Klumme i Information: Afgiftsstrejke og velfærdsslommer

Har en kommentar i Information i dag. Den handler om protestformen (apropos studerende på de humanistiske uddannelser på KU der i øjeblikket protesterer mod nedskæringer og brugerbetaling). Den introducerer også en anden måde hvorpå man kan strejke i uddannelsesfabrikkerne (afgiftsstrejke). Til sidst om – hvad korrekturlæseren så fint satte som rubrik – så kaldte ‘velfærdslommer’.

Kommentaren åbner nok langt flere spørgsmål end den svarer på, så jeg vil skitsere et par ting her. Er meget åben for diskussion, så kommentér gerne her på bloggen.

Post-protest

Et par uddybninger omkring protestformen.

Humanistiske akademikere ynder at opfinde ord med præfixet post- foran alle mulige begreber. Siden det nu er netop humanistiske studerende, der protester, så lad os anvende samme fremgangsmåde, for at betegne det brud vi har brug for: post-protest. Som alle post-betegnelser indebærer det en fremgangsmåde der både bygger ovenpå protesten, men samtidigt forsøger at bevæge sig hinsides protesten.

Protesten kan være et afsæt for andre typer af aktiviteter, fordi protesterne typisk bliver de mest umiddelbare udtryk for vores utilfredshed, der hvor vi lettest kan finde hinanden. Når en demonstration samler 100.000 mennesker på gaden bliver det i denne forstand ikke vigtigt om politikerne lytter (det gør de ikke: I 2003 gik mennesker over hele verden på gaden den samme dag til den største koordinerede demonstration nogensinde i historien. Et par uger efter gik De Villiges Koalition i krig i Irak).

I post-betegnelsen kan der betegnes to tidslige brud.

For det første handler det om, hvad der sker efter protesterne, hvor mennesker går hen bagefter demonstrationen (deraf, ”post-protest”). Det vigtige bliver hvad de, der har protesteret, bagefter snakker og konspirerer om, når de tager den rituelle øl på en bar i nærheden, fyldte af de affekter som demonstrationen har frembragt. Hvad sætter protesterne os i stand til? – i stand til at finde hinanden, i stand til forstå konflikten (flyveblade til demonstration etc), i stand til at frembringe nye gnidningspunkter, der accelererer konflikten og skruer op for volumen.

Post-betegnelsen kunne også betegne et tidsligt brud modstandshistorisk: Vi behøver nutildags at udvikle nye metoder, end vi har gjort brug af tidligere. Vi har brug for mere end protester. Protesten er altså ikke ligegyldig, men står den alene, degenererer den til en afmagtsmaskine.

Forsikringsfonde / Planka.nu

De norske og svenske forsikringsfonde for passagere uden billet henviser til tidligere omtalte Planka.nu (se også dansk wikipedia-artikel). Også dér steg billetpriserne nemlig under 90’erne og 00’erne (grønne er billetprisen i Stockholm, blå er inflation, gul er medlemsgebyr i Planka.nu):

Commoniser tidligere har skrevet og holdt oplæg om Planka.nu, der har eksisteret siden 2001 og de seneste år har formået at nærmest blive en interesseorganisation for passagere i den offentlige transport. Der findes ikke andre aktører i Sverige, måske hele skandinavien, der laver så mange undersøgelser, kampagner og tænketanks-lignende rapporter om kollektivtrafikken. Argumenterne er: at rejsen til jobbet er en del af jobbet; ligesom at den afgiftsbelagte rejse til din gratis uddannelse gør at uddannelsen ikke er gratis; at kollektivtrafikken prioritering over bilsamfundet (pga. klima- såvel som byplanlægningsgrunde) skal afspejles i priserne, at det at kunne bevæge sig rundt i en by er en urban allemansrätt (i Stockholm er du tvunget at transportere dig med metroen, med mindre du har råd til bil).

Forsikringsvirksomheden, hvor gratister betaler for hinandens bøder, befinder sig i den trygge gråzone af hvad der er lovligt (tryg, fordi der har været adskillige forsøg på at lukke planka.nu juridisk, men de har alle fejlet). Det er fordi, at der lovligt set ikke er tale om bøder, men derimod tillægsafgifter. Altså en meget dyr billet (i Stockholm så høj som 1200 kr.). Planka.nu er derfor et meget godt eksempel på hacking, derved at deres virksomhed befinder sig i gråzonen af det mulige, for at omkanalisere strømme og resourcer, og på den måde forandre systemet direkte.

Så vidt jeg ved, gælder samme lovgivning i Danmark. Det overordnede hack gælder altså, men kontrolapparatet (“lørerne”) fungerer altid anderledes fra by til by. Derfor må eventuelle RUC-studerende, eller andre der ønsker at betale hinandens bøder, komme tæt på systemet, undersøge det, finde dets svagheder, for at siden omgå kontrollen.

I øvrigt, til de interesserede: Den omtalte historie fra Italien 1974, hvor arbejdere nægter at betale for at blive transporteret til fabrikken, er bl.a. dramatiseret af Dario Fo i stykket “Vi betaler ikke! Vi betaler ikke!” (manuskriptet kan lånes på biblioteket). Svenske Planka.nu har i den forbindelse en analyse af afgiftsstrejken plus et oversat interview med Dario Fo. Faktisk satte Gladsaxe Teater stykket op i 2009, under en mindre omskrivning af titlen til “De betaler ikke! Vi betaler ikke!” (kan egentlig meget godt lide den titel, så giver absurditeten i de høje priser endnu mere mening).

Velfærdslommer

Hele spørgsmålet omkring velfærdsstatens afvikling virker ret uklart, men jeg ser umiddelbart to spørgsmål at diskutere. Ikke spørgsmål for at afgøre om det sker (det virker ret åbenlyst). Heller ikke for at afgøre om vi skal gøre det ene eller andet, men derimod hvordan vi skal gøre både det ene og det andet. På den ene side, hvordan bevarer vi institutioner i velfærdssaten, i den udstrækning at vi stadig er forholdsvis afhængige af dem? (2) Hvordan bygger vi nye lommer af velfærd i statens skal, små sikkerhedsnet, der kan give umiddelbar tryghed, men som med tiden kan strækkes ud og gøre staten unødvendig?

One Reply to “Klumme i Information: Afgiftsstrejke og velfærdsslommer”

Comments are closed.