Klumme i Information: “Bør vi sammen flygte fra uni?”

17.11.2010 • forskning, hacking • Print • 7 kommentarer

Har en klumme i Dagbladet Information i dag med titlen Bør vi sammen flygte fra uni? Den slutter således:

Vi må forstå, at det ikke er universitetets primære formål, at vi skal lære noget. I den udstrækning, det er muligt, må vi derfor sammen flygte fra det. I den udstrækning vi er afhængige af at blive på universitetet (SU, gratis print, adgang til bibliotekerne, forskerens kontor osv.) må vi bestræbe os på at udvikle metoder til at udnytte dens ressourcer og i skjul dele disse kneb med hinanden.

Artiklen vil måske opfattes som et slags desillusioneret postkort fra en dansk uddannelsesinstitution, men er samtidig også et forsøg på at finde andre i en fælles flugt. Egentlig havde jeg skrevet “flygte fra skolen”, for at betone selve skolingsprocessen fremfor blot universitetet. Er der noget sted i landet hvor flugtbegæret er højt, så er det folkeskolen. Med god grund. Men det er okay, det kan vi tage senere. Selv må jeg starte med universitetet, eftersom vores eget ståsted også er dér.

Artiklen levner lidt tvivl dog, som jeg her kort vil forsøge at rede noget ud. En ven skrev til mig i morges: “… selvom jeg er lidt i tvivl om hvor du vil hen? Ser du al undervisning som håbløs?”

Som alle uddannelsesklummerne har teksten 3600 tegn, så hvor jeg først og fremmest ville nå at komme hen, er ud: At vi skal kunne finde hinanden i det ubehag eller den frustration til skolingen, som mange studerende, ansatte og forskere oplever.

Vi skal ikke undervurdere, at der findes masser af øjeblikke, hvor undervisning kan inspirere. Mange har nok formået at etablere en ganske udmærket hverdag på universitetet. Men hvad skulle man ellers gøre? Det er uholdbart at vade apatisk rundt på campus og trættende for hjertet at hade eller foragte al undervisning. Men jeg tror det meste undervisning er dårligt for uddannelse og læring, sammenlignet med alternativerne udenfor skolen. Studiecirkler er et godt eksisterende eksempel som ingen har tid til, fordi de enten har for mange lektier eller for meget arbejde. Studiecirkler er i øvrigt af en sådan karakter, at de ikke leder til den type anerkendelse som et eksamensbevis, deltagelse i et kursus eller praktik på en arbejdsplads gør. Studiecirkler er først og fremmest fokuseret på at deltagerne skal lære af hinanden. Det er deres “problem”.

Men studiecirkler er ikke alternativet, det er blot ét allerede eksisterende blandt mange andre, også mange ikke-endnu-eksisterende alternativer. Flugten fra skolen fordrer altså en type opfindsomhed i hvordan vi finder hinanden i fælles vidensbegær, kompatible læringssammensætninger og organiserer rutiner, der giver læringen en hverdagskarakter.

Derudover er skolen som institution problematisk fordi den har svært ved at acceptere at livet er tilfældigt, men det er en helt anden sag. Faktum er blot, at ret mange tilfældige ting får helt almindelige mennesker til at lære enorme sager, der ikke passer ind i et planlagt studieforløb. Skolen vil aldrig kunne ordne sådan noget. Den vil måske kunne udnytte og tale del af den type læring, men det vil i så fald være af snyltende karakter på udenomslæring, ligesom boligspekulanterne er afhængige af et “vibrerende og kreativt nærområde”, de selv slet ikke er en del af.

Kritikken hænger også sammen med samfundets afhængighed af at skabe flere lønarbejdere. Det er nærmest blevet den primære funktion af skolen: ikke at producere viden, men at producere lønarbejdere. At give de studerende kompetencer, som de kan skrive på deres CV. At sætte de studerende i stand til at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Hele folketinget er enig om dette, der er ingen der stiller spørgsmål ved, at vi skal fortsætte med at skabe mere arbejde.

Klummen er i øvrigt ikke et opråb til at “droppe videnskaben” til fordel for nogle påståede “humanistiske værdier” eller lignende. Pointen var bl.a. at vise, at udviklingen af ny viden ikke er afhængig af universitetet. Tværtimod. Der er masser af flugtlinjer som peger på, at det allerede er ved at ske. Fænomenet Mode 2-forskning er en sådan tendens, omend en smule problematisk, fordi den oftest indgår i en korporativistisk ramme (virksomheder der køber forskere, så de kan lave “uafhængig” forskning). Også Michel Callons begreb om “Research in the Wild“, hvor ikke-forskere inddrages i forskningen, er et på eksempel den tendens. Jeg nævnte i klummen den nyere bevægelse i kontinentalfilosofi – der positionener sig som “post-kontinental” – kaldet spekulativ realisme, som så sin begyndelse ikke i de videnskabelige journaler eller på forskergangene, men på blogs. Der findes altså en spekulativ realisme-blogosfære. Deres kritik af den kontinentale filosofi er udfra en præmis, man ikke er vant til på universitetet: De beskylder samtidens filosofi for at, ikke bare være stagneret i forhold til at generere nye forskningshypoteser, men være, ja, kedelig. Ganske forfriskende succeskriterie.

Jeg mener ikke, at vi skal flygte gennem boykot, så bliver mange bare kastet af og står alene uden alternativ. Vi må tage udgangspunkt i den fattigdom af alternativer, som er den faktiske situation. Der eksisterer ikke nogen tydelig flugtvej, et umiddelbart paradis for kollektiv læring at hoppe over i. Vi må starte flugten indefra skolen: samle proviant og byggematerialer, færdigheder og bånd til hinanden. Skolen har masser af energistrømme, der kan kanaliseres i nye baner. Den har masser af kredsløb, der kan hackes og få ny funktion. Brug fredagsbaren til at konspirere. Bliv venner med dem på sekretariatet. Book skolens lokaler til alskens ting. Find hinanden, frem for alt. Vi skal give os god tid til at tænke os over, hvordan ingen skal føle at de ender alene tilbage uden nye alternativer.

Måske lignende:

• Åh, Københavns Universitet
• Klumme i Information: Det tomme arbejde og dets uddannelse
• Den kommende opstand udkommer snart på dansk
• Parlamentarismens fattige
• Om den kritiske distance

Har en klumme i Dagbladet Information i dag med titlen Bør vi sammen flygte fra uni? Den slutter således: Vi må forstå, at det ikke er universitetets primære formål, at...