Tage julemanden alvorligt

Teatergruppen Solvognens opførsel af Julemandshæren fra 1974 er stadig et benchmark for politiske aktioner, som det kan være værd at komme i hu i dag.

En af de ting der er værd at bemærke i dag er at fascisterne har en smule succes med en lignende form. Nationalt drejer det sig om PEGIDA, en ved første øjekast lidt mærkelig gruppe af forstyrrede, youtube-afhængige pensionister og muskuløse nynazister. I begyndelsen havde gruppen ambitioner om massemobilisering, med inspiration fra Dresden, der kunne samle op til 30.000 personer om at flage med den tyske fane. Det skete aldrig. Og efterhånden som danske PEGIDA mødte modstand opgav de håbet om at blive en massebevægelse og er nu mere blevet en form for aktionsgruppe. Det betyder dette: at hvis modstanden behandler PEGIDA som et forsøg på at skabe en “platform for rekruttering”, så misser man et aspekt af hvorfor de til dels lykkes med noget andet, hvad der i dag kunne kaldes perception management.

PEGIDAs anti-islamiske march gennem Nørrebro, i en tynd forklædning af at være et “juleoptog” med Jesus-skilte og småkager, lykkedes faktisk i det store og hele med at gentage den samme logik, som fik julemandshæren til at virke. På lignende måde har medlemmer af gruppen ved flere tilfælde forsøgt provokere konfrontationer ved Folkets Hus, i en tynd forklædning af at ville lave lidt borgerjournalistik (med kamera op i ansigtet på folk). Det er på ingen måde lige så effektivt, bl.a. fordi deres sørgelighed skinner for let igennem – de fleste kan se hvor frygteligt et fællesskab de udgør – men det er tydeligt at samme teaterlogik gør sig gældende.

Aktionsformen i Julemandshæren må ihukommes, genoplives og besjæles med vores egne værdier.

Det virkende princip her er kognitiv dissonans. Som speakeren siger: “Julemanden forsøger at være god, men bliver hele tiden slæbt væk af politiet.”

Det ubehag, der følger en frihedsberøvet julemand er ikke til at tage fejl af, til en sådan grad at børn skriger “Nej nej, det må han ikke!” (altså politibetjenten). Knebet er simpelt: påføre sig en autoritets dragt (julemanden) og så tage dens etiske fordringer alvorligt (generøsitet, gaver til alle osv). Selv uden humoren er aktionen ikke langt fra den teologiske sandhed om Sankt Nikolaus, der som bekendt også var helgen for tyvene og de falsk anklagede.

Det havde dramaturgen i klippet måske overset. På et tidspunkt siger hun noget, der – set med nutidens øjne – er så utidssvarende, at det må gengives i sin fulde længde her. Bare for at mindes os selv om, hvordan det var muligt at snakke i halvfemserne, efter historiens afslutning eller før den kom igen:

“Solvognen er født ud af 70’erne og den politiske tid, som en teatergruppe, der ville eh, der ville pege på vores og nedbryde vores borgerlige livsformer. Pege på den onde kapitalisme, der udbyttede arbejderen og øh … havde på den måde en … set med nutidens øjne, måske lidt naiv og romantisk dagsorden. [smiler overbærende]”

Samme logik som Julemandshæren i en anden form kunne være, at påføre sig regeringens dragt. En dragt kan også være en sproglig dragt: at fx give løfter om “gratis offentlig transport”, ville være at tale som en regering. Derefter tage autoriteten alvorligt (den tager ikke sig selv alvorligt: da venstrefløjsregeringen kom til magten i 2011 bl.a. på løftet om at sænke priserne på offentlig transport, gik der kun et par uger før de satte priserne op).

Der findes også materiale nok i populærkulturen, myterne, politikeres ‘kommunikationsudspil’ og ‘visioner’ til andre lignende skuespil. Det ville handle om bare at tage løfterne alvorligt i den dominerende kultur. Hvis fx ikke politikerne selv gør noget ved deres løfter – eller i lidt mindre eufemistiske termer, hvis de lyver – så sørg for at deres løfter bliver overholdt.  Bliv ‘den udøvende magt’. Insistér på at valgflæsk ikke eksisterer: “En aftale er en aftale”.

Logikken er ikke  så langt fra den måde uforløste ønsker i popmusik om at smadre det hele, “tear shit up” og “go hard”, nogle gange faktisk ender i at tingene bliver tearet up i optøjer (fashionista-optøjerne i London 2011 er et eksempel her).

For at skære logikken ud i pap: Julemandshæren er officielt optaget i Kulturministeriets Kulturkanon. Det betyder at julemands-autoriteten er fordoblet af endnu en autoritet (statens kutlurelle smagsdommere). Hvilken bedre måde at tage den dominerende kultur alvorligt end at genopføre et af dens kanoniske værker? (I udlandet tror visse at det faktisk er en juletradition på staden hvert år at lave aktionen).

For mere om Julemandshæren se  dokumentaren “Dejlig er den himmel blå” fra 1975, tilgængelig på filmcentralen.