Realliberalismen

I samtidens politiske diskussioner navigerer vi ofte mellem forskellige betegnelser så som ‘borgerlig’, ‘liberal’ og ‘socialliberal’.

I denne blog vil jeg gerne slå et slag for at samle alle de fire og flere lignende under en samlet betegnelse, hvad vi kunne kalde ‘realliberalisme‘.

Kort forklaret består realliberalismen i at forhandle individuelle rettigheder. Selvom tilføjelsen -liberalisme kunne give indtrykket af det, retter betegnelsen sig ikke mod noget specifikt højreorienteret. Realliberalismen spænder hele spektrummet i den parlamentariske politik, der jo er en type politik der pr. definition beskæftiger sig med at formulere og justere individuelle rettigheder.

Som det fremgår består realliberalismen i to led, noget realt (eller realistisk) og noget liberalt. Vi tager dem i omvendt rækkefølge:

Det liberale beskæftiger sig med at formulere den overflod af individuelle rettigheder, som vores retsstat består af – fra velfærdssystemet til menneskerettighederne. Det er en overflod, fordi ingen kan kende, endsige hævde, alle sine individuelle rettigheder. Der er derfor hele tiden et overskud, som ikke kan indkasseres: Man kan fx miste sit job uden at have fået kendskab til sin fratrædelsesordning, ligesom at man kan blive passet op på gaden og forhørt af politiet uden at kende sin ret til at holde kæft, ligesom at man udmærket kan være klar over sin ytringsfrihed på arbejdspladsen, men stadig være bange for at give en kritik af sin chef.

Det reale (eller rettere, ‘realpolitikken i liberalismen’) består i at forholde sig til denne overflod. At forholde sig til, at et individs rettigheder aldrig kan kendes eller hævdes allesammen. Derfor må det liberale hele tiden forholde sig ‘realistisk’ – føre ‘realpolitik’ – og forhandle mellem individuelle rettigheder, hvilket indebærer at prioritere visse på bekostning af andre. Som når ‘retten til privatliv’ ryger til fordel for ‘ophavsretten’. Eller når flygtninges ‘menneskerettigheder’ ryger under dække af at værne om hvide danskeres ‘ret til folkepension’.

Denne forhandling mellem individuelle rettigheder er stort set kernen i realliberalismen. Heraf følger flere andre forhold, hvad vi kunne kalde realliberalismens kanon:

  • En forestilling om ‘Offentligheden’, dvs. at alle mulige offentligheder ignoreres og i stedet skrives med stort ‘O’ i bestemt ental: Offentligheden. Det betyder, at de trykte realliberale medier indtager en priviligeret position som stedet hvor Offentligheden udspiller sig. Og hvor Det Store Vi hele tiden taler til os.
  • Hvor livets gråzoner af intimitet og tillid bliver delt op i en privat og en offentlig sfære.
  • På samme måde behandles ‘økonomi’ og ‘politik’ som forskellige sager – på trods af, at alle er klar over at økonomien altid har politiske konsekvenser, at økonomien i visse tilfælde er en politik (som når partier forklarer deres ‘økonomiske politik’ eller økonomer helt vil fjerne politik og reducere alt til udveksling af penge mellem enkelte aktører).
  • Forskellen mellem de socialliberale, der vil have flere positive rettigheder (“ret til …”), og hvad man kunne kalde de minimalliberale, der vil begrænse sig til negative rettigheder (“ret til at ikke …”).

Eftersom det at forhandle individuelle rettigheder på en måde bliver en styrkeprøve – om hvilke rettigheder der kommer til at veje tungest – bliver spørgsmålet om privilegier relevant. Men det ønsker realliberalisten som regel ikke at tale om.

Hinsides realliberalismen

Mere overordnet: Når rettigheder træder i forgrunden træder mulighedsbetingelserne, dvs. hvorvidt man er i stand til at hævde og gøre brug af sin ret, naturligt i baggrunden. Det betyder at en formel frihed råder frem for en praktisk frihed. Hvor man har nok har muligheder for at gøre, ret til at gøre og formelt set er fri til at gøre, men ikke kan være sikker på om man er i stand til det.

Her, hinsides realliberalismens individuelle rettigheder, kan vi skimte helt andre skillelinjer, helt andre spørgsmål og helt andre typer politik. Hinsides realliberalismen finder vi nemlig på den ene side fascisme og på den anden side anarki og kommunisme.

Fascismen ønsker at med ét hug annullere alle individuelle rettigheder. Fascismen er udtalt anti-liberal: Den foragter menneskerettigheder så vel som retsstatens beskyttelse af mindretal. Alt må væk, for at åbne op for den totale forandring. Fascismen foragter individuelle rettigheder, da de forhindrer den i at udviske alle forskelle og gøre befolkningen til Folket.

På den anden side, hinsides realliberalismen, finder vi på samme sted anarki og kommunisme (de er i den her forbindelse en og samme sag). Her er ingen ambitioner om at annullere realliberalismen og dens individuelle rettigheder – ikke fordi rettighederne anses som værdifulde og bevarelsesværdige, men fordi de forekommer ligegyldige. Anarki og kommunisme er derfor udtalt ikke-liberalt – begge forholder sig indifferent og agnostisk overfor det liberale. Menneskerettigheder har altid været brugt til at producere undermennesket – den krop der ikke kan gøre sig fortjent til dem. Velfærdsstaten og dens mange rettigheder har med dens tvang til arbejde og økonomiske administration af sine borgere altid været en udhuling af velfærdssamfundet. Retsstatens formelle rettigheder til mindretal har altid dækket over den faktiske vold i dagligdagen og dens beskyttelse har aldrig virket lige så godt som at forsvare sig sammen. Jobcentrenes kafkaske administration af vores ‘ret til arbejde’ vil ingen savne, når størstedelen af det tomme arbejdstid forsvinder og arbejde ophører med at være lig med forsørgelse. Alle de liberale rettigheder vil blot forekomme mindre og mindre nødvendige, i takt med at forandringerne vokser frem, de virkelige forudsætninger for at vi faktisk kan garantere hinandens ve og vel. Grunden til at folk frygter velfærdsstatens kollaps – der netop nu udfolder sig – har at gøre med, at vi endnu ikke har opbygget tilstrækkelige infrastrukturer fra neden – fra lægeklinikker, venskabsforeninger, kooperativer, fødevarefællesskaber etc. – der kan sikre vores fælles tryghed.

3 Replies to “Realliberalismen”

Comments are closed.