skræmmende og mægtiggørende! I København skræmmes vi aldrig, vi falder i stedet i søvn i forelæsningssalen, og mægtiggøres aldrig. Afmægtiggøres. Der er samtidigt vejledning og supervision på psykoterapiarbejdet, så ingen står alene. Og så er der udflugter til arbejdspladser, hvor vi kommer på besøg, får en lille rundvisning, og snakker om deres måde at arbejde på. Jeg kunne fortsætte og fortsætte.. I Stockholm indbygges praktiske momenter i de fleste kurser. Ofte ret enkle kneb som fx i kurset “Vuxenpsykologi” at alle får til opgave at gå ud og interview en person over 65. Igen, win-win. Da jeg foretog mit interview udbrød den ældre herre ved mit banale spørgsmål om hvordan det føles at havde blevet gammel: “Det er der aldrig nogen der har spurgt mig om!” De stockholmske studerende får så meget praktisk erfaring at de gør de københavnske til skamme.
• De får feedback på alle opgaver. Ofte holdes et examensseminarium, hvor alle præsenterer deres opgave kort, og så bagefter giver den forberedte lærer feedback, inden alle diskuterer. Eller man får enkelt feedback helt enkelt. Det ville være helt utænkeligt på KU. Hvis vi ikke efterbehandler skriftlige opgaver i seminarer, så gives i det mindste skriftlig feedback.

Igen, skiftetpå universitetet lader til at gå mod at producere kandidater fremfor viden. Stockholm er endnu ikke så langt i Bologna-processen, så deres studieform adskiller sig markant på det område. Visse af forskellene kræver ikke mange penge for at implementere, men at de ikke allerede er implementeret tyder netop på denne prioritering af effektivisering af et karakterbaseret og selvstuderende udannelsessystem. Vi har brug for en stor forandring, hinsides hvor mange penge universiteter får, hvis vi i fremtiden skal have en oplevelse af at vi lærerog producerer noget på universitetet.

Måske lignende:

• Klumme i Information: “Bør vi sammen flygte fra uni?”
• Studiecirkel om ‘The Coming Insurrection’
• Globaliseringens guldmedalje
• Parlamentarismens fattige
• Brand och den intellektuellas roll

På Københavns Universitet blokerer i dag studerende for hovedadministrationen. Det sker efter folketinget i overmorgen ventes vedtage en spareplan på 600 millioner. Da det kan lyde lidt abstrakt med så...