Egypten, regimets liberale støtter og hvad vi kan gøre for at hjælpe oprøret

 

 

Tænkte det var værd at samle nogle af de indtryk og indsigter der kan drages af det oprør der er i fuld blus i Egypten lige nu. Og samtidigt begynde at diskutere nogle af de steder hvor vi kan presse de støtter herhjemme og i vesten, der er med til at opretholde regimet. For til sidst at pege på nogle af de metoder der allerede findes og kan udvikles for at udøve direkte solidarisk hjælp med oprørerne på gaden. Sæt desuden et kryds i kalenderen d. 7. februar, hvor Under Indlæring #3 sætter spot på oprøret i Nordafrika gennem tre korte oplæg – der vil blive givet en langt bedre indsigt i bevægelserne end her.

Disclaimer: Jeg påstår ikke at have nogen slags privilegeret indsigt i oprøret i Egypten, men har blot forsøgt så godt som muligt at følge med i begivenhederne gennem det virvar af kommunikation der strømmer ud gennem censurens mure fra twitter, Al-Jazeera-reportere, kommentatorer, og taler fra dagens demonstration ved den egyptiske ambassade. Hvad jeg har samlet er blot hvad jeg har nået at fordøje selv og reflekteret over gennem samtaler her og der. Det er med dyb ydmyghed og inspiration jeg forsøger at omdanne mine indtryk af hvad der sker til en slags sammenhæng. Uddyb endelig eller giv kritik hvor det behøves, det hele går lidt hurtigt.

En slags opsummering

Visse ønsker at skelne mellem hvorvidt der er tale om et oprør eller en revolution. Det er måske underordnet, så længe vi præciserer hvad vi mener med det. Intensive og pludselige brud i den politiske virkelig er noget der kan ske over en dag – de dage, hvor (oftest voldsomme) begivenheder griber ind og for altid omformer menneskers forhold til deres herskere og frem for alt til hinanden. Det er værd at notere de mest tydelige tegn på hvor langt folk er villige til at gå i Egypten ud fra blot det seneste døgn: Hundrede tusinder på gaden i de største protester i Egypten i tredive år; protester der oversvømmede politiet, der først reagerede ved at afmægtigt køre i cirkler i deres pansrede vogne; timelange sammenstød og pt. rapporter om over 100 demonstranter døde; internet der blev lukket og således for første gang i verden forsøgte gøre brug af konceptet om en “internet killswitch”; et udgangsforbud der stort set blev ignoreret; politistationer der blev sat i brand, TV-stationer og udenrigsministeriet stormet, hovedkvarteret for Mubaraks NDP-parti sat i brand og et brandvæsen der ikke dukker op for at slukke flammerne; soldater der tilsyneladende lader protesterne fortsætte, lader anti-Mubarak slogans blive sprayet på deres tanks, vis kanonrør ikke er ladt med normal tung ammunitation, og soldater der ifølge flygtige rapporter selv har været i sammenstød med politiet.

Organiseringen af oprøret viser tegn på imponerende planlægning nedefra på gadeplan: En pamflet med titlen “How to protest intelligently” guider demonstranter til mulige ruter gennem byen, måder at mobilisere sine naboer sit at slå følge med oprøret, tips til at undgå tåregas, metoder til at sabotere politiets arbejde m.m.

Og endnu mere overraskende: Oprøret ser indtil videre ganske hovedløst ud, dvs. uden tydelig styring eller ledelse – hverken af et liberal eller islamisk parti, der tror sig kunne repræsentere befolkningens ønsker. Den eneste der nævnes er Mohammed ElBaradei, men det lader til at være sådan, at det nærmere er ham der støtter protesterne end omvendt. I stedet lader politikken for os udenfor til at manifesteres umiddelbart gennem mængden af råb mod regimet. Det er naturligt efter så mange år under et hårdt regime at frem for alt mødes mod det, der forhindrer befolkningens frihed, frem for et hastigt formuleret partiprogram. Samfundet falder ikke pr. automatik sammen i tomrummet efter Mubarak, blot fordi det mangler en leder. Mens alt dette sker, finder folk også hinanden på gaderne – at holde et oprør i gang er i sig selv en øvelse i demokratisk organisering. Derfor handler enhver revolution også om, at holde den slags brud åbne, ved at fortsætte med at omvælte relationerne mellem mennesker, ved at aflære de hierarkier og uligheder der også eksisterer oprørerne imellem, ved at hælde mere benzin på bålet når regimet trues og forsøger at dæmpe konflikter, men også ved at fortsætte med at skabe nye usandsynlige alliancer, få betjente på oprørernes side, indtage statens gamle regeringsbygninger, befri territorier fra regimets indflydelse etc.

Det er mao. kynisk at “mane til ro” mens demonstranter forsøger at forsvare sig i gaderne mod sikkerhedsstyrkerne. Det er udtryk for arrogance når der fra vesten udtrykkes ønsker om diplomatiske indsatser for at “stabilisere situationen” i Egypten. Egypten har haft deres “stabilitet” i endeløse 28 år. Under alle disse år har Hosni Mubarak regeret under statslig undtagelsestilstand. For at opretholde “stabilitet”. Sandsynligvis har egypterne i første omgang ikke brug for fortsat stabilitet. Hvad de derimod har brug for er, at vi i vesten med det samme ophører med at fungere som regimets liberale støtter.

Den liberale reaktion på oprør

Fra liberal side høres der gentagende ønsker om “fredelige protester” og der kommenteres ængsteligt på den “uro” der råder i de oprørende lande. Den liberale reaktion er udbredt på venstre- så vel som højrefløjen, men er måske med nærværende hos de liberale der lægger al tillid til lovgivning og retsprincipper (som under oprøret mister betydelig legitimitet), men frem for alt de ledende liberale, der har beskidte hænder og noget investeret i det regime som oprøret udfordrer.

Hilary Clinton forklarede således i sin timer-for-sene-tale, at hun var “bekymret” for udviklingen i Egypten, og bedte på typisk samtaledemokratisk facon Mubaraks styre om at “mødes” med sit folk, for at komme til løsninger. Den amerikanske regering venter helst med at se hvem der er den vindende part i denne konflikt, og først der vil de tage side. Hvis Mubaraks regime skulle slå oprøret brutalt ned, ville Clinton og den amerikanske regering fortsætte støtten til regimet.

Samtidig er Clinton et godt eksempel på den almene liberale reaktion på oprør: At når der opstår brud, bekymrer de liberale sig ængsteligt over den manglende “stabilitet” og “orden”.

Endnu mere “bekymrende” for de liberale er oprør der virker hovedløse og diffuse – dette reduceres følgeligt til “kaos”. De liberale bliver urolige, så de liberale medier indrammer lande i oprør som lande “ramt” af “uroligheder”, som om det var en kraft der kom udefra og forstyrrede befolkningen. Begrebet “uro” forklarer ikke begivenhedernes politiske karakter, da det ikke peger på de konflikter oprøret nødvendigvis indeholder. Også plyndringer af supermarkeder, banker og paladser mystificeres og bortforklares som “uro”. Således ignoreres det faktum, at plyndringer også er udtryk for, at folk tager for sig af de goder, som de gennem lang tid har været nægtet. Det er en direkte omfordeling af velstanden, som altid finder sted under optøjer, som er et forståeligt svar på et politisk regime der har opretholdt en enorm ulighed i befolkningen (20% under fattigdomsgrænsen). Men samtidig er demonstranternes beskyttelse af den kulturelle arv i museumerne talende for, at der ikke blot er tale om “kaos” og “uro, men derimod handlinger af mange intelligente mennesker med overlappende ønsker om hvordan deres samfund skal se ud.

Men i stedet ser de liberale blot i venteposition på at “uroen” skal dæmpe af – være det gennem en regulær overvindelse af statens politi og militær, eller omvendt. For liberale er der nemlig altid en grund til at vente. Først når der er en tydelig vindende part, ønsker man at tage stilling. På den måde risikerer man ikke at komme i konflikt med nogen. Men de liberale kan ikke løbe fra, at de borgerlige (venstre- som højreorienterede) revolutioner af samfund altid kommer efter succesfulde optøjer: Når den herskende magt er tilpas truet på gaden og svækket nok i sin legitimitet til, at den ikke udgør en trussel for de liberale. Også vore egne demokratiers udvikling bygger på gentagende optøjer. Men undervejs vil de liberale hele tiden gentage sine bekymringer om den manglende “stabilitet” og “orden” og “faren for magtens tomrum”, der følger et fald af et regime. Dette tomrum tolkes som et problem snarere end som en mulighed der varsler nye samfundsformationer.

Det liberale svar er altid nej.

Hvordan du kan hjælpe, I: Læg pres på de liberale støtter af det egyptiske regime

Et par hovedaktører der må lægges pres på, direkte eller indirekte (ved at lægge pres på danske aktører til at lægge pres på dem).

USA

Det er velkendt at USA har forsynet Mubaraks regime med årlige beløb på op til 1,5 mia. dollar hvert år. Regimet har således været den næststørste modtager af amerikanske økonomisk støtte i verden, en støtte der er primært militær, brugt til opretholde “sikkerhed” i landet. Det er altså amerikansk betalte og amerikanske producere våben der i disse dage nedskyder og dræber demokratiaktivister.

“MADE IN U.S.A.” – demonstrant fremviser afskudt tåregasgranat

USA udtrykker i disse dage bedst den liberale støtte til fortsættelsen af undertrykkende regimer. Vi kunne allerede bevidne hvordan Obamas administration brugte sine imponerende web 2.0-skills på twitter og facebook, mens begivenhederne udfoldede sig, til at være komplet tavs, som internetkritikeren Evgeny Morozov udtrykte det. Og når Obama eller Clinton så endelig troner frem på skærmen, som for at understrege at vi alle havde ventet på deres beslutning, er der blot vage og “bekymrede” udtalelser om “tiden for reformer” osv. – det er ligesom for sent med reformer, vilkårlige ministerrokader og et “fredelige møder mellem regeringen og befolkningen”. Befolkningen er i oprør mod regimet, ikke bare dets nuværende konstellation.

Mest ærlig var måske Joe Biden, der ikke mente at det var tid til at Mubarak skulle gå af, der omtalte ham som “en af vores allierede” og at han “ikke ville referere til ham som en diktator”. Nej, Egypten er jo som bekendt det eneste liberale demokrati i mellemøsten, der samtidig på belejlig vis er nogenlunde USA-venligt. Og de så kaldt demokratiske forhold har Mubarak så gennem årene fejret ved at blive genvalgt 28 år i træk, opretholdt med normaliseret vold og tortur udøvet af politiets sikkerhedsstyrker.

Israel

Den israelske regering fortæller at den har tillid til, at deres egyptiske partner formår at standse demonstrationerne, der truer Mubaraks styre. Den israelske stat er om nogen afhængige af fortsat diktatorisk styre i Egypten og premiæreminister Benjamin Netanyahus svar er den klassiske liberale venteposition:

“I’m not sure the time is right for the Arab region to go through the democratic process.”

Samtidig påpeger visse overvågne kommentatorer risikoen for, at Israel – som de tidligere har haft succes med at gøre – udnytter de globale mediers fokus konflikter andre steder end i Israel-Palestina. Som i 1982, hvor alle øjne var på Falklandskrigen, samtidigt som israelske styrker invaderede Libanon. I går, mens de største protester i Egypten udfoldede sig, kom det til sammenstød mellem bevæbnede israelere på uautoriseret “hiking trip”, der havde rute gennem en palæstinensisk landsby, og palæstinensere der mødte dem med stenkast. En palæstinensisk teenager er nu hjernedød efter at have blevet skudt i hoved. Værd at holde et øje på den konflikt nu.

Storbritannien

Tony Blair viser typisk liberal kynisme i sin frygt for “tomrummet af magt” som Mubarak tænkes efterlade sig og kalder for stabilisering og orden i gaderne: “The danger is [that] if you open up a vacuum, anything can happen”. Hvilket er præcis indbegrebet af revolution – at alting kan ske – men alligevel opfordres egypterne altså af ængstelige vestlige ledere, at ikke afsætte deres hersker for tidligt. Til dette har den britiske blogger Leninology at sige:

“Egyptians, long-suffering under a dictator and his torturing, murdering security apparatus, should not have to listen to this contemptible shit. It will be a deliverance when these wretched monsters [i Mubaraks regime] have to sit and sweat and squirm and bark out fake wisdom as that outpost of US imperialism is overthrown […] It’s not easy to see Mubarak get overthrown as quickly as Ben Ali was [in Tunesia]. Mubarak is much more entrenched, and (I am led to believe) his social base is much wider. As a result, his security forces may feel more at ease with butchering a few dozens or hundreds of protesters. But there doesn’t seem to be any turning back either. Perhaps the only thing, the last thing, that could save Mubarak and the comprador regime that supports him is a platoon of US troops. And the final barrier to that would ultimately be unrest in the imperialist countries.

Lidt at tygge på til den politiske situation herhjemme. De nordafrikanske oprør – skulle de fortsætte med at resonere i nabolandende – er måske begyndelsen på en omvæltning af globale politiske forhold. Vi kan kun spekulere, men flere gange får man fornemmelsen af, at det er stor vidtrækkende historie der er ved at udfolde sig lige nu.

Danmark

Mens den egyptiske stat slår ned på demonstranterne, er der relativt tavst hos de danske politikere. Jeg er ikke særligt godt klar over de afhængighedsforhold vi må have med Egypten. Måske kan nogen give indsigt her? Særligt foruroligende er det dog med Socialdemokraterne, der er medlem af samme internationale som Mubaraks parti NPD er fuldværdigt medlem af. Hvad sker der for det Socialdemokrater?

En interessant note omkring mediedækningen af oprøret, der belyser et ironisk forhold herhjemme: At vi overhovedet kunne følge med og vidne så mange af dagens begivenheder er i stor del takket være det arabiske medie Al-Jazeera og deres live-stream, der leverede mere afslørende billedmateriale og skarpere analyser end noget andet vestligt medie. Her er altså journalister som Rawia Rageh der i Alexandria er midt i optøjerne og indånder samme tåregas som demonstranterne. Al-Jazeeras kontor i Kairo, hvorfra de kun meter væk kunne filme sammenstød mellem politi og demonstranter, fik senere besøg af egyptisk politi der beordrede dem til at slukke for kameraerne. De formåede således at censurere måske den sidste vigtigste nyhedskilde fra de igangværende begivenheder. Ironien er ikke til at tage fejl af: Dette er selvsamme kanal som ytringsfrihedskæmperne i Dansk Folkeparti foreslog at censurere i oktober. Hvad sker der for det?

Hvordan du kan hjælpe, II: Internettets direkte solidaritet

Som sagt, lukkede det egyptiske regime internet – en helt uhørt begivenhed, som kun de mest kyniske internetmodstandere i Washington har konspireret omkring under hvad der er blevet kaldt en “internet killswitch”. Nu kan de så inspireres af Mubarak, der også gjorde brug af alskens overvågning sin befolknings kommunikation. Interessant hvordan verdens ledere, på tværs af tilsyneladende politiske forskelle, ønsker at gøre brug af samme censurteknikker.

Når internet lukkes, så går aktivismen offline. Det er her værd at diskutere om internet som faktor i oprør har tendens til at overvurderes. Der ér et kvalitativt skift i hvordan begivenhederne kan forløbe, når protesterne kan mobiliseres over internet og informationen spredes i real-tid over landegrænser. At staten tvang internetudbyderne til at lukke for adgangen til internet er i sig selv et tegn på den kraft. Men det står og falder ikke med internetadgangen. Vi må heller ikke undervurdere kvaliteten i analog kommunikation: Båndbredden er højere (et ansigtsudtryk eller et skrig på gaden har langt flere “bits” end tusinde tweets, ved at de berører dig langt mere), det analoge medium er faktisk i visse fald hurtigere, og statens analoge overvågningsapparater mindre udviklede. Det er styrken ved visken og tisken, løbesedlerne og konspirering udenfor kirkerne og moskéerne. Ingen i Egypten var i tvivl om hvad de skulle ske efter fredagsbønnen.

Men den globale internetaktivisme går ikke i stå blot fordi internet lukkes – den bliver blot old-school. Twitter-kontoen Jan25voices er et eksempel på at opsamle telefonopkald for at digitalisere og sprede dem. Og fordrer også eksperimenter: Bl.a. gennem piratradio, eller såkaldt Hamradio, hvor aktivister sender ultrakorte beskeder (mini-tweets?) gennem morsekode.

Det er vores ansvar, at holde den information, der kommer ud gennem censuren i cirkulation og bruge den: Til at lægge pres på de interne forhold i vores egne lande, der opretholder en tavs støtte, udtalt støtte eller endda direkte samarbejde med regimet.

For at bygge mere demokratisk infrastruktur, som flere kan bidrage til, forsøger bl.a. netværket Telecomix at etablere et nyt internet gennem modem-forbindelser. Hvis du har et modem selv, kan du også forsøge at hjælpe til – se en guide her – derefter er det bare at rapportere din deltagelse i Telecomix’ chat-kanal. Se WeRebuilds rescourceside for flere metoder til at hjælpe protesterne gennem direkte internetbyggende solidaritet. Det er ikke lette sager, jeg har ikke selv taget mig tiden til at lære det endnu. Det bliver ikke sidste gang ledere vil forsøge at lukke internet, derfor er der masser af færdigheder vi må udvikle, for at kunne gøre modstand også under fremtidige oprør.

Svensk TV har haft langt større anledning til at rapportere om denne slags solidaritet, bl.a. fordi der er en langt stærkere kultur for internetaktivisme i Sverige. Bør vi måske komme videre end begejstring og håb gennem TV-skærmen og tage af lære fra vores naboer? Her er et kort indslag fra SVT:

————

Solidaritet med det egyptiske folk! Kefaya! Ned med Mubarak! Al støtte til jeres inspirerende og hovedløse oprør!

8 Replies to “Egypten, regimets liberale støtter og hvad vi kan gøre for at hjælpe oprøret”

  1. Tak for en spændende og oplysende gennemgang af facts, observationer og spændende blogs og links. Jeg deler fluks på facebook.

  2. Der var reporter om, at det bl.a. var Mubaraks sikkerhedsfolk, der plyndrede. Så hvorvidt man skal se røverierne som retfærdig omfordeling er ikke nemt at svare på.

    Desuden mangler du måske også at nævne det Islamiske Broderskab, som er et oppositionsparti. Det er ofte dem og El Baradei, der snakkes om, når man prøver at sætte et hoved på oprøret. De har dog sagt, at de ikke stiller en præsidentkandidat op, men blot har som mål at få Mubarak til at gå.

    Og til links: http://svtplay.se/v/2310986/rapport/egypten___otroliga_scener_?cb%2Ca1366518%2C1%2Cf%2C149143%2Fpb%2Ca1366516%2C1%2Cf%2C149143%2Fpl%2Cv%2C%2C2310930%2Fsb%2Ck103266%2C1%2Cf%2C149143

    Find ti minutters intro til situtationen

  3. @Hyggepartiet: Tak for links. Du har helt ret at Det Muslimske Broderskab (som ikke hedder det Islamiske Broderskab i.ø.) bør nævnes. Jeg ved ikke meget om dem, andet end at de fra flere hold sammenlignes med europæiske kristendemokrater, dvs. et forholdsvist liberalt parti. Men islamisk lederskab er tydeligt fraværende i dette oprør, at der allerede er skrevet alt for meget om “islamiske krafter”. At se Adam Holm føre debat i Deadline 2. sektion er ret kedeligt i den forbindelse, fordi han får alt til at handle om islam og Israels “sikkerhed” i stedet for egypternes eget oprør.

    Og ja, det er ikke så nemt at svare på forholdene omkring plyndringerne. Jeg så også – efter jeg havde skrevet dette – at der var meldinger om sikkerhedsfolk bag plyndringer. Det er kompliceret.

    Jeg fremførte perspektivet om omfordeling fordi det konsekvent ignoreres i nærmest alle medier, selv fra de ellers benhårde analyser i Al-Jazeera.

    Det er lidt for let at blot konstatere, at sikkerhedsfolk havde blevet afsløret i plyndre, og så slutte ud fra det, at det så må være historien i alle plyndringerne. Det tager en magt fra de mennesker der faktisk bemægtiger sig en del af den velstand, som de tidligere har været nægtet.

    Det virker utroligt moraliserende, at forvente sig af en så stor fattig befolkning, at de pænt skulle sidde og vente på en ny regering og håbe på at denne nye regering så vil indføre “reformer”, der kan omfordele noget af velstand.

    Det er en tendens i historieskrivningen, at vi gerne vil skrive denne type af modstand ud af historien. I Ghandis Indien var der også militant modstand, men i vor samtid har vi indtrykket af, at alt gik fredeligt og “ordentligt” for sig, at alle indere med stoisk ro gik på sultestrejke indtil de fik deres frihed.
    Så forventer verden det samme af egypterne. Selvom det er løgn. Der kan derfor være en pointe i, at forsøge at holde det perspektiv i live, inden alle er blevet alt for enige.

    Der er desuden tale om vidt forskellige mål for plyndringerne: Fra at storme overklassens gated communities, turisternes badehoteller, regimets paladser, og finansens banker til at plyndre i de fattige shantytowns.

    “Hvem plyndrer?”, kan der spørges. Men også: “Hvem plyndrer hvad?”

    Der er også vidt forskellige formål for plyndringerne: Fra at bryde ind i et museum (der i øvrigt var bevogtet af demonstranter) for skære hovedet af to mumier og stjæle noget guld til at tage for sig af den velstand der burde være i alles hænder (mad i supermarkedet).

    “Hvorfor plyndrer de?”, men også “Hvorfor plyndrer de dét?”

Comments are closed.