Tak for i går!

Har lyst til at sende et shout-out til alle der var der til bogreceptionen i går, og gjorde aftenen til hvad den var. Det var så dejligt at være del af! Det er svært at tænke sig en bedre måde den bog kunne komme til verden på.

Her er hvad indspilningsrummet frembragte i visuel form: monster-eksemplaret, der blev mere og mere orange som aftenen skred frem.

Kommer til at tænke på noget, som vi var nogen der talte om i løbet af aftenen… Apropos den fælles indspilningen af bogen (som i sin natur er en kopiering af bogen, eller “piratkopiering”, som nogen kalder det), skal det blive interessant at se om der vil fremkomme andre kopieringer af bogen den kommende tid. Hvordan vil de blive til? Formodentlig er bogen allerede i gang med at blive kopieret på en mangfoldighed af måder – i så fald må man meget gerne cirkulere det herhen af!

Bogen udgives som sagt med opfordring til at blive kopieret. Hvilket altså ikke bare indebærer såkaldte “tro kopier” (de findes ikke rigtigt; kopiering indebærer altid forvandling, omend bare ved at flytte noget over i et nyt medium, fx: fra tryksværte på papir, overstreget af tusch, fanget af kameraets objektiv, overført til computerens harddisk som jpg-fil, sendt til webhotellets servere, ind i din browser som skærmbillede, midlertidigt downloadet til din computers RAM, og kopieret til din korttidshukommelse osv osv).

Der kan tænkes et utal af kopieringen af den bog. En mulighed: at scanne sin bog, inkl. alle overstregninger og noter i marginen.

En bog forbliver aldrig den samme efter læsning, hvis ikke bare at æselører og markeringer tegner et form for mønster, der kunne udgøre en kommentar. Den måde bogen berører mig må også virke tilbage til bogen, eller ud af bogen, så også dén affekteres (at brænde bøger er i øvrigt også at blive berørt af dem). Kunne man tænke det at kopiere en bog på som en måde at undgå at med det samme (og en smule uberørt) begynde at “diskutere” den, men kopiere bogen på en sådan måde at den stadig bliver sat i spil, og stadig sætter den måde den berører mig i spil? At kopiere, for at undgå at diskutere, er på ingen måde at undgå konflikt. De bedste kopier (inkl. af denne bog) skaber og udfolder konflikter. Det kunne være et remix af teksten, men også af omslaget og bogens form som bog i øvrigt.

Næsten alle eksemplarer vi havde med røg den aften og det er ikke helt sikkert om den findes andre steder i København endnu. Men vist nok snart findes den i Istedgades boghandel, Møllegades boghandel og forskellige distroer rundt omkring (folk der har med bøger at gøre må få bestilt nogen eksemplarer i en fluks – der er ingen grund til at en begivenhed som julen ikke bliver vendt på hovedet for og i stedet bliver brugt til at bygge en sammensværgelse mod varesamfundet). Man kan også bestille den på forlaget hjemmeside, til pristrappen (1 stk = 60 kr. — 3 stk for 2 – 5 stk for 3 – 10 stk for 5). Det fungerer vist sådan at man bare skriver til deres mail: afterhand [snabela] gmail [dot] com

One Reply to “Tak for i går!”

Comments are closed.