Arbetets tillväxt

För tiden översätter Copyriot texter av värdekritikern Robert Kurz: Bilsagans slut, Kapitalismen upprepar sig inte och Kapitalet och historien. Den senaste krönikan handlar om “värdetillväxtens inre gräns” och slutar med en fråga:

Tänk om inga nya möjligheter till reell värdetillväxt går att finna.

Det kan finnas grund att vara skeptisk här, men det är onekligen en intressant tanke. I så fall går det inte för någon liberal ekonom att bara invänta kapitalets “renande” kris, till en ny och arbetsintensiv produktionsordning etableras (för en sådan finns ingalunda i sikte). Scenariot är värd att spekulera vidare på. Men hur? Här bara ett par av de skeptiska kommentarer, som måste vara med i bagaget för att börja spekulera på en värdetillväxtens inre gräns.

Roland Paulsen tar ju den mer dystra positionen (inte något “renande”, inte heller någon inre gräns): kapitalet kan fortsätta växa genom “arbetets värde”, dvs. arbetets fortsatta expansion (skapa mer meningslösa job).

Att EU utnämnde 2011 till att vara “frivillighetens år” (European Year of Voluntary Activities Promoting Active Citizenship) kanske ger ett tecken på att det finns vissa som har bestämt sig för att fortsätta arbetets ordning även efter arbetets formella försvinnande.

Vänsterpartier i Danmark försöker etablera en “motdiskurs” vs. tillväxt-diskursen. Då pratar de om “demokratisk tillväxt”, vilket jag inte helt fattar vad det innebär, men jag är inte säker på att det är något bra. Faktisk kan det mycket väl bli just den sortens reform av kapitalet som det krävs för att hantera* denna kris.

Framtidens tillväxt kan mycket väl bli en tillväxt av “aktivt medborgarskap”, a.k.a. vänsterns gamla klyscha om “partipatory democracy”. Vi vet ju vad det skulle kunna vara: Fler föreningar (relationer baserat på kontrakt och stadgar; icke-gemenskaper), fler medborgarinitiativ (för att bevara “demokrati” och viktiga “funktioner i samhället”), mera frivilligt arbete (chefen behöver inte längre betala), ett par medborgargarder (städa lokalsamhället för brottslingar och annat smuts) och kanske även en medborgarlön (ordet säger allt: få lön för att vara en god medborgare). Ett enormt bureaukratisk väsen måste etableras för att kunna kontrollera en sådan mobilisering och det behöver inte vara centralt som under statssocialismen i Sovjet: så länge varje miljö, verksamhet eller autonoma samhälle är “självstyrande”. Så länge alla styr sig själva, behövs det ingen central aktör för att göra det

Utvecklingen kan summeras såhär: Ökad mobilisering går hand i hand med ökad övervakning. Inte bara för att ökad medborgarskap innebär ökad polisvaro (matematisk uttryckt i “cititzen = cop”), men också p.g.a. kybernetiska processer: ökad transparens, synlighet, digitalisering, formalisering (kontrakter osv). Vi kommer helt enkelt få bra hjälp av en svensk översättning av den kybernetiska hypotesen, om en sådan kommer.

* Rasmus, är det inte synd att översätta ‘bewältigt’ till ‘hantera’? Det skulle kunna vara ‘övervinna’ t.ex. (engelskan tog ungefär den också), även om jag inte vet om det helt är vad som behövs. Kanske sista mening inte går att rädda, för hur som hälst ska det som kommer hända vara på “civilisatorisk vis”. Åh helvete …

Mutationer mellem optøjer og marketing

Apropos uforløste ønsker om at smadre det hele.

Under optøjerne i London i august blev en butik ved navn JD Sports Fashion Rioters plyndret for varer til en værdi af £700,000. Alligevel blev denne nyhed budt velkommen af virksomhedens direktør. Lidt overraskende erklærede han, at det indikerede ‘en stærk efterspørgsel efter vores produkter’.[*]

Det er meget muligt at direktøren havde en skrue løs den dag. Men det er ikke umuligt at marketing i fremtiden vil beskæftige sig med at kode optøjer og plyndringer af butikker. Til deres fordel.

Historien er ikke langt fra hvad der faktisk skete efter gadefesten i Hyskenstræde. Orgiet af graffiti, knuste ruder og plyndrede varer fra butikker fik ikke bare en mediestorm i proportionerne af at “vi havde haft en familie i kælderen i 27 år, og de lige har fundet ud af, vi havde voldtaget dem og fået en masse børn med den”. Gadefesten var, i dagene og ugerne efter, ikke bare inkarnationen af Ondskab. For en af de vandaliserede møbelforretninger var det også en lejlighed for markedsføring.

Sådan så facaden ud på den møbelforretning, der i dagene efter fik god lejlighed til at snakke om deres butik og deres stole til 14.000 kr. som de solgte i butikken. Som en til festen selv efterfølgende sagde: “Før stod der en vase til 2.000 kr. derinde bag ruden, og lige bagefter så stod den herude på gaden”. Der var ingen ende på sympati for møbelforretningen. Man ventede, at den samvittighedsfulde del af venstrefløjen, der læser Politiken og til daglig bekymrer sig om de fattige lande, skulle mobilisere til en indsamling.

En af butikkens sofaer var blevet hevet ud på gaden og sprayet til. Dagen efter stod den der og en eller anden smart marketingfætter tænkte, at det nok lignede noget Kristian von Hornsleth kunne have lavet. Rygtet gik, og den skulle vist være god nok, at møbelforretningen med held fik solgt den sofa på auktion til en højere pris end den ellers havde kostet. Hærværket blev den “added value” som gjorde at den ubrugelige og dyre sofa kunne afsættes.

Paradoxet må hverken forstås som en paranoid afvisning af alle former for hærværk, i frygt for rekuperation, og heller ikke for at smadringen bare må blive endnu mere intensiv. Det er en situation, og fra den må man tænke-og-handle efterfølgende. Der er formodentlig ikke nogen grænser for hvad markedsføring kan rekuperere af intensiv modstand. Alt kan i princippet gøres til reklame og “added value”. Og det betyder netop at der ikke er nogen grund til at være paranoid: i stedet for at gå og være bange for at de vil forsøge på at vende enhver form for modstand på hovedet, så antag det fra starten. Men tænk så det ind, strategisk. Få deres tongue-in-cheek rekuperationer til at eksplodere i deres eget ansigt.

Og så skete det forventelige: Foran alle de store vigtige individer i samtiden, udråbte TIME “The Protester” som “Person of the Year”. Ikke protesterne, men individet der protesterer. Formodentlig forstår de ikke rigtigt hvad det er der sker omkring dem, derinde på TIME-kontoret, men det gør ikke deres manøvrer mindre skadelige. Ikke bare koder det voldsomme kampe som dem i de arabiske lande og i Grækenland, og nu senest den begyndende intensitet i USA, som “protester”. Vi er også nødt til at konkludere, at det var 2011. Nu er det slut. Næste år bliver det en bankmand eller programmør på forsiden af TIME igen.

For nylig opdagede en af os at Den kommende opstand bliver gjort til “kunstudstilling” i Dubai. Ja, Dubai. Sådan her beskriver kuratoren formålet:

Similar to the book, many of the works touch on aspects of the self, social relations, work, the economy, urbanity, the environment, and civilization, while searching for a social solution to the present. It is our duty as citizens, activists, mentors, monitors and advisors to raise a clamour to change the conditions. By being warned, the insurrection might be prevented. An uprising is one thing, a successful revolution is another. [mine kursiveringer]

For bare et par dage siden stod der faktisk “… can the insurrection be directed”, men altså ikke længere. Tilsyneladende har de ændret teksten, hvem ved hvorfor. Måske var det lige en tand for højt spil at dirigere opstanden. Det er svært at sige hvilken af formuleringerne der er værst, eller om de faktisk siger det samme, dvs. at dirigere en opstand er jo også at forhindre den. Men altså, kunstudstilling skal der blive. Og Banksy er med selvfølgelig. Pointen er, at der ikke er nogen grænser for hvilke politiske handlinger (hvilket også gælder bogens talehandlinger) der kan indfanges og bruges til varesamfundets fordel.

Og så kommer vi tilbage til hvor vi startede. I den første artikel, fandt jeg nemlig den omtalte jeans-reklame der måtte tages af sendefladen i England, fordi lige dér i august, mens optøjerne spredte sig i London, Manchester og Birmingham, kom den for tæt på virkeligheden. Klippet viser scener af unge der kysser hinanden til vanvid, solnedgange på stranden, skatere der løbende krydser en gade, to piger der uden tvivl er ved at “go crazy”, stræder fyldt med tåregas og robocop-pansere der står i formation foran en smuk ungdom klædt i skinny jeans. Mens en gammel mand messer Charles Bukowski-digtet The Laughing Heart:

“There’s light somewhere. It may not be much, but it beats the darkness”.

Og for at det ikke er løgn lavede CrimethInc, i sine mest individualistisk-hedonistiske dage, en plakat ud af digtet [pdf]. Men se nu reklamen.

http://youtu.be/KT16DcHcjRA

Uforløste ønsker om at smadre det hele

I en fantastisk samtale på The New Inquiry diskuteres det hvordan popmusikken længe har indvarslet og stadig indvarsler begivenheder som Occupy-protesterne og tween-optøjerne i London i august. (Læs artiklen!)

Det tekniske begreb for at popmusikken har indvarslet disse begivenheder er præfiguration (“pop music has prefigured the rise of Wall Street”). At præfiguere noget, betyder at på forhånd forestille sig det og gennem utallige insinuationer og hentydninger tilegne sig begivenheden, inden den sker.

Inden vi går videre med klip og kommentarer fra den her samtale kan, som soundtrack, mixet Occupy the Futurepast af commies anbefales. Det bygger på eksemplerne fra artiklen.

… there’s only one thing on my mind
who’s gonna run this town tonight.
—Rihanna

Udgangspunktet for samtalen er den kliche, som nu er gentaget i uendelighed, at bevægelserne “ikke stiller nogen politiske krav”, at de ingen officielle mål har, og heller intet program. Hvilket må være sandt. Og godt. Men bevægelserne har fælles affekter og deres forme har masser af indbyrdes resonanser. Pointen for samtalen er, at det netop er affekterne, dvs. de måder vi berøres og bevæges på, som popmusikken præfigurerer. Popmusikken indvarsler optøjer og opstand, men for at pakke dem ind inden.

In a society where resistance is co-opted before it even comes into existence, shouldn’t we be able to better understand the protests and their near future through the way capital has already prepackaged them? Our encounters with commercial cultural products have probably the highest concentration of capital that we ever experience. In a 30-second TV spot, we see what $100 million looks like. So when the spot speaks, it’s no surprise that it speaks as capital. It barely matters what the content is; the voice of capital can’t help but overpower it.

Et sådant kulturelt produkt, hvor koncentrationen af kapital er allerstørst, er fx traileren til filmen Horrible Bosses. Den handler om at slå arbejdspladsens ledelse ihjel.

Og nu hvor folk går på gaden og råber højt, besætter havne i Oakland og i almenhed ønsker at skaffe sig af med ledelsen, så undrer den selvsamme ledelse sig over hvorfor: “Hvad er det de vil!?”

In the haze of “What could the protesters possibly want?” I side with Doug Rushkoff calling foul on the whole ignorance pantomime. The same industry that made a movie literally about murdering management [jf. foroven] … they are shocked — shocked, I say! — when their target audience takes to the streets. Of course you know what we want, you’ve been selling it to us for years.

Men hvorfor laver Hollywood så overhovedet film om at slå sin chef ihjel? Og hvorfor laver toppen af poppen videoer om at fucke det hele op og sætte ild til gaderne? Det er en mærkelig verden hvor varesamfundet pakker sine produkter ind som riot porn, sælger jeans med nihilistiske slogans og sender historier om dødelige sammensværgelser mod ledelse som fredagshygge.

“Don’t you want to kill your boss? Instead, watch Jennifer Aniston die a gruesome death in Horrible Bosses!”

Men måske vidner de om at der faktisk er begær til alle disse ting, at vi faktisk ofte ønsker at smadre det hele, fucke det op og slå vores ledere ihjel. Og varesamfundet er desperat nødt til at komme det i forkøbet i forsøget på at neutralisere ønsket.

You could say they’re dancing around the issue. And yeah, a lot of those fragments happen to be nominally about dancing, but it’s pretty startling how much they sound like they’re singing about smashing shit up and taking over the streets, as joyfully as if it were a night at the clubs.

Sindssyge (“going insane”), vanvittighed (“… going crazy”) og almen ustyrlighed kommer også op en masse i popmusikken. Det burde ikke overraske os, givet det forhold vi har til lidelse, død og bedøvelse i dag.

Adults historically think kids are crazy, but ours were the first parents to administer psychoactive drugs to their children en masse. Half the teenagers in this country are officially “out of control” as far as the grownups in their lives are concerned, and the other half is buying their medication. We have come to see ourselves in the diagnoses, and since you can now label a virtual infant bipolar, kids born after 1985 have never understood themselves any other way. No wonder we don’t trust ourselves with mortgages, spouses, children, or state power: The crisis generation knows that it’s not stable. We’re “dynamite” “about to blow.”

Med andre ord: Vi er krisen.

Alt dette fordrer visse strategiske ændringer i måden vi kan underminere og vende varesamfundets popkultur mod sig selv. Det meste er der allerede, meget lidt er nødt til at blive opfundet fra ingenting. Det handler om at komme tæt på popkulturen og de gråzoner, hvor den befinder sig farligt tæt på det, der vil ødelægge varesamfundets grundlag selv.

… if this dialogue is for more than navel-gazing, then it has to be about exploding that potential now. Perhaps the thing we should remember about the London riots is that they forced Levi’s not to release a commercial it had ready that was basically riot porn. For a second, those two things were too close.

Det viser også, at varesamfundet, spektaklet og reklamerne ikke er almægtige. Præfigurationerne af optøjer og opstand kan vendes mod varerne selv. Det er et dynamisk forhold, hvor ingen af parterne helt har magten, og hvor det til hver en tid kan falde til flere sider.

If Hollywood could talk, it would probably admit that the box office on V for Vendetta wasn’t worth the hackers in Guy Fawkes masks.

Her er ikke bare en åbenlys, men også en strategisk reference til at hacke (dvs. gå ind i systemet, tilegne os dets midler og fucke det op), i stedet for at protestere (stille sig uden for systemet, for at ikke have noget med dets midler at gøre og føle sig indigneret). Hvad man end vil mene om alle de Guy Fawkes-masker, der før var forbeholdt Anonymous-nørder men lige nu spreder sig i Occupy, så er det et godt eksempel på at misbruge et brand, ved at på ironisk vis tage det på alvor: en ansigtsløs sammensværgelse mod stat og ledelse.

Det vender det hele på hovedet igen. Lige som at alle punkerne der maler anarkist-A’er på murene rundt omkring bør overveje, at også varerne gør det samme (fra Amager Centerets subliminale logo til shoot-em-up-spil). Hvordan stiller det punkerne og varesamfundet? Måske er det ikke længere muligt at være på den ene eller den anden side, det hele er blandet sammen og det er indenfor denne altid-ambivalente suppedas vi må tage parti.

Med andre ord, det handler mindre om at anstrenge sig for at presse en ny dagsorden ind i popkulturen, end at åbenbare og tage alle de uforløste begær der allerede findes der på alvor. Dagens lektie i anarki er at simpelthen tage Justin Bieber, Amager Centeret, Rihanna og alle de andre på ordet.

“Tonight we’re going hard
Just like the world is ours
We’re tearing it apart”

— Ke$ha, “We R Who We R”

(endnu en gang, læs hele artiklen, som denne blog blot bygger på)

Tak for i går!

Har lyst til at sende et shout-out til alle der var der til bogreceptionen i går, og gjorde aftenen til hvad den var. Det var så dejligt at være del af! Det er svært at tænke sig en bedre måde den bog kunne komme til verden på.

Her er hvad indspilningsrummet frembragte i visuel form: monster-eksemplaret, der blev mere og mere orange som aftenen skred frem.

Kommer til at tænke på noget, som vi var nogen der talte om i løbet af aftenen… Apropos den fælles indspilningen af bogen (som i sin natur er en kopiering af bogen, eller “piratkopiering”, som nogen kalder det), skal det blive interessant at se om der vil fremkomme andre kopieringer af bogen den kommende tid. Hvordan vil de blive til? Formodentlig er bogen allerede i gang med at blive kopieret på en mangfoldighed af måder – i så fald må man meget gerne cirkulere det herhen af!

Bogen udgives som sagt med opfordring til at blive kopieret. Hvilket altså ikke bare indebærer såkaldte “tro kopier” (de findes ikke rigtigt; kopiering indebærer altid forvandling, omend bare ved at flytte noget over i et nyt medium, fx: fra tryksværte på papir, overstreget af tusch, fanget af kameraets objektiv, overført til computerens harddisk som jpg-fil, sendt til webhotellets servere, ind i din browser som skærmbillede, midlertidigt downloadet til din computers RAM, og kopieret til din korttidshukommelse osv osv).

Der kan tænkes et utal af kopieringen af den bog. En mulighed: at scanne sin bog, inkl. alle overstregninger og noter i marginen.

En bog forbliver aldrig den samme efter læsning, hvis ikke bare at æselører og markeringer tegner et form for mønster, der kunne udgøre en kommentar. Den måde bogen berører mig må også virke tilbage til bogen, eller ud af bogen, så også dén affekteres (at brænde bøger er i øvrigt også at blive berørt af dem). Kunne man tænke det at kopiere en bog på som en måde at undgå at med det samme (og en smule uberørt) begynde at “diskutere” den, men kopiere bogen på en sådan måde at den stadig bliver sat i spil, og stadig sætter den måde den berører mig i spil? At kopiere, for at undgå at diskutere, er på ingen måde at undgå konflikt. De bedste kopier (inkl. af denne bog) skaber og udfolder konflikter. Det kunne være et remix af teksten, men også af omslaget og bogens form som bog i øvrigt.

Næsten alle eksemplarer vi havde med røg den aften og det er ikke helt sikkert om den findes andre steder i København endnu. Men vist nok snart findes den i Istedgades boghandel, Møllegades boghandel og forskellige distroer rundt omkring (folk der har med bøger at gøre må få bestilt nogen eksemplarer i en fluks – der er ingen grund til at en begivenhed som julen ikke bliver vendt på hovedet for og i stedet bliver brugt til at bygge en sammensværgelse mod varesamfundet). Man kan også bestille den på forlaget hjemmeside, til pristrappen (1 stk = 60 kr. — 3 stk for 2 – 5 stk for 3 – 10 stk for 5). Det fungerer vist sådan at man bare skriver til deres mail: afterhand [snabela] gmail [dot] com

En invitation

Kære venner af denne blog,

Håber I vil blive venner af den her bog, og blive det til denne komsammen hér.

P.S. Det bliver holdt i et stort hjem som et slags semi-offentligt arrangement. Det kommer ikke til at stå i nogen kalendersteder (og invitationen foroven er endnu uforståelig for google), så I skal være meget velkomne at være med til at sprede budskabet fra neden: på facebogen, emailen og munden til munden. Men allerbedst ville være, at tage en ven eller to med. (Man må selvfølgelig meget gerne komme alene). Og den her kollektive kopiering af bogen i lydform … det bliver virkelig optur at kunne høre bagefter. Som blev bogen oplæst af et mangestemmet monster.