Terapi som politisk praksis: Læsenoter

Læsenoter til antologien Terapi som politisk praksis, udgivet på Hans Reitzels forlag i 1977. Teksterne er resultatet af et seminar organiseret af studerende i 1975/76, som ønskede flere politiske og kritiske perspektiver på psykologien.

Det er nok de færreste der vil finde de her optegnelser spændende, men som så meget andet her er det en flaskepost, der måske bliver samlet op af nogen.

Bogen består af fire dele: en længere indledning og så tre afsnit om konkrete politiske tilgange til terapi fra den tid (Radical Therapy fra USA, Gorizia fra Italien og Socialistische Patienten Kollektiv A.K.A. SPK fra Tyskland). Jeg læser kronologisk og noterer undervejs. Stilen bærer en smule præg af at forfatterne har akademisk savsmuld i munden: Det er tørt skrevet. Noterne består derfor af en del parafrasering af bogen, en del associationer, en del flugtlinjer ud af bogen, en del omskrevede citater, og en del idealiseringer og fantasier om hvad der ikke står, men kunne stå i bogen.

En handlingslammelse er udbredt blandt socialrådgivere, pædagoger, psykologer og læger, erklærer forfatterne i forordet. Handlingslammelsen har at gøre med et paradoksalt spørgsmål: Hvordan kan jeg handle psykoterapeutisk, også når jeg har erkendt, at “menneskelig lidelse i sidste instans er samfundsmæssig”?

Bogens udgangspunkt er den banale sandhed, at menneskelig lidelse ikke bare har sin oprindelse i individet. Ikke desto mindre er det en afgørende banalitet, fordi det betyder at lidelse har at gøre med menneskene vi omgiver os og konfronteres med i dagligdagen, nabolagene vi bor i, arbejdet vi er nødt til at udføre, bossen der skærer i lønnen, meningen der ikke findes dér, vores frygt for en fremtid der bliver mere af det samme lort og drømmene om at de små glimt af liv, der bryder trædemøllen kunne komme til at fylde livet. Det er blik man kan finde mange steder, uden at skulle lede særligt længe, men et blik der sjældent er tilstede i psykologien.

(En undtagelse er Kritisk psykologi, en tradition der primært er udviklet i Tyskland og Danmark og som nu lader til at holde sin sidste bastion på Institut for Psykologi på KU. Det er en skole med rødder i Marx, kritik af amerikansk eksperimentel psykologi og fokus på ‘daglig livsførelse’, men meget mere er jeg ikke bekendt med det, trods at jeg studerede på instituttet omkring fire år.)

I forordet sagde forfatterne, at en handlingslammelse var udbredt blandt omsorgsarbejderne. Det er forståeligt hvorfor psykologer lammes af førnævnte sandhed om lidelsens oprindelse, fordi psykoterapi jo ikke umiddelbart handler om at ændre samfundet, men ironisk nok handler om at ændre den person, der lider af det. Lammelsen kunne gøre mig tilbøjelig til at glemme erkendelsen, eller alternativt leve med erkendelsen som en ren intellektuel erkendelse, et ‘kritisk’ aber dabei, noget jeg kan ironisere over ved private sammenkomster. Andre vil vende lammelsen til et ‘samfundsmæssigt engagement’ og projicere den psykoterapeutiske lammelse over i en kompenserende aktivitet som fx en interesseorganisation for psykiske lidelser, skrive læsebreve eller blive rådgivere for politikere.

Men det “samfundsmæssige” findes også i terapien. Forordet tl Terapi som politisk praksis ender i en programmatisk tone:

“Politisk handling er også det, vi gør på det mellemmenneskelige niveau og i enkeltterapien af mennesker, i børneopdragelsen o.s.v. – i hele vores samliv med andre mennesker. Derfor skal vi også sætte ind på disse niveauer.”

Terapi som politisk praksis indebærer ikke bare at have sin “politiske bevidsthed” med sig ind i terapirummet, men at også sætte ind på de niveauer. Hvordan finde en “psykoterapeutisk” metode for at handle politisk, i lokale sammenhænge, på gaden, i grupper, i kollektiver og bevægelser?