Fra kritisk til hyperbolsk tænkning

21.09.2011 • affekt, kritik • 2 kommentarer /

Har en klumme i Information med titlen ‘Fra kritisk til hyperbolsk tænkning‘.

Den forsøger at gå i kødet med forestillingen om kritisk tænkning, særligt hvordan den leder til en bestemt type affekt, nemlig afmagt. Temaet er kopieret fra et citat i Graham Harmans ‘Prince of Networks’, hvor han i forbifarten bruger udtrykket. Citatet indleder et af k-punks trold-og-vampyr-studier, der tidligere har inspireret indlægget her om blogosfærens centralisering (oprindeligt ville jeg have skrevet om grå vampyrer på universiteterne, eller, draculaslottet mener jeg, men det blev for langt og for svært at koge ned).

Her er i øvrigt et fint sammenfald til copyriots seneste indlæg om forskellen mellem indignation og kritik. Problemet med copyriots analyse er at den giver indtrykket af kritik uden affekt, som fx indignation. En ofte nærværende affekt for kritikkere er jo netop indignationen – en indigneret kritik. Jeg vil komme tilbage til dette inden længe, men blot for at påpege forskellen: at vi i klummen i Information i dag har et gøre med endnu en mulig affekt for kritik, udover indigneret kritik, som vi kunne kalde afmægtig kritik.

Det kunne være interessant at følge kritikkens affektive farvning hele vejen rundt, fra spydig kritik og sarkastisk kritik over euforisk kritik og begejstret kritik til såret kritik eller latterlig kritik, for bare at nævne et par mulige analyseobjekter.

Eftersom flere allerede har studset over ordet ‘hyperbolsk’, som ikke rigtigt forklares i teksten, kopierer jeg en forklaring fra kommentarsporet ind her:

Hej Torben, nu har flere studset over begrebet og jeg er ked af jeg ikke havde tænkt på at forklare det i artiklen. Det kommer blot fra begrebet ‘hyperbol’ som i ‘at tale i hyperboler’ (bruge overdrevede udtryk, der ikke nødvendigvis skal tages bogstaveligt).

Etymologien er også interessant: ordet kommer fra det græske ‘huperbole’ – fra ‘huper’ (over) + ‘ballein’ (at kaste), dvs. ‘at kaste over’. Med et samtidigt udtryk kunne man måske sige, at det betyder ‘at skyde over målet’.

Man kunne måske med lidt god vilje bare oversætte begrebet til ‘overdrevet tænkning’ – men jeg ved ikke om det fungerer ligeså godt.

Nu jeg tænker videre over det er det lidt synd hvis hyperbolsk indebærer at man ikke skal tage det bogstaveligt. I stedet for afmagt (kritisk tænkning) får vi derfor let ironien (overdrevet tænkning, “men det skal ikke tages bogstaveligt”).

Hvad ville en hyperbolsk tænkning / overdrevet tænkning være, hvis man faktisk skulle tage den bogstaveligt? Et overdrev uden ironisk distance i hvert fald. Et ærligt overdrev?

Læs klummen her!

Langt efter Utöya, del 2: Forsvar og intet forsvar umiddelbart efter Utöya

19.09.2011 • affekt, offentlighed • Ingen kommentarer /

For at fortsætte hvor forrige indlæg slap: Følelsen af at være nødt til at skrive-agere om det der skete i Utöya og Oslo, og altså, særligt hvad der sker efter begivenheden. Det blev ikke helt sådan, som sagt. Men hvis nu jeg havde gjort det, og siden andre nu rent faktisk gjorde det: hvorfor så egentlig?

I første omgang som et forsvar. Et forsvar imod mediernes prompte angreb på alle de letgenkendelige fjender af samfundsordenen; helt forudsigelige angreb, der viste en manglende evne i at blive tilstede i den begivenhed som de reagerede på. Hvem er fjenden, hvis ikke salafister? Hvem er fjenden?? Ingen kunne helt begribe svaret, så forvildet omrokerede man fronterne – fra ekstremistiske islamister og den ekstreme venstrefløj – til at gælde ekstremisme som sådan. “Demokratiet mod ekstremismen” er nu blevet den front som anti-demokratiet konsoliderer sig med. Alle de der ikke bakker op om den rådende orden – på kynisk vis kaldet “demokratiet” – vil nu klassificeres i samme kasse som Breivik, som ekstremister. Det er konsekvensen af et forestillet neutralt centrum, der for hver dag bliver mere og mere ekstremt: hvad man kunne kalde en ‘centrumekstremisme’.

Derfor var behovet så utroligt stort for at forsvare os selv (uden at helt vide hvem “vi” er – men hvis du ikke er hverken nynazist, nationalist eller andre slags medparter for Breivik og alligevel følte angrebene komme efter Utöya, så er du måske en del af det diffuse fællesskab).

Et af angrebene foregik på symbolernes niveau, hvilket dog ikke gør det mindre alvorligt. Ledere opfordrede befolkningerne om at “stå sammen som nation”. Selv ikke Breivik var bevis nok på at hele forestilling om “en samlet nation” er fucked. Og alle viste det norske flag på Facebook. Pludselig blev alle bekymret på nationens vegne: “Dette er et angreb på hele Norge”, blev der sagt. “Dette er Norges 9/11″, blev der sagt. Som om ofrene kunne have været hvem som helst – helt tilfældige almindelige norske medborgere. Som om angrebet ikke var rettet mod bestemte mål, som om visse, fremfor andre, ikke var mere sårbare. For sådan er det jo med terror: det rammer “helt tilfældige mennesker”. Det skal ikke forklares, kun fordømmes og mystificeres. Men Breiviks gerninger var ikke tilfældige; han havde planlagt dem i ni år. Alligevel sker dette: En nationalist massemyrder unge fra arbejderbevægelsen, hvorefter vi allesammen viser det norske flag, uden at se hvor malplaceret, og i en vis forstand, skamløst, det er. Uden at se hvordan vores sørgeproces og forsøg på solidarisering kommer til at tjene forestillingen om nationen Norge. Gøre den endnu mere stærk, endnu mere legitim, endnu mere virkelig. Vores evner til at solidarisere med ofrene – som ikke var tilfældige norske unge mennesker, men unge mennesker fra det norske arbejderparti – strækker sig åbenbart til at samle os om det norske flag. Og således kommer kampen til at stå der: om Norges fremtid som “en samlet nation”. I en sådan samlet nation hører nemlig også alle de identitære nationalister som Breivik citerede, førte fuldkommen samme diskurs som og mente han førte samme kamp med, men som skyndte sig at “tage afstand” fra hans “udemokratiske gerninger”, der ikke fulgte “demokratiets spilleregler”. Konflikten ender derfor med at handle om bevarelsen af “demokratiets spilleregler” – ikke om det had til muslimer og venstrefløj der forenede Breivik med hans pacifistiske fæller. For her aner vi en anden måde at solidarisere sig med ofrene: nemlig, at tage parti i den igangværende krig der udspiller sig indenfor nationen, mellem Breiviks parti og det parti han forsøgte at ramme (‘parti’ skal forstås i sin verbumform, ikke dets parlamentariske); ved at tage parti i den krig der gør hele forestillingen om en samlet nation umulig. Men i stedet tog man overalt parti for Norge, for nationen som sådan. Hvem tjener på at solidaritet og sorg tager et sådant udtryk? Den slags spørgsmål er vi nødt til at stille.

Danske politikere var langt mindre symbolske i deres reaktioner: de varslede allerede nye overvågningstiltag, stramninger af retspolitik, mere kontrol, mere orden. De kunne sådan have skrevet og forberedt det meste inden Utöya var sket.

I den slags situationer er der brug for et hurtigt forsvar: egentlig burde det ske lige med det samme, som når en overfaldsperson slår ud efter dig, må du gribe fat og vride hånden rundt på vedkommende. Venter du vil skaden allerede være sket, og her er det først og fremmest på affektivt niveau: Dagene efter består af en kamp om affekter og hvordan de skal kodes (hvor skal vreden rettes hen? hvor skal sorgen rettes hen? hvem eller hvad bliver der taget parti for i processen?).

Anden taktik er mere defensivt: at søge ly efter angrebet for at så finde ud af hvordan man for fremtiden kan underminere angriberens magt. Lade angrebet finde sted – lade affekterne blive kodet på de mest skamløse måder – men så finde ud af hvordan det ikke vil kunne ske næste gang. For det er meget muligt at Søren Krarup har et stykke papir klar i sin skrivebordsskuffe, med en plan for hvad der skal ske, hvis/når en vred ung salafist eller anden letgenkendelig fjende af nationen sprænger en bombe i Danmark. Når dét sker, er vi nødt til at være hurtigere og mere effektive end Søren Krarups skuffeplan. Ellers kommer vi til at være fucked. Der vil ikke være nogen grænser for de symbolske, affektive, lovgivningsmæssige, polisiære og militære indgreb og angreb som en sådan begivenhed vil kunne bruges til.

Krarup kunne ikke hive sit papir op denne gang – hans parti havde selv travlt med at forsvare sig og distancere sig fra Breivik. Men overalt samlede folk sig altså omkring nationen, mens politikere formulerede ny lovgivning der skulle sikre orden og kontrol.

Hvad da med forsvaret, denne gang? For min egen del, formåede jeg ikke at bidrage, hvordan jeg nu end kunne have gjort det, i det mindste ikke på nogen synlig måde. Mere om det, dvs. hvorfor, senere. Men ens evner til at mobilisere et forsvar hænger altid sammen med evnerne i dem omkring en, dem man på en eller anden måde indgår i et fællesskab med – der har taget parti for det, der nu bliver angrebet. Men hvor end jeg selv vendte mig var det samme trætte automatik, og de samme gamle konflikter der udspillede sig på den klassiske politiks område.

Danmark var allerede trådt ind i valgkampen i juli.

… Væmmelsen. (Men også frygten for at blive medskyldig i det væmmelige skuespil).

Selv de analyser jeg ville kunne have været enige i var fyldt med denne malplacerede kynisme: “Hvad var det vi sagde?”. På en måde fuldstændigt uberørt. Som havde de nærmest ønsket at det skulle ske, så deres teorier og pointer skulle blive helt synlige for alle. Og så snart man fik en samtale i gang der måske kunne lede nogle steder faldt man konstant ind i instrumentaliseringens tænkning: “Hvordan kan vi bruge den her begivenhed?” Som skulle Breiviks massemord blive endnu en markedsføringskampagne – ligesom han selv havde tænkt det, bare med omvendt fortegn. En kampagne. Den her følelse af klaustrofobi: at der ingen udgange findes, ingen veje hen til et sted hvor begivenheden ikke indebærer en fucking kampagne.

Næsten alt der blev gjort og sagt omkring den her begivenhed, inkl. min egen deltagelse eller anslag til deltagelse, gav mig kvalme. Fy for helvede.

Så jeg lod helt være. I Sverige virkede det dog som om de faktisk formåede at mønstre et slags forsvar. Måske tager jeg virkelig fejl mht. danske offentligheder og vil i så fald gerne hjælpes derhen. Men indtil da kan jeg kun pege over sundet. Her er nogle bidrag som jeg i al ydmyghed finder vigtige i den forbindelse, bestående af fire indgange til at læse videre:

• Mathias Wåg var tidligt ude for at uddybe om Breiviks forbindelser til den etablerede højrefløj såvel som den europæiske “Counterjihad”-bevægelse (oversat til dansk af Projekt Antifa)
• Rasmus Fleischer, der også inden var begyndt på at undersøge samtidens fascisme, skrev et par uger efter begivenheden om Europas to ekstreme højrefløje;
• Enmansutredningen fulgte kort tid efter med en udredning af den europæiske nyfascisme, eurabien-teorierne og hadet til muslimer og marxister;
• Guldfiske tog desuden hul på problematikken omkring udgrænsningen af en almen “ekstremisme” i svensk politi/politik.

Langt efter Utöya

18.09.2011 • affekt, offentlighed • 2 kommentarer /

Der har været stille her.

Og andre steder. For min egen del, i mange sammenhænge.

Så jeg begyndte at mærke efter; hvad handlede den om, stilheden. For det var ikke en tom stilhed, en pludselig energiflugt eller en distraktion. Stilheden bestod i et eller andet.

Den psykodynamiske samtale lærer os, at stilhed aldrig kan være en ikke-begivenhed; der sker altid sager under stilheden, nogen gange endda pga. stilheden. Stilhed kan give plads for intensiteter – hvorfor siges der, hvorfor siger jeg, ingenting? – ud af stilheden vokser en opmærksomhed. Men der er situationer hvor mange ting ønsker at fylde stilheden, som en beskyttelse mod at det endnu-ubevidste kunne ske. Her kan stilheden, dvs. at holde fast i den, blive en modkraft, der holder situationen åben, der holder os fast i den erkendelsesprocess, som kan få det endnu-ubevidste til at ske.

Nogen gange kan stilhed også bare være en stilhed, uden at så meget mere følger med. Men her var der en stilhed på spil som samlede sig, og fyldte mig. Jo mere og mere jeg mærkede efter: en intens stilhed. Måske er stilhed endda et forkert ord.

Jeg følte at jeg var nødt til at bearbejde det der skete i Utöya og Oslo – de fleste kan nok genkende det behov, på forskellige måder – men måske særligt følte jeg at jeg var nødt til at behandle hvad der skete efter begivenheden. Og jeg havde vel tænkt at en del af den bearbejdning skulle bestå i at skrive. Men det var forkert.

Nu har der så i stedet været stille og ud af den her stilhed vil der følge en serie indlæg her, mere eller mindre velordnede, der bl.a. forsøger at finde rundt i stilheden selv, eller hvad vi nu skal kalde den. Jeg ved ikke hvem jeg skriver det til, og helt præcist hvorfor. Måske bare til mig selv. Meget af det har jeg ikke engang selv skrevet og er nærmest transskriberede samtaler omformuleret til en paragraf. Noget af det giver slet ikke mening at formulere som ord, fordi det handler om en vis tilstedeværelse – som ordene nærmest gør mere umulig, fordi man så let ender i abstraktioner, analyser, genkendelige fraser og blabla. Hvis jeg kunne udføre et dokument med øjnene, folderne i ansigtet og hånden der tager fast i en anden, så ville jeg gøre det. Men jeg har ikke kunne finde hverken performance- eller billedkunstneren i mig til at gøre det. Og jeg kan mærke at jeg bliver afmægtig af udsigten til en endnu længere stilhed, så jeg er nødt til at gøre vold på den nu.

Flee-jazz, del 2: Prognose

17.09.2011 • affekt, volapyk • 2 kommentarer /

Det kan lade sig gøre at lave en slags prognose over hvilke affekter som vil farve en skriveproces, fordi det blot kræver at man mærker efter. De er her allerede og så alligevel ikke. I en vis forstand betyder det at frem-bringe dem – altså ordne dem på en vis måde, og i samme træk fremmane dem. Men det er farligt at ordne sine affekter i forkøbet. Hovedet kan tage over, så jeg gør det lidt uordentligt.

Indledende prognose: først sorg (over tingenes tilstand; fremtiden har ingen fremtid osv.; sørge at engang havde håbet på det ene og det andet), opslugthed (holde fast i nye sandheder), væmmelse (over det der mangler tilstedeværelse), forsigtighed (det væmmelige findes også i mig), afmagt (arbejdet leder ingen steder), nervøsitet (bl.a. nervøs over hvem der følger med. Har absolut ingen anelse om hvem der er ansvarlig for de mellem 11-52 daglige klik på bloggen, mens der har været fuldstændigt stille her; det er ikke holdbart længere at udelukkende skrive for google-robotter og folk man ikke kender. Hvordan skal man gøre det?)

Min mor kan ikke rumme at jeg hele tiden befinder mig i den sorte del af det affektive spektrum (dette er ikke “depression” i øvrigt). Hun har brug for at sørge og væmmes. Min overflod hjælper på det, men vi skal også passe på hinanden. Så i går besluttede jeg mig for at også søge glæden (dette er ikke “positiv tænkning”).

Og når jeg mærker lidt efter, fornemmer jeg at prognosen også indeholder mindre sorte sager: pludselige usammenhængende og maniske indfald (“det er dét her der rykker!!”), fattethed (vi er nødt til at…), spredte nihilistiske åndehuller (vores værn mod “samfundets genkomst”), lidt tendenser til automatik (gentagelsen), måske endda sat i system (effektiviteten), latter (ellers dør jeg), jubelpessmisme (ellers vasker latteren al beslutsomhed væk), og uden tvivl forlængede perioder af intens opslugthed (intet overskud til formidling dér).

Det giver sikkert absolut ingen mening alt det her. Men jeg tror også mest jeg skriver det for mig selv (ordne/frem-bringe/fremmane affekterne, som sagt). Det hele sikkert en smule terapeutisk, men det er for at komme mere ind i affekternes etiske væv. Ingen kan skrive uden en krop. Måske bliver flere af sagerne her i volapyk-karakter, inden de finder sin sammenhæng. Formodentlig højere hastighed også, dvs. flere blogindlæg (eller blogudbrud eller hvad det nu kan være), men det må blive spekulationer.

Flee-jazz

17.09.2011 • affekt, volapyk • Ingen kommentarer /

Dette er ikke et program for en blog

Varsler nye kompositionsmønstre: flere fragmenter, flere noter, afbræk, til tider hovedløse, beskidte udkast; helheden mindre konsistent, rækkefølgen mindre kronologisk, på flugt fra hovedet. Nu kommer det også til at lyde sådan her (lyt nu).

Det jeg mener er at det lige nu er nødvendigt med abrupte skift i stemning.

Sagt anderledes: nu gælder det at oftere skrive i affekt på den her blog. En smule malplaceret, sikkert – ikke at skrive i affekt (det gør man altid), men fordi hele det affektive spektrum må med.

Prognose følger …