Mutationer mellem optøjer og marketing

20.12.2011 • effervescens, kopiering, mig'et • Print • 4 kommentarer

Apropos uforløste ønsker om at smadre det hele.

Under optøjerne i London i august blev en butik ved navn JD Sports Fashion Rioters plyndret for varer til en værdi af £700,000. Alligevel blev denne nyhed budt velkommen af virksomhedens direktør. Lidt overraskende erklærede han, at det indikerede ‘en stærk efterspørgsel efter vores produkter’.[*]

Det er meget muligt at direktøren havde en skrue løs den dag. Men det er ikke umuligt at marketing i fremtiden vil beskæftige sig med at kode optøjer og plyndringer af butikker. Til deres fordel.

Historien er ikke langt fra hvad der faktisk skete efter gadefesten i Hyskenstræde. Orgiet af graffiti, knuste ruder og plyndrede varer fra butikker fik ikke bare en mediestorm i proportionerne af at “vi havde haft en familie i kælderen i 27 år, og de lige har fundet ud af, vi havde voldtaget dem og fået en masse børn med den”. Gadefesten var, i dagene og ugerne efter, ikke bare inkarnationen af Ondskab. For en af de vandaliserede møbelforretninger var det også en lejlighed for markedsføring.

Sådan så facaden ud på den møbelforretning, der i dagene efter fik god lejlighed til at snakke om deres butik og deres stole til 14.000 kr. som de solgte i butikken. Som en til festen selv efterfølgende sagde: “Før stod der en vase til 2.000 kr. derinde bag ruden, og lige bagefter så stod den herude på gaden”. Der var ingen ende på sympati for møbelforretningen. Man ventede, at den samvittighedsfulde del af venstrefløjen, der læser Politiken og til daglig bekymrer sig om de fattige lande, skulle mobilisere til en indsamling.

En af butikkens sofaer var blevet hevet ud på gaden og sprayet til. Dagen efter stod den der og en eller anden smart marketingfætter tænkte, at det nok lignede noget Kristian von Hornsleth kunne have lavet. Rygtet gik, og den skulle vist være god nok, at møbelforretningen med held fik solgt den sofa på auktion til en højere pris end den ellers havde kostet. Hærværket blev den “added value” som gjorde at den ubrugelige og dyre sofa kunne afsættes.

Paradoxet må hverken forstås som en paranoid afvisning af alle former for hærværk, i frygt for rekuperation, og heller ikke for at smadringen bare må blive endnu mere intensiv. Det er en situation, og fra den må man tænke-og-handle efterfølgende. Der er formodentlig ikke nogen grænser for hvad markedsføring kan rekuperere af intensiv modstand. Alt kan i princippet gøres til reklame og “added value”. Og det betyder netop at der ikke er nogen grund til at være paranoid: i stedet for at gå og være bange for at de vil forsøge på at vende enhver form for modstand på hovedet, så antag det fra starten. Men tænk så det ind, strategisk. Få deres tongue-in-cheek rekuperationer til at eksplodere i deres eget ansigt.

Og så skete det forventelige: Foran alle de store vigtige individer i samtiden, udråbte TIME “The Protester” som “Person of the Year”. Ikke protesterne, men individet der protesterer. Formodentlig forstår de ikke rigtigt hvad det er der sker omkring dem, derinde på TIME-kontoret, men det gør ikke deres manøvrer mindre skadelige. Ikke bare koder det voldsomme kampe som dem i de arabiske lande og i Grækenland, og nu senest den begyndende intensitet i USA, som “protester”. Vi er også nødt til at konkludere, at det var 2011. Nu er det slut. Næste år bliver det en bankmand eller programmør på forsiden af TIME igen.

For nylig opdagede en af os at Den kommende opstand bliver gjort til “kunstudstilling” i Dubai. Ja, Dubai. Sådan her beskriver kuratoren formålet:

Similar to the book, many of the works touch on aspects of the self, social relations, work, the economy, urbanity, the environment, and civilization, while searching for a social solution to the present. It is our duty as citizens, activists, mentors, monitors and advisors to raise a clamour to change the conditions. By being warned, the insurrection might be prevented. An uprising is one thing, a successful revolution is another. [mine kursiveringer]

For bare et par dage siden stod der faktisk “… can the insurrection be directed”, men altså ikke længere. Tilsyneladende har de ændret teksten, hvem ved hvorfor. Måske var det lige en tand for højt spil at dirigere opstanden. Det er svært at sige hvilken af formuleringerne der er værst, eller om de faktisk siger det samme, dvs. at dirigere en opstand er jo også at forhindre den. Men altså, kunstudstilling skal der blive. Og Banksy er med selvfølgelig. Pointen er, at der ikke er nogen grænser for hvilke politiske handlinger (hvilket også gælder bogens talehandlinger) der kan indfanges og bruges til varesamfundets fordel.

Og så kommer vi tilbage til hvor vi startede. I den første artikel, fandt jeg nemlig den omtalte jeans-reklame der måtte tages af sendefladen i England, fordi lige dér i august, mens optøjerne spredte sig i London, Manchester og Birmingham, kom den for tæt på virkeligheden. Klippet viser scener af unge der kysser hinanden til vanvid, solnedgange på stranden, skatere der løbende krydser en gade, to piger der uden tvivl er ved at “go crazy”, stræder fyldt med tåregas og robocop-pansere der står i formation foran en smuk ungdom klædt i skinny jeans. Mens en gammel mand messer Charles Bukowski-digtet The Laughing Heart:

“There’s light somewhere. It may not be much, but it beats the darkness”.

Og for at det ikke er løgn lavede CrimethInc, i sine mest individualistisk-hedonistiske dage, en plakat ud af digtet [pdf]. Men se nu reklamen.

http://youtu.be/KT16DcHcjRA

Måske lignende:

• Tak for i går!
• Lidt kort om oversættelsen af ‘Den kommende opstand’
• Helbrede død med kommunisme
• Første cirkel: Jeg’et der overvåger selvet
• Det kommende oprør: Hypotesen om selvet

Apropos uforløste ønsker om at smadre det hele. Under optøjerne i London i august blev en butik ved navn JD Sports Fashion Rioters plyndret for varer til en værdi af £700,000. Alligevel blev denne nyhed budt velkommen af virksomhedens direktør. Lidt overraskende erklærede han, at det indikerede ‘en stærk efterspørgsel efter vores produkter’.[*] Det er meget muligt at direktøren havde en skrue løs den dag. Men det er ikke umuligt at marketing i fremtiden vil beskæftige sig med at kode optøjer og plyndringer af butikker. Til deres fordel. Historien er ikke langt fra hvad der faktisk skete efter gadefesten i Hyskenstræde. Orgiet af graffiti, knuste ruder og plyndrede varer fra butikker fik ikke bare en mediestorm i proportionerne af at "vi havde haft en familie i kælderen i 27 år, og de lige har fundet ud af, vi havde voldtaget dem og fået en masse børn med den". Gadefesten var, i dagene og ugerne efter, ikke bare inkarnationen af Ondskab. For en af de vandaliserede møbelforretninger var det også en lejlighed for markedsføring. Sådan så facaden ud på den møbelforretning, der i dagene efter fik god lejlighed til at snakke om deres butik og deres stole til 14.000 kr. som de solgte i butikken. Som en til festen selv efterfølgende sagde: "Før stod der en vase til 2.000 kr. derinde bag ruden, og lige bagefter så stod den herude på gaden". Der var ingen ende på sympati for møbelforretningen. Man ventede, at den samvittighedsfulde del af venstrefløjen, der læser Politiken og til daglig bekymrer sig om de fattige lande, skulle mobilisere til en indsamling. En af butikkens sofaer var blevet hevet ud på gaden og sprayet til. Dagen efter stod den der og en eller anden smart marketingfætter tænkte, at det nok lignede noget Kristian von Hornsleth kunne have lavet. Rygtet gik, og den skulle vist være god nok, at møbelforretningen med held fik solgt den sofa på auktion til en højere pris end den ellers havde kostet. Hærværket blev den "added value" som gjorde at den ubrugelige og dyre sofa kunne afsættes. Paradoxet må hverken forstås som en paranoid afvisning af alle former for hærværk, i frygt for rekuperation, og heller ikke for at smadringen bare må blive endnu mere intensiv. Det er en situation, og fra den må man tænke-og-handle efterfølgende. Der er formodentlig ikke nogen grænser for hvad markedsføring kan rekuperere af intensiv modstand. Alt kan i princippet gøres til reklame og "added value". Og det betyder netop at der ikke er nogen grund til at være paranoid: i stedet for at gå og være bange for at de vil forsøge på at vende enhver form for modstand på hovedet, så antag det fra starten. Men tænk så det ind, strategisk. Få deres tongue-in-cheek rekuperationer til at eksplodere i deres eget ansigt. Og så skete det forventelige: Foran alle de store vigtige individer i samtiden, udråbte TIME "The Protester" som "Person of the Year". Ikke protesterne, men individet der protesterer. Formodentlig forstår de ikke rigtigt hvad det er der sker omkring dem, derinde på TIME-kontoret, men det gør ikke deres manøvrer mindre skadelige. Ikke bare koder det voldsomme kampe som dem i de arabiske lande og i Grækenland, og nu senest den begyndende intensitet i USA, som "protester". Vi er også nødt til at konkludere, at det var 2011. Nu er det slut. Næste år bliver det en bankmand eller programmør på forsiden af TIME igen. For nylig opdagede en af os at Den kommende opstand bliver gjort til "kunstudstilling" i Dubai. Ja, Dubai. Sådan her beskriver kuratoren formålet: Similar to the book, many of the works touch on aspects of the self, social relations, work, the economy, urbanity, the environment, and civilization, while searching for a social solution to the present. It is our duty as citizens, activists, mentors, monitors and advisors to raise a clamour to change the conditions. By being warned, the insurrection might be prevented. An uprising is one thing, a successful revolution is another. [mine kursiveringer] For bare et par dage siden stod der faktisk "... can the insurrection be directed", men altså ikke længere. Tilsyneladende har de ændret teksten, hvem ved hvorfor. Måske var det lige en tand for højt spil at dirigere opstanden. Det er svært at sige hvilken af formuleringerne der er værst, eller om de faktisk siger det samme, dvs. at dirigere en opstand er jo også at forhindre den. Men altså, kunstudstilling skal der blive. Og Banksy er med selvfølgelig. Pointen er, at der ikke er nogen grænser for hvilke politiske handlinger (hvilket også gælder bogens talehandlinger) der kan indfanges og bruges til varesamfundets fordel. Og så kommer vi tilbage til hvor vi startede. I den første artikel, fandt jeg nemlig den omtalte jeans-reklame der måtte tages af sendefladen i England, fordi lige dér i august, mens optøjerne spredte sig i London, Manchester og Birmingham, kom den for tæt på virkeligheden. Klippet viser scener af unge der kysser hinanden til vanvid, solnedgange på stranden, skatere der løbende krydser en gade, to piger der uden tvivl er ved at "go crazy", stræder fyldt med tåregas og robocop-pansere der står i formation foran en smuk ungdom klædt i skinny jeans. Mens en gammel mand messer Charles Bukowski-digtet The Laughing Heart: "There's light somewhere. It may not be much, but it beats the darkness". Og for at det ikke er løgn lavede CrimethInc, i sine mest individualistisk-hedonistiske dage, en plakat ud af digtet [pdf]. Men se nu reklamen. http://youtu.be/KT16DcHcjRA