Dagens studie i at danse

31.05.2011 • hacking, kontrol • 1 kommentar /

Finder det her vildt interessant, ikke pga. politirepressionen, men pga. det studie i dans som det indeholder.

Baggrunden: Tilsyneladende havde en lokal dommer dømt det som ulovligt at danse på området – en offentlig plads der ironisk huser statuen af en af den amerikanske uafhængighedserklærings forfattere, Thomas Jefferson – hvilket provokerede en mængde mennesker til at møde op og danse. Lydløs discobedience.

Og ja, politiet er på plads. Her må man forsøge at ikke blive indigneret, men i stedet indse at det er sådan politiet fungerer: Når noget er ulovligt mødes det med nultolerance, ligegyldigt hvad det er.

Fordi politiet altid arbejder med sort (ulovligt) og hvidt (lovligt), åbner det for muligheden af at opholde sig i det grå (midt i mellem). Her opstår hacking.

Hvad studiet viser er gråzonerne mellem mere eller mindre vilkårlig bevægelse med kroppen og mere eller mindre rytmisk dans. Mao. stiller det spørgsmålet: hvornår bliver bevægelser med kroppen til dans? Og hvad er forskellen mellem de to?

Min søster der for tiden beskæftiger sig intensivt med kontaktimprovisation mener til tider at hun slet ikke danser, men blot undersøger bevægelse, undersøger hvad kroppe kan. Snarere er kontaktimprovisation en slags teknik til at danse, så man kan kontaktimprovisere når man danser – men det er ikke som sådan dans.

Noget andet der bliver tydeligt er hvordan politiet ikke sÃ¥ meget anholder og straffer dem der blot bevæger sin krop i overensstemmelse med betegnelsen ‘at danse’. De slÃ¥r snarere ned pÃ¥ dem der mest tydeligt udtrykker en sammenhæng mellem at danse og at have hensigten om at danse.

Gråzonen er et kerneelement i hacking, men de dansende i videoen formår aldrig rigtigt at finde det rette punkt mellem dans og tilsyneladende vilkårlig bevægelser med kroppen (der dog tydeligvis har hensigt om at danse). Hvordan ville en spastiker begå sig i denne situation? Eller hvad med en med full-body tourette? Hvad ville det indebære at kontaktimprovisere sig fra anholdelser?

MÃ¥ske ville politiet dog aldrig tillade en sÃ¥dan grÃ¥zone, ved at disciplinere selv den mindste bevægelse der falder uden for ‘normal opførsel’. I sÃ¥ fald ophører grÃ¥zonen, det bliver sværere at hacke situationen, og andre taktikker mÃ¥ tages i brug. Fx holde en kæmpe piratfest hvor folk tydeligvis danser fordi de tydeligvis har hensigten om at danse. Intet kryptisk med det ligesom.

Realliberale medier

29.05.2011 • offentlighed, realliberalisme • 2 kommentarer /

De seneste dage har der været meget tale om mediebilledet i Danmark, særligt de trykte medier. Er de for borgerlige? SÃ¥dan spørger Henrik Sass Larsen (S), mÃ¥ske kommende finansminister, og lægger op til at tage statslig støtte fra bl.a. Berlingske, Børsen og Jyllands-Posten, som han mener “har satset massivt i forhold til den borgerlige meningsdannelse og ikke giver rum og plads til nogen som helst anden form for tænkning”.

Det har pÃ¥ ironisk vis givet enorme reaktioner i de borgerligt-liberale medievirksomheder, pÃ¥ trods af at det ville overgive medierne yderligere til ‘de frie’ markedskræfter. Hvor det eneste der bliver trykt, er det der kan betale sig.

Men hvordan stÃ¥r det til med fordelingen i det trykte mediebillede? En mÃ¥de at se det pÃ¥ er gennem oplagstallene i de forskellige aviser (igen, vi taler om de trykte medier – og ser altsÃ¥ bort fra civiljournalistikken pÃ¥ blogs, webportaler som Modkraft eller blogportaler som Denfri). Her kan man, som Information har gjort det, ordne de trykte medier efter deres egne udgiver-erklæringer om position, dvs. hvordan aviserne selv beskriver sig. SlÃ¥r vi de borgerligt-liberale sammen (JP, Børsen, BT, Berlingske, Jydske Vestkysten), har de et halvÃ¥rligt oplag pÃ¥ 417.643 – mens de sÃ¥ kaldte ‘uafhængige’ (en mærkelig blanding af EB, Kristeligt Dagblad og Information) har et oplag pÃ¥ 123.142 – Politiken (‘socialliberal’) 102.619 – og sÃ¥ Arbejderen (‘venstreorienteret’), smÃ¥ 2.500.

Det burde nok give en idé om at, i hvert fald efter oplagstal, at den danske trykte presse ret Ã¥benlyst er en blanding af borgerlige, liberale og socialliberale aviser (totalt 520.262). Mao. medier der alle positionerer sig indenfor og opholder sig ved det forrige indlæg definerede som ‘realliberalisme‘, dvs. at opholde sig ved politik der kredser om at forhandle individuelle rettigheder.

De sÃ¥ kaldte ‘uafhængige’ dagblade falder vel ogsÃ¥ stort set ind under det realliberale kompleks. Men det er værd at ogsÃ¥ lige fundere over betegnelsen ‘uafhængig’ i denne sammenhæng, da det virker som om diskussionerne handler mindre om at finde en balance (mellem fx venstre- og højreorienterede medier) end at avle uafhængige medier. ‘Uafhængighed’, som selverklæret position for et dagblad, er samtidig lidt en tom betegner, hvor sÃ¥ meget kan fyldes i. For hvad betyder det at være uafhængig, hvis der er et tavst konsensus om at avisens leder bør sive ned gennem dagbladet til de enkelte journalister. Hvis avisen har gjort sig afhængig af et stort oplag og derfor ikke vil risikere at tabe læsere der pludselig vil ‘tage afstand’ fra nye retninger.

Uafhængig fra hvad? Partipolitik? Statsstøtte? Journalisternes egne tilbøjeligheder?

Afhængig af hvad? Finansiering fra sexannoncer eller en redaktionel linje der har svært at overleve uden enten ‘krimi’ eller ‘kendis’ pÃ¥ forsiden som i EBs tilfælde? Et kulturelt-kristent bagland som i Kristeligt Dagblads tilfælde? Eller den helt nødvendige reklamefinansiering fra virksomheder, der næste dag kan trække sig fra samarbejdet hvis de ikke kan lide hvad de læser, som ogsÃ¥ Information er afhængig af?

Uafhængighed er et andet ord for autonomi, og her bliver andre ting relevante, så som at have en centraliseret offentlighed (være det dagbladet hvor al journalistik udgår fra leder eller blogportalen hvor alle bloggere låses ind i den samme ensformede samtaleøkologi).

Realliberalismen

29.05.2011 • realliberalisme • 3 kommentarer /

I samtidens politiske diskussioner navigerer vi ofte mellem forskellige betegnelser sÃ¥ som ‘borgerlig’, ‘liberal’ og ‘socialliberal’.

I denne blog vil jeg gerne slÃ¥ et slag for at samle alle de fire og flere lignende under en samlet betegnelse, hvad vi kunne kalde ‘realliberalisme‘.

Kort forklaret består realliberalismen i at forhandle individuelle rettigheder. Selvom tilføjelsen -liberalisme kunne give indtrykket af det, retter betegnelsen sig ikke mod noget specifikt højreorienteret. Realliberalismen spænder hele spektrummet i den parlamentariske politik, der jo er en type politik der pr. definition beskæftiger sig med at formulere og justere individuelle rettigheder.

Som det fremgår består realliberalismen i to led, noget realt (eller realistisk) og noget liberalt. Vi tager dem i omvendt rækkefølge:

Det liberale beskæftiger sig med at formulere den overflod af individuelle rettigheder, som vores retsstat består af – fra velfærdssystemet til menneskerettighederne. Det er en overflod, fordi ingen kan kende, endsige hævde, alle sine individuelle rettigheder. Der er derfor hele tiden et overskud, som ikke kan indkasseres: Man kan fx miste sit job uden at have fået kendskab til sin fratrædelsesordning, ligesom at man kan blive passet op på gaden og forhørt af politiet uden at kende sin ret til at holde kæft, ligesom at man udmærket kan være klar over sin ytringsfrihed på arbejdspladsen, men stadig være bange for at give en kritik af sin chef.

Det reale (eller rettere, ‘realpolitikken i liberalismen’) bestÃ¥r i at forholde sig til denne overflod. At forholde sig til, at et individs rettigheder aldrig kan kendes eller hævdes allesammen. Derfor mÃ¥ det liberale hele tiden forholde sig ‘realistisk’ – føre ‘realpolitik’ – og forhandle mellem individuelle rettigheder, hvilket indebærer at prioritere visse pÃ¥ bekostning af andre. Som nÃ¥r ‘retten til privatliv’ ryger til fordel for ‘ophavsretten’. Eller nÃ¥r flygtninges ‘menneskerettigheder’ ryger under dække af at værne om hvide danskeres ‘ret til folkepension’.

Denne forhandling mellem individuelle rettigheder er stort set kernen i realliberalismen. Heraf følger flere andre forhold, hvad vi kunne kalde realliberalismens kanon:

• En forestilling om ‘Offentligheden’, dvs. at alle mulige offentligheder ignoreres og i stedet skrives med stort ‘O’ i bestemt ental: Offentligheden. Det betyder, at de trykte realliberale medier indtager en priviligeret position som stedet hvor Offentligheden udspiller sig. Og hvor Det Store Vi hele tiden taler til os.
• Hvor livets grÃ¥zoner af intimitet og tillid bliver delt op i en privat og en offentlig sfære.
• PÃ¥ samme mÃ¥de behandles ‘økonomi’ og ‘politik’ som forskellige sager – pÃ¥ trods af, at alle er klar over at økonomien altid har politiske konsekvenser, at økonomien i visse tilfælde er en politik (som nÃ¥r partier forklarer deres ‘økonomiske politik’ eller økonomer helt vil fjerne politik og reducere alt til udveksling af penge mellem enkelte aktører).
• Forskellen mellem de socialliberale, der vil have flere positive rettigheder (“ret til …”), og hvad man kunne kalde de minimalliberale, der vil begrænse sig til negative rettigheder (“ret til at ikke …”).

Eftersom det at forhandle individuelle rettigheder på en måde bliver en styrkeprøve – om hvilke rettigheder der kommer til at veje tungest – bliver spørgsmålet om privilegier relevant. Men det ønsker realliberalisten som regel ikke at tale om.

Hinsides realliberalismen

Mere overordnet: Når rettigheder træder i forgrunden træder mulighedsbetingelserne, dvs. hvorvidt man er i stand til at hævde og gøre brug af sin ret, naturligt i baggrunden. Det betyder at en formel frihed råder frem for en praktisk frihed. Hvor man har nok har muligheder for at gøre, ret til at gøre og formelt set er fri til at gøre, men ikke kan være sikker på om man er i stand til det.

Her, hinsides realliberalismens individuelle rettigheder, kan vi skimte helt andre skillelinjer, helt andre spørgsmål og helt andre typer politik. Hinsides realliberalismen finder vi nemlig på den ene side fascisme og på den anden side anarki og kommunisme.

Fascismen ønsker at med ét hug annullere alle individuelle rettigheder. Fascismen er udtalt anti-liberal: Den foragter menneskerettigheder så vel som retsstatens beskyttelse af mindretal. Alt må væk, for at åbne op for den totale forandring. Fascismen foragter individuelle rettigheder, da de forhindrer den i at udviske alle forskelle og gøre befolkningen til Folket.

PÃ¥ den anden side, hinsides realliberalismen, finder vi pÃ¥ samme sted anarki og kommunisme (de er i den her forbindelse en og samme sag). Her er ingen ambitioner om at annullere realliberalismen og dens individuelle rettigheder – ikke fordi rettighederne anses som værdifulde og bevarelsesværdige, men fordi de forekommer ligegyldige. Anarki og kommunisme er derfor udtalt ikke-liberalt – begge forholder sig indifferent og agnostisk overfor det liberale. Menneskerettigheder har altid været brugt til at producere undermennesket – den krop der ikke kan gøre sig fortjent til dem. Velfærdsstaten og dens mange rettigheder har med dens tvang til arbejde og økonomiske administration af sine borgere altid været en udhuling af velfærdssamfundet. Retsstatens formelle rettigheder til mindretal har altid dækket over den faktiske vold i dagligdagen og dens beskyttelse har aldrig virket lige sÃ¥ godt som at forsvare sig sammen. Jobcentrenes kafkaske administration af vores ‘ret til arbejde’ vil ingen savne, nÃ¥r størstedelen af det tomme arbejdstid forsvinder og arbejde ophører med at være lig med forsørgelse. Alle de liberale rettigheder vil blot forekomme mindre og mindre nødvendige, i takt med at forandringerne vokser frem, de virkelige forudsætninger for at vi faktisk kan garantere hinandens ve og vel. Grunden til at folk frygter velfærdsstatens kollaps – der netop nu udfolder sig – har at gøre med, at vi endnu ikke har opbygget tilstrækkelige infrastrukturer fra neden – fra lægeklinikker, venskabsforeninger, kooperativer, fødevarefællesskaber etc. – der kan sikre vores fælles tryghed.

At omgå censur på tyrkisk vis: Rapport for Bitbureauet

28.05.2011 • internet, kontrol • Ingen kommentarer /

Har netop været i Istanbul igen og har i den forbindelse skrevet en rapport til tidligere omtalte Bitbureauet. Læs den!

Her følger nogle spredte baggrundstanker.

Kort fortalt: I Tyrkiet er internet godt pÃ¥ vej til at blive http:(( – myndighederne vil gøre det obligatorisk for den tyrkiske befolkning at vælge ét af fire filtre, der mere eller mindre restriktivt censurerer websider, der indeholder ord fra en blacklist af pt. 138 ord. Det vil forstærke hele idéen og eksistensen af et “tyrkisk internet” (aflukket fra resten af internet).

Men i alle de drakoniske censur-, overvågnings- og blokeringstiltag er det værd at huske på at kontrol næsten altid forårsager modstand. Ingen befolkningen er passive modtagere og at komme hinsides den type kynisme der hele tiden påpeger den slags indebærer, at netop koncentrere sig om modstand. Hvad gør folk ved det, og hvordan? Når staten blokerer, gør befolkningen også modstand, kort sagt: omgår censuren. De senere år kan man derfor spore en stigende mainstreaming af teknologier der ellers var forbeholdt netaktivister, som fx proxyer og DNS-ændringer.

(Mindes i øvrigt at ogsÃ¥ Christopher Kullenberg gjorde sig samme erfaring omkring dynamikken mellem censur/omgÃ¥ning forrige sommer i Tyrkiet. Som jeg i øvrigt havde glæden af at for første gang møde ved tilfælde i netop Sabiha Gökçen lufthavn, mens vi begge to sad og filede pÃ¥ artikler om, hvor meta det end lyder, trafik og infrastruktur, og opkoblet pÃ¥ lufthavnens “internet” – hvilket jeg forstod var corporate omskrivning for interweb – dvs. kun www i din browser og ingen ftp-, chat- og torrent-adgang fx).

Internetpolitiske analyser er nødt til at holde laseren rettet mod den slags modstandsaktiviteter, fremfor at opholde sig ved den parlamentariske proces.

Samtidig viser modstand også i sig selv nye typer livsformer på internet (hvad vil der fx ske hvis størstedelen af vores internettrafik med tiden bliver gennem krypterede tunneller i de mørke internet, aka darknets?).

Det er tvivlsomt hvad man vil kunne opnÃ¥ ved at fortsætte med at ælte i afmagt over det repræsentative demokrati, som helt tydeligvis er under afmontering: de Ã¥benlyst grundlovsstridige lovforslag, hvor en hel befolkning kriminaliseres, og retsstaten der forvitrer. I stedet bør man acceptere, at sÃ¥dan ser det ud nu, og ud fra den indsigt forholde sig til det nye terræn, nye politiske former der ikke gør sig afhængig af en dialog med staten. PÃ¥ samme mÃ¥de bør overveje meningen i at skrive appeller til landets regeringer om at være mere venlige og anstændige. De er udmærket klar over hvad de laver, og byder i en vis udstrækning protester velkomne, da de pÃ¥ den ene side er en meget lille trussel mod staten – med mindre protesterne udvikler sig til andet end protester – og pÃ¥ den anden side at demonstrationerne, appellerne og læserbrevene samtidig viser at “vi lever i et demokrati”.

Men ikke mere baggrundssnak. Læs  hele artiklen og alle detaljerne på Bitbureauet.

Den neoliberale planøkonomi

25.05.2011 • arbejdssamfund, bureaukrati • Ingen kommentarer /

Har en ny kommentar i Information i dag om bureaukrati, særligt evalueringsbureaukrati.

Den fortsætter hvor forrige kommentarer slap, nemlig arbejdssamfundets irrationaliter, overproduktion, tomme arbejde og affald. Specifikt handler denne om hvordan de mange evalueringer, hvor arbejde og uddannelse skal dokumenteres og tælles, på paradoksalt hvis leder til deres udtømning.

Mere generelt: Hvad sker der, når evalueringer træder i forgrunden? Uundgåeligt leder dette til en kortslutning, hvor arbejdet orienterer sig efter produktionen af repræsentationer af arbejde snarere end arbejdets officielle formål. Det lærer én i første omgang at prioritere arbejde, der er dokumenterbart, måleligt og synligt, frem for at prioritere arbejdets indhold.

Karaktererne er et prima eksempel, fordi de får såvel studerende, elever og undervisere til at orientere sig væk fra læring af viden til at lære at bestå eksamen eller få en god karakter (noget en tidligere klumme i Information omhandlede).

Klummen pÃ¥peger det Ã¥benlyse, at selvom samtidens neoliberale politik har præsenteret sig selv som anti-bureaukratisk, sÃ¥ har bureaukratiet pÃ¥ paradoksalt vis øget. Men det har ogsÃ¥ ændret sig og viser sig nu i termer af evalueringer, akkrediteringer og ‘postmoderne femÃ¥rsplaner’ (Center for Vild Analyse havde en gang en fremragende analyse af dette, men deres blog er nede og Internet Archive har ikke arkiveret den). Desuden lÃ¥ner klummen bl.a. argumenter fra Mark Fishers varmt anbefalelsesværdige (korte) bog Capitalist Realism – en af de mest kortfattede og lysende bøger jeg har læst det seneste Ã¥r – specielt kapitlet med den sigende titel “All that is solid melts into PR”, der omhandler repræsentationernes (PR, dokumentation, presse, statistik, evalueringernes) erstatning af arbejdet. Fisher kalder den neoliberale planøkonomi for ‘markedsstalinisme’.

Bemærk i øvrigt den fine fine tastefejl som webredaktøren har gjort sig og som har sluppet igennem korrekturlæsningen (hvis de har nogen på web-delen? Papirudgaven havde ikke samme fejl). Har aldrig hørt udtrykket før, men får straks idéer til hvad neonliberal kunne indebære, haha!

Anyway, læs hele den omtalte klumme fra i dag her.

Den lange flugt fra Facebook, del 3: Lukning af Fxcxbxxk

17.05.2011 • hacking, internet • 7 kommentarer /

Der er sket nyt i serien om ‘Den lange flugt fra Facebook’. Tidligere indlæg:

• del 1 om problemet i at kunne finde hinanden og at forlade Facebook ikke som livsstilsvalg eller boykot, men for at undersøge de biopolitiske forskelle.
• del 2 om opkomsten af lukkede internet i internettet, deres mure og hvordan man kan rive dem ned.
• et ekstra copy/paste/remix af min forklaring (“til Facebook”) om grunden til at deaktivere kontoen og begynde flugten.

Kort efter del 1 i serien provokeredes Hannes Mannerheim til at udvikle nogle af pointerne omkring at Facebook i stigende grad overtager – og derfor kontrollerer, ejer, hÃ¥ndterer, censurerer og opstiller rammerne for – vores hverdagsliv. Helt basale ting som at invitere andre til en fest har vi nu gjort til norm at det foregÃ¥r pÃ¥ Facebook. Offentlige institutioner flytter flere og flere af deres funktioner derover, for at “være der hvor folk snakker” (hvilket er en sympatisk indstilling, men det gør ogsÃ¥, at folk har endnu flere grunde til at snakke dér). Natklubber, kulturelle arrangementer, smÃ¥ uafhængige initiativer opstÃ¥r i stigende grad pÃ¥ Facebook – Ã¥bne for alle, dvs. alle der har en konto pÃ¥ Facebook. Der er tale om en lang række sager der i udgangspunktet er Ã¥bne, dvs. brugerne har tilladt alle at læse det der stÃ¥r, men som i praksis forbliver lukkede for dem uden Facebook.

I vrede skrev Hannes derfor noget kode for at omgÃ¥ murene pÃ¥ Facebook. Metoden bestÃ¥r i en stedfortrædende bruger – en sÃ¥kaldt proxy – kaldet ‘Prox Yxorp’ som alle kan bruge til at læse i øvrigt Ã¥bne arrangementer. Adgang til proxyen fik man blot ved at udskifte alle vokalerne i Facebook med ‘x’ i den givende URL (se forrige link for mere udførlig beskrivelse).

Hannes rapporterer nu om at Facebook har lukket Fxcxbxxk. Og således er murene genoprettet. Det betyder dog ikke at Fxcxbxxk nødvendigvis ophører, men blot at vi må udvikle en bedre metode, en bedre proxy for at rive deres mure ned. Hvis du vil hjælpe, så kontakt Hannes.

Det er værd at bemærke en pointe her omkring hacking som metode. Fxcxbxxk blev åbenlyst til gennem beherskelsen af <kode>. Men et succesfuldt hack kræver, at man har forståelse for det system der hackes, ikke bare en forståelse for programmering, men også en forståelse for det liv systemet skaber (biopolitikken), dens jura, hvordan den kanaliserer dens strømme og energier. Et succesfuldt hack indeholder mao. langt mere end programmeringens <kode> – det indeholder også sociologisk kode, juridisk kode, hverdagskode, infrastrukturel kode osv. På den måde kan man opholde sig i systemets gråzoner (formelt set har Hannes blot oprettet en Facebook-konto, omend med et fiktivt navn, der deles af os alle), for at udføre hacket uden åben konfrontation – for så vidt muligt i skjul – således at systemets energier kan omdirigeres (fra det lukkede Facebook og ud på det åbne internet).

For at et sådant hack overhovedet bliver relevant – hvordan får man idéen? – gælder det om at komme tæt på objektet Facebook. Det indebærer den analytiske modsætning til så kaldt kritisk distance og den politiske modsætning til boykot. Hacking afskyr distance og boytkot – hacking indebærer kritisk nærhed! Kun hvis man kommer tæt på det man vil hacke, kun hvis man opholder sig inde dets system (omend måske promiskuøst og sporadisk), kun hvis man åbner den sorte box og kigger ned i den, kun da vil de små fejl, åbninger og sprækker blive synlige. De små muligheder for at lave et succesfuldt hack.

At forlade et betændt samtaledemokrati

15.05.2011 • internet, offentlighed, overflod • 4 kommentarer /

Så skete det igen: Jeg formulerede et langt, alt for tænkt, alt for kringlet, malplaceret svar i en eller anden debattråd på internettet. Denne gang, ligesom tidligere gange, valgte jeg at ikke lægge det ind i tråden.

Spildt arbejde? Jo, hvis det kunne havde blive en samtale der kunne lede steder, endsige blot blive en samtale. Derimod må svaret blive nej, så snart det bliver åbenlyst hvilken overflod af tale, skrift, snak, argumenter, udråbstegn, redegørelser, referencer visse offentligheder indeholder. Ingen af os har ubegrænset opmærksomhed, ingen kan læse alt der skrives og siges. Med al overflod kommer problemet om udvalg altid og presser sig på: Hvad vil jeg give mig hen til? Hvem vil lade berøre mig? Hvad vil jeg ignorere?

Overflod, udvalg og fravalg

Det er mest en intuition, men langt de fleste forsøg på samtaler i de omtalte debattråde på internet lider under forestillingen om at mere information, mere skrift, flere argumenter, flere debatter, vil bidrage til samtalen. De lider under forestillingen om, at der ikke behøves foretages udvalg.

Men fravalget er også en måde at foretage udvalg på – at fravælge at øge overfloden. I den sammenhæng er selve fravælgelsen det moment der gør tanken om spildt arbejde mindre relevant. Det relevante bliver først og fremmest udvalget, at sortere mellem indlæg der giver mening i den ene sammenhæng og indlæg der giver mindre eller decideret ingen mening i den anden sammenhæng.

Havde egentlig tænkt mig at jeg ville afholde mig fra at overhovedet engagere mig i sÃ¥ kaldte “debatter” pÃ¥ internettet et godt stykke tid. Mange af dem er sÃ¥ degenerede, nedbrudte, fragmenterede og fjendtlige, at ingenting nogensinde vil kunne frodes i dets syrlige miljø. Alle spirer dør med det samme af den betændte stemning der hersker – med dets a priori indstilling at skulle “overbevise”, “debattere” og “argumentere” modstandere. Dette er særligt tilfældet de steder hvor centraliseringen af samtalerne er stærkest: Blogportaler er uden tvivl de værste, de steder der stadig giver indtrykket af en samtale, og derfor pÃ¥ paradoksal vis øger alt det der ødelægger muligheden for samtale, der øger afmagten og desperationen hos deltagerne – eller den ironiske sÃ¥ vel som den kritiske distance mellem dem – modsat er nyhedssiderne der har en overflod af kommentarer og hvor alle godt ved at det de skriver alligevel drukner i strømmen, sÃ¥ de har ingen forestillinger om at bygge en samtale, men hÃ¥ber blot at sende nogle rÃ¥b ud i ingenting, et par spørgsmÃ¥l der mÃ¥ske besvares af en eller anden, nogle udrÃ¥bstegn, nogle anti- og sympatier.

Holdningsmobilisering

PÃ¥ trods af al denne lede… PÃ¥ trods af alt dette, finder jeg alligevel mig selv, igen og igen, suget ind i disse provokationer, vel en slags automatisk reaktion at ville svare pÃ¥ alle misforstÃ¥elserne os i mellem, at lidt patetisk hÃ¥be pÃ¥ at afstanden i mellem os kunne blive mindre, en imødekommenhed der som besvarelsen skrider frem ofte ender i apatisk og ironisk latterliggørelse af denne anden ansigtløse debattør, en debattør der som udgangspunkt pÃ¥ ingen mÃ¥de er interesseret i at “ændre holdning”.

(En indskydelse: Dette at have som mÃ¥l at “ændre folks holdninger” – som om der ikke allerede er en overflod af holdninger uden nogen konsekvenser – denne endeløse insisteren pÃ¥ at mene noget, have en kritisk holdning osv. Alt sammen for at kunne ændre andre folks holdninger, en holdningsproduktion der har sig selv som mÃ¥l og middel. Perfekt til meningsmÃ¥linger og folketingsvalg. En mobiliseringsetik der fordrer os til konstant mobilisering for en eller anden sag, en eller “uenighed” som kræver at vi “allesammen gør vores del”, som fx slukke lyset under Earth Hour. I princippet, dvs. mobiliseringsetikkens fantasi, at skulle mene noget om alting, uden konsekvenser. SÃ¥ vi kan protestere (gÃ¥ pÃ¥ gaden og give vores holdning til kende), mobiliseres (lave kampagner, missionere, mobilisere andre), aktiveres (i debatter, argumentere, arbejde), “fÃ¥ indflydelse” og “fÃ¥ din stemme hørt”, eller rettere: Vi gives et vakuum at rÃ¥be ind i uden nogen modtager – omtrent som alle de store politikeres kommentarspor pÃ¥ Facebook flyder over med 1250 kommentarer henvendt netop til dem, til “Helle” og “Villy” og – hvad hedder han nu, statsministeren – “Lars”, der gerne ansætter en sÃ¥ kaldt “social medie expert” til at hÃ¥ndtere deres “social medie strategi” – LOL)

En simpel regel for demobilisering

SÃ¥, hvor leder al denne lede hen, hvis ikke flere gentagelser af samme slags reaktioner, malplacerede svar og indlæg? Det leder til en simpel regel for at kunne nægte mobiliseringsetikken, et simpel hjælpemiddel for engagementstrejke, for at kunne nægte at involvere mig. Ikke afgiftsstrejke, men en menneskelig strejke (kommer her ikke blot til at tænke pÃ¥ Tiqqun, som linket henviser til, men ogsÃ¥ et tidligere indlæg om ytringstvang, omend tvangen er mere explicit, hvorimod der her er tale om en konstant fordring om mobilisering og aktivering – den slags “frihed” som al subjektivering indebærer i Foucaults termer). Med et ord: Demobilisering. Givet, jeg kommer til at falde i fælden igen, i troen pÃ¥ at der kan bygges en samtale i mugne samtaleøkologier. Givet, nogen af tilfældene vil jeg have kommet til at have skrevet en forfærdelig masse sager som pÃ¥ ingen mÃ¥de vil lande hos den jeg tænkte skrive til – hvem er de andre overhovedet? hvor kommer de fra? med hvilke affekter skrev de hvad de skrev? – mao. tilbagevendende malplacering.  Siden det er umuligt at helt afstÃ¥ fra at involvere mig, fra at komme til at svare og skrive indlæg i en eller anden debat, mÃ¥ dis-involveringen, den bevidste opgivelse af en allerede malplaceret samtale, indfinde sig i det sidst mulige øjeblik: Øjeblikket hvor fingeren burde have trykket “Send”. Den simple regel indebærer blot, at fingeren ikke trykker send.

Opgiv samtalen også i det aller sidste øjeblik, hvor alt er formuleret, skarpt og gennemtænkt – og, endnu engang, også komplet malplaceret og ligegyldigt, endnu et bidrag til overfloden af engagement i internettets mange bobler af betændte generalforsamlinger.

Som en yderligere tilføjelse vil eksperimentet: At afholde mig fra at svare i den internetøkologi der provokerede det malplacerede svar som jeg alligevel endte med at skrive. I stedet rykker jeg teksten et helt andet sted, fx bloggen her, for at gøre lidt nytte af tekstproduktionen, om ikke andet så for mine egne notaters skyld. I andre tilfælde blot slette det hele, og således lade fravalg være komplet fravalg. Glæden ved at slette en masse tekst.

Hvis det ikke allerede er indlysende er dette selvfølgelig lidt en voldtægt af idéen om at vi bør opsøge demokratiske samtaler, men måske var det netop denne dybe og stigende mistro til frekvensen af sådanne samtaler, der fik mig til at overhovedet (forsøge at) afholde mig fra dem i første omgang.

At noget står ubesvaret på internettet betyder ikke, at der ikke opstår samtaler omkring det. Men, forhelvede, vi har også brug for samtaler på og gennem internet, med alle de grænseoverskridende, almengørende og sammenkoblende fordele det har. (Det er helt banalt hvor vigtigt dette problem er, problemet om offentligheder og samtaleøkologier på internettet, egentlig er for enhver seriøs internetpolitik). Spørgsmålet er: Hvor og hvordan kan vi dyrke dem?

Instead of security, instead of privacy: Secrecy, intimacy and trust

10.05.2011 • anonymitet, tilknytning, [English] • 3 kommentarer /

Brist made the suggestion that we should stop talking about ‘security’ and instead start building a language around ‘secrecy’.

I think it sounds like a very good suggestion, so I here give my comments in a debate I would hope to see more contributions to. My problem with ‘security thinking’ especially stems from the expert bias it brings with it: the overly focus on learning complicated technologies and tools even before finding out what you want to secure, ie. keep secret. It’s like the security paradigm just breeds security consultants, eager to give their expert advice and still you have no clue why you would want to learn to encrypt your email or install plugins that makes your browser less vulnerable to so called man-in-the-middle attacks. Over and over, the same response: “Why would I want to put down time on all that crap, It’s not because I’m some kind of wanted person or politician”. The thing is: ‘Security’ seems completely irrelevant for most people.

So maybe not ‘secrecy’ … After all, everyone has secrets. Necessary secrets, secrets between friends, secrets between colleagues, large secrets and smaller secrets, silly secrets and dangerous secrets.

Before we continue, a disclaimer: Why do we even find it necessary to discuss replacing one word for the other? Is this not just silly semantics? To that I would answer: When we would like to replace one way of talking about things with another, we are messing with things other than language. So no, not ‘just’ semantics. More appropriately, we are negotiating a paradigm: Which means we are also always building the components for how we would want technology, tools, social contexts, law etc. to come into being. In short, certain words make certain things matter in a certain way. Similar to how all the fuss about ‘cloud computing’ easily comes to matter as a corporate rule of cyberspace. We think ‘the cloud’ is just ‘up there’ floating around freely in the sky, while all our data are being placed in the same few servers managed by the same few corporations, leaving us very dependent on these few central actors. Essentially losing control of how we want to communicate, share stuff, find each other etc. Then, instead of ‘the cloud’ we might speak about ‘the mountain’ – where the internet gods keep our digital offerings, or something. You get the point.

Given that the words we use matters, let’s continue to build on Brist’s suggestion to replace ‘security’ with ‘secrecy’. To frame it, here’s a long quote.

What I find really important about moving from security to secrecy is that it allows us to think about what we actually want to keep secret, and from whom. Because of this, thinking about secrecy is just as valuable for people like me who do most of what I do more or less openly as for the aforementioned people who are hunted by intelligence agencies. While security is often an all-or-nothing affair, since a weak spot can crack the whole system open, secrecy is about managing what information someone can gather about you. [...] You have to ask yourself what secrets you want to keep. Your name? Your political affiliations? Your online habits, or your network of friends? Once you have those answers you can begin looking at tools and practices. Not the other way around — that’s for server admins and programmers.

There are several points to comment on, but let me start with the notion of ‘security as an all-or-nothing affair’. Security certainly invites people into a mode of thinking that can become dominated by paranoia. Either you’ve decided to be careful about it or you rather not care. And yes, paranoia does not mean that you are not followed and surveilled etc. A small dose of generalized paranoia can even be a good motivator to learn skills, as a way of remembering to do certain stuff.

But paranoia lacks heavily in what secrecy could be better in growing: Intimacy.

This is where it gets interesting for me. Parallel to the problems and ambivalences in security thinking is all the talk about ‘privacy’ in so called information activist circles. I say, liberal information activist circles. I’m not so sure I would want to fight and struggle to defend privacy. I’m just dropping examples from the top of my head – drawing from the feminist critique of the public/private division – but we have to remember that this division between the public and the private is the same thing that gave us the idea of a single bourgeous public (thereby ignoring minor voices and naturalizing their silence); it is the same division that have forced queers of all types behind closed (private) doors under the pretension of ‘tolerance’ (like you treat a guest in his house); it was the same division that sustained patriarchy in (private) homes; and so on … (let me know more examples and maybe we can list a bunch of problems with the division in order to find fitting replacements for them)

Intimacy seems to be intimately entangled with secrecy. Intimacy, pushing the questions Brist mentioned about what to keep secret, and to whom? Security, on the other hand, is most often something you want to do by yourself – conjuring passwords, keeping your valuables in your safe, hiring a private security firm to guard your solitary house. Security easily produces the kind of paranoid affect that makes you suspicious – to other people, people you might otherwise want to build trust with, your complicities, your friends …

So yes, this makes us introduce another concept that fits into the secrecy-intimacy-pair: Trust. Trust is always a social relation, something you build between each other, something to be shared and extended. Trust might just be the single most important affect when sharing secrets.

You can certainly try to build a secure world all by yourself, but you can never build trust all by ourself. Unless, you might not be trusting yourself? But then, this is only a problem for the extremely paranoid liberal, excessively focused on security and the idea of the self.

A good practical example is already existing terminology: When encrypting mails with GPG you can verify each other’s keys, gradually building a web of trust – enabling other people that trust those of us who verified the keys to trust them as well. As a contrary way of delegating trust, you have the hierarchical ‘tree of trust’ – here, all trust is placed on one single actor, instead of being built up through the trust-glue between all your trustworthy friends.

—————

On a side note: I’m reminded by Tiqqun’s concept of zones of offensive opacity (ZOO, in short), a concept that specifically builds on secrecy and trust: diffuse overlapping territories (not occupying the territory, but “being the territory”), dim grey zones of friend circles on dim grey zones of others who trust each other, a communist geography beneath the state’s cartography, spaces impenetrable in their composition and meaning to authority. A secret communism:

The advantage of the ZOO is that it establishes and expands a base for autonomy.  Specifically, it looks to communism as a qualitative guide.  At every moment when one might be tempted to engage in the social, for whatever resources it may offer, the ZOO suggests constructing a parallel space of communism.

For de danske / svenske optegnelser: Vi behøver at forhandle en erstatning af sikkerheds-privatlivs-paradigmet med en anden klynge koncepter omkring hemmelighed, intimitet og tillid.