Hold op med at kalde chikanerier for “trolling”

Apropos The Guardians analyse af 70 mio. kommentarer på deres site og kommentarsporene som platforme til nedgørelse og chikane af kvinder, farvede, queers, muslimer og jøder.

Zoe Quinn fortæller om det hun har lært om online chikane, forfølgelse og mishandling gennem sit arbejde med Crash Override.

Første pointe: Stop med at kalde dem der deltager i chikanen for trolde. Vi kan ikke se problemet for hvad det er, og endnu mindre organisere os for at bekæmpe det, hvis vi giver fænomenet et navn fra en mytologisk fantasy-verden.

Trolling er ikke et passende navn for chikane og mishandling.

Anden pointe: De fleste deltagere i online chikane har en mere eller mindre implicit konspirationsteori om at deres offer er stinkende rig. Så man forestiller sig at være en slags mini-batman. Langt de fleste i chikanehoben har et billede af sig selv som korsfarere på en retfærdighedens kampagne, ude på at slå den stygge drage. (Og dette til trods for at de hvide, mandlige chikanerier ofte omhandler så kaldte “Social Justice Warriors“). Hvis dem de bider i hælene er så enormt magtfulde og korrupte, kan de lettere og mere ubekymret nedgøre sine ofre, udstille deres liv og sende dem voldtægtstrusler.

Quinn anbefaler at skrotte den gamle strategi: “Don’t feed the trolls”.
Det understreges af en af de bedste måder at lukke ned for chikanerne. Quinn talte med +300 tidligere deltagere i online chikane og spurgte dem: “Hvad fik dig til at stoppe eller vokse fra det?” Det mest hyppige svar hun fik var at en de var tæt på, respekterede eller så op til sagde at det ikke var i orden. Dvs. at det sociale netværk, der tidligere fodrede og forstærkede de hysteriske kommentarer, ikke længere gav sin støtte.

Tredje pointe: For dem der deltager i chikanen handler det i sidste ende ikke om offeret. Som regel er offeret snarere at betragte som en slags teoretisk genstand, som en udfordring i et spil som det gælder at score point imod (husk: chikanemisbrugere er suckers for andres likes). En anden grund til at tidligere deltagere i online chikane holdt op var hvis de blev konfronteret bare med den mindste form for humanisering af deres offer. Quinn fortæller om den tid, hvor hun fik omkring flere opkald om dagen fra folk der forsøgte at chikanere hende. Men så begyndte hun at tage telefonen og en næsten identisk samtale fandt sted flere gange:
– Is this Zoe Quinn??
– Yeah … do you not know who you … are calling … ?
– Uhm… Do you know your number is all over the internet?
– Yeah, I’m aware …
– Oh … I’m sorry.

Folk der deltager i chikanerierne er ondskabsfulde, ikke ondsindede.

Fjerde pointe: Chikanehobene er organiserede. Dvs. de er at betragte som fællesskaber (frygtelige fællesskaber, der domineres af ængstelige værdier som social agtelse, hvem der får flest likes, hvem der er bedst til at dominere osv.). Det kan ske mange steder fra: facebook-grupper, reddit eller forums. Igen, det er ikke offeret det handler om, men så meget mere de frygtelige følelser deltagerne har om sig selv. Og som Quinn nævner: Intet snefnug føler sig selv ansvarlig for den lavine der braser ned over en anden.

Sidste pointe: Det er ikke anonymitet der er fjenden. For stigmatiserede personer, queer teenagers eller psykiatrisk diagnosticere personer er anonymitet snarere nøglen for et relativt tryggere sted at lufte sine tanker og få svar fra fæller. Omvendt: Quinns værste og mest stædige krænkere bruger deres lovlige, borgerlige navne og visse af dem ernærer sig ved deres navn. De får mikro-donationer, de bliver betalt pr. youtube-clicks og bygger deres brand på at chikanere kvinder.

“Hvis du ikke har noget at skjule, hvorfor så skrive anonymt?” er et tåbeligt og ignorant bidrag til diskussionen om anonymitet.