Langt efter Utöya

Der har været stille her.

Og andre steder. For min egen del, i mange sammenhænge.

Så jeg begyndte at mærke efter; hvad handlede den om, stilheden. For det var ikke en tom stilhed, en pludselig energiflugt eller en distraktion. Stilheden bestod i et eller andet.

Den psykodynamiske samtale lærer os, at stilhed aldrig kan være en ikke-begivenhed; der sker altid sager under stilheden, nogen gange endda pga. stilheden. Stilhed kan give plads for intensiteter – hvorfor siges der, hvorfor siger jeg, ingenting? – ud af stilheden vokser en opmærksomhed. Men der er situationer hvor mange ting ønsker at fylde stilheden, som en beskyttelse mod at det endnu-ubevidste kunne ske. Her kan stilheden, dvs. at holde fast i den, blive en modkraft, der holder situationen åben, der holder os fast i den erkendelsesprocess, som kan få det endnu-ubevidste til at ske.

Nogen gange kan stilhed også bare være en stilhed, uden at så meget mere følger med. Men her var der en stilhed på spil som samlede sig, og fyldte mig. Jo mere og mere jeg mærkede efter: en intens stilhed. Måske er stilhed endda et forkert ord.

Jeg følte at jeg var nødt til at bearbejde det der skete i Utöya og Oslo – de fleste kan nok genkende det behov, på forskellige måder – men måske særligt følte jeg at jeg var nødt til at behandle hvad der skete efter begivenheden. Og jeg havde vel tænkt at en del af den bearbejdning skulle bestå i at skrive. Men det var forkert.

Nu har der så i stedet været stille og ud af den her stilhed vil der følge en serie indlæg her, mere eller mindre velordnede, der bl.a. forsøger at finde rundt i stilheden selv, eller hvad vi nu skal kalde den. Jeg ved ikke hvem jeg skriver det til, og helt præcist hvorfor. Måske bare til mig selv. Meget af det har jeg ikke engang selv skrevet og er nærmest transskriberede samtaler omformuleret til en paragraf. Noget af det giver slet ikke mening at formulere som ord, fordi det handler om en vis tilstedeværelse – som ordene nærmest gør mere umulig, fordi man så let ender i abstraktioner, analyser, genkendelige fraser og blabla. Hvis jeg kunne udføre et dokument med øjnene, folderne i ansigtet og hånden der tager fast i en anden, så ville jeg gøre det. Men jeg har ikke kunne finde hverken performance- eller billedkunstneren i mig til at gøre det. Og jeg kan mærke at jeg bliver afmægtig af udsigten til en endnu længere stilhed, så jeg er nødt til at gøre vold på den nu.