Anekdote: Det reaktionære i at være i konflikt med “systemet”

En bus fuld af myldretids-passagerer kører forbi demonstrationen, der fylder den anden side af vejen.

Folk råber anti-kapitalistiske schlagere som ” “Modstand mod, stat og kapital / kampen for befrielse er international”.

Uventet svarer bushaufføren med rytmiske dyt, der spejler råbene fra demonstrationen:

“Dyt dyt, dytdytdytdytdyt, dytdytdytdytdyt dyt, dytdytdytdytdytdyt” (i forstår nok).

Overraskelsen! Demonstranterne konkluderer rigtig nok, at solidariteten ikke blot er international, men også kan være direkte. Der hujes entusiastisk til chaufføren, der selv vinker tilbage de sortklædte mennesker.

En ved min side kommenterer, smilende, “han aner ikke hvad det handler om“. Hans makker tilføjer indforstået, “han tror sikkert det er en fodboldkamp”. Der grines.

Og således lukkede en del af demonstrationen om sig selv igen.

Demonstrationen går videre, råbene lyder nu: “Kampen fortsætter, systemet skal knuses”.

Jeg tænker lidt for mig selv. For selvfølgelig er buschaufføren klar over hvad det handler om. Han har haft 50 meter til at læse bannerne der omsluttede demonstrationen – deres funktion er formodentlig også at affektere udadtil. Måske nedbrød det for meget af deres verdensbillede, at en del af “systemet” – en buschauffør, der til daglig checker deres billetter – faktisk har begær tilfælles med dem. Begær om, at der fx skal være flere fristeder, at “systemet skal knuses” (det systemet, der tvinger ham til dårlige arbejdsforhold eller en shitty løn), at man skal kunne gå på gaden hvor der før var biler, at “massekulturen” er “fascistisk“, eller hvilke andre grunde han nu kunne have til at dytte entusiastisk og vinke til demonstranterne.

Er der noget iboende reaktionært i at konstant minde sig selv om, at man er i konflikt med “systemet”? Bliver det reaktionært, når det selvsamme system udgøres af mennesker, der enten er på vippen eller endda i udtalt grad ønsker at slutte sig til modstanden?