At stemme eller at ikke stemme

Et par tanker apropos det her med at stemme eller at ikke stemme.

Der er i Danmark en ganske høj stemmeprocent ved folketingsvalgene (86,6% ved valget i 2007). Er det forkert at påstå, at de fleste vil betragte resten, der undlader at stemme, som enten dovne eller uvidende? På samme defineres blanke stemmer ofte som “ved ikke”, altså igen en mangel på holdning – noget afstemningen om Tronfølgeloven ændrede radikalt på, eftersom knap halvdelen af de negative stemmer var blanke (eller ornamenterede med kruseduller, der ironiserede over “valget”).

Men en del af de, der undlader stemme, gør det også helt bevidst. De nægter simpelthen at stemme. De er “anarkister” og har et passioneret had til den parlamentariske demokratiform.

Vi kan hurtigt udelukke, at grunden til at ikke ville stemme formodentlig ikke er praktisk. Akten tager omkring en time hvert fjerde år, givet at man virkelig er totalt ligeglad, og bare går ned og sætter et beskidt kryds på Enhedslisten (som mange anarkister deler langt de fleste synspunkter med – altså bortset fra, at Enhedslisten arbejder parlamentarisk). Det tager lidt længere tid, hvis man skal overveje sit kryds, dvs. tage processen og “valget” mellem de forskellige partier som relevant. Mange kan nok blive enige om, at folketingsvalget i mange tilfælde er et ganske fattigt valg, dvs. der er seriøs mangel på valgmuligheder. I mange politiske emner er stort set hele folketinget enige, fx at vi skal fortsætte med at arbejde (mere), at migrationen skal begrænses, at der skal straffes hårdere, at velfærd kommer gennem økonomisk vækst, og at ejendom er enten af privat eller offentlig art, for at bare nævne et par stykker. Der er derfor god grund til at være afmægtig ved et kommende folketingsvalg. Der er nemlig ikke meget at vælge mellem.

Men nej, det handler ikke om den slags konkrete afvejninger af det parlamentariske udbud: De omtalte anarkister nægter at stemme af princip. Jeg nævner tre af dem her, for at samtidigt diskutere dem.

Det giver dig beskidte hænder

Et argument har en æstetisk tone: Man vil ikke have beskidte hænder. Vi har altså at gøre med “rene” anarkister. Det handler om at opretholde en konsistent politisk ideologi, hvor livsførelsen er helt i overensstemmelse med den utopi man vil indstifte. Man skal “ikke begive sig ind i samarbejder med staten”, den vil blot korrumpere dig eller opsuge al værdi du måtte skabe. De der vil gøre alt for at undgå den risiko er ofte den type anarkister, der bestræber sig på at “stå uden for magten”. Derfor bliver de blinde for den magt de selv producerer. De mister altså paradoksalt deres magtperspektiv, blot indadtil. Men først og fremmest bliver de fremmedgjorde overfor den magt de kunne producere. En sådan anarkisme, der har øjnene på sin egen magt (en slags poststrukturel anarkisme, eller postanarkisme?), betragter ikke magt som hverken godt eller dårligt i sig selv. Magt er derimod produktivt: Det er forudsætningen for at skabe (og omstyrte) sammenhænge.

Det er en illusion

Et andet argument: “Det nytter alligevel ikke noget”, siger de rene anarkister. Og ligegyldigt hvad man stemmer, så “vinder regeringen”. Og ja, det er sandt, regeringen vinder altid (være den rød, blå, brun eller orange). Parlamentariske processer er iboende reaktionære: De inviterer på ingen måde til at afskaffe regeringsformen. Men er dette ikke også at have for store forventninger til det parlamentariske demokrati? De parlamentariske valg, siger de rene anarkister, blokerer blot for “virkelig forandring”. Virkelig forandring kommer derimod gennem udenomsparlamentarisk politik. Derfor bør man alene og udelukkende bedrive udenomsparlamentarisk politik, mener de. Enten-eller. Hvad den rene anarkiske tænker er altså sort-hvidt, hvilket måske nok er naturligt, når man er parlamentarismens fattige. Enten er man fuldstændigt solgt til det parlamentariske demokrati, eller også opgiver man helt at beskæftige sig med det. Et klassisk anarkistisk slogan i den rene ånd lyder:

“The election is an illusion / direct action is our solution” (fungerer i øvrigt på dansk også: Valget er en illusion / Vores løsning er direkte aktion)

Det legitimerer

Et tredje argument som ofte høres er, at man ved at stemme “legitimerer” det parlamentariske system. På den måde køber de rene anarkister tanken om, at det parlamentariske system først og fremmest repræsenterer dem. “Hvis 90% af befolkningen stemmer til folketingsvalget, så betyder det, at 90% af befolkningen fuldt støtter det parlamentariske demokrati”, siger de rene anarkister. Hvilken ironi! I stedet bør det parlamentariske demokrati ses som, for det første, én ud af en mængde demokratimodeller, der allerede eksisterer sideløbende, fx: hjemmets og kooperativets konsensusdemokrati, supermarkedets og børshandlens byttedemokrati, bestyrelsens og foreningens repræsentative stemmedemokrati, “gadens parlament”, for at bare nævne et par stykker. Det går fint at fremelske deres rolle i samfundet, samtidigt som man går ned og lægger sin stemme ved folketingsvalget hvert fjerde år. Kære rene anarkist, du behøver ikke at føle dig som hykler. Vær ikke bange for at blive beskidt af at komme i lag med det parlamentariske system. Dagen efter har du alligevel glemt det, det er jo ligegyldigt, ikke sandt?

Nej, det parlamentariske system er ikke et effektivt system til gennemgribende forandringer. At det er ineffektivt betyder dog blot, at vi bør have lave forventninger til det – ikke reagere ved at “boykotte” det. I stedet bør vi fortsætte med at fremelske de demokratimodeller vi gerne vil have, og samtidigt beskæftiger vi os med repræsentative systemer over alt med ambivalens: på den ene side undergraver og modarbejder det, på den anden side tilfredsstilles af det og samarbejder med det, på den tredje side (ja, der er tre sider af sagen!) går helt ind i dets system, for at lære det at kende, så vi kan hacke dets kredsløb.

6 Replies to “At stemme eller at ikke stemme”

  1. Hey.

    Jeg er ret uenig i det du skriver, samtidig med at jeg må tilstå jeg ikke helt forstår præmissen? Men det vender jeg tilbage til. Lige nu vil jeg starte fra en ende af og ja, jeg er én af dem der aldrig har brugt et valgkort og heller ikke har planer for fremtidige kort.

    For det første vil jeg indrømme, at ja, det handler også om selvforståelse: Med andre ord den famøse ”smag i munden”. På den måde kan man vel godt sige, det handler om at holde sig ”ren”, men jeg bilder mig heller ikke ind, at det at stemme ville være at samarbejde med staten: Jeg synes forholdet er rimelig tydeligt, eksemplificeret ved at man ydmygende ofte skal stå i kø ved et valgsted (som om man har ligeså meget brug for en regering som daglig mad).
    Det er også tydeligt, at det, at sætte et kryds ikke er det samme som en daglig dialog eller forhandling med institutioner og deres ledelse. Der skelnes ikke mellem mig og andre i den såkaldte offentlige service: selvom det ellers ville være fedt, hvis man blot kunne bære sit ubrugte valgkort til demonstrationer og dermed undgå politirepression. Det er altså ikke fordi jeg ville føle mig tømt for ”stemme” eller indsigelses- og protestmulighed ved blot at have sat en krydsedulle.

    For det andet, synes jeg, at der ligger en reel og praktisk demonstration i ikke at stemme. Det kan jo ses på valgdeltagelsen hvor mange der har deltaget og ofte ligger det implicit når man snakker om eks. Østeuropa, at dér er demokratiet nok ikke så stærkt, med henvisning til den procentmæssige valgdeltagelse. Man forsvinder altså ikke ud af valget, fordi man ikke deltager: man placerer sig aktivt på den ene eller den anden side i en statistik som faktisk har en reel signalværdi: jeg følger meget med i hvad valgdeltagelsen er og sidder troligt og følger med i optællingen for, at se hvor stort ”mit parti” er blevet, dvs. hvor stor procentdel der ikke har stemt – til trods for at jeg godt ved, at folk ikke stemmer af mange andre årsager. Alle er inkluderet i resultatet og vurderingen af et valg – uagtet man vil det eller ej. Min deltagelse stopper dog (hensynsfuldt, ville jeg nærmest kalde det) på selve valgdagen: der bliver jo ikke færre skattefinancierede debattører i debatprogrammerne, ligeså lidt som Folketingets debatter heller ikke forkortes grundet manglende talere og tomme stole: en tydelig demonstration af, at man ikke får lov til at stoppe systemet indefra.

    For det tredje – og her kommer vi til præmissen – hvis det alligevel er så ligegyldigt, at det ikke behøver rokke ved min selvopfattelse eller min sociale protest, hvorfor er det så, så afgørende at gøre det? Hvis det er så ligegyldigt, hvorfor så gøre det og hvorfor opfordrer mig med bløde klap på skulderen til at glemme min (misforståede?) renhed?
    Samtidig deltager og reproducerer man dagligt den statslige ( i Danmark er det = repræsentativt demokratiske) samfundsstruktur og i øvrigt deltager jeg da i demonstrationer, der skal ”råbe folketinget op” osv.
    Det skingre modsvar man ofte får, når man vender diskussionen om mod de anarkister der stemmer (ja, altid Enhedslisten, hvilket er mig en komplet gåde, at det skulle være så naturligt, da det eneste dette parti kan/gør, er at skabe signalværdi i en frankensteinsk zombie-udgave af noget der har et ben i hver grav – tal lige om selvopfattelse, frem for reel forandring (!)) er, at det ikke rokker ved deres selvforståelse, fordi det ikke forandrer deres daglige praksis og at de stadig abonnerer på den anarkistiske grundopfattelse af, at det er et ligegyldigt show. Men hvorfor så aktivt plædere for andres deltagelse?

    For det fjerde: Magt er ikke noget man essentielt besidder, det er noget man skaber ved handlinger og relationer. Jeg er klar over, at jeg er med, dvs. indgår i statestik og fordeling på den anden side af et valg. For mig handler det om, at jeg ikke vil forhandle min livsopfattelse gennem repræsentanter, dvs. bruge et autoritært apparat til at trække noget nedover hovedet på andre mennesker. Det forandre da en hel del at stemme – spørgsmålet er om det er måden man vil skabe forandring på. Valg er ikke en illusion, men et aktivt reproducerende og skadelig desillussion.

    For det femte, er det der nævnes som den tredje fordel ved at stemme (at kende systemet indefra) ikke et validt argument, for man kommer vel ikke ”ind i systemet” ved at stemme og hér er vi tilbage ved præmissen og samtidig selvopfattelsen.

    Det blev sgu egentlig nok lidt rodet det hér. Men jeg håber det gav en lille smule mening? Jeg er lidt ude af træning med at skrive lige pt.

  2. Tak for alle kommentarerne Freddy! (mit svar bliver rodet også, man får svar som man spørger, som bekendt)

    Mit problem vender tilbage i dit andet afsnit, fordi jeg der synes du på paradoksal vis køber repræsentationstanken: Den negative valgprocent bliver dit parti, som du siger.

    Jeg tror virkelig at det er de færreste der ser det at ikke stemme som en politisk handling (hvilket så klart er synd, men situationen pt.). I USA, hvor stemmeprocenten er utroligt lav, fortsætter forestillingerne om en “dum” befolkning og “sofavælgerne” osv.

    Din anarkisme og foragt til folketingsvalget bliver ikke repræsenteret, ved at bidrage til en faldende stemmeprocent. Det øger måske blot foragten fra de politiske klasser om at befolkningen er dum og doven.

    Måske ville det skinne igennem, hvis en stor procentdel faktisk gik ned og stemte blankt. Men det er en helt anden sag, og indebærer også en form for mobiliseringsarbejde (som fx kampagnen “Stem på Ingen”). Ville det ikke se helt anderledes ud, hvis den halvdel af befolkningen i USA der ikke stemmer, pludselig allesammen gik ned og stemte blankt? Dét ville få repræsentation. Men igen, det handler altså stadig om repræsentation her… Og jeg ville gerne forsøge at forskyde diskussionen omkring det at stemme som noget andet end repræsentation.

    At nægte at stemme ud fra de grunde du giver, synes jeg har tendens til at tage det repræsentative demokrati for seriøst, dvs. at man har for høje forventninger til at faktisk blive repræsenteret (der er paradokset).

    Jeg siger i øvrigt ikke, at det hele er ligegyldigt – det er jo lidt det udtryk jeg lægger de rene anarkister i munden. Selvfølgelig forandrer de parlamentariske processer ting i samfundet. Jeg er med på din beskrivelse af Enhedslisten som drevet af signalværdier og feel-good, men det er ikke det “eneste” de gør.

    Igen, jeg er helt med på svagheden i parlamentarisk politik til at forandre (det er ligesom præmisser for at skrive om det overhovedet).

    Stemmeafgivelsen ændrer nok ikke min daglige praksis (god pointe i øvrigt). Men det gør dens konsekvenser måske. På nogle af de punkter hvor blå blok og rød blok stadig er en uenige, vil det have direkte indflydelse på min hverdag, hvis jeg pludselig skal betale 100 kr. mere for et månedskort med toget. Eller færdiggøre min uddannelse et halvt år hurtigere. Osv.

    Men mit forslag er at tage det lidt let med stemmeafgivelsen. Klart, det er den daglige praksis der betyder noget. Derfor bør vi ikke bekymre os så meget om valgresultaterne (inkl. hvor mange der stemmer), men i stedet bekymre os om andre mere vigtige ting, som fx alle de andre demokratimodeller der allerede er i spil derude. Få dem til at vokse, så de kan afskaffe parlamentet, ligesom ;)

  3. Hej igen.

    Jeg synes ikke det handler om repræsentation og jeg tror altså heller ikke at repræsentationsidéen er så udbredt blandt folk der stemmer. Dem jeg har snakket med bruger vendingen ”mest enig i” om den person eller det parti de stemmer på. Samtidig ved jeg jo godt, at såkaldte ”sofavælgere” ikke er en homogen gruppe.

    Din anden anke om, at budskabet ikke går igennem som sofavælger er måske nok rigtig, men så igen: der slynges fordomme rundt om mange partier, især dem hvis vælgerandel, kan sammenlignes med ikke-stemmernes. Alle df-vælgere er demente pensionister, alle RV’ere er café latte-smarte.
    Der handler det mere om manglende propaganda og information.

    At min anarkisme og demokrati-foragt ikke udtrykkes i faldende stemmeprocent er et argument der ligeså vel kunne vendes om, for det bliver vel ikke mere repræsenteret/klarere udtrykt ved at jeg stemmer?
    Jeg tror egentlig mest, at min pointe er, at det lige pt handler meget om integritet og selvforståelse, hvorvidt man stemmer og ikke så meget om sociale signaler. Dér skinner min individualistiske tankegang måske igennem, da jeg mener, at det er vigtigere at have individer der føler sig selvbevidste og tilfredse med sig selv, frem for et minimalt forbedret kapitalistisk statssamfund.
    Med andre ord, handler det ikke om, at tage systemet seriøst, men at tage individet seriøst.

    Jeg kan sagtens se en masse argumenter for at stemme og kan godt skelne mellem blokke og partier: Jeg er godt klar over, at det er svært at være selvtilfreds, hvis man ikke kan betale sin husleje eller ha’ råd til en busbillet. Derfor forstår jeg sagtens, at man vil stemme. Det jeg opponerer mest i mod er, at det konstant skal propaganderes overfor andre, også blandt dem, der burde kunne se det aktive politiske valg ved ikke at vælge parti.

    Jeg tror, at du ville komme væk fra repræsentationstanken, ved mere at betragte det som gruppe-tilhørsforhold (jeg er f.eks. udmærket klar over, at det i dén grad ville være forventet at jeg stemte Enhedslisten, hvis jeg skulle stemme). Det er f.eks. tit, at det går den anden vej og folk adopterer politikernes holdninger, ligesom de fleste anarkister der stemmer, virkelig snakker varmt om liste Ø overfor mig: på den måde bliver de repræsentanter for politikere og partier og ikke omvendt.

    I øvrigt synes jeg altså ikke, det er så vigtigt at gå i kødet på en absolut minoritet af anarkistiske ikke-stemmere, der ikke har ladet høre nævneværdigt fra sig i mange år. Klart: lad os blive ved med at fokuserer primært på, hvad vi rent faktisk er enige om, nemlig at få de udenom-parlamentariske fællesskaber til at blomstre, men samtidig vide, at de har en grænse, så længe vi ikke også bryder ned og bekæmper.

  4. en af de beste analyser og kritik af perlamentarisme er fra filosof og matematiker Robert P. wolff i bogen: In defence of anarchism fra 1970
    han har nogen ret indviklede matematiske arguementer hvor han på viser at på at et en regering selv under idelle forudsættinger adrig ville kunne repræsentere et flertal af befolkingen i pralementarismen.
    ps. og det a den grund er naivt at tro at mennesker at stemme Ø vil betyder at nogen kommer tætter på et bedre demokrati
    – repræsention og især velfærdsstaten måde at tage fat i sociale konfliker har det med at af-politisere smafundet og det er også den Ø står for. Nogen rettigheder kan kan være en del af forbedringer – men ikke opgivelsen af at en elitære styring af samfundet.

Comments are closed.