Egypten, regimets liberale støtter og hvad vi kan gøre for at hjælpe oprøret

29.01.2011 • internet, kontrol, opstand, realliberalisme • 8 kommentarer /

Tænkte det var værd at samle nogle af de indtryk og indsigter der kan drages af det oprør der er i fuld blus i Egypten lige nu. Og samtidigt begynde at diskutere nogle af de steder hvor vi kan presse de støtter herhjemme og i vesten, der er med til at opretholde regimet. For til sidst at pege på nogle af de metoder der allerede findes og kan udvikles for at udøve direkte solidarisk hjælp med oprørerne på gaden. Sæt desuden et kryds i kalenderen d. 7. februar, hvor Under Indlæring #3 sætter spot på oprøret i Nordafrika gennem tre korte oplæg – der vil blive givet en langt bedre indsigt i bevægelserne end her.

Disclaimer: Jeg påstår ikke at have nogen slags privilegeret indsigt i oprøret i Egypten, men har blot forsøgt så godt som muligt at følge med i begivenhederne gennem det virvar af kommunikation der strømmer ud gennem censurens mure fra twitter, Al-Jazeera-reportere, kommentatorer, og taler fra dagens demonstration ved den egyptiske ambassade. Hvad jeg har samlet er blot hvad jeg har nået at fordøje selv og reflekteret over gennem samtaler her og der. Det er med dyb ydmyghed og inspiration jeg forsøger at omdanne mine indtryk af hvad der sker til en slags sammenhæng. Uddyb endelig eller giv kritik hvor det behøves, det hele går lidt hurtigt.

En slags opsummering

Visse ønsker at skelne mellem hvorvidt der er tale om et oprør eller en revolution. Det er mÃ¥ske underordnet, sÃ¥ længe vi præciserer hvad vi mener med det. Intensive og pludselige brud i den politiske virkelig er noget der kan ske over en dag – de dage, hvor (oftest voldsomme) begivenheder griber ind og for altid omformer menneskers forhold til deres herskere og frem for alt til hinanden. Det er værd at notere de mest tydelige tegn pÃ¥ hvor langt folk er villige til at gÃ¥ i Egypten ud fra blot det seneste døgn: Hundrede tusinder pÃ¥ gaden i de største protester i Egypten i tredive Ã¥r; protester der oversvømmede politiet, der først reagerede ved at afmægtigt køre i cirkler i deres pansrede vogne; timelange sammenstød og pt. rapporter om over 100 demonstranter døde; internet der blev lukket og sÃ¥ledes for første gang i verden forsøgte gøre brug af konceptet om en “internet killswitch”; et udgangsforbud der stort set blev ignoreret; politistationer der blev sat i brand, TV-stationer og udenrigsministeriet stormet, hovedkvarteret for Mubaraks NDP-parti sat i brand og et brandvæsen der ikke dukker op for at slukke flammerne; soldater der tilsyneladende lader protesterne fortsætte, lader anti-Mubarak slogans blive sprayet pÃ¥ deres tanks, vis kanonrør ikke er ladt med normal tung ammunitation, og soldater der ifølge flygtige rapporter selv har været i sammenstød med politiet.

Organiseringen af oprøret viser tegn pÃ¥ imponerende planlægning nedefra pÃ¥ gadeplan: En pamflet med titlen “How to protest intelligently” guider demonstranter til mulige ruter gennem byen, mÃ¥der at mobilisere sine naboer sit at slÃ¥ følge med oprøret, tips til at undgÃ¥ tÃ¥regas, metoder til at sabotere politiets arbejde m.m.

Og endnu mere overraskende: Oprøret ser indtil videre ganske hovedløst ud, dvs. uden tydelig styring eller ledelse – hverken af et liberal eller islamisk parti, der tror sig kunne repræsentere befolkningens ønsker. Den eneste der nævnes er Mohammed ElBaradei, men det lader til at være sådan, at det nærmere er ham der støtter protesterne end omvendt. I stedet lader politikken for os udenfor til at manifesteres umiddelbart gennem mængden af råb mod regimet. Det er naturligt efter så mange år under et hårdt regime at frem for alt mødes mod det, der forhindrer befolkningens frihed, frem for et hastigt formuleret partiprogram. Samfundet falder ikke pr. automatik sammen i tomrummet efter Mubarak, blot fordi det mangler en leder. Mens alt dette sker, finder folk også hinanden på gaderne – at holde et oprør i gang er i sig selv en øvelse i demokratisk organisering. Derfor handler enhver revolution også om, at holde den slags brud åbne, ved at fortsætte med at omvælte relationerne mellem mennesker, ved at aflære de hierarkier og uligheder der også eksisterer oprørerne imellem, ved at hælde mere benzin på bålet når regimet trues og forsøger at dæmpe konflikter, men også ved at fortsætte med at skabe nye usandsynlige alliancer, få betjente på oprørernes side, indtage statens gamle regeringsbygninger, befri territorier fra regimets indflydelse etc.

Det er mao. kynisk at “mane til ro” mens demonstranter forsøger at forsvare sig i gaderne mod sikkerhedsstyrkerne. Det er udtryk for arrogance nÃ¥r der fra vesten udtrykkes ønsker om diplomatiske indsatser for at “stabilisere situationen” i Egypten. Egypten har haft deres “stabilitet” i endeløse 28 Ã¥r. Under alle disse Ã¥r har Hosni Mubarak regeret under statslig undtagelsestilstand. For at opretholde “stabilitet”. Sandsynligvis har egypterne i første omgang ikke brug for fortsat stabilitet. Hvad de derimod har brug for er, at vi i vesten med det samme ophører med at fungere som regimets liberale støtter.

Den liberale reaktion på oprør

Fra liberal side høres der gentagende ønsker om “fredelige protester” og der kommenteres ængsteligt pÃ¥ den “uro” der rÃ¥der i de oprørende lande. Den liberale reaktion er udbredt pÃ¥ venstre- sÃ¥ vel som højrefløjen, men er mÃ¥ske med nærværende hos de liberale der lægger al tillid til lovgivning og retsprincipper (som under oprøret mister betydelig legitimitet), men frem for alt de ledende liberale, der har beskidte hænder og noget investeret i det regime som oprøret udfordrer.

Hilary Clinton forklarede sÃ¥ledes i sin timer-for-sene-tale, at hun var “bekymret” for udviklingen i Egypten, og bedte pÃ¥ typisk samtaledemokratisk facon Mubaraks styre om at “mødes” med sit folk, for at komme til løsninger. Den amerikanske regering venter helst med at se hvem der er den vindende part i denne konflikt, og først der vil de tage side. Hvis Mubaraks regime skulle slÃ¥ oprøret brutalt ned, ville Clinton og den amerikanske regering fortsætte støtten til regimet.

Samtidig er Clinton et godt eksempel pÃ¥ den almene liberale reaktion pÃ¥ oprør: At nÃ¥r der opstÃ¥r brud, bekymrer de liberale sig ængsteligt over den manglende “stabilitet” og “orden”.

Endnu mere “bekymrende” for de liberale er oprør der virker hovedløse og diffuse – dette reduceres følgeligt til “kaos”. De liberale bliver urolige, sÃ¥ de liberale medier indrammer lande i oprør som lande “ramt” af “uroligheder”, som om det var en kraft der kom udefra og forstyrrede befolkningen. Begrebet “uro” forklarer ikke begivenhedernes politiske karakter, da det ikke peger pÃ¥ de konflikter oprøret nødvendigvis indeholder. OgsÃ¥ plyndringer af supermarkeder, banker og paladser mystificeres og bortforklares som “uro”. SÃ¥ledes ignoreres det faktum, at plyndringer ogsÃ¥ er udtryk for, at folk tager for sig af de goder, som de gennem lang tid har været nægtet. Det er en direkte omfordeling af velstanden, som altid finder sted under optøjer, som er et forstÃ¥eligt svar pÃ¥ et politisk regime der har opretholdt en enorm ulighed i befolkningen (20% under fattigdomsgrænsen). Men samtidig er demonstranternes beskyttelse af den kulturelle arv i museumerne talende for, at der ikke blot er tale om “kaos” og “uro, men derimod handlinger af mange intelligente mennesker med overlappende ønsker om hvordan deres samfund skal se ud.

Men i stedet ser de liberale blot i venteposition pÃ¥ at “uroen” skal dæmpe af – være det gennem en regulær overvindelse af statens politi og militær, eller omvendt. For liberale er der nemlig altid en grund til at vente. Først nÃ¥r der er en tydelig vindende part, ønsker man at tage stilling. PÃ¥ den mÃ¥de risikerer man ikke at komme i konflikt med nogen. Men de liberale kan ikke løbe fra, at de borgerlige (venstre- som højreorienterede) revolutioner af samfund altid kommer efter succesfulde optøjer: NÃ¥r den herskende magt er tilpas truet pÃ¥ gaden og svækket nok i sin legitimitet til, at den ikke udgør en trussel for de liberale. OgsÃ¥ vore egne demokratiers udvikling bygger pÃ¥ gentagende optøjer. Men undervejs vil de liberale hele tiden gentage sine bekymringer om den manglende “stabilitet” og “orden” og “faren for magtens tomrum”, der følger et fald af et regime. Dette tomrum tolkes som et problem snarere end som en mulighed der varsler nye samfundsformationer.

Det liberale svar er altid nej.

Hvordan du kan hjælpe, I: Læg pres på de liberale støtter af det egyptiske regime

Et par hovedaktører der må lægges pres på, direkte eller indirekte (ved at lægge pres på danske aktører til at lægge pres på dem).

USA

Det er velkendt at USA har forsynet Mubaraks regime med Ã¥rlige beløb pÃ¥ op til 1,5 mia. dollar hvert Ã¥r. Regimet har sÃ¥ledes været den næststørste modtager af amerikanske økonomisk støtte i verden, en støtte der er primært militær, brugt til opretholde “sikkerhed” i landet. Det er altsÃ¥ amerikansk betalte og amerikanske producere vÃ¥ben der i disse dage nedskyder og dræber demokratiaktivister.

“MADE IN U.S.A.” – demonstrant fremviser afskudt tÃ¥regasgranat

USA udtrykker i disse dage bedst den liberale støtte til fortsættelsen af undertrykkende regimer. Vi kunne allerede bevidne hvordan Obamas administration brugte sine imponerende web 2.0-skills pÃ¥ twitter og facebook, mens begivenhederne udfoldede sig, til at være komplet tavs, som internetkritikeren Evgeny Morozov udtrykte det. Og nÃ¥r Obama eller Clinton sÃ¥ endelig troner frem pÃ¥ skærmen, som for at understrege at vi alle havde ventet pÃ¥ deres beslutning, er der blot vage og “bekymrede” udtalelser om “tiden for reformer” osv. – det er ligesom for sent med reformer, vilkÃ¥rlige ministerrokader og et “fredelige møder mellem regeringen og befolkningen”. Befolkningen er i oprør mod regimet, ikke bare dets nuværende konstellation.

Mest ærlig var mÃ¥ske Joe Biden, der ikke mente at det var tid til at Mubarak skulle gÃ¥ af, der omtalte ham som “en af vores allierede” og at han “ikke ville referere til ham som en diktator”. Nej, Egypten er jo som bekendt det eneste liberale demokrati i mellemøsten, der samtidig pÃ¥ belejlig vis er nogenlunde USA-venligt. Og de sÃ¥ kaldt demokratiske forhold har Mubarak sÃ¥ gennem Ã¥rene fejret ved at blive genvalgt 28 Ã¥r i træk, opretholdt med normaliseret vold og tortur udøvet af politiets sikkerhedsstyrker.

Israel

Den israelske regering fortæller at den har tillid til, at deres egyptiske partner formår at standse demonstrationerne, der truer Mubaraks styre. Den israelske stat er om nogen afhængige af fortsat diktatorisk styre i Egypten og premiæreminister Benjamin Netanyahus svar er den klassiske liberale venteposition:

“I’m not sure the time is right for the Arab region to go through the democratic process.”

Samtidig pÃ¥peger visse overvÃ¥gne kommentatorer risikoen for, at Israel – som de tidligere har haft succes med at gøre – udnytter de globale mediers fokus konflikter andre steder end i Israel-Palestina. Som i 1982, hvor alle øjne var pÃ¥ Falklandskrigen, samtidigt som israelske styrker invaderede Libanon. I gÃ¥r, mens de største protester i Egypten udfoldede sig, kom det til sammenstød mellem bevæbnede israelere pÃ¥ uautoriseret “hiking trip”, der havde rute gennem en palæstinensisk landsby, og palæstinensere der mødte dem med stenkast. En palæstinensisk teenager er nu hjernedød efter at have blevet skudt i hoved. Værd at holde et øje pÃ¥ den konflikt nu.

Storbritannien

Tony Blair viser typisk liberal kynisme i sin frygt for “tomrummet af magt” som Mubarak tænkes efterlade sig og kalder for stabilisering og orden i gaderne: “The danger is [that] if you open up a vacuum, anything can happen”. Hvilket er præcis indbegrebet af revolution – at alting kan ske – men alligevel opfordres egypterne altsÃ¥ af ængstelige vestlige ledere, at ikke afsætte deres hersker for tidligt. Til dette har den britiske blogger Leninology at sige:

“Egyptians, long-suffering under a dictator and his torturing, murdering security apparatus, should not have to listen to this contemptible shit. It will be a deliverance when these wretched monsters [i Mubaraks regime] have to sit and sweat and squirm and bark out fake wisdom as that outpost of US imperialism is overthrown [...] It’s not easy to see Mubarak get overthrown as quickly as Ben Ali was [in Tunesia]. Mubarak is much more entrenched, and (I am led to believe) his social base is much wider. As a result, his security forces may feel more at ease with butchering a few dozens or hundreds of protesters. But there doesn’t seem to be any turning back either. Perhaps the only thing, the last thing, that could save Mubarak and the comprador regime that supports him is a platoon of US troops. And the final barrier to that would ultimately be unrest in the imperialist countries.

Lidt at tygge på til den politiske situation herhjemme. De nordafrikanske oprør – skulle de fortsætte med at resonere i nabolandende – er måske begyndelsen på en omvæltning af globale politiske forhold. Vi kan kun spekulere, men flere gange får man fornemmelsen af, at det er stor vidtrækkende historie der er ved at udfolde sig lige nu.

Danmark

Mens den egyptiske stat slår ned på demonstranterne, er der relativt tavst hos de danske politikere. Jeg er ikke særligt godt klar over de afhængighedsforhold vi må have med Egypten. Måske kan nogen give indsigt her? Særligt foruroligende er det dog med Socialdemokraterne, der er medlem af samme internationale som Mubaraks parti NPD er fuldværdigt medlem af. Hvad sker der for det Socialdemokrater?

En interessant note omkring mediedækningen af oprøret, der belyser et ironisk forhold herhjemme: At vi overhovedet kunne følge med og vidne så mange af dagens begivenheder er i stor del takket være det arabiske medie Al-Jazeera og deres live-stream, der leverede mere afslørende billedmateriale og skarpere analyser end noget andet vestligt medie. Her er altså journalister som Rawia Rageh der i Alexandria er midt i optøjerne og indånder samme tåregas som demonstranterne. Al-Jazeeras kontor i Kairo, hvorfra de kun meter væk kunne filme sammenstød mellem politi og demonstranter, fik senere besøg af egyptisk politi der beordrede dem til at slukke for kameraerne. De formåede således at censurere måske den sidste vigtigste nyhedskilde fra de igangværende begivenheder. Ironien er ikke til at tage fejl af: Dette er selvsamme kanal som ytringsfrihedskæmperne i Dansk Folkeparti foreslog at censurere i oktober. Hvad sker der for det?

Hvordan du kan hjælpe, II: Internettets direkte solidaritet

Som sagt, lukkede det egyptiske regime internet – en helt uhørt begivenhed, som kun de mest kyniske internetmodstandere i Washington har konspireret omkring under hvad der er blevet kaldt en “internet killswitch”. Nu kan de sÃ¥ inspireres af Mubarak, der ogsÃ¥ gjorde brug af alskens overvÃ¥gning sin befolknings kommunikation. Interessant hvordan verdens ledere, pÃ¥ tværs af tilsyneladende politiske forskelle, ønsker at gøre brug af samme censurteknikker.

NÃ¥r internet lukkes, sÃ¥ gÃ¥r aktivismen offline. Det er her værd at diskutere om internet som faktor i oprør har tendens til at overvurderes. Der ér et kvalitativt skift i hvordan begivenhederne kan forløbe, nÃ¥r protesterne kan mobiliseres over internet og informationen spredes i real-tid over landegrænser. At staten tvang internetudbyderne til at lukke for adgangen til internet er i sig selv et tegn pÃ¥ den kraft. Men det stÃ¥r og falder ikke med internetadgangen. Vi mÃ¥ heller ikke undervurdere kvaliteten i analog kommunikation: BÃ¥ndbredden er højere (et ansigtsudtryk eller et skrig pÃ¥ gaden har langt flere “bits” end tusinde tweets, ved at de berører dig langt mere), det analoge medium er faktisk i visse fald hurtigere, og statens analoge overvÃ¥gningsapparater mindre udviklede. Det er styrken ved visken og tisken, løbesedlerne og konspirering udenfor kirkerne og moskéerne. Ingen i Egypten var i tvivl om hvad de skulle ske efter fredagsbønnen.

Men den globale internetaktivisme går ikke i stå blot fordi internet lukkes – den bliver blot old-school. Twitter-kontoen Jan25voices er et eksempel på at opsamle telefonopkald for at digitalisere og sprede dem. Og fordrer også eksperimenter: Bl.a. gennem piratradio, eller såkaldt Hamradio, hvor aktivister sender ultrakorte beskeder (mini-tweets?) gennem morsekode.

Det er vores ansvar, at holde den information, der kommer ud gennem censuren i cirkulation og bruge den: Til at lægge pres på de interne forhold i vores egne lande, der opretholder en tavs støtte, udtalt støtte eller endda direkte samarbejde med regimet.

For at bygge mere demokratisk infrastruktur, som flere kan bidrage til, forsøger bl.a. netværket Telecomix at etablere et nyt internet gennem modem-forbindelser. Hvis du har et modem selv, kan du ogsÃ¥ forsøge at hjælpe til – se en guide her – derefter er det bare at rapportere din deltagelse i Telecomix’ chat-kanal. Se WeRebuilds rescourceside for flere metoder til at hjælpe protesterne gennem direkte internetbyggende solidaritet. Det er ikke lette sager, jeg har ikke selv taget mig tiden til at lære det endnu. Det bliver ikke sidste gang ledere vil forsøge at lukke internet, derfor er der masser af færdigheder vi mÃ¥ udvikle, for at kunne gøre modstand ogsÃ¥ under fremtidige oprør.

Svensk TV har haft langt større anledning til at rapportere om denne slags solidaritet, bl.a. fordi der er en langt stærkere kultur for internetaktivisme i Sverige. Bør vi måske komme videre end begejstring og håb gennem TV-skærmen og tage af lære fra vores naboer? Her er et kort indslag fra SVT:

————

Solidaritet med det egyptiske folk! Kefaya! Ned med Mubarak! Al støtte til jeres inspirerende og hovedløse oprør!

BREAKING: Børsen beviser at hierarkier leder til monokultur

26.01.2011 • kontrol, mig'et • 5 kommentarer /

Det er et fantastisk stunt. Lyt lidt til musikken. Og læs så. Tag hele indtrykket ind på én gang.

Dagbladet Børsen har i en markedsføringskampagne lavet deres spin-off på Copenhipsters Kreakulturelle Pyramide. Man ved ikke helt om man skal grine eller græde. Eller blot være forvirret.

Men det er da helt klart en joke…?

Det er det nok ikke, desværre/heldigvis.

Børsen har sandsynligvis blot gang i noget almindelig marketing og vil brande sig selv som hinsides jakkesæt og slips: “Hele 57% af beslutningstagerne indenfor reklamebranchen læser nemlig Børsen”. AltsÃ¥ de vil gerne vise at corporate/business/eliten har skiftet tøjstil. Eller noget.. Samtidig har de jo i sagens natur ansat nogen i reklamebranchen til at brande dem gennem netop at kæde dem sammen med reklamebranchen. SÃ¥ vi kan ogsÃ¥ opfatte det som en win-win “vi laver ogsÃ¥ lige lidt reklame for os selv”-side.

Men det kan da ikke være seriøst? Ham der Morten Bay – hvem er det i øvrigt? – er jo med i 3 kategorier (ham selv, hans wannabees og hans facebookvenner i gradvist lavere hipness-grader). Hvis det er seriøst, sÃ¥ ved jeg virkelig ikke…

Min ven, dit spørgsmÃ¥l er jo SÃ… meget et tegn pÃ¥ at du ikke har fulgt med tiden! Børsen er jo ikke “seriøse”, som du siger. Børsen har “humor”! Børsen læses af alle cheferne i “reklamebranchen”!

!!

Aner ikke hvem ham Morten Bay er i øvrigt. Men han har en hjemmeside og er “social media expert” (ligesom alle andre pÃ¥ twitter).

Men… hvorfor er han sÃ¥ med i tre kategorier?

At Morten Bay er med i tre kategorier er “sjovt”, fordi det gør det hele endnu mere “internt” (hvilket er “hipness” par excellence), og samtidigt understreger det pyramidespil som enhver “hipness”/hipster-cyklus i bund og grund er.

Og det er den virkelige pointe med den her kampagne. Den er udtryk pÃ¥ præcis det verdensbillede som alle de “beslutningstagere” i erhvervslivets “elite” (reklamebranchen eller whatever) løber rundt med.

Hvordan får man succes i et samfund der kan konceptualiseres som et pyramidespil?

Du mÃ¥ bevæge dig mod “toppen”. Og du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem pÃ¥ toppen. Det er derfor hierarkier/ulighed/pyramider altid producerer monokultur. Det er derfor der findes “wannabes”. Og folk som 1453 ikke bare har lyst til at være venner med pÃ¥ Facebook, men identificerer sig som (JEG: “Morten Bays ven pÃ¥ Facebook”).

I kulturer der bygger på bevægelse op og ned af en pyramide, er der pr. definition ulighed (cutting-edge vs. wannabes / elite vs. tabere etc.). Det er en myte at hipster-kulturen nogensinde handlede om unikke udtryk og kreativitet. Men først da Børsen skabte den hierarkiske ramme blev det indlysende, at pyramidespil skaber monokultur. Det gør, at folk bliver totalt ens, fordi der kun er én vej og det er op eller ned. Hvad der skifter er blot summen af alle tegnene der skifter med sæsonen.

Det Store Vi

23.01.2011 • offentlighed • 1 kommentar /

Et par noter om at tale bedre.

Mindes igen Susanne Brøggers artikel i Information før nytÃ¥r, hvor hun sÃ¥ tilbage pÃ¥ 00′erne som “Ã¥rtiet hvor alle blev omklamret af det store vi”. Det Store Vi, et ganske rammende udtryk.

De fleste kender nok de typiske overskrifter i dagbladene, fra Politiken til Ekstra Bladet (hvilke forekommer mig være de fremmeste eksponenter for brugen af Det Store Vi). “Vi køber løs pÃ¥ trods af krisen” (Politiken) eller “Vi vil pÃ¥ krydstogt” (Ekstra Bladet) er eksempler tendensen. Det er bare søge efter mere eller mindre vilkÃ¥rlige Ã¥bninger der starter med ‘vi’ for at finde flere eksempler.

Med et ‘Vi’ hentydes der til et kollektiv, en samling mennesker – “os” – der agerer sammen. Hvilket jo ikke nødvendigvis er en dÃ¥rlig ting. OgsÃ¥ tekstgenrer som manifestet bruger vi’et flittigt, for at hjælpe mennesker med at blive opmærksomme pÃ¥ deres fælles begær, for at de kan finde hinanden, for at mane det kollektiv af mennesker til kamp. MÃ¥ske er det netop sÃ¥dan, at vi først finder hinanden i det fællesskabende vi.

Men vi’et er et pronomen der altid har en vis ambivalens. For hvem henvises der til? Hvem er dette ‘vi’, der omtales? Hvem er det der kan og vil købe og derfor køber løs pÃ¥ trods af krisen? Hvem er det, der vil pÃ¥ krydstogt?

Men Det Store Vi er anderledes. Her henvises der ikke bare til et afgrænset vi, men “os allesammen”. Et totalitært vi, med andre ord – den totale sum af alle ‘vi’. Men den slags mystificeringer – at der henvises til “os allesammen” – mudrer blot det faktum, at der altid være personer der afviger fra hvad “vi” pÃ¥stÃ¥s gøre. Ikke alle (har rÃ¥d til at) købe løs pÃ¥ trods af krisen, ikke alle (har rÃ¥d til at) tage pÃ¥ krydstogt.

Det er mÃ¥ske en banal konstatering, som selv brugerne af Det Store Vi vil indrømme. Værd at notere er ogsÃ¥, at bÃ¥de Politiken og Ekstra Bladets har tendens til at bruge “Vi” synonymt med udtrykket “Danskerne” (“Danskerne synes …”). SÃ¥, hvad der er mere interessant i videre tænkning af Det Store Vi er mÃ¥ske, hvad Det Store Vi forventer af afvigerne. Ved at systematisk usynliggøre afvigelserne gennem at mudre forskelle sammen, presses afvigelserne til at med tiden indpasse sig. Hvilket er en process, en tilblivelse: At blive til Det Store Vi. MÃ¥ske en af de vigtigste processer i den mere generelle process der af andre er blevet kaldt fascistisering. Det er i øvrigt den almene udlægning i queer – bredt forstÃ¥et og ikke blot omhandlende køn og sexualitet – , mÃ¥ske selve motivation til queer, at totaliserende benævnelser hele tiden mÃ¥ “afnaturaliseres” og “queeres” (ved at synliggøre og oppuste afvigelserne).

Vi (!) fÃ¥r svært ved at undvære pronomet ‘vi’. Som det fremgÃ¥r for oven har det gode og dÃ¥rlige egenskaber. Det kan hjælpe mennesker med at finde hinanden, men det kan ogsÃ¥ mudre og udviske forskelle, der potentielt indeholder konflikter om hvad “Vi” vil eller gør. En bedre brug af vi’et inviterer derfor til, at disse forskelle og konflikter bliver synlige. SÃ¥ nÃ¥r der tales om hvad “vi” gør eller vil, og de grunde “vi” mÃ¥ have for det, at der samtidig vises hvem eller hvad der ikke gør eller vil dette, og de grunde “vi andre” mÃ¥ have dét.