Yderliggående midterpolitik: Vil vi se et parti til venstre for Ø?

I en avis læser jeg følgende læserbrev undertegnet Inga fra Faxe:

Min ven er mangeårigt medlem af SF, men nu kan han ikke klare mere. »Hvad skal jeg gøre?«, siger han. »Meld dig ind i Enhedslisten, du er jo socialist«, siger jeg. »Enhedslisten, spørger han forskrækket, jamen, de er jo revolutionære!«. »Det er vist ikke så slemt mere«, siger jeg, »men er det i øvrigt ikke det vi trænger til: en revolution?«

I en ny meningsmåling står Enhedslisten til 9 mandater, hvilket er den største fremgang i partiets historie. Meningsmålinger er problematiske, men lad os se bort fra det, for at i stedet agere på resultatet som et realistisk scenarie.

Der har været meget snak om højredrejning i dansk politik. Meningsmålingen kunne altså tyde på det modsatte: SFs vælgere flygter over til Enhedslisten, samtidig som Venstre står til det værste valg siden 1992 og de Konservative er blevet det næstmindste parti i folketinget. Men der er meget snak om midterpolitikken og jeg tror det er det forkerte sted at fokusere. Alternativet kunne formuleres således: I stedet for at lave midterpolitik på midten, bør der laves midterpolitik, ved at rykke på yderkanterne.

Center for Vild Analyse kommer ind på noget lignende, når de i Information skriver om at finde den gyldne middelvej, der kan virke yderliggående.

Aristoteles understregede, at den modige adskiller sig fra den feje ved at være indstillet på radikale forhold, men samtidig også fra den dumdristige ved ikke bare at fare hovedkulds frem. De modige er »hvasse i værket, men rolige forud«, som den gamle græker sagde. At finde den gyldne middelvej handler om roligt at finde det rette at gøre, hvor ‘hvast’ det kan virke, men ikke om at give lidt til det, enhver nu måtte mene.

Mao. indebærer den gyldne middelvej, at roligt gå til yderligheder. Inden vi fortsætter med at gå til yderligheder, skal vi kort se på dets modsats: den ekstreme midterpolitik.

Centrumekstremisme

Samtidig gør dette fokus på en venstre- og en højrefløj, at midten bliver mere og mere ekstrem. Midten er det priviligerede standpunkt, hvorfra alt virker balanceret og velovervejet (modsat de ekstreme på yderkanterne). Men er det ikke snarere sådan, at midten i dansk parlamentarisk politik er blevet ekstrem? Når midten bliver så dominerende, at den gør nye rammer umulige, så bliver midten ekstrem. Så har vi centrumekstremismen.

  • Stort set alle partier i folketinget, accepterer nu en ekstrem migrationspolitik, der er i direkte strid med menneskerettigheder.
  • Ingen partier er udtalt kritiske overfor det rådende arbejdssamfund, hvor alle tvinges i lønarbejde, på trods af, at den teknologiske udvikling og det generelle niveau af velstand for længst har oversteget nødvendigheden af tvunget lønarbejde. Arbejdet er nemlig blevet et formål i sig selv.
  • Ingen partier formår at problematisere ejendomsretten, i stedet skændes de om hvorvidt vi skal mere privat eller statslig ejendom.
  • Derfor mener alle partier, at velfærd er noget som skabes af lønarbejde. For venstrefløjen er det over skatten og ind i velfærdstaten. For højrefløjen er det gennem skattefrie indtægter og ud på velfærdsmarkedet. Ingen partier i parlamentet har fornemmelse for det velfærdssamfund, der opstår gennem uafhængighed af lønarbejde og penge, hvor fritid er betingelsen for at vi kan skabe almen velfærd for hinanden (starte foreninger, opfinde noget, danne studiecirkler, bygge kooperativer, gribe de gode fælles øjeblikke, tage hånd om en i familien der er syg etc.)

Det burde altså være tydeligt at midten i dansk politik er blevet mere radikal ved have taget monopol på visionerne.

Politik der skaber efterspørgsel efter mere af den samme type politik

Husk, det parlamentariske demokrati præsenterer sig nok som “repræsentativt”, dvs. at det forsøger at “spejle” befolkningens interesser gennem meningsmålinger og folkevalg. Men det parlamentariske demokrati er også i høj grad performativt (politik der gør noget i stedet for at repræsentere noget). Et politisk udspil eller lovforslag er ikke bare en spejling af formodede interesser i befolkningen, det er også talehandlinger der har konsekvenser: antagelser, fordringer, nye begreber med nye betydninger, bekræftninger af diskurser og rammer for hvilken type politik der anses være mulig. Politik er desuden etableringen af nye materielle forudsætninger for at leve: lovene og tiltagene henviser ikke blot til eksisterende ønsker i befolkningen, de omformer også befolkningen i deres billede.

Når der bygges en motorvej, så vil flere køre i bil. Når kapaciteten på vejene øges, øges bilparken også. Der er intet naturlig leje, hvor udviklingen pludselig stopper: bygges der endnu flere motorveje, pga. at alle bilisterne sidder i kø på motorvejene, så vil der blot komme flere bilister, og mere kø, og flere veje. Indtil udviklingen stoppes og føres den modsatte vej (i København fjerner man 2% af alle parkeringspladser hvert år, men det leder til mindre trængsel end i andre europæiske byer). Motovejstiltagene skaber en befolkning af bilister. Det trafikpolitiske begreb er “induceret trafik” – eller “induceret efterspørgsel”, fordi øgningen af kapaciteten skaber mere efterspørgsel. Pointe er her, at al politik skaber induceret efterspørgsel efter mere af den samme type politik.

Gør du en befolkning afhængige af lønarbejde, vil de hurtigt kræve flere arbejderrettigheder, flere jobs til alle osv. Gør du en befolkning afhængig af private forsikringer på bekostning af fælles sikkerhedsnet, så vil de hurtigt protestere for, at også alle de andre aspekter af livet bør være forsikrede og at skatten sættes ned, så de har råd til at betale dem.

Når DF de seneste førte år havde held med at føre yderliggående politik, indførte det også nye præmisser for hvordan man overhovedet kunne føre politik, fx at folk der migrerer til landet vurderes ud fra hvor meget de tilfører BNP, at “eksperter” ikke skal tro at de ved mere om deres speciale end andre, at det ikke længere var muligt at diskutere racisme og fascisme, og at “værdipolitik” var lig med assimileringen af personer der ikke passede ind i Dansk Folkepartis forestilling om danskhed.

Forskydning af midten fra yderkanten

Tilbage til Enhedslisten. Hvis Enhedslisten holder et lignende niveau til folketingsvalget, kunne et parti til venstre for Ø virkelig sætte gang i en forskydelse af midterpolitikken. Et nyt parti, som er mere yderliggående.

Det handler om at gøre medløberne på midten objekt for den forskydning der foregår i “ekstremerne”, så midten føler at de skal indtage endnu et “balanceret” standpunkt. Midtens svaghed i at altid skulle virke “balancerede” ligger deri, at disse standpunkter som regel opfindes reaktivt, som reaktion på yderpunkternes bevægelser. Midten skal så at sige hele tiden danse efter fløjenes pibe – ikke omvendt.

Det er som sagt præcis den strategi Dansk Folkeparti har ført de seneste ti år. Og som de har vundet på. Det betyder ikke at alle “bare har samme politik” som DF, men at stort set hele parlamentet fører politik efter deres diskurs og har adopteret rammen hvormed migrationspolitik, integrationspolitik, flygtningepolitik, retspolitik og kulturpolitikken føres. I visse fald kan man endda få midten til at komme de yderliggående i forkøbet, og derved intensivere bevægelsen, som når SF kommer regeringen i forkøbet og formulerer et ghettoudspil der baserer sig på mere politi, nultolerance og tvangsforflytninger, eller når Naser Khader sætter ord på de seneste ti års integrationspolitik og indrømmer at det egentlig handler om assimilering.

Det er kraften med at roligt gå til yderligheder: så snart den yderliggående politik rammer faktiske bevægelser i befolkningen og resonerer med dem, vil alle de parlamentariske medløbere på midten følge med, for at omforme deres egne partier og vælgere i deres billede.

Spørgsmålet bliver nu: Findes der kandidater til en ny “yderste venstrefløj”, som erstatning og boldværk til Enhedslisten? Det ville være utroligt dirty hvis Enhedslisten selv gjorde det, dvs. skabte et nyt parti med netop dette sigte, men sikkert virkningsfuldt nok.

Mit forslag ville være et parti med …

  • En udtalt ambition om at afmontere arbejdssamfundet. I den socialistiske utopi bliver vi alle arbejdere i statens kontrol. I den neoliberale utopi er vi alle arbejdere i virksomhedernes kontrol. Et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder vil ingen af delene, men i stedet sænke arbejdstiden, så der bliver mere fritid.
  • En udtalt ambition om at modbygge afhængigheden af ejendom, være det statslig eller privat ejendom. I den udstrækning at ejendomsforhold er nødvendige, vil det fortrinsvis være fælles eller almen ejendom (ikke administreret af en stat, men mere som de svenske allmänningar eller det digitale fælles som hos wikipedia). Samtidigt vil et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder forsøge at helt bevæge sig væk fra ejendomsbegrebet, for at i stedet formulere politik på nye præmisser, hvor begreber som fx tillid, tilknytning eller initiativ definerer forudsætningerne for ejerskabsforhold hinsides ejendomsret.
  • En acceleration af den mængde af fine standpunkter som Enhedslisten allerede har formuleret, men som de har set sig tvunget til at være “pragmatiske” omkring for at ikke blive udstillet som ekstreme, yderliggående eller utopiske. Et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder må tage al det skidt som formuleringen af nye visioner indebærer. Så kan Enhedslisten samtidig blive stuerene. Hvis der kommer en ny yderkant at positionere sig overfor, vil Enhedslisten kunne drive langt mere samarbejdende og kompromitterende politik (midterpolitikken privilegium) ved at profitere på den visionspolitik som et nyt parti kan drive (den yderliggående politiks privilegium)

På midten udvikles der ikke visioner. Men midten kan sætte eksisterende visioner i system og på den måde accelerere deres politiske implementering. Lad os derfor træde tilbage fra midten og roligt gå til yderligheder.

6 Replies to “Yderliggående midterpolitik: Vil vi se et parti til venstre for Ø?”

  1. Altså en slags Negriansk ny-marxistisk parti med ‘anarkokommunisme’ på programmet?

    Det lyder som en vild idé, prøv det dog af!

    Men der er nogle ting, jeg sådan studser lidt over. Ikke for at være lyseslukker eller noget, men vil der mon være nogen, der stemmer på et sådant parti? Revolutionære socialister stemmer vel alt overvejende på EL, mange kommunister stemmer slet ikke eller kun til lokalvalgene, når KP eller KPID stiller op, imens de fleste anarkistisk indstillede slet ikke anerkender parlamentarisme og partier som middel til revolutionær forandring. Hardt og Negri gør jo også en del ud af at forklare hvorledes selve repræsentationen står i vejen for ægte forandringer.

    Men lad os så sige, at netop det her revolutionære parti til venstre for Ø stiftes og engang også stiller op til valg. Hvordan forestiller du/I jer, at samfundsøkonomi skal italesættes ud fra denne her common-ideologiske tilgang? Vil der være andre emner, hvor et sådant parti adskiller sig fra Ø? Hvis ikke, så slipper man jo nok heller ikke for at skulle overveje, om der måske højst vil blive lidt stemmespild lidt a la da Rune Engelbreth og Minoritetspartiet stillede op uden anden politik end at de var imod racisme og for mangfoldighed og noget med noget borgerløn, sådan ca.

    Det er da spændende, lad os høre lidt mere om det. Er der ingen andre, der har kommentarer og tanker om denne her idé?

  2. Hej Tante Morfar. Nu byggede du jo fint videre på tankeeksperimentet :)

    Jo, det er et godt eksempel du giver med Minoritetspartiet. Analysen her er som sådan ikke noget “program” for en sådan ny liste til venstre for Ø – det må være op til andre at formulere – men mere en måde at tænke de parlamentariske forandringer som det ville indstifte: nemlig en acceleration af yderliggående politik, drevet af midten.

    Apropos det her med at stemme eller ikke at stemme, så handler det nok om noget andet end partiprogrammet, som du selv bemærker :)

  3. Tak for dit svar – og for en glimrende behandling af stemme/ikke stemme-skismaet, som jeg er meget enig i netop er omfattet af en uhensigtsmæssig berøringsangst på dele af venstrefløjen. Jeg synes jo netop, at enhver, der ønsker forandring bør indtræde i så mange forskellige demokratiske processer som det er folk muligt.

    Som en lille sjov sidebemærkning, så kender jeg en person, der efter at have været anarkist hele sit voksne liv (han er ca 60 år) i foråret meldte sig ind i EL for at kæmpe for sine anarkistiske holdninger derigennem. Ikke fordi, han pludselig elsker staten og parlamentarismens studehandler med borgerskabet osv.

    God blog :)

Comments are closed.