Til forsvar for en religiøs jul

30.12.2010 • effervescens, religion, tilknytning • 10 kommentarer /

(engle i Betlehemskirken i Göteborg)

Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.

Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.

Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det sÃ¥ seriøst mere, dvs. reagerer ikke pÃ¥ det sÃ¥ meget mere. Og sÃ¥ pludselig kan jeg gÃ¥ i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende pÃ¥tagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “sÃ¥ Ã¥benlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, sÃ¥ pludselig kan jeg gÃ¥ i kirke igen – mÃ¥ske var det først i Ã¥r? – og faktisk sætte pris pÃ¥ det. MÃ¥ske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?

Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bÃ¥nd’. NÃ¥r jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til Ã¥rets juleaften var det en svensk frikirke – sÃ¥ fÃ¥r jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den mÃ¥de menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste pÃ¥ (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). OgsÃ¥ det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker pÃ¥ mange forskellige mÃ¥der skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sÃ¥r, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.

I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.

I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:

Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)

Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.

Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er sÃ¥ banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og sÃ¥ kommer den dÃ¥rlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der fÃ¥r gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler pÃ¥ hinanden. Det er ritualer der sidder sÃ¥ dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.

Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.

Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.

————

(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)

(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)

Metropolisme: Foragten for Udkantsdanmark

29.12.2010 • metropol • 2 kommentarer /

“København er den eneste by i Danmark. Den er lille, men det er dog en by. Resten er Udkantsdanmark. I København har vi andre interesser end i resten af landet. København stemmer anderledes ved valgene. København har et andet sprog. København er bÃ¥de det fattigste og det rigeste. Det mest forfinede og det grimmeste. København er tættest befolket. Det er i København at et eventuelt social oprør ville starte. Det er i København de største demonstrationer har været i dette lands historie. Hvis København bestemte Danmarks politisk parlamentariske sammensætning, ville Danmark være et andet land. Vi ville fx næste have en minister fra Enhedslisten.”

“… Men København er desværre en del af Danmark. Derfor gÃ¥r jeg ind for en 2-statsløsning.”

Og sÃ¥ledes fortsætter Eskil Halbergs blog med at udrede hvad “løsrivelsen fra Udkantsdanmark” kunne indebære. Min første reaktion var apati. Men sÃ¥ opdagede jeg logikken, lidt sent, for mit hoved var allerede fyldt af afmagt og irritation over, at der for tiden ikke lader til at findes andre reaktioner pÃ¥ de her konflikter end foragtende ironisering.

AltsÃ¥, for at nu gøre det helt klart, sÃ¥ ingen forvirres, forslaget er jo helt bizart og fucked-up. Men, det er ligesom den nuværende nationalistiske politik er bizar og fucked-up. Argumenterne følger hinanden, og frem for alt ved, at de begge er drevet af foragt: for to typer andre, de fremmede, der ikke vil det samme som “vi” vil (det evindelige vi!). Foragten for indvandrere er sÃ¥ gennemtrængende i det nuværende nationalistiske klima i stort set alle europæiske lande. Og pÃ¥ samme mÃ¥de, i Eskils blog, som et symptom pÃ¥ hovedstadsmenneskets afmagt og ironiske reaktioner, en foragt for de, der ikke er ligesom “os i metropolen”, de der ikke bestÃ¥r den politiske korrektheds test: “Udkantsdanmark”.

Men for at komme videre. Det er lidt et paradoks, men i stedet for at reagere pÃ¥ Eskils blog (det er lidt for sent, men okay), kunne der godt skrues op for foragten, for at pointen siver ind… For at denne slags “immanent kritik” – dvs. en kritik der fremviser noget kritisabelt, ved accelerere dens iboende logik – skal virke, mÃ¥ den ogsÃ¥ blive utroligt tydeligt. Min mening er virkelig ikke, at rent faktisk foragte, men at overdrive foragtens udtryk, sÃ¥ det bliver tydeligt, hvor foragten ender: I et metropolistisk apartheid. Derfor mÃ¥ den kritisable logik – nationalismen, og her hvad vi kunne kalde “metropolismen” – ogsÃ¥ accelereres. SÃ¥ logikken ender i det fuldendte scenarie om den selvsmagende metropolistiske middelklasses paradis om et politisk korrekt indenfor og et foragteligt, underlødigt og populistisk udenfor. Det er en regel, at ironi skal være lidt underspillet, for at fungere, men jeg er fucking træt af underspillet ironi. Nu skruer vi op for det, sÃ¥ logikken bliver tydelig. Ved ikke om det hjælper noget, men whatever.

Med en sÃ¥ kaldt “to-stats-løsning”, ville hvad vi kunne kalde Københavnerlandet i sÃ¥ fald fÃ¥ brug for en indvandringpolitik. Den skulle regulere tilstrømningen af alle udkantsdanskere, der skulle have brug for at søge til byen. Ikke en indfødsretstest, men en københavnersnude-test. De udkantsdanskerne der kommer igennem den metropolistiske migrationspolitiks nøleøje, tvinges derefter igennem en intensiv assimilering til det politisk korrekte byliv. De skulle skoles i Enhedslistens politiske program. De skulle lytte til det rigtige musik, spise den rigtige mad, og tale pÃ¥ den rigtige mÃ¥de, for at blive betragtet som “ægte københavnere” Osv.

Københavnerlandet ville fÃ¥ brug for et økonomisk exportpolitik, sÃ¥ alle de kulturelle oplevelser, kreative sager og innovative produkter, der blev produceret i hovedstaden – og som langt fra kan forbruges af dem selv (det er reglen for kreakøbenhavn, at folk ikke har tid til at gÃ¥ til alle de forskellige arrangementer, fordi de har sÃ¥ travlt med selv at arrangere andre) – kunne sælges til overpris i Udkantsdanmark. Ligesom den danske stat og erhversliv gør det nu – og i fremtiden vil forsøge at gøre det endnu mere. Sælge “danish design” i hele verden osv.

Københavnerlandet ville samtidig få brug for at out-source en del af arbejdskraften til Udkantsdanmark, så de kunne levere de nødvendige ressourcer, for at understøtte den kreative økonomi i hovedstaden. Den indvandring som Københavnerlandet til nøds må leve med, må desuden retfærdiggøres ved, at nogen jo skal tage det beskidte arbejde. Ligesom mange indvandrere tvinges gøre det i Danmark for tiden.

Hvad ellers?

Måske skulle vi bare droppe ironien og begynde at tage alle de, der i skrækscenariet om Københavnerlandets løsrivelse ville blive stoppet af metropolens grænsepoliti, seriøst.

Den kommende opstand: Civilisationen

27.12.2010 • afmagt • 2 kommentarer /

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

Ytringstvang

21.12.2010 • kritik, offentlighed, realliberalisme • 1 kommentar /

Faldt over denne artikel fra Information, der publiceredes i sommers: “Ytringsfrihed … og retten til at tie“, skrevet af Zubair Butt Hussain. Hussain er taleperson for foreningen Muslimer i Dialog, og oplever i kraft af den position en udbredt forventning om, at skulle tage stilling til og særligt tage afstand til en lang række hændelser og personer, han ikke nødvendigvis kender til, men alene i kraft af at de er muslimer, særligt den slags muslimer – eller muslimlignende personer – der begÃ¥r forbrydelser eller sprænger sig selv og andre i luften.

“Vi bliver som danskere med muslimsk baggrund til stadighed bedt om at stÃ¥ skoleret offentligt og udtale os for og imod alverdens uhyrligheder.”

Jeg vil ikke gå ind den eskalerende hetz mod muslimer i Europa her, men blot bruge dette eksempel til en mere generel pointe omkring ytringsfrihed, liberalisme og individualisme.

Sagen er nemlig, hvis vi skal følge Hussain, at det i Europa ikke er muligt at være et muslimsk individ. Dette skal forstås i liberalismens forstand som, at man alene skal stå til ansvar for det, man selv gør. Men muslimer afkræves også, at stå til ansvar for det som også andre muslimer gør. Når man er muslim, og særligt når man er talesperson i en muslimsk forening, forventes man, at repræsentere alle andre muslimer.

Sat lidt på spidsen: I den liberale demokratiform, er opdelingen mellem det private og det offentlige, og ens status som individ, ikke givet. Det er et privilegium, som muslimer tilsyneladende ikke kan forvente at indkassere, og andre i mere eller mindre grad kan nyde. Hvor afkræves blonde svenskere at udtale sig om og tage afstand fra den svenske terrorist Lasermanden, der skød ind gennem vinduerne i boligkompleks i Malmö?

Hussains artikel tager udgangspunkt i det klassiske spørgsmÃ¥l om ytringsfrihed – retten til at ytre sig – men ogsÃ¥ den bagside, som dette ideal kan have som konsekvens: NÃ¥r man tvinges til ytring. Bliver man tvunget til at ytre sig pÃ¥ andres vegne, alene fordi man anses repræsentere dem, handler det ifølge Hussain om, at man “fÃ¥r dikteret sin ytringsfrihed”.

Det siges ofte, at “den der tier, samtykker”. Men der er forskel i hvem, der anses “tie”. Hvis muslimer ikke udtaler sig, sÃ¥ anses de “tie”. Hvis ikke-muslimer ikke udtaler sig, eller fortsætter deres dag uden at tage afstand, anses det ikke som at “tie”. De forventes ikke og afkræves derfor ikke at tage afstand, at ytre sig imod sagen.

“Af og til føles det som om, der for danske muslimer kan gælde en ytringstvang og ikke en ytringsfrihed.”

Måske bør vi derfor i stedet diskutere, spørger Hussain, om ytringsfriheden også bør rumme retten til at tie?

Journalister og politikere

19.12.2010 • offentlighed • 3 kommentarer /

Bertel Haarder: “Du skulle have snakket med min spindoktor”

Journalist fra DR: “Det’ sgu da dig der skulle ha’ gjort det”

Bertel Haarder: “Pis mig i øret.”

Dokumentationen af Bertel Haarder der raser på en journalist fra DR cirkulerer nu rundt på nettet. Det spekuleres hvorvidt, det allerede gik galt, da Bertel forlod sin kones risengrød, men på klippet for neden går det ligesom rigtig galt efter omkring 7 minutter inde i interviewet. Det er nu meget interessant at se hele interviewet, antageligvis et råklip der skulle have blevet klippet i stykker for at passe til TV-avisens hyperhastighed, så anbefalet det i øvrigt.

Reaktionerne på klippet følger samme mønster: Man bruger en masse tid på at placere ansvaret på en af de to, i stedet for at se hele klippet som et pragteksemplar på det afhængighedsforhold og ligefrem (omend til tider turbulent) venskab der er, mellem politikere og journalister.

De laver aftaler om, hvad de skal snakke om på forhånd. De laver aftaler om spørgsmål og svar. Politikerne ved ikke selv hvad der foregår i de udvalg de har nedsat, men alligevel skal et interview give indtrykket af det. Derfor skal journalisterne fortælle deres spørgsmål inden, så politikerne kan spørge i deres medarbejderstab og få de rigtige svar. Politikerne giver kun interviews, hvis journalisterne opfører sig pænt, og journalisterne er med på de præmisser. Derfor bliver Bertel utroligt vred, fordi der meget sjældent er grund til at blive vred. Det er et stort skuespil.

“Det er din fejl, at jeg ikke kan svare pÃ¥ det”

P.S. Læs i øvrigt Bertel Haarders brev (PDF), som han skrev til journalisten bagefter. Han er tydeligvis en presset mand. MÃ¥ske har de politikere for mange ting at styre, bestemme og kontrollere i samfundet? MÃ¥ske burde slappe lidt af. Brevet, og interviewets omstændigheder som sÃ¥dan, giver et godt eksempel pÃ¥ det Carsten Jensen for nylig i sin opsang til den danske journaliststab refererede i termer af, at “dansk journalistik handler om hygge”, dvs. for alt i verden opretholde hyggen.

Reklamerne: De forstår kun et nej, hvis man skilter med det

19.12.2010 • offentlighed • 1 kommentar /

Der er nu kommet forslag i folketinget om et “Ja tak til reklamer-skilt” i stedet for det gamle “Nej tak til reklamer”.

Hvorfor dog det? Gå ned i din opgang og du vil finde, at langt de fleste ikke har lyst til at modtage reklamer: Overalt på postkasserne skilter de med det.

Alligevel udgÃ¥r staten fra at du som udgangspunkt gerne vil, sÃ¥ alle virksomhederne kan sende dig reklamer, lige indtil du aktivt beder om at de skal lade være. Og nej, det er ikke sÃ¥ simpelt at man bare sætter et skilt op. Det skal være et officielt skilt, som du skal bestille. Hvis det ikke er staten og virksomhedernes officielle skilt, hvis der bare stÃ¥r med store blokbogstaver “NEJ TAK TIL REKLAMER”, sÃ¥ bliver du dumpet med reklamer alligevel. Efter en flytning virker dit klistermærke først efter et par uger, fordi staten skal nÃ¥ at registrere det. SÃ¥ der er du tvunget til at modtage kilovis af reklamer alligevel. Registrerer du et firma, sÃ¥ udgÃ¥r Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fra, at du gerne vil modtage reklamer fra Jagtkroen om deres fantastiske tilbud for at holde julefrokost med resten af din virksomhed – og det modtager du, selvom der ikke er andre end dig selv i din virksomhed.

Kampagnen “Reklamer – ja tak” har sandsynligvis hjulpet til at skynde pÃ¥ forslaget, gennem den øgede modvilje til reklamer.

Det er forholdsvis klart: 3/4 af den danske befolkning gider ikke modtage reklamer. Det betyder i øvrigt ikke, at den resterende del nødvendigvis gerne vil – det er muligt at ogsÃ¥ være ligeglad med reklamer – ligesom der findes troende religiøse (der vil sin gud) og der findes troende ateister (der ikke vil deres gud) og der findes ligeglade ateister (der er ligeglade). Pointen er, at ikke-interessen i reklamer burde være udgangspunktet. Men sÃ¥dan er det ikke. Staten ønsker at virksomhederne skal have “frit spil” og ikke “unødigt begrænses”, dvs. af befolkningen.

Jeg tænker nu og da at vi oplever tendenser på samme bizarre scenarier der har ledt til andre samfundsorganiseringers endeligt. Hvor det hele bare bliver for mærkeligt. De sidste tider under en bestemt måde at ordne samfundet på – for os under det liberale markedsdemokrati – hvor alt skal privatiseres, hvor alt skal retfærdiggøres over konkurrenceevnen og virksomhedernes råderum, hvor modsætningsforholdene bliver så mærkelige, at man enten ler i en slags galgenhumor eller også bliver dybt afmægtig over hvor svært det kan være, at indføre små ændringer i systemet, ændringer der for de almindelige mennesker det har konsekvenser for, virker helt enkle og fornuftige.

Er reklamerne og deres virksomheder lidt som de mænd i byen, der altid går ud fra at kvinder er interesserede, indtil de får et nej? (Og nogle gange kræver endnu et nej? Og nogle gange er de ligeglade om de får skreget nej op i ansigtet?). Reklamerne i S-togene er ligeglade om vi skriger nej til dem. De skruer højest lidt ned for volumen, men stadig visker de deres budskaber til os og lyser med deres skærme. De er ligeglade med at vi helst ville være fri, de er udmærket klar over, at vi alligevel ender med at sidde og kigge på dem.

Eller måske er reklamerne og deres virksomheder ligesom de, der til en generalforsamling altid skal udtale sig om alting og fra starten antager, at andre vil finde det som relevante budskaber? Den type mennesker kan virke helt malplacerede, så vi næsten får ondt af dem, samtidig som vi også kan blive irriterede. Men der er virkelig ingen grund til at have ondt af de malplacerede reklamer. De er ude på at tvinge deres salgstaler ned i halsen på dig.

Husk, reklamer er ikke forenelige med de såkaldte frie markeder. Reklamer skaber anti-markeder af den enkle grund, at du først kan sælge (de bedre) produkter, når du allerede har mange penge (ved at fx have solgt en masse produkter).

Men lad os ikke blive afmægtige og kynisme. Hvis vi kan tænke os en verden uden reklamer, sÃ¥ bør vi starte med at fÃ¥ det til at ske i vores hverdag: For at fÃ¥ det til at ske, og fordi det er vores hverdag. Ligegyldigt hvad der sidenhen vil ske, bliver din dag bedre af det allerede nu, mens du fjerner dem. Der er masser af andre reklamer at fjerne: I S-togene, i gaderummet, i offentlige institutioner og de skjulte reklamer pÃ¥ public service (som nÃ¥r DR kun laver apps til Apples lÃ¥ste iPhone eller kun vil snakke med dig i Facebooks lukkede miljø). Hvis afskaffelsen af de fysiske reklamer betyder at der kommer flere “reklamer pÃ¥ internet”, som de konservative skræmte advarer os om, sÃ¥ frygt ej: Vi bygger os rundt om dem. Der findes allerede nu programmer, der hjælper os til at fjerne og frasortere mange af de reklamer vi ikke gider have. Fordi ingen skal tvinges til at se pÃ¥ reklamer. NÃ¥r du surfer er det ret enkelt: Skift til Firefox-browseren (den er ogsÃ¥ fri og Ã¥ben software, og ejes af alle, i stedet for en profitorienteret virksomhed). Installér derefter tilføjelsen AdBlock, der fjerner alle reklamer pÃ¥ nettet (tryk pÃ¥ den store grønne knap, sÃ¥ tager det 10 sekunder). Hvor der før var reklame, er der nu hvid baggrund, sÃ¥ du trygt kan surfe videre og koncentrere dig om vigtige sager. Smukt.

Det er meget muligt, at virksomhederne bliver endnu mere sofistikerede og skjulte i deres reklamekampagner i fremtiden, som modstanden mod dem stiger. Viral markedsføring er et kendt nutidigt eksempel, hvor spredningen af reklamerne out-sources til kunderne selv, og logoet er begrænset til et lille halvsekund i slutningen af videoen eller placeret underspillet nede i hjørnet af billedet. Det er indoptagelsen af No Logo-tankegangen, bare på virksomhedernes præmisser. Reklamerne er allerede ved at fatte, at vi hader dem. Derfor er de begyndt at opfører sig som alt andet end reklamer: Sjove amatørvideoer med kæledyr sælger mobiltelefoner, Jackass-agtige påfund fra nogle unges seneste bytur sælger denim-bukser, og du har helt vildt meget lyst til at redde klimaet i en Facebook-gruppe som tilsyneladende er drevet af et selskab der producerer energi, etc.

Vi har brug for AdBlocks i den kødlige verden også. Og de også skal kunne hjælpe os med at opsnappe den skjulte reklame. Det handler bare om blive kreativ i vores mentale husholdningsarbejde. Men hvordan skal vi gøre det?

Noter til internetpolitikken i Wikileaks/Cablegate

11.12.2010 • internet, kopiering • 3 kommentarer /

Det kan være svært at finde proportioner i placeringen af de seneste ugers Wikileaks-relaterede begivenheder. Først og fremmest er lækken i sig selv af en sådan karakter, at vi først om et godt stykke tid vil kunne få en fornemmelse af dens konsekvenser, pt. er kun 0,5% af dokumenterne distribuerede (1200 ud af 260.000 dokumenter) og wikileaks planlægger at udgive resten over de næste par måneder med en hastighed på ca. 80 om dagen. Det betyder, at vi har at gøre med en udstrakt eskalering af en mængde konflikter.

Dernæst er det sandsynligvis første gang internetpolitik er blevet et alment debatemne. Hvem har fx før overvejet aspekter af internettets infrastruktur, som fx DNS, IP-numre, top-level domæner osv. Dernæst kommer der en lang række metoder som at oprette spejlsider eller sabotage-teknikker som LOIC-angrebene, der midlertidigt sænkede diverse virksomheder som enten havde smidt Wikileaks af, eller fryst tilgangen til deres donationer.

Personfiksering: Assange

Dernæst et par ting om Julian Assange, der som bekendt har endt med at blive det holdepunkt hvorom alle historierne knyttes. Lidt uheldigt. Fikseringen på personen Assange pacificerer og delegitimerer på paradoksal vis den bevægelse som Wikileaks er ved katalysere. Og inden folk refleksmæssigt begynder på CIA-konspirationer, bør de overveje et par sager, bl.a. at det rent faktisk er muligt at på den ene side bedrive vigtig informationsaktivisme og samtidigt begå seksuelle overgreb (Assange er anklaget i Sverige for seksuelle overgreb). Verden er ikke sort-hvid og delt op i enten gode eller dårlige personer, som du kan holde med eller mod. At holde hovedet koldt indebærer, at vi ikke immuniserer en person der har fået privilegiet og ansvaret at blive nærmest den eneste repræsentant for en hel organisation der i øvrigt har et ganske stort netværk af informationsaktivister til hjælps. Wikileaks er ikke synonymt Assange.

Vi har ingen indsigt i om han er uskyldig, det er derfor han mÃ¥ gennemgÃ¥ en retslig process. Derimod mÃ¥ vi sikre at han ikke bliver udleveret til USA. Indtil da er det idiotisk med alle disse personfikserede kampagner og “We are all Julian Assanges”.

• Find i stedet pÃ¥ mÃ¥der at støtte wikileaks pÃ¥, der gÃ¥r uden om profit-orienterede virksomheder, der blot fryser pengene ind (VISA, PayPal m.fl har som bekendt for nylig gjort netop dette mod Wikileaks)
• Byg flere alternative lækage-sider
• Distribuér de historier og dokumenter der allerede nu cirkulerer
• Grav i dokumenterne, put stykkerne sammen, skriv historierne etc. etc.

Næste trin er således, ikke at protestere og demonstrere, men at bygge.

Protester ikke, byg

EveryDNS, den virksomhed som har ansvaret for at oversætte din web-adresse i browseren til det IP-nummer som websiden ligger pÃ¥, tog som bekendt wikileaks.org af deres liste, sÃ¥ det ikke længere var muligt at gÃ¥ direkte ind pÃ¥ deres side. I stedet mÃ¥tte du kende IP-nummeret, hvilket wikileaks’ twitterprofil forsøgte at sprede. Wikileaks flyttede derefter til et schweizisk top-domæne (.ch), sÃ¥ wikileaks.ch blev den nye hoved-adresse. Sidenhen opstod en mængde sÃ¥ kaldte spejlsider, der, som navnet antyder, spejlede alt indholdet pÃ¥ wikileaks, bare pÃ¥ egne servere.

Men den bedste måde at undgå at Wikileaks bliver taget fra os er ironisk nok ikke at fokusere alle krafterne på at redde siden, men derimod at kopiere dens infrastruktur. Derfor er det heller ikke overraskende, at der nu, mens konflikterne eskalerer, er ved at opstå helt uafhængige alternative lækage-sider.

Multipliceringen af lækage-sider

Snart kan vi derfor byde følgende site velkomment:

• Openleaks, der efter sigende allerede vil gÃ¥ i luften i næste uge. Openleaks er startet af den tyske wikileaks-afhopper Daniel Domscheit-Berg, som udtaler til Der Freitag (svensk oversættelse af interview), at de vil fokusere mere pÃ¥ at lække dokumenterne uden at diskriminere mellem nyhedsmedier.

Udover er der mere eller mindre færdige lækage-sider i sin vorden, bl.a. Brusselsleaks (der vil fokusere på processerne i EU) og Balkanleaks (navnet siger det vist, en regional lækage-side). Vi kan kun spekulere på hvor mange der ellers sidder og planlægger derude. Spørgsmålet bliver da også: Hvornår vil der opstå en dansksproget lækage-side? Måske er det blot et spørgsmål om tid, indtil informationsaktivister får sat de nødvendige infrastrukturer op. Et andet helt oplagt udvikling er, at dagbladene opretter deres egne infrastrukturer for lækage, formodentlig noget vi vil se mere af i den kommende fremtid. Efter sigende er der desuden i disse dage en ny dansk internetpolitisk organisation under opstart. Timingen er ikke til at klage på.

Dokumentar

Sidst men ikke mindst, en anbefaling af dokumentaren om Wikileaks kaldet “WikiRebels” der sendes pÃ¥ svensk public-service i morgen, men som allerede nu kan ses pÃ¥ i fuld preview pÃ¥ SVTplay: