Velkommen til en nat i krisens ruiner

27.02.2011 • anonymitet, hacking, kærlighed • 1 kommentar /

VELKOMMEN TIL EN NAT I KRISENS RUINER

INGEN HÃ…RDE STOFFER
– Nyd livet og gratis joints

GÃ… PÃ… OPDAGELSE I HUSET
– Men stedet er Fucking stort
Så pas på hinanden

BLIV INDENFOR
– Så undgår vi for meget opmærksomhed
og kan feste længere

SLAP AF HVIS POLITIET KOMMER
– Så længe andet er bevist ervdet vores fest
og den fortsætter

PAS PÃ… GLASPLADERNE !!!
– De sidder løst så læn dig ikke op af dem

GOD FEST

Med venlig hilsen og tak

———————————

“Afrikanere er ikke politiske”

23.02.2011 • fremmed, kontrol • Ingen kommentarer /

Muammar Gaddafi. MÃ¥ske den mest tydeligt paranoide, sindsforvirrede leder i verden.

Det er ikke engang sjovt, det er bare frygteligt. PÃ¥ libysk stats-TV (og broadcastet af Al-Jazeera) udførte han i eftermiddags en “tale til nationen” pÃ¥ næsten halvanden time – rekorden er i øvrigt 2009, da han talte uafbrudt i 96 minutter. Al-Jazeera Arabic klippede efter omkring en time, da det var blevet for bizart. Al-Jazeera English fortsatte, med et oversætterbytte midt i, eftersom det tilsyneladende stadig ikke helt er sevet ind i vestlige sind, hvor sygt et menneske der er tale om. Jeg tror først det gik op for mig i dag hvor sindssygt det er.

Etablerede medier har ingen adgang i Libyen disse dage, internet er lukket, ligesom mobil- og fastnettelefoni også er blevet udsat for sammenbrud. I de mest oprørske områder er strømmen blevet klippet af regimet.

Gaddafi har mistet kontrollen over dele af militær og politi, så han har i stedet begyndt at leje soldater, for alle de mange penge vesten har støttet ham med, til at udføre det beskidte job. Deriblandt italienske lejesoldater. Der er hundredevis af rapporter fra den egyptisk-libyske grænse (hvor folk er flygtet til), at soldater er gået ind i hjem og skudt folk. Meget af de specifikke detaljer vides endnu ikke. Hvad der er klart er dog, at Gaddafi er i gang med at føre en krig mod sit eget folk.

Gaddafi snakker om sig selv i tredje person, kalder de, der protesterer, for “ungrateful bastards” og siger de er pÃ¥ stoffer. Gaddafi siger, at han ikke kan træde af, fordi han er leder af en revolution i hele Afrika og Sydamerika. Det er sÃ¥ sygt. Hvis der ikke er nogen der nÃ¥r at smide Gaddafi pÃ¥ porten eller skyde ham, sÃ¥ bliver sandsynligvis borgerkrig i landet i morgen. “Borgerkrig” – et sÃ¥ malplaceret ord. Der er tale om lejesoldater, betalt af et ekstremt sindsforvirret menneske, i krig med en befolkning, som gør oprør mod flere Ã¥rtier af undertrykkelse og forarmelse.

Men vi europæere elsker Gaddafi. Gaddafi er EUs mand i Nordafrika. Han sørger for at der ikke kommer sorte mennesker væltende ind i Europa. Det har ham og Berlusconi en lille aftale om. Europas ydre grænser, særligt fra syd mellem Afrika og Europa, er de seneste par Ã¥r lukket tættere end nogensinde før. Men Gaddafi forklarer, at det ikke er noget problem. Gaddafi siger nemlig tingene som de er: Afrikanere kan ikke være “politiske flygtninge”, nÃ¥r de jo bare bor ude i ørkenen. De er analfabeter. De kender slet ikke til politiske partier og parlamentariske valg. Afrikanere er ikke politiske.

Finder det i øvrigt interessant, at den der lagde videoen op hedder “BoycutIslamUK” og har givet videoen titlen “Gadaffi Admits Political Asylum is a Hoax”. Virkelig pragteksemplet pÃ¥, at mere information i sig selv (fx forvirrede udtalelser fra en Gaddafi der hænger ud med Berlusconi) ikke betyder mere demokrati (i dette tilfælde, at Gaddafi bliver smidt ud eller skudt – i stedet “bekræfter” det hvad “islamkritikere” hele tiden vidste, nemlig at afrikanere ikke søger politisk asyl fra daglig repression, men blot er ude pÃ¥ at komme op og snylte pÃ¥ de europæiske velfærdsstater, evt. omdanne hele EU til et kalifat).

Og sÃ¥ alligevel. De mest højlydte sÃ¥ kaldte “islamkritikere” og “ytringsfrihedskæmpere” er utroligt stille disse dage, mens Nordafrika er i opstand. Hvorfor mon? Fordi det ikke passer ind i deres analyse.

Vil i øvrigt anbefale at se 42-minutters dokumentaren “Why was Cairo calm?” fra 1982. Den handler om Præsident Sadats likvidering og de vestlige mediers orientalistiske syn pÃ¥ araberne – hvorfor vesten tror, at araberne elsker deres ledere. Fundet af Adam Curtis, vis blog næsten altid bringer værdifulde udvalg i BBCs enorme videoarkiver.

Nyt innovativt supermarked med 100% rabat på al mad

20.02.2011 • overflod • 4 kommentarer /

Nyt innovativt supermarked med 100% rabat på al mad (video-link, fixed).

OBS: GRATIS MAD – FARE FOR KOMMUNISME.

Bolsjefabrikken har Ã¥bnet et midlertidigt supermarked hvor al mad er gratis. Maden har de skaffet fra de andre supermarkeder, dvs. de supermarkeder der tjener penge pÃ¥, at sælge os mad og derfor helst vil smide halvdelen af den ud. Maden er nemlig fisket op fra de andre supermarkeders containere. Løb ikke skrigende væk: Maden er fuldt spiselig. Og Camilla Plum stÃ¥r og skærer i en avocado, som er først nu er blevet rigtig moden. “Taste the Waste“, som det nye innovative supermarked hedder, er sÃ¥ledes en udstilling af noget af al den mad vi allerede kunne fÃ¥ gratis.

The revolution will be streamed: Om att låta solidaritet äga rum gemensamt

16.02.2011 • affekt, [svensk] • 1 kommentar /

Ingen som visste om vad som hände i Egypten – och som nu kanske håller på att hända i Yemen, Algeriet, Syrien Libyen, Bahrain m.m. – kunde ignorera Al-Jazeeras rapportering, mera precist deras live-stream.

Gill-Scott Heron är känd för att ha sagt att “The revolution will not be televised”.

Tror kanske den här meningen behöver uppdateras: The revolution will be streamed. För, det blev den ju. Men för oss – de som inte var pÃ¥ plats pÃ¥ Tahrir square. Herons sanningar är sÃ¥ klart fortfarande giltiga. Revolutionen i Egypten var f.ö. inte nÃ¥gon “twitter-revolution” eller “facebook-revolution”, även om den mycket uppmärksammade egyptiske Google-marketing-executive Wael Gohnim gillar att kalla den en “Revolution 2.0″.  (MÃ¥ste akta sig för sÃ¥danna catchy slogans. NÃ¥gon som har intressant information om denna Gohnim, som verkar ta en nyckelposition i post-Mubarak förhandlingarna?)

Nåvel. Angående det här med att revolutionen skulle bli strömmad på Al-Jazeera. Copyriot skrev mycket intressant om det här med att inte bara låta revolutionen och upproret äga rum (vilket den måste – den kan inte sändas på TV), men även låta solidariteten äga rum. Mest vanligt var gaturummet, med demonstrationer framför ambassaden. Som kan fylla flera funktioner, bl.a. att hitta varan, kommunicera till det egyptiske folk (någon hade en mobiltelefon med som vi kunde ropa igenom till Tahrir Square).

Men visst var det sÃ¥ att vi mest satt där ensamma bakom vÃ¥ra datorer och kollade pÃ¥ Al-Jazeera? Om inte en “distant suffering“, som Luc Boltanski beskriver mycket av samtidens politiska medvetande, dÃ¥ kanske en “distant solidarity” – en distancerad solidaritet? Mycket likt den skambaserade affektiva politik, som Adam Curtis har kallad “Oh, Dearism”.

Men kanske bliver solidariteten mer distancerad just för att vi är ensamma?

Därför tog vi faktisk en projektor ner i Café Under Konstruktion på Nørrebro i KBH för att uppleva bilderna och rapportering från revolutionen ihop. Vredens dag var førsta gång och sen blev caféen i mindre grad ett ställe att se Al-Jazeera, i bland bara på små datorer, som när t.ex. Mubarak gjorde sin Worst.Speech.Ever. En kväll var det 3 föredrag med en som hade följt med och kunde ge överblik, två som hade varit i Kairo och lämnade just på dagen d. 25. januari, och en sista som förklarade hur nätaktivister kunde solidarisera med egypterna. Efter Mubarak lämnade sin position som president, arrangerades firande i caféen, som fick flytta eftersom så många människor ville komma dit.

Tror den ensamma upplevelsen af revolution genom TV-skärmen odlar mycket glädje, men också i någon grad apati och i högsta grad likgiltighet. Typ som att man inte ler till komedie-serier, när man ser dem ensam. Affekterna är inte lika intensiva, de har ingen att kommunicera till.

Att se Al-Jazeera streama revolutionen live tillsammans med andra odlar mer intensiva affekter, vilket förpliktar personer inför varann – vi som upplever det ihop – och mot de som revolutionen handlar om, vilket inviterar till att konspirera, planera, tänka, agera, se varan i ögonen för att korrigera våra egna reaktioner etc. Det påminner oss om, att kanske blir revolutionen strömmad, men det betyder inte att vi behöver bli passiva.

Berøvelse og elefantordener

13.02.2011 • realliberalisme • Ingen kommentarer /

Rygtet siger, at Mubarak er god for op til 250-420 milliarder kroner. En enorm velstand, som ikke blot de 20% der har levet under fattigdomsgrænsen, men også alle de midt i mellem, er blevet berøvet for og nægtet del i. Spørgsmålet er derfor, hvor meget af det han har nået at tage med sig i løbet af de 18 dage inden han tog på badeferie i Sham-el Sheik. Aktivister er nu begyndt at spore alle Mubaraks aktiver i et spreadsheet. Hvis du vil sætte tid af til at researche, eller allerede ved noget, så kan du hjælpe egypterne ved at bidrage her. En umiddelbar fremgangsmåde er simpelthen, at støvsuge internet efter avisartikler og andre kilder, der nævner Mubaraks og hans oligarkers rigdomme. En alternativ måde, at bidrage til viden om den velstand han har kumuleret, er ved at uddybe den relevante Wikipedia-artikel.

Senere vil der formodentlig komme en decideret webside, hvor beviserne og researchen kan samles. Men start hvor vi kan starte. Det er også nu, mens forvirringen stadig råder og jubelen risikerer at udviske vreden, at berøvelsen kan fortsætte med at finde sted.

Og så dagens vidste-du-også: Det er ingen hemmelig, at Mubarak havde elefantordenen i Danmark. Den fik han i 1986, kun fem år efter han uden parlamentarisk valg overtog præsidentposten fra Sadat og indførte den nationale undtagelsestilstand, som skulle gælde uafbrudt i hele hans 30 år lange styre. Men vi lever faktisk i et endnu mere bizart land: Mens demonstranterne fyldte Kairos gader udleverede Danmarks officielle repræsentant, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, endnu engang en elefantorden til en diktator, denne gang kaliffen i Bahrain.

Og straks bør vi sÃ¥ forvente, at høre de liberale støtter af regimerne beklage sig: Om urimeligheden i at opgive samarbejdet og legitimeringen af diktaturer – skulle vi mÃ¥ske standse al handel med Kina? Rusland? Alle afrikanske stater? For det er nemlig den eneste mÃ¥, at vestens liberale kan se en god rolle for sig selv: Ved at intervenere militært eller skabe handel for dets virksomheder. Og det kan godt være at man “ikke er tilfreds med de demokratiske processer lederen er valgt efter”. I det liberale verdensbillede er økonomien og politikken to separate sfærer. Under alle omstændigheder bør man ikke opgive den legitimering og det samarbejde med arabiske landes “den slags idealisme er komplet urealistisk pÃ¥ nuværende tidspunkt”. Den liberale har altid grund til at vente. For den liberale, er tiden aldrig moden for andre folk at gøre oprør mod deres herskere. Det skal nemlig gÃ¥ “fredeligt til” – gennem diplomatiets ærlige arbejde, protester der gÃ¥r lovens vej, entreprenørens rebelske modstandsform. Og i mellemtiden er der vel ingen grund til at ikke lave lidt business med dem, der nu mÃ¥tte sidde som ledere af landet?

Jubelpessimisme

12.02.2011 • affekt, opstand • 4 kommentarer /

Føler i dag, at der er grund til at være jubelpessimist.

Jubelpessimisme indebærer, at vi kan holde flere ting i hovedet på samme tid, at vi kan glædes og fejre og spekulere og konspirere, at være både optimist og pessimist på samme tid (de er ikke hinandens modsætning, det er derimod defaitismen, den opgivende følelse, accepten og overgivelsen af fremtiden). At være ambivalent, helt enkelt.

Omkring 30 sekunder. Så lang tid tog det Suleiman, at annoncere på det egyptiske stats-TV, at Mubaraks 30 årige lange ledelse var slut.

At Mubarak gik af sin præsidentpost i Egypten og overlod den formelle ledelse til militæret, anerkendes af selv de mest kyniske kommentatorer som et vendepunkt – revolutionens første store bedrift – men i den arabiske region som sådan. Der er seriøse potentialer for domino-effekter nu. Det hele er første begyndt. Hæv blikket.

Oprøret har allerede bygget grundstenene til demokrati

Og det er vildt! Magtdynamikken mellem befolkningen og regeringen i Egypten vil for altid være forandret efter i går.

De seneste par uger har befolkningen fÃ¥et den altid omnævnte “smag for frihed”. Hvad betyder det egentlig? Det betyder bl.a. at have fÃ¥et fornemmelse for og forfinet sin politiske bevidsthed og krop, tale magten imod, lært at forsvare sig mod politiet, øvet sig i det sociale samarbejde som det kræver at holde et oprør i gang, og mens statens apparater falder sammen (hvilket nogle absurde vestlige kommentarer satte synonymt med “samfundet”), bygger man et samfund i skallen af det gamle, med alternative infrastrukturer; overtager fabrikker, starter arbejdskooperativer, kvindegrupper, selvforsvarsgrupper i nabolaget, der distribuerer mad ud til hjemmene nÃ¥r omrÃ¥det er roligt; udviklingen af et helt nyt sprog, nye slogans, nye sandheder; at lære at producere og distribuere undergravende løbesedler, opdage værdien af timing (modstandens kairos), finde undetrykkerens svage punkter, finde hinanden pÃ¥ gaderne, pÃ¥ tværs af kulturelle og religiøse skel (her viser oprøret sig som en langt mere ægte multikulturalisme end i vores liberale demokratier), hvor kristne vogter for sine muslimske kammerater, mens de beder midt under gadekampe

Og så vandt de oven i købet. For tilfældet, den første kamp. Det forstærker blot sandheden i alt det, de seneste uger har lært kroppen, alle de bånd der er blevet knyttet mellem mennesker. Det har haft mange omkostninger: Hundrede er døde og tusinder sårede. Vi bør have den dybeste respekt for de modige mennesker, der kastede sig ud i deres lederløse oprør. Ikke ved at blot konstatere respekten, men ved at fortsætte med at have vores opmærksomhed på Egypten, når de nu går ind i en post-Mubarak-fase. Revolutionen er først lige begyndt.

Kvinder og mænd tager hånd om gaderne. Hvem har brug for en regering?

Risiko for jubeloptimisme

Faren er derfor, at reaktionerne læner sig mod jubeloptimisme: Over at “revolutionen har nÃ¥et sit mÃ¥l” og “det egyptiske folk har sejret”. Resten er blot et “teknisk spørgsmÃ¥l”.

Hvad jeg fisker efter her, er en kritik af,

• at Omar Suleiman, chef for det sikkerhedspoliti, der de seneste uger har skudt og slÃ¥et pÃ¥ demonstranterne, er stadig ikke er smidt ud. Men ogsÃ¥ før oprøret stod Suleimans sikkerhedspoliti for daglig politibrutalitet og tortur i Egypten.
• at militæret nu har den formelle magt over landet, et militær der – trods alle forestillinger om deres “neutralitet” – stadig er en del af regimet. Hvilke aktiver og interessenter er der at finde her?
• at en “overgangsfase” ikke er nogen entydig størrelse, men derimod kan have vidt forskellige meninger, indhold og tidslængder. Skal overgangsfasen blot lede op til parlamentariske valg? Hvem skal organisere dette i sÃ¥ fald? Er demonstranterne pÃ¥ Tahrir-pladsen direkte repræsenterede? Og hvem skal gøre det? Og hvornÃ¥r?

Det er her, hvad jeg i det forrige indlæg beskrev som en affektbaseret politik, må forsøge, at forhandle mellem modstridende affekter, for at opretholde ambivalens.

Faren ved jubeloptimismen – modsat jubelpessimismen – er, at det er en jubel, der har tendens til at slette og overskrive den underliggende vrede og modstand, der har drevet hele oprøret. Vrede, håb og modstandsfølelse som også på meningsfuldt vis har været tilstede i resten af verden, der har fulgt med og haft en ikke ligegyldig rolle at spille, ved at forsøge at lægge pres på egne liberale støtter til regimet, og udøve direkte solidaritet gennem fx netaktivisme. Men revolutionen er først lige begyndt. Derfor må en ambivalens råde, så ikke jubelen skyller al vreden ud. For der vil komme flere og nye lejligheder til at gøre brug af vreden og gøre modstand. Ellers kommer en næste dag hvor militæret i stilhed plyndrer den egyptiske stat, og kroppen ikke er beredt på en meningsfuld reaktion til det – ikke opmærksom nok. Og den kognitive dissonans er for stor, så man vil have tendens til at ignorere eller glemme.

Jeg tror vi kan gøre meget ved at støtte egypterne og de andre arabiske folk der vil lave oprør. Men begivenhederne kan ogsÃ¥ forfine og træne vores egne fornemmelser for politisk bevidsthed. Lige nu er Egypten et af de mest inspirerende udtryk for demokratisk bevidsthed, og vi har meget at lære fra dem – ikke omvendt (det er ikke os der skal ned og fortælle dem hvordan det – liberale borgerlige – demokrati fungerer, de skal have tid og støtte til at gÃ¥ deres egne nye veje). Vi kan støtte egyptiske og andre arabiske revolutionære ved at lægge pres pÃ¥ de kræfter herhjemme, der er tavse eller decideret understøtter regimerne – endnu mere vigtigt under kommende “overgangsfaser”. Hvor meget nÃ¥r regimet at tilrane sig, mens det smuldrer? Et rygte siger, at Mubarak er god for helt op til 200-400 milliarder kroner. Kan nogen bekræfte den slags bizarre tal?

Tror her det er tid til at læse lidt op pÃ¥ hvad der skete i Sydafrika efter frigørelseskampen far Apartheid-styret og efter Nelson Mandela og ANC kom til “magten”. Apartheid-styret nÃ¥ede kun uger inden at sælge ud af hele butikken, til tidligere apartheid-ledere, sÃ¥ der ingen økonomisk magt var tilbage i statsapparatet. Det var en tomt og symbolsk overdragelse af den politiske indflydelse. Naomi Klein skriver om det i kapitlet om Sydafrika i Chokdoktrinen: “They had acquired the keys to the house but not the combination to the safe”, som Klein udtrykker det.

Jubelpessimismen jubler derfor over den virkelige bedrift det er, at Mubarak er gået af, men er samtidig pessimistisk, dvs. varsom omkring hvor meget af resterne af hans regime har smuldret. Det er kun toppen af regimet der røget. Resten må også afinstalleres og fortsætte med at krakellere. Optimister og pessimister på en og samme gang, for at forvise opgivelsen og trætheden.

Spørgsmål

Dagens spørgsmÃ¥l, for at opsummere, og jeg vil meget gerne have nogle bud: Hvad sker der i Egypten nu efter der er blevet fejret hele natten i gÃ¥r? Er Suleiman, chefen for sikkerhedspolitiet, stadig siddende? Hvor mange tyvekoster har Mubarak taget med sig til sin badeferie pÃ¥ Sham-el-Sheik? Hvilke forhandlinger hørte vi ikke om bag kulisserne i gÃ¥r inden Mubarak trÃ¥dte af? Hvad betyder det, at militæret, der trods al “neutralitet” stadig er en del af regimet, har den formelle ledelse af landet? Hvad sker der for de arbejderkooperativer og nye infrastrukturer som oprøret har nÃ¥et at bygge? Hvad sker der med den arabiske region nu? Giv gerne svar og find pÃ¥ flere spørgsmÃ¥l.

Den virkelige overgang: At føle at man lever for første gang

AngÃ¥ende det her med at vente og at ikke gÃ¥ til forhastede beslutninger, skynde sig at fylde det “vakuum af magt” som Mubarak efterlader sig. Det er rigtigt, at fx i Afghanistan at det var en fejl at hurtigt indsætte en vestligt-orienteret centraliseret statsmagt, i stedet for at lade demokrati vokse op for neden. Men nu var det jo ogsÃ¥ en vestlig invasion og besættelse af et land. I Egypten var det helt omvendt: Befolkningen gjorde oprør og forsvarede sig mod politistyrker der skød dem ned med amerikansk producerede vÃ¥ben. Ironisk.

NÃ¥r visse maner til “en stabil overgang” osv. sÃ¥ husk ogsÃ¥ at det er præcis samme fremgangsmÃ¥de som regimet selv opfordrer til. Det er gode grunde til at de ønsker en “stabil” overgang, for sÃ¥ledes kan de fortsætte med at rage til sig inden en ny magt er kommet til og legitimere at slÃ¥ ned pÃ¥ evt. gentagelser af oprør (for “nu fÃ¥r I jo det i ønsker”).

Zizek skrev meget præcist om det her i Guardian:

“One of the cruellest ironies of the current situation is the west’s concern that the transition should proceed in a “lawful” way – as if Egypt had the rule of law until now. Are we already forgetting that, for many long years, Egypt was in a permanent state of emergency? Mubarak suspended the rule of law, keeping the entire country in a state of political immobility, stifling genuine political life. It makes sense that so many people on the streets of Cairo claim that they now feel alive for the first time in their lives. Whatever happens next, what is crucial is that this sense of “feeling alive” is not buried by cynical realpolitik.”

De store billeder i dette indlæg er taget af Hossam el-Hamalawy. Billede to og tre er fundet og samlet af Leil-Zahra Mortada i Facebook-albummet “Women of Egypt”. Det øverste jubelpessimistiske billede er fra Al-Jazeera.

I morgen søndag befolkes Café Under Konstruktion af en masse egyptiske danskere og andre der vil fejre den første sejr sammen. Der bliver vist en dokumentarfilm og nogle vil spille egyptisk musik. Der er ikke noget program, men velkommen ned i Folkets Hus, stueetagen, Stengade 50 på Nørrebro om eftermiddagen.

Forberedelse til en affektbaseret politik, del 1: Affekt og intervention

11.02.2011 • affekt • 5 kommentarer /

I 68-oprøret herskede den freudomarxistiske psykologi. Og så blev selv samme generation elite i kulturen, og kunne fortsætte med at snakke om de andres falske bevidsthed og dårlige smag. I den neoliberale management-litteratur hersker den kognitive psykologi, med al dens positive tænkning. I samtidens arbejdssamfund har du ikke ret til at være glad på arbejdet, du er tvunget til at være glad, smile til kunderne, leve med en indfølende boss der bekymrer sig om dit privatliv, udstråle overskud og mingle med dine kollegaer.

Mit eget udgangspunkt er denne utilpashed i denne verden. En græmmelse og afsky for de korrupte ting i hverdagen, der tvinger mig til positiv tænkning over shitty vilkår og udstråle begejstring over uretfærdige fordelinger af den fælles rigdom. Det politiske er alle de kollektive exodus fra de verdener. Men løsningen er ikke at blive deprimeret, omend dette også kan ses som en slags intuitiv modstandsreaktion – den strejkende glædesrobot, der nægter at mobiliseres og være fleksibel – men som også har frygtelige konsekvenser og er svært at styre.

Vi må udvikle vores fornemmelser for flere og mulige nye måder at blive berørt på, af hinanden, ved at skabe resonans, for at kunne handle mod det der får os til at lide i samtiden og for at kunne opfinde nye måder at glædes på, som vi selv har magten over. En bemægtigelse af vores evner til at berøre og blive berørt. Og ikke kun for at glædes, men også de andre nuancer af følelsesspektret er vigtige: sorgen og omsorgen, fascinationen og inspirationen, vreden og raseriet, stilheden og fredfyldtheden. Alle disse måder at blive berørt på må vi frigøre fra den ulige tvang og fordele de privilegier der kan katalysere dem ligeligt.

Det bliver derfor vigtigt at undersøge hvilken psykologi og menneskesyn vi selv gør brug af og således indrammer flugten fra samtiden i, fordi den ikke blot sætter mulighedsbetingelserne for modstanden, men også allerede tegner de nye følelsesmæssige rum vi kan håbe på.

Hvad jeg tror at det ovenstående handler om – modstanden mod følelsernes tvang og opfindelsen af nye lige fordelt måder at berøre og blive berørt på – er, at vi kort sagt må bestræbe en frihed i affekter. Derfor vil jeg nu dykke ned i hvad begrebet om affekter betyder i psykologien og hvordan det specifikt relaterer sig til måder at intervenere på, dvs. ændre, mutere, eksponere og forandre affekternes berøring af vores kroppe på. Derefter kan vi måske bedre spekulere på, hvordan vi kan gøre bedre affektbaseret modstand og opfinde bånd mellem os, der sætter os i stand til at berøre og blive berørt på lige basis.

Affekt

Der findes mange måder at tale om affekt på. Baruch Spinoza gjorde det, og Gilles Deleuze gjorde det efter (og med) ham. Jeg vil dog gerne rette øjne og ører mod en måde at tale om affekter på, der er mere indsnævret og afgrænset, og samtidig har forfinet sig gennem årelange praktiske erfaringer af interventioner. Og det primært psykoterapeutisk intervention. Så det er en psykologisk affektteori dette, men husk, at det hele kan og bør lede op til en udvidelse og anvendelse til en politik affektbaseret interventionsform.

I psykologien er affekter en mere præcis og teknisk måde at snakke om de grundlæggende bestanddele i de mere komplekse emotioner. I affektteorien består emotioner af en kombination af affekter, som er mere grundlæggende, noget kroppen er udstyret med fra fødslen, der udviklet over artens fylogenese. Affekterne deles ofte op i positive og negative affekter, men opdeling der giver mere mening ift. intervention er opdelingen hæmmende affekter vs. aktiverende affekter.

De hæmmende affekter berører os ved at få lukke ned for adfærd, trække os tilbage eller undvige:

• Skyldfølelse/skam/ydmygelse. Selv-bevidsthed er det tydelige tegn pÃ¥, at personen er blevet opmærksom pÃ¥ og derved forsøger at hæmme adfærd der er uacceptabelt for ens egen selvopfattelse eller kulturelle/samfundsmæssige regler.
• Angst/panik. Hæmmer adfærd der kan putte personen i fare.
• Diffus følelsesmæssig smerte. ForÃ¥rsager en “behavioral shutdown” ved at fÃ¥ personen til at lide og føle sig utilpas. Ikke en egentlig affekt, men en almen konsekvens af “negative affekter” (dvs. dem der fÃ¥r os til at føle os utilpasse).

De aktiverende affekter berører os ved åbne op, engagere os og blive trukket mod sager:

• Vrede/selvhævdelse. Aktiverer kroppen og selvet til at hævde sine behov, sætte grænser, trykke og skubbe sager væk eller tilbage, stoppe en uvelkommen handling eller grænseoverskridelse. Det er samme affekt der er pÃ¥ spil i den lille irritation sÃ¥vel som det fulde raseri.
• Sorg/grÃ¥d. Aktiverer kroppen til at græde, for at engagere til andres hjælp og omsorg, for at forløse smerte og for at kunne bearbejde og acceptere tab i livet.
• Glæde/nydelse/begejstring. Beroliger og kæler kroppens og tankens sanser for at fortsætte nydelsesfulde aktiviteter. Aktiverer de afslappende muskler og giver slip pÃ¥ spændinger. Kommer til udtryk i hele spektret fra tilfredshed, ro, nydelse, accept, beherskelse, fred, ærefrygt, forundring, begejstring og oplevelsen af verden ynde.
• Frygt/skræk. Aktiverer kroppen til at flygte og løbe væk. Frygt kan dog ogsÃ¥ hæmme handlinger (i dets angstfyldte form i lammelsen overfor stor fare).
• Interesse/ophidselse. Fokuserer opmærksomheden pÃ¥ noget, for at komme nærmere, blive tiltrukket og undersøge, gÃ¥ pÃ¥ opdagelse. Kommer til udtryk som fx nysgerrighed, entusiasme, hÃ¥b, iver og endda overstrømmelse.
• Nærhed/ømhed/tillid. Aktiverer en omsorgsfuld hÃ¥ndsudrækning til andres behov, sÃ¥vel som Ã¥benhed og tillid til andre, eller ømheden og omsorger rettet mod selvet (selvtillid, selvværd osv) for at beskytte selvets integritet. Omfavner, rører og berører, holder om, tager hÃ¥nd om, og plejer. At samtidig være modtagelig for, Ã¥ben og skrøbelig for andre. Kommer ogsÃ¥ til udtryk i termer af medfølelse, tilknytning, kærlighed, hengivelse, stolthed eller lykke/glæde for andre eller selv.
• Seksuelle begær. Teknisk set ikke en affekt, men en drift, da den i Tomkins’ affektteori har et allerede bestemt og generelt objekt, dvs. den aktivitetet som driften mobliserer kroppen til: At engagere sig i et seksuelt møde. Modsat Freud er det seksuelle begær ikke alle steder (libidoen osv), men er her specifik til en vis grad. Seksuelle begær er heller ikke primære eller dominerende i motivationspsykologisk forstÃ¥else, dvs. det er ikke derfor vi “egentlig gør det vi gør”. I stedet er det sÃ¥dan, at seksuelle begær uden videre kan overskrives og muteres gennem affekternes farvning, som nÃ¥r skam inducerer pludselig impotens, frygt fÃ¥r kroppen til at løbe skrigene væk eller følelsesmæssig smerte og sorg blandet med vrede og nag kan gøre kroppen helt uimodtagelig for tilnærmelse.

Komplekse emotioner er sÃ¥ledes det konstante remix af affekterne, som altid berører og mobiliserer eller hæmme kroppen til det den nu laver og til tider er den strøm af ambivalente og modstridende affekter der vælter gennem kroppen. Med følelser menes der selve oplevelsen af de komplekse emotioner. Det er ogsÃ¥ derfor man ikke helt “ved hvad man føler”, fordi de komplekse emotioner ikke er særligt entydige, men derimod modsiger sig selv. Som tiltrækning eller nydelsen af den anden, som man samtidig er vred over fra en tidligere hændelse.

OvenstÃ¥ende affektteori blev pioneret af Silvan Tomkins, der gennem 50 Ã¥r studerede og skrev om affekter. Det er virkelig kedeligt at sÃ¥ fÃ¥ med interesse i psykologi bliver introduceret til ham (som studerende pÃ¥ Københavns Universitet har jeg aldrig selv fÃ¥et lejligheden). Mener nok at nogen havde kaldt ham “Den anden Freud”, men mangler reference. Vigtig og vægtig er Tomkins’ arbejde i hvert fald.

Intervention

Senere er det blevet anvendt og forandret specifikt til psykoterapi og det er her jeg ønsker at lære mere, ikke for at nødvendigvis lave psykoterapi, men fordi terapien over så længe har forfinet og udviklet former for intervention.

Hos Leigh McCullough og de andre der beskæftiger sig med affekt operationaliserer de affekterne med terapi i fokus, mere præcist omkring begrebet “affektfobier“: Frygt for at opleve bestemte affekter, fx sorg, vrede eller glæde. Man frygter fx at sørge sin afdøde ven, fordi hvis man først begynder at græde, sÃ¥ tænker man at man aldrig stopper igen. Eller man frygter at græde, fordi ens nære aldrig har set en græde før, og de tænkes dømme en som svag. Osv.

MÃ¥den man behandler patienten pÃ¥ – og det er her relationen og resonansen kommer ind – er gennem gradvis exponering for den frygtede affekt. SÃ¥ terapeuten gÃ¥r omsorgsfuldt men ogsÃ¥ aktivt sammen med patienten igennem at opleve den frygtede affekt, fx gennem at fortælle om “hvad det er der gør dig allermest bange ved at føle vrede overfor din ven” og endda rollespille situationen. Det minder næsten om behavioristisk adfærdsterapi og de lÃ¥ner ogsÃ¥ en del derfra.

Og sÃ¥ er metoden objektrelationsteoretisk. Der er sÃ¥ledes fokus pÃ¥ ogsÃ¥ terapeutens affekter (og affektfobier), fordi de “enacter” visse indlærte mønstre og scenarier hos patienter (fordi terapeutens affektive reaktioner “resonerer” med bestemte tidligere erfaringer om personer i deres liv der opfører eller har opført sig pÃ¥ lignende mÃ¥de).

I øvrigt er de her forskellige psykodynamiske mÃ¥der at tale om resonans mÃ¥ske relevante, fx “enactments”, “embodiments”, “embeddedness” m.m. Vil som sidste og tredje litteratur varmt anbefale David Wallins “Attachment in Psychotherapy”. Tilknytning (inkl. mellem patient og terapeut), affekter, kroppens ikke-verbale sprog, mentalisering og mindfulness. Den er desuden inspirerende ærlig og fejlbarlig (han snakker fx om hvordan og hvornÃ¥r han bør fortælle patienter om sig selv, fortælle de ting han ikke forstÃ¥r eller kan forstÃ¥ osv).

Så, nu kommer millionspørgsmålene: For hvordan kan vi tilpasse og anvende de fornemmelser, teorier og begreber for intervention, som de affektbaserede psykoterapier for oven har udviklet, ikke til en intervention rettet mod enkelte individer i det terapeutiske rum, men til bredere, samfundsmæssige, politiske interventioner? Hvordan vil en affektbaseret politik se ud?

Globaliseringens guldmedalje

10.02.2011 • afmagt, forskning • 2 kommentarer /

Globaliseringen er blevet en sport, hvor nationalstaterne kæmper om en guldmedalje. Det er allerede utallige gange blevet slået fast, at fortsat vækst ikke bidrager til større velbefindende i de vestlige samfund, der bugner af så meget velstand, at vi smider halvdelen af vores mad i containeren.

Så først den her i dag, en kampagne fra Gymnasielærernes Landsforening (GL).

Melodien kan de fleste nok genkende som slagsangen fra 1992, da det danske landshold vandt EM i fodbold: Re-sepp-ten (a.k.a. “Vi er røde, vi er hvide”).

Anledningen er, at danske gymnasier er blevet kÃ¥ret til “verdens bedste”, ifølge GLs tolkning af resultater fra OECD. Danske gymnasieelever giver mao. den største samfundsnytte sammenlignet med andre OECD-lande.

PÃ¥ kampagnens facebook-side er den mest almindelige reaktion, at det er en “kæmpe sejr”. En udbryder, at “regeringen burde ændre mening”. Men om hvad, kunne man spørge? Regeringen er allerede indstillet pÃ¥, at det de skal tjene penge pÃ¥ i fremtiden, er uddannelse og viden. Forskellen er blot, at det skal foregÃ¥ i privat regi (med privat overskud) snarere end offentligt (med offentligt overskud). Der er ingen forskel i pædagogikken, det er fuldt muligt nikke bekræftende til ovenstÃ¥ende video, mens man afmonterer velfærdsstaten, fortsætter ophørsudsalget til det private, med flere private skoler, mere brugerbetaling, mere “kreativt kapital” og “Danish Design”, flere privilegier til iværksættere og folk der vil lave “innovation”.

De er der allerede. Sorry.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at krumme tæer og skamme mig en smule. Hele den her fest forudsætter jo en fortsættelse på den globale ulighed, der ikke afspejler sig i BNP (Kina kan tjene mere end Danmark i gennemsnit, pr. indbygger, men det er med en kæmpe underklasse, der betales med 4 kr. i timen for at lave bacon til danskerne så vel som den kinesiske overklasse).

Problemet er bare, at det er sÃ¥ mega nedern at disse og dekonstruere. NÃ¥r folk er glade og føler, at det er en “kæmpe sejr”, vil man ikke komme og party-poope hele festen. Og særligt ikke nÃ¥r der er gymnasieelever der er utroligt stolte over dem selv. Problemet med den her fest er, at den slet ikke ser det enorme nulsumspil som globaliseringen er blevet: En turnering mellem fodboldhold, der kæmper om en fucking guldmedalje.

Sportsmetaforen fortsætter, da kampagnen sender et klip med landsholdstræneren fra 1992, Richard Møller Nielsen, der bekræfter, at “pÃ¥ mange mÃ¥der tror jeg man kan sammenligne det med, da Danmark blev Europamestre i ’92″.

Det er ogsÃ¥ tydeligt, hvordan den nye økonomisering og konkurrencetilblivelse taler de gamle 68′eres sprog: “Ønsker vi en reproducerende eller en innovativ ungdom?”. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmÃ¥l. Og “svaret” er, at danskere skal innovere. Mens kineserne og inderne reproducerer.

Hver dag blir der stadig mindre,

der ik kan laves af en inder.

Bacon, øl og den slags ting,

gør de bedre i Beijing.

Men i Danmark har vi hjerner,

der blir morgendagens stjerner.

For når læreren siger farvel,

har de lært at tænke selv.

Man kunne fÃ¥ tanken, at det handlede om at decideret slÃ¥ de andre i den globale konkurrence. Og hører vi ikke tit dette udtryk? Vi skal slÃ¥ de andre, for ellers sÃ¥ overhaler de os bare. Men nej, siger Gorm Leschly fra GL: “Vores interesse ligger udelukkende pÃ¥ vores egen præstation”. Det kan derfor virke mærkeligt, at stort set alle evalueringer og diskussioner omkring uddannelse handler om vores præstationer i forhold til andre landes præstationer. Og uddannelsespolitikken tænkes øge sandsynligheden for at skabe “morgensdagens vinder-gymnasium”.

Men konkurrencen er hele pointen: Danskerne ska konkurrere med verden. Vi skal forblive i den globale elite. Mens inderne og kineserne laver vores bacon til 4 kr. i timen. Dansk uddannelse og økonomi skal være i “verdensklassen”. Mao. vi skal være i overklassen. Og resten af verden, særligt Indien og Kina, skal lave vores biler og betjene vores kundeservice-telefoner.

Nulsumspil er ret enkle: Hver gang nogen vinder, så taber den anden. Altså, misforstå mig ikke: Jeg synes det er kanon fedt med fodbold og konkurrencesport osv. Det er ikke for at blive helt halvfjerdserramt, og det er fedt nok at kæmpe mod hinanden og vinde og tabe og selv skadefro kan være sjovt, når vi spiller en sport med to hold, hvor der er modstandere og holdkammerater osv. Men for helvede, hvorfor skal hele verden omdannes til sport?

Anekdote: Det reaktionære i at være i konflikt med “systemet”

02.02.2011 • fremmed • Ingen kommentarer /

En bus fuld af myldretids-passagerer kører forbi demonstrationen, der fylder den anden side af vejen.

Folk rÃ¥ber anti-kapitalistiske schlagere som ” “Modstand mod, stat og kapital / kampen for befrielse er international”.

Uventet svarer bushaufføren med rytmiske dyt, der spejler råbene fra demonstrationen:

“Dyt dyt, dytdytdytdytdyt, dytdytdytdytdyt dyt, dytdytdytdytdytdyt” (i forstÃ¥r nok).

Overraskelsen! Demonstranterne konkluderer rigtig nok, at solidariteten ikke blot er international, men også kan være direkte. Der hujes entusiastisk til chaufføren, der selv vinker tilbage de sortklædte mennesker.

En ved min side kommenterer, smilende, “han aner ikke hvad det handler om“. Hans makker tilføjer indforstÃ¥et, “han tror sikkert det er en fodboldkamp”. Der grines.

Og således lukkede en del af demonstrationen om sig selv igen.

Demonstrationen gÃ¥r videre, rÃ¥bene lyder nu: “Kampen fortsætter, systemet skal knuses”.

Jeg tænker lidt for mig selv. For selvfølgelig er buschaufføren klar over hvad det handler om. Han har haft 50 meter til at læse bannerne der omsluttede demonstrationen – deres funktion er formodentlig ogsÃ¥ at affektere udadtil. MÃ¥ske nedbrød det for meget af deres verdensbillede, at en del af “systemet” – en buschauffør, der til daglig checker deres billetter – faktisk har begær tilfælles med dem. Begær om, at der fx skal være flere fristeder, at “systemet skal knuses” (det systemet, der tvinger ham til dÃ¥rlige arbejdsforhold eller en shitty løn), at man skal kunne gÃ¥ pÃ¥ gaden hvor der før var biler, at “massekulturen” er “fascistisk“, eller hvilke andre grunde han nu kunne have til at dytte entusiastisk og vinke til demonstranterne.

Er der noget iboende reaktionært i at konstant minde sig selv om, at man er i konflikt med “systemet”? Bliver det reaktionært, nÃ¥r det selvsamme system udgøres af mennesker, der enten er pÃ¥ vippen eller endda i udtalt grad ønsker at slutte sig til modstanden?