Arkiv for November 2011
Lidt kort om oversættelsen af ‘Den kommende opstand’
Den kommende opstand udkommer den 2. december. Lidt kort om bogens tilblivelse, til dem der mÃ¥ske har fulgt den indledende oversættelse, eller nærmere udkast til oversættelse, af de syv kredse* her pÃ¥ commoniser. Som sagt fortsatte arbejdet med teksten i løbet af forÃ¥ret offline. Flere deltog og det blev et fælles projekt, med en deadline der flere gang blev rykket fordi én synes den tekst kunne blive mere præcis eller konsekvent, mere mundret, myrekneppe endnu en etymologisk betydning eller finde et hverdagsudtryk, fremmane musikken og rytmen, konfrontere mandighed med sÃ¥rbarhed og støvsuge for paranoide pronomen, dvs. passager der pÃ¥ misforstÃ¥et vis kun var i stand til at vrænge af magten udenfor (“DEM”), i stedet for at pege pÃ¥ fælles tilbøjeligheder (“MAN”) jeg ogsÃ¥ selv kan falde ind i (“MIG”). Vi besluttede at Toni gjorde arbejdet færdigt, deraf navnet i kolofonen. I en anden verden kunne der mÃ¥ske have stÃ¥et navnet pÃ¥ et diffust fællesskab. Bemærk ogsÃ¥ hvordan oversættelsen stammer fra en mængde kilder, der alle har filtret sig ind i denne dansksprogede bog: fransk, engelsk, svensk (mÃ¥ske burde ogsÃ¥ nævnes tysk, da titlen Der kommende Aufstand, som bogen hedder dér, til dels foranledigede skiftet fra Det kommende oprør til Den kommende opstand. Her kan ogsÃ¥ nævnes Stephane Hessels meget omtalte indignerede pamflet, med den franske titel Indignez -Vouz, der pÃ¥ dansk blev oversat til ‘Gør oprør!‘ Det kun virke som bøger af samme stof, men titelskiftet tyder altsÃ¥ pÃ¥ noget andet).
* At ‘cirklerne’ er blevet ‘kredse’ er bare en af de fÃ¥ større ændringer som er kommet til undervejs og som opstod efter nogle læsninger i Dantes Den guddommelige komedie, som Den kommende opstand tager sin struktur fra. Der kunne skrives flere indlæg om den parallel, men for nu hÃ¥ber jeg bare at det vil inspirere til at gÃ¥ pÃ¥ arkæologisk opdagelse.
3 kommentarer • Dele: 
• Donation
Udgivelsesdato for ‘Den kommende opstand’
Den kommende opstand udkommer fredag d. 2. december. Se hele opslaget hos forlaget After Hand. Dér kan man også forudbestille bogen, så den bliver sendt med posten.
Altså, det bliver så afsindigt dejligt at den bog endelig kommer til verden.
Her er omslagets yderside i flad gengivelse:
(Detalje: Omslaget kan ikke gengives helt, da det er trykt i to pantonefarver,
der begge befinder sig udenfor computerskærmens spektrum)
Vil ikke kommentere så meget, så check bare resten ud hos After Hand, hvor man foruden at forudbestille bogen også kan se prisen, eller rettere pristrappen, og info om arrangementet Verbale Pupiller i Århus, hvor bogen også vil blive diskuteret.
Der skal nok blive noget traditionelt receptionshalløj i København også. Men ellers ville det være dejligt hvis den her udgivelse kunne behandles på flere måder, og lade bogen komme i live på en mængde måder.
Bogen udgives med en opfordring til at blive kopieret (kopimi).
9 kommentarer • Dele: • Donation
Adams & Itso bygger et hjem
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Et u-styrligt angreb på ledelse
Der er behov for et omfattende og underminerende angreb på ledere og deres ledelse. Rune Lykkeberg formulerer en slags programerklæring til antiledelse i Information:
Nu hvor vi så længe har hørt på ledelsespladderet, må det være på tide med en modbevægelse: Anti-ledelsesbøger, hvor underordnede fortæller andre underordnede om, hvordan man modstår de moderne ledelsesteknikker, og anti-ledelseskurser, hvor arbejdstagerne lærer hinanden at bestemme selv. Vi må gå fra kåringen af månedens medarbejder til dyrkelsen af årets modarbejder.
Man skal være kynisk som en TV-journalist eller selv være en leder, for at allerede her begynde at plabre om nødvendigheden af “samarbejde” og være “sammen” om tingene. Lad os bare slÃ¥ det fast fra starten: chefen er ikke vores ven, og dine eventuelle “samarbejdsvanskeligheder” er et godt sted at begynde pÃ¥ det projekt vi skal i gang med.
Efter erklæringen følger Lykkeberg, lidt overraskende, tanken om antiledelse til ende. Hvilket betyder at gÃ¥ til tankens ‘hvordan’: 5 strategier til hvordan ledelse kan undermineres. Her er hans forslag, som en start:
(1) Ros lederen på en måde, som antyder, at lederen har været dårlig
(2) Stjæl lederens forandringsmomentum og forestilling om, at det et er ham, der tør “møde fremtiden”
(3) Grin ikke af lederens vittigheder. Det er lederens privilegium at bestemme, hvornår der skal være alvor og hvornår det skal være sjovt. Fuck det op.
(4) Overtag pessimismen. Se “situationens alvor”, den virkelige situation, i øjnene, og vend pÃ¥ den mÃ¥de “realismen” pÃ¥ hovedet.
(5) PÃ¥ lang sigt erobre ledelsesbegrebet.
(Rune, jeg undskylder dig al din tidligere vaghed: nu begynder vi at snakke. Det er noget af et fremskridt at kunne skrive om arbejdspladsmodstand og angreb på ledelse i en offentlighed som Information i dag. Rune, du er åbenlyst blevet mere konsistent, og det har potentiale til at få ting til at ske.)
Lykkebergs strategier er et udmærket udgangspunkt, men de er alle sammen af sprogligt art. For er det ikke sådan, at det er den tavse og usynlige underminering af ledelsen, der er den allermest effektive, samtidig som den risikerer mindst at isolere en enkelt medarbejder? Den sidste og femte strategi er der god grund til at have forbehold for, og det vil jeg komme tilbage til. Jeg vil dog anbefale at læse artiklen, og særligt de gode forslag til strategier, for bloggen hér er et svar på den.
Fra kritik til gestus
Lad os kort gøre det klart, hvad Lykkebergs artikel formår at gøre, som meget få indlæg i dansk borgerlig offentlighed formår i dag: skiftet fra kritik til gestus.
Kritik er her idéen om, at hvis vi bare besværger kapitalismen og ledelsesfilosofien nok, så vil den forsvinde. Skrive læserbreve, kronikker, opstemte ledere, bande og svovle mens vi streamer høringer direkte fra folketinget, mobiliserer til protester og demonstrationer, håbe på at ledelsen vil læse vores skilte og høre vores krav om sociale løsninger. Det vil de ikke.
Ingen ledelse vil tage godt imod et angreb på ledelse.
Og forstÃ¥ mig ret, det er meget vigtigt med kritik. Derimod er kritik ikke bare ligegyldigt uden gestus, dvs. uden at føre den kritiske tanke til ende, det bliver en aktiv medhjælper til tingenes tilstand. Vi bør huske en begivenhed i februar 2003, hvor folk samlede sig i protest pÃ¥ gaderne over hele kloden mod krigen i Irak. Den største demonstration i verdenshistorien. I en større vestlig by møder George W. Bush dem der protesterer. Han siger til dem: “Hvor er det herligt at se sÃ¥ mange praktisere deres forsamlings- og ytringsfrihed. Det er beviset pÃ¥ at vi lever i et demokrati. Det privilegie har de ikke i Irak og det er lige præcis derfor vi mÃ¥ tage derned og give det samme demokrati, som vi har”. En mÃ¥ned senere invaderede amerikanske tropper Irak.
Pointen er nok tydelig. Kritik kan affejes, hvis ikke lederen føler at den allerede nu kan have konsekvenser. Kritik uden sammenhæng med gestus, kan endda integreres i lederens egen gestus (paradokset: “jeres kritiske protester = den manglende retfærdiggørelse for vores krigeriske gestus”).
Kan vi komme i tanke om lignende ledelsestricks på arbejdspladsen?
For bare at vende kort tilbage til skiftet, altsÃ¥, fra kritik til gestus. Skiftet kan beskrives sÃ¥ledes: fra at indigneret tage afstand fra alt det der er galt i samtiden og afmægtigt proklamere “hvad der mÃ¥ gøres”, til at blot notere sig grunden til lidelsen og derfra sætte i gang. At sætte i gang indebærer at tilegne sig midlerne til at allerede nu og her angribe grundene til lidelsen og sprede dem til andre. At i stedet for at udtænke det store program for at svare pÃ¥ spørgsmÃ¥let om hvad, sÃ¥ overgÃ¥ til det praktiske spørgsmÃ¥l om hvordan vi, i den mængde af forskellige situationer vi befinder os i, kan underminere autoritet.
Ja, autoritet. For det er hvad ledelse består af: autoritet. Hvor tilsløret af Løgstrup-filosofi og kreahumanistiske værdier det end må være: autoritet.
Og det er nu Rune Lykkeberg taber tråden. Vi tager lige hans femte råd i fuld længde:
Det femte råd er langsigtet og for så vidt også foreløbigt: Det må være anti-ledelses-bevægelsens strategiske mål at erobre ledelsesbegrebet. Fremover skal erhvervslederne kaldes for anti-ledere, fordi de bekæmper medarbejdernes ret til at lede sig selv. Anti-ledelsen vil kulminere, når ledelsesfilosofien naturligt handler om at erobre selvbestemmelse fra dem, der vil bestemme over andre.
(Men Rune, du bør gribe det mere ambitiøst an. FormÃ¥let med anti-ledelse er ikke at kunne lede sig selv. Dér er ledelsesfilosofiens innovationer allerede nÃ¥et. Og det gør det ikke bedre at mÃ¥let er “strategisk” og “for sÃ¥ vidt foreløbigt”, fordi det minder alt i alt om en sovjetunions “overgang til kommunisme”, eller, hvis vi nu skal føre sammenligningen ud, “selvledelsens diktaktur”, der sÃ¥ skulle kunne lære os at underminere ledelse ved at hver dag blive ledt af os selv. Helt ærligt Rune, du mÃ¥ se situationen i øjnene: det eneste værdige angreb pÃ¥ ledelse er et angreb pÃ¥ ledelse som sÃ¥dan)
Også et angreb på selvledelse
Ledelsesfilosofien har allerede forstÃ¥et at udnytte kravet om at “lede selv”: ansvaret placeres pÃ¥ den enkelte (“vi mÃ¥ som selvledere, alle tage hvert vores ansvar”), mens rammerne sættes udfra (“det er den økonomiske ramme, vi mÃ¥ forholde os til”) og gevinsterne ryger samme vej.
Vi mÃ¥ ikke angribe ledelse bare for at kunne lede pÃ¥ egen hÃ¥nd. En sÃ¥dan ambition underminerer slet ikke ledelse, den forskyder bare ledelsen. Et angreb pÃ¥ ledelse er ogsÃ¥ et angreb pÃ¥ alt det inde i mig, der ønsker at blive en lille leder (af mig) selv. Hvis vi skal angribe ledelse, sÃ¥ er det ikke for at befrie “selvledelsen”. Det er for at tage selvledelsen med ned i samme omgang.
Alle tilskyndelserne til at “lede mig selv” og “have styr pÃ¥ det”, at “udfolde mig frit indenfor rammerne”, men stadig “være i kontrol”: det er ogsÃ¥ alle de tilskyndelser der mÃ¥ angribes. Selvledelse er nemlig bare en avanceret mÃ¥de at tilsløre autoritet, ved at placere den inde i mig selv.
Alle angreb på ledelse tager sit udgangspunkt her, et udgangspunkt der skal tages helt bogstaveligt: at blive u-styrlig, at blive u-regerlig.
Hvor dele strategier?
Artiklen i Information afslutter med invitationen om at dele erfaringer: “Hvordan kæmper du imod? Hvad er din strategi?”
Desværre er Informations kommentarspor ikke stedet. Det domineres af en lille gruppe trolls, de fleste af dem ældre indignerede mænd, der vil gøre alt for at dræbe enhver intensitet, gerne krydret med afmægtige citater af gamle filosoffer (eller endda gÃ¥ sÃ¥ langt at citere sig selv: “Ja, som jeg plejer at sige…”).
Men altså, der er stadig behov for steder at dele den slags vigtige kneb og strategier. Hvor kan det finde sted?
Nogen må lave et sådant sted. Gerne flere. Et forslag, for at komme i gang: simpelthen at oprette en webside, hvor man gennem en kontaktformular kan indsende midler og strategier for at underminere ledelse. Hvorefter en lille redaktion redigerer indsendelserne og lægger dem ud på siden. Så opstår der gradvis et bibliotek over strategier til at skabe modarbejderkulturer på arbejdspladsen.
Næste trin er helt sikkert mere fælles og kropslige læringssituationer, steder hvor vi kan mødes, udveksle erfaringer. MÃ¥ske endda gÃ¥ hele vejen i ledelsesæstetikkens spor og prøve rollespillet? AltsÃ¥ rollespille typiske situationer hvor ledelse frembringes, for pÃ¥ den mÃ¥de at øve sig i at underminere den: “Nu spiller jeg lederen, der kommer ind til møde, og sÃ¥ prøver I at undergrave min autoritet”.
Men allerede nu er vi langt væk fra de døde fagbevægelser døde taktikker. Vi har bevæget os ind på, i mangel på bedre ord, militansens område. På den anden side af sundet har en svensk side kaldet maska.nu udbredt en lignende arbejdspladsmodstand, der er blevet en decideret rescourceside for strategier i at underminere ledelse. Check den ud.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Klumme i Information: Bogscannere
Har en klumme i Information i dag om studiebøger og scanningen af dem.
Klummen undersøger overfloden af studielitteratur, som studerende forventes købe, selvom en stor del af dem aldrig bliver læst. Vi er tilbage til temaet omkring overproduktion, der før er behandlet ift. mad og mere generelt også overproduktionen af uddannelse.
Det vigtigste ved hele klummen er i øvrigt vejen ud af teksten: linket til diybookscanner.org. Det er en side med en begejstret mængde folk der bygger scannere, laver opskrifter og deler dem med verden. Alle scannerne har dét tilfælles, at de (1) bygger pÃ¥ kamera-objektiver med beslysning, sÃ¥ hvert scanning (der sÃ¥ledes egentlig er et foto) kan tages hurtigt, (2) har konstrueret en eller anden form for hvilepunkt for bogen, en “krybbe” er den mest anvendte metode, sÃ¥ bogen ikke bliver beskadiget og sÃ¥ siderne bliver helt flade. Flere af scannerne kan bygges af materialer som kan skraldes i containere. Nogle af scannerne er utroligt simple og kan transporteres i en taske, andre er enormt avancerede og har LCD-skærme med i opskriften. Der er opskrifter dér, fx The New Standard Build, hvor alle materialer stÃ¥r pÃ¥ en indkøbsliste, sÃ¥ man kan gÃ¥ ned i hvilken som helst større hÃ¥ndværkerbutik og komme derfra med alle materialerne. Derfra burde man kunne bygge selve bogscanneren i løbet af en eller to dage, alt efter hvor ferm man er med værktøjerne.
En lille side-note: Hvorfor altid dette DIY? (do-it-youself). Projekter som de her bogscannere opstår jo netop og helt åbenlyst i et begejstret og vidensdelende fællesskab, og ikke som et ensomt gør-det-selv-projekt, hvor hver enkelt skal genopfinde den dybe tallerken om og om igen. Hvorfor ikke skrotte den individualistiske anarkisme og simpelthen gøre-det-sammen / do-it-together (DIT)!
5 kommentarer • Dele: • Donation
Det store demokratispil
I kender historien. En kold decemberdag i 2009 frihedsberøver politiet omkring 1.000 mennesker, der demonstrerer mod et COP15 som de ikke stoler pÃ¥. Efterfølgende dømmes politiet i byretten: det, politiet havde gjort, var ulovligt. COP15 bliver et flop og Coca Cola sÃ¥vel som Wonderful Copenhagens drøm om “Hopenhagen” bliver Nopenhagen, lige som demonstranterne havde sagt, sÃ¥ længe parnasset inde pÃ¥ Bella Center skulle holde 50-Ã¥rs-planerne for klodens fremtid for sig selv.
Der gÃ¥r lidt tid. Politiet kan ikke holde tanken ud om det hele, alle beskyldningerne under topmødet – fra indland og udland – om politistat, kritikken af de ekstraordinære love og “forebyggende frihedsberøvelser”, hvor personer bliver straffet for ting de “potentielt” kunne have gjort. Det er en kedelig situation for politiet. SÃ¥ de anker sagen. Nu mÃ¥ de renses for alle beskyldningerne. For at hjælpe sagen, surfer politiet i mellemtiden rundt pÃ¥ Facebook for at indsamle data om demonstranternes liv – er de “venstreorienterede”, har de før været involveret i “demonstrationer” og andre “protester”, har de pisset i en port engang osv – med andre ord, en masse detaljer der intet har med sagen at gøre, dvs. hvorvidt frihedsberøvelsen var ulovlig eller ej, men kunne stille de frihedsberøvede i dÃ¥rligt lys. Samtlige 944 der blev frihedsberøvet den dag har fÃ¥et sit liv pÃ¥ Facebook og andre steder endevendt.
En kommunikationsrådgiver skriver i et dagblad:
Hvad er det i politiets forfængelighed, der gør denne sag sÃ¥ ubærlig, at man griber til DDR-metoder for at fÃ¥ skovlen under demonstranterne? … Verdens klima bevæger sig med stadig sikrere kurs mod sammenbrud. Og vi bliver ved at tæske pÃ¥ budbringerne, i hÃ¥b om at de dÃ¥rlige nyheder forsvinder.
Andre journalister skriver om sagen. Man læser det mÃ¥ske. Man tænker at det er helt normalt, og at “politiet bare gør deres arbejde”, men at det er dejligt at “der er nogen der gÃ¥r pÃ¥ gaden og rÃ¥ber magthaverne op” (sÃ¥ længe det ikke er en selv).
Siden kom det frem at politiet havde foretaget en yderligere registrering af 1300 bekendte til de frihedsberøvede. Plus de 944 er der altså nu over 2200 mennesker der er omfattet af politiets ekstraordinære registreringsarbejde. Materialet udgør omkring 1000 sider.
Men den gik ikke: registreringerne er uden betydning for sagen, siger landsretten. De 1000 sider kan ikke bruges i retten. SpørgsmÃ¥let er nu, hvad der sker med al det efterretningsarbejde. Politiet bliver meldt til Datatilsynet for ulovlig registrering. Hvis registreringerne kendes for ulovlige, “skal det væk”, som det hedder. Men faktum er, at registreringer allerede er lavet. Vil de 2200 registrede fÃ¥ besked om og hvor meget politiet har undersøgt om deres liv? I øvrigt, hvordan destruerer man digitale registre permanent? Det sidste spørgsmÃ¥l er ikke for sjov – jeg spørger, fordi jeg er oprigtigt nysgerrig. En pdf pÃ¥ 1000 sider fylder ikke mange megabytes og kan kopieres, bliver nødvendigvis kopieret, pÃ¥ en mængde mÃ¥der.
Apropos det her med “professionelle demonstranter” … Er der nogen der kender dem? Vil gerne høre mere om dem, synes det lyder enorm spændende. Har det i øvrigt at gøre med det her EU-forslag om at lønne folk for “demokratifremmende aktiviteter”, dvs. gøre demonstrationer til et arbejde? Hey, mÃ¥ske er det løsningen pÃ¥ den der stigende arbejdsløshed. Og det indsigt at behovet for arbejde aldrig har været mindre, hvilket er hvorfor man ønsker at “skabe mere arbejde”, som det sÃ¥ grotesk hedder. Og S og SFs Fair Løsning der jo, trods at det var deres store sats for at vinde taburetterne, floppede, og blev udskudt til næste valgperiode, fordi de ikke kunne finde pÃ¥ nogen mÃ¥der at gøre det pÃ¥. SÃ¥dan kunne det altsÃ¥ se ud: staten og andre velvillige aktører (Starbucks, Goldman Sachs, Mellemfolkeligt Samvirke, Bono) finansierer bÃ¥de protesterne og det politi der skal hÃ¥ndtere protesterne. Se, det er “Participatory democracy” – deltagerdemokrati. Ingen skal holdes ude, alle er garanteret en rolle i Imperiets store demokratispil!
1 kommentar • Dele: • Donation
Hvorfor vi hurtigst muligt må finde måder at lade være med at betale vores regninger
Hvis vi skal begynde at begribe krisen, så er vi nødt til at starte med gælden. Hvem skulle have troet at det var en filosof fra Handelsskolen der skulle sige det, der skulle siges på dansk?
Ole Bjerg skriver om skyldnere og kreditorer i en artikel i Information, som det er værd at citere længere bidder fra:
Den finans- og gældskrise, der i løbet af de seneste tre til fire år har bredt sig til flere og flere områder af samfundet, er ikke en midlertidig forstyrrelse af vores økonomiske system. Det er kulminationen på en finansiel og monetær udbytning, der har stået på i de seneste tre til fire årtier. For så vidt som hele vores økonomi efterhånden er organiseret omkring cirkulationen af kreditpenge, forplanter disse fluktuationer sig næsten øjeblikkeligt til almindelige menneskers privatøkonomi.
Visse forhold har ændret sig. Hvilket også gør sig gældende for hvilke midler vi kan gøre modstand med.
Industrisamfundets arbejderklasse havde arbejdsnedlæggelsen (strejker på arbejdet) som våben. I dag er 20% af os alle uden arbejde og kapitalismen har vænnet sig til konstant arbejdsløshed.
En lille kommentar omkring strejker: I den udstrækning at strejker er et brugbart våben i dag, må de derfor være (1) vilde, dvs. uden advarsel til arbejdskøberen, og (2) rettet mod at blokere cirkulationen af varer, for når produktionen kører efter just-in-time-logik, er det at blokere cirkulationen også at blokere produktionen (og omvendt). Men det er altså ikke Ole Bjergs ærinde, og konklusionen peger mod en anden type strejke.
For så vidt som vi ikke lever i den industrielle kapitalisme, og skyldnerklassen netop ikke er sammenfaldende med arbejderklassen, giver det ikke mening at bruge strejken som våben. En stor del af skyldnerklassen er præcis karakteriseret ved ikke at have et arbejde, som de kan true med at nedlægge. Og en endnu større del risikerer blot, at en strejke er netop den undskyldning deres arbejdsgiver behøver for at flytte arbejdet til Kina.
Det er en lignende pointe David Graeber laver i bogen Debt, som jeg kort har omtalt. Pointen lyder som følgende: Det forhold at vi allesammen er mere eller mindre forgældede, giver kraft til et særligt våben: gældsforsømmelsen. Strejker mod gælden med andre ord, eller hvad vi med et kortere ord kunne kalde gældsstrejke.
Selvom det kan virke en smule fremmed, er det faktisk en strategi med mange år på bagen. David Graeber mener faktisk at konflikter omkring gæld er en af de hyppigste temaer for revolutionære situationer gennem tiderne.
Et af eksempler nærmest vores tid, og pÃ¥ stor skala, mÃ¥ være Italien i Ã¥rene omkring ’77. PÃ¥ alle mulige omrÃ¥der, fra bolig og offentlig transport til fødevarer og andre hverdagsudgifter, strejkede folk pÃ¥ gæld og afgifter. Slagordet var enkelt: “Vi betaler ikke! Vi betaler ikke!”. Strejkeformen kaldte de selvreduktion, pÃ¥ italiensk autoridizione. I visse tilfælde nægtede de helt at betale, i andre tilfælde besluttede de sig, gennem sÃ¥kaldte selvreduktionskomitéer, for en lavere pris. Det betød fx at trykke “nye billetter” for at rejse med togene.
Ole Bjerg igen:
Den globale finans- og bankelite kan mageligt tillade sig at overhøre alverdens protester, som udtrykkes vha. skilte, bannere, taler, blogs, sange, Facebook, Youtube-klip, tweets, osv. Men hvis betydelige dele af under- og middelklassen i USA, Europa og andre steder i verden omsider fik nok af at sidde og vente på, at de hver for sig gik fallit og i stedet bestemte sig for kollektivt at holde op med at betale af på deres gæld, ville det være svært for selv den mest kyniske hedgefund manager at ignorere.
Det er klart, at den her mÃ¥de at indramme gældsforsømmelse pÃ¥ – som en invitation til forhandling, som finanskapitalen ikke kan ignorere – gÃ¥r i samme fælde som arbejderbevægelsen historisk har haft tendens til med arbejdsnedlæggelser. Forhandlinger er i stor udstrækning den slags begivenheder der redder magten ved at give den en ny retfærdiggørelse: “De nye omstændigheder er et resultat af en demokratisk proces” osv. Og pludselig virker magten, omend lidt svækket, naturlig igen.
Ole Bjergs ærinde har i den forstand meget få ambitioner. Vi er på socialdemokratismens niveau, velfærdsstatens nvieau, men det er måske nødvendigt at begynde dér.
Hvis vi vil gøre os forhåbninger om undgå en total fuldendelse af finanskapitalens sidste fire årtiers togt og hostile takeover, hvor 147 transnationale koncerner nu sidder på 40% af klodens indtægter, så må vi hurtigst muligt finde måder at lade være med at betale vores regninger. Hvilket i sig selv vil give aneldning til en mængde andre former for modstand, for kreditorerne kommer ikke til at lade os slippe let med det.
Nogle retoriske greb kunne lyde: At viske tavlen blank, vende bankpakkerne på hovedet, eller mere katolsk, indføre jubelår. Bliver det år 2012?
2 kommentarer • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer