Terapi som politisk praksis, del II: Tre behandlingsstrategier

I indledningen til Terapi som politisk praksis, beskriver Birgitte Diderichsen tre måder at forholde sig til samfundet i psykoterapien.

Den første er den bekræftende strategi, dvs. “bekræftende” af samfundet, som det består, ikke bekræftende af personen, der går i terapi. Formålet med terapien er, at personen skal tilpasses samfundet, som det er. Fx hvis et menneske bryder sammen pga. stress eller meningsløshed, handler det om at blive arbejdsdygtig igen: at håndtere sin stress og finde mening i sit arbejde eller skifte til et mere passende arbejde. I dag ville man sige, med en uskøn anglicisme, at den bekræftende strategi “reproducerer magtstrukturerne”.

Den anden strategi er den progressive strategi, som ikke tager samfundet, som det er, for giver. Den progressive ønsker “nytænkning” og “fremskridt”. Samfundet “kan godt blive bedre”, tænker den progressive. Men nytænkningen kan være lige så farlig, som den er opfindsom, fordi den fremmer (nye) tendenser, der let integreres med arbejdssamfundet, som således “indhenter” og “indfanger” det progressive.

Den sidste strategi kalder forfatterne for den overskridende. Her er det vanskeligt, med nutidens øjne, bare at fortsætte at referere videre. De sidste fyrre årtier, lad os bare sige siden 68 (som denne bog var et produkt af), har fetisheret overskridelsen, dyrket den som universalmiddel eller mål i sig selv. Overskridelsen er ikke mindst ‘indhentet og indfanget’ af arbejdssamfundet og gjort til varer fra edgy kunst-events til en havremælk, der ikke vil være som de andre: Rebel™

Sagt med bogens terminologi er det et godt eksempel på, at mange af overskridelserne faktisk var progressive derved at de let kunne integreres i varesamfundet igen.

Hvis vi skal holde fast i idéen om en egentlig og tilbundsgående overskridelse, der “bryder med det bestående” (for nu at bruge en af de fortærskede klichéer, som også står i bogen), så vil jeg vove at begrænse overskridelsen til én ting: arbejdet. Ikke fordi arbejdet (eller “arbejdssamfundet”) skal være erstatning for store afguder som kapitalisme, samfundet, civilisationen osv. men fordi netop psykiatri og psykoterapi har haft et helt særligt forhold til deres patienters arbejdsdygtighed. Psykologisk behandling har, gennem tiderne, i vid udstrækning handlet om at arbejde med patienterne, så de kunne arbejde med sig selv, så de kunne komme ud og arbejde igen.

At bryde med “arbejdsdygtig” som formål for psykoterapi kunne være et værdigt alternativ som den tredje strategi, som hverken er bekræftende af arbejdssamfundet eller dens opfindsomme, progressive og overskridende avant-garde.