David Graeber om gæld

26.10.2011 • bureaukrati, kontrol • 8 kommentarer /

Er begyndt at læse David Graebers bog Debt: The first 5.000 years (“Gæld: De første 5.000 år”). So far, virkelig lovende. Fandt det givende med det her interview i to dele, som en primer, og tænkte jeg ville dele.

Indignation

08.10.2011 • affekt, kritik, [svensk] • 2 kommentarer /

Mycket prat om indignation dessa dagar. Stephane Hessel, medskrivare av FNs människorättigheter, ger ut en pamflett. Spanska protester går under namnet Los Indignados. Tidningen Brand har temanummer om de indignerade.

Vad är indignation? Fel fråga. Affekter ‘är’ ingenting, utan de gör någonting. Vad gör indignation?

Copyriot definierar indignationen:

Indignationen är till sitt väsen moralisk och självgod. Den utgår från ett bestämt begrepp om “anständighet” (dignity) och riktar ilskan mot dem som anses bryta mot anständighetens regler.

Indignation är alltså i familj med ilska, eftersom det har överskridandes av gränser som sin utgångspunkt. Men det finns skillnader mellan indignationen och ilskan. Jag skulle säga att indignation inte enbart riktar sig mot det som överskrider dennes gränser. Ilskans spektrum – från irritation, vrede och hat – riktar sig direkt mot ett objekt, som det begär att underminera och förstöra. Indignationen skiljer sig mot vreden genom att rikta sig indirekt, mot en mobilisering. Den riktar sig mot en annans mobilisering. Indignationen begär också att underminera det objekt som överskrider dess gränser, fast genom att åberopa “anständighet” och därigenom mobilisera “samhället”.

Problemet med indignation, och grunden till att denna affekt så ofta slutar i maktlöshet, är att “samhället” inte mobiliseras. Indignationens medel är just denna indirekta vägen. När den inte går, står indignationen ensam, inkapabel att känna ilska riktad direkt mot objektet.

Copyriot igen:

Indignationen är en affirmativ affekt. Den utgår från att vi kan veta hur en bättre värld skulle arrangeras.

Sagt annorlunda: indignation utgår från att det finns ett samhälle. Om någon skulle påpeka att “samhället” kanske inte finns längre, åtminstone som något sammanhängande nivå där det går att intervenera, skulle det indignerade tappa sin grund. Den indignerade känner bara sin ilska om den kanaliseras genom “samhället”.

En fråga måste ställas: vilken skillnad skulle det innebära om de indignerade (‘los indignados’) i stället kallade sig de ilskna (“les enrages“)?

Eftersom den indignerade bara känner ilska genom föreställningen om samhället, tar den indignerade också alla dess kategorier för givet: “ekonomin”, “kulturen”, “det sociala”, “arbete”, varan osv. Den indignerade blir oförmögen att rikta sin indignation mot alla dessa saker, eftersom själva indignationen förutsätter dem. Copyriot introducerar därför en motsättning till indignationen:

För att ifrågasätta arbetet och varuformen räcker det inte med indignation. Då krävs kritik.

Här menas en kritik som inte utgår från “anständighet” – dvs. som utgår från föreställningen om “samhället”, och dess kategorier. Kritik innebär att just ta isär allt detta.

Motställningen ‘indignation vs. kritik’ känns ändå också missförstådd. Det finns utan tvivel grund att kritisera indignationen. Men indignation uteslutar inte kritik, utan i vissa fall är det den drivande affekten bakom kritiken. På samma sätt måste även ‘den indignerade kritiken’ kritiseras.

Poängen kan tydliggöras genom ett exempel. Någon frågade om indignationen mer grundläggande är “en moral som helt och hållet hadde sin grund i känslorna”. Jag tror inte så. Vi hamnar lätt i föreställningar om ‘känsla vs. förnuft’ av just den anledning att kritik inte i sig själv är en affekt. (Det de på 1800-talet kallade ‘förnuft’ måste altid ha någon affekt med sig – att vara en kropp innebär att alltid på något sätt beröras. Även intellektuell distans är någon sorts komplex emotion, animerad av t.ex. rädsla för sårbarhet).

En vis typ av kritik alltid animeras av en vis typ av affekt. Därför måste det finnas ett antal olika genrer av kritik: från nihilistisk kritik över offrets kritik, från fascinationens kritik till hatets, vilket inte är det samma som indignationens, kritik etc. etc.

Med det här återupplivas en serie som länge har varit i viloläge här på commoniser kring affekternas politiska roll. Titlen var tidigare ‘Förberedelse till en affektbaserad politik‘ men för lätthetens skuld kommer serien bara att strålar genom många av de inlägg som taggas affekt. Ibland ska jag försöka koncentrera mig kring enskilda affekter. Denna gång alltså indignation.

Langt efter Utöya, del 3: Tilstedeværelse (hvordan’et)

08.10.2011 • affekt, offentlighed, volapyk • 1 kommentar /

Fortsætter mit forsøg på at gøre vold på stilheden. Har de seneste måneder været fyldt at dystre affekter, hæmning, vrede, nu og da raseri, sorg, og små øjeblikke af næsten komplet hengivelse, mildhed og kærlighed. Har snart famlet omkring andre så længe, at jeg ikke helt ved hvad der er grundlag for venskab og hvad der er grundlag for fjendskab. Får pludselig lyst til at finde et gemmested, folde min tilværelse og alle dens væsener ind som en puppe, og lade den vokse til sommerfugl eller natsværmer eller hvad det nu kunne blive. Men så kommer jeg i tanke om at tilværelsen ikke vokser på den måde. At det er gennem alle de her ambivalenser, som skillelinjer bliver tydelige, ikke ved at besværge dem væk (hvor ubehagelige og frustrerende de end må være).

Det her er en slags ansamling af noter for at bekræfte den proces. Optegnelser, der er ligeså famlende som det de beskriver. Men som på en eller anden måde indgår i den kronologi og sammenhæng som det her sted er, og som arkiv, måske indeholder fragmenterne til noget mere begribeligt senere.

Spørgsmålet, der har optaget mig efter Utöya: Hvordan skal man forholde sig til, på den ene side, en pludselig stilhed, som man endnu ikke helt ved hvad betyder, og på den anden side nødvendigheden af at forsvare sig mod angreb i medier, såvel som lovgivning.

Forsvar manglede, som sagt, men hvad ellers? Eller, spørgsmålet: Hvad handlede den stilhed om. For at svare på det kort: den handlede om nødvendigheden af at blive tilstede. Fordi alt ved siden af manglede den, var det kun gennem tavshed og stilhed, at tilstedeværelse kunne findes.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive det her, uden at ramme ind i det paradoks ordene som ord indebærer: ved at behandle og famle efter stilheden på et sprogligt plan, ramme ind i det samme trætte blabla, den samme instrumentalisering som alle automatreaktionerne og selv de gode analyser var fyldt af. Igen, jeg forsøger at skrive om, eller egentlig dokumentere, noget som jeg helst ville udføre i en anden modalitet (øjne, ansigt, hænder – kødverden)

Hvordan skal man starte?

Måske har vi at gøre med noget af det samme som det panafrikanske tidsskrift Chimurenga, da de havde temaet “Conversations with poets who refuse to speak”: om stilhed, om at lade være med at tale (som handling), og at offentlig samtale altid kræver en retfærdiggørelse (temanummeret oversat her i sin fulde længde, af svenske Glänta). Jeg er udemærket klar over at jeg bevæger mig på lidt dybt vand, og der er risiko for at jeg siger noget helt forkert. At jeg på en måde griber det helt forkert an, ved at insistere på at sige (skrive) det.

Et andet sted: Fredrik Edin har som ledemotiv, formodentlig i en helt anden kontekst, brugt udtrykket “Jeg forstår ikke, men vil fortsætte alligevel”. Det synes jeg er en fin ambition. Sagt mere præcist: Jeg ved ikke hvad det er jeg vil, men jeg ved hvordan jeg vil det. Så derfor vil jeg prøve – og fortsætte med det.

Det er ikke udenomssnak. Det er meget det her det handler om. Processen. Hvordan det gøres: hvordan fx stilhed – som paralyse, eller som intens opmærksomhed? Igen, det der manglede, i forsvaret såvel som stilheden: tilstedeværelse. Ikke hvad der gøres, men at blive tilstede i det der gøres.

Et forsvar (et ‘hvad’) er ikke nok – det afhænger af hvordan forsvaret bliver til (dets ‘hvordan’).

Tavsheden (‘hvad’) er ikke nok – det afhænger af hvordan tavsheden bliver til (‘hvordan’). Mao. er det ikke umuligt at stoppe op – blive tavs – uden at blive tilstede. Hvordan det? Her tænker jeg på alt det der blev chokeret af Utöya, men ikke mærkede efter hvad chokket indebar – noget, dvs. det der altid gøres, måtte gøres. Her tænker jeg altså på en tavshed der opstår ved at blive ramt af en begivenhed, men som med det samme trækker sig væk fra begivenheden og derfor har distancen indbygget. En slags brat ubevægelighed. Eller måske mere præcist, paralyse? Paralysen er i så fald tavshed uden tilstedeværelse.

Måske, jeg er ikke sikker, er da ‘opmærksomhed’ ordet på tavshed med tilstedeværelse. Den slags chok, der gør at man bliver helt nærværende og opmærksomme i situationen. Opmærksomheden der følger: biluheldet, politiet der angriber en demonstration, vennen der endelig tager sig mod til at fortælle mig hvad jeg har gjort ved hende, børsmægleren der erklærer krig mellem verdener på globalt TV.

Opmærksom. Aufmerken. At lægge mærke til. Mærke efter. Se forskelle, hvor der ikke var forskelle før.

Hvad jeg mener med tilstedeværelse i stilheden kunne også kaldes en form for nærvær. Et nærvær der efter de første chok og impulser til at handle løs må indeholde en slags opbremsning. Opbremse ved at sige: Hov, vent lidt. Stille spørgsmålene: Hvorfor er vi hér, egentlig? (i dette rum, ikke i dét rum; sammen, alene …). Hvorfor er vi hér og taler om det? Og kunne der være en grund til at vi taler om det på den her måde? (hvorfor disse impulser, automatreaktioner, disse velkendte diskussionsmønstre, for begivenheder der ligner den her begivenhed, men ikke er den samme).

Hvor den paralyserede må anstrenge sig for at bryde sig fri fra tavsheden – for at handle – må man, for at blive nærværende, anstrenge sig for at ikke bare handle så snart chokket er sluppet. Først blive tilstede i chokket, og så handle opmærksomt.

Jeg ved ikke hvordan det ellers skal skrives. Det hele indeholder nødvendigvis en masse ambivalens og uklarheder. Som sagt, måske er nogle af de her ting helt umulige at skrive i ord for at berøre og bevæge andre, men må indfinde sig i mere kødlige omstændigheder, hvor affekterne kan blive mere tydelige. Det var sådan jeg til sidst blev mere tilstede: ved at blive konfronteret med et menneske der, med hvad der virkede som enorm beslutsomhed, forsøgte at indfinde sig i situationen. I den slags møder er det umuligt at ræse videre, reagere, handle automatisk, desperat spørge “hvad skal der gøres?” og alt det andet der følger af mobiliseringens impulser.

I stedet bliver man tilstede sammen med, og til vis del på grund af, den person. I og gennem vores fællesskab.

Jeg er klar over at det er to helt forskellige måder at forholde sig til en sådan begivenhed på (forsvaret indebærer som sagt en vis form for hurtig reaktion; stilheden indebærer i en vis forstand at undgå at bare reagere). Måske er der tale om to forskellige hastigheder. Og egentlig er de begge nødvendige: På den ene side med det samme forsvare sig, og gøre det hurtigt, men på den anden side også indfinde sig i situationen som en særlig situation, for at ikke blive rigid. Den første indstilling indebærer en vis automatik, men stiller samtidig endnu større krav for at blive tilstede mens man gør det. Ellers vil forsvaret blot konsolidere forestillinger om gamle konflikter (der måske i stedet dækker over konflikter mellem os). Der er meget på spil.

Desuden: At jeg ikke formåede at “gøre” noget som helst – eller sådan føles det i hvert fald, hvad det nu end skulle være – for at forsvare mig og andre, fylder mig også med en sorg. Jo, der er noget terapeutisk over alt det her. Men i så fald en terapi med politiske implikationer.

Nu hvor jeg både ser tilbage på den seneste tid og kommer i kontakt med det, der også sker i mig, og mellem dem omkring mig, bliver det tydeligt at noget i mig besluttede sig for den sidste indstilling: tavsheden. Det var ikke nogen “oplyst” beslutning og jeg forsøger ikke at gøre mig til et eller andet særligt disciplineret menneske, ren for instrumentalisering. Det skete sådan: jeg valgte ikke tavsheden (“jeg” undgår helst at tage nogen “valg” ud fra allerede eksisterende valgmuligheder); noget i mig (væmmelsen og vreden måske) tog beslutningen om at blive tavs. Det er derfor beslutninger altid er politiske: de ændrer tilværelsen ved at rette sig mod sager, der ikke forekommer at være valgmulighed.

Men det der tog beslutningen for mig, fyldte mig også med afmagt. Det er derfor det ikke virkede meningsfyldt at træde ind i en eller anden samtale omkring det, selv efter en smule betænkningstid. (Hvilket er grunden til at den her reaktion, de her famlende blogudbrud, er fuldstændigt meta). Men hvilken slags offentlighed ville en sådan samtale overhovedet kunne finde sted? Jeg kan ikke se den nogensteder. Den mest omfattende behandling, også personligt, fandt for mig sted en lang fredag aften med tre andre personer i et meget stille og intenst rum i København. At genfortælle den begivenhed ville være at fuldstændigt misse pointen. Tilstedeværelsen fandt jeg ofte i de små flygtige øjeblikke: glimt af en fælles genkendelse, hvor vi, måske i stilhed, kort indfinder os i den situation som Utöya skabte.