Anarkitektur, del II: Mulighedsbetingelser, Mægtiggørelse, Kairos

Anarkitektur. At lade byens flow og konstruktioner planlægges og modifieres nedefra, i aktiveringen af lokale fællesskaber og ad hoc initiativ. Planlægningen indebærer fælles udvidelse af handlingsrepertoire, ved at stille betingelserne for, at muligheder kan gribes. Bebyggelse og beboelse uden lederskab, anarki-arkitektur. Etymologisk oprindelse fra græsk anarkhia/anarkhos og arkhitektōn, fra an- ‘uden’ + arkhos ‘leder‘ + tektōn ‘bebyggelse.’

Ovre på Eskils blog foregår der en diskussion der berører hvad vi kunne kalde anarkitektur. Det drejer sig særligt om forholdet mellem oppe-fra-ned arkitektur og interventioner der kommer nedefra-op, som kunne have et “anarkitektisk” præg. Denne sidste tilgang antages være drevet af “spontanitet” og “at gøre hvad man har lyst til” og “bryde rammerne”. Det er noget med, at “sætte sit præg på byen” og “omgøre den”. Som det ofte lyder. Men hvad betyder egentlig alle disse floskler? Nede ved Svanemøllen strand står der er stort skilt med skriften “2100 – Du kan også være med!”; en reklame for kommunens byfornyelse. Sært nok minder det førnævnte sprog meget om den måde byplanlæggerne allerede tænker deres byfornyelsesprojekter, så “alle kan være med”.

I et indlæg om “ikke-steder” kommer Supertank lidt nærmere på forskellen:

“Et rum skal altså ikke bare indbyde til at blive brugt, som skate-ramper og kyssebænke; steder skal i sin udformning gøre det muligt at foretage noget spontant. I selve planlægningen af rummet og i rummets udformning skal der være et potentiale for, at rummet bliver anderledes. Arkitekturen og byplanlægningen tænker sig selv for fast. Planlæg noget, vi planlægger skal være anderledes, byg noget, der skal eller kan rives ned. Byg noget ufærdigt, som andre kan gøre færdige – på den måde kan der måske bliver skabt mere frie rum.  Hvor folk der bruger rummet kan skabe noget sammen, fylde huller ud og lave nye huller. Arbejde, fremstille og handle – så det nye kan opstå.” [mine kursiveringer]

Hvad betyder det, at et rum er “åbent for muligheder” og at “alle kan være med”? Hvad betyder det, at et rum et “frit” og at “det i sin udformning gør det muligt at foretage noget spontant”, som Supertank siger? De begreber vi behøver at gøre mere klare er muligheder, inkludering, frihed og spontanitet. Alle fire liberalistiske begreber, hvis de ikke kvalificeres og vises som afhængige og betingede.

For at starte med det første: Jeg tror vi bør skelne mellem muligheder (som der er overflod af i vores samtid) og betingelserne for at man kan vælge dem (som der er underskud af, sagt lidt groft). De fleste rum er så at sige “åbne for muligheder”, men intet sker uden begge ting – mulighederne og betingelserne for at de vælges. For at en adfærd, et menneske, en bygning skal kunne tage plads, kræves dets mulighedsbetingelser. Lad os gå videre, så begrebet om mulighedsbetingelser kvalificeres hen ad vejen.

Illusionen om at “alle kan være med”, bygger samtidig på en forestillingen om spontanitet som noget der “bare sker”. Spontanitet er her noget der falder ned fra himlen – ligesom “frihed” har det ingen årsag – folk vil bare være med uden videre og deltage og omforme deres by hvis bare de “får mulighed for det”. Så længe muligheden er der, så er individer frie, til at udøve “lige præcis hvad de har lyst til”, helt spontant. Med andre ord, en helt igennem liberalistisk forestilling om handling. At denne forestilling er både tam og misforstået, viser de endeløse eksempler fra aktivistmiljøet selv, hvor alene informationen om, at alle kan være med, sjældent giver ikke-allerede inkluderede folk følelsen af, at de rent faktisk er velkomne. Har det noget at gøre med, at “alle” er en så ideologisk tynget figur, at de fleste opfatter “alle” som specifikke “nogle”? Men også kreativ business snakker med dette sprog: for at blive dygtig skal man “bare gøre lige det man vil”, uden jantelovs-agtige hæmninger, og kreativiteten er altid en “spontan udfoldelse“, som om det var noget der kom indefra og ud, men blot har været hæmmet af ufrie miljøer. Men man kan aldrig bare “gøre hvad man vil”. Det man vil er også altid betinget af det som de andre vil – dette er ikke blot en udefrakommende hæmning, det er også en “udefrakommende” mægtiggørelse: de andre sætter dig i stand til at gøre noget, ved at give dig lyst til at gøre noget, ved at lade dig ville det. Vi er afhængige af de andre: De er betingelserne for at vi griber mulighederne. De er vores mulighedsbetingelser.

For at komme tilbage til de fire begreber – muligheder, inkludering, frihed og spontanitet – kan de alle defineres som liberale begreber, så længe de ignorerer deres afhængigheder og betingelser. Kritikken minder om et tidligere indlæg om “postanarkisme” og dens kritik af (liberal) anarkisme. Øvelsen ligger som dér, at definere begrebernes liberale karakter, for derefter at udvide dem.

  • Muligheder er liberale, så længe de alene konstateres: “Se, en mulighed”. Muligheder kan stilles, muligheder kan være tilstede – et rum kan være åbent for muligheder. Men der spørges: “Muligheder for hvem?” Muligheder kan ikke tage plads uden deres betingelser, hvilket som regel er andre mennesker, der sætter os i stand til at gribe dem. Muligheder er intet uden mulighedsbetingelser.
  • Inkludering er liberalt, så længe det forbliver på tekstuelt eller formelt niveau: “Alle må være med!” Det spejler at konstatere alles mulighed, for at være med, men uden at etablere betingelserne for, at de vil, at de vover, at de har lyst til, at være med. Inkludering bør altid også være uformel og materiel.
  • Frihed er liberal, så længe den indsnævrer sig til frihed-fra, til hæmning, til “udefrakommende” påvirkninger. Resten, alle de handlinger som frihed-fra åbner op for, antager det liberale kommer “indefra”, som noget individet “udfolder” af “sig selv“. Men denne opdelning mellem “udefrakommende” hæmning og “indefrakommende” frihed, er falsk og ignorerer at vi altid er sammenfiltrede andre. Frihed indebærer også en frihed-til, der er afhængig af de andre, en mægtiggørelse, en fælles kraft, der sætter personen i stand til at handle.
  • Til sidst, spontanitet. Også en liberal forestilling, hvis den antages at falde ned fra himmelen, uden årsag, uden forklaring, betingelsesløst. Spontanitet er i den liberale forestilling kombinationen af, at der er muligheder til stede, og at individer er frie fra ydre påvirkninger, som hæmmer den indre spontanitet. Vi har allerede set hvordan alle disse delelementer – muligheder, frihed-fra og indre/ydre – er falske forestillinger, hvis de ikke kvalificeres i betingelser, afhængigheder og sammenfiltringen med andre. Spontanitet indebærer, at planlægge for det opportune øjeblik – Kairos. Det er en træning i at kunne gribe muligheder, så når de “pludseligt” kommer, er vi klar til at blive “spontane”. For at blive spontan, må man desuden inviteres – ikke formelt, på papir eller endda udtalt – men i kraft af vore afhængige andre, de er invitation nok. Afhængigheden består i hvorvidt vi kan regne med, at de bliver spontane med os. Hvorvidt de har trænet sig i evnen deri.

Hvis vi har fire nye begreber at kvalificere de liberale udgaver af muligheder, inkludering, frihed og spontanitet, så er det: mulighedsbetingelser, en inkluderende praksis der bygger på materielle mulighedsbetingelser, en mægtiggørende og afhængig frihed-til, og til sidst en spontanitet der træner Kairos i fællesskab.

Måske lignende:

8 thoughts on “Anarkitektur, del II: Mulighedsbetingelser, Mægtiggørelse, Kairos

  1. Bennett er ikke inde på noget af det samme, som jeg skriver i min comment, men noget af det samme som du antyder i din post, omkring de affektive forudsætninger for handling. Iøvrigt har jeg lige opdaget at det ikke kun er i min (/vores?) verden, affekt er det nye hotte. F.eks. havde tidsskriftet Body and Society temanummer om begrebet i marts i år (som ser rigtigt spændende ud, btw).

  2. Hey Bue, tak for kommentaren og fordanskningen! (utrolig smart brug af fordanskningsmaskinen i övrigt, som en kvalificering og konkret perspektivering til noget der sker på internet)

    Det er lige präcis et forsög på en balancegang mellem to positioner.

    Indenfor psykologien (frem for alt psykodynamisk terapi) er affektteori bestemt også inde i en spändende periode. Det er en mere präcis affektteori end fx Deleuze & Guittaris Spinozisitiske filosofi, og fokuserer på de grundläggende fölelser (affekter) som mobiliserer adfärd hos mennesker. Silvan Tomkins er en hovedfigur – den anden Freud kaldes han nogengange, for sit 50-årige lange undersögelse af affekter.

  3. Det er næsten FOR spændende at læse din tekst. der er en utrolig sammenhæng til dansen psykologi og jeg glædes over genkendeligheden i hvordan improvisation gribes an, jf. liberal naivitet >< kairos og mulighedsbetingelser.

    På samme måde i improvisation arbejder artister også med indefra og ud metoden, hvor det der ellers "holdes nede/inde" af hæmningen for lov "at komme ud".

    Jeg glædes over at underbygge min intuative mistillid til denne metode med ord fra denne tekst.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *