Tiqqun

04.07.2011 • forskning • Print • 2 kommentarer

Har haft et mindre læsemarathon den sidste uge og tænkte fordøje og behandle det ved en række indlæg med karakter af noter. Eftersom en god portion af læsningen omhandlede Tiqqun, er det måske værd med en mindre præsentation.

Tiqqun var først og fremmest navnet på en fransk journal i starten af årtusindeskiftet, der kun udkom i to numre (1999 og 2001). En del af Tiqqun forgrenede sig senere ud i en anden fraktion under navnet Den Usynlige Komité, der er velkendt her på bloggen for Den kommende opstand.

Journalen Tiqqun bedrev en politisk-filosofisk tænkning med rødder i 70′ernes Italien og særligt den praksis der opstod omkring Autonomia – af BZ, selvreduktion, sabotage, nægtelse af arbejde, nabolagskomitéer, selvforsvar, blokering af produktionen og radikal feminisme. Tiqquns ontologi, dvs. grebet om det værende, orienterer sig mod processer, relationer og begivenheder – mao. en ontologi der trækker på tænkere som Deleuze, Guatarri, Foucault, Agamben, Badiou m.fl.

Selvom mange bidrog til Tiqqun bør navnet dog ikke betragtes som en anonym forfattergruppe. Tiqqun er ikke en forfatterposition, snarere er det en måde at tænke-og-handle på, som man kan tage på sig.

I en af de grundlæggende tekster, Introduction to Civil War, defineres Tiqqun som “verdens praksistilblivelse”, dvs. at verden bliver til som praksis.

Relateret hertil er begrebet om borgerkrig, der henviser til, at verden altid er handling og at der altid findes potentielle konflikter, der blot håndteres for nærværende. Ligeledes indebærer det, at enhver død er voldelig – selv såkaldt “naturlig død” finder sted i en baggrund af samfundsmæssig vold. Borgerkrig betyder, at verden består af radikalt forskellige livsformer der ikke forstår hinanden før de bliver venner eller fjender, og at livet derfor, selv i sine mindste detaljer, altid er heltemodigt. Begrebet om borgerkrig henviser derfor ikke til noget fremtidigt eller endda historisk scenarie, men i stedet et fundamentalt forhold ved verden: At vi, også nu, befinder os midt i borgerkrig. Borgerkrig forsvinder ikke med hverken indførelsen af statsformen (der blot er fortsættelsen af borgerkrig med andre midler) eller nogen erklæret situation af “fred” (for den erklærede fred er en bevæbnet fred, en fred garanteret og håndhævet af politi).

At finde sig selv, og igen og igen genfinde sig selv, i denne situation, fordrer en vis type politisk nærvær. At pludselig blive tilstede i borgerkrigen. Tiqqun er således den proces hvorigennem borgerkrigen gøres og bliver synlig, mao. hvorigennem verden åbenbares som handling. Hver gang dette sker, i hvilken som helst situation, indebærer det livsformernes etiske polarisering. At livsformer optager energi, at tilbøjelighederne bliver intensive, og etisk, fordi deres forskelligheder fordrer at man tager stilling og vælger side. Tiqqun er at overalt intensivere og avle denne type etiske polariseringer: Ud af det fremmede (det man blot ikke forstår) opstår derfor pludselig etiske skillelinjer, der gør fremmede til enten venner eller fjender – skillelinjer, der tvinger os at vælge side og tage vores livsformer på os.

Selvom Tiqqun er milevidt fra det meste marxisme er Marx ikke desto mindre ofte tilstede. Men det er en forvansket Marx: En Marx, hvor Revolutionen erstattes af molekylære revolutioner, hvor klassekampen erstattes af etiske polariseringer (borgerkrig) og hvor arbejderklassen, det revolutionære subjekt, erstattes af Bloom, ikke-subjektet der er hvem-som-helst. Tiqqun forvansker Marx så vel som forvandler ham.

Referencerne går derudover vidt omkring: Heidegger, taoisme, den nazistiske politiske teoretiker Carl Schmitt, såvel som jødisk kabbalah (‘Tiqqun’ er en fransk omskrivning af det hebræiske udtryk Tikkun olam, der betyder at reparere, restituere og genløse verden).

Ud af Tiqquns væld af strategier står særligt en måde at tænke-og-handle det usynlige. Hvilket inkluderer det anonyme, det ikke-repræsenterbare, det dunkle og det uigennemsigtige, det der hele tiden undslipper sig imperiets kontrolapparater, der finder sammen i skyggerne for at pludselig slå til i et overraskelsesmoment, der skaber overlappende zoner med sin egen kartografi af intime bånd under statens formelle og intetsigende geografi af pladser og navne. At slippe for at “blive til noget” og i stedet blive hvem-som-helst. Blande ind i mængden og ikke skille sig ud.

Flere af teksterne i Tiqqun beskæftiger sig med grundlæggende elementer for at kunne tænke det politiske. Det er derfor på den ene side ekstremt forberedende – der står på intet tidspunkt “hvad du skal gøre”, men i stedet en masse om hvordan man kan gøre det man bør gøre. Alt dette kræver tålmodighed og en form for bestemthed i sit nærvær, mens man bearbejder teksten. Det giver ikke mening med det samme, men når man har læst sidste side, begynder første side pludselig at give mening. Hvordan kunne det også være anderledes? Hvordan skal man uden videre tænke, skrive og læse noget virkelig politisk, når ens sprog gennem så mange år er blevet kneppet af skolen og når ens verden hvert eneste sekund rapporteres af TV2 News?

Tiqqun er blevet oversat til engelsk i form af indtil videre to bøger på forlaget Semiotext(e): Introduction to Civil War (der også indeholder How is it to be done?) og This Is Not a Program (der også indeholder “A critical metaphysics could emerge as a science of apparatuses…“). Der vil komme mere, sandsynligvis det hele. Derudover eksisterer der et væld af indie-oversættelser (se bl.a. denne samling), der dog efter sigende har visse fejl og mangler. Af dem bør dog nævnes The Cybernetic Hypothesis, The Theory of Bloom og The Economy as Black Magic.

Måske lignende:

• Udgivelsesdato for ‘Den kommende opstand’
• Lidt kort om oversættelsen af ‘Den kommende opstand’
• Studiecirkel om ‘The Coming Insurrection’
• Den kommende opstand udkommer snart på dansk

Har haft et mindre læsemarathon den sidste uge og tænkte fordøje og behandle det ved en række indlæg med karakter af noter. Eftersom en god portion af læsningen omhandlede Tiqqun,...