Fabrikken uden vægge

10.08.2010 • arbejdssamfund • Print • 5 kommentarer

Mens jeg skriver dette, vender min ven hjem fra stranden. Hun fortæller mig en oplevelse hun havde dernede. På Svanemøllens nye strand går to små strandsild rundt og kontakter solslikkende strandløver. Strandsildene siger: “I ser godt ud, vi er i gang med at åbne en ny tøjbutik på strøget, og det er vigtigt at vi har nogen smukke mennesker.” Interesserede skriver sine kontaktoplysninger ned. Det er lidt et modeljob, forklarer strandsildene. Hvis de får jobbet, så skal de stå i indgangen og lokke kunder ind i tøjforretningen.

Der snakkes meget i disse dage om, at vores samfund er blevet post-industrielt. Det lidt tomme ord henviser ikke til, at industrien er forsvundet. Heller ikke fabrikkerne og deres maskiner. Arbejdere er der også stadig masser af. Selvom mange af dem har forsvundet, så er de for det meste flyttet til andre lande, så indsutrierne, fabrikkerne og maskinerne kører videre.

Men en ny produktionsform tager mere og mere plads. Det handler om produktionen af hvordan og hvor du bor, dine fritidsbeskæftigelser, din livsstil, kultur, oplevelser, drømme, venner, begær. Det er derfor, at handelsskolerne de sidste mange år har beskæftiget sig med at udvikle idéer for, hvordan man tjener penge på, at skabe situationer, følelser, spektakler. Pleje oplevelsesøkonomien. Kickstarte følelsesfabrikken.

Den post-industrielle produktion får fabrikken til at flyde over og ud i hele samfundslivet. Butiksarbejderen læser en selvhjælpsbog, for at blive mere udadvendt og snakkesalig med kunderne. To grafiske designere mødes på en bar i kødbyen, udveksler telefonnumre, og beslutter at starte et projekt sammen. Ledelsen overvåger de ansattes Facebookprofiler, og kontrollerer at de ikke stiller virksomheden i dårligt lys. Vores digitale liv indordnes et out-sourcet CV der løbende opdateres i kraft af vores online aktivitet (arbejdskøbere er ligeglade med dine egne bilag, det er meget nemmere at google/facebooke dig). Du motionerer, fordi “din krop er dit vigtigste visitkort”. Du tager dine piercinger ud, smører dit stemmebånd, spiser en mintpastil, og går på arbejde. På dit lokale gadekøkken betjenes du af en smilende kok, der spiller reggae-musik; han hygger om gæsterne, og de bliver flere og flere, fordi han er så sød og spiller reggae. Kassedamen i Irma siger “Tak, og hav en god dag”. I Netto får kassepersonalet ikke betalt for at smile, men varerne er lidt billigere. Til din medarbejderudviklingssamtale undskylder du den seneste tids udmattelse med at kæresten har gået fra dig.

Vi behøver et bedre ord end det “post-industrielle”, som blot betegner at “det er noget andet, noget der kommer efter, det industrielle”, for at beskrive det der sker. Et mere præcist ord, omend ikke mere letspiseligt, tilbyder Hardt & Negris teori om “biopolitisk produktion”. Det indebærer, at produktionen indordner hele livet (‘bios’ = liv). Biopolitisk produktion skaber, producerer og opfinder måder at leve på. I processen sætter den dine sociale evner, dine følelser, dine idéer, tanker og drømme på arbejde.

Hardt & Negri beskriver skiftet med udtrykket: “Metropolen er for multituden, hvad fabrikken var for den industrielle arbejderklasse”. Når det siges, at samfundet bliver post-industrielt  – biopolitisk – så betyder det altså ikke, at fabrikkerne er forsvundet. Det betyder, at en ny produktionsform får politisk dominans. Med et fint ord, hegemoni. Får en ny produktionsform hegemoni, så omformes alle andre måder at producere på i dens billede.

I et langt indlæg om “fabrikken uden vægge”, beskriver Guldfiske hvordan metropolbyen bliver et samlende princip for den biopolitiske produktion. Og stiller de rette spørgsmål, hvordan dette omdefinerer arbejde:

“Hvad sker der når fabrikkens fire vægge tages bort? Når det er et vikarbureau der hjælper de fastansatte med at plukke varen sammen under stop af produktionen, når lønafdelingen er bestilt udefra, rengøringen passes af et privat rengøringsfirma med papirløse migranter, når lastbilchaufførerne fragter færdige dele fra underleverandører og leverer just-in-time, forskningsafdelingen bedriver forskningssamarbejde med universitetet, når et PR-bureau markedsfører de produkter der sælges videre til en anden forhandler?”

Aldrig før i historien har en så stor mængde arbejdere førts sammen på samme plads som nu: til metropolen. Igen, dette skal ikke forstås sådan, at fabrikkerne er forsvundet. I stedet er fabrikkerne nu underordnet metropolen og tvinges adoptere dens biopolitiske logik. Det er derfor at samlebåndsarbejderen, selve stereotypen på den industrielle arbejder, kan læse om fabrikkens Corporate Social Responsibility i sit medarbejderblad.

Dominansen viser sig også geografisk, når al flade besættes af metropolens enorme stofskifte. I Den Usynlige Komités fjerde cirkel om metropolen, beskrives dette, storbyens opkomst, som at modsætningen mellem by og land falder sammen:

“… det er et stort urban væv uden form eller orden, et trøstesløst område, endeløst og ubestemt, en global udstrækning af museumlignende hypercentrer og naturlige parker, af enorme forstadsprojekter og store landbrugsanlægninger, industrizoner og underafdelinger, landsbykroer og trendy barer: metropolen.”

Vi snakker pludselig om “Udkantsdanmark”, der pr. definition er langt væk fra storbyen, men i høj grad servicerer storbyen, med alle dets marker, grisefarme, sommerhuse, og nationalromantiske sightseeing-ture. Metropolerne er historisk set et relativt nyt fænomen. I begyndelsen på 1900-tallet fandtes kun fire metropoler med en befolkning på over en million indbyggere. I 2006 fandtes der 372 metropoler med over en million indbyggere, plus 45 som har mere en fem millioner. Halvdelen af jordens befolkning bor nu i storbyer. Udviklingen er uigenkaldelig og har kommet til at definere hele den tilstand som har kaldets for postmoderne, for postindustriel.

Næste indlæg vil fortsætte dette tema, måske vil det da blive mere præcist, men mere for at vise hvordan modstandsformerne i fabrikken uden vægge også ændrer sig. Det bliver noget med at tage strejken op igen, men ikke som vi kender den.

Indtil da er der en udmærket video af Michael Hardt, der udvikler temaet her, om den biopolitiske produktion, og metropolen.

Måske lignende:

• Hipsterens genoplivning: Arbejde på sig selv
• Staten der udhuler velfærdssamfundet
• Helbrede død med kommunisme
• Generaliseret entreprenørskab og pengenes fremtid
• Yderliggående midterpolitik: Vil vi se et parti til venstre for Ø?

Mens jeg skriver dette, vender min ven hjem fra stranden. Hun fortæller mig en oplevelse hun havde dernede. På Svanemøllens nye strand går to små strandsild rundt og kontakter solslikkende...