Monthly Archives: December 2010

Til forsvar for en religiøs jul

(engle i Betlehemskirken i Göteborg)

Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.

Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.

Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det så seriøst mere, dvs. reagerer ikke på det så meget mere. Og så pludselig kan jeg gå i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende påtagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “så åbenlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, så pludselig kan jeg gå i kirke igen – måske var det først i år? – og faktisk sætte pris på det. Måske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?

Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bånd’. Når jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til årets juleaften var det en svensk frikirke – så får jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den måde menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste på (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). Også det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker på mange forskellige måder skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sår, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.

I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.

I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:

Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)

Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.

Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er så banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og så kommer den dårlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der får gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler på hinanden. Det er ritualer der sidder så dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.

Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.

Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.

————

(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)

(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)