Hipsteræraens død er overvurderet

“Hipsteren er måske død, men et eller andet sted er noget nyt i sin vorden, indtil iByen kommer og skriver om det

Sådan lyder det i kommentarsporet fra Center for Hipsteranalyse, a.k.a. Copenhipster. Er ens kulturelle stofskifte ikke højt nok til at man har opdaget den blog, så hermed en anbefaling om at dykke ned i dens arkiv. Der er masser at hente. Allerede nu har jeg tabt en hel læsergruppe, ved overhovedet tale om arkiv, stofskiftets fjende, men det er okay. Lad os tale om hipsterens formodede død. I indlægget kaldet Hvilken livshistorie skal vi nu opføre?, lød kommentarer som foroven. Copenhipster er tilsyneladende begyndt at bevæge sig væk fra hipsterfiguren – fordi alt i stigende grad betegnes “hipster”, og det er sådan set en rimelig udvikling. Det nye positive projekt, som Copenhipster ser det, er dog ikke at opgive selvrealiseringen, men at forfine den:

Men det er ikke altsammen negativt. Det er jo sjovt at iklæde sig forskellige kostumer og opføre sit liv som folkekær realityrevy i Kødbyen,  indtil den dag rollen har udspillet al relevans og mening. Det positive er måske også, at vi kan planlægge et mere interessant livsforløb på forhånd. Skrive et nøje planlagt manuskript for ens liv. Så bliver det måske også nemmere ikke at lave de samme fejl igen og igen, da vi efterhånden har set tilpas mange film og læst nok bøger til at vide, hvad der skaber en kedelig og irrelevant karakter. Slut med at gifte os med det første og bedst selviscenesatte væsen vi møder, opløse vores smukke kroppe i alkohol eller basere vores liv på selvproklamerede og falske guruer. Det er tid til at føre modige, selvstændige liv baseret på vores egen fiktionelle og selvopdigtede karakter – istedet for at basere livet på delvist fiktionelle kulturelle ikoner. Slut med at lade livet udfolde sig tilfældigt.

Med andre ord, mig mig mig mig selv, men på en mindre tilfældig måde. Selvom hele hipsterens stofskifte indgår i et enormt socialt netværk, og forherliger effervescens, fortryllelse og ritualer, er det samtidig en ekstrem fattigdom på kollektive projekter der har værdi i sig, uanset deres afkast i selvets realisering. Fattigdommen ligger i vores manglende evne til at sætte realiseringer og fortryllelse i bevægelse, der ikke tager udgangspunkt i selvet. Men tilbage til kommentaren for oven. Hipsteren skulle altså efter sigende have sine sidste dage talte. Den er døende kultur, “dens æra er ovre”.

Men hipsterskæbnen er ikke at, på et eller andet tidspunkt dø, som en æra der bliver slut, men at altid dø. Hipsteren er død og dør hver dag. Hipsterisme er pr. definition det, at alle ting der gøres til objekt for hipsters gennemgår et stofskfite af enorm vækst og interesse (mens det er cutting-edge), for derefter at forrådne, når for mange har fået interesse (massehipness), fordi første-bevægerne ikke længere synes det er eksklusivt/unikt/autentisk/selvrealiserende nok for deres personlige varemærke. Copenhipster sat fingeren på det med Copenhipness Cyklussen, og dens sidste stadie zombiestadiet: alle hipstertings endeligt.

Det der er hipster vil ikke være en “ære der er ovre”, bare fordi vi stopper med at sætte dens mærkat på “nye ting, der er i sin vorden”. Det er blot et udtryk for, at selve mærkaten “Hipster” er ved at nå zombiestadiet.

Derfor må analysen være stædig og fortsætte, hvis nødvendigt under nyt navn, men med sine våben i behold. Vi behøver ikke Copenhipster til at gøre det, omend den har gjort arbejdet fantastisk godt indtil nu, men blot at vi først og fremmest husker vores erfaringer og holder opmærksomheden på de kontinuiteter som der uden tvivl vil være. Hipsteren er død og levende.

2 Replies to “Hipsteræraens død er overvurderet”

Comments are closed.