Jubelpessimisme

Føler i dag, at der er grund til at være jubelpessimist.

Jubelpessimisme indebærer, at vi kan holde flere ting i hovedet på samme tid, at vi kan glædes og fejre og spekulere og konspirere, at være både optimist og pessimist på samme tid (de er ikke hinandens modsætning, det er derimod defaitismen, den opgivende følelse, accepten og overgivelsen af fremtiden). At være ambivalent, helt enkelt.

Omkring 30 sekunder. Så lang tid tog det Suleiman, at annoncere på det egyptiske stats-TV, at Mubaraks 30 årige lange ledelse var slut.

At Mubarak gik af sin præsidentpost i Egypten og overlod den formelle ledelse til militæret, anerkendes af selv de mest kyniske kommentatorer som et vendepunkt – revolutionens første store bedrift – men i den arabiske region som sådan. Der er seriøse potentialer for domino-effekter nu. Det hele er første begyndt. Hæv blikket.

Oprøret har allerede bygget grundstenene til demokrati

Og det er vildt! Magtdynamikken mellem befolkningen og regeringen i Egypten vil for altid være forandret efter i går.

De seneste par uger har befolkningen fået den altid omnævnte “smag for frihed”. Hvad betyder det egentlig? Det betyder bl.a. at have fået fornemmelse for og forfinet sin politiske bevidsthed og krop, tale magten imod, lært at forsvare sig mod politiet, øvet sig i det sociale samarbejde som det kræver at holde et oprør i gang, og mens statens apparater falder sammen (hvilket nogle absurde vestlige kommentarer satte synonymt med “samfundet”), bygger man et samfund i skallen af det gamle, med alternative infrastrukturer; overtager fabrikker, starter arbejdskooperativer, kvindegrupper, selvforsvarsgrupper i nabolaget, der distribuerer mad ud til hjemmene når området er roligt; udviklingen af et helt nyt sprog, nye slogans, nye sandheder; at lære at producere og distribuere undergravende løbesedler, opdage værdien af timing (modstandens kairos), finde undetrykkerens svage punkter, finde hinanden på gaderne, på tværs af kulturelle og religiøse skel (her viser oprøret sig som en langt mere ægte multikulturalisme end i vores liberale demokratier), hvor kristne vogter for sine muslimske kammerater, mens de beder midt under gadekampe

Og så vandt de oven i købet. For tilfældet, den første kamp. Det forstærker blot sandheden i alt det, de seneste uger har lært kroppen, alle de bånd der er blevet knyttet mellem mennesker. Det har haft mange omkostninger: Hundrede er døde og tusinder sårede. Vi bør have den dybeste respekt for de modige mennesker, der kastede sig ud i deres lederløse oprør. Ikke ved at blot konstatere respekten, men ved at fortsætte med at have vores opmærksomhed på Egypten, når de nu går ind i en post-Mubarak-fase. Revolutionen er først lige begyndt.

Kvinder og mænd tager hånd om gaderne. Hvem har brug for en regering?

Risiko for jubeloptimisme

Faren er derfor, at reaktionerne læner sig mod jubeloptimisme: Over at “revolutionen har nået sit mål” og “det egyptiske folk har sejret”. Resten er blot et “teknisk spørgsmål”.

Hvad jeg fisker efter her, er en kritik af,

  • at Omar Suleiman, chef for det sikkerhedspoliti, der de seneste uger har skudt og slået på demonstranterne, er stadig ikke er smidt ud. Men også før oprøret stod Suleimans sikkerhedspoliti for daglig politibrutalitet og tortur i Egypten.
  • at militæret nu har den formelle magt over landet, et militær der – trods alle forestillinger om deres “neutralitet” – stadig er en del af regimet. Hvilke aktiver og interessenter er der at finde her?
  • at en “overgangsfase” ikke er nogen entydig størrelse, men derimod kan have vidt forskellige meninger, indhold og tidslængder. Skal overgangsfasen blot lede op til parlamentariske valg? Hvem skal organisere dette i så fald? Er demonstranterne på Tahrir-pladsen direkte repræsenterede? Og hvem skal gøre det? Og hvornår?

Det er her, hvad jeg i det forrige indlæg beskrev som en affektbaseret politik, må forsøge, at forhandle mellem modstridende affekter, for at opretholde ambivalens.

Faren ved jubeloptimismen – modsat jubelpessimismen – er, at det er en jubel, der har tendens til at slette og overskrive den underliggende vrede og modstand, der har drevet hele oprøret. Vrede, håb og modstandsfølelse som også på meningsfuldt vis har været tilstede i resten af verden, der har fulgt med og haft en ikke ligegyldig rolle at spille, ved at forsøge at lægge pres på egne liberale støtter til regimet, og udøve direkte solidaritet gennem fx netaktivisme. Men revolutionen er først lige begyndt. Derfor må en ambivalens råde, så ikke jubelen skyller al vreden ud. For der vil komme flere og nye lejligheder til at gøre brug af vreden og gøre modstand. Ellers kommer en næste dag hvor militæret i stilhed plyndrer den egyptiske stat, og kroppen ikke er beredt på en meningsfuld reaktion til det – ikke opmærksom nok. Og den kognitive dissonans er for stor, så man vil have tendens til at ignorere eller glemme.

Jeg tror vi kan gøre meget ved at støtte egypterne og de andre arabiske folk der vil lave oprør. Men begivenhederne kan også forfine og træne vores egne fornemmelser for politisk bevidsthed. Lige nu er Egypten et af de mest inspirerende udtryk for demokratisk bevidsthed, og vi har meget at lære fra dem – ikke omvendt (det er ikke os der skal ned og fortælle dem hvordan det – liberale borgerlige – demokrati fungerer, de skal have tid og støtte til at gå deres egne nye veje). Vi kan støtte egyptiske og andre arabiske revolutionære ved at lægge pres på de kræfter herhjemme, der er tavse eller decideret understøtter regimerne – endnu mere vigtigt under kommende “overgangsfaser”. Hvor meget når regimet at tilrane sig, mens det smuldrer? Et rygte siger, at Mubarak er god for helt op til 200-400 milliarder kroner. Kan nogen bekræfte den slags bizarre tal?

Tror her det er tid til at læse lidt op på hvad der skete i Sydafrika efter frigørelseskampen far Apartheid-styret og efter Nelson Mandela og ANC kom til “magten”. Apartheid-styret nåede kun uger inden at sælge ud af hele butikken, til tidligere apartheid-ledere, så der ingen økonomisk magt var tilbage i statsapparatet. Det var en tomt og symbolsk overdragelse af den politiske indflydelse. Naomi Klein skriver om det i kapitlet om Sydafrika i Chokdoktrinen: “They had acquired the keys to the house but not the combination to the safe”, som Klein udtrykker det.

Jubelpessimismen jubler derfor over den virkelige bedrift det er, at Mubarak er gået af, men er samtidig pessimistisk, dvs. varsom omkring hvor meget af resterne af hans regime har smuldret. Det er kun toppen af regimet der røget. Resten må også afinstalleres og fortsætte med at krakellere. Optimister og pessimister på en og samme gang, for at forvise opgivelsen og trætheden.

Spørgsmål

Dagens spørgsmål, for at opsummere, og jeg vil meget gerne have nogle bud: Hvad sker der i Egypten nu efter der er blevet fejret hele natten i går? Er Suleiman, chefen for sikkerhedspolitiet, stadig siddende? Hvor mange tyvekoster har Mubarak taget med sig til sin badeferie på Sham-el-Sheik? Hvilke forhandlinger hørte vi ikke om bag kulisserne i går inden Mubarak trådte af? Hvad betyder det, at militæret, der trods al “neutralitet” stadig er en del af regimet, har den formelle ledelse af landet? Hvad sker der for de arbejderkooperativer og nye infrastrukturer som oprøret har nået at bygge? Hvad sker der med den arabiske region nu? Giv gerne svar og find på flere spørgsmål.

Den virkelige overgang: At føle at man lever for første gang

Angående det her med at vente og at ikke gå til forhastede beslutninger, skynde sig at fylde det “vakuum af magt” som Mubarak efterlader sig. Det er rigtigt, at fx i Afghanistan at det var en fejl at hurtigt indsætte en vestligt-orienteret centraliseret statsmagt, i stedet for at lade demokrati vokse op for neden. Men nu var det jo også en vestlig invasion og besættelse af et land. I Egypten var det helt omvendt: Befolkningen gjorde oprør og forsvarede sig mod politistyrker der skød dem ned med amerikansk producerede våben. Ironisk.

Når visse maner til “en stabil overgang” osv. så husk også at det er præcis samme fremgangsmåde som regimet selv opfordrer til. Det er gode grunde til at de ønsker en “stabil” overgang, for således kan de fortsætte med at rage til sig inden en ny magt er kommet til og legitimere at slå ned på evt. gentagelser af oprør (for “nu får I jo det i ønsker”).

Zizek skrev meget præcist om det her i Guardian:

“One of the cruellest ironies of the current situation is the west’s concern that the transition should proceed in a “lawful” way – as if Egypt had the rule of law until now. Are we already forgetting that, for many long years, Egypt was in a permanent state of emergency? Mubarak suspended the rule of law, keeping the entire country in a state of political immobility, stifling genuine political life. It makes sense that so many people on the streets of Cairo claim that they now feel alive for the first time in their lives. Whatever happens next, what is crucial is that this sense of “feeling alive” is not buried by cynical realpolitik.”

De store billeder i dette indlæg er taget af Hossam el-Hamalawy. Billede to og tre er fundet og samlet af Leil-Zahra Mortada i Facebook-albummet “Women of Egypt”. Det øverste jubelpessimistiske billede er fra Al-Jazeera.

I morgen søndag befolkes Café Under Konstruktion af en masse egyptiske danskere og andre der vil fejre den første sejr sammen. Der bliver vist en dokumentarfilm og nogle vil spille egyptisk musik. Der er ikke noget program, men velkommen ned i Folkets Hus, stueetagen, Stengade 50 på Nørrebro om eftermiddagen.