Informell politisk liberalism

24.08.2010 • kritik, realliberalisme, [svensk] • 2 kommentarer /

Det här ska bli spännande! Copyriot bygger på en preliminär analys av liberalism:

§ 1.
Liberalism, i ordets bredaste bemärkelse, är ett samlingsnamn för en uppsättning individuella rättigheter. Omvänt och tydligare: tanken på att individer har rättigheter är liberalismens grundbult.

Analysen stödjer sig på terminologin från Det postdigitala manifestet: överflöde (av rättigheter) och urval (genom realpolitik). Det känns verkligen som att något viktigt kan byggas härifrån. Copyriot kommer även förbi (den föreställda) skillnaden mellan politisk och ekonomisk liberalisme:

§ 12.
Kritiska tänkare har gång på gång konstaterat att liberalismens slits av en spänning mellan “politisk liberalism” och “ekonomisk liberalism”. Kontentan blir i allmänhet att de “politiska” rättigheterna borde uppvärderas på bekostnad av de “ekonomiska”, vilket pekar i riktning mot någon slags socialism. Genom denna kritik bekräftar kritikerna den liberala grundsatsen om att politik och ekonomi kan skiljas åt. Däri ligger den immanenta kritikens begränsning.

Jag associerar vidare härifrån. För även de (politisk) liberala ideal, t.ex. yttrandefrihet, existerar i två former: de jure och de facto. De första betecknar en juridisk/formell/lagstiftningsmässig rättighet och den andra den faktiska/informella/”sociologiska” omständighet. Få människor använder sig av sin formella rätt till yttrandefrihet. Ofta är de formella infrastrukturer för svåra att överskåda, de är byråkratiska och inte lättförståeliga. Vanligvis regleras yttrandefrihet genom informella regler: vad “man” bör säga.

Yttrandefrihet kan därför förstås i informella termer, bortom rättigheter. Yttrandefrihet, eller mera specifikt kritik, kan även förstås inom en infrastruktur, kanske även en kritikens infrastruktur. Infrastrukturen kan vara antingen formell (som vid rättigheter för att kritisera, yttra sig) eller mer viktig, informell (som när det härskar en särskild sorts kritisk kultur i en sammanhang, i en gemenskap, på en arbetsplats t.ex.). Förmodligen är det den informella delen av den kritiska infrastruktur, som reglerar hur och när vi yttrar oss kritisk. Som reglerar vår faktiska förmåga till yttrandefrihet.

Den informella infrastruktur för kritiken är de oskrevna regler, som bestämmer vad, hur och vem “man” får kritisera. Även om de implicerade kanske formellt set har yttrandefrihet, kan de uppleva att de är rädda att säga vissa saker, och upplever att de inte kan yttra sig fritt. Infrastrukturen är inte tydlig: hotet är diffust, och det inte går att prata om en kränkning eller direkt censur i de jure-förståelsen.

Yttrandefriheten innebär i den informella kritiska infrastruktur, att en vågar kritisera utan rädsla för repressalier. Numera betraktar liberalister sådant som “civilkurage”, något mystisk som verkar hända spontant, en enskild individ som “står upp för vad som är rätt”. Men kritik fri från rädsla kan likaväl ha att göra med att en kultur eller gemenskap har etablerad en tydlig och jämlik kritisk infrastruktur (vad detta nu innebär mer precist).

En sådan kultur – eller kanske vi bör säga “ekologi”? – kan härska och regleras, helt utan beroende av liberala koncept om rättigheter och privat/offentlig. Å andra sidan frodas rädslan just för att den kan negligeras med hänvisning till den formellt liberala ideal om rätten till yttrandefrihet (som ju fortfarande kan vara där, inte kränkt)

Att arbeta politisk liberalistisk här, dvs. för de facto yttrandefrihet, för en bättre kritisk infrastruktur, är kanske då parallellt med process-tänkandet i kommuniseringen, så att en utformning av en bättre informell infrastruktur för kritik, består synliggörandet och kritik av infrastrukturen själv. Så fler och fler förstår och behärskar den kritiska infrastruktur, och färre och färre inte är rädda för att kritisera.

Någonlunda så argumentar den danska sociologen Rasmus Willig i programmet Till Försvar för Kritiken. Det är inte ett försvar för den politiska liberalismen, kanske mer en kritik av den formella delen och ett förtroende för den informella delen.

Till slut kommer problemet om överflöde och urval igen dock. För också ett fokus på kritikens ohindrade rörelse i en informell infrastruktur för kritiken lägger vikt på ohämmad cirkulation, av kritik (som den ekonomiska liberalism gör det med kapital).

Jag gillar det här med att hacka en gammal idéhistorisk tradition som liberalism, dvs. behålla ordet och dets kraft, och sen lägga fokus på den informella delen. Men vi kanske behöver tänka något annat än maximerad tillgänglighet i infrastruktur och ohämmad cirkulation av kritiska yttringar?

Det kommende oprør: Økonomien

16.08.2010 • afmagt, arbejdssamfund, kontrol • 5 kommentarer /

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

Fabrikken uden vægge

10.08.2010 • arbejdssamfund • 5 kommentarer /

Mens jeg skriver dette, vender min ven hjem fra stranden. Hun fortæller mig en oplevelse hun havde dernede. På Svanemøllens nye strand går to små strandsild rundt og kontakter solslikkende strandløver. Strandsildene siger: “I ser godt ud, vi er i gang med at åbne en ny tøjbutik på strøget, og det er vigtigt at vi har nogen smukke mennesker.” Interesserede skriver sine kontaktoplysninger ned. Det er lidt et modeljob, forklarer strandsildene. Hvis de får jobbet, så skal de stå i indgangen og lokke kunder ind i tøjforretningen.

Der snakkes meget i disse dage om, at vores samfund er blevet post-industrielt. Det lidt tomme ord henviser ikke til, at industrien er forsvundet. Heller ikke fabrikkerne og deres maskiner. Arbejdere er der også stadig masser af. Selvom mange af dem har forsvundet, så er de for det meste flyttet til andre lande, så indsutrierne, fabrikkerne og maskinerne kører videre.

Men en ny produktionsform tager mere og mere plads. Det handler om produktionen af hvordan og hvor du bor, dine fritidsbeskæftigelser, din livsstil, kultur, oplevelser, drømme, venner, begær. Det er derfor, at handelsskolerne de sidste mange år har beskæftiget sig med at udvikle idéer for, hvordan man tjener penge på, at skabe situationer, følelser, spektakler. Pleje oplevelsesøkonomien. Kickstarte følelsesfabrikken.

Den post-industrielle produktion får fabrikken til at flyde over og ud i hele samfundslivet. Butiksarbejderen læser en selvhjælpsbog, for at blive mere udadvendt og snakkesalig med kunderne. To grafiske designere mødes på en bar i kødbyen, udveksler telefonnumre, og beslutter at starte et projekt sammen. Ledelsen overvåger de ansattes Facebookprofiler, og kontrollerer at de ikke stiller virksomheden i dårligt lys. Vores digitale liv indordnes et out-sourcet CV der løbende opdateres i kraft af vores online aktivitet (arbejdskøbere er ligeglade med dine egne bilag, det er meget nemmere at google/facebooke dig). Du motionerer, fordi “din krop er dit vigtigste visitkort”. Du tager dine piercinger ud, smører dit stemmebånd, spiser en mintpastil, og går på arbejde. På dit lokale gadekøkken betjenes du af en smilende kok, der spiller reggae-musik; han hygger om gæsterne, og de bliver flere og flere, fordi han er så sød og spiller reggae. Kassedamen i Irma siger “Tak, og hav en god dag”. I Netto får kassepersonalet ikke betalt for at smile, men varerne er lidt billigere. Til din medarbejderudviklingssamtale undskylder du den seneste tids udmattelse med at kæresten har gået fra dig.

Vi behøver et bedre ord end det “post-industrielle”, som blot betegner at “det er noget andet, noget der kommer efter, det industrielle”, for at beskrive det der sker. Et mere præcist ord, omend ikke mere letspiseligt, tilbyder Hardt & Negris teori om “biopolitisk produktion”. Det indebærer, at produktionen indordner hele livet (‘bios’ = liv). Biopolitisk produktion skaber, producerer og opfinder måder at leve på. I processen sætter den dine sociale evner, dine følelser, dine idéer, tanker og drømme på arbejde.

Hardt & Negri beskriver skiftet med udtrykket: “Metropolen er for multituden, hvad fabrikken var for den industrielle arbejderklasse”. Når det siges, at samfundet bliver post-industrielt  – biopolitisk – så betyder det altså ikke, at fabrikkerne er forsvundet. Det betyder, at en ny produktionsform får politisk dominans. Med et fint ord, hegemoni. Får en ny produktionsform hegemoni, så omformes alle andre måder at producere på i dens billede.

I et langt indlæg om “fabrikken uden vægge”, beskriver Guldfiske hvordan metropolbyen bliver et samlende princip for den biopolitiske produktion. Og stiller de rette spørgsmål, hvordan dette omdefinerer arbejde:

“Hvad sker der når fabrikkens fire vægge tages bort? Når det er et vikarbureau der hjælper de fastansatte med at plukke varen sammen under stop af produktionen, når lønafdelingen er bestilt udefra, rengøringen passes af et privat rengøringsfirma med papirløse migranter, når lastbilchaufførerne fragter færdige dele fra underleverandører og leverer just-in-time, forskningsafdelingen bedriver forskningssamarbejde med universitetet, når et PR-bureau markedsfører de produkter der sælges videre til en anden forhandler?”

Aldrig før i historien har en så stor mængde arbejdere førts sammen på samme plads som nu: til metropolen. Igen, dette skal ikke forstås sådan, at fabrikkerne er forsvundet. I stedet er fabrikkerne nu underordnet metropolen og tvinges adoptere dens biopolitiske logik. Det er derfor at samlebåndsarbejderen, selve stereotypen på den industrielle arbejder, kan læse om fabrikkens Corporate Social Responsibility i sit medarbejderblad.

Dominansen viser sig også geografisk, når al flade besættes af metropolens enorme stofskifte. I Den Usynlige Komités fjerde cirkel om metropolen, beskrives dette, storbyens opkomst, som at modsætningen mellem by og land falder sammen:

“… det er et stort urban væv uden form eller orden, et trøstesløst område, endeløst og ubestemt, en global udstrækning af museumlignende hypercentrer og naturlige parker, af enorme forstadsprojekter og store landbrugsanlægninger, industrizoner og underafdelinger, landsbykroer og trendy barer: metropolen.”

Vi snakker pludselig om “Udkantsdanmark”, der pr. definition er langt væk fra storbyen, men i høj grad servicerer storbyen, med alle dets marker, grisefarme, sommerhuse, og nationalromantiske sightseeing-ture. Metropolerne er historisk set et relativt nyt fænomen. I begyndelsen på 1900-tallet fandtes kun fire metropoler med en befolkning på over en million indbyggere. I 2006 fandtes der 372 metropoler med over en million indbyggere, plus 45 som har mere en fem millioner. Halvdelen af jordens befolkning bor nu i storbyer. Udviklingen er uigenkaldelig og har kommet til at definere hele den tilstand som har kaldets for postmoderne, for postindustriel.

Næste indlæg vil fortsætte dette tema, måske vil det da blive mere præcist, men mere for at vise hvordan modstandsformerne i fabrikken uden vægge også ændrer sig. Det bliver noget med at tage strejken op igen, men ikke som vi kender den.

Indtil da er der en udmærket video af Michael Hardt, der udvikler temaet her, om den biopolitiske produktion, og metropolen.

Staten der udhuler velfærdssamfundet

04.08.2010 • arbejdssamfund, velfærd • Ingen kommentarer /

» … vores kritik går på venstrefløjens generelle tendens til at have et alt for statisk og entydigt syn på velfærdsstaten. Det gælder også højrefløjen, der ligeså entydigt har set markedet som løsningen, men hvis vi skal tænke nyt, så er det også en central udfordring, at de magtfulde djøf’ere i den offentlige administration accepterer, at de ikke altid kender de bedste løsninger, og bliver bedre til at lade borgere og civilsamfund løse opgaverne«

Godt at CEVEA i dagens Information, endelig siger noget andet end Socialdemokraterne og SF. Ellers ville de være stort set unødvendige.

Men vent, hvordan kan CEVEA kritisere både venstre- og højrefløjen? Var det ikke meningen, at de skulle være oppositionens centrum-venstre tænketank? Jo. Og sådan er det nok fortsat. Men lad os tage dem på ordet, og forstørre det buk af fløjpolitikken, som kan anes i ovenstående citat. Problemet med de, der ikke forstår kritikken er, at det endnu ikke er gået op for dem, at der findes andre ting end stat og marked. Venstrefløjen vil have mere stat. Højrefløjen vil have mere marked. Alt midt i mellem er en stor socialdemokratisk grød, den tredje vej, og dermed fusionen af stat og marked.

Velfærdsstaten har været i krise siden 70′erne. Kapitelens marked bygger på krisen, og skaber dem derfor hele tiden. Men hele tiden bygges der et samfund i staten og markedets skal af ejendom. Bobler af fælles velfærd, hinsides ejendom. Vi har også et velfærdssamfund, uden velfærdsstaten, uden markedet. Hver gang velfærd tvinges garanteres af velfærdsstaten – eller markedet – er det en vold mod al den velfærd der allerede eksisterer, og dagligt opstår på ny i resten af samfundet. Hvilken arrogance at tro, at enten staten eller markedet kan garantere al vores velfærd!

Er det ikke velfærd, når jeg tager hånd om min syge mormor? Når jeg besøger hende, snakker med hende, og klipper hendes græsplæne? Er det ikke velfærd, når vi skipper take-away maden og jeg griller for alle mine venner? Når en bekendt kan låne en sofa at sove på? Når en fremmed rejsende fra et andet land, kan låne en sofa at sove på, og om dagen låne mit hjems fælles cykel at cykle på? Er det ikke velfærd, når min søster ikke behøver at gå til psykolog, fordi hun har haft en støttende vennekreds der har tid og overskud til at snakke med hende? Er det ikke velfærd, når vi kopierer og bygger videre på hinandens kultur? Er det ikke velfærd, når vi planter et træ eller sår blomster i vores lokalmiljø?

S og SFs plan, den såkaldte “Fair Løsning”, er typisk for vor tids venstrefløj, da den lægger al lid til velfærdsstaten. Vi skal arbejde mere, så der kommer flere skattekroner ind, som kan betale for statlig velfærd. Vi skal simpelthen arbejde mere! Årtiers vækst siden arbejderbevægelsen fik nedsat arbejdstiden til 8 timer om dagen, og pludselig vil de to partier som tidligere ellers har støttet arbejderbevægelsen, have os til at arbejde mere.

Vi skal arbejde mere, og får således mindre tid og energi til at bygge vores velfærdssamfund. Dét er konsekvensen: mere tid på jobbet, mindre tid til at selv skabe velfærden. Og alle de nævnte ting foroven udvandes og udmattes. Jeg får ikke tid til at besøge og klippe min mormors græsplæne. Det gør resten af min familie heller ikke. Hun flytter med tiden på statlig plejehjem. Jeg har ikke tid og lyst til at grille for mine venner, så de må betale nogen for at gøre det for dem (de har heller ikke selv tid og lyst, fordi de skal arbejde så meget). Vi bliver afhængige dyr færdigmad i Irma. Der ikke hjerterum i mit hus til at have en bekendt sovende, så hun må finde et hostel at bo på, og bliver ruineret. Hun flytter på gaden, men heldigvis har staten arrangeret en varmestue for hende. Vi har heller ikke tid og lyst til at huse den fremmede rejsende, så den holder sig sammen med andre fremmede rejsende i turistghettoen, og vi får aldrig lært noget af hinanden eller skabt den slags kulturel udveksling, som staten ellers forsøger at finansiere gennem alskens organisationer for at bygge bånd på tværs af kulturer. Og vi ved godt hvor kedelige sådan nogle begivenheder er. Heller ikke har jeg tid til at høre på min søsters problemer, og er for øvrigt blevet vant til at vores samfund blot presser folk lige indtil kanten – hele tiden arbejde mere, hele tiden blive noget mere, hele tiden være aktiv og mobil – så hun blot kan booke en tid hos psykologen, når det går rigtigt galt. Ingen grund til at tage tingene i opstarten, når de små tegn på udmattelse og depression viser sig. Det kan nemlig betale sig, at lade de professionelle gøre det. Og staten yder måske endda en støtte. Eller forsikringsselskabet, hvis man er heldig. I hvert fald holder det terapeuterne beskæftiget. Og beskæftigelse er jo hele pointen! Skal vi fortsætte med eksemplerne? Ja, selvfølgelig er den voksende kopieringskultur en velfærdsforøgelse. Hverken stat eller marked har skabt den. Når vi graver parkeringspladser op, og planter blomster i deres sted, så spørger vi hverken kommune eller private bilister om lov. Det skaber en helt anden slags fælles velfærd, der ligger hinsides statslig organisering og privat ejendom. Kald det en fælles rigdom, værdi eller almen eje.

Lad os stille det lidt groft op: Højrefløjen tænker stadig på markedet, og lad dem endelig om det, eller: Let the Dead Bury the Dead. Det er spild af tid, at protestere mod markedet, mod kapitalismen. Det er spild af tid, at protestere.

Den gamle venstrefløj tænker velfærdsstat. Og det er forbundet med en sørgelig og patetisk opgivenhed, fordi de ved, at det er en tabende model. Derfor finder de altså på så absurde forslag, som at vi skal arbejde mere. Den nye venstrefløj tænker velfærdssamfund. Mindre arbejde og mere fritid. Mindre privat og statslig ejendom, så flere ting kan blive fælles og almen eje. Den nye venstrefløj er kommunister, men samtidig også anarkister, og har meget lave forventninger til jeres stat. Fordi den udhuler velfærdssamfundet.