Den lange flugt fra Facebook, del 2: Mure og Fxcxbxxk

27.04.2011 • hacking, internet, kontrol • 3 kommentarer /

En prognose: Der vil i stigende grad opstå internet i internettet, med hver deres mur omkring sig. Men mure kan rives ned og forneden kan du lære, hvordan du kan rive Facebooks mur ned, digitale mursten for mursten.

Som tidligere beskrevet, er Facebook godt på vej til at kolonisere vores væren på internet. Det er blevet det ene sted, hvor du med størst sandsynlighed kan finde andre, invitere folk til arrangementer, holde hinanden opdateret, sende beskeder, arkivere kontaktinformationer, billeder, minder, og ikke mindst bedrive alskens aktivisme (“BESÆT! STREJK! LIKE!”).

Facebooks kolonisering indebærer, at emails, kalendere, selvstændige hjemmesider og fildelingsnetværk bliver mindre nødvendige. “Vi laver bare en Facebookgruppe”. Hvilket samtidigt gør Facebook nødvendigt: Du kan nemlig kun tage del i dine venner og bekendtes Facebook-aktiviteter – for ikke at nævne mere eller mindre “offentlige” initiativer, som fx 3Fs Skævt-kampagne – ved at selv have en bruger på Facebook.

Der er altså en mur omkring Facebook. Den må rives ned – ikke for at “endelig” kunne være en del af det, der er på den anden side (muren er nemlig til for, at du skal tvinges træde indenfor og blive der) – men for at befrie dets fangede informationer, for at fortsætte flugten.

Hvad er det proprietære internet?

Efter jeg deaktiverede min facebookkonto begyndte visse – lidt halvsarkastisk – at gøre sig bemærkede om skiftet til Twitter (som meget naturligt bliver en konsekvens, hvis man bruger internet så meget). Men nej, der er intet fundamentalt skred i at flygte fra Facebook, når flugten ender i Twitter.

Det behøver dog ikke på nogen måde være målet med flugten – flugten kan snarere have karakter af en slags forskning, en måde at opdage hvordan vi ellers kan finde hinanden (uden Facebook). Det handler her ikke om det liberale individs livsstilsvalg, men i stedet nogle fælles bestræbelser efter at blive til noget nyt, efter at finde bedre livsformer, finde måder at producere livet på internet anderledes (dvs. biopolitik).

Både Facebook og Twitter er proprietære platforme, dvs. at de ejes af private virksomheder, med ansatte lønarbejdere der kontrolleres på distancen af aktionærer/virksomhedsejerne

At Twitter skulle være en mere “godhjertet” virksomhed er der masser af modstridende eksempler på, senest for en måned siden, da Twitter udmeldte, at andre end de officielle twitter-klienter ikke længere var velkomne. Et væld af selvstændige softwareudviklere, som over årene har bidraget til at gøre Twitter til det, det er blevet, fik mao. fingeren. Med henvisning til, at “brugeroplevelsen” af Twitter skulle være “ensformet” og “konsistent”. Med andre ord: Privilegiet til at afgøre hvordan alt det der produceres på Twitter, skal kunne bruges, bør koncentreres på Twitter Inc. selv. Et socialt media, der ellers havde haft et rygte for at fungere med mange decentrale aktører, lukkede sig pludselig om sig selv igen.

I 2010 anslås Facebook at have tjent omkring 2 milliarder dollar, primært på at sælge al den statistik dets brugere genererer, dvs. hver gang de trykker “jeg synes godt om”, hver gang de melder sig ind i en gruppe, ud fra nøgleord i deres statusopdateringer, etc. Al den data kan bl.a. omdannes til segmentanalyser, så virksomheder der har råd til at købe statistikken kan styre deres reklamekampagner endnu mere specifikt, fx på Facebook.

På det proprietære internet kontrolleres vi i mindre grad af stater, for at i stigende grad kontrolleres af web 2.0-virksomheder. På det proprietære internet er alt det kode, som vi har hjulpet dem med at bygge, låst. Det er vigtigt her at lægge vægt på hjælpen – Facebook er ikke udviklet af Facebook Inc., for forud alle opdateringerne i interfacet forgår alle de mange brugeres eksperimenter, uforudsigelige anvendelser af systemet og forslag til forbedringer.

Proprietær software kan der ikke bygges videre på med mindre det er under opsyn fra de priviligerede ejere. Proprietær software indhegner digital rigdom, der i princippet kunne kopieres, modifieres, tweakes og gøre til noget nyt. Hvis Facebook skal blive bedre, skal du skrive en venlig mail og overlevere din gode idé, som virksomheden så kan råde over. Eller starte en protestgruppe, på Facebook.

Det proprietære internet bygger på mure. Murene er til for, at indhegne værdien, og tvinge folk at flytte ind og blive en del af deres gatede community, for at tage del af det der skabes. Som fx Facebook, der kun tillader Facebook-brugere at se i øvrigt åbne arrangementer og åbne facebook-grupper. Det er et internet i internettet, med en central autoritet, der bestemmer over murene.

Sådan omgår du Facebooks mure: Proxy dig ind

Det gør det selvfølgelig ikke umuligt for andre at hacke facebook, som fx Hannes Mannerheims simple proxy.

En proxy er en metode til at få adgang til informationer på internettet indirekte gennem en andens computer. På latin betyder proxy ‘stedfortræder’. I dette tilfælde fungerer proxyen ved at have en fast Facebook-bruger, som alle vi Facebookløse således kan bruge til at læse åbne arrangementer med.

Det er utroligt nemt. Hvis du vil læse en i øvrigt åben side på Facebook, udskifter du blot alle vokaler i ‘Facebook’ med ‘x’:

http://www.facebook.com/event.php?eid=158231084237938 (link med mur)

…. bliver til:

http://www.fxcxbxxk.com/event.php?eid=158231084237938 (mur omgået)

En interessant udvikling siden Fxcxbxxk-proxyen blev til er, at google er begyndt at crawle Facebook gennem Fxcxbxxk. Kan måske med tiden blive værdifuldt.

Proxyer kan desuden bruges til at omgå national censur: Hvis du bor i et land hvor specifikke sider er blokerede (som YouTube i Tyrkiet eller Pirate Bay i Danmark) kan dette omgås ved at gå gennem en proxy, der befinder sig i et land, hvor blokeringen ikke gælder. I Pirate Bay-eksemplet er der dog tale om en simpel DNS-blokering, som let kan omgås permanent.

Generaliseret entreprenørskab og pengenes fremtid

27.04.2011 • arbejdssamfund, kontrol • Ingen kommentarer /

3. og 4. maj afholder Creative Commons Danmark saloner i hhv. København og Aarhus. Temaet for forårssalonerne er The Future of Money og lægger fokus på “deltagerbaseret værdiskabelse og entreprenørskab”.

Jeg tager forbi i København.

For at få en idé om hvad det handler om, kan man se traileren til dokumentaren af samme navn, The Future of Money, som salonernes oplægsholdere Gabriel Shalom og Jay Cousins har produceret.

Får instinktivt lyst til at skrue gevaldigt ned på begestringen, men tænker at det også har at gøre med amerikanske dokumentarer, som man let kan gøre en træt af begejstring.

Men der er stadig tale om et ret ambivalent felt her, som både kan svinge mod ubetingede gaveøkonomier og fælles rigdom, men ligeså vel kan svinge mod pengene og bytterelationernes mutation og en generalisering af tvunget entreprenørskab.

Jeg får vibes af begge ting, men fornemmer umiddelbart – pessimistisk – at det første (ubetinget gaveøkonomi og fælles rigdom) er dét, der legitimerer det andet (pengenes mutation, generaliseret entreprenørskab).

Det er klart, at det kommer til at betyde en masse for det finansielle system, inkl. en omdefinering af begreber som udbud/efterspørgsel, marked, værdi (value) vs. rigdom (wealth), producenter osv.

Apropos titlen “The Future of Money” er det interessant at bemærke, at selv fremtrædende folk på Wall Street for år siden erklærede, at vi var ved at se “The End of Money”. Det er helt åbenlyst, at dette ikke indebærer The End of Wall Street eller Big Business. Store virksomheder opgiver i stigende grad at hyre tjenester fra hinanden – i stedet deler de bare ydelser, dvs. reciprok gavegivning: “I får X, vi får Y”. Milliardvirksomheder der deler vennetjenester.

En anden ting er, som dokumentaren også nævner, skiftet mod generaliseret entreprenørskab: “We want everyone to see themselves as producers”.

Ja, alle er allerede producenter, af et fungerende hjem, af hjælp til fremmede, af omsorg eller vrede der smitter, af idéer og kritik, af rent vasketøj, af kunst, af et latteranfald, af sammenskudsgilder, af foreninger osv osv osv. Sagt kort, at producere livet. Livets rigdom.

Mistænker man nu, at det ikke er alle disse slags produktioner, som der tales om i dokumentaren? For vist er der stadig nogen der betaler, og noget der får betalt? Jeg er stadig oprigtigt i tvivl, om glæder mig derfor til at komme og høre mere.

Generaliseret entreprenørskab

Skiftet mod generaliseret entreprenørskab ligger helt i forlængelse med særligt de vesteuropæiske arbejdsmarkeders udvikling. Her er målet, at alle bliver freelancere, ansat på midlertidige kontrakter osv. Du skifter dit CPR-nummer (identitet som borger, der kan modtage velfærdsydelser og have rettigheder på arbejdet) ud med et CVR-nummer (der kan betragte sig selv som en virksomhed, blive opportunist, lægge femårsplaner for sig selv, omdanne alle selvets rescourcer til værdi osv) – det er målet.

Fredrik Edin satte finger på dette med sit begreb om ‘entrepretariatet‘:

“Det er åbenbart meningen, at hver gang ordet entreprenør udtales skal den der hører det savle og tænke på fyren der opfandt Skype. Men det er en ynkelig del af sandheden. Mange der bliver “entreprenører” bliver det ikke fordi de er så driftige eller har en fantastisk idé. Det bliver det, fordi de er tvunget til det.”

Det generaliserede entreprenørskab har en bagside. For det indebærer også det, der allerede sker på arbejdsmarkedet: At rengøringsarbejderen skal se sig selv som sin egen virksomhed. På den måde kan hun udføre just-in-time-arbejde på usikker kontrakt hos et vikarbureau, der sender hende ud på tidspunkter, der giver fleksibilitet for de virksomheder eller familier der skal have gjort deres toiletter rene. Arbejdere – være det vidensarbejdere som rengøringsarbejdere – bliver således forvist fra virksomhederne og lejet gennem underleverandører (vikarbureauer). Vikarbureauet kan med deres usikre kontrakter udskifte arbejdere hele tiden og lade arbejderne konkurrere internt. For underleverandøren bliver arbejderen på den måde en slags entreprenør. Fredrik Edin igen:

“Ansatte bliver nødt til at betale B-skat og starte en eller anden slags selvstændig virksomhed. I stedet for at være ansat af et rengøringsfirma sender du fakturaer. I stedet for at være ansat af transportkoncernen må du købe lastbiler – eller undskyld, overtale banken til at låne dig en lastbil – og udføre præcis det samme job som du altid har gjort. Men denne gang som “entreprenør”.

At vi allesammen bliver producenter i denne form – som ‘entreprenører’ – er derfor ikke partout af det gode. Det kommer helt an på de betingelser en sådan ny virkelighed af generaliseret entreprenørskab og producentskab vil indebære. Hvad det vil gøre af generaliseret ophavsrettighedsskab er en helt anden sag (hver ytring, hver produktion af livet skal der findes ophav til osv), men det kan vi måske komme tilbage til. For at spekulativt indkredse os, bør vi derfor se på hvad det kan indebære, at begrebet om efterspørgsel ændres.

Efterspørgsel og pengenes mutation

Hvis der virkelig er tale om pengenes mutation (være det “The Future of …” eller “The End of …”), så kommer deres grundlæggende evne til kapitalakkumulation til at bestå, dvs. at penge samler flere penge. Det er helt ligegyldigt hvilket slags monetært system, der er tale om – være det digitale mønter eller afhængighedsforhold (social kapital) mellem milliardvirksomheder. Så længe der er en eller anden slags ting der kan ansamles, består kapitalakkumalationen. Med flere penge kan du “efterspørge” (betale for) at visse sager sker i stedet for andre. Penge er kontrol på distancen: De sikrer, at en vis produktion af livet bliver til i stedet for en anden.

Alt dette giver afkast i flere penge, for den der betalte for at det skete, som så igen kan betale for at visse sager sker i stedet for andre. Fortsæt ad infinitum. Også selvom disse andre ting, der ikke bliver til, også efterspørges (bogstaveligt talt efterspørges – nogen spørger efter at det måtte ske, fx at blive bespist eller have tag over hovedet, men de har ingen penge til at “efterspørge” det). Det skal blive spændende at se, om vi kan bygge en virkelig ny definition af dette absurde begreb om efterspørgsel, eller om det vil leve videre som det, det altid har været – købekraft.

Spild af tid at komme til tiden

24.04.2011 • offentlighed • Ingen kommentarer /

Det siges, at jo mere sydligt på det europæiske kontinent du befinder dig, jo senere dukker folk op til aftalte tidspunkter eller møder. Tranquilo hedder det på de latinske sprog (italiensk, spansk etc.) – på dansk, at tage det stille og roligt. Men hvad betyder det at komme til tiden, når ingen gør det?

Et møde er ikke bare en samling mennesker der til en aftalt tid sætter sig rundt om et bord for at beslutte noget. Et møde er også når en eller anden ringer til en ven for at mødes i en café, for at drikke kaffe og vende tilværelsen. Et møde kan planlægges gennem strenge mødeskemaer i en gruppe, et opkald fra en ven, en invitation med brev, en kædesms til en masse mennesker der ikke kender hinanden, eller et opslag om fest på Facebook.

Indlægget her er en refleksion over mødets logik, og er en omarbejdning af nogle tidligere refleksioner. Det knytter an til diskussionen om hvad projektets logik gør ved vores tilværelse – hvad Anders Fogh Jensen har kaldt projektsamfundet – samtidig som det handler om tid, at finde hinanden, forpligtelse, kontinuitet og tillid.

Facebook har accelereret denne logik, eller måske rettere sat den på spidsen. Indlægget skal derfor også ses i forlængelse af den tidligere forklaring af hvorfor jeg deaktiverede min konto på Facebook. Og hvorfor det intet har at gøre med et selvgodt liberalt livsstilsvalg, men handler om at undersøge hvad Facebook gør ved vores liv (inkl. når vi er udelukkede fra Facebook).

Indlægget er delt op omkring seks punkter:

1. Mødets stigende ad hoc-karakter
2. Måske-svaret som standardsvar og dets udslettelse af ja-eller-nej-svarene.
3. Tillid
4. Surf
5. Usikkerhed
6. Hvad betyder det at komme til tiden?

Ad hoc-møder

Det er stigende tendens, at de måder vi mødes på påvirkes af ad-hoc-ændringer i folks planer.

Ad hoc: formet, arrangeret eller gjort til dette specifikke formål. Latin for ’til dette formål’ eller ‘for dette’. Hænger tidsmæssigt sammen med det pludselige, det uforventede, det midlertidige og kræver derfor en vis spontanitet (hvilket kan trænes).

Ad hoc-mødet betyder, at det planlagte møde er under konstant tidsmæssig forskydning.

Én af os kommer en halv time for sent. En anden får en god idé om at mødes et andet sted, så vi tager derover i stedet. En tredje ringer for at udskyde det hele. En fjerde dukker op uanmeldt. En femte går og henter mad. En sjette påbegynder en aktivitet i vente på de andre, hvilket strækker sig ind i det planlagte møde, efter alle er kommet. En syvende har glemt det hele eftersom han tænkte at nogen alligevel skulle ringe, når det var tid.

I alle disse eksempler er der en tendens til at komme for sent, spildte tiden, men kun i planlægningens forståelse. Hvorfor kommer du for sent? Fordi du fandt andre aktiviteter at lave i mellemtiden. Som trækker ud …

Du skulle hænge ud med nogen i eftermiddags, men noget kom i vejen. Jeg havde egentlig tænkt mig at komme til det foredrag, men det var også kun måske, og nu havde jeg jo ikke lyst. Du havde godt fulgt med nysgerrigt med i vores rejseplaner, og havde kommet med en masse god idéer, som om du også selv skulle med, og nu pludselig et par dage inden siger du at du at du gerne vil med.

Mængden af ad hoc-ændringer intensiveres desuden af vanen der driver mig til at holde mig opdateret gennem alle mulige kanaler – mobilen, facebogen, twitteren, øret, den fleksible kalender, den halve aftale – for at holde flest mulige valg åbne. Fordringen om at altid være “åben for ændringer” betyder, at vi hele tiden ændrer vores planer.

Måske-svaret

At holde sig åben for forandringer indebærer ofte at lave dobbelte aftaler: Eftersom mange planlagte møder forandres, risikerer vi hver især, at de enkelte forandringer af møderne ikke passer til os selv. Derfor har vi ofte flere mere eller mindre halve aftaler.

Antallet tilmeldninger på Facebookarrangementer sammenlignet med hvor mange der rent faktisk dukker op er symptomet på dobbeltaftalens stigning. Mange siger ofte ‘Ja’ til hvilket som helst arrangement der virker interessent, for at støtte dets hype, for at støtte sin egen hype, eller bare for at få arrangementet på sin Facebookkalender.

Derfor må du gange antallet tilmeldte med facebookfaktoren: Træk mellem 50-80% fra til de store arrangementer, så har du en fornemmelse for hvor mange der kommer (de små, særlige de lukkede, arrangementer fordrer en helt anden forpligtelse hos dem der tilmelder sig af åbenlyse intimitetsgrunde. Reglen er, at jo færre der er inviterede, jo mere forpligtelse ligger der i at tilmelde sig).

Men hvad der endnu bedre viser tendensen til at holde sig åben for ændringer er at tilmelde sig som ‘måske’, nærmest per automatik, til alle de arrangementer du ikke orker at beslutte dig for om du vil komme til. Måske vil du, måske ikke. Styrken i at tilmelde sig som ‘måske’ ligger til dels i at ingen af af dobbeltaftalerne behøver at være sikre, eftersom investeringen og forpligtelsen er lav, og derfor forventer du ikke at nogen bliver kede af det eller skuffede, hvis du måske ikke dukker op. Og således svarer flere og flere ‘måske’ til flere og flere slags invitationer.

– Jeg koger et æg, vil du også gerne have et? – Hm, måske. – Okay, men så koger jeg et og så kan du se om du har lyst når det er færdigt.

I de fleste tilfælde er måskesvaret en ikke-beslutning. Det betyder, at måskesvaret har en logik der går mod, at aldrig opløses i en beslutning, før beslutningens formål viser sig (at dukke op til mødet). Derfor udskydes beslutningen om at komme til en fest til selvsamme aften: “Lad os bare høres ved på fredag!”

Alt dette erstatter i stigende grad ‘Ja’ eller ‘Nej’-svarene med måske-svaret. Her var måske noget for nogle kvantitative samfundsvidenskabere at undersøge måske-svaret hyppighed sammenlignet med Ja-eller-Nej? Det kunne være interessant at høre måder at undersøge det på.

Men en eller anden beslutning må der altid tages – eller måske mere præcist må en beslutning opstå - uafhængigt af hvilken fest eller anden slags aktivitet i mødes om. At møde nogen ude i byen kan derfor ordnes sådan: “Jeg sidder på Café Undersøen, kom bare forbi”. Man behøver ikke svare. Måske kommer man, måske kommer nogen. Beslutningen træder frem gennem ankomsten. Svaret forskydes til ankomsten.

Tillid

At mødes indebærer derfor ikke nødvendigvis en forudbestemt plads eller tidspunkt, da dette altid kan laves om på, og i stedet udspiller mødet sig når dets mulighedsbetingelser er til stede og nogen griber dem. Som i så mange andre sammenhænge bliver det derfor vigtige at kunne gribe, end at kunne planlægge. Eller rettere, at træne sig i at gribe (i en vis forstand planlægge for det uforudsigelige) i stedet for at forsøge at planlægge bestemte og fastlagte pladser og tidspunkter. Det bliver simpelthen sværere og sværere, at regne med noget.

Derfor sættes tilliden konstant på prøve: Har vi samme forestilling om mødets grad af fastlæggelse? Lægger du lige så meget i mit ‘ja’ som jeg gør? Og hvad med mit måske – sårer det dig, eller virker det lettende at bare tage det som det kommer? Er vi begge åbne for ændringer, og hvis ikke, hvem ender med at skulle være åbne for hvis ændringer?

Forandringerne forårsages af muligheder, der pludselig byder sig. At gribe muligheden fordrer ad hoc-ændringer i planerne.

At surfe mødet

Med andre ord, Hvad handler alt dette om? Surf!

I en artikel om surf, strømme och intuition citeres Gilles Deleuze for følgende observation:

“Bevægelserne, indenfor sport så vel som vaner, forandres. Vi levede længe med en forståelse af bevægelse der baserede sig på energi, hvor der findes et tydeligt støttepunkt, eller hvor vi selv er bevægelsens oprindelse. Løbning, kulestød, etc: det er anstrengelse, modstand, med et udgangspunkt, en løftestang. Med i dag ser vi at bevægelsen i al mindre udstrækning defineres i relation til et sådant punkt. Alle nye typer sport – surf, vindsurfing, air gliding – er af typen: indføjelse i en allerede eksisterende bølge. Der findes ikke længere noget startpunkt, for i stedet gælder det om at sætte ting i omløb. Nøglen ligger i at lade sig drages med i bevægelsen hos en stor bølge, en stigende luftsøjle, at ‘tage sig ind i’ i stedet for at være oprindelsen til anstrengelsen.”

Mødets usikkerhed

De tendenser jeg har beskrevet peger på en generel ad hoc-organisering af vores liv. Med mødets måske-svar, vente-til-det-sidste-forhold og gribende surf-logik følger potentielt set en stor firhed i at kunne vælge fra øjeblik til øjeblik. Men også usikkerheden. For hvordan man vide sig sikker på om en aftale vil blive til noget? Og hvordan kan du have tillid til den begejstring som invitationen skaber i ansigtet på den anden? Hvordan fungerer begejstring som beslutning, som et svar – kan begejstringens intensitet kommunikere et ‘Ja’? Og hvad hvis den begejstrede stadig forbeholder sig det standarde måske-svar og derfor alligevel venter til det sidste, til det øjeblik hvor hun kommer?

Commoniser har tidligere beskrevet de samme logikker som de bliver til på arbejdsmarkedet i form af just-in-time-arbejde. På samme måde går de igen i mødets tilfælde, sådan at projektsamfundet bygger på:

1. At afkode selvets tillidsvækkende affekter (fx begejstring)
2. Rygtets tilbagekomst (den der altid kommer for sent eller altid ændrer sine planer, for et rygte)
3. Just-in-time-møder (vi mødes når det passer os bedst eller der pludselig findes tid at slå ihjel. Men: Når det passer hvem af os bedst?)
4. Fleksbilitetsøkonomi (venner og bekendte ender med at stå på standby – blive fleksible – for at mødes. Men: Hvem er fleksible – arbejder med at være åben, stå på standby – for hvem?)

Dette projektære diagram bør nu tilføjes til det som Foucault har beskrevet som det disciplinære, da det nu i stigende grad skaber og ordner alle sfærer af livet (arbejde, møder, kærlighed, dans, politi). Udviklingen kan give indtryk af et konstant kaos, som havde spontaniteten intet system og alle møder bare var “flydende” (hvilket er en af vores tids største klichéer, en ikke-forklaring). Men de flydende og spontane møder virker kun mystiske i den disciplinære og planlæggende forståelse, ikke i den projektære forståelse. Spontanitet kan trænes og vores liv består i stigende grad af træning i at få spontane begivenheder til at opstå. At surfe.

Hvad betyder det at komme til tiden?

Hvad betyder det at komme til tiden? I planlægningens forståelse er mødetidspunktet fastlagt a priori, som et forudbestemt punkt i ugekalenderen. I projektsamfundet kommer denne måde at organisere sig under gevaldigt pres, den lader ikke til at fungere, og dens forventninger om præcise møder, sikre aftaler og forpligtende ja-eller-nej-svar skuffes hele tiden. I det mindste som en generel indstilling virker disciplinær planlægning slet ikke mere, fordi du hele tiden bliver nødt til at kunne gribe pludselige muligheder og være åben for ændringer.

Her har vi så motivationen for mødets nye form, bedst udtryk i standarden om svare måske: Grunden til at så mange svarer måske har at gøre med muligheden for, at noget andet – måske – byder sig, noget bedre, pludseligt, lige inden mødet. Og eftersom alle altid kommer lidt for sent, så har ingen lyst til at komme til tiden. At komme til tiden er lig med at vente, på de andre. At komme for sent er lige med at optimere sin egen tid, at kunne trække aktiviteter ud – ikke til deres planlagte slutning, men til de taber deres energi – at have backup-planer, at være åben og klar til at gribe, at have dobbelte aftaler.

Alt dette er individets Lean Management af mødeformen, et fokus på at eliminere individuel spildtid. Måske går omkvædet da således:  Det er spild af tid at komme til tiden.

EDIT [Fandt Deleuze-citatet i en udgivet dansk oversættelse]: Hvad angår sportsgrene og skikke, forandrer bevægelsestyperne sig. Vi har i lang tid levet under en energetisk bevægelsesopfattelse, hvor der findes et støttepunkt for bevægelsen, eller vi udgør dens kilde. Løb, kuglestød etc. udgør alle anstrengelse eller en modstand, med et udgangspunkt, en løftestang. Imidlertid ser man i dag, at bevægelsen mindre og mindre bestemmes ud fra indsættelsen af et løftepunkt. Alle nye sportsgrene – surfing, windsurfing, drageflyvning … – er af en anden type, hvor man sætter sig ind på en allerede eksisterende bølge. Det drejer sig ikke længere om en oprindelse som udgangspunkt, men derimod om en måde at sætte i omløb på. Det grundlæggende er, hvordan man bliver indoptaget i den bevægelse, som udføres af en stor bølge eller en opadstigende luftstrøm – hvordan man “kommer ind i” snarere end at være udgangspunktet for anstrengelse. (Deleuze, “Talsmænd” i Forhandlinger: 147)

Kooperativkøkken

14.04.2011 • velfærd, venture • Ingen kommentarer /

Copy/paster en invitation der netop nu cirkulerer blandt venner på det samfundsvidenskabelige faktultet Center for Sundhed og Samfund (CSS) på Københavns Universitet. Kopierer først og fremmest teksten her ikke fordi det lader til at blive et problem at samle nok mennesker til at gå i gang, men fordi det er en model som andre i samme situation umiddelbart burde gå i gang med at etablere.

Det ligner en velfærdslomme.

Kære ven og medstuderende på CSS,

Lige nu har de fleste af os to muligheder for at spise frokost: Enten kedelige madpakker eller virksomheder, der sælger dig mad til den tredobbelte pris af hvad vi selv kunne lave den til.

Vi er overbevist om, at vi kan gøre det bedre, billigere og mere lækkert ved at SimplyCooperating. Det fungerer sådan her: Vi etablerer og driver et køkken i fællesskab – som et kooperativ. Det betyder, at alle os der spiser med også laver mad i køkkenet en gang om måneden. Madlavningen laves i faste køkkengrupper der hver består af fire personer. Vi lægger vægt på, at man gerne kender nogen i sin køkkengruppe, ellers skal man nok komme til det. Hvis vi bliver 40 fra start kan vi allerede nu få mad to gange om ugen til 100 kr. om måneden (= ned til ca. 12 kr pr. måltid). Som vi bliver flere og mere rutinerede kan vi gøre det oftere, til sidst hver dag.

Ved at etablere et køkken i fællesskab og på skift lave mad, kan vi få rigtig god frokost til meget billige penge.

Vi kommer til at bruge køkkenet i “Katedralen” (bygning 16), da det er det mest velfungerende. Københavns Fødevarefællesskab – et andet kooperativ – forsyner os med ugentlige poser friske lokalproducerede økologiske grøntsager.

Hvis du er nysgerrig eller allerede ved at du gerne vil deltage, så kom til opstartsmøde d. 26. april kl. 15 i Katedralen på CSS (bygning 16). Til mødet vil vi præsentere den fulde model, som skitseret foroven og lægge skema for maj måned. Der vil blive serveret en lettere madanretning fra KBHFF.

For at være med skal du tage 100 kr. med til indmeldelse (går til at køkkenet kan købe tørvarer og have en buffer) og 100 kr. med for maj måned.

Vi ses!
Initiativtagerne

Links i teksten har jeg sat ind efterfølgende.

Værd at bemærke det lille skift: Katedralen har nu og da været og bliver brugt til at lave så kaldte folkekøkkener – som i øvrigt mange andre steder (særligt) i København gør det på regelmæssig basis. For invitation foroven er der dog ikke tale om et folkekøkken i almindelig forstand, hvor de fleste spisende sjældent laver mad, men snarere et kooperativkøkken, hvor alle der spiser, samtidigt laver mad en gang om måneden. Der kan være flere grunde til dette: For at bygge mere stabilitet i sammensætning af de, der laver mad. Det modarbejder også den usynliggørelse af meget husligt eller “reproducerende” arbejde, traditionelt kvindeligt, ved at alle på et tidspunkt tager del i det. Ligeså vel sikrer det en stabilitet i at dække omkostningerne, da finansieringen bygger på månedlige beløb fremfor donationer.

Det betyder ikke, at der er tale om hvilken som helst virksomhed, der blot fungerer på det “frie” marked (jeg tillader mig at putte fri i citationstegn, med henvisning til tidligere linkede artikel). Der er tale om en et løbende sammenskudsgilde, en fælles madordning, ligesom venner kan lave madpakker for hinanden, for at ikke stå derhjemme og smøre. At udnytte venskabelige stordriftsfordele, kunne man sige.

Liberalt forstået, er der således tale om en privat sammenslutning, på samme måde som en privatfest er privat. På samme måde, som mit og dit privatliv ligger og flyder på Facebook. På samme måde som at jeg har en privatsfære når jeg bliver en del af myldret på gaden.

Det bliver der nok anledning at vende tilbage til. Men nu kalder madgryderne.

For at lige gentage, til dem det måtte vedkomme: Opstartsmødet er d. 26. april kl. 15 i Katedralen (bygning 16) på CSS. Der vil være lidt fingermad til anledningen.

Klumme i Information: Afgiftsstrejke og velfærdsslommer

13.04.2011 • hacking, opstand, velfærd • Ingen kommentarer /

Har en kommentar i Information i dag. Den handler om protestformen (apropos studerende på de humanistiske uddannelser på KU der i øjeblikket protesterer mod nedskæringer og brugerbetaling). Den introducerer også en anden måde hvorpå man kan strejke i uddannelsesfabrikkerne (afgiftsstrejke). Til sidst om – hvad korrekturlæseren så fint satte som rubrik – så kaldte ‘velfærdslommer’.

Kommentaren åbner nok langt flere spørgsmål end den svarer på, så jeg vil skitsere et par ting her. Er meget åben for diskussion, så kommentér gerne her på bloggen.

Post-protest

Et par uddybninger omkring protestformen.

Humanistiske akademikere ynder at opfinde ord med præfixet post- foran alle mulige begreber. Siden det nu er netop humanistiske studerende, der protester, så lad os anvende samme fremgangsmåde, for at betegne det brud vi har brug for: post-protest. Som alle post-betegnelser indebærer det en fremgangsmåde der både bygger ovenpå protesten, men samtidigt forsøger at bevæge sig hinsides protesten.

Protesten kan være et afsæt for andre typer af aktiviteter, fordi protesterne typisk bliver de mest umiddelbare udtryk for vores utilfredshed, der hvor vi lettest kan finde hinanden. Når en demonstration samler 100.000 mennesker på gaden bliver det i denne forstand ikke vigtigt om politikerne lytter (det gør de ikke: I 2003 gik mennesker over hele verden på gaden den samme dag til den største koordinerede demonstration nogensinde i historien. Et par uger efter gik De Villiges Koalition i krig i Irak).

I post-betegnelsen kan der betegnes to tidslige brud.

For det første handler det om, hvad der sker efter protesterne, hvor mennesker går hen bagefter demonstrationen (deraf, ”post-protest”). Det vigtige bliver hvad de, der har protesteret, bagefter snakker og konspirerer om, når de tager den rituelle øl på en bar i nærheden, fyldte af de affekter som demonstrationen har frembragt. Hvad sætter protesterne os i stand til? – i stand til at finde hinanden, i stand til forstå konflikten (flyveblade til demonstration etc), i stand til at frembringe nye gnidningspunkter, der accelererer konflikten og skruer op for volumen.

Post-betegnelsen kunne også betegne et tidsligt brud modstandshistorisk: Vi behøver nutildags at udvikle nye metoder, end vi har gjort brug af tidligere. Vi har brug for mere end protester. Protesten er altså ikke ligegyldig, men står den alene, degenererer den til en afmagtsmaskine.

Forsikringsfonde / Planka.nu

De norske og svenske forsikringsfonde for passagere uden billet henviser til tidligere omtalte Planka.nu (se også dansk wikipedia-artikel). Også dér steg billetpriserne nemlig under 90′erne og 00′erne (grønne er billetprisen i Stockholm, blå er inflation, gul er medlemsgebyr i Planka.nu):

Commoniser tidligere har skrevet og holdt oplæg om Planka.nu, der har eksisteret siden 2001 og de seneste år har formået at nærmest blive en interesseorganisation for passagere i den offentlige transport. Der findes ikke andre aktører i Sverige, måske hele skandinavien, der laver så mange undersøgelser, kampagner og tænketanks-lignende rapporter om kollektivtrafikken. Argumenterne er: at rejsen til jobbet er en del af jobbet; ligesom at den afgiftsbelagte rejse til din gratis uddannelse gør at uddannelsen ikke er gratis; at kollektivtrafikken prioritering over bilsamfundet (pga. klima- såvel som byplanlægningsgrunde) skal afspejles i priserne, at det at kunne bevæge sig rundt i en by er en urban allemansrätt (i Stockholm er du tvunget at transportere dig med metroen, med mindre du har råd til bil).

Forsikringsvirksomheden, hvor gratister betaler for hinandens bøder, befinder sig i den trygge gråzone af hvad der er lovligt (tryg, fordi der har været adskillige forsøg på at lukke planka.nu juridisk, men de har alle fejlet). Det er fordi, at der lovligt set ikke er tale om bøder, men derimod tillægsafgifter. Altså en meget dyr billet (i Stockholm så høj som 1200 kr.). Planka.nu er derfor et meget godt eksempel på hacking, derved at deres virksomhed befinder sig i gråzonen af det mulige, for at omkanalisere strømme og resourcer, og på den måde forandre systemet direkte.

Så vidt jeg ved, gælder samme lovgivning i Danmark. Det overordnede hack gælder altså, men kontrolapparatet (“lørerne”) fungerer altid anderledes fra by til by. Derfor må eventuelle RUC-studerende, eller andre der ønsker at betale hinandens bøder, komme tæt på systemet, undersøge det, finde dets svagheder, for at siden omgå kontrollen.

I øvrigt, til de interesserede: Den omtalte historie fra Italien 1974, hvor arbejdere nægter at betale for at blive transporteret til fabrikken, er bl.a. dramatiseret af Dario Fo i stykket “Vi betaler ikke! Vi betaler ikke!” (manuskriptet kan lånes på biblioteket). Svenske Planka.nu har i den forbindelse en analyse af afgiftsstrejken plus et oversat interview med Dario Fo. Faktisk satte Gladsaxe Teater stykket op i 2009, under en mindre omskrivning af titlen til “De betaler ikke! Vi betaler ikke!” (kan egentlig meget godt lide den titel, så giver absurditeten i de høje priser endnu mere mening).

Velfærdslommer

Hele spørgsmålet omkring velfærdsstatens afvikling virker ret uklart, men jeg ser umiddelbart to spørgsmål at diskutere. Ikke spørgsmål for at afgøre om det sker (det virker ret åbenlyst). Heller ikke for at afgøre om vi skal gøre det ene eller andet, men derimod hvordan vi skal gøre både det ene og det andet. På den ene side, hvordan bevarer vi institutioner i velfærdssaten, i den udstrækning at vi stadig er forholdsvis afhængige af dem? (2) Hvordan bygger vi nye lommer af velfærd i statens skal, små sikkerhedsnet, der kan give umiddelbar tryghed, men som med tiden kan strækkes ud og gøre staten unødvendig?