Demokrati i anti-demokratins namn

29.07.2011 • kontrol, realliberalisme, [svensk] • 4 kommentarer /

Den senaste vecka efter Utöya. Så förvirrande. Så svårt att hitta en meningsfull ingång till att skapa ett sammanhängande sätt att tänka vad händelsen betyder. Jag har läst många bra analyser, särskild på svensk. Det får bli en ingång.

(Note til danske læsere: Det er også af ovenstående grund at det falder mest naturligt at skrive på svensk – fordi det pt. er her de skrevede samtaler florerer og derfor lettest kan gribes. Jeg synes der har manglet veltænkte reaktioner på dansk over begivenheden. Der har været et par stykker men jeg finder mig hele tiden sidde og læse ting på svensk. Det virker endnu en gang som en konsekvens af en fattigdom af dansksprogede højhastigheds-offentligheder. Måske tager jeg fejl og vil være taknemmelig for at blive ledt derhen hvor det i så fald sker).

Det enda sätt att börja gå in i den här händelse verkar vara indirekt. Kanske uppstår då konturerna till linjer som tänkandet kan följa, där det blir klarare hur vi ska göra de saker vi ska göra i situationen.

Som svar pÃ¥ en rad blogpostar efter Utöya av Erik Berg (inlägg jag ännu inte har hunnit läsa) skriver Alex om demokratiförstÃ¥else. ‘Demokrati’ har blivit en ting (Demokrati) som man mÃ¥ste bekänna sig till, som mÃ¥ste försvaras frÃ¥n främmande elementer (som önskar att förändra ‘demokratin’). Demokratin har blivit en ting, i stället för en process (demokratisering), dvs. ett ständigt utbyggande av vad demokrati innebär. Som Alex beskriver det:

Denna syn på demokratin, den statiska värderingssynen, leder självfallet till att dess anhängare ser förändring som problematisk. Eftersom vi lever i historiens slut, i en inte perfekt, men ändå den bästa av världar så blir högerns assimileringsvurm ganska logisk. Här har vi demokrati, det är som det är, alltså bäst, så om någon ska komma hit (helst ska de ju inte det heller) så ska de anpassas.

Denna bild pÃ¥ en ny demokratiförstÃ¥else hämtar han i danska Rune Lykkebergs bok Kampen om sandhederne. En bok som skriver historian om det sÃ¥ kallade “systemskifte” i dansk politik i 2001 när Dansk Folkeparti blev premissen för en ny borgerlig regering. Och om de förskjutning i en den politiska debat – pratet om “smagsdommere”, “kulturelit”, “politisk korrekthet” osv. – som gjorde detta skifte möjligt. En bok som jag har rekommenderat svenskare att läsa varje gÃ¥ng pratet faller pÃ¥ Sverigedemokraterne. Trots mÃ¥nga referenser till dansk skönlitteratur (Lykkeberg har en bakgrund i litteraturvetenskap), film och annan populärkultur, tror jag perspektiver är lätta att överföre till en svensk kontext. Om nÃ¥got svensk förlag skulle vilja översätta boken vore det ett oerhört viktigt bidrag till en förstÃ¥else av vad som nu händer i Sverige (och Finland …och Norge).

Lykkeberg menar att denna förskjutning i demokratibegreppet hänger ihop med det skifte som skett i synen på välfärdspolitikens och det offentligas roll i samhället [...] Förskjutningen manifesterar sig i indragen a-kassa, försäkringskassans haveri, FAS3 och liknande, men kanske framförallt i den förändrade synen på det offentligas roll i samhället. Lykkeberg illustrerar detta med den danska välfärdskommissionen som tillsattes 2003 och enbart berörde ekonomiska frågor. [...] Men, trots att det offentliga inte ska ha någon demokratiserande roll så ska det självklart lära ut respekt för demokratin. Här uppenbarar sig återigen skillnaden mellan demokrati som värdering och som process. Skolan ska lära ut demokratiska värderingar – alltså att vi lever i ett jämställt land där alla har lika förutsättningar – samt respekt för demokratin. [*]

Det är klart att en sÃ¥dan demokratiförstÃ¥else – där ‘demokrati’ är nÃ¥got som vi redan har och som därför ska konserveras – kommer i konflikt med alla som önskar att förändra just vÃ¥r inställning till vad demokrati innebär (vem som ska fÃ¥ inflytande, hur de ska fÃ¥ det osv).

Samma Ã¥r som Rune Lykkebergs bok utkom (2008) blev en arbetsgrupp under Undervisningsministeriet färdiga med deras sÃ¥ kallade “Demokratikanon“: En lista som kanoniserar särskild ‘demokratiska’ personer, historiska händelser och institutioner.

Demokratikanonen hade som föremÃ¥l “at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger pÃ¥”. Med andra ord: Att styrka de principer som rÃ¥der i den nuvarande situation – emot andra principer som skulle kunna förändra den nuvarande situation. Det är tydligt dÃ¥ att vilken som helst demokratikanon – även om den inte blev formulerad av högerintellektuella som just denna – alltid kommer vara konservativ.

Och kanske är det nyckeln till att förstÃ¥ varför alla ledare, affärsmän och poliser vurmar för ‘demokrati’ i dag. Vad som har hänt är att partikonservatismen har lämnat fascismen för att bli ‘demokrater’. Men i samma process blev ‘demokratin’ ocksÃ¥ konservativ.

Detta borde hjälpa oss att första varför nutidens politik har blivit ett stort neutralt centrum med bara varierande skillnader mellan en stor samling mera eller mindre borgerliga partier (alla är i princip eniga om hur ‘demokratin’ ska förvaltas, det är bara en frÃ¥ga om vem som kan leda oss dit mest effektivt). Det finns inte längre nÃ¥gra fundamentala skillnader, nÃ¥gon sorts etisk polarisering som skulle kunna dra in det politiska i politiken.

Där den liberala synen på demokrati som något fast har vunnit hegemoni så utpekas den som vill påbörja nya, och fördjupa redan existerande, demokratiseringsprocesser som extremist. [*]

Denna typ av hegemoni, som Alex kallar det skulle lika väl kunna beskrivas som en radikalisering av föreställningen om ett neutralt centrum (i ‘demokratins’ namn). Med andra ord: centrumextremism.

Detta fÃ¥r konsekvenser för hur vi mÃ¥ste göra de saker vi gör. Demokratiska kamper har förskjutits. Att i demokratins namn innerligt begära förändringar och revolutioner av tillvaron – emot auktoritet – har blivit en paradox. ‘Demokrati’ – i dennes konservativa förstÃ¥else – har blivit den själv samma auktoritet som vi oftare och oftare clashar med. ‘Demokratin’ har blivit en auktoritet.

Vissa som Hardt & Negri försöker att formulera nya demokratibegrepp (med Spinoza, ‘absolut demokrati’), och pÃ¥ det sättet problematisera den demokratiform vi har just nu. Att som minimum fÃ¥ fram att detta demokrati bara är en version av mÃ¥nga möjliga demokratiformer. PÃ¥ samma sätt insisterar jag att sätta ett adjektiv pÃ¥ varje gÃ¥ng nÃ¥gon använder ordet demokrati – “hvilken typ av demokrati?”, frÃ¥gar jag. Tvinga ‘demokrater’ definiera sig i termer av “representativ demokrati” eller “parlamentarisk demokrati” eller “liberal demokrati” osv  – och därmed av-naturalisera, av-neutralisera deras positioner.

Jag tror denna gestus är viktig att fortsätta med. Men vi måste ta till andra metoder också.

Vissa ord är kampplatser – att bemäktiga sig ordet ‘kommunism’ frÃ¥n fascisterna i Sovjet sÃ¥väl som deras välfärdssocialistiska arvtagare är en seger varje gÃ¥ng. Men just i tillfället ‘demokrati’ har det kanske blivit omöjligt – ordet används av alla världens statsledare, det stÃ¥r pÃ¥ bomberna när västen invaderar ett land, och det definierar alla de som är ett problem för det parlamentariska demokrati som ‘anti-demokratiska’.

Kanske ska man då, som Badiou, börja fundera på om det är värt att lägga alla sina krafter på att kämpa för ordet. Kanske måste man i stället fråga: Är den ända verkligt demokratiska positionen i dag – den enda verkligt politiska positionen i dag – egentligen att kalla sig anti-demokratisk?

Fascister kan kalla sig ‘demokrater’. Kom ihÃ¥g ocksÃ¥ att även innan 1989, där världen pÃ¥ manikeisk sätt främst var uppdelad mellan en kapitalistisk sfär och en statskommunistisk sfär (i stället för nutiden där världen kanske snarare delas mellan en ‘demokratisk’ sfär och en ‘icke-demokratisk’ sfär), att ocksÃ¥ dÃ¥ hade ordet ‘demokrati’ en liknande mytisk status. Även DDR var en förkortning för Deutsche Demokratische Republik.

Godt for dansk økonomi at låse sig ude

19.07.2011 • arbejdssamfund • Ingen kommentarer /

I dag lÃ¥ste jeg mig ude af lejligheden. Jeg betalte en lÃ¥sesmed 600 kr. for at komme ind igen. Det øger BNP og bidrager sÃ¥ledes til “den danske økonomi”.

I disse “krisetider” er det præcis denne type initiativer der er brug for. Det er præcis denne type initiativer der vil kunne redde “økonomien“. Skabe “aktivitet i samfundet”. Skabe “mere arbejde“. Skabe “dynamik”.

SÃ¥dan gjorde jeg

Mine to samboer var taget ud af byen, så jeg var alene hjemme. Jeg havde forsikret mig om at der ikke var nogen ekstranøgle i blomsterbedet og heller ikke inde hos naboen. Efter disse forberedelser gik jeg ud af døren og lukkede døren efter mig. Smæk. Klik. Jeg tog fast i dørhåndtaget, rykkede lidt i det – der var helt sikkert låst og jeg havde helt sikkert ikke nogen mulighed for at komme ind igen. Godt.

SÃ¥ ringede jeg efter en lÃ¥sesmed. Inden da havde jeg kigget pÃ¥ uret og noteret at klokken var over 16.00 – det betyder at en oplukning er dyrere og koster 200 kr. mere. Jeg bedte lÃ¥sesmeden om at komme og lukke mig op. Det ville koste 600 kr. Han kom efter en halv time. Efter at have skruet brevsprækken op, pillede han en masse med en lang stang, for at fÃ¥ fat i lÃ¥sen pÃ¥ den anden side af døren. Til sidst virkede det. Jeg udbrød: “Super!”

Jeg viste låsesmeden min legitimation og betalte ham kontant.

Den lange apokalypse

07.07.2011 • effervescens, overflod, religion, tilknytning • 2 kommentarer /

Vi har altid forestillet os verdens undergang som en brat hændelse. En atomkrig. En invasion af rumvæsener. Himmelen – eller i en moderne udgave, ozonlaget – der åbner sig og kaster ild ned på menneskene. I film og romaner er de store utænkelige katastrofer altid pludselige. Katastrofen overtager og bryder ind i hverdagen. Katastrofen er altid malplaceret, unormal. I Hollywoods verden kommer katastrofen altid som en overraskelse. Selv i Lars von Triers ellers uortodokse katastrofefilm Melancholia kan verdens undergang tælles på et par dage – mens en meteor nærmer sig planeten. Det passer bedre til film.

Men vores verden er ikke som Hollywood.

Katastrofen er ikke på vej – som en meteor der nærmer sig planeten og som vi kan vente nervøst over, mens vi bider negle i spænding. Katastrofen er ikke på vej, den er her allerede.

For nogen var skybruddet den 2. juli tegnet på at vi virkelig går nye tider i møde. Følelsen af at regnen bare kunne fortsætte og vandmasserne stige. Hvornår ville det stoppe? Følelsen af at de overdrevede vejrfænomener er ved at blive almindelige.

Vestlige religioner har altid forestillet sig dommedagen som en adskilt begivenhed, som en dato man kunne fastsætte. SÃ¥ kunne man tælle ned. SÃ¥ vidste man hvor lang tid “der var igen”. Det passer bedre til dommedagsprofeternes konkurrerende odds og det klimaks deres kulter hver især er afhængige af. Kun hvis der er en klar skelnen mellem denne verden og verden efter dommedag, giver deres totale hengivelse til “efterlivet” mening.

Men vores verden er ikke som Jehovas vidner eller nogen af de andre dommedags-religioner fortæller.

Hvis dommedagen som begreb har nogen mening bør forestillingen om den ene dag – i bestemt ental, dagen – afvises. Hvad vi snarere har at gøre med er en æra – en dommeæra, kunne vi kalde det.

Apokalypsen bliver ikke det øjeblik hvor vi alle udraderes fra jordens overflade på en gang. Det bliver en verden vi må gennemleve: En lang apokalypse. En verden hvor kloakerne regelmæssigt oversvømmes og tager alt det beskidte lort vi havde gemt væk op til overfladen. En verden hvor den nuværende biodiversitet erstattes af en biodiversitet af insekter: utallige nye arter af fluer, flåter og myg, der med deres korte reproduktionstid tilpasser enhver ny situation ved at mutere. Og al den mad vi må producere i laboratorier, fordi fiskene er uddøde og landbruget er udtørret. Listen fortsætter.

Men der er også noget mærkeligt glædeligt ved en verden, der vender vrangen ud på sig selv. Her taler jeg ikke om den stille skadefro, der måske følger når oversvømmelserne destruerer overfloden af inventar i villaboernes kældre. Noget langt mere gennemgribende er på spil og egentlig er det svært at beskrive, fordi det handler om noget meget kropsligt, nemlig: At komme i kontakt med verden. At befinde sig i situation hvor verden vender vrangen ud af sig selv betyder at igen blive tilstede i verden – en verden der ikke længere blot omgiver dig, men udgør dig. Gaderne der oversvømmes; familien i pizzariet der kæmper med at feje vandmasserne ud og bygge dæmninger foran døren; cyklisten der kæmper sig over til caféen hvor de andre har samlet sig, floden der strømmer helt oppe fra Gentofte og lægger Lyngbymotorvejen under vej og kortslutter bilernes evindelige mobilitet. Mennesket jeg pludselig har en animeret samtale med – og bagefter samarbejde med. Møblerne der står overalt på fortovene og stemningen af livlig anarki når byens gribe cykler rundt og ser guld – alle de ting vi behøver for vores nye fælles lokaler – hvor andre så skrald.

Egentlig er det bare at se ansigtsudtrykket på mennesket, der pludselig forlader hjemmets fire fugtige vægge, bevæger sig udenfor og finder sig selv midt i kaoset.

Grunden til at vi bør fortsætte med at beskrive aspekter som foroven er, at det indeholder spørgsmålet om hvad katastrofen gør for vores tilstedeværelse i verden. Hvordan vi på ny bliver nærværende. Og hvad det betyder for at kunne finde hinanden, at kunne samarbejde, at kunne lære ellers glemte færdigheder, at elske og have det muntert, at udnytte bruddene og deres kriser til at tage så meget som muligt tilbage af det vi er blevet berøvet. På en mærkelig måde komme til live, midt i katastrofen. Som var denne katastrofale tidsalder blevet second nature for os – vores anden natur.

Hvad vi er dømt til at gÃ¥ i møde er ikke verdens abrupte undergang, men en katastrofe der gradvist udfolder sig: en langstrakt proces, hvor ekstreme vejrfænomener og andre klimaændringer vil blive hyppigere – og frem for alt mere intensive.

Men vi må huske, at katastrofen først og fremmest består af et katastrofalt forhold til verden.

Blot fÃ¥ dage efter skybruddet udbryder en overvismand kækt, at de massive skader som oversvømmelserne forÃ¥rsagede er godt for “dansk økonomi”. Du gættede nok allerede svaret: Fordi “det skaber aktivitet i samfundet” (læs: det skaber lønarbejde). NÃ¥r en person bliver kørt ned i trafikken og brækker benet, sÃ¥ stiger BNP. Da tsunamien i 2004 skyllede alle fiskerne og de lokale væk fra strandene i det indiske ocean, og alle pengene som pligtopfyldende vesterlændinge havde doneret blev brugt til at bygge badehoteller til dem selv, sÃ¥ steg BNP. NÃ¥r vesten invaderer et land, for at først bombe det og siden ‘genopbygge’ det, sÃ¥ stiger BNP. Der er ingen tvivl om at der er masser af aktører derude, der ikke kan vente pÃ¥ at profitere pÃ¥ den lange apokalypse. SpørgsmÃ¥let er: Hvordan slipper vi af med dem?

Tiqqun: Borgerkrig, livsformer

04.07.2011 • affekt, fremmed, opstand • 2 kommentarer /

Spredte noter og afskrivninger fra Tiqqun-læsning. Ekstremt fragmenteret, men det hjælper bare at sætte det ned på skrift.

Introduction to Civil War bestÃ¥r af 85 teser, nogle korte, ned til blot en linje, andre lange, op til et par sider. Teksten forsøger at erstatte den positive antropologi og dens præventive pacificering. Denne positive antropologi er ikke først og fremmest positiv fordi den er ovenud optimistisk, men fordi den hele tiden kredser om kvaliteter, mærkater, karakteristika, essenser og andre glatte betegnelser om hvad “mennesket er”. Introduction to Civil War er et forsøg pÃ¥ at skrive en “radikalt negativ antropologi” med et par abstraktioner …

“… that are just empty enough, just transparent enough to prevent our usual prejudices, a physics that holds in store, for each being, its disposition toward the miraculous. Som concepts that crack the ice in order to attain, or give rise to, experience. To make ourselves handle it.”

I dette indlæg vil jeg lave nogle nedslag i de første 31 teser, der først og fremmest omhandler begreberne borgerkrig og livsformer.

Livsform. Den elementære menneskelige enhed er ikke kroppen – individet – men livsformen (§1). En livsform er det, der til enhver tid animerer og affekterer en krop, og trækker den mod visse ting frem for andre. Som en tilbøjelighed eller smag for noget. En tendens eller impuls. En livsform handler derfor mindre om “hvad jeg er” og mere om den mÃ¥de, den facon eller proces hvormed jeg bliver det jeg bliver – “hvordan jeg er hvad jeg er” (§5). Det er en vigtig forskel mellem alle karakteristika, identiteter og mærkater man ønsker at beskrive sig selv og hinanden med – og sÃ¥ alle de tendenser, der hele tiden overskrider de karakteristika. At tage en livsform pÃ¥ sig indebærer, at være mere tro til sine tilbøjeligheder i en given situation end til sine mærkater og “karakteristika”.

Tænkning. Tilbøjeligheder kan enten afværges eller omfavnes (§4). At tage en livsform på sig indebærer at tænke den. Tænkning er det, der omsætter en livsforms tilbøjeligheder til en styrke, til en mærkbar effektivitet. I enhver situation findes der en linje der står ud blandt de andre, en linje hvormed langs magten vokser. Tænkning er denne evne til at udskille og følge denne linje. Bemærk hvordan tænkning i denne forstand altid indebærer handling. Vi kunne kalde dette tænke-og-handle.

§6, gloss ß: The most Bloomesque notion of freedom is the freedom of choice, understood as a methodological abstraction from every situation. This concept of freedom froms the most effective antidote against every real freedom. The only substantial freedom is to follow right to the end, to the point where it vanishes, the line along which power grows for a certain form-of-life. This raises our capacity to then be affected by other forms-of-life.

Borgerkrig. Begrebet om borgerkrig er helt centralt her. Det er ikke en historisk eller fremtidigt scenarie, men et fundamentalt forhold ved verden. Tiqqun definerer borgerkrig som “livsformernes frie leg; det er princippet om deres sameksistens” (§1). Jeg forstÃ¥r her leg som alle tænkelige møder, sammenstød, interaktioner mellem kroppe, og mÃ¥der kroppe kan berøre hinanden pÃ¥.

“§12. The point of view of civil war is the point of view of the political.”

Men hvorfor krig? Og hvorfor mellem borgere?

Borgerkrig, fordi i en hvilken som helst leg mellem livsformer kan muligheden for heftige konfrontationer – muligheden for vold – aldrig ignoreres.

Her er brug for et sidespor, omkring vold, som Tiqqun ikke selv bekymrer sig om at uddybe: Vold skal nemlig her forstÃ¥s i sin brede mening og ikke bare i sin mest synlige form (den type vold du ser pÃ¥ nyhederne eller fantaserer om, nÃ¥r du tænker pÃ¥ en voldsforbryder). Vold kan ogsÃ¥ være strukturel vold, dvs. al den lidelse og elendighed som folk daglig kæmper med, men som bare er blevet normalt. Strukturel vold er pÃ¥ mange mÃ¥der usynlig vold. Strukturel vold er fx, at den fattige ikke kan bespise sig selv, mens supermarkederne smider al overfloden af mad ud i skraldespanden. Vold kan ogsÃ¥ være en symbolsk vold, dvs. alle de talehandlinger, navngivninger og kategoriseringer, der muliggør bÃ¥de den mere synlige vold og den strukturelle vold. En symbolsk vold der muliggør synlig vold er fx nÃ¥r palæstinensisk modstand mod den israelske besættelsesmagt navngives som “terrorisme”, hæmmer det vores evner til solidaritet og retfærdiggører død og ødelæggelse som i Gaza 2008. Volden udgÃ¥r bÃ¥de fra kamphelikopteren der skyder hvid fosfor over en befolkning, ligesom volden udgÃ¥r fra alle de tunger der konstant kalder dem terrorister og derfor gør massakren mulig). En symbolsk vold der muliggør strukturel vold er fx den overdrevne sÃ¥ kaldte “islamkritik” der giver regeringen grundlag for at lave kringlede udlændingelove, for at forhindre muslimer i at komme ind i landet.

Borgerkrig, fordi konfrontationen mellem livsformer ikke ligesom krig mellem stater, men ligesom konfrontationen mellem parter. (Eller endda konfrontationen mellem “partier” i samme forstÃ¥else, dvs. i den forstÃ¥else “parti” havde før fremkomsten af den moderne stat). I den igangværende borgerkrig er den neutrale ogsÃ¥ en part.

Pagt og fællesskab (§13-16). NÃ¥r der, pÃ¥ et bestemt sted og tidspunkt, opstÃ¥r et møde mellem to kroppe, der affekteres af den samme livsform, erfarer de en form for pagt. Det er en pagt der gÃ¥r forud enhver slags beslutning, og snarere opstÃ¥r end aftales. Sammenstødet sætter mig i kontakt med mine egne krafter. Denne type pagt kan ogsÃ¥ kaldes fællesskab. Der findes ikke noget Fællesskab med stort F, eller fællesskabet i bestemt form. Der findes kun fællesskab der spreder sig. PÃ¥ samme mÃ¥de er fællesskab ikke en samling af kroppe (“dette fællesskab”) abstraheret fra verden, men snarere fællesskab opfattet som en særlig relation mellem kroppe. Dét, at sammen erfare og blive animeret af fællesskab – det er alt der menes, med begrebet fællesskab. SÃ¥ snart fællesskaber forsøger at inkarnere sig som et adskilt subjekt, det øjeblik de forsøger at afgøre hvad der skal være indenfor og udenfor det, taber de fællesskabsfølelsen i de enkelte relationer. De bliver i stedet til Organisationer.

Hostility (§18-23). Når to kroppe, der affekteres af livsforme som er fuldstændigt fremmede for hinanden, mødes på en bestemt plads og øjeblik, erfarer de fjendtlighed [hostility].

Og med det samme løber jeg så ind i oversættelsesproblemer, for her er det vigtigt hvordan Tiqqun skelner mellem hostility og enmity – eller mellem hostis og enemy.

En hostis – den anden krop, der animeres af en fremmed livsform – er et forhold der er radikalt anderledes end med en fjende [enemy]. En hostis kan identificeres og dens situation kan kendes, men den selv kan ikke kendes for hvad den er. Hostility] er denne umulighed for kroppe der ikke går sammen at kende hinanden. Så snart en ting læres at kende forlader den fjendtlighedens sfære [the sphere of hostility] og bliver til en ven – eller fjende [enemy].

PÃ¥ dansk kunne man mÃ¥ske oversætte hostility til ‘fjendtlighed’, mens enmity bliver ‘fjendskab’. Men det skaber problemer i forskellen mellem hostis og enemy – her lader det danske sprog kun til at have ét ord: ‘fjende’. Indtil bedre bud kommer pÃ¥ banen, holder vi os til de engelske.

Hostility er det, der kobler fremmede sammen som fremmede: Varen, pengene, den juridiske kontrakt, bagtalelse, voldtægt, fornærmelse, ren og simpel ødelæggelse. Alle disse handlinger virker ved at reducere den anden. Så den anden forbliver fremmed, ukendt. Men også mere subtile former for hostility findes, som fx i visse typer gavegiveri (når gaven har indbygget en tvang til reciprocitet). Gavegiveri der animeres af hostility kan endda være overhøflige komplimenter, visse typer gæstfrihed, hyldest, overforsigtighed m.m. At forlade hostility indebærer at tage de potentielle konflikter på sig, som reduktionerne dæmper, og således tvinge etiske skillelinjer frem mellem fremmede livsformer.

“§27. All differences among forms-of-life are ethical differences. These differences authorize play, in all its forms. These kinds of play are not political in themselves, but become political at a certain level of intensity, that is, when they have been elaborated to a certain degree.”

Hvad der er på spil når en enemy konfronteres er aldrig at tilintetgøre dens eksistens, men at i stedet tilintetgøre dens  magt, dens potentialitet.

At forlade hostility ved at finde fælles livsformer, betyder som sagt venskab. At være bundet som venner gennem en forståelse eller beslutning indebærer, at som i takt med at vennens magt vokser, vokser min egen. Ligeledes er jeg bundet til min enemy gennem uoverensstemmelse, således, at for at min magt skal vokse, må jeg konfrontere the enemy og underminere dens krafter.

Tiqqun

04.07.2011 • forskning • 2 kommentarer /

Har haft et mindre læsemarathon den sidste uge og tænkte fordøje og behandle det ved en række indlæg med karakter af noter. Eftersom en god portion af læsningen omhandlede Tiqqun, er det måske værd med en mindre præsentation.

Tiqqun var først og fremmest navnet på en fransk journal i starten af årtusindeskiftet, der kun udkom i to numre (1999 og 2001). En del af Tiqqun forgrenede sig senere ud i en anden fraktion under navnet Den Usynlige Komité, der er velkendt her på bloggen for Den kommende opstand.

Journalen Tiqqun bedrev en politisk-filosofisk tænkning med rødder i 70′ernes Italien og særligt den praksis der opstod omkring Autonomia – af BZ, selvreduktion, sabotage, nægtelse af arbejde, nabolagskomitéer, selvforsvar, blokering af produktionen og radikal feminisme. Tiqquns ontologi, dvs. grebet om det værende, orienterer sig mod processer, relationer og begivenheder – mao. en ontologi der trækker pÃ¥ tænkere som Deleuze, Guatarri, Foucault, Agamben, Badiou m.fl.

Selvom mange bidrog til Tiqqun bør navnet dog ikke betragtes som en anonym forfattergruppe. Tiqqun er ikke en forfatterposition, snarere er det en måde at tænke-og-handle på, som man kan tage på sig.

I en af de grundlæggende tekster, Introduction to Civil War, defineres Tiqqun som “verdens praksistilblivelse”, dvs. at verden bliver til som praksis.

Relateret hertil er begrebet om borgerkrig, der henviser til, at verden altid er handling og at der altid findes potentielle konflikter, der blot hÃ¥ndteres for nærværende. Ligeledes indebærer det, at enhver død er voldelig – selv sÃ¥kaldt “naturlig død” finder sted i en baggrund af samfundsmæssig vold. Borgerkrig betyder, at verden bestÃ¥r af radikalt forskellige livsformer der ikke forstÃ¥r hinanden før de bliver venner eller fjender, og at livet derfor, selv i sine mindste detaljer, altid er heltemodigt. Begrebet om borgerkrig henviser derfor ikke til noget fremtidigt eller endda historisk scenarie, men i stedet et fundamentalt forhold ved verden: At vi, ogsÃ¥ nu, befinder os midt i borgerkrig. Borgerkrig forsvinder ikke med hverken indførelsen af statsformen (der blot er fortsættelsen af borgerkrig med andre midler) eller nogen erklæret situation af “fred” (for den erklærede fred er en bevæbnet fred, en fred garanteret og hÃ¥ndhævet af politi).

At finde sig selv, og igen og igen genfinde sig selv, i denne situation, fordrer en vis type politisk nærvær. At pludselig blive tilstede i borgerkrigen. Tiqqun er således den proces hvorigennem borgerkrigen gøres og bliver synlig, mao. hvorigennem verden åbenbares som handling. Hver gang dette sker, i hvilken som helst situation, indebærer det livsformernes etiske polarisering. At livsformer optager energi, at tilbøjelighederne bliver intensive, og etisk, fordi deres forskelligheder fordrer at man tager stilling og vælger side. Tiqqun er at overalt intensivere og avle denne type etiske polariseringer: Ud af det fremmede (det man blot ikke forstår) opstår derfor pludselig etiske skillelinjer, der gør fremmede til enten venner eller fjender – skillelinjer, der tvinger os at vælge side og tage vores livsformer på os.

Selvom Tiqqun er milevidt fra det meste marxisme er Marx ikke desto mindre ofte tilstede. Men det er en forvansket Marx: En Marx, hvor Revolutionen erstattes af molekylære revolutioner, hvor klassekampen erstattes af etiske polariseringer (borgerkrig) og hvor arbejderklassen, det revolutionære subjekt, erstattes af Bloom, ikke-subjektet der er hvem-som-helst. Tiqqun forvansker Marx så vel som forvandler ham.

Referencerne gÃ¥r derudover vidt omkring: Heidegger, taoisme, den nazistiske politiske teoretiker Carl Schmitt, sÃ¥vel som jødisk kabbalah (‘Tiqqun’ er en fransk omskrivning af det hebræiske udtryk Tikkun olam, der betyder at reparere, restituere og genløse verden).

Ud af Tiqquns væld af strategier stÃ¥r særligt en mÃ¥de at tænke-og-handle det usynlige. Hvilket inkluderer det anonyme, det ikke-repræsenterbare, det dunkle og det uigennemsigtige, det der hele tiden undslipper sig imperiets kontrolapparater, der finder sammen i skyggerne for at pludselig slÃ¥ til i et overraskelsesmoment, der skaber overlappende zoner med sin egen kartografi af intime bÃ¥nd under statens formelle og intetsigende geografi af pladser og navne. At slippe for at “blive til noget” og i stedet blive hvem-som-helst. Blande ind i mængden og ikke skille sig ud.

Flere af teksterne i Tiqqun beskæftiger sig med grundlæggende elementer for at kunne tænke det politiske. Det er derfor pÃ¥ den ene side ekstremt forberedende – der stÃ¥r pÃ¥ intet tidspunkt “hvad du skal gøre”, men i stedet en masse om hvordan man kan gøre det man bør gøre. Alt dette kræver tÃ¥lmodighed og en form for bestemthed i sit nærvær, mens man bearbejder teksten. Det giver ikke mening med det samme, men nÃ¥r man har læst sidste side, begynder første side pludselig at give mening. Hvordan kunne det ogsÃ¥ være anderledes? Hvordan skal man uden videre tænke, skrive og læse noget virkelig politisk, nÃ¥r ens sprog gennem sÃ¥ mange Ã¥r er blevet kneppet af skolen og nÃ¥r ens verden hvert eneste sekund rapporteres af TV2 News?

Tiqqun er blevet oversat til engelsk i form af indtil videre to bøger pÃ¥ forlaget Semiotext(e): Introduction to Civil War (der ogsÃ¥ indeholder How is it to be done?) og This Is Not a Program (der ogsÃ¥ indeholder “A critical metaphysics could emerge as a science of apparatuses…“). Der vil komme mere, sandsynligvis det hele. Derudover eksisterer der et væld af indie-oversættelser (se bl.a. denne samling), der dog efter sigende har visse fejl og mangler. Af dem bør dog nævnes The Cybernetic Hypothesis, The Theory of Bloom og The Economy as Black Magic.

Den kommende opstand udkommer snart på dansk

04.07.2011 • forskning, offentlighed • 10 kommentarer /

Pssstt…

Oversættelsesarbejdet af The Coming Insurrection, som man har kunne følge her på bloggen, fortsatte under foråret offline. Foruden at revidere de tidligere oversatte cirkler er resten af teksten nu oversat. Den anden gode nyhed er, at oversættelsen har fundet forlag (eller var det omvendt?). Så i starten af efteråret vil Den kommende opstand blive udgivet i bogform.

Vi vil for så vidt muligt forsøge at tænke udgivelsen som en begivenhed(er), så hvis der er nogen derude der kunne tænke sig at holde åbne eller hemmelige studiecirkler, afskrive hele kapitler på husgavle eller bearbejde bogen på anden vis, så lad høre. Derudover skal jeg nok vende tilbage omkring det hele.

OPDATERING november 2011: Den kommende opstand udkommer på forlaget After Hand den 2. december