Om den kritiske distance

25.03.2011 • affekt, forskning, kritik, offentlighed • Print • 3 kommentarer

Det siges ofte, at for kunne blive taget seriøst, er det nødvendigt at have kritisk distance.

Det siges i mange sammenhænge, men kræves særligt af kommentatorer, journalister, eksperter, anmeldere, intellektuelle og videnskabsfolk. Jeg ønsker ikke at give grunde for at man, på paradoksal vis, bør få en kritisk distance til denne forestilling, men drives til at undersøge den kritiske distance, fordi jeg undres over den. Ofte forstår jeg ikke hvad den skal til for. I visse tilfælde decideret irriterer den mig.

Kritikken af den kritiske distance bedriver jeg således med hvad vi i stedet kunne kalde kritisk nærhed: Hvordan den kritiske distance og dens krav berører mig, for at komme tæt på de gnidningspunkter den kritiske distance skaber. Motivationen er lignende et tidligere svensk indlæg på commoniser om at undersøge en ny rolle for den intellektuelle.

Lad os tage grupperne en for en, da de hver især bidrager med aspekter til at forstå hvad der menes med den kritiske distance. Udtrykket indebærer tydeligvis et rumsligt forhold – en distance – således at kritikeren altid er på afstand fra, aldrig kommer tæt på, objektet for kritik. Kritik skal her forstås i en bred betydning: som at beskrive noget, udskille ting fra hinanden, bedømme, vurdere. Med objektet for kritik mener jeg det, der kritiseres.

Kommentatorer står, som til en fodboldkamp, på sidelinjen, for at kunne have overblik og køligt betragte begivenhederne. I fodbold ville det være komplet latterligt, hvis de pludselig rendte ind på banen for at tackle en angriber der var på vej mod målet. Det ville afbryde spillet. Den politiske kommentator analyserer og afkoder det politiske spin, men ønsker ikke at komme hinsides spin, da det ville bryde spillereglerne (politiske kommentatorer lever ikke blot af at reproducere relevansen af disse spilleregler, de skifter roller fra kommentator af spin til spindoktor, skaber af spin, i løbet af en halvleg).

Journalisten rapporterer om begivenheder og fænomener, men vil aldrig blandes ind i sagerne – hvilket kan være overordentligt vanskeligt, fx under de arabiske opstande – men vil altid bestræbe at forblive neutral. Når journalisten skriver om kulturelle fænomener, som nødvendigvis må påvirke journalisten selv, foretages distancen på journalisten selv – med den ironiske distance. Fotojournalisten skal dokumentere og iscenesætte det, der udspiller sig, sætte det i perspektiv og ramme, men afholder sig fra at selv blive en del af billedet.

 

 

Politi banker en mand under plyndringer efter jordskælvet i Haiti 2010, mens en fotograf dokumenterer scenen. Og en anden fotograf sætter det i perspektiv.

Eksperten. Eksperten forventes have enorm viden om sit felt, men bør samtidig indsamle alt sammen uden at selv blive involveret i det (tænk blot på alle de så kaldte “terroreksperter”, som det myldrer med for tiden!). Der findes eksperter om stort set alt, og alle er de i berøring med sit felt, men aldrig vil de berøres af sit felt. Kun på den måde kan eksperten tages seriøst, tænkes det. Og inviteres til DR2 Deadline, for at nøgternt udtale sig og oplyse seerne på distancen – seere der således fordobler deres distance til objektet.

Intellektuelle. Stereotypen på den intellektuelle er manden (ja, manden), der sidder i sit hjemmebibliotek og fordyber sig i teori. Der bevidst undgår at blive grebet af samtidens omskiftelige moder. Lænestolsfilosoffen, der forsøger at samle alle verdens detaljer i et omsiggribende system, men netop derfor mister sans for detaljen. Den radikale intellektuelle, der sidder på fortovscaféen og agiterer for revolution, mens husbesættere åbner en tom bygning på den anden side af gaden.

Videnskabsfolket. (Her bør jeg være tro mod feministisk videnskabsteori der har pioneret kritikken af den kritisk distance og dets maskuline vidensideal, lad os sige videnskabsmændene). Videnskabsmændene ønsker at kunne se uden at pille, forstå uden at ændre, som var de en fritsvævende krop der kunne betragte verden uden at blive berørt selv – et øje i det høje (Donna Haraway har beskrevet synsvinklen i denne type videnskab for “a god’s eye view”). Mere præcist: Den kritiske distance hos videnskabsmændene indebærer, at kunne undersøge et objekt uden at intervenere i det. Neurologen måler på hjernen og fortæller patienten, at der “ikke er noget”. Patienten – og dennes hjerne – forbliver uberørt. Sociologen undersøger befolkningens holdninger med spørgeskemaer og kan fortælle dem, at de aldrig har været lykkeligere, end de er nu.

Anmeldere, eller i ordets ældre variant ‘recenserere’ (re- ‘igen’ + censere ‘at se’). Anmeldere “bedømmer igen”. De foretager bedømmelsen efter andre, dvs. de andre, der har forårsaget det, der skal bedømmes. Samme sproglige betydning som re-censere, og med vægten på synet som sans, har det engelske også: re-viewer. Anmelderen forholder sig således ikke blot med en tidslig distance (efter de andre), men også med synets distance: Betragtende.

Det er dog ikke kun fagfolk der forventes, at have en kritisk distance til det, de kritiserer. Selvet kan blive et objekt kritik – og således opstår det vi kalder for selvkritik. Den kritiske distance sætter sig igennem her, som en distance til selvet. At have en kritisk distance til sig selv indebærer, at kunne se sig selv udefra, foretage den lille adskillelse mellem jeget og selvet, der gør det muligt, at arbejde på sig selv.

Hvad der går igen i den kritiske distance er en vægt på synet som sans (at betragte, at vurdere på afstand). Kun med synet kan man stå på sidelinjen. Distancens ideologi bygger på mange ting vil jeg tro, bl.a. en grundlæggende idé om neutralitetens mulighed. Men langt vigtigere er hvor belejlig den er: På distancen får du aldrig beskidte hænder.

Vi skal ikke gå videre ind i de videnskabsteoretiske problemer med den kritiske distance, som let kan gribe om sig. Men der er ingen grund til at slutte kritikken af den kritiske distance på distancen. Jeg vender nok tilbage til emnet, særligt hvad distancens modsats – en kritisk nærhed – kan indebære. Men det er værd inden da at nævne nærhedens ontologiske udgangspunkt: at undersøgelser altid også intervenerer i sit objekt, at den der kigger også altid i en vis udstrækning piller ved det der kigges på, at der ikke findes fritsvævende kroppe, at betragtere – selvom de med synets afstand opholder sig uden for berøringssansens rækkevide – altid også berøres og affekteres.

Det er på tide at glemme gudeøjet. Eller, “på tide”. Det er atter på tide, og det er værd at fortsætte med, at glemme gudeøjet. I det 20. århundrede fandt to vidt forskellige personer frem til samme konklusion: Michel Foucault og Niels Bohr.

Michel Foucault, da han beskrev panoptikon – tårnet i fængslet, hvor alle fanger kunne overvåges, men hvor fangerne aldrig kunne vide om de blev det. Derfor måtte fangerne konstant gå rundt som hvis de blev overvåget, således at de i praksis udførte overvågningen selv, på sig selv. Panoptikon viser os, hvordan evnen til at se påvirker det, der bliver set.

Niels Bohr, da han som løsning til lysets bølge-partikel-dualitet (dvs. at lys både kan måles som bølger og partikler), foreslog, at inkludere de apparater der måler, som konstituerende for at lys bliver til. Lyset er ikke det, der undersøges. Det er lyset + måleapparatet, der undersøges: Ét måleapparat får lys til at blive til som bølger, et andet får lys til at blive til som partikler. (Forklaringen er kendt som komplimentaritetsprincippet).

 

 

I forlængelse af Bohr er den kritiske distance ikke bare umulig, den ville – hvis vi nu abstrakt kunne forestille os den – få intet til at blive til.

Måske lignende:

• At forlade et betændt samtaledemokrati
• Et u-styrligt angreb på ledelse
• Studiecirkel om ‘The Coming Insurrection’
• Klumme i Information: “Bør vi sammen flygte fra uni?”
• Informell politisk liberalism

Det siges ofte, at for kunne blive taget seriøst, er det nødvendigt at have kritisk distance. Det siges i mange sammenhænge, men kræves særligt af kommentatorer, journalister, eksperter, anmeldere, intellektuelle...