Realliberale medier

De seneste dage har der været meget tale om mediebilledet i Danmark, særligt de trykte medier. Er de for borgerlige? Sådan spørger Henrik Sass Larsen (S), måske kommende finansminister, og lægger op til at tage statslig støtte fra bl.a. Berlingske, Børsen og Jyllands-Posten, som han mener “har satset massivt i forhold til den borgerlige meningsdannelse og ikke giver rum og plads til nogen som helst anden form for tænkning”.

Det har på ironisk vis givet enorme reaktioner i de borgerligt-liberale medievirksomheder, på trods af at det ville overgive medierne yderligere til ‘de frie’ markedskræfter. Hvor det eneste der bliver trykt, er det der kan betale sig.

Men hvordan står det til med fordelingen i det trykte mediebillede? En måde at se det på er gennem oplagstallene i de forskellige aviser (igen, vi taler om de trykte medier – og ser altså bort fra civiljournalistikken på blogs, webportaler som Modkraft eller blogportaler som Denfri). Her kan man, som Information har gjort det, ordne de trykte medier efter deres egne udgiver-erklæringer om position, dvs. hvordan aviserne selv beskriver sig. Slår vi de borgerligt-liberale sammen (JP, Børsen, BT, Berlingske, Jydske Vestkysten), har de et halvårligt oplag på 417.643 – mens de så kaldte ‘uafhængige’ (en mærkelig blanding af EB, Kristeligt Dagblad og Information) har et oplag på 123.142 – Politiken (‘socialliberal’) 102.619 – og så Arbejderen (‘venstreorienteret’), små 2.500.

Det burde nok give en idé om at, i hvert fald efter oplagstal, at den danske trykte presse ret åbenlyst er en blanding af borgerlige, liberale og socialliberale aviser (totalt 520.262). Mao. medier der alle positionerer sig indenfor og opholder sig ved det forrige indlæg definerede som ‘realliberalisme‘, dvs. at opholde sig ved politik der kredser om at forhandle individuelle rettigheder.

De så kaldte ‘uafhængige’ dagblade falder vel også stort set ind under det realliberale kompleks. Men det er værd at også lige fundere over betegnelsen ‘uafhængig’ i denne sammenhæng, da det virker som om diskussionerne handler mindre om at finde en balance (mellem fx venstre- og højreorienterede medier) end at avle uafhængige medier. ‘Uafhængighed’, som selverklæret position for et dagblad, er samtidig lidt en tom betegner, hvor så meget kan fyldes i. For hvad betyder det at være uafhængig, hvis der er et tavst konsensus om at avisens leder bør sive ned gennem dagbladet til de enkelte journalister. Hvis avisen har gjort sig afhængig af et stort oplag og derfor ikke vil risikere at tabe læsere der pludselig vil ‘tage afstand’ fra nye retninger.

Uafhængig fra hvad? Partipolitik? Statsstøtte? Journalisternes egne tilbøjeligheder?

Afhængig af hvad? Finansiering fra sexannoncer eller en redaktionel linje der har svært at overleve uden enten ‘krimi’ eller ‘kendis’ på forsiden som i EBs tilfælde? Et kulturelt-kristent bagland som i Kristeligt Dagblads tilfælde? Eller den helt nødvendige reklamefinansiering fra virksomheder, der næste dag kan trække sig fra samarbejdet hvis de ikke kan lide hvad de læser, som også Information er afhængig af?

Uafhængighed er et andet ord for autonomi, og her bliver andre ting relevante, så som at have en centraliseret offentlighed (være det dagbladet hvor al journalistik udgår fra leder eller blogportalen hvor alle bloggere låses ind i den samme ensformede samtaleøkologi).

2 Replies to “Realliberale medier”

Comments are closed.