Maximalister, minimalister og vitalister

Henrik Chulus nystartede blog Fri Kultur lancerer nu en temaserie under titlen “Kopikampen“, som skal blive utroligt spændende at følge. Serien vil formodentlig trække på en specialeafhandling af samme navn om “ophavsrettens geopolitik” (PDF). Jeg har ikke læst afhandlingen, men ser frem mod at bliver udsat for den i mindre og afgrænsede bidder. (I øvrigt utroligt at ikke flere er kommet på den gode idé, dvs. at ingen andre opretter en blog og går i gang med at made os med alt det specialestof der ellers gemmes i skuffer og lidt vemodigt tænkes tilbage på som en tid på universitetet hvor man kunne skrive om ting man egentlig havde lyst til – lønarbejdet leder for det meste til middelmådige resultater, udmattelse eller apati).

Måske vil jeg kommentere hvert indlæg fra temaserien. Det tyder i hvert fald godt med det første indlæg, der introducerer kopikampens som kampen mellem to typer, maximalisterne & minimalisterne:

Både maksimalister og minimalister er enige om at ophavsretten er i krise, men uenige om krisens årsag og natur. Maksimalisterne mener på den ene side, at den teknologiske udvikling på medieområdet er ude af kontrol og eroderer respekten for ophavsretten, da almindelige mennesker har adgang til for meget information. På den anden side hævder minimalisterne, at ophavsretten i sig selv er problemet, da den står i vejen for teknologisk innovation og gennem sin udvidelse eroderer borgelige frihedsrettigheder.

Typologien fungerer utroligt godt i forhold til maximalisterne – der vil have flere (immaterielle) rettigheder, mere lovgivning og kontrol, større overvågning osv. Det kan diskuteres om “minimalisterne” frem for blot at afmontere dele af gældende lovgivning – dvs. at have “færre, mindre, reduceret” ophavsret osv – også søger at omvurdere hvad ophavsret overhovedet betyder. Copyleft er et eksempel på dette: et anti-licens der fordrer at alle anvendelser af et værk kun må belægges med copyleft selv (dette umuliggør derved andre former for licenser, fx copyright eller creative commons, der indhegner værket).

Fra den minimalistiske side ses fri adgang til at udveksle information som grundlaget for et frit samfund …

Det er endnu ikke tydeligt helt hvor grænserne går mellem de to typer, men problemet med både maximalisterne og minimalisterne – hvis vi forstår “minimalisme” som et mål der indebærer en minimal ophavsret der muliggør “fri adgang” og “at udveksle informationer” – lader til at være, at de vil lovgive sige ud af kopikampen.  De forsøger begge at konstruere nye rettigheder og licenser, for at beskytte forestillingen om en ophavsmand der skaber “værk” og “indhold” – være det for den private ejendoms skyld eller for den “frie adgang” til kunstnerens “værk” – som havde vores verden et lille Big Bang, et ingenting der foregår noget, hver gang dette noget blev skabt.

Problemet med maximalisterne og minimalisterne er, at deres fælles kærlighed for forestillingen om “ophavsmanden” tvinger dem til at begrænse sig til et strikt juridisk og lovgivningsmæssigt niveau. For kopieringen fortsætter jo alligevel – trods alle juridiske tiltag! Både maximalister og minimalister overvurderer den juridiske politik i den forstand, at de overser det liv som driver kampen: kopieringen selv, lysten til at kopiere. At gå hinsides det juridiske plan indebærer at placere kampen i en forståelse af, at kopieringen er en slags livskraft, et fundament for at kultur i dets aller bredeste betydning kan fortsætte blive til, at alle “værk” altid allerede er kopier, og “at skabe” altid allerede tapper ind i begæret til at kopiere andre.

Som en tredje typologi, efter maximalisme og minimalisme, bør da måske tillægge en vitalisme. Vitalisterne forlader juraen for en stund, med alle dens megalomaniske licensprojekter (være de maximalistiske eller minimalistiske, begge er de jo udtryk for et enormt juridisk arbejde, der begge forsøger at opretholde en ophavsret i en eller anden form). Vitalisterne forskyder i stedet kampen til kopieringen i sig selv: det liv der allerede skaber, reproducerer og forandrer vores fælles kultur. Til en undersøgelse af, hvad kopiering indebærer. Til en udvidelse og demokratisering af, hvad kopiering indebærer. Til en forståelse af kopiering som ontologisk kraft. Til en et begær for at modulere kopieringen selv. Til at multiplicere dets eget imperativ (udtrykket “Kopimi!” henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men også til imperativet selv: kopiér dette forholdningssæt!)

At ville “stoppe ikke-autoriseret kopiering” – være den maximalistisk konstrueret (copyright) eller minimalistisk konstrueret (creative commons osv) – er en fodlænke om kopieringens skabelsestrang, vores fælles kulturs potentiale til at blive noget mere og større end gentagede henvisninger tilbage til en privilegeret ophavsmand. Men det er et faktum at kopieringen fortsætter – trods alle juridiske tiltag – og at den som kraft i grunden overskrider fordringen om henvisning. Vitalisterne forestiller sig ikke kultur som en samling ophavsmænd der kopierer hinanden, der betaler til hinanden i mønt for brug, der henviser til og klapper hinanden på skulderen som for at betale i social kapital. Dette udelukker ikke henvisning i sig (blogindlægget her starter selv med en henvisning, så du læser kan finde temaserien på Fri Kultur selv), men vitalisterne har dårlig tålmodighed med krav om henvisning som betalingsform. Vitalisterne har i det hele taget dårlig tålmodighed med betalingsformer. Vitalisterne indstifter en kultur hvor afgrænsede værk (objekter) og priviligerede kunstnere (subjekter) afløses af kopieringens livskraft selv (processer): en strøm af konstant kopierende tilblivelse.

2 Replies to “Maximalister, minimalister og vitalister”

Comments are closed.