Berøvelse og elefantordener

Rygtet siger, at Mubarak er god for op til 250-420 milliarder kroner. En enorm velstand, som ikke blot de 20% der har levet under fattigdomsgrænsen, men også alle de midt i mellem, er blevet berøvet for og nægtet del i. Spørgsmålet er derfor, hvor meget af det han har nået at tage med sig i løbet af de 18 dage inden han tog på badeferie i Sham-el Sheik. Aktivister er nu begyndt at spore alle Mubaraks aktiver i et spreadsheet. Hvis du vil sætte tid af til at researche, eller allerede ved noget, så kan du hjælpe egypterne ved at bidrage her. En umiddelbar fremgangsmåde er simpelthen, at støvsuge internet efter avisartikler og andre kilder, der nævner Mubaraks og hans oligarkers rigdomme. En alternativ måde, at bidrage til viden om den velstand han har kumuleret, er ved at uddybe den relevante Wikipedia-artikel.

Senere vil der formodentlig komme en decideret webside, hvor beviserne og researchen kan samles. Men start hvor vi kan starte. Det er også nu, mens forvirringen stadig råder og jubelen risikerer at udviske vreden, at berøvelsen kan fortsætte med at finde sted.

Og så dagens vidste-du-også: Det er ingen hemmelig, at Mubarak havde elefantordenen i Danmark. Den fik han i 1986, kun fem år efter han uden parlamentarisk valg overtog præsidentposten fra Sadat og indførte den nationale undtagelsestilstand, som skulle gælde uafbrudt i hele hans 30 år lange styre. Men vi lever faktisk i et endnu mere bizart land: Mens demonstranterne fyldte Kairos gader udleverede Danmarks officielle repræsentant, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, endnu engang en elefantorden til en diktator, denne gang kaliffen i Bahrain.

Og straks bør vi så forvente, at høre de liberale støtter af regimerne beklage sig: Om urimeligheden i at opgive samarbejdet og legitimeringen af diktaturer – skulle vi måske standse al handel med Kina? Rusland? Alle afrikanske stater? For det er nemlig den eneste må, at vestens liberale kan se en god rolle for sig selv: Ved at intervenere militært eller skabe handel for dets virksomheder. Og det kan godt være at man “ikke er tilfreds med de demokratiske processer lederen er valgt efter”. I det liberale verdensbillede er økonomien og politikken to separate sfærer. Under alle omstændigheder bør man ikke opgive den legitimering og det samarbejde med arabiske landes “den slags idealisme er komplet urealistisk på nuværende tidspunkt”. Den liberale har altid grund til at vente. For den liberale, er tiden aldrig moden for andre folk at gøre oprør mod deres herskere. Det skal nemlig gå “fredeligt til” – gennem diplomatiets ærlige arbejde, protester der går lovens vej, entreprenørens rebelske modstandsform. Og i mellemtiden er der vel ingen grund til at ikke lave lidt business med dem, der nu måtte sidde som ledere af landet?