Hipsterens genoplivning: Arbejde på sig selv

Hipsteren er død, men kun i zombieform

Dette er egentlig en genskrivning af nogle noter, der blev væk i arkiverne, og som jeg skrev som et bidrag til den kreakulturelle pyramide, som den nu twitter-baserede Copenhipster beskrev.

I mellemtiden blev så hipsteren erklæret død. Dette er der dog al god grund til at forholde sig køligt overfor, da det snarere er det sådan, at selve begrebet “hipster” nåede zombiestadiet. Find gerne på et nyt begreb. Men skal vi komme til sagen.

Gråzonen mellem arbejde og forbrug

Den kreakulturelle pyramide er betegnelse for det man også kunne kalde et hipsterhierarki, hvor det rette forbrug, med den rette nydelse, tager dig mod toppen. Hvad indlægget her vil handle om er, at dette arbejde med at forbruge netop indebærer, at grænserne mellem de to bliver mere grå. Og at dette arbejde med at forbruge er noget alle der indgår i hipsterens stofskifte – fra fucking indie-hipt til zombiestadiet – beskæftiger sig med.

Når nogen vender plader gratis til en bekendts fest og deres party-crew bakker op, så arbejder, forbruger og nyder de sandsynligvis på samme tid. Gør du det på den rigtige måde (dette skifter pr. definition med hipsterens stofskifte), så bevæger du dig mod toppen af pyramiden. Hvis du gør det forkert (dette skifter samtidigt), så bevæger du dig nedad i pyramiden. Stofskiftets formål er at opretholde dette hierarki, så de, der bedst formår at tilpasse sig og følge med forandringerne, hele tiden kan være foran, og de der ikke formår det, hele tiden er bagud. Derfor leder hipsterhierarkier også hele tiden til (konstant forandrende) monokultur: Du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem på toppen.

De, der tilsyneladende uden at selv være klar over det pludseligt bliver cutting-edge er ikke nødvendigvis “mønsterbrydere” i dette hierarki. De er først og fremmest første led i det stofskifte, hvor subkulturer og andre obskure kulturelle fænomener af hipster-avantgarden støvsuges for værdi, forbruges og sidenhen smides ud.

Lad os derfor gå lidt tættere på det sted, hvor gråzonen mellem arbejde og forbrug er mest intensiv, metropolen.

Fabrikken uden vægge

I mange samtidige analyser, beskrives metropolen som en ny type fabrik – med et udtryk, “fabrikken uden vægge”.

Men byen adskiller sig fra fabrikken ved at byen ikke kun er et sted for arbejde. Det er ikke nok at arbejderen blot “reproducerer sin egen evne til at arbejde”, dvs. overlever, for at kunne fortsætte med at arbejde. For at arbejde i følelsesfabrikken og oplevelsesfabrikken Metropolen, må arbejderen gøre mere end at overleve, mere end at blot kunne gå på arbejde næste dag. Eller rettere, at gå på arbejde kræver mere, end at blot være til stede med sin fysiske krop, mere end blot at have en arm og en hånd, til at føre fabriksmaskinerne.

I byen sidder fabriksmaskineriet i vores hjerner og hjerter, i båndene mellem os, i vores evner til at skabe oplevelser og nyde dem.

Arbejderen må med andre ord have sig selv med på arbejde, ved at arbejde med sine følelser, sine kompetencer, sine aspirationer og drivkrafter. Derfor må arbejderen også arbejde på sig selv dagligt, for at senere kunne udføre sit arbejde ordentligt. Fra at have arbejdet på en fabrik hvor produktionsapparaterne var store stålmaskiner, bliver arbejderen nu selv produktionsapparatet.

For at komme med nogle tilfældige eksempler: Når nogen læser en ny bog om selvrealisering eller studerer flow-begrebet for at blive mere kreativ; Når en chef spørger til nogens privatliv og de ender med at droppe kæresten; Når nogen tager til en udstilling eller en koncert, uden rigtigt at have lyst, men for at følge med; Når medarbejderen i supermarkedet lærer at blive ved med at smile, selvom kunderne er nogle svin; De der læser tusinde blogs og klikker sig igennem endnu flere tumblr-strømme; Når nogen går til meditation om onsdagen og øger deres produktivitet om torsdagen.

For at blive mere præcise omkring dette med at arbejde på sig selv, kommer et citat fra den tredje cirkel i Den kommende opstand til hjælp:

At producere sig selv er blevet den dominerende beskæftigelse i et samfund hvor produktionen ikke længere har et objekt: som en snedker der er blevet smidt ud fra hans værksted og i desperation begynder at hamre og save i sig selv […] Denne sværmende lille flok der utålmodigt venter på at blive ansatte, medens de gør alt for at virke legitime, er resultatet af et forsøg på at redde arbejdets orden gennem en mobiliseringens etik […] Mobilitet er denne lille distancering fra sig selv, denne diskrete frakobling fra det der udgør os, det er den besynderlige tilstand hvorigennem selvet nu kan tages op som arbejdsobjekt. Det er nu muligt at sælge sig selv snarere end sin arbejdskraft, at blive aflønnet ikke for hvad man gør men for hvad man er, for vor udsøgte bemestring af sociale koder, for vores talenter i relationer, for vor latter og for vores måde at præsentere os selv på. Dette er den nye type socialisering.

Pointen er nu, at udvikling af arbejderen – arbejderens selvudvikling – som oftest sker gennem forbrug. Forbrug og nydelse af oplevelser, socialitet, fritid. Det er her gråzonen opstår: arbejde og forbrug tjener samme formål, begge aktiviteter er så at sige “på arbejde”, for at arbejderen kan fungere bedre på arbejdspladsen, mere kreativ, mere innovativ, mere cutting-edge, mere hyggelig.

I de kreative brancher, og i stigende grad de andre brancher der underlægges dens måde at fungere på, bliver det vigtigt, at gøre alt det ovenstående på en rigtig måde (vælge og nyde den rigtige aktivitet) og på det rigtige tidspunkt (inden det er røget videre i hipstercyklussen og indkasserer lavere status). Det forventes, at man går til en vis slags kulturarrangementer, med en vis slags tøj, ankommende på en vis slags cykel. At man har en vis slags computer, med en vis slags klistermærker på.

Desuden kræver det, at man også nyder sit forbrug på en vis måde, hvilket indebærer (fordi der er tale om et hierarki af viden), at man forbruger indforstået: man kender hele produktets “story-telling”, dens oplevelsesøkonomiske fernis. Man ved en masse om hvordan øllen er blevet til. Man kender det oprindelige nummer som er samplet til dette nye remix, som DJ’en spiller. Man er nok indsat i schweitzisk typografihistorie til at vide, at også dette logo er sat med Helvetica. Eller man forbruger det omsorgsfuldt: man elsker sit produkt, man er religiøs omkring Apple.

Til sidst bliver også metropolerne, fabrikkerne uden vægge, selv objekt for forbrug. Og hipsteren spurgte sig selv: Skal man tage til Berlin eller New York? Det er et godt spørgsmål, for svaret ændrer sig hele tiden

Vi lader Den Usynlige Komité slutte af med en passage, denne gang fra den fjerde cirkel, om metropolen:

Metropolens bykerner er ikke kopier af sig selv; de tilbyder sine egne auraer, vi glider fra den ene til den anden, vælger en og vælger en anden fra, til melodien af en eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige typer af barer, mennesker, design eller spillelister. “Med min mp3-spiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os, er vor eneste udvej, at konstant forny vor egne indre verden, som et barn der bygger det samme lille hus om og om igen …