Arkiv for January 2012
Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod
Klumme i Information i dag.
Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.
Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.
Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmÃ¥l. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var mÃ¥ske for langt eller ogsÃ¥ for mærkeligt for redaktøren. ForhÃ¥bentlig forstyrrer erstatningsspørgsmÃ¥let ikke for meget.
Læs klummen her.
4 kommentarer • Dele: 
• Donation
Adblock AFK
Metropolen er en strøm der gerne vil trække alting med sig i sin fortvivlede mobilitet, der gerne vil mobilisere hver og en af os. Hvor informationer overfalder os som fjendtlige tropper … (Den usynlige komité)
I kender sikkert Adblock, den Firefox-plugin der fjerner reklamer på internettet. (Hvis I ikke gør, så hermed anbefalet: det er en helt essentiel ting for at luge ud i den mentale økologi).
I bus og tog sidder vi lidt i samme situation: fra alle sider ønsker virksomheder og myndigheder at meddele os ting, lokke med underspillet eller endda spille på en anti-kommerciel æstetik, som virker netop pga. en udbredt lede mod reklamer. Uanset hvor meget du beder om at blive fri: reklamerne forstår ikke et nej. Vigtigst af alt: der findes ikke nogen plugin (som på internet) eller fjernkontrol (som ved TV eller radio), så man kan slukke for det. Kigge væk? Det går ikke. Og slet ikke med indførelsen af lydreklamer.
Venner af reklamerne vil måske sige, at de finansierer store dele af de goder som vi gør brug af, fx den kollektive trafik, hvor folk udsættes for flest mængde reklamer. Problemet med dette argument er, at det simpelthen ikke passer. I Stockholm finansierer reklamerne 1,7% af omkostningerne for den offentlige trafik. Lignende proportioner vil sikkert kunne findes i Danmark. Spørgsmålet, for politikerne, er om det er det værd. Vi vil skulle betale en vældigt lav pris for at afskaffe dem gennem skattefinansiering, men i stedet betaler vi en høj pris for at beholde dem.
Under alle omstændigheder, hvor kommer pengene ellers fra, hvis ikke fra virksomhedernes kunder? Hver gang vi køber hvilken som helst vare fra en virksomhed, der også budgetterer med reklamekampagner, betaler vi den ekstra pris for at senere blive spammet i bussen og toget. Vi betaler for vores egen mentale uhygiejne.
Der er brug for flere midler, som kunne kaldes Adblock AFK (internetsprog for ‘Away From Keyboard’). OgsÃ¥ taktikker der ikke kræver boltsaks og værktøj, menneskelige taktikker, taktikker der skaber en almen fjendtlig indstilling overfor de fjendtlige informationstropper.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Controversial things, or the dual sense of ‘saklighet’
A quick comment on the translation of the term ‘nysaklig’ into ‘new-thingly’ …
It seems to me that ‘thingly’ loses one aspect of the dual nature in ‘saklig’. A ‘sak’ can actually refer to two things: First, a thing or an object in the most concrete way; crystals, ants, computers, gay bath houses or supernovas; the second aspect of the word ‘sak’ is more relational and refers to an affair or a controversy, the fact that something matters and have become important or crucial in some sense to certain actors; a quarrel between friends, a scholarly disagreement or the scandals of classical politics. ‘Sak’ can even refer to a cause, as in fighting for a cause etc.
I’m not sure that Rasmus Fleischer intended this, but then again that’s not the point.
What I like about the second aspect, which seems to me to have been lost in the translation, is that it places relationality by way of controversy, confrontation and affairs at the center of how to study objects. This does not mean that objects are merely reduced to their relations, that relationality “undermines” the independent being of things, as Graham Harman likes to say it. Rather, it brings forth the idea that to know, study or encounter a thing (a parrot, boulder or para-military group) is always in some way dramatic, or at least political (in the cosmopolitical sense of Isabelle Stengers, whom I haven’t read, but at least in the way Latour has made sense of it [pdf]).
In danish, this aspect becomes even more clear, as the corresponding word ‘sag’ specifically is used to refer to law suits or other legal disputes between parties. Also, the news media are especially obsessed about ‘sager’, ie. affairs, that are scandalous or revealing.
Curiously, ‘saklig’ (or in danish, ‘saglig’) also refers to a manner of discussing focused on facts – for some people this even implies so called “neutrality”, but I guess that sense comes from the party of dusty scientism. In a broader sense ‘saklig’ refers to an attitude of being to-the-point. But most interestingly, ‘saklig’ is usually used synonymously with being objective, which should be understood very literally in the OOO-sense: oriented towards the objective, ie. the involved objects and what concerns them. Similarly, ‘saklig’ is also usually used synonymously with the expression ‘matter-of-fact’ (which is similar with to-the-point, but at least makes a for me still unclear reference to Latour in the article ‘Why has critique run out of steam? From matter-of-fact to matter-of-concern’)
This should be enough to give an idea of some of the richness that the term ‘saklig’ could reveal. To sum up the dual sense of the term that I have outlined above: ‘saklig’ implies both an object-orientation, but also an orientation towards confrontation, dispute and drama. If anyone was ever uncertain of the political implications of OOO and might have thought that it implied static or reactionary conservatism, where the subterranean qualities of object are always preserved and all the shallow entanglements and collisions between them are merely fleeting changes in a hard-as-diamond state-of-things, then the scandinavian expression might evoke a quite different idea of the object-orientation, of sakligheten.
To make a closing association (and I’m aware that this post has been almost entirely associating), we might consult Karen Barad and her agential realism in Meeting the Universe Halfway. Barad is certainly a philosopher of the speculative sort – in one occurence calling for a “weird materialism” – by audaciously launching her grand metaphysics by merging the micro-physics of Michel Foucault with the quantum physics of Niels Bohr. There are important differences between her and OOO though, and I feel that the concepts of apparatus, entanglements, intra-action and especially the Bohrian term phenomena bring up crucial problems (Instead of objects, at least in the non-entangled sense, Barad argues that ‘phenomena’ should be the real objective referents; a term that could also fruitfully be named situation). Nonetheless – or maybe exactly for that reason – Barad can help us grasp the dual sense of ‘saklighet’ in her discussion of “onto-epistemology”. The argument is fairly simple, because of an elegant wordplay, that she borrows from Judith Butler. Barad’s metaphysics can be summed up in a sentence: the universe comes to matter. Every thing comes to matter in two ways: comes to matter as in materialize; comes to matter as in having meaning, or making sense. It is in this way that epistemology always has ontological consequences (and vice versa). Every process of mattering (e.g. an experiment on the behavior of light) involves what Barad calls an ‘agential cut’ in the object (e.g. light), that makes certain aspects of the object come to matter (e.g. its particle-quality) and certain others not come to matter (e.g. its wave-quality). Agential cuts make certain things appear and other certain things disappear. It’s in this way that the ontoepistemological process in a profound way always implies ethics: in an almost literal sense to ‘take sides’ when making agential cuts, in a particular controversy between objects (where the ethical actor in question naturally becomes one of these objects).
3 kommentarer • Dele: • Donation
Overvågningssystem der tagger
Næste fase er at introducere dette system, på samme måde som man introducerer al anden overvågning for tiden, som en service:
—Glemt hvor du var i går? Bare rolig, vi gemmer al din færden. Lige til at gemme i din online profil. Så kan du – og dine venner – til enhver tid se, hvor du har været. Du bliver fri fra at huske!
—Urolig over hvor din partner befinder sig? Bare rolig, vi gemmer al hendes færden. Lige til at checke, mens du er på farten eller til et møde. Du bliver fri fra at bekymre dig!
—Tag ‘n’ track. Smart, simpelt og sikkert.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Rhizomskema
Til andre derude der måske bakser med D&Gs Tusind Plateauer: Lidt forskelle mellem at slå rødder, forgrene sig og bygge rhizomer. (Fundet hos og fordansket fra AWC, der for tiden er denne blogs hovedpusher af politisk metafysik).
Download → rhizomskema (.odt)
HÃ¥ndgengivet
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Mystisk kopimi
Kopimi (fra “copy me”, kopiér mig). PÃ¥ den ene side et imperativ, hvis oprindelse stammer fra dansende børns rÃ¥b. PÃ¥ den anden side betegnelsen for en livsform, animeret af lysten til at kopiere og blive kopieret. [fremtidsencyklopædisk definition]
Ud af livsformen kopimi kommer altså religionen kopimisme.
Det er en gammel livsform, men det er forholdsvist nyt at den anerkendes som religion. Det virker derfor vigtigt at pointere visse forskelle indenfor denne trosretning. I Kopimistsamfundets trosbekendelse stÃ¥r “informationer” (en ting) som det helligste. Men de er ikke bare hellige og gøres til objekter for tilbedelse, ifølge Kopimistsamfundet har informationer ogsÃ¥ hvad de kalder en “værdi i sig selv”:
Information har en værdi, både i sig selv og i sit indhold, og denne værdi øges gennem kopiering. Dermed er kopiering centralt for alt i samfundet.
Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en kopimisme, der holder af begrebet “værdi”. Men der findes en trosretning indenfor kopimismen, der ikke bare afviger fra denne position, men decideret afskyr nÃ¥r ting har “værdi”. Værdi er selve indbegrebet af universel ækvivalens og derfor et angreb pÃ¥ alle verdeners særlighed. Hvis den statsligt anerkendte udgave af kopimisme tilbeder “værdien af informationer”, dyrker tilhængere af værdikritiske retninger derfor ofte kopieringskraften selv.
Jeg vil nu fortælle om en af disse religiøse fællesskaber, kaldet mystisk kopimi, og ved samme lejlighed udlægge nogle få af dens teologiske elementer.
For at starte med det grundlæggende: tilhængere af mystisk kopimi dyrker kopiering. De er kopieringsfundamentalister. De tilbeder frem for alt kopiering i sig selv, den livskraft der allerede skaber, frembringer og forandrer vores fælles kultur.
Kopieringsmystikere vægter ikke kopieringen for dens evne til at opfange og akkumulere værdier, denne universelle ækvivalens der gør alt sammenligneligt. Som sagt, tilhængere af mystisk kopimi afskyr alle forestillinger om tings “værdi”. Faktisk bygger de sine religiøse fællesskaber pÃ¥ ritualer, hvor der ofte forekommer enorm “spild” af værdi – hvilket de bl.a. henter inspiration til hos Den Alspildende Bataille. I stedet for at gøre kopieringens grundlag autistisk gennem forestillingen om værdi, vægtes kopieringens tilbøjelighed til at mangfoldiggøre verdener, der alle er særegne.
Disse ritualer – hvor værdi spildes og verdener mangfoldiggøres – tager ofte form af fx musik, energiudladninger, dans, samtale, festmÃ¥ltider og anden madspild, ofringer, betingelsesløs (mao. “værdiløs”) kærlighed, sang, vandalisme, kunst, helbredelse, eventyr, erotik, sabotage.
Mystisk kopimi har sit teologiske grundlag i kopimismens apokryfe skrifter hos Piratbyrån og til dels de senere smittontologikere.
Det mystiske element er, pÃ¥ den ene side, at alt bestÃ¥r af kopier (“I begyndelsen var kopien”, lyder det hos mystiske kopieringsfundamentalister). Dette guddommelige princip kan formuleres filosofisk i termer af at kopiering er en ontologisk kraft.
På den anden side er det ikke helt klart hvad kopiering overhovedet er og kan indebære. Dette er derfor objekt for utallige teologiske og spekulative undersøgelser. Er det fx sådan at selv monotone gentagelser af det samme altid indeholder noget nyt? Er kopiering altid godt? (kopimis omvendte teodicé) Hvis alt er kopierer, hvordan opnår verden så konsistens og kontinuitet?
Med spørgsmÃ¥l som disse, og stadig kun svar formuleret i obskur terminologi, forsøger tilhængere af mystisk kopimi at ændre radikalt pÃ¥ sin opfattelse af kopiering (verden). Men mystisk kopimi vægter ikke bare at modulere kopieringen selv. For de missionske dele af koperingsmystikerne handler det først og fremmest om at multiplicere kopimi som etisk disposition (udtrykket ‘kopimi’ henviser ikke bare til de objekter vi ønsker andre at kopiere, men ogsÃ¥ til imperativet selv: ‘kopiér dette forholdningssæt!’)
14 kommentarer • Dele: • Donation
Kopieringsreligion anerkendt af den svenske stat
Det Missionerende Kopimistsamfund (engelsk: Missionary Church of Kopimism) bliver, efter at have prøvet i over et år, nu anerkendt som en religion af den svenske stat.
Det betyder at Sverige er det første land i verden, der anerkender kopiering som en religion. Isak Gerson, der er præst i kirken, udtaler i en pressemeddelelse:
“Det er et stort fremskridt for kopimismen at vores tro er blevet anerkendt af den svenske stat. ForhÃ¥bentlig indebærer det at vi nu endelig kan begynde at udøve vores tro uden trusler om repressalier”
Kopimistsamfundet er et religiøst trossamfund og blev dannet i Sverige år 2010. De havde rødder i de tidlige filosofiske skrifter fra Piratbyrån og deres åbenbaringer af den guddomelige kopieringskraft kaldet kopimi. Kopimistsamfundet ønskede at formalisere det diffuse fællesskab, der havde samlet sig omkring kopimi, og i særlig intens form i de så kaldte fildelingsnetværk, der i dag er vel udspredt i samfundet. Under det seneste år har trossamfundet gået fra 1.000 til 3.000 formelle medlemmer. Fælles for alle deres medlemmer er, at kopiering er et sakramente. CTRL + C og CTRL + V er deres hellige formel. Isak Gerson forklarer:
“Det kopimistiske fællesskab kræver intet medlemskap. Det er tilstrækkeligt at man føler et kald til at tilbede det helligste af alt: kopiering. Til dette formÃ¥l gives regelmæssigt gudstjenester indenfor trossamfundets rammer, hvor de troende deler sager med hinanden og endda forædler dem.”
Det er vigtigt at pointere, at der, ligesom i andre religiøse trossamfund, eksisterer flere slags kirker i Kopimistsamfundet. Denne blog udgør selv en del af indre mission i en af disse frikirker, nærmere bestemt den mystiske, også kaldet vitalistiske, trosretning indenfor kopimi. Mere om det i næste indlæg.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Grundkommunisme
Har brugt dagen på en grov oversættelse af otte sider fra David Graebers tidligere omtalte bog Debt. Det er afsnittet der handler om kommunisme (s. 94-102).
Den grove oversættelse findes på en etherpad. Læs med og deltag gerne, alskens bidrag er velkomne. Hvis den bliver ordentligt redigeret kan den måske genoplive fordanskningsmaskinen?
Her er nogle udpluk.
Jeg vil definere kommunisme som enhver relation mellem mennesker der virker efter princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov”.
Jeg indrømmer at sprogbrugen er en smule provokerende her. “Kommunisme” er et ord der kan vække stærke følelsesmæssige reaktioner – hovedsageligt fordi vi er plejer at forbinde det til “kommunistiske” regimer. Det er ironisk, eftersom de Kommunistiske Partier der regerede over Sovjetunionen og dens satelitter, og som stadig regerer over Kina og Cuba, aldrig beskrev deres egne systemer som “kommunistiske”. De beskrev dem som “socialistiske”. “Kommunisme” var altid et fjernt, noget uklart utopisk ideal, som regel ledsaget af statens visnen væk – hvilket skulle opnÃ¥s engang i en fjern fremtid.
Vores tanker om kommunisme har været domineret af en myte. Engang for længe siden, ejede menneskene alle ting i fællesskab – i Paradisets have, under Saturns Gyldne Tidsalder, i stenaldertidens jæger-samler-flokke. Derefter kom EfterÃ¥ret, hvorpÃ¥ vi som resultat nu er forbandede af magtdelinger og privat ejendom. Drømmer var, at en dag, med teknologiske fremskridt og generel velstand, med social revolution eller Partiets vejledning, ville vi endelig være i en position til at vende tilbage, til at genindføre fælles ejendomsret og fælles styring af de kollektive rescourcer. Gennem de sidste to Ã¥rhundreder har Kommunister og anti-Kommunister skændtes over hvor sandsynligt dette billede var og hvorvidt det ville være en velsignelse eller et mareridt. Men de var allesammen enige om den grundlæggende ramme; “primitiv kommunisme” eksisterede virkelig i en fjern fortid, og en eller anden dag vil den mÃ¥ske vende tilbage.
Paragraffen foroven har meget at gøre med tidslighed. Graeber beskriver altsÃ¥ “primitiv kommunisme”, eller “mytisk kommunisme” som det ogsÃ¥ hedder, som en slags forestillet fortidig tilstand af kommunistisme. Senere omtaler han ogsÃ¥ en tilsvarende “episk kommunisme”, dvs. en slags forestillet fremtidig tilstand af kommunisme (efter Revolutionen, efter Ã¥revis af proletariatets diktatur osv. – den dag som aldrig kommer). Til dette mÃ¥ lægges en kommunisme der udbredes og fordybes i nuet, dvs. kommunisering.
Graeber er ogsÃ¥ ude efter noget lignende altid-allerede eksisterende kommunisme (“faktisk eksisterende kommunisme”, hvis det skal blive helt polemisk).
At starte, som jeg siger, fra princippet om at “yde efter evne, nyde efter behov” tillader os at se ud over spørgsmÃ¥let om individuel eller privat ejendomsret (der ofte ikke er meget mere end formel lovlighed alligevel) og til langt mere presserende og praktiske spørgsmÃ¥l om hvem der har adgang til hvilke slags ting og under hvilke betingelser. Hver gang det er det afgørende princip, selv hvis det bare er to personer der interagerer, kan vi sige at vi er nærværet af en slags kommunisme.
Næsten alle følger dette princip hvis de samarbejder om et eller andet fælles projekt. Hvis en der reparerer et brækket vandrør siger, “Stik mig skruenøglen”, vil hendes medarbejder almindeligvis ikke sige, “Og hvad fÃ¥r jeg for det?” – selv hvis de arbejder for Exxon-Mobil, Burger King eller Goldman Sachs. Det er i grunden simpel effektivitet (ironisk nok, i betragtning af den gængse opfattelse af at “kommunisme bare ikke virker”): hvis du virkelig ønsker at fÃ¥ noget gjort er den mest effektive fremgangsmÃ¥de selvfølgelig at fordele opgaver efter evne og give hinanden hvad end vi har brug for at gøre det.
Graeber taler om dette som “baseline communisme”, hvilket her oversættes som grundkommunisme. Det er det minimum af kommunisme der mÃ¥ findes i hvilken som helst sammenhæng, hvis mennesker ikke skal slÃ¥ hinanden ihjel (denne pointe fremgÃ¥r ogsÃ¥ af bogen). Det er ikke forkert at sige, at en af kapitalismens skandaler er, at ogsÃ¥ den er afhængig af et grundfjeld af kommunistiske relationer. Dagligdagen er fyldt med smÃ¥ kommunistiske gestusser, selv blandt fremmede: vise vej, dele en smøg, lÃ¥ne en mobil, lytte til en anden nÃ¥r hun taler osv.
Jeg vil kalde dette “grundkommunisme”: forstÃ¥elsen af at, med mindre mennesker betragter hinanden som fjender, hvis behovet anses stort nok, eller omkostningen anses være rimelig nok, vil princippet om “yde efter evne, nyde efter behov” forventes at gælde.
Det kunne alternativt være “basiskommunisme”, men det har for meget klang af basis/overbygning, basisgruppe osv. ‘Baseline’ henviser til et slags fundament, et grundlag: grundlagskommunisme evt. hvis det skal være helt stringent.
Det næste udpluk mÃ¥ fremhæves i særdeleshed pga. vendingen “sansernes kommunisme”. Der er meget at tænke videre pÃ¥ her.
Det hjælper også at fremhæve at det at dele ikke bare handler om moral, men også om nydelse. Ensom nydelse vil altid findes, men for de fleste mennesker består de mest nydelsesfulde aktiviteter næsten altid i at dele noget: musik, mad, spiritus, stoffer, sladder, drama, senge. Der findes en vis sansernes kommunisme som roden til de fleste af de ting vi anser for sjove.
Den sikreste måde at vide at man er i nærværet af kommunistiske relationer er at, ikke bare holdes der ikke regnskab, men det ville anses uforskammet eller simpelthen bizart at overhovedet overveje at gøre det.
Endnu en pointe, der fremgår af afsnittet. Hvis mennesker ikke delte med hinanden, uden at holde regnskab, ville vi ikke bare dø af følelsesmæssig forarmelse, men bogstaveligt talt intet have med hinanden at gøre. De eneste relationer der er fuldkomment blottede for kommunisme er relationer mellem fjender, relationer hvor parterne omgås med fare for at slå hinanden ihjel.
Grundkommunisme, altså. Det burde være tydeligt at vi har at gøre med et fundamentalt moralsk påbud, dvs. noget der forventes af hvem som helst i visse omstændigheder. Med mindre der er et komplet fravær af socialitet, gør princippet sig gældende når enten behovene (fx alvorlig fattigdom) eller evnerne (fx velstand der overgår fantasien) er tilstrækkeligt dramatiske.
(Det er i øvrigt ikke helt klart for mig hvordan kommunisme som etisk disposition adskiller sig fra dette, men det gør det givetvis. Formodentlig fordi etiske dispositioner udbredes og fordybes, modsat moral der fungerer gennem forventninger og idealer)
Vi slutter af med et tyrkisk folkesagn om den middelalderlige sufimystiker Nasreddin Hodja. Det illustrerer meget fint princippet foroven og de kompleksiteter som grundkommunisme introducerer i selve begrebet om udbud og efterspørgsel:
En dag da Nasruddin var overladt til at bestyre det lokale tehus kom kongen og nogle medlemmer af hans følge, der havde været på jagt i omegnen, forbi for at spise morgenmad.
“Har du vagtelæg?”, spurgte kongen.
“Jeg er sikker pÃ¥ at jeg kan finde nogle”, svarede Nasruddin.
Kongen bestilte en omelet med et dusin vagtelæg og Nasruddin skyndte sig ud for at lede efter dem. Efter kongen og hans følge havde spist, forlangte han hundrede stykker guld.
Kongen var forbløffet. “Er vagtelæg virkelig sÃ¥ sjældne heromkring?”
“Det er ikke sÃ¥ meget vagtelæg der er sjældne heromkring”, svarede Nasruddin. “Det er mest besøg fra konger.”
Som sagt, læs hele den grove oversættelse her og bidrag gerne med rettelser eller udvidelser.
1 kommentar • Dele: • Donation
Situationtologi
Noter om ontologi. Fragmenterne kommer fra en længere tekst under udarbejdelse, der bl.a. omhandler møder mellem fremmede, kommunisme som verbum, ‘grundkommunisme’ (Graeber) og venskab.
Det er velkendt at gaderne flyder med modstridende situationer: uhøfligheder, flirt, ligegyldighed. At blive objekt for en andens gestus – at blive anrÃ¥bt, kærtegnet eller ignoreret – konstituerer mig altid som noget særligt, noget andet end “mig selv”. Jeg bliver hele tiden til som disse andre ting gennem andres gestusser. De er apparater.
Et apparat i denne forstand kan ikke reduceres til maskiner. Et apparat kan tage mange former: partikler, svaner, overvågningskameraer, hipstere, døde rotter, transnationale motorvejsnet og parmiddage. Fælles for dem alle er, at de i deres møde med verden, får visse ting til at blive til og andre til ikke at blive til. De opstiller snit, gør noget muligt og andet umuligt. Hipsteren opsnuser en undergrundsbar, får den til at blive trendy og siden til at dø. Det giver baren berømmelse, men også kort levetid. Døde rotter kan på godt og ondt bremse en sådan udvikling. Parmiddage gør visse overfladiske samtaler mulige, mens stilhed virker umuligt. Overvågningskameraet er ligeglad med samtaler: det registrerer kun fysiologiske overflader, skaber på en og samme tid forestillet tryghed og diffus mistænksomhed. Jeg skal ikke gå ind i en diskussion for at afgrænse hvad der er og hvad der ikke er et apparat, men bare konstatere at subjektivitet kan spores til mange oprindelsessteder.
Når et apparat måler og mærker et objekt opstår et samlet fænomen: apparat-objektet, der får objektet til at blive til på en særlig måde. Karen Barad ville kalde denne totalitet for et fænomen, men jeg vil almengøre det begreb en smule ved at sige, at vi alle steder, til alle tidspunkter, befinder os i en situation. Det værende er situationen, og således ankommer vil til denne obskure neologisme: situationtologi (situation + ontologi). Subjektivitet virker i den udstrækning, at vi ikke bliver tilstede i situationen, at apparaterne bare fortsætter med at virke i baggrunden. Vi flyder med og gør, som man gør.
Metropolen er denne ophobning af apparater, der hele tiden fÃ¥r os til at blive til pÃ¥ bestemte mÃ¥der: de lange fortove uden anden plads til at gÃ¥, der fÃ¥r os til at fortsætte med at gÃ¥; overvÃ¥gningskameraerne i supermarkedet der fÃ¥r den sultne til at betale. Apparaterne er ikke utvetydigt bundne til bestemte subjektpositioner, det er mÃ¥der vi konstituerer hinanden pÃ¥, som kan gøre sig gældende i forskellige situationer. Det kræver ikke en politibetjent for at fÃ¥ mig til at føle mig kriminel, sÃ¥ længe der bliver rÃ¥bt “stop lige dér!” med en vis autoritet, volume og dialekt.
3 kommentarer • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer