Individernes bæredygtighed

31.03.2011 • mig'et, overflod • 2 kommentarer /

Sådan lyder samtidens miljøbevidsthed: “Husk at slukke lyset!”.

Hvad der engang var strukturelle økologiske krav er i dag blevet individuelle krav: “Lev med mådehold” – “Husk at lægge pap og papir for sig” – “Lav kun så meget mad du kan spise” – “Find ind til glæden ved det simple liv”. Folk forventer af hinanden at sortere affald og stå i de små hjem for at diskutere om dette nu skal sorteres det ene eller andet sted: “Hvordan er det nu, kan pizzabakker genbruges, når der er madrester på?”

Men det er frem for alt i industrien svineriet sker. Af al den mad der smides ud i fødevaresektoren i USA, står de enkelte hushold for 14% – resten er i produktionen (R. Paulsen, 2010:153). Derfor er det også udenfor hjemmene, at behovet for sorteringen er størst. I England bliver mellem 20-40% af al frugt og grønt afvist før de overhovedet når butikkerne, pga. de høje kosmetiske standarder. Jeg kigger rundt i mit lokale supermarked og funderer på om de “Pink Lady”-æbler jeg kan købe mon har fået den identiske form, fordi procenterne også er identiske i Danmark.

De nuværende løsninger på klimaproblemerne ser altså således ud: Individuelle forbrugere, der skal vælge den rette livsstil, samtidig som de husholder med deres energiforbrug og affald. Resten overlader vi til politiske repræsentanter, der hvert år mødes i store conferencer, som COP15.

“A clear plate means a clear conscience”. Plakat fra 2. verdenskrig, England

Hvor meget indsigt har vi egentlig i industriens affaldssortering og energiforbrug? Nutildags vil alle virksomheder præsentere sig som grønne, “bæredygtige” og øko. Stort set alle produkter kan sælges som grønne, uanset om de indebærer et enormt spild. Stjerneeksemplet er, at bytte sin velfungerende (men dog svinende) benzindrevne bil ud – og således producere affald – og erstatte den med en helt nyproduceret så kaldt “el-bil” (der får sin strøm fra kulkraftværker og fortsat bygger på hele bilismens infrastruktur).

Jo mere vi snakker om at “slukke lyset” derhjemme, jo mere bliver det “den enkeltes ansvar”. Det betyder, at man pludselig bør huske at købe økologisk (hvis man har råd). Det betyder også – fordi denne type løsning nu virker indlysende – at man pludselig bør huske at købe politisk korrekt (hvis man har tid og resourcer til at sætte sig ind i detaljerne: Hvilken bananplantage der skyder sine fagforeningsmedlemmer, etc. etc.).

Den letteste måde, at få ingenting til at ske på er, at få alle og enhver beskæftiget med det hele på én gang i deres egne små liv.

Den her logik ud betyder, at mennesker i vores samtid ængsteligt siger til hinanden: “Husk nu at spise op fra din tallerken. Tænk på børnene i Afrika“, mens supermarkederne, butikkerne, producenterne, og alle de andre der tjener penge de ting vi køber, smider tonsvis og tonsvis af brugbare ting i containeren. For at ikke “mætte markedet”.

“Don’t waste bread!” Plakat fra 1. verdenskrig, England

It is stupid to make Facebook understand what is wrong with Facebook but it is okay if you take the understanding with you when fleeing

30.03.2011 • internet, [English] • Ingen kommentarer /

“We are so sorry that you decided to deactivate your account. Please take a moment to write why you have chosen to leave, so we can do our best to make our services better.”

“First, Facebook is now the largest database for information about people that have ever existed, but it does not allow me to see and copy my entire social diagram. I want to participate in a social network where the fruits of my clicking and connecting comes back to me, if at all. Second, Facebook is a proprietary business, which means that all the value we create as users end up somewhere else. I want to participate in a not-for-profit social network where profits goes back into the network to develop new stuff we ourselves decide, take out the commercials or stop selling our social diagrammes to corporations. Third, Facebook keeps surveilling me, and let states and corporations do it too for a price, even if I don’t want to be surveilled. Fourth, Facebook is an infrastructure that is not copy friendly, and leaves no room for collective building and restructruring – only at the mercy of your developers, only by way of pathetic protesting, in Facebook groups. Fifth, Facebook keeps my data even if I don’t want it to, even if I delete my account. Sixth, Facebook is a closed system on the internet, where every user cannot decide which other nodes – including on the outside of the Facebook wall – we want to connect to. For all these and other reasons, Facebook is a danger to the internet as I see it now. That’s why I want to quit, at least for now, to learn how more people could also quit. See you again, or never (depends if we succeed).”

Om den kritiske distance

25.03.2011 • affekt, forskning, kritik, offentlighed • 3 kommentarer /

Det siges ofte, at for kunne blive taget seriøst, er det nødvendigt at have kritisk distance.

Det siges i mange sammenhænge, men kræves særligt af kommentatorer, journalister, eksperter, anmeldere, intellektuelle og videnskabsfolk. Jeg ønsker ikke at give grunde for at man, på paradoksal vis, bør få en kritisk distance til denne forestilling, men drives til at undersøge den kritiske distance, fordi jeg undres over den. Ofte forstår jeg ikke hvad den skal til for. I visse tilfælde decideret irriterer den mig.

Kritikken af den kritiske distance bedriver jeg således med hvad vi i stedet kunne kalde kritisk nærhed: Hvordan den kritiske distance og dens krav berører mig, for at komme tæt på de gnidningspunkter den kritiske distance skaber. Motivationen er lignende et tidligere svensk indlæg på commoniser om at undersøge en ny rolle for den intellektuelle.

Lad os tage grupperne en for en, da de hver især bidrager med aspekter til at forstå hvad der menes med den kritiske distance. Udtrykket indebærer tydeligvis et rumsligt forhold – en distance – således at kritikeren altid er på afstand fra, aldrig kommer tæt på, objektet for kritik. Kritik skal her forstås i en bred betydning: som at beskrive noget, udskille ting fra hinanden, bedømme, vurdere. Med objektet for kritik mener jeg det, der kritiseres.

Kommentatorer står, som til en fodboldkamp, på sidelinjen, for at kunne have overblik og køligt betragte begivenhederne. I fodbold ville det være komplet latterligt, hvis de pludselig rendte ind på banen for at tackle en angriber der var på vej mod målet. Det ville afbryde spillet. Den politiske kommentator analyserer og afkoder det politiske spin, men ønsker ikke at komme hinsides spin, da det ville bryde spillereglerne (politiske kommentatorer lever ikke blot af at reproducere relevansen af disse spilleregler, de skifter roller fra kommentator af spin til spindoktor, skaber af spin, i løbet af en halvleg).

Journalisten rapporterer om begivenheder og fænomener, men vil aldrig blandes ind i sagerne – hvilket kan være overordentligt vanskeligt, fx under de arabiske opstande – men vil altid bestræbe at forblive neutral. Når journalisten skriver om kulturelle fænomener, som nødvendigvis må påvirke journalisten selv, foretages distancen på journalisten selv – med den ironiske distance. Fotojournalisten skal dokumentere og iscenesætte det, der udspiller sig, sætte det i perspektiv og ramme, men afholder sig fra at selv blive en del af billedet.

Politi banker en mand under plyndringer efter jordskælvet i Haiti 2010, mens en fotograf dokumenterer scenen. Og en anden fotograf sætter det i perspektiv.

Eksperten. Eksperten forventes have enorm viden om sit felt, men bør samtidig indsamle alt sammen uden at selv blive involveret i det (tænk blot på alle de så kaldte “terroreksperter”, som det myldrer med for tiden!). Der findes eksperter om stort set alt, og alle er de i berøring med sit felt, men aldrig vil de berøres af sit felt. Kun på den måde kan eksperten tages seriøst, tænkes det. Og inviteres til DR2 Deadline, for at nøgternt udtale sig og oplyse seerne på distancen – seere der således fordobler deres distance til objektet.

Intellektuelle. Stereotypen på den intellektuelle er manden (ja, manden), der sidder i sit hjemmebibliotek og fordyber sig i teori. Der bevidst undgår at blive grebet af samtidens omskiftelige moder. Lænestolsfilosoffen, der forsøger at samle alle verdens detaljer i et omsiggribende system, men netop derfor mister sans for detaljen. Den radikale intellektuelle, der sidder på fortovscaféen og agiterer for revolution, mens husbesættere åbner en tom bygning på den anden side af gaden.

Videnskabsfolket. (Her bør jeg være tro mod feministisk videnskabsteori der har pioneret kritikken af den kritisk distance og dets maskuline vidensideal, lad os sige videnskabsmændene). Videnskabsmændene ønsker at kunne se uden at pille, forstå uden at ændre, som var de en fritsvævende krop der kunne betragte verden uden at blive berørt selv – et øje i det høje (Donna Haraway har beskrevet synsvinklen i denne type videnskab for “a god’s eye view”). Mere præcist: Den kritiske distance hos videnskabsmændene indebærer, at kunne undersøge et objekt uden at intervenere i det. Neurologen måler på hjernen og fortæller patienten, at der “ikke er noget”. Patienten – og dennes hjerne – forbliver uberørt. Sociologen undersøger befolkningens holdninger med spørgeskemaer og kan fortælle dem, at de aldrig har været lykkeligere, end de er nu.

Anmeldere, eller i ordets ældre variant ‘recenserere’ (re- ‘igen’ + censere ‘at se’). Anmeldere “bedømmer igen”. De foretager bedømmelsen efter andre, dvs. de andre, der har forårsaget det, der skal bedømmes. Samme sproglige betydning som re-censere, og med vægten på synet som sans, har det engelske også: re-viewer. Anmelderen forholder sig således ikke blot med en tidslig distance (efter de andre), men også med synets distance: Betragtende.

Det er dog ikke kun fagfolk der forventes, at have en kritisk distance til det, de kritiserer. Selvet kan blive et objekt kritik – og således opstår det vi kalder for selvkritik. Den kritiske distance sætter sig igennem her, som en distance til selvet. At have en kritisk distance til sig selv indebærer, at kunne se sig selv udefra, foretage den lille adskillelse mellem jeget og selvet, der gør det muligt, at arbejde på sig selv.

Hvad der går igen i den kritiske distance er en vægt på synet som sans (at betragte, at vurdere på afstand). Kun med synet kan man stå på sidelinjen. Distancens ideologi bygger på mange ting vil jeg tro, bl.a. en grundlæggende idé om neutralitetens mulighed. Men langt vigtigere er hvor belejlig den er: På distancen får du aldrig beskidte hænder.

Vi skal ikke gå videre ind i de videnskabsteoretiske problemer med den kritiske distance, som let kan gribe om sig. Men der er ingen grund til at slutte kritikken af den kritiske distance på distancen. Jeg vender nok tilbage til emnet, særligt hvad distancens modsats – en kritisk nærhed – kan indebære. Men det er værd inden da at nævne nærhedens ontologiske udgangspunkt: at undersøgelser altid også intervenerer i sit objekt, at den der kigger også altid i en vis udstrækning piller ved det der kigges på, at der ikke findes fritsvævende kroppe, at betragtere – selvom de med synets afstand opholder sig uden for berøringssansens rækkevide – altid også berøres og affekteres.

Det er på tide at glemme gudeøjet. Eller, “på tide”. Det er atter på tide, og det er værd at fortsætte med, at glemme gudeøjet. I det 20. århundrede fandt to vidt forskellige personer frem til samme konklusion: Michel Foucault og Niels Bohr.

Michel Foucault, da han beskrev panoptikon – tårnet i fængslet, hvor alle fanger kunne overvåges, men hvor fangerne aldrig kunne vide om de blev det. Derfor måtte fangerne konstant gå rundt som hvis de blev overvåget, således at de i praksis udførte overvågningen selv, på sig selv. Panoptikon viser os, hvordan evnen til at se påvirker det, der bliver set.

Niels Bohr, da han som løsning til lysets bølge-partikel-dualitet (dvs. at lys både kan måles som bølger og partikler), foreslog, at inkludere de apparater der måler, som konstituerende for at lys bliver til. Lyset er ikke det, der undersøges. Det er lyset + måleapparatet, der undersøges: Ét måleapparat får lys til at blive til som bølger, et andet får lys til at blive til som partikler. (Forklaringen er kendt som komplimentaritetsprincippet).

I forlængelse af Bohr er den kritiske distance ikke bare umulig, den ville – hvis vi nu abstrakt kunne forestille os den – få intet til at blive til.

Psssst… Kommer snart: Bitbureauet, ny internetpolitisk organisation

21.03.2011 • internet, offentlighed, venture • 1 kommentar /

Psssst…

Vil blot tippe om at holde øje med en internetpolitisk organisation, der snart sætter i gang, ved navn Bitbureauet.

I det seneste år forløb en række begivenheder, vel nok først og fremmest de hændelser der fulgte Wikileaks’ Embassy Cables, der bragte internetpolitik ind i mainstreamen – dvs. at internet overhovedet kan blive objekt for politik (da Mubarak lukkede internet i Egypten, gav det atter anledning at diskutere amerikanske lovforslag om en “internet kill switch” og ligeså den så kaldte neutralitet i de europæiske internet). Men hvad der blev mainstream var i lige så høj grad erkendelsen af, at internettet er en økologi med sin egen type agens, hvilket fx Anonymous og Telecomix’ kaotiske aktiviteter vidner om.

Dette ord, internetpolitik, har alligevel ikke fået en helt etableret betydning. Pt. lader det mest af alt betegne virksomheders retningslinjer om hvorvidt medarbejdere må gå på Facebook. Men internet er mere end ansatte der fordriver meningsløs arbejdstid med cyberslacking. Så, det er en af de sager en aktør som Bitbureauet ville kunne beskæftige sig med: At politisere internet.

Googler man “internetpolitisk organisation” (eller andre variationer, fx “internetpolitisk tænketank”) kommer der pt. ingen søgeresultater op, foruden et relateret blogindlæg på commoniser tilbage i december. Initiativet har således været under opsejling et stykke tid i forskellige konstellationer, samtaler og mindre byggeprojekter, men med internetpolitik som fællesnævner.

Hvad der under opstarten har udgjort Bitbureauet, er et lille netværk på omkring 10-15 personer. Aktiviteten har kredset om et par kernegrupper, der arbejder med og samtaler om forskellige sager, fra anonymiseringsteknologi til læsninger om bl.a. p2p-kommunisme og det postdigitale. Folk har vidt forskellige baggrunde og er et væv af hackers (fra den hardcore slags til den overfladiske, grænsende til den lidt opportunistiske hipster-udgave, hvad vi kunne kalde hacksters), lommefilosoffer, IT-fagforeningsaktive, geek girls og -boys i almindelighed, utopiske teknikpessimister, kopieringsfetichister, medieøkologer, designere, pirater der er trætte af fastlåste diskussioner om fildeling, og så at nogle ved en masse om tekniske sager mens andre ikke ved så meget om ting der står i <kode>.

Det sidste er en vigtig pointe. For at en organisation som Bitbureauet skal kunne have relevans, må dét at kunne programmere og forstå kode ikke blive det eneste priviligerede udgangspunkt for internetpolitiske samtaler og handlinger. Internet er ikke blot et teknisk fænomen, “a series of tubes“, en masse serverhaller og kabler. Som vi bruger mere og mere tid på internet – eller måske mere præcist, som vi i stigende grad bliver internet, ved at hele tiden koble os på, digitalisere vores analoge adfærd, knytte bånd og kommunikationskanaler gennem internet, der siden vender tilbage i kødverden  – jo oftere og mere dette sker, desto tydeligere bliver det, at internet ikke blot nu, men altid har været de aktører der befolker det (mennesker som maskiner, fra drive-by-defacing-scripts til robotforfattere som Heinz Duthel). Vi er allesammen internet. Samtidig kræver det også, at vi lærer hinanden at beherske det (hvilket bl.a. indebærer at lære <kode>). Alternativet er, at vi under “brugervenlighedens” banner fastlåses i et klient-server-baseret internet, hvor alt er kontrolleret, hvor nogen får freemium og nogen får premium, hvor (den immaterielle) ejendomsret indfanger al den værdi internettets befolkning skaber, for at siden udøve sin distancerede kontrol og gøre det umuligt for ting at forblive fælles, hvor du altid skal spørge en priviligeret web 2.0-virksomhed om lov før du ændrer noget, hvor alt logges, hvor reklamerne hele tiden trænger sig på uden at du lægger mærke til det, hvor informationer pludselig bliver væk og brugere slettet, hvor vi konstant befinder os i enorme gatede communities som Facebook, låste internet i internet, hvor vi må finde flugtlinjer i stedet for at bestemme udviklingslinjer for internettets fremtid.

Allerede nu kan du følge Bitbureauets twitter og få besked når det går i gang, formodentlig i slutningen af den kommende uge. Vi får det internet vi vil have, ved at begynde at tale om det og bygge det. Derfor følger der også lidt netanarkitektur med fra start, til fri afbenyttelse.

Den lange flugt fra Facebook

11.03.2011 • internet, offentlighed • 18 kommentarer /

For et par uger siden deaktiverede jeg min Facebook-konto.

Det var ikke uden tvivl og overvejelser, da jeg gennem lang tid, fra omkring efteråret 2007, har været storforbruger og -producent af links, statusser, begivenheder, grupper, kommentarer, likes (en masse), interventioner, flere identiteter og kontoer. Nogen vil måske mene, at aktiviteten grænsede til spam. Men på trods af de mange daglige ophold, fyldte Facebook mig også med en lede.

Så: Klik klik klik, og fri fra dét.

Allerede nu tænker du, at ja, denne sætning – “Jeg har ikke nogen Facebook” – er godt på vej til at blive den nye “Jeg har ikke noget TV” og det er præcis det modsatte af pointen med dette blogindlæg.

Og ja, hipsters på New York Times skrev allerede om et kommende Facebook Exodus i 2009 (hipsters er systematisk for tidligere med deres prognoser, forudsigeligheden er næsten så præcis, at prognosen kan udledes netop af den systematisk dårlige fornemmelse for “hvornår noget er dødt”). Sandsynligvis vil antallet brugere på Facebook stige også de næste kommende år (en hel generation af ældre er først rigtigt ved at finde alle deres gamle klassekammerater fx). Mange vil også sidde helt fast på Facebook, investeret for meget i netværket til at uden videre migrere det videre (hvilket Facebook på ingen måder hjælper dig med heller, det vil gøre alt for at det bliver besværligt at tage dine informationer, billeder og venner med ud). Der er få alternativer også, eftersom Facebook har formået at skabe – og fortsat holde – et monopol.

Biopolitik, ikke livsstil

Da jeg deaktiverede kontoen var det ikke som en selvgod liberal, der vælger ny livsstil. Det var og bliver derimod et eksperiment, med et antal formål og en intention om at også vende tilbage på senere tidspunkt (det sidste indeholder en øvelse og er lidt kompliceret, måske vender jeg tilbage til det, forklare øvelsen altså). I stedet for et livsstilvalg (der altid retter sig mod selvet) er det en undersøgelse af livsformer (som retter sig mod tilblivelsen af andre former for liv, eller med et præcist ord, biopolitik). En slags forskning. Vi kunne også sige, at det er undersøgelsen af forskellige former for internetværen, dvs. væren på og gennem internet.

Der kan siges mange ting om Facebook: at det er profitorienteret, lukket kode, dårligt interface, hierarkisk organisation, at det er det største arkiv over personlige oplysninger i menneskets historie, men kontrolleret af en virksomhed. Men hvad der er langt mere nærværende for Facebooks befolkning (hvis vi nu skal betragte det som en slags kontrolleret nationalstat på internet) er hvad Facebook gør ved vores hverdagsliv.

Facebook owns u

Facebook ejer og kontrollerer store dele af vores liv: Bogstaveligt talt, som i overført betydning; den konstante strøm hvor vi holder hinanden opdateret på hvad der sker; invitationerne til festerne, til arrangementerne, til middagene, til de uformelle og de formelle møder, til studiegrupper, stort set alle begivenheder der kan sættes i en kalender ender på og bliver fanget i Facebook; De hastigt oprettede Facebookgrupper og -sider, hvor initiativer og begivenheder kan organiseres; Den daglige slacktivisme / clicktivisme / like-tivisme; de mange samtaler i kommentarsporene; de lidt distancerede, men dog også nærværende små pip, man tør give til sine halvbekendte; følelsen af, at for fremtiden kunne være lige præcis nok i kontakt med alle, til at de ikke glemmer én, at en virkelig kontakt kan optages, hvis det bliver relevant.

Og så kommer andre ganske radikale forandringer snigende: Facebook er godt i gang med at kolonialisere email-funktionen. Facebook er pt. det sted på internet, måske bortset fra Google, hvor den nye panspektriske overvågning bliver innoveret og udviklet. Men måske først og fremmest er det det samlede indtryk af, at kunne overskue alle (alle?) i ens netværk – alle de andre, alle små glimt fra deres liv, alle billederne, kontaktoplysningerne, at de er umiddelbart indenfor rækkevidde; samlet på ét sted.

Spørgsmålene, der begyndte melde sig, efter kort tid: Hvad sker der når båndene til et monopol-lignende socialt netværk bliver klippet? Hvilke informationsstrømme vil jeg mangle? Hvilke nye strømme vil træde i dets sted? Hvem vil opdage at jeg er væk? Og hvem vil savne min tilstedeværelse i deres Facebook-feeds? Hvem vil tro – paranoidt – at jeg ikke har deaktiveret hele min konto, men specifikt slettet og blokeret dem? Hvem vil se min flugt og følge mig deri?

Og så genopdager man pludselig Twitter, motiveres til at fortsætte alpha-testen af Diaspora, hænger mere på IRC-kanaler, forvilder sig ind i obskure mikroblogging-økologier og begejstres af nye projekter der lader til at være drevet af en helt anden slags følelse af nødvendighed.

At finde hinanden postdigitalt

Den metodiske pointe er her, at i stedet for ty til liberale boykots og livsstilsændringer, bør vi iværksætte eksperimenter og undersøgelser. Flyt ind og ud af Facebook, bliv promiskuøs med de sociale netværk (men søg også stabiliteten i de økologier der fungerer på daglig basis), tag midlertidige eksil (ikke for “detoxe”, men for at undersøge hvilke livsformer detoxet skaber).

Lukket ude fra Facebook fremprovokerede først og fremmest spørgsmålet: Hvordan kan vi finde hinanden, uden Facebook?

Bemærk, at spørgsmålet ikke handler om vi kan finde hinanden uden Facebook. Selvfølgelig kan vi det og gør det hele tiden. Men det er værd at lægge vægt på metoderne til det, hvordan vi rent faktisk gør. Hvad er mulighedsbetingelserne for postdigitale møder overhovedet?

For et par uger siden fandt 139 mennesker hinanden i en tom forladt bygning uden brug af hverken internet og mobiltelefoner. Effervescente møder som den lørdag aften plejer ellers at blive til gennem opslag på netop Facebook (uspecificeret) og senere på aftenen gennem kædesms’er (specificeret). At begrænse den metode er ikke bare en asketisk gestus eller politisk korrekt boykot af teknologi, men derimod undersøgelsen af mulighedsbetingelserne for postdigital kommunikation, at finde hinanden med kødverdens metoder: hvisken i øret, skriften på væggen, rygtet på den lokale bar, den hemmelige lap i håndfladen.

Venturekapitalisme

08.03.2011 • venture • 1 kommentar /

For overleve bygger det nuværende økonomiske system på en metode til at først tiltrække innovatorer og derefter indfange deres kreative resultater: Venturekapitalisme.

Venture capital is financial capital provided to early-stage, high-potential, growth startup companies. [Wikipedia]

Gennem deres adgang til store summer penge, virksomhedskontakter og -aftaler, diverse privilegier m.m., tilbyder venturekapitalister hver generation af nye innovatorer en chance for at realisere sine idéer ved at sælge de fremtidige produktive værdier i bytte mod den nødvendige kapital som behøves for at starte.

Venture … Et dristift foretagende; at vove noget, at sætte noget på spil, spekulere

… provided to early stage … Tilbydes til virksomheder og enkeltpersoner, der er i tidlige faser, hvor de ikke selv har midler og derfor er afhængige af venturekapitalister

… high-potential … Den potentielle fremtidige gevinst, dvs. forskellen mellem de penge der skydes ind i starten og de penge der kan indfanges og trækkes ud senere, er meget høj.

… growth startup … Innovationen viser tegn på vækst, eller blot tydelige potentialer til vækst og er først ved at starte op, derfor ikke endnu etablerede og selvstændige, autonome.

(Der kunne måske laves en association til hipster-terminologi her, vækstpotentialet i det fucking indie-hippe, og den opportunisme det kræver at gribe det, der er ved at “starte op” og næsten vokser / ikke engang er blevet cutting-edge endnu).

Værdien der ikke bliver beholdt

Kontrakten mellem venturekapitalisten (der har pengene, midlerne, kontakterne) og innovatøren (der er afhængig af dem, for at kunne komme igang) er den mekanisme, der indfanger den fremtidige værdi og fanger innovatøren i venturekapitalistens kontrol.

Den indfangede værdi som venturekapitalisten har skabt fra tidligere venture-fortagender indfanger altså den fremtidige værdi, som endnu ikke er realiseret af innovatøren. Hverken innovatørerne eller nogen af de fremtidige arbejdere i de organisationer og industrier som de skaber har mulighed for at beholde værdien af deres bidrag.

Denne ikke-beholdte værdi udgør den rigdom som fortsætter med at indfange den næste bølge af innovation og anvendes ligeledes af sine private ejere til politisk kontrol, for at påtvinge ejernes interesser.

Ejendom: Kontrol på distancen

Alt hvad vi ikke beholder i det fælles men tillader at blive indfanget som statslig eller privat ejendom, vil vende tilbage i form af kontrol og undertrykkelse.

Som en af statens centrale interventioner i den netværksøkonomi, som venturekapitalet er afhængig af, er håndhævelsen og gennemtvingelsen af ejendomsretten.

Ejendom er ikke forudsætningen for frihed, som det så ofte siges. Ejendom står i modsætning til frihed. Ejendom er nemlig evnen til at kontrollere produktive aktiver på distancen, evnen til at ‘eje’ noget noget der bliver anvendt af en anden person. Hvor ejendomsretten er suveræn, kan der ikke være frihed indenfor dets domæne. Ejerne af knappe ejendele kan nægte tilgangen til ejendelene, og således tvinge mennesker til at lønarbejde for sig, hvis de vil bruge de produktive aktiver. Ejendomsretten berettiger ejeren til at tvinge den anden person til at dele produktet af sit arbejde. Begrebet rente er den indkomst som ejeren af de produktive aktiver kan tjene udelukkende gennem ejerskabet i sig selv. Ejendom er således kontrol på distancen.

For at innovation skal kunne opstå og tillades udvikle sig i og for fælles rigdom har vi brug for et alternativ til venturekapitalisme, der kan virke opportunistisk, risikabelt, med lange fremtidige potentialer for øje, men hvor værdien af innovationen bibeholdes i og kan anvendes af det fælles. Vi har brug for venturekommunisme.

Ovenstående er løse noter og udklip fra læsning af Det Telekommunistiske Manifest af Dmytri Kleiner. Dette var afsnittet kaldet The Conditions of the Working Class on The Internet s. 8-14

Johan Söderberg disputation: Free Software to Open Hardware

03.03.2011 • hacking • Ingen kommentarer /

Johan Söderberg er sociolog fra Göteborgs Universitet og forsvarer i morgen sin disputation kaldet “Free Software to Open Hardware: Critical Theory on the Frontiers of Hacking” [PDF].

Afhandlingen behandlinger forskellige emner fra hackerkultur, åben hardware, viden/magt-relationer indenfor hackerkulturen selv (hvem er eksperten? hvem er den igno), forskellen mellem brugere og misbrugere af hacking (nogle gange framet som “hackers vs. crackers”), den udbredte teknologiske determinisme og tilsyneladende “apolitiske” holdning blandt hackere (som ikke nødvendigvis står i opposition til politisk engagement, ifølge Söderberg), et case-studie af nogle tjekkiske hackere og deres eksperimenter med trådløse netværk over synligt rødt lys.

Pejster abstractet:

Starting from the experiences of hackers developing free software and open hardware, this thesis addresses some key and recurrent themes in the field of Science and Technology Studies (STS). It poses the question: how are technologies conceptualised, constructed and used in ways that render some aspects of them transparent, while leaving others opaque? This question is complicated by the fact that what is visible and transparent to some will remain opaque to others, depending on the level of technical expertise commanded. The political implications of this stand at the heart of my inquiry. Since technical know-how is unevenly distributed among groups in society, the same concern can be rephrased as follows: How are relations of power and conflict mediated through technology and relations of technical expertise/ignorance? While trying to address this question, the thesis delves into matters of epistemology. Just as programming skills are required for seeing what is going on behind the computer screen, so theoretically informed reflection can be considered necessary for rendering visible social relations not immediately apparent to the casual eye.

Klumme i Information: Det tomme arbejde og dets uddannelse

02.03.2011 • arbejdssamfund, forskning • 3 kommentarer /

I en kontorvirksomhed på Manhattan døde en mand ved sit skrivebord. Selv om mange andre arbejdede på samme etage, blev hans død først noteret en uge efter. Det var ikke, fordi nogen savnede hans arbejdsfunktion, men i stedet rengøringskonen, der faldt over ham lørdag formiddag.

Har en ny klumme i Dagbladet Informations tillæg Fakultetet, der omhandler uddannelse.

Forrige gang skrev jeg, som en invitation, om nødvendigheden af at finde hinanden i fælles flugt fra universitetet. Klummen i dag er inde på samme spor – at formålet med uddannelserne ikke er at producere viden, men arbejdere, ofte kaldet vidensarbejdere. Derfra kan vi iværksætte en generel arbejdskritik, hvilket jeg forsøger at hjælpe til med.

Klummen hedder “Det tomme arbejde og dets uddannelse” og nævner arbejdets reduktion af uddannelse, det tomme arbejde, overproduktionen, at behovet for arbejde aldrig har været mindre, og så et par bud på hvad der kunne gøres. Det langt mere interessante spørgsmål er – som altid – hvordan det skal gøres.

Jeg vender måske tilbage og uddyber nogle ting i teksten. Klummegenren inviterer til, at liste en række påstande efter hinanden og introducere spørgsmål, som vi har behov for at diskutere. Men ikke uddybe, og sådan fungerer den slags tekster også bedst.

Studiet der omtales er svenske Roland Paulsens, der har skrevet bogen Arbetssamhället (efter en Ph.D.-afhandling). Har i det hele taget gjort flittigt brug af The method of kopimi her. Specifikt om det tomme arbejde, som er Roland Paulsens egentlige bidrag til arbejdssociologien og arbejdskritikken, fik jeg tilsendt hans videnskabelige artikel, som jeg nok skal lægge ud hvis der er interesserede (man kan også bare skrive til ham). Regner med at vende tilbage til dette.

Forberedelse til en affektbaseret politik, mellemspil: Træt af glæde

01.03.2011 • affekt, effervescens • Ingen kommentarer /

Træt af glæde.

Det maniske gør mig træt af glæde. Træt af begejstring. Træt af nydelse, interesse.

Der kan blive så meget af det. Og selvom intet menneske er en container, bliver der så lidt af det bagefter.

Det underkendes. Af urolige fornemmelser og paranoia, af dårlig samvittighed og den beskidte nedbrydende lammende skam.

Men det er en smerte, der følger velplacerede positive følelser – det “ægte”, det “autentiske”, sådan er intet, sådan føles det. Den ambivalente smerte, glædes belastende post-happiness stress symptomer. De extroverte dage og nætter der samler al energi til en lang marathonagtig dans med affekterne. Så man bliver helt træt og træt af dem, måske endda føler sig skyldig over at have brugt dem så meget – for sådan plejer det jo ikke at være? – men også sødmen i at føle, at man virkelig har levet. Virkelig følt og blevet berørt helt ind i og ud af kroppen af overstrømmende nysgerrighed, den tillidsfulde hånd og det leende ansigt, begejstringen, legen, overvindelsen af al den frygt og mistillid der holder os fra at tage hånd om hinanden – som om vi hver i sær nærmest kunne tage hånd om alle de andre, på en gang.

Så den trætte søndag. Men den er dog sød, stadig elastisk, ikke rigid, stadig berørt af gårdagen, blot med en lille hæmning.

Anderledes, og langt mere trættende, er den konstante og rigide brug af de positive affekter. “Positiv tænkning“, er dens ideologi. Den rigide begejstring er ikke velplaceret, den er gang på gang malplaceret. Det virker som om, noget helt andet er på spil. Som om ansigtet er sat på plads. Og kæberne, der gør ondt bagefter. Udmattelsen ved, at ikke føle, det man giver udtryk for. Anstrengelsen ved at arbejde så meget på at faktisk føle det alligevel: “Nej nej, jeg er ikke irriteret. Jeg er virkelig glad for det!”

Det udmattende ved den rigide brug af glæden, af begejstringen, af interessen og af nydelsen er, at den har trådt i stedet for andre mere velplacerede affekter. Vreden der følger krænkelsen. Grænsedragningen der kommer krænkelsen i forkøbet. Irritationen der byder op til grænsedragning. Nærheden og ømheden, der viser det skrøbelige i os, frem for det storslåede, for at bygge tillid i stedet for beundring. Tristheden, der får kroppen til at vende sig sammen, støtte sig op ad den anden og behandle tab i stedet for at underkende dets påvirkning.

Det utroligt triste, men også trættende, i den ridige glæde. Det fucking løbe-koldt-ned-ad-ryggen uhyggelige ved glæden.

Hipsterens genoplivning: Arbejde på sig selv

01.03.2011 • afmagt, arbejdssamfund, metropol, mig'et • Ingen kommentarer /

Hipsteren er død, men kun i zombieform

Dette er egentlig en genskrivning af nogle noter, der blev væk i arkiverne, og som jeg skrev som et bidrag til den kreakulturelle pyramide, som den nu twitter-baserede Copenhipster beskrev.

I mellemtiden blev så hipsteren erklæret død. Dette er der dog al god grund til at forholde sig køligt overfor, da det snarere er det sådan, at selve begrebet “hipster” nåede zombiestadiet. Find gerne på et nyt begreb. Men skal vi komme til sagen.

Gråzonen mellem arbejde og forbrug

Den kreakulturelle pyramide er betegnelse for det man også kunne kalde et hipsterhierarki, hvor det rette forbrug, med den rette nydelse, tager dig mod toppen. Hvad indlægget her vil handle om er, at dette arbejde med at forbruge netop indebærer, at grænserne mellem de to bliver mere grå. Og at dette arbejde med at forbruge er noget alle der indgår i hipsterens stofskifte – fra fucking indie-hipt til zombiestadiet – beskæftiger sig med.

Når nogen vender plader gratis til en bekendts fest og deres party-crew bakker op, så arbejder, forbruger og nyder de sandsynligvis på samme tid. Gør du det på den rigtige måde (dette skifter pr. definition med hipsterens stofskifte), så bevæger du dig mod toppen af pyramiden. Hvis du gør det forkert (dette skifter samtidigt), så bevæger du dig nedad i pyramiden. Stofskiftets formål er at opretholde dette hierarki, så de, der bedst formår at tilpasse sig og følge med forandringerne, hele tiden kan være foran, og de der ikke formår det, hele tiden er bagud. Derfor leder hipsterhierarkier også hele tiden til (konstant forandrende) monokultur: Du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem på toppen.

De, der tilsyneladende uden at selv være klar over det pludseligt bliver cutting-edge er ikke nødvendigvis “mønsterbrydere” i dette hierarki. De er først og fremmest første led i det stofskifte, hvor subkulturer og andre obskure kulturelle fænomener af hipster-avantgarden støvsuges for værdi, forbruges og sidenhen smides ud.

Lad os derfor gå lidt tættere på det sted, hvor gråzonen mellem arbejde og forbrug er mest intensiv, metropolen.

Fabrikken uden vægge

I mange samtidige analyser, beskrives metropolen som en ny type fabrik – med et udtryk, “fabrikken uden vægge”.

Men byen adskiller sig fra fabrikken ved at byen ikke kun er et sted for arbejde. Det er ikke nok at arbejderen blot “reproducerer sin egen evne til at arbejde”, dvs. overlever, for at kunne fortsætte med at arbejde. For at arbejde i følelsesfabrikken og oplevelsesfabrikken Metropolen, må arbejderen gøre mere end at overleve, mere end at blot kunne gå på arbejde næste dag. Eller rettere, at gå på arbejde kræver mere, end at blot være til stede med sin fysiske krop, mere end blot at have en arm og en hånd, til at føre fabriksmaskinerne.

I byen sidder fabriksmaskineriet i vores hjerner og hjerter, i båndene mellem os, i vores evner til at skabe oplevelser og nyde dem.

Arbejderen må med andre ord have sig selv med på arbejde, ved at arbejde med sine følelser, sine kompetencer, sine aspirationer og drivkrafter. Derfor må arbejderen også arbejde på sig selv dagligt, for at senere kunne udføre sit arbejde ordentligt. Fra at have arbejdet på en fabrik hvor produktionsapparaterne var store stålmaskiner, bliver arbejderen nu selv produktionsapparatet.

For at komme med nogle tilfældige eksempler: Når nogen læser en ny bog om selvrealisering eller studerer flow-begrebet for at blive mere kreativ; Når en chef spørger til nogens privatliv og de ender med at droppe kæresten; Når nogen tager til en udstilling eller en koncert, uden rigtigt at have lyst, men for at følge med; Når medarbejderen i supermarkedet lærer at blive ved med at smile, selvom kunderne er nogle svin; De der læser tusinde blogs og klikker sig igennem endnu flere tumblr-strømme; Når nogen går til meditation om onsdagen og øger deres produktivitet om torsdagen.

For at blive mere præcise omkring dette med at arbejde på sig selv, kommer et citat fra den tredje cirkel i Den kommende opstand til hjælp:

At producere sig selv er blevet den dominerende beskæftigelse i et samfund hvor produktionen ikke længere har et objekt: som en snedker der er blevet smidt ud fra hans værksted og i desperation begynder at hamre og save i sig selv [...] Denne sværmende lille flok der utålmodigt venter på at blive ansatte, medens de gør alt for at virke legitime, er resultatet af et forsøg på at redde arbejdets orden gennem en mobiliseringens etik [...] Mobilitet er denne lille distancering fra sig selv, denne diskrete frakobling fra det der udgør os, det er den besynderlige tilstand hvorigennem selvet nu kan tages op som arbejdsobjekt. Det er nu muligt at sælge sig selv snarere end sin arbejdskraft, at blive aflønnet ikke for hvad man gør men for hvad man er, for vor udsøgte bemestring af sociale koder, for vores talenter i relationer, for vor latter og for vores måde at præsentere os selv på. Dette er den nye type socialisering.

Pointen er nu, at udvikling af arbejderen – arbejderens selvudvikling – som oftest sker gennem forbrug. Forbrug og nydelse af oplevelser, socialitet, fritid. Det er her gråzonen opstår: arbejde og forbrug tjener samme formål, begge aktiviteter er så at sige “på arbejde”, for at arbejderen kan fungere bedre på arbejdspladsen, mere kreativ, mere innovativ, mere cutting-edge, mere hyggelig.

I de kreative brancher, og i stigende grad de andre brancher der underlægges dens måde at fungere på, bliver det vigtigt, at gøre alt det ovenstående på en rigtig måde (vælge og nyde den rigtige aktivitet) og på det rigtige tidspunkt (inden det er røget videre i hipstercyklussen og indkasserer lavere status). Det forventes, at man går til en vis slags kulturarrangementer, med en vis slags tøj, ankommende på en vis slags cykel. At man har en vis slags computer, med en vis slags klistermærker på.

Desuden kræver det, at man også nyder sit forbrug på en vis måde, hvilket indebærer (fordi der er tale om et hierarki af viden), at man forbruger indforstået: man kender hele produktets “story-telling”, dens oplevelsesøkonomiske fernis. Man ved en masse om hvordan øllen er blevet til. Man kender det oprindelige nummer som er samplet til dette nye remix, som DJ’en spiller. Man er nok indsat i schweitzisk typografihistorie til at vide, at også dette logo er sat med Helvetica. Eller man forbruger det omsorgsfuldt: man elsker sit produkt, man er religiøs omkring Apple.

Til sidst bliver også metropolerne, fabrikkerne uden vægge, selv objekt for forbrug. Og hipsteren spurgte sig selv: Skal man tage til Berlin eller New York? Det er et godt spørgsmål, for svaret ændrer sig hele tiden

Vi lader Den Usynlige Komité slutte af med en passage, denne gang fra den fjerde cirkel, om metropolen:

Metropolens bykerner er ikke kopier af sig selv; de tilbyder sine egne auraer, vi glider fra den ene til den anden, vælger en og vælger en anden fra, til melodien af en eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige typer af barer, mennesker, design eller spillelister. “Med min mp3-spiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os, er vor eneste udvej, at konstant forny vor egne indre verden, som et barn der bygger det samme lille hus om og om igen …