Verdens ende, del 5: Tabet af et symbolsk efterliv

Sætningen ‘verden går under’ kan betyde flere ting alt afhængigt af hvilken slags verden, man tænker på. Her skal det handle om livs-formernes verden. Den slags verden af steder, sædvaner og sprog, som man tænker på, når man fx siger: ‘velkommen til min verden’.

‘Min verden’ kan gå under.

Der var engang hvor kulturens fortsættelse forekom at være den stabile grund, hvorpå jeg kunne efterlade mit aftryk også efter, at jeg selv ville dø. Det var den type symbolske efterliv, der gjorde det muligt at bære ens egen dødelighed. Vores børn ville kunne vokse op i en verden, der var formet efter vores drømme; asketræerne, højmosen og hjortevildtet ville stadig findes, og en ny kultur vil stå på vores skuldre.

Alle disse forsikringer virker ikke længere særligt betryggende. De fleste er efterhånden klar over, at selv de mest konservative klimaprognoser forudsiger radikale, økologiske forandringer i vores verden. Så meget desto mere, hvis man spoler hundrede år frem, dvs. den tid som mine børn eller børnebørn vil kunne komme til at leve i. Det giver selv mit symbolske efterliv, og den verden der ville kunne leve videre uden mig, en karakter af forgængelighed. Jeg kan simpelthen ikke regne med, at den stabile grund, hvorpå jeg kunne sætte mit præg, er til at regne med længere.

Hvad er det for en verden, der går under her? Ifølge Sherry Nicholson er ’verdens undergang’ i denne forstand lig med undermineringen af de domæner af tilværelsen, der kunne tilbyde os håbet om symbolsk efterliv.

‘Min verden’ går under, dvs. den mister noget af sit grundlag, og fremtiden peger mod en afgrund. Jeg bliver berøvet forsikringerne om mit symbolske efterliv og min egen dødelighed bliver igen ubærlig.

Så jeg har tendens til igen ikke at konfrontere den, dødeligheden, se bort fra den, glemme og distrahere mig selv. Når jeg ikke konfronterer dette faktum, at jeg skal dø, mister jeg kontakt med noget af det, der kunne gøre mig aller mest levende. Så jeg fortsætter i tilværelsen, som om jeg allerede er en smule død. Livet gråner, lidenskaben svinder …