Til forsvar for en religiøs jul

(engle i Betlehemskirken i Göteborg)

Julen er ovre, men det er værd at lige reflektere over den tilbagevendende tradition, der lader til at opsluge nærmest hele landet en hel måned hvert år. Være det i rastløs forventningsglæde, stress og afmagt, eller foragt og blomstrende had. Der er mange reaktioner på julen. Måske er det egentlig den eneste fælles nævner, at alle mennesker lader til at reagere så utroligt meget under julen. Fra maniske juleindkøb til traumatiske familiestridigheder.

Sidste år gav jeg som julegave til min mor en blaffertur rundt i Nordsverige. Vi skulle tage afsted 4 måneder senere, i april. Det var nok noget af det bedste der kunne ske for os.

Det er okay med julen for mig. Jeg tror ikke jeg tager det så seriøst mere, dvs. reagerer ikke på det så meget mere. Og så pludselig kan jeg gå i kirken igen – efter at have foragtet kirkerummet, dens tilsyneladende påtagede lydighed, fromheden, de mærkelige “metafysiske” referencer til et væsen der “så åbenlyst ikke eksisterede” osv. Jeg har aldrig været religiøs og betragter mig stadig ikke religiøs i ovennævnte forstand. Men ja, så pludselig kan jeg gå i kirke igen – måske var det først i år? – og faktisk sætte pris på det. Måske har det noget at gøre med, at alle de andre – kirkegængerne – faktisk heller ikke rigtigt var religiøse i ovennævnte forstand?

Religion kommer fra det latinske ‘religare’, som betyder ‘at binde sammen’, fx at binde mennesker sammen, gennem ritualer, traditioner, fortællinger. videre ‘religio’, som betyder ‘forpligtelse’ eller ‘bånd’. Når jeg de seneste gange har sat min fod i en kirke – til årets juleaften var det en svensk frikirke – så får jeg faktisk en fornemmelse af, at der er noget vigtigt der binder de mennesker sammen, eller os sammen, og det er lidt underordnet med alle de teologiske diskussioner (føler nærmest at det kun er ateister, der identificerer sig som ateister, der diskuterer teologi nutildags), men langt mere den måde menigheden arrangerer fx en julegudstjeneste på (er der andre end præsten den taler? Er der nogen der synger en sang? Er der nogen andre der læser op etc. etc.). Også det kirkelige rum er et rum, hvor mennesker på mange forskellige måder skal forsøge at finde hinanden, at holde sammen om hinanden, skabe kollektiv magi, helbrede sår, fortrylle hverdagen, og tildele forskellige slags ansvar.

I år fik jeg endnu en gang lyst til at blive religiøs – i ovenstående forstand. Vores samfund er så mega fattigt på ting, der binder folk sammen. Hele tiden er det overskridelsen at de ting, der binder os sammen. Det gør mig virkelig træt.

I år til jul gav vi ingenting til hinanden (jeg gentager, ingen ting). Vi var 4: mine to forældre, jeg og min gamle mormor. I stedet for ingenting, dvs. for at stadig have et eller andet formelt ritual at samles omkring og dele med og til hinanden, havde vi hver i sær udvalgt et digt, som vi læste op for hinanden på juleaften. Min far læste et digt af svenske Karen Boye. Min mor læste op fra en børnebog der havde nogle fine melankolske billeder af en gammel og lille nisse. Jeg læste op fra den persiske/tyrkiske sufi-islamiske digter Rumi/Mevlana. Det lød sådan her:

Min vers liknar Egyptens bröd,
natten passerar och du kan inte äta den mer.
Sluka den ögonblicket den är färsk,
innan dammet lägger sig över den.
Dess plats är hjärtats varma klimat,
i denna värld dör den av kyla.
Som en fisk skakade den omedelbart på torr land,
ännu ett ögonblick och du ser den kall.
Även om du äter den och föreställer dig den färsk,
är det nödvändigt att trolla fram många bilder.
Vad du dricker är egentligen din egen fantasi,
det är ingen gammal saga min goda man. (Dikt 125)

Min mormor læste op fra et kristent digt, som havde af alvorlig vinterstemning, men som jeg desværre ikke husker navnet på, men det var virkeligt smukt.

Vi slap alle for julestress i december gik det op for mig, dvs. at langt størstedelen af “julestressen” faktisk er helvedet med at købe gaver. Det er så banalt, men det var virkelig en befrielse. Og en prøvelse, at se om man kan overholde det overfor hinanden – at der ikke kommer en gave snigende alligevel, og så kommer den dårlige samvittighed, og man bliver helt i tvivl om det er gavegiveren eller den der får gaven ritualet kredser omkring – og om man tør, om forholdene kan holde til det, om man stoler på hinanden. Det er ritualer der sidder så dybt i os, der forvikler sig ind i vores relationer og historier.

Det er en helt nødvendig ting med traditioner. Men vores samfund er fattigt på det, traditioner. Hele tiden skal de overskrides. Aldrig bygger folk nye traditioner. Det gør mig så utroligt træt, det giver mig en fornemmelse af, at jeg ingen rødder har. Ingen bånd, ingen afhængigheder overfor andre, ingen forpligtelser til ældre, der måske er langt mere afhængige af stabilitet og rutiner end jeg selv, selvom jeg nu mere og mere også finder mig afhængig af rammer og gentagelser.

Tror det handler om at finde på nye ting, måske også i de gamle ting, der giver mening at gentages.

————

(Kor og kapelmester i Betlehemskirken)

(Mormor og hendes bror diskuterer kortet over landskabet Sarek, Lapland)

10 Replies to “Til forsvar for en religiøs jul”

  1. Når I læser digte for hinanden istedet for at købe gaver er det også at skabe en ny tradition – eller i hvertfald at forkaste nogle gamle. Og det var en sygt god oplevelse!

    En vis udvikling kan være god, for der er gode og dårlige ritualer. Julen er så stærk en tradition, at den kan holde til den lille ændring. Det er således en balancegang: Hvilke er gode/dårlige? Hvilke traditioner kan fungerer, på trods af ændringer?

    Og så er det syygt vigtigt at skabe nye traditioner, der kan samle nye fællesskaber, og gøre dem vedvarende.

  2. @Hyggepartiet: Præcis, det var også derfor jeg skrev det.

    Måske er det for simpelt at sige, at det handler om at finde på “nye traditioner”, der kan gentages. Det er også meget oplagt at finde “det nye, i det gamle”, eller genopfinde det gamle, for at sidenhen gentage det nye gamle.

    Der nemlig gode og dårlige ritualer. Gavegiveriet til jul synes jeg er en af dem, der bringer for mange dårlige ting med sig – angst, stress, overdrevne forvnintninger, skuffelse, usikkerhed, utydelighed – i forhold til de gode (glæden ved at give osv – men det er næsten sådan, at glæden ved at give har taget over glæden ved at få, man skal mobilisere en masse taknemmelighedsfølelser overfor gaver man måske ikke rigtigt har brug for, så gavegiveren kan følge, at det ikke var spildte energier og penge osv. Det er i hvert fald en del af gaveræset).

    Hvis det hele skulle siges lidt mere enkelt så ville jeg, endnu engang, hive hacker-etikken frem: Det handler om at ikke slukke strømmen (“boykotte julen”), men i stedet tage del af dens kredsløb og korrupte ritualer, for at omkode dem, ved at bevæge sig i julens (og kristendommens) gråzoner, så nye kraftfulde ritualer og traditioner kan blive til, territorialisere sig i december og særligt den 24. december.

  3. Nogen gange glemmer man også det oplagte, fordi det er blevet gentaget så mange gange: Gavetraditioner er selvfølgelig også fucked-up, fordi får overproduktionen af varer til at fortsætte. Alt det lort! :)

  4. Jeg synes ordet “ny” er lige så fattig som følelsen af at modtage en julegave fra H&M.

    Vi (som fællesskab, som familie, som venner, elskere osv.) behøver ikke at komme på “nye” måder at behandle hinanden på. Vi behøver tilgengæld at “re-(“huske”)member” alle de mulighed vi har for opførelse.

    I jagten på det “nye” dræbes alle de oplagte muligheder. Og samtidig hvad du skriver omkring træthed – jeg bliver træt når der ikke er tid til at føle hinanden, føle ændringer. Og jeg bliver meget mindre træt når det oplagte underprioteres

    At gå til generaliteterne er “the fake safety”. We stay on the surface and not reaching cores.

  5. Der er ingen tvivl om at ritualets begivenhedsskabende karakter er vigtig for at skabe fællesskaber og individet i de fællesskaber, men er der ikke massere af ritualer ud over julen du kan skabe dine “rødder” med? weekendens fester? fødselsdage? femi folkekøkken? (det var bare de tre f’er). Ellers holdt jeg pizza punk day da jeg var i london, et forsøg på at skabe et formaliseret ritual med nogle “gode” værdier. http://www.eroding.org.uk/pizzapunx.htm

  6. Min kommentar var ikke en afvisning af julen. Det var egentlig tænkt som en opsang til dig, for at vise dig at du har massere af rødder… Men jeg kan godt se problemet ved en nærmest imperativ modstand mod jul og andre pop-ritualer, men de…r skal man vel bare huske at man godt MÅ deltage. Peter har ret når han siger at en stor del af indholdet i julen er til diskussion. Jeg tror faktisk at det gælder for alle ritualer, at de dele der ikke er skarpt formaliserede, er til konstant diskussion.
    Du har ret i at det er ærgeligt at pizza punkerne betragter myter som noget diskvalificerende. Jeg tror “Pizza punk day”‘s historie rent faktisk er med til at skabe deres myte; myten om noget renere og mere ægte…Vis mere

Comments are closed.