Til forsvar for en religiøs jul

(engle i Betlehemskirken i Göteborg)

Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.

Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.

Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det så seriøst mere, dvs. reagerer ikke på det så meget mere. Og så pludselig kan jeg gå i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende påtagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “så åbenlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, så pludselig kan jeg gå i kirke igen – måske var det først i år? – og faktisk sætte pris på det. Måske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?

Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bånd’. Når jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til årets juleaften var det en svensk frikirke – så får jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den måde menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste på (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). Også det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker på mange forskellige måder skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sår, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.

I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.

I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:

Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)

Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.

Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er så banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og så kommer den dårlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der får gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler på hinanden. Det er ritualer der sidder så dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.

Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.

Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.

————

(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)

(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)

Metropolisme: Foragten for Udkantsdanmark

“København er den eneste by i Danmark. Den er lille, men det er dog en by. Resten er Udkantsdanmark. I København har vi andre interesser end i resten af landet. København stemmer anderledes ved valgene. København har et andet sprog. København er både det fattigste og det rigeste. Det mest forfinede og det grimmeste. København er tættest befolket. Det er i København at et eventuelt social oprør ville starte. Det er i København de største demonstrationer har været i dette lands historie. Hvis København bestemte Danmarks politisk parlamentariske sammensætning, ville Danmark være et andet land. Vi ville fx næste have en minister fra Enhedslisten.”

“… Men København er desværre en del af Danmark. Derfor går jeg ind for en 2-statsløsning.”

Og således fortsætter Eskil Halbergs blog med at udrede hvad “løsrivelsen fra Udkantsdanmark” kunne indebære. Min første reaktion var apati. Men så opdagede jeg logikken, lidt sent, for mit hoved var allerede fyldt af afmagt og irritation over, at der for tiden ikke lader til at findes andre reaktioner på de her konflikter end foragtende ironisering.

Altså, for at nu gøre det helt klart, så ingen forvirres, forslaget er jo helt bizart og fucked-up. Men, det er ligesom den nuværende nationalistiske politik er bizar og fucked-up. Argumenterne følger hinanden, og frem for alt ved, at de begge er drevet af foragt: for to typer andre, de fremmede, der ikke vil det samme som “vi” vil (det evindelige vi!). Foragten for indvandrere er så gennemtrængende i det nuværende nationalistiske klima i stort set alle europæiske lande. Og på samme måde, i Eskils blog, som et symptom på hovedstadsmenneskets afmagt og ironiske reaktioner, en foragt for de, der ikke er ligesom “os i metropolen”, de der ikke består den politiske korrektheds test: “Udkantsdanmark”.

Men for at komme videre. Det er lidt et paradoks, men i stedet for at reagere på Eskils blog (det er lidt for sent, men okay), kunne der godt skrues op for foragten, for at pointen siver ind… For at denne slags “immanent kritik” – dvs. en kritik der fremviser noget kritisabelt, ved accelerere dens iboende logik – skal virke, må den også blive utroligt tydeligt. Min mening er virkelig ikke, at rent faktisk foragte, men at overdrive foragtens udtryk, så det bliver tydeligt, hvor foragten ender: I et metropolistisk apartheid. Derfor må den kritisable logik – nationalismen, og her hvad vi kunne kalde “metropolismen” – også accelereres. Så logikken ender i det fuldendte scenarie om den selvsmagende metropolistiske middelklasses paradis om et politisk korrekt indenfor og et foragteligt, underlødigt og populistisk udenfor. Det er en regel, at ironi skal være lidt underspillet, for at fungere, men jeg er fucking træt af underspillet ironi. Nu skruer vi op for det, så logikken bliver tydelig. Ved ikke om det hjælper noget, men whatever.

Med en så kaldt “to-stats-løsning”, ville hvad vi kunne kalde Københavnerlandet i så fald få brug for en indvandringpolitik. Den skulle regulere tilstrømningen af alle udkantsdanskere, der skulle have brug for at søge til byen. Ikke en indfødsretstest, men en københavnersnude-test. De udkantsdanskerne der kommer igennem den metropolistiske migrationspolitiks nøleøje, tvinges derefter igennem en intensiv assimilering til det politisk korrekte byliv. De skulle skoles i Enhedslistens politiske program. De skulle lytte til det rigtige musik, spise den rigtige mad, og tale på den rigtige måde, for at blive betragtet som “ægte københavnere” Osv.

Københavnerlandet ville få brug for et økonomisk exportpolitik, så alle de kulturelle oplevelser, kreative sager og innovative produkter, der blev produceret i hovedstaden – og som langt fra kan forbruges af dem selv (det er reglen for kreakøbenhavn, at folk ikke har tid til at gå til alle de forskellige arrangementer, fordi de har så travlt med selv at arrangere andre) – kunne sælges til overpris i Udkantsdanmark. Ligesom den danske stat og erhversliv gør det nu – og i fremtiden vil forsøge at gøre det endnu mere. Sælge “danish design” i hele verden osv.

Københavnerlandet ville samtidig få brug for at out-source en del af arbejdskraften til Udkantsdanmark, så de kunne levere de nødvendige ressourcer, for at understøtte den kreative økonomi i hovedstaden. Den indvandring som Københavnerlandet til nøds må leve med, må desuden retfærdiggøres ved, at nogen jo skal tage det beskidte arbejde. Ligesom mange indvandrere tvinges gøre det i Danmark for tiden.

Hvad ellers?

Måske skulle vi bare droppe ironien og begynde at tage alle de, der i skrækscenariet om Københavnerlandets løsrivelse ville blive stoppet af metropolens grænsepoliti, seriøst.

Den kommende opstand: Civilisationen

Oprydning i internetanarkivet

Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.

Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.

Ytringstvang

Faldt over denne artikel fra Information, der publiceredes i sommers: “Ytringsfrihed … og retten til at tie“, skrevet af Zubair Butt Hussain. Hussain er taleperson for foreningen Muslimer i Dialog, og oplever i kraft af den position en udbredt forventning om, at skulle tage stilling til og særligt tage afstand til en lang række hændelser og personer, han ikke nødvendigvis kender til, men alene i kraft af at de er muslimer, særligt den slags muslimer – eller muslimlignende personer – der begår forbrydelser eller sprænger sig selv og andre i luften.

“Vi bliver som danskere med muslimsk baggrund til stadighed bedt om at stå skoleret offentligt og udtale os for og imod alverdens uhyrligheder.”

Jeg vil ikke gå ind den eskalerende hetz mod muslimer i Europa her, men blot bruge dette eksempel til en mere generel pointe omkring ytringsfrihed, liberalisme og individualisme.

Sagen er nemlig, hvis vi skal følge Hussain, at det i Europa ikke er muligt at være et muslimsk individ. Dette skal forstås i liberalismens forstand som, at man alene skal stå til ansvar for det, man selv gør. Men muslimer afkræves også, at stå til ansvar for det som også andre muslimer gør. Når man er muslim, og særligt når man er talesperson i en muslimsk forening, forventes man, at repræsentere alle andre muslimer.

Sat lidt på spidsen: I den liberale demokratiform, er opdelingen mellem det private og det offentlige, og ens status som individ, ikke givet. Det er et privilegium, som muslimer tilsyneladende ikke kan forvente at indkassere, og andre i mere eller mindre grad kan nyde. Hvor afkræves blonde svenskere at udtale sig om og tage afstand fra den svenske terrorist Lasermanden, der skød ind gennem vinduerne i boligkompleks i Malmö?

Hussains artikel tager udgangspunkt i det klassiske spørgsmål om ytringsfrihed – retten til at ytre sig – men også den bagside, som dette ideal kan have som konsekvens: Når man tvinges til ytring. Bliver man tvunget til at ytre sig på andres vegne, alene fordi man anses repræsentere dem, handler det ifølge Hussain om, at man “får dikteret sin ytringsfrihed”.

Det siges ofte, at “den der tier, samtykker”. Men der er forskel i hvem, der anses “tie”. Hvis muslimer ikke udtaler sig, så anses de “tie”. Hvis ikke-muslimer ikke udtaler sig, eller fortsætter deres dag uden at tage afstand, anses det ikke som at “tie”. De forventes ikke og afkræves derfor ikke at tage afstand, at ytre sig imod sagen.

“Af og til føles det som om, der for danske muslimer kan gælde en ytringstvang og ikke en ytringsfrihed.”

Måske bør vi derfor i stedet diskutere, spørger Hussain, om ytringsfriheden også bør rumme retten til at tie?

Journalister og politikere

Bertel Haarder: “Du skulle have snakket med min spindoktor”

Journalist fra DR: “Det’ sgu da dig der skulle ha’ gjort det”

Bertel Haarder: “Pis mig i øret.”

Dokumentationen af Bertel Haarder der raser på en journalist fra DR cirkulerer nu rundt på nettet. Det spekuleres hvorvidt, det allerede gik galt, da Bertel forlod sin kones risengrød, men på klippet for neden går det ligesom rigtig galt efter omkring 7 minutter inde i interviewet. Det er nu meget interessant at se hele interviewet, antageligvis et råklip der skulle have blevet klippet i stykker for at passe til TV-avisens hyperhastighed, så anbefalet det i øvrigt.

Reaktionerne på klippet følger samme mønster: Man bruger en masse tid på at placere ansvaret på en af de to, i stedet for at se hele klippet som et pragteksemplar på det afhængighedsforhold og ligefrem (omend til tider turbulent) venskab der er, mellem politikere og journalister.

De laver aftaler om, hvad de skal snakke om på forhånd. De laver aftaler om spørgsmål og svar. Politikerne ved ikke selv hvad der foregår i de udvalg de har nedsat, men alligevel skal et interview give indtrykket af det. Derfor skal journalisterne fortælle deres spørgsmål inden, så politikerne kan spørge i deres medarbejderstab og få de rigtige svar. Politikerne giver kun interviews, hvis journalisterne opfører sig pænt, og journalisterne er med på de præmisser. Derfor bliver Bertel utroligt vred, fordi der meget sjældent er grund til at blive vred. Det er et stort skuespil.

“Det er din fejl, at jeg ikke kan svare på det”

P.S. Læs i øvrigt Bertel Haarders brev (PDF), som han skrev til journalisten bagefter. Han er tydeligvis en presset mand. Måske har de politikere for mange ting at styre, bestemme og kontrollere i samfundet? Måske burde slappe lidt af. Brevet, og interviewets omstændigheder som sådan, giver et godt eksempel på det Carsten Jensen for nylig i sin opsang til den danske journaliststab refererede i termer af, at “dansk journalistik handler om hygge”, dvs. for alt i verden opretholde hyggen.