Velkommen til en nat i krisens ruiner

VELKOMMEN TIL EN NAT I KRISENS RUINER

 

INGEN HÅRDE STOFFER
– Nyd livet og gratis joints

GÅ PÅ OPDAGELSE I HUSET
– Men stedet er Fucking stort
Så pas på hinanden

BLIV INDENFOR
– Så undgår vi for meget opmærksomhed
og kan feste længere

SLAP AF HVIS POLITIET KOMMER
– Så længe andet er bevist ervdet vores fest
og den fortsætter

PAS PÅ GLASPLADERNE !!!
– De sidder løst så læn dig ikke op af dem

 

GOD FEST

Med venlig hilsen og tak

———————————

“Afrikanere er ikke politiske”

Muammar Gaddafi. Måske den mest tydeligt paranoide, sindsforvirrede leder i verden.

Det er ikke engang sjovt, det er bare frygteligt. På libysk stats-TV (og broadcastet af Al-Jazeera) udførte han i eftermiddags en “tale til nationen” på næsten halvanden time – rekorden er i øvrigt 2009, da han talte uafbrudt i 96 minutter. Al-Jazeera Arabic klippede efter omkring en time, da det var blevet for bizart. Al-Jazeera English fortsatte, med et oversætterbytte midt i, eftersom det tilsyneladende stadig ikke helt er sevet ind i vestlige sind, hvor sygt et menneske der er tale om. Jeg tror først det gik op for mig i dag hvor sindssygt det er.

Etablerede medier har ingen adgang i Libyen disse dage, internet er lukket, ligesom mobil- og fastnettelefoni også er blevet udsat for sammenbrud. I de mest oprørske områder er strømmen blevet klippet af regimet.

Gaddafi har mistet kontrollen over dele af militær og politi, så han har i stedet begyndt at leje soldater, for alle de mange penge vesten har støttet ham med, til at udføre det beskidte job. Deriblandt italienske lejesoldater. Der er hundredevis af rapporter fra den egyptisk-libyske grænse (hvor folk er flygtet til), at soldater er gået ind i hjem og skudt folk. Meget af de specifikke detaljer vides endnu ikke. Hvad der er klart er dog, at Gaddafi er i gang med at føre en krig mod sit eget folk.

Gaddafi snakker om sig selv i tredje person, kalder de, der protesterer, for “ungrateful bastards” og siger de er på stoffer. Gaddafi siger, at han ikke kan træde af, fordi han er leder af en revolution i hele Afrika og Sydamerika. Det er så sygt. Hvis der ikke er nogen der når at smide Gaddafi på porten eller skyde ham, så bliver sandsynligvis borgerkrig i landet i morgen. “Borgerkrig” – et så malplaceret ord. Der er tale om lejesoldater, betalt af et ekstremt sindsforvirret menneske, i krig med en befolkning, som gør oprør mod flere årtier af undertrykkelse og forarmelse.

Men vi europæere elsker Gaddafi. Gaddafi er EUs mand i Nordafrika. Han sørger for at der ikke kommer sorte mennesker væltende ind i Europa. Det har ham og Berlusconi en lille aftale om. Europas ydre grænser, særligt fra syd mellem Afrika og Europa, er de seneste par år lukket tættere end nogensinde før. Men Gaddafi forklarer, at det ikke er noget problem. Gaddafi siger nemlig tingene som de er: Afrikanere kan ikke være “politiske flygtninge”, når de jo bare bor ude i ørkenen. De er analfabeter. De kender slet ikke til politiske partier og parlamentariske valg. Afrikanere er ikke politiske.

Finder det i øvrigt interessant, at den der lagde videoen op hedder “BoycutIslamUK” og har givet videoen titlen “Gadaffi Admits Political Asylum is a Hoax”. Virkelig pragteksemplet på, at mere information i sig selv (fx forvirrede udtalelser fra en Gaddafi der hænger ud med Berlusconi) ikke betyder mere demokrati (i dette tilfælde, at Gaddafi bliver smidt ud eller skudt – i stedet “bekræfter” det hvad “islamkritikere” hele tiden vidste, nemlig at afrikanere ikke søger politisk asyl fra daglig repression, men blot er ude på at komme op og snylte på de europæiske velfærdsstater, evt. omdanne hele EU til et kalifat).

Og så alligevel. De mest højlydte så kaldte “islamkritikere” og “ytringsfrihedskæmpere” er utroligt stille disse dage, mens Nordafrika er i opstand. Hvorfor mon? Fordi det ikke passer ind i deres analyse.

Vil i øvrigt anbefale at se 42-minutters dokumentaren “Why was Cairo calm?” fra 1982. Den handler om Præsident Sadats likvidering og de vestlige mediers orientalistiske syn på araberne – hvorfor vesten tror, at araberne elsker deres ledere. Fundet af Adam Curtis, vis blog næsten altid bringer værdifulde udvalg i BBCs enorme videoarkiver.

Nyt innovativt supermarked med 100% rabat på al mad

Nyt innovativt supermarked med 100% rabat på al mad (video-link, fixed).

OBS: GRATIS MAD – FARE FOR KOMMUNISME.

Bolsjefabrikken har åbnet et midlertidigt supermarked hvor al mad er gratis. Maden har de skaffet fra de andre supermarkeder, dvs. de supermarkeder der tjener penge på, at sælge os mad og derfor helst vil smide halvdelen af den ud. Maden er nemlig fisket op fra de andre supermarkeders containere. Løb ikke skrigende væk: Maden er fuldt spiselig. Og Camilla Plum står og skærer i en avocado, som er først nu er blevet rigtig moden. “Taste the Waste“, som det nye innovative supermarked hedder, er således en udstilling af noget af al den mad vi allerede kunne få gratis.

Du kan selvfølgelig også skaffe gratis mad på egen hånd, selv hvis du bor langt væk fra Bolsjefabrikkens nye supermarked. Det er bare at gå på opdagelse i nærliggende supermarkeders baggårde, finde deres containere og fange noget af den helt friske mad. Mange andre gør det på hverdagsbasis, det er nemt og sjovt og giver dig gratis mad. Nogen kalder det for skraldning. Dem der taler engelsk kalder det for “dumpster diving”. Se flere tips og tricks her.

Problemet er ikke overforbrug

Når snakken falder på skraldning og mad, og man forsøger at forstå hvorfor det giver mening at gøre det (udover at skaffe sig gratis mad selvfølgelig), beskrives det politiske problem ofte som “overforbrug”. Men problemet er strengt taget ikke “overforbrug”. Det er snarere omvendt: Overforbruget er en desperat løsning på overproduktionen.

Det er en meget enkel pointe. Det kan nemlig umuligt være forbrugeren der skal forbruge mindre, når halvdelen af madproduktionen allerede smides ud i containeren. Først produceres der for meget – og så (forsøger vi at) forbruge tilsvarende. Men hele tiden forbruger vi ikke nok: Erhvervslivet klager over at de ikke tjener nok penge, at forbrugerne ikke forbruger nok, at al deres overflod ikke finder købevillige mennesker, at kunderne ikke står mere i kø end de allerede gør. Supermarkederne er oprigtigt kede af, at de må blive nødt til at smide halvdelen af deres mad ud. Og på den anden side af middagsbordet sidder din sambo med et højtideligt ansigtsudtryk og minder dig om at tænke på de fattige børn i Afrika.

Vi kan næsten allerede høre virksomhedslederne og nationaløkonomerne udbryde: Overforbruget er ikke højt nok!

Se blot i containerne. Det er beviset på, at selv ikke det så ofte omtalte overforbrug kan følge med vor tids overproduktion

“Så er det jo også smart, at man kan bruge de varer, som supermarkederne mener, man ikke kan bruge”

Overproduktionens bevis: Affaldsproduktion

Snakken om overforbrug bør derfor i første omgang overgå til en snak om overproduktion. Tilføj så det aspekt, at også affald i sig selv – mao. det spild som enhver overproduktionen indeholder – også i sig selv er en type af produktion: Affaldsproduktion. De svinende supermarkeder, der tjener penge på at sælge mad til os, men samtidig smider halvdelen ud, er nemlig blot sidste led i en større fødevareindustri, der i sin overproduktion nødvendigvis må producere affald. Hør bare hvor fedt det lyder: “De producerer affald!” Affalden er ikke et biprodukt og nogle få enkelte rådne æbler, men hele det enorme overskud, som de ikke formår at tjene penge på. Det er vigtigt at holde fast på, at det er en produktion af affald: Langt størstedelen af den mad du finder i containerne er fuldt spiselig, når den smides ud. Det var altså ikke fra starten af affald. Det blev til “affald”, da det blev smidt ud.

Det er ikke noget jeg nævner i spøg. En stor del af Sveriges energiproduktion er fx organiseret omkring forbrænding af affald. Det betyder, at de til en vis del også er blevet afhængige af et højt niveau af affaldproduktion. Til en sådan grad, at der ikke produceres nok affald i landet – trods store anstregninger fra alle industrier i at smide så meget som muligt ud. Den svenske energiproduktion finder således sig selv i et underskud af affald. Så de importerer affald fra udlandet.

Problemet er overproduktion

Så problemet er overproduktionen. Mest tydelig bliver problemet når vi ser produktionen af affald, dvs. al den mad, der kunne spises, men som smides ud.

Det mere grundlæggende problem er arrogancen: Der nægter os 100% rabat på al mad. Men det er en mere kringlet diskussion, som vi kan tage en anden gang.

(P.S. Kunne ikke finde ud af, at rippe videoen fra TV2 Lorry – nogen der ved hvordan man gør det?)

The revolution will be streamed: Om att låta solidaritet äga rum gemensamt

Ingen som visste om vad som hände i Egypten – och som nu kanske håller på att hända i Yemen, Algeriet, Syrien Libyen, Bahrain m.m. – kunde ignorera Al-Jazeeras rapportering, mera precist deras live-stream.

Gill-Scott Heron är känd för att ha sagt att “The revolution will not be televised”.

Tror kanske den här meningen behöver uppdateras: The revolution will be streamed. För, det blev den ju. Men för oss – de som inte var på plats på Tahrir square. Herons sanningar är så klart fortfarande giltiga. Revolutionen i Egypten var f.ö. inte någon “twitter-revolution” eller “facebook-revolution”, även om den mycket uppmärksammade egyptiske Google-marketing-executive Wael Gohnim gillar att kalla den en “Revolution 2.0”.  (Måste akta sig för sådanna catchy slogans. Någon som har intressant information om denna Gohnim, som verkar ta en nyckelposition i post-Mubarak förhandlingarna?)

Nåvel. Angående det här med att revolutionen skulle bli strömmad på Al-Jazeera. Copyriot skrev mycket intressant om det här med att inte bara låta revolutionen och upproret äga rum (vilket den måste – den kan inte sändas på TV), men även låta solidariteten äga rum. Mest vanligt var gaturummet, med demonstrationer framför ambassaden. Som kan fylla flera funktioner, bl.a. att hitta varan, kommunicera till det egyptiske folk (någon hade en mobiltelefon med som vi kunde ropa igenom till Tahrir Square).

Men visst var det så att vi mest satt där ensamma bakom våra datorer och kollade på Al-Jazeera? Om inte en “distant suffering“, som Luc Boltanski beskriver mycket av samtidens politiska medvetande, då kanske en “distant solidarity” – en distancerad solidaritet? Mycket likt den skambaserade affektiva politik, som Adam Curtis har kallad “Oh, Dearism”.

Men kanske bliver solidariteten mer distancerad just för att vi är ensamma?

Därför tog vi faktisk en projektor ner i Café Under Konstruktion på Nørrebro i KBH för att uppleva bilderna och rapportering från revolutionen ihop. Vredens dag var førsta gång och sen blev caféen i mindre grad ett ställe att se Al-Jazeera, i bland bara på små datorer, som när t.ex. Mubarak gjorde sin Worst.Speech.Ever. En kväll var det 3 föredrag med en som hade följt med och kunde ge överblik, två som hade varit i Kairo och lämnade just på dagen d. 25. januari, och en sista som förklarade hur nätaktivister kunde solidarisera med egypterna. Efter Mubarak lämnade sin position som president, arrangerades firande i caféen, som fick flytta eftersom så många människor ville komma dit.

Tror den ensamma upplevelsen af revolution genom TV-skärmen odlar mycket glädje, men också i någon grad apati och i högsta grad likgiltighet. Typ som att man inte ler till komedie-serier, när man ser dem ensam. Affekterna är inte lika intensiva, de har ingen att kommunicera till.

Att se Al-Jazeera streama revolutionen live tillsammans med andra odlar mer intensiva affekter, vilket förpliktar personer inför varann – vi som upplever det ihop – och mot de som revolutionen handlar om, vilket inviterar till att konspirera, planera, tänka, agera, se varan i ögonen för att korrigera våra egna reaktioner etc. Det påminner oss om, att kanske blir revolutionen strömmad, men det betyder inte att vi behöver bli passiva.

Berøvelse og elefantordener

Rygtet siger, at Mubarak er god for op til 250-420 milliarder kroner. En enorm velstand, som ikke blot de 20% der har levet under fattigdomsgrænsen, men også alle de midt i mellem, er blevet berøvet for og nægtet del i. Spørgsmålet er derfor, hvor meget af det han har nået at tage med sig i løbet af de 18 dage inden han tog på badeferie i Sham-el Sheik. Aktivister er nu begyndt at spore alle Mubaraks aktiver i et spreadsheet. Hvis du vil sætte tid af til at researche, eller allerede ved noget, så kan du hjælpe egypterne ved at bidrage her. En umiddelbar fremgangsmåde er simpelthen, at støvsuge internet efter avisartikler og andre kilder, der nævner Mubaraks og hans oligarkers rigdomme. En alternativ måde, at bidrage til viden om den velstand han har kumuleret, er ved at uddybe den relevante Wikipedia-artikel.

Senere vil der formodentlig komme en decideret webside, hvor beviserne og researchen kan samles. Men start hvor vi kan starte. Det er også nu, mens forvirringen stadig råder og jubelen risikerer at udviske vreden, at berøvelsen kan fortsætte med at finde sted.

Og så dagens vidste-du-også: Det er ingen hemmelig, at Mubarak havde elefantordenen i Danmark. Den fik han i 1986, kun fem år efter han uden parlamentarisk valg overtog præsidentposten fra Sadat og indførte den nationale undtagelsestilstand, som skulle gælde uafbrudt i hele hans 30 år lange styre. Men vi lever faktisk i et endnu mere bizart land: Mens demonstranterne fyldte Kairos gader udleverede Danmarks officielle repræsentant, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, endnu engang en elefantorden til en diktator, denne gang kaliffen i Bahrain.

Og straks bør vi så forvente, at høre de liberale støtter af regimerne beklage sig: Om urimeligheden i at opgive samarbejdet og legitimeringen af diktaturer – skulle vi måske standse al handel med Kina? Rusland? Alle afrikanske stater? For det er nemlig den eneste må, at vestens liberale kan se en god rolle for sig selv: Ved at intervenere militært eller skabe handel for dets virksomheder. Og det kan godt være at man “ikke er tilfreds med de demokratiske processer lederen er valgt efter”. I det liberale verdensbillede er økonomien og politikken to separate sfærer. Under alle omstændigheder bør man ikke opgive den legitimering og det samarbejde med arabiske landes “den slags idealisme er komplet urealistisk på nuværende tidspunkt”. Den liberale har altid grund til at vente. For den liberale, er tiden aldrig moden for andre folk at gøre oprør mod deres herskere. Det skal nemlig gå “fredeligt til” – gennem diplomatiets ærlige arbejde, protester der går lovens vej, entreprenørens rebelske modstandsform. Og i mellemtiden er der vel ingen grund til at ikke lave lidt business med dem, der nu måtte sidde som ledere af landet?