At stemme eller at ikke stemme

30.11.2010 • postanarkisme • 6 kommentarer /

Et par tanker apropos det her med at stemme eller at ikke stemme.

Der er i Danmark en ganske høj stemmeprocent ved folketingsvalgene (86,6% ved valget i 2007). Er det forkert at påstå, at de fleste vil betragte resten, der undlader at stemme, som enten dovne eller uvidende? På samme defineres blanke stemmer ofte som “ved ikke”, altså igen en mangel på holdning – noget afstemningen om Tronfølgeloven ændrede radikalt på, eftersom knap halvdelen af de negative stemmer var blanke (eller ornamenterede med kruseduller, der ironiserede over “valget”).

Men en del af de, der undlader stemme, gør det også helt bevidst. De nægter simpelthen at stemme. De er “anarkister” og har et passioneret had til den parlamentariske demokratiform.

Vi kan hurtigt udelukke, at grunden til at ikke ville stemme formodentlig ikke er praktisk. Akten tager omkring en time hvert fjerde år, givet at man virkelig er totalt ligeglad, og bare går ned og sætter et beskidt kryds på Enhedslisten (som mange anarkister deler langt de fleste synspunkter med – altså bortset fra, at Enhedslisten arbejder parlamentarisk). Det tager lidt længere tid, hvis man skal overveje sit kryds, dvs. tage processen og “valget” mellem de forskellige partier som relevant. Mange kan nok blive enige om, at folketingsvalget i mange tilfælde er et ganske fattigt valg, dvs. der er seriøs mangel på valgmuligheder. I mange politiske emner er stort set hele folketinget enige, fx at vi skal fortsætte med at arbejde (mere), at migrationen skal begrænses, at der skal straffes hårdere, at velfærd kommer gennem økonomisk vækst, og at ejendom er enten af privat eller offentlig art, for at bare nævne et par stykker. Der er derfor god grund til at være afmægtig ved et kommende folketingsvalg. Der er nemlig ikke meget at vælge mellem.

Men nej, det handler ikke om den slags konkrete afvejninger af det parlamentariske udbud: De omtalte anarkister nægter at stemme af princip. Jeg nævner tre af dem her, for at samtidigt diskutere dem.

Det giver dig beskidte hænder

Et argument har en æstetisk tone: Man vil ikke have beskidte hænder. Vi har altså at gøre med “rene” anarkister. Det handler om at opretholde en konsistent politisk ideologi, hvor livsførelsen er helt i overensstemmelse med den utopi man vil indstifte. Man skal “ikke begive sig ind i samarbejder med staten”, den vil blot korrumpere dig eller opsuge al værdi du måtte skabe. De der vil gøre alt for at undgå den risiko er ofte den type anarkister, der bestræber sig på at “stå uden for magten”. Derfor bliver de blinde for den magt de selv producerer. De mister altså paradoksalt deres magtperspektiv, blot indadtil. Men først og fremmest bliver de fremmedgjorde overfor den magt de kunne producere. En sådan anarkisme, der har øjnene på sin egen magt (en slags poststrukturel anarkisme, eller postanarkisme?), betragter ikke magt som hverken godt eller dårligt i sig selv. Magt er derimod produktivt: Det er forudsætningen for at skabe (og omstyrte) sammenhænge.

Det er en illusion

Et andet argument: “Det nytter alligevel ikke noget”, siger de rene anarkister. Og ligegyldigt hvad man stemmer, så “vinder regeringen”. Og ja, det er sandt, regeringen vinder altid (være den rød, blå, brun eller orange). Parlamentariske processer er iboende reaktionære: De inviterer på ingen måde til at afskaffe regeringsformen. Men er dette ikke også at have for store forventninger til det parlamentariske demokrati? De parlamentariske valg, siger de rene anarkister, blokerer blot for “virkelig forandring”. Virkelig forandring kommer derimod gennem udenomsparlamentarisk politik. Derfor bør man alene og udelukkende bedrive udenomsparlamentarisk politik, mener de. Enten-eller. Hvad den rene anarkiske tænker er altså sort-hvidt, hvilket måske nok er naturligt, når man er parlamentarismens fattige. Enten er man fuldstændigt solgt til det parlamentariske demokrati, eller også opgiver man helt at beskæftige sig med det. Et klassisk anarkistisk slogan i den rene ånd lyder:

“The election is an illusion / direct action is our solution” (fungerer i øvrigt på dansk også: Valget er en illusion / Vores løsning er direkte aktion)

Det legitimerer

Et tredje argument som ofte høres er, at man ved at stemme “legitimerer” det parlamentariske system. På den måde køber de rene anarkister tanken om, at det parlamentariske system først og fremmest repræsenterer dem. “Hvis 90% af befolkningen stemmer til folketingsvalget, så betyder det, at 90% af befolkningen fuldt støtter det parlamentariske demokrati”, siger de rene anarkister. Hvilken ironi! I stedet bør det parlamentariske demokrati ses som, for det første, én ud af en mængde demokratimodeller, der allerede eksisterer sideløbende, fx: hjemmets og kooperativets konsensusdemokrati, supermarkedets og børshandlens byttedemokrati, bestyrelsens og foreningens repræsentative stemmedemokrati, “gadens parlament”, for at bare nævne et par stykker. Det går fint at fremelske deres rolle i samfundet, samtidigt som man går ned og lægger sin stemme ved folketingsvalget hvert fjerde år. Kære rene anarkist, du behøver ikke at føle dig som hykler. Vær ikke bange for at blive beskidt af at komme i lag med det parlamentariske system. Dagen efter har du alligevel glemt det, det er jo ligegyldigt, ikke sandt?

Nej, det parlamentariske system er ikke et effektivt system til gennemgribende forandringer. At det er ineffektivt betyder dog blot, at vi bør have lave forventninger til det – ikke reagere ved at “boykotte” det. I stedet bør vi fortsætte med at fremelske de demokratimodeller vi gerne vil have, og samtidigt beskæftiger vi os med repræsentative systemer over alt med ambivalens: på den ene side undergraver og modarbejder det, på den anden side tilfredsstilles af det og samarbejder med det, på den tredje side (ja, der er tre sider af sagen!) går helt ind i dets system, for at lære det at kende, så vi kan hacke dets kredsløb.

Den kommende opstand: Miljøet

28.11.2010 • afmagt, tilknytning • 6 kommentarer /

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

Yderliggående midterpolitik: Vil vi se et parti til venstre for Ø?

26.11.2010 • arbejdssamfund, velfærd • 6 kommentarer /

I en avis læser jeg følgende læserbrev undertegnet Inga fra Faxe:

Min ven er mangeårigt medlem af SF, men nu kan han ikke klare mere. »Hvad skal jeg gøre?«, siger han. »Meld dig ind i Enhedslisten, du er jo socialist«, siger jeg. »Enhedslisten, spørger han forskrækket, jamen, de er jo revolutionære!«. »Det er vist ikke så slemt mere«, siger jeg, »men er det i øvrigt ikke det vi trænger til: en revolution?«

I en ny meningsmåling står Enhedslisten til 9 mandater, hvilket er den største fremgang i partiets historie. Meningsmålinger er problematiske, men lad os se bort fra det, for at i stedet agere på resultatet som et realistisk scenarie.

Der har været meget snak om højredrejning i dansk politik. Meningsmålingen kunne altså tyde på det modsatte: SFs vælgere flygter over til Enhedslisten, samtidig som Venstre står til det værste valg siden 1992 og de Konservative er blevet det næstmindste parti i folketinget. Men der er meget snak om midterpolitikken og jeg tror det er det forkerte sted at fokusere. Alternativet kunne formuleres således: I stedet for at lave midterpolitik på midten, bør der laves midterpolitik, ved at rykke på yderkanterne.

Center for Vild Analyse kommer ind på noget lignende, når de i Information skriver om at finde den gyldne middelvej, der kan virke yderliggående.

Aristoteles understregede, at den modige adskiller sig fra den feje ved at være indstillet på radikale forhold, men samtidig også fra den dumdristige ved ikke bare at fare hovedkulds frem. De modige er »hvasse i værket, men rolige forud«, som den gamle græker sagde. At finde den gyldne middelvej handler om roligt at finde det rette at gøre, hvor ‘hvast’ det kan virke, men ikke om at give lidt til det, enhver nu måtte mene.

Mao. indebærer den gyldne middelvej, at roligt gå til yderligheder. Inden vi fortsætter med at gå til yderligheder, skal vi kort se på dets modsats: den ekstreme midterpolitik.

Centrumekstremisme

Samtidig gør dette fokus på en venstre- og en højrefløj, at midten bliver mere og mere ekstrem. Midten er det priviligerede standpunkt, hvorfra alt virker balanceret og velovervejet (modsat de ekstreme på yderkanterne). Men er det ikke snarere sådan, at midten i dansk parlamentarisk politik er blevet ekstrem? Når midten bliver så dominerende, at den gør nye rammer umulige, så bliver midten ekstrem. Så har vi centrumekstremismen.

• Stort set alle partier i folketinget, accepterer nu en ekstrem migrationspolitik, der er i direkte strid med menneskerettigheder.
• Ingen partier er udtalt kritiske overfor det rådende arbejdssamfund, hvor alle tvinges i lønarbejde, på trods af, at den teknologiske udvikling og det generelle niveau af velstand for længst har oversteget nødvendigheden af tvunget lønarbejde. Arbejdet er nemlig blevet et formål i sig selv.
• Ingen partier formår at problematisere ejendomsretten, i stedet skændes de om hvorvidt vi skal mere privat eller statslig ejendom.
• Derfor mener alle partier, at velfærd er noget som skabes af lønarbejde. For venstrefløjen er det over skatten og ind i velfærdstaten. For højrefløjen er det gennem skattefrie indtægter og ud på velfærdsmarkedet. Ingen partier i parlamentet har fornemmelse for det velfærdssamfund, der opstår gennem uafhængighed af lønarbejde og penge, hvor fritid er betingelsen for at vi kan skabe almen velfærd for hinanden (starte foreninger, opfinde noget, danne studiecirkler, bygge kooperativer, gribe de gode fælles øjeblikke, tage hånd om en i familien der er syg etc.)

Det burde altså være tydeligt at midten i dansk politik er blevet mere radikal ved have taget monopol på visionerne.

Politik der skaber efterspørgsel efter mere af den samme type politik

Husk, det parlamentariske demokrati præsenterer sig nok som “repræsentativt”, dvs. at det forsøger at “spejle” befolkningens interesser gennem meningsmålinger og folkevalg. Men det parlamentariske demokrati er også i høj grad performativt (politik der gør noget i stedet for at repræsentere noget). Et politisk udspil eller lovforslag er ikke bare en spejling af formodede interesser i befolkningen, det er også talehandlinger der har konsekvenser: antagelser, fordringer, nye begreber med nye betydninger, bekræftninger af diskurser og rammer for hvilken type politik der anses være mulig. Politik er desuden etableringen af nye materielle forudsætninger for at leve: lovene og tiltagene henviser ikke blot til eksisterende ønsker i befolkningen, de omformer også befolkningen i deres billede.

Når der bygges en motorvej, så vil flere køre i bil. Når kapaciteten på vejene øges, øges bilparken også. Der er intet naturlig leje, hvor udviklingen pludselig stopper: bygges der endnu flere motorveje, pga. at alle bilisterne sidder i kø på motorvejene, så vil der blot komme flere bilister, og mere kø, og flere veje. Indtil udviklingen stoppes og føres den modsatte vej (i København fjerner man 2% af alle parkeringspladser hvert år, men det leder til mindre trængsel end i andre europæiske byer). Motovejstiltagene skaber en befolkning af bilister. Det trafikpolitiske begreb er “induceret trafik” – eller “induceret efterspørgsel”, fordi øgningen af kapaciteten skaber mere efterspørgsel. Pointe er her, at al politik skaber induceret efterspørgsel efter mere af den samme type politik.

Gør du en befolkning afhængige af lønarbejde, vil de hurtigt kræve flere arbejderrettigheder, flere jobs til alle osv. Gør du en befolkning afhængig af private forsikringer på bekostning af fælles sikkerhedsnet, så vil de hurtigt protestere for, at også alle de andre aspekter af livet bør være forsikrede og at skatten sættes ned, så de har råd til at betale dem.

Når DF de seneste førte år havde held med at føre yderliggående politik, indførte det også nye præmisser for hvordan man overhovedet kunne føre politik, fx at folk der migrerer til landet vurderes ud fra hvor meget de tilfører BNP, at “eksperter” ikke skal tro at de ved mere om deres speciale end andre, at det ikke længere var muligt at diskutere racisme og fascisme, og at “værdipolitik” var lig med assimileringen af personer der ikke passede ind i Dansk Folkepartis forestilling om danskhed.

Forskydning af midten fra yderkanten

Tilbage til Enhedslisten. Hvis Enhedslisten holder et lignende niveau til folketingsvalget, kunne et parti til venstre for Ø virkelig sætte gang i en forskydelse af midterpolitikken. Et nyt parti, som er mere yderliggående.

Det handler om at gøre medløberne på midten objekt for den forskydning der foregår i “ekstremerne”, så midten føler at de skal indtage endnu et “balanceret” standpunkt. Midtens svaghed i at altid skulle virke “balancerede” ligger deri, at disse standpunkter som regel opfindes reaktivt, som reaktion på yderpunkternes bevægelser. Midten skal så at sige hele tiden danse efter fløjenes pibe – ikke omvendt.

Det er som sagt præcis den strategi Dansk Folkeparti har ført de seneste ti år. Og som de har vundet på. Det betyder ikke at alle “bare har samme politik” som DF, men at stort set hele parlamentet fører politik efter deres diskurs og har adopteret rammen hvormed migrationspolitik, integrationspolitik, flygtningepolitik, retspolitik og kulturpolitikken føres. I visse fald kan man endda få midten til at komme de yderliggående i forkøbet, og derved intensivere bevægelsen, som når SF kommer regeringen i forkøbet og formulerer et ghettoudspil der baserer sig på mere politi, nultolerance og tvangsforflytninger, eller når Naser Khader sætter ord på de seneste ti års integrationspolitik og indrømmer at det egentlig handler om assimilering.

Det er kraften med at roligt gå til yderligheder: så snart den yderliggående politik rammer faktiske bevægelser i befolkningen og resonerer med dem, vil alle de parlamentariske medløbere på midten følge med, for at omforme deres egne partier og vælgere i deres billede.

Spørgsmålet bliver nu: Findes der kandidater til en ny “yderste venstrefløj”, som erstatning og boldværk til Enhedslisten? Det ville være utroligt dirty hvis Enhedslisten selv gjorde det, dvs. skabte et nyt parti med netop dette sigte, men sikkert virkningsfuldt nok.

Mit forslag ville være et parti med …

• En udtalt ambition om at afmontere arbejdssamfundet. I den socialistiske utopi bliver vi alle arbejdere i statens kontrol. I den neoliberale utopi er vi alle arbejdere i virksomhedernes kontrol. Et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder vil ingen af delene, men i stedet sænke arbejdstiden, så der bliver mere fritid.
• En udtalt ambition om at modbygge afhængigheden af ejendom, være det statslig eller privat ejendom. I den udstrækning at ejendomsforhold er nødvendige, vil det fortrinsvis være fælles eller almen ejendom (ikke administreret af en stat, men mere som de svenske allmänningar eller det digitale fælles som hos wikipedia). Samtidigt vil et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder forsøge at helt bevæge sig væk fra ejendomsbegrebet, for at i stedet formulere politik på nye præmisser, hvor begreber som fx tillid, tilknytning eller initiativ definerer forudsætningerne for ejerskabsforhold hinsides ejendomsret.
• En acceleration af den mængde af fine standpunkter som Enhedslisten allerede har formuleret, men som de har set sig tvunget til at være “pragmatiske” omkring for at ikke blive udstillet som ekstreme, yderliggående eller utopiske. Et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder må tage al det skidt som formuleringen af nye visioner indebærer. Så kan Enhedslisten samtidig blive stuerene. Hvis der kommer en ny yderkant at positionere sig overfor, vil Enhedslisten kunne drive langt mere samarbejdende og kompromitterende politik (midterpolitikken privilegium) ved at profitere på den visionspolitik som et nyt parti kan drive (den yderliggående politiks privilegium)

På midten udvikles der ikke visioner. Men midten kan sætte eksisterende visioner i system og på den måde accelerere deres politiske implementering. Lad os derfor træde tilbage fra midten og roligt gå til yderligheder.

Hipsteræraens død er overvurderet

18.11.2010 • afmagt, effervescens, mig'et • 2 kommentarer /

“Hipsteren er måske død, men et eller andet sted er noget nyt i sin vorden, indtil iByen kommer og skriver om det“

Sådan lyder det i kommentarsporet fra Center for Hipsteranalyse, a.k.a. Copenhipster. Er ens kulturelle stofskifte ikke højt nok til at man har opdaget den blog, så hermed en anbefaling om at dykke ned i dens arkiv. Der er masser at hente. Allerede nu har jeg tabt en hel læsergruppe, ved overhovedet tale om arkiv, stofskiftets fjende, men det er okay. Lad os tale om hipsterens formodede død. I indlægget kaldet Hvilken livshistorie skal vi nu opføre?, lød kommentarer som foroven. Copenhipster er tilsyneladende begyndt at bevæge sig væk fra hipsterfiguren – fordi alt i stigende grad betegnes “hipster”, og det er sådan set en rimelig udvikling. Det nye positive projekt, som Copenhipster ser det, er dog ikke at opgive selvrealiseringen, men at forfine den:

Men det er ikke altsammen negativt. Det er jo sjovt at iklæde sig forskellige kostumer og opføre sit liv som folkekær realityrevy i Kødbyen,  indtil den dag rollen har udspillet al relevans og mening. Det positive er måske også, at vi kan planlægge et mere interessant livsforløb på forhånd. Skrive et nøje planlagt manuskript for ens liv. Så bliver det måske også nemmere ikke at lave de samme fejl igen og igen, da vi efterhånden har set tilpas mange film og læst nok bøger til at vide, hvad der skaber en kedelig og irrelevant karakter. Slut med at gifte os med det første og bedst selviscenesatte væsen vi møder, opløse vores smukke kroppe i alkohol eller basere vores liv på selvproklamerede og falske guruer. Det er tid til at føre modige, selvstændige liv baseret på vores egen fiktionelle og selvopdigtede karakter – istedet for at basere livet på delvist fiktionelle kulturelle ikoner. Slut med at lade livet udfolde sig tilfældigt.

Med andre ord, mig mig mig mig selv, men på en mindre tilfældig måde. Selvom hele hipsterens stofskifte indgår i et enormt socialt netværk, og forherliger effervescens, fortryllelse og ritualer, er det samtidig en ekstrem fattigdom på kollektive projekter der har værdi i sig, uanset deres afkast i selvets realisering. Fattigdommen ligger i vores manglende evne til at sætte realiseringer og fortryllelse i bevægelse, der ikke tager udgangspunkt i selvet. Men tilbage til kommentaren for oven. Hipsteren skulle altså efter sigende have sine sidste dage talte. Den er døende kultur, “dens æra er ovre”.

Men hipsterskæbnen er ikke at, på et eller andet tidspunkt dø, som en æra der bliver slut, men at altid dø. Hipsteren er død og dør hver dag. Hipsterisme er pr. definition det, at alle ting der gøres til objekt for hipsters gennemgår et stofskfite af enorm vækst og interesse (mens det er cutting-edge), for derefter at forrådne, når for mange har fået interesse (massehipness), fordi første-bevægerne ikke længere synes det er eksklusivt/unikt/autentisk/selvrealiserende nok for deres personlige varemærke. Copenhipster sat fingeren på det med Copenhipness Cyklussen, og dens sidste stadie zombiestadiet: alle hipstertings endeligt.

Det der er hipster vil ikke være en “ære der er ovre”, bare fordi vi stopper med at sætte dens mærkat på “nye ting, der er i sin vorden”. Det er blot et udtryk for, at selve mærkaten “Hipster” er ved at nå zombiestadiet.

Derfor må analysen være stædig og fortsætte, hvis nødvendigt under nyt navn, men med sine våben i behold. Vi behøver ikke Copenhipster til at gøre det, omend den har gjort arbejdet fantastisk godt indtil nu, men blot at vi først og fremmest husker vores erfaringer og holder opmærksomheden på de kontinuiteter som der uden tvivl vil være. Hipsteren er død og levende.

Klumme i Information: “Bør vi sammen flygte fra uni?”

17.11.2010 • forskning, hacking • 7 kommentarer /

Har en klumme i Dagbladet Information i dag med titlen Bør vi sammen flygte fra uni? Den slutter således:

Vi må forstå, at det ikke er universitetets primære formål, at vi skal lære noget. I den udstrækning, det er muligt, må vi derfor sammen flygte fra det. I den udstrækning vi er afhængige af at blive på universitetet (SU, gratis print, adgang til bibliotekerne, forskerens kontor osv.) må vi bestræbe os på at udvikle metoder til at udnytte dens ressourcer og i skjul dele disse kneb med hinanden.

Artiklen vil måske opfattes som et slags desillusioneret postkort fra en dansk uddannelsesinstitution, men er samtidig også et forsøg på at finde andre i en fælles flugt. Egentlig havde jeg skrevet “flygte fra skolen”, for at betone selve skolingsprocessen fremfor blot universitetet. Er der noget sted i landet hvor flugtbegæret er højt, så er det folkeskolen. Med god grund. Men det er okay, det kan vi tage senere. Selv må jeg starte med universitetet, eftersom vores eget ståsted også er dér.

Artiklen levner lidt tvivl dog, som jeg her kort vil forsøge at rede noget ud. En ven skrev til mig i morges: “… selvom jeg er lidt i tvivl om hvor du vil hen? Ser du al undervisning som håbløs?”

Som alle uddannelsesklummerne har teksten 3600 tegn, så hvor jeg først og fremmest ville nå at komme hen, er ud: At vi skal kunne finde hinanden i det ubehag eller den frustration til skolingen, som mange studerende, ansatte og forskere oplever.

Vi skal ikke undervurdere, at der findes masser af øjeblikke, hvor undervisning kan inspirere. Mange har nok formået at etablere en ganske udmærket hverdag på universitetet. Men hvad skulle man ellers gøre? Det er uholdbart at vade apatisk rundt på campus og trættende for hjertet at hade eller foragte al undervisning. Men jeg tror det meste undervisning er dårligt for uddannelse og læring, sammenlignet med alternativerne udenfor skolen. Studiecirkler er et godt eksisterende eksempel som ingen har tid til, fordi de enten har for mange lektier eller for meget arbejde. Studiecirkler er i øvrigt af en sådan karakter, at de ikke leder til den type anerkendelse som et eksamensbevis, deltagelse i et kursus eller praktik på en arbejdsplads gør. Studiecirkler er først og fremmest fokuseret på at deltagerne skal lære af hinanden. Det er deres “problem”.

Men studiecirkler er ikke alternativet, det er blot ét allerede eksisterende blandt mange andre, også mange ikke-endnu-eksisterende alternativer. Flugten fra skolen fordrer altså en type opfindsomhed i hvordan vi finder hinanden i fælles vidensbegær, kompatible læringssammensætninger og organiserer rutiner, der giver læringen en hverdagskarakter.

Derudover er skolen som institution problematisk fordi den har svært ved at acceptere at livet er tilfældigt, men det er en helt anden sag. Faktum er blot, at ret mange tilfældige ting får helt almindelige mennesker til at lære enorme sager, der ikke passer ind i et planlagt studieforløb. Skolen vil aldrig kunne ordne sådan noget. Den vil måske kunne udnytte og tale del af den type læring, men det vil i så fald være af snyltende karakter på udenomslæring, ligesom boligspekulanterne er afhængige af et “vibrerende og kreativt nærområde”, de selv slet ikke er en del af.

Kritikken hænger også sammen med samfundets afhængighed af at skabe flere lønarbejdere. Det er nærmest blevet den primære funktion af skolen: ikke at producere viden, men at producere lønarbejdere. At give de studerende kompetencer, som de kan skrive på deres CV. At sætte de studerende i stand til at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Hele folketinget er enig om dette, der er ingen der stiller spørgsmål ved, at vi skal fortsætte med at skabe mere arbejde.

Klummen er i øvrigt ikke et opråb til at “droppe videnskaben” til fordel for nogle påståede “humanistiske værdier” eller lignende. Pointen var bl.a. at vise, at udviklingen af ny viden ikke er afhængig af universitetet. Tværtimod. Der er masser af flugtlinjer som peger på, at det allerede er ved at ske. Fænomenet Mode 2-forskning er en sådan tendens, omend en smule problematisk, fordi den oftest indgår i en korporativistisk ramme (virksomheder der køber forskere, så de kan lave “uafhængig” forskning). Også Michel Callons begreb om “Research in the Wild“, hvor ikke-forskere inddrages i forskningen, er et på eksempel den tendens. Jeg nævnte i klummen den nyere bevægelse i kontinentalfilosofi – der positionener sig som “post-kontinental” – kaldet spekulativ realisme, som så sin begyndelse ikke i de videnskabelige journaler eller på forskergangene, men på blogs. Der findes altså en spekulativ realisme-blogosfære. Deres kritik af den kontinentale filosofi er udfra en præmis, man ikke er vant til på universitetet: De beskylder samtidens filosofi for at, ikke bare være stagneret i forhold til at generere nye forskningshypoteser, men være, ja, kedelig. Ganske forfriskende succeskriterie.

Jeg mener ikke, at vi skal flygte gennem boykot, så bliver mange bare kastet af og står alene uden alternativ. Vi må tage udgangspunkt i den fattigdom af alternativer, som er den faktiske situation. Der eksisterer ikke nogen tydelig flugtvej, et umiddelbart paradis for kollektiv læring at hoppe over i. Vi må starte flugten indefra skolen: samle proviant og byggematerialer, færdigheder og bånd til hinanden. Skolen har masser af energistrømme, der kan kanaliseres i nye baner. Den har masser af kredsløb, der kan hackes og få ny funktion. Brug fredagsbaren til at konspirere. Bliv venner med dem på sekretariatet. Book skolens lokaler til alskens ting. Find hinanden, frem for alt. Vi skal give os god tid til at tænke os over, hvordan ingen skal føle at de ender alene tilbage uden nye alternativer.

Biopolitik: Kommunism och livsstil

16.11.2010 • realliberalisme, [svensk] • 5 kommentarer /

Det verkar kanske konstigt att diskutera kommunism och livsstil. I kontexten av den tidigare nämnda analys av liberalism, öppnar det dock plötsligt intressanta perspektiv. Copyriot skriver:

Om kommunismen är ickeliberal så borde detta innebära en grundläggande främlingsskap till begreppet livsstil. Dels för att kommunismen inte opererar med idén om en privatsfär, dels för att livsstil kan sägas ha blivit till en vara (eller en fetisch). Frågan är bara vilka alternativ som produceras.
Här kam jag bara associera till Giorgio Agamben med sitt inte helt lättföreståeliga begrepp “form of life” som alltså inte är detsamma som “livsstil”.

Kommer att tänka på Michael Hardt & Toni Negris Commonwealth (PDF; sista, och efter min mening den bästa, delen av Imperiet-trilogin). Det viktiga begreppet är här “biopolitik”, dvs. produktionen och subjektiveringen av livets former (‘bios’ = liv).

Inte så konstigt, att Copyriot nämner Agambens “former av liv”, som möjlig kommunistisk alternativ till livsstilar: Som en del av tre andra “streams of interpretation of biopolitics” nämner de Giorgio Agamben (s. 57-58 i engelska hardback).

Jag ser åtminstone en skillnad mellan liberalistisk livsstil och kommunistisk biopolitik. Det är en skillnad som verkar upprepa sig i relationen mellan liberalism och icke-liberalism: Fokuset på blivande i stället på varande.

Den liberala livsstilen har man, så att säga. Den är privat och bör inte bli objekt för offentlig politik (förändring). Individen har själv valt livsstilen utifrån rationella bedömningar av andra livsstilar (överfloden). Därför kan liberal vetenskap utveckla teorier som “rational choice”. Beslutet om livsstilen är kanske inte det sista, det kan så klart hända saker, men utgångspunkten är, att livsstilen representerar eller speglar “hur jag är”.

Den icke-liberala biopolitik får helt andra konsekvenser. Eftersom det inte finns någon a priori privatsfär, är alla livets former i princip giltiga objekt för politik (förändring). “Det personliga är politisk”, säger ett icke-liberalt slagord. Eftersom livets former redan är mångfaldiga (i överflod), förväntas någon enskild person inte att kunna navigera ensam. “Dina val” måste bli objekt för andras politik (förändringar), för att du ska ta del av någon sorts (kollektiv) intelligens som räcker utöver dina egna fattiga insikter. Ett sätt att kommunisera biopolitiken är genom den transformativa kärlek till det främmande och det annorlunda. Eftersom livets möjliga potentiella former är mycket fler än de aktuella – bara kombinationen, mötet mellan olika aktualiteter, skulle kunna fördubbla mångfaldet – därför sätter den icke-liberala också ett fokus på blivande: blivandet av nya former av liv.

Biopolitik är samtidigt produktionen av kroppar av motstånd och de-subjektifiering. För att bli något nytt, vill det ofta uppstå motstånd mot den delen av det varande som hämmar det blivande. I kanske det starkaste kapitlet i Commonwealth, kapitel 6.1 “Revolutionary Parallelism”, diskuterar Hardt & Negri hur emancipationen av en identitet (t.ex. kvinnors emancipation som kvinnor) kan fortsätta sin biopolitik, och i en viss mening alltid måste göra detta parallellt, nämligenfrigöra sig från identitet (t.ex. kvinnors frigörelse från att vara kvinnor, för att kunna bli något annat).

Identitetspolitik måste komma i purgatorium, skärselden:

“You have to lose what you are, to discover what you can become” (s. 340)

Blanda upp

09.11.2010 • fremmed, kærlighed, [svensk] • Ingen kommentarer /

“Till mina systrar med blond hår / ta en svart man mellan dina lår / o bara uhmmm / blanda upp!”