Indlæg i kategorien affekt
Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod
Klumme i Information i dag.
Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.
Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.
Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.
Læs klummen her.
4 kommentarer • Dele: 
• Donation
Uforløste ønsker om at smadre det hele
I en fantastisk samtale på The New Inquiry diskuteres det hvordan popmusikken længe har indvarslet og stadig indvarsler begivenheder som Occupy-protesterne og tween-optøjerne i London i august. (Læs artiklen!)
Det tekniske begreb for at popmusikken har indvarslet disse begivenheder er præfiguration (“pop music has prefigured the rise of Wall Street”). At præfiguere noget, betyder at på forhånd forestille sig det og gennem utallige insinuationer og hentydninger tilegne sig begivenheden, inden den sker.
Inden vi går videre med klip og kommentarer fra den her samtale kan, som soundtrack, mixet Occupy the Futurepast af commies anbefales. Det bygger på eksemplerne fra artiklen.
… there’s only one thing on my mind
who’s gonna run this town tonight.
—Rihanna
Udgangspunktet for samtalen er den kliche, som nu er gentaget i uendelighed, at bevægelserne “ikke stiller nogen politiske krav”, at de ingen officielle mål har, og heller intet program. Hvilket må være sandt. Og godt. Men bevægelserne har fælles affekter og deres forme har masser af indbyrdes resonanser. Pointen for samtalen er, at det netop er affekterne, dvs. de måder vi berøres og bevæges på, som popmusikken præfigurerer. Popmusikken indvarsler optøjer og opstand, men for at pakke dem ind inden.
In a society where resistance is co-opted before it even comes into existence, shouldn’t we be able to better understand the protests and their near future through the way capital has already prepackaged them? Our encounters with commercial cultural products have probably the highest concentration of capital that we ever experience. In a 30-second TV spot, we see what $100 million looks like. So when the spot speaks, it’s no surprise that it speaks as capital. It barely matters what the content is; the voice of capital can’t help but overpower it.
Et sådant kulturelt produkt, hvor koncentrationen af kapital er allerstørst, er fx traileren til filmen Horrible Bosses. Den handler om at slå arbejdspladsens ledelse ihjel.
Og nu hvor folk går på gaden og råber højt, besætter havne i Oakland og i almenhed ønsker at skaffe sig af med ledelsen, så undrer den selvsamme ledelse sig over hvorfor: “Hvad er det de vil!?”
In the haze of “What could the protesters possibly want?” I side with Doug Rushkoff calling foul on the whole ignorance pantomime. The same industry that made a movie literally about murdering management [jf. foroven] … they are shocked — shocked, I say! — when their target audience takes to the streets. Of course you know what we want, you’ve been selling it to us for years.
Men hvorfor laver Hollywood så overhovedet film om at slå sin chef ihjel? Og hvorfor laver toppen af poppen videoer om at fucke det hele op og sætte ild til gaderne? Det er en mærkelig verden hvor varesamfundet pakker sine produkter ind som riot porn, sælger jeans med nihilistiske slogans og sender historier om dødelige sammensværgelser mod ledelse som fredagshygge.
“Don’t you want to kill your boss? Instead, watch Jennifer Aniston die a gruesome death in Horrible Bosses!”
Men måske vidner de om at der faktisk er begær til alle disse ting, at vi faktisk ofte ønsker at smadre det hele, fucke det op og slå vores ledere ihjel. Og varesamfundet er desperat nødt til at komme det i forkøbet i forsøget på at neutralisere ønsket.
You could say they’re dancing around the issue. And yeah, a lot of those fragments happen to be nominally about dancing, but it’s pretty startling how much they sound like they’re singing about smashing shit up and taking over the streets, as joyfully as if it were a night at the clubs.
Sindssyge (“going insane”), vanvittighed (“… going crazy”) og almen ustyrlighed kommer også op en masse i popmusikken. Det burde ikke overraske os, givet det forhold vi har til lidelse, død og bedøvelse i dag.
Adults historically think kids are crazy, but ours were the first parents to administer psychoactive drugs to their children en masse. Half the teenagers in this country are officially “out of control” as far as the grownups in their lives are concerned, and the other half is buying their medication. We have come to see ourselves in the diagnoses, and since you can now label a virtual infant bipolar, kids born after 1985 have never understood themselves any other way. No wonder we don’t trust ourselves with mortgages, spouses, children, or state power: The crisis generation knows that it’s not stable. We’re “dynamite” “about to blow.”
Med andre ord: Vi er krisen.
Alt dette fordrer visse strategiske ændringer i måden vi kan underminere og vende varesamfundets popkultur mod sig selv. Det meste er der allerede, meget lidt er nødt til at blive opfundet fra ingenting. Det handler om at komme tæt på popkulturen og de gråzoner, hvor den befinder sig farligt tæt på det, der vil ødelægge varesamfundets grundlag selv.
… if this dialogue is for more than navel-gazing, then it has to be about exploding that potential now. Perhaps the thing we should remember about the London riots is that they forced Levi’s not to release a commercial it had ready that was basically riot porn. For a second, those two things were too close.
Det viser også, at varesamfundet, spektaklet og reklamerne ikke er almægtige. Præfigurationerne af optøjer og opstand kan vendes mod varerne selv. Det er et dynamisk forhold, hvor ingen af parterne helt har magten, og hvor det til hver en tid kan falde til flere sider.
If Hollywood could talk, it would probably admit that the box office on V for Vendetta wasn’t worth the hackers in Guy Fawkes masks.
Her er ikke bare en åbenlys, men også en strategisk reference til at hacke (dvs. gå ind i systemet, tilegne os dets midler og fucke det op), i stedet for at protestere (stille sig uden for systemet, for at ikke have noget med dets midler at gøre og føle sig indigneret). Hvad man end vil mene om alle de Guy Fawkes-masker, der før var forbeholdt Anonymous-nørder men lige nu spreder sig i Occupy, så er det et godt eksempel på at misbruge et brand, ved at på ironisk vis tage det på alvor: en ansigtsløs sammensværgelse mod stat og ledelse.
Det vender det hele på hovedet igen. Lige som at alle punkerne der maler anarkist-A’er på murene rundt omkring bør overveje, at også varerne gør det samme (fra Amager Centerets subliminale logo til shoot-em-up-spil). Hvordan stiller det punkerne og varesamfundet? Måske er det ikke længere muligt at være på den ene eller den anden side, det hele er blandet sammen og det er indenfor denne altid-ambivalente suppedas vi må tage parti.
Med andre ord, det handler mindre om at anstrenge sig for at presse en ny dagsorden ind i popkulturen, end at åbenbare og tage alle de uforløste begær der allerede findes der på alvor. Dagens lektie i anarki er at simpelthen tage Justin Bieber, Amager Centeret, Rihanna og alle de andre på ordet.
“Tonight we’re going hard
Just like the world is ours
We’re tearing it apart”— Ke$ha, “We R Who We R”
(endnu en gang, læs hele artiklen, som denne blog blot bygger på)
5 kommentarer • Dele: • Donation
Helbrede død med kommunisme
Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)
Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.
Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.
(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).
Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.
Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.
Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.
Det er at dø en lille smule indeni.
Ja, dø:
80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])
Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.
Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.
Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.
Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.
Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.
Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.
78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.
Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.
Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.
Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.
6 kommentarer • Dele: • Donation
Indignation
Mycket prat om indignation dessa dagar. Stephane Hessel, medskrivare av FNs människorättigheter, ger ut en pamflett. Spanska protester går under namnet Los Indignados. Tidningen Brand har temanummer om de indignerade.
Vad är indignation? Fel fråga. Affekter ‘är’ ingenting, utan de gör någonting. Vad gör indignation?
Copyriot definierar indignationen:
Indignationen är till sitt väsen moralisk och självgod. Den utgår från ett bestämt begrepp om “anständighet” (dignity) och riktar ilskan mot dem som anses bryta mot anständighetens regler.
Indignation är alltså i familj med ilska, eftersom det har överskridandes av gränser som sin utgångspunkt. Men det finns skillnader mellan indignationen och ilskan. Jag skulle säga att indignation inte enbart riktar sig mot det som överskrider dennes gränser. Ilskans spektrum – från irritation, vrede och hat – riktar sig direkt mot ett objekt, som det begär att underminera och förstöra. Indignationen skiljer sig mot vreden genom att rikta sig indirekt, mot en mobilisering. Den riktar sig mot en annans mobilisering. Indignationen begär också att underminera det objekt som överskrider dess gränser, fast genom att åberopa “anständighet” och därigenom mobilisera “samhället”.
Problemet med indignation, och grunden till att denna affekt så ofta slutar i maktlöshet, är att “samhället” inte mobiliseras. Indignationens medel är just denna indirekta vägen. När den inte går, står indignationen ensam, inkapabel att känna ilska riktad direkt mot objektet.
Copyriot igen:
Indignationen är en affirmativ affekt. Den utgår från att vi kan veta hur en bättre värld skulle arrangeras.
Sagt annorlunda: indignation utgår från att det finns ett samhälle. Om någon skulle påpeka att “samhället” kanske inte finns längre, åtminstone som något sammanhängande nivå där det går att intervenera, skulle det indignerade tappa sin grund. Den indignerade känner bara sin ilska om den kanaliseras genom “samhället”.
En fråga måste ställas: vilken skillnad skulle det innebära om de indignerade (‘los indignados’) i stället kallade sig de ilskna (“les enrages“)?
Eftersom den indignerade bara känner ilska genom föreställningen om samhället, tar den indignerade också alla dess kategorier för givet: “ekonomin”, “kulturen”, “det sociala”, “arbete”, varan osv. Den indignerade blir oförmögen att rikta sin indignation mot alla dessa saker, eftersom själva indignationen förutsätter dem. Copyriot introducerar därför en motsättning till indignationen:
För att ifrågasätta arbetet och varuformen räcker det inte med indignation. Då krävs kritik.
Här menas en kritik som inte utgår från “anständighet” – dvs. som utgår från föreställningen om “samhället”, och dess kategorier. Kritik innebär att just ta isär allt detta.
Motställningen ‘indignation vs. kritik’ känns ändå också missförstådd. Det finns utan tvivel grund att kritisera indignationen. Men indignation uteslutar inte kritik, utan i vissa fall är det den drivande affekten bakom kritiken. På samma sätt måste även ‘den indignerade kritiken’ kritiseras.
Poängen kan tydliggöras genom ett exempel. Någon frågade om indignationen mer grundläggande är “en moral som helt och hållet hadde sin grund i känslorna”. Jag tror inte så. Vi hamnar lätt i föreställningar om ‘känsla vs. förnuft’ av just den anledning att kritik inte i sig själv är en affekt. (Det de på 1800-talet kallade ‘förnuft’ måste altid ha någon affekt med sig – att vara en kropp innebär att alltid på något sätt beröras. Även intellektuell distans är någon sorts komplex emotion, animerad av t.ex. rädsla för sårbarhet).
En vis typ av kritik alltid animeras av en vis typ av affekt. Därför måste det finnas ett antal olika genrer av kritik: från nihilistisk kritik över offrets kritik, från fascinationens kritik till hatets, vilket inte är det samma som indignationens, kritik etc. etc.
Med det här återupplivas en serie som länge har varit i viloläge här på commoniser kring affekternas politiska roll. Titlen var tidigare ‘Förberedelse till en affektbaserad politik‘ men för lätthetens skuld kommer serien bara att strålar genom många av de inlägg som taggas affekt. Ibland ska jag försöka koncentrera mig kring enskilda affekter. Denna gång alltså indignation.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Langt efter Utöya, del 3: Tilstedeværelse (hvordan’et)
Fortsætter mit forsøg på at gøre vold på stilheden. Har de seneste måneder været fyldt at dystre affekter, hæmning, vrede, nu og da raseri, sorg, og små øjeblikke af næsten komplet hengivelse, mildhed og kærlighed. Har snart famlet omkring andre så længe, at jeg ikke helt ved hvad der er grundlag for venskab og hvad der er grundlag for fjendskab. Får pludselig lyst til at finde et gemmested, folde min tilværelse og alle dens væsener ind som en puppe, og lade den vokse til sommerfugl eller natsværmer eller hvad det nu kunne blive. Men så kommer jeg i tanke om at tilværelsen ikke vokser på den måde. At det er gennem alle de her ambivalenser, som skillelinjer bliver tydelige, ikke ved at besværge dem væk (hvor ubehagelige og frustrerende de end må være).
Det her er en slags ansamling af noter for at bekræfte den proces. Optegnelser, der er ligeså famlende som det de beskriver. Men som på en eller anden måde indgår i den kronologi og sammenhæng som det her sted er, og som arkiv, måske indeholder fragmenterne til noget mere begribeligt senere.
Spørgsmålet, der har optaget mig efter Utöya: Hvordan skal man forholde sig til, på den ene side, en pludselig stilhed, som man endnu ikke helt ved hvad betyder, og på den anden side nødvendigheden af at forsvare sig mod angreb i medier, såvel som lovgivning.
Forsvar manglede, som sagt, men hvad ellers? Eller, spørgsmålet: Hvad handlede den stilhed om. For at svare på det kort: den handlede om nødvendigheden af at blive tilstede. Fordi alt ved siden af manglede den, var det kun gennem tavshed og stilhed, at tilstedeværelse kunne findes.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive det her, uden at ramme ind i det paradoks ordene som ord indebærer: ved at behandle og famle efter stilheden på et sprogligt plan, ramme ind i det samme trætte blabla, den samme instrumentalisering som alle automatreaktionerne og selv de gode analyser var fyldt af. Igen, jeg forsøger at skrive om, eller egentlig dokumentere, noget som jeg helst ville udføre i en anden modalitet (øjne, ansigt, hænder – kødverden)
Hvordan skal man starte?
Måske har vi at gøre med noget af det samme som det panafrikanske tidsskrift Chimurenga, da de havde temaet “Conversations with poets who refuse to speak”: om stilhed, om at lade være med at tale (som handling), og at offentlig samtale altid kræver en retfærdiggørelse (temanummeret oversat her i sin fulde længde, af svenske Glänta). Jeg er udemærket klar over at jeg bevæger mig på lidt dybt vand, og der er risiko for at jeg siger noget helt forkert. At jeg på en måde griber det helt forkert an, ved at insistere på at sige (skrive) det.
Et andet sted: Fredrik Edin har som ledemotiv, formodentlig i en helt anden kontekst, brugt udtrykket “Jeg forstår ikke, men vil fortsætte alligevel”. Det synes jeg er en fin ambition. Sagt mere præcist: Jeg ved ikke hvad det er jeg vil, men jeg ved hvordan jeg vil det. Så derfor vil jeg prøve – og fortsætte med det.
Det er ikke udenomssnak. Det er meget det her det handler om. Processen. Hvordan det gøres: hvordan fx stilhed – som paralyse, eller som intens opmærksomhed? Igen, det der manglede, i forsvaret såvel som stilheden: tilstedeværelse. Ikke hvad der gøres, men at blive tilstede i det der gøres.
Et forsvar (et ‘hvad’) er ikke nok – det afhænger af hvordan forsvaret bliver til (dets ‘hvordan’).
Tavsheden (‘hvad’) er ikke nok – det afhænger af hvordan tavsheden bliver til (‘hvordan’). Mao. er det ikke umuligt at stoppe op – blive tavs – uden at blive tilstede. Hvordan det? Her tænker jeg på alt det der blev chokeret af Utöya, men ikke mærkede efter hvad chokket indebar – noget, dvs. det der altid gøres, måtte gøres. Her tænker jeg altså på en tavshed der opstår ved at blive ramt af en begivenhed, men som med det samme trækker sig væk fra begivenheden og derfor har distancen indbygget. En slags brat ubevægelighed. Eller måske mere præcist, paralyse? Paralysen er i så fald tavshed uden tilstedeværelse.
Måske, jeg er ikke sikker, er da ‘opmærksomhed’ ordet på tavshed med tilstedeværelse. Den slags chok, der gør at man bliver helt nærværende og opmærksomme i situationen. Opmærksomheden der følger: biluheldet, politiet der angriber en demonstration, vennen der endelig tager sig mod til at fortælle mig hvad jeg har gjort ved hende, børsmægleren der erklærer krig mellem verdener på globalt TV.
Opmærksom. Aufmerken. At lægge mærke til. Mærke efter. Se forskelle, hvor der ikke var forskelle før.
Hvad jeg mener med tilstedeværelse i stilheden kunne også kaldes en form for nærvær. Et nærvær der efter de første chok og impulser til at handle løs må indeholde en slags opbremsning. Opbremse ved at sige: Hov, vent lidt. Stille spørgsmålene: Hvorfor er vi hér, egentlig? (i dette rum, ikke i dét rum; sammen, alene …). Hvorfor er vi hér og taler om det? Og kunne der være en grund til at vi taler om det på den her måde? (hvorfor disse impulser, automatreaktioner, disse velkendte diskussionsmønstre, for begivenheder der ligner den her begivenhed, men ikke er den samme).
Hvor den paralyserede må anstrenge sig for at bryde sig fri fra tavsheden – for at handle – må man, for at blive nærværende, anstrenge sig for at ikke bare handle så snart chokket er sluppet. Først blive tilstede i chokket, og så handle opmærksomt.
Jeg ved ikke hvordan det ellers skal skrives. Det hele indeholder nødvendigvis en masse ambivalens og uklarheder. Som sagt, måske er nogle af de her ting helt umulige at skrive i ord for at berøre og bevæge andre, men må indfinde sig i mere kødlige omstændigheder, hvor affekterne kan blive mere tydelige. Det var sådan jeg til sidst blev mere tilstede: ved at blive konfronteret med et menneske der, med hvad der virkede som enorm beslutsomhed, forsøgte at indfinde sig i situationen. I den slags møder er det umuligt at ræse videre, reagere, handle automatisk, desperat spørge “hvad skal der gøres?” og alt det andet der følger af mobiliseringens impulser.
I stedet bliver man tilstede sammen med, og til vis del på grund af, den person. I og gennem vores fællesskab.
Jeg er klar over at det er to helt forskellige måder at forholde sig til en sådan begivenhed på (forsvaret indebærer som sagt en vis form for hurtig reaktion; stilheden indebærer i en vis forstand at undgå at bare reagere). Måske er der tale om to forskellige hastigheder. Og egentlig er de begge nødvendige: På den ene side med det samme forsvare sig, og gøre det hurtigt, men på den anden side også indfinde sig i situationen som en særlig situation, for at ikke blive rigid. Den første indstilling indebærer en vis automatik, men stiller samtidig endnu større krav for at blive tilstede mens man gør det. Ellers vil forsvaret blot konsolidere forestillinger om gamle konflikter (der måske i stedet dækker over konflikter mellem os). Der er meget på spil.
Desuden: At jeg ikke formåede at “gøre” noget som helst – eller sådan føles det i hvert fald, hvad det nu end skulle være – for at forsvare mig og andre, fylder mig også med en sorg. Jo, der er noget terapeutisk over alt det her. Men i så fald en terapi med politiske implikationer.
Nu hvor jeg både ser tilbage på den seneste tid og kommer i kontakt med det, der også sker i mig, og mellem dem omkring mig, bliver det tydeligt at noget i mig besluttede sig for den sidste indstilling: tavsheden. Det var ikke nogen “oplyst” beslutning og jeg forsøger ikke at gøre mig til et eller andet særligt disciplineret menneske, ren for instrumentalisering. Det skete sådan: jeg valgte ikke tavsheden (“jeg” undgår helst at tage nogen “valg” ud fra allerede eksisterende valgmuligheder); noget i mig (væmmelsen og vreden måske) tog beslutningen om at blive tavs. Det er derfor beslutninger altid er politiske: de ændrer tilværelsen ved at rette sig mod sager, der ikke forekommer at være valgmulighed.
Men det der tog beslutningen for mig, fyldte mig også med afmagt. Det er derfor det ikke virkede meningsfyldt at træde ind i en eller anden samtale omkring det, selv efter en smule betænkningstid. (Hvilket er grunden til at den her reaktion, de her famlende blogudbrud, er fuldstændigt meta). Men hvilken slags offentlighed ville en sådan samtale overhovedet kunne finde sted? Jeg kan ikke se den nogensteder. Den mest omfattende behandling, også personligt, fandt for mig sted en lang fredag aften med tre andre personer i et meget stille og intenst rum i København. At genfortælle den begivenhed ville være at fuldstændigt misse pointen. Tilstedeværelsen fandt jeg ofte i de små flygtige øjeblikke: glimt af en fælles genkendelse, hvor vi, måske i stilhed, kort indfinder os i den situation som Utöya skabte.
1 kommentar • Dele: • Donation
Fra kritisk til hyperbolsk tænkning
Har en klumme i Information med titlen ‘Fra kritisk til hyperbolsk tænkning‘.
Den forsøger at gå i kødet med forestillingen om kritisk tænkning, særligt hvordan den leder til en bestemt type affekt, nemlig afmagt. Temaet er kopieret fra et citat i Graham Harmans ‘Prince of Networks’, hvor han i forbifarten bruger udtrykket. Citatet indleder et af k-punks trold-og-vampyr-studier, der tidligere har inspireret indlægget her om blogosfærens centralisering (oprindeligt ville jeg have skrevet om grå vampyrer på universiteterne, eller, draculaslottet mener jeg, men det blev for langt og for svært at koge ned).
Her er i øvrigt et fint sammenfald til copyriots seneste indlæg om forskellen mellem indignation og kritik. Problemet med copyriots analyse er at den giver indtrykket af kritik uden affekt, som fx indignation. En ofte nærværende affekt for kritikkere er jo netop indignationen – en indigneret kritik. Jeg vil komme tilbage til dette inden længe, men blot for at påpege forskellen: at vi i klummen i Information i dag har et gøre med endnu en mulig affekt for kritik, udover indigneret kritik, som vi kunne kalde afmægtig kritik.
Det kunne være interessant at følge kritikkens affektive farvning hele vejen rundt, fra spydig kritik og sarkastisk kritik over euforisk kritik og begejstret kritik til såret kritik eller latterlig kritik, for bare at nævne et par mulige analyseobjekter.
Eftersom flere allerede har studset over ordet ‘hyperbolsk’, som ikke rigtigt forklares i teksten, kopierer jeg en forklaring fra kommentarsporet ind her:
Hej Torben, nu har flere studset over begrebet og jeg er ked af jeg ikke havde tænkt på at forklare det i artiklen. Det kommer blot fra begrebet ‘hyperbol’ som i ‘at tale i hyperboler’ (bruge overdrevede udtryk, der ikke nødvendigvis skal tages bogstaveligt).
Etymologien er også interessant: ordet kommer fra det græske ‘huperbole’ – fra ‘huper’ (over) + ‘ballein’ (at kaste), dvs. ‘at kaste over’. Med et samtidigt udtryk kunne man måske sige, at det betyder ‘at skyde over målet’.
Man kunne måske med lidt god vilje bare oversætte begrebet til ‘overdrevet tænkning’ – men jeg ved ikke om det fungerer ligeså godt.
Nu jeg tænker videre over det er det lidt synd hvis hyperbolsk indebærer at man ikke skal tage det bogstaveligt. I stedet for afmagt (kritisk tænkning) får vi derfor let ironien (overdrevet tænkning, “men det skal ikke tages bogstaveligt”).
Hvad ville en hyperbolsk tænkning / overdrevet tænkning være, hvis man faktisk skulle tage den bogstaveligt? Et overdrev uden ironisk distance i hvert fald. Et ærligt overdrev?
Læs klummen her!
2 kommentarer • Dele: • Donation
Langt efter Utöya, del 2: Forsvar og intet forsvar umiddelbart efter Utöya
For at fortsætte hvor forrige indlæg slap: Følelsen af at være nødt til at skrive-agere om det der skete i Utöya og Oslo, og altså, særligt hvad der sker efter begivenheden. Det blev ikke helt sådan, som sagt. Men hvis nu jeg havde gjort det, og siden andre nu rent faktisk gjorde det: hvorfor så egentlig?
I første omgang som et forsvar. Et forsvar imod mediernes prompte angreb på alle de letgenkendelige fjender af samfundsordenen; helt forudsigelige angreb, der viste en manglende evne i at blive tilstede i den begivenhed som de reagerede på. Hvem er fjenden, hvis ikke salafister? Hvem er fjenden?? Ingen kunne helt begribe svaret, så forvildet omrokerede man fronterne – fra ekstremistiske islamister og den ekstreme venstrefløj – til at gælde ekstremisme som sådan. “Demokratiet mod ekstremismen” er nu blevet den front som anti-demokratiet konsoliderer sig med. Alle de der ikke bakker op om den rådende orden – på kynisk vis kaldet “demokratiet” – vil nu klassificeres i samme kasse som Breivik, som ekstremister. Det er konsekvensen af et forestillet neutralt centrum, der for hver dag bliver mere og mere ekstremt: hvad man kunne kalde en ‘centrumekstremisme’.
Derfor var behovet så utroligt stort for at forsvare os selv (uden at helt vide hvem “vi” er – men hvis du ikke er hverken nynazist, nationalist eller andre slags medparter for Breivik og alligevel følte angrebene komme efter Utöya, så er du måske en del af det diffuse fællesskab).
Et af angrebene foregik på symbolernes niveau, hvilket dog ikke gør det mindre alvorligt. Ledere opfordrede befolkningerne om at “stå sammen som nation”. Selv ikke Breivik var bevis nok på at hele forestilling om “en samlet nation” er fucked. Og alle viste det norske flag på Facebook. Pludselig blev alle bekymret på nationens vegne: “Dette er et angreb på hele Norge”, blev der sagt. “Dette er Norges 9/11″, blev der sagt. Som om ofrene kunne have været hvem som helst – helt tilfældige almindelige norske medborgere. Som om angrebet ikke var rettet mod bestemte mål, som om visse, fremfor andre, ikke var mere sårbare. For sådan er det jo med terror: det rammer “helt tilfældige mennesker”. Det skal ikke forklares, kun fordømmes og mystificeres. Men Breiviks gerninger var ikke tilfældige; han havde planlagt dem i ni år. Alligevel sker dette: En nationalist massemyrder unge fra arbejderbevægelsen, hvorefter vi allesammen viser det norske flag, uden at se hvor malplaceret, og i en vis forstand, skamløst, det er. Uden at se hvordan vores sørgeproces og forsøg på solidarisering kommer til at tjene forestillingen om nationen Norge. Gøre den endnu mere stærk, endnu mere legitim, endnu mere virkelig. Vores evner til at solidarisere med ofrene – som ikke var tilfældige norske unge mennesker, men unge mennesker fra det norske arbejderparti – strækker sig åbenbart til at samle os om det norske flag. Og således kommer kampen til at stå der: om Norges fremtid som “en samlet nation”. I en sådan samlet nation hører nemlig også alle de identitære nationalister som Breivik citerede, førte fuldkommen samme diskurs som og mente han førte samme kamp med, men som skyndte sig at “tage afstand” fra hans “udemokratiske gerninger”, der ikke fulgte “demokratiets spilleregler”. Konflikten ender derfor med at handle om bevarelsen af “demokratiets spilleregler” – ikke om det had til muslimer og venstrefløj der forenede Breivik med hans pacifistiske fæller. For her aner vi en anden måde at solidarisere sig med ofrene: nemlig, at tage parti i den igangværende krig der udspiller sig indenfor nationen, mellem Breiviks parti og det parti han forsøgte at ramme (‘parti’ skal forstås i sin verbumform, ikke dets parlamentariske); ved at tage parti i den krig der gør hele forestillingen om en samlet nation umulig. Men i stedet tog man overalt parti for Norge, for nationen som sådan. Hvem tjener på at solidaritet og sorg tager et sådant udtryk? Den slags spørgsmål er vi nødt til at stille.
Danske politikere var langt mindre symbolske i deres reaktioner: de varslede allerede nye overvågningstiltag, stramninger af retspolitik, mere kontrol, mere orden. De kunne sådan have skrevet og forberedt det meste inden Utöya var sket.
I den slags situationer er der brug for et hurtigt forsvar: egentlig burde det ske lige med det samme, som når en overfaldsperson slår ud efter dig, må du gribe fat og vride hånden rundt på vedkommende. Venter du vil skaden allerede være sket, og her er det først og fremmest på affektivt niveau: Dagene efter består af en kamp om affekter og hvordan de skal kodes (hvor skal vreden rettes hen? hvor skal sorgen rettes hen? hvem eller hvad bliver der taget parti for i processen?).
Anden taktik er mere defensivt: at søge ly efter angrebet for at så finde ud af hvordan man for fremtiden kan underminere angriberens magt. Lade angrebet finde sted – lade affekterne blive kodet på de mest skamløse måder – men så finde ud af hvordan det ikke vil kunne ske næste gang. For det er meget muligt at Søren Krarup har et stykke papir klar i sin skrivebordsskuffe, med en plan for hvad der skal ske, hvis/når en vred ung salafist eller anden letgenkendelig fjende af nationen sprænger en bombe i Danmark. Når dét sker, er vi nødt til at være hurtigere og mere effektive end Søren Krarups skuffeplan. Ellers kommer vi til at være fucked. Der vil ikke være nogen grænser for de symbolske, affektive, lovgivningsmæssige, polisiære og militære indgreb og angreb som en sådan begivenhed vil kunne bruges til.
Krarup kunne ikke hive sit papir op denne gang – hans parti havde selv travlt med at forsvare sig og distancere sig fra Breivik. Men overalt samlede folk sig altså omkring nationen, mens politikere formulerede ny lovgivning der skulle sikre orden og kontrol.
Hvad da med forsvaret, denne gang? For min egen del, formåede jeg ikke at bidrage, hvordan jeg nu end kunne have gjort det, i det mindste ikke på nogen synlig måde. Mere om det, dvs. hvorfor, senere. Men ens evner til at mobilisere et forsvar hænger altid sammen med evnerne i dem omkring en, dem man på en eller anden måde indgår i et fællesskab med – der har taget parti for det, der nu bliver angrebet. Men hvor end jeg selv vendte mig var det samme trætte automatik, og de samme gamle konflikter der udspillede sig på den klassiske politiks område.
Danmark var allerede trådt ind i valgkampen i juli.
… Væmmelsen. (Men også frygten for at blive medskyldig i det væmmelige skuespil).
Selv de analyser jeg ville kunne have været enige i var fyldt med denne malplacerede kynisme: “Hvad var det vi sagde?”. På en måde fuldstændigt uberørt. Som havde de nærmest ønsket at det skulle ske, så deres teorier og pointer skulle blive helt synlige for alle. Og så snart man fik en samtale i gang der måske kunne lede nogle steder faldt man konstant ind i instrumentaliseringens tænkning: “Hvordan kan vi bruge den her begivenhed?” Som skulle Breiviks massemord blive endnu en markedsføringskampagne – ligesom han selv havde tænkt det, bare med omvendt fortegn. En kampagne. Den her følelse af klaustrofobi: at der ingen udgange findes, ingen veje hen til et sted hvor begivenheden ikke indebærer en fucking kampagne.
Næsten alt der blev gjort og sagt omkring den her begivenhed, inkl. min egen deltagelse eller anslag til deltagelse, gav mig kvalme. Fy for helvede.
Så jeg lod helt være. I Sverige virkede det dog som om de faktisk formåede at mønstre et slags forsvar. Måske tager jeg virkelig fejl mht. danske offentligheder og vil i så fald gerne hjælpes derhen. Men indtil da kan jeg kun pege over sundet. Her er nogle bidrag som jeg i al ydmyghed finder vigtige i den forbindelse, bestående af fire indgange til at læse videre:
- Mathias Wåg var tidligt ude for at uddybe om Breiviks forbindelser til den etablerede højrefløj såvel som den europæiske “Counterjihad”-bevægelse (oversat til dansk af Projekt Antifa)
- Rasmus Fleischer, der også inden var begyndt på at undersøge samtidens fascisme, skrev et par uger efter begivenheden om Europas to ekstreme højrefløje;
- Enmansutredningen fulgte kort tid efter med en udredning af den europæiske nyfascisme, eurabien-teorierne og hadet til muslimer og marxister;
- Guldfiske tog desuden hul på problematikken omkring udgrænsningen af en almen “ekstremisme” i svensk politi/politik.
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Langt efter Utöya
Der har været stille her.
Og andre steder. For min egen del, i mange sammenhænge.
Så jeg begyndte at mærke efter; hvad handlede den om, stilheden. For det var ikke en tom stilhed, en pludselig energiflugt eller en distraktion. Stilheden bestod i et eller andet.
Den psykodynamiske samtale lærer os, at stilhed aldrig kan være en ikke-begivenhed; der sker altid sager under stilheden, nogen gange endda pga. stilheden. Stilhed kan give plads for intensiteter – hvorfor siges der, hvorfor siger jeg, ingenting? – ud af stilheden vokser en opmærksomhed. Men der er situationer hvor mange ting ønsker at fylde stilheden, som en beskyttelse mod at det endnu-ubevidste kunne ske. Her kan stilheden, dvs. at holde fast i den, blive en modkraft, der holder situationen åben, der holder os fast i den erkendelsesprocess, som kan få det endnu-ubevidste til at ske.
Nogen gange kan stilhed også bare være en stilhed, uden at så meget mere følger med. Men her var der en stilhed på spil som samlede sig, og fyldte mig. Jo mere og mere jeg mærkede efter: en intens stilhed. Måske er stilhed endda et forkert ord.
Jeg følte at jeg var nødt til at bearbejde det der skete i Utöya og Oslo – de fleste kan nok genkende det behov, på forskellige måder – men måske særligt følte jeg at jeg var nødt til at behandle hvad der skete efter begivenheden. Og jeg havde vel tænkt at en del af den bearbejdning skulle bestå i at skrive. Men det var forkert.
Nu har der så i stedet været stille og ud af den her stilhed vil der følge en serie indlæg her, mere eller mindre velordnede, der bl.a. forsøger at finde rundt i stilheden selv, eller hvad vi nu skal kalde den. Jeg ved ikke hvem jeg skriver det til, og helt præcist hvorfor. Måske bare til mig selv. Meget af det har jeg ikke engang selv skrevet og er nærmest transskriberede samtaler omformuleret til en paragraf. Noget af det giver slet ikke mening at formulere som ord, fordi det handler om en vis tilstedeværelse – som ordene nærmest gør mere umulig, fordi man så let ender i abstraktioner, analyser, genkendelige fraser og blabla. Hvis jeg kunne udføre et dokument med øjnene, folderne i ansigtet og hånden der tager fast i en anden, så ville jeg gøre det. Men jeg har ikke kunne finde hverken performance- eller billedkunstneren i mig til at gøre det. Og jeg kan mærke at jeg bliver afmægtig af udsigten til en endnu længere stilhed, så jeg er nødt til at gøre vold på den nu.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Flee-jazz, del 2: Prognose
Det kan lade sig gøre at lave en slags prognose over hvilke affekter som vil farve en skriveproces, fordi det blot kræver at man mærker efter. De er her allerede og så alligevel ikke. I en vis forstand betyder det at frem-bringe dem – altså ordne dem på en vis måde, og i samme træk fremmane dem. Men det er farligt at ordne sine affekter i forkøbet. Hovedet kan tage over, så jeg gør det lidt uordentligt.
Indledende prognose: først sorg (over tingenes tilstand; fremtiden har ingen fremtid osv.; sørge at engang havde håbet på det ene og det andet), opslugthed (holde fast i nye sandheder), væmmelse (over det der mangler tilstedeværelse), forsigtighed (det væmmelige findes også i mig), afmagt (arbejdet leder ingen steder), nervøsitet (bl.a. nervøs over hvem der følger med. Har absolut ingen anelse om hvem der er ansvarlig for de mellem 11-52 daglige klik på bloggen, mens der har været fuldstændigt stille her; det er ikke holdbart længere at udelukkende skrive for google-robotter og folk man ikke kender. Hvordan skal man gøre det?)
Min mor kan ikke rumme at jeg hele tiden befinder mig i den sorte del af det affektive spektrum (dette er ikke “depression” i øvrigt). Hun har brug for at sørge og væmmes. Min overflod hjælper på det, men vi skal også passe på hinanden. Så i går besluttede jeg mig for at også søge glæden (dette er ikke “positiv tænkning”).
Og når jeg mærker lidt efter, fornemmer jeg at prognosen også indeholder mindre sorte sager: pludselige usammenhængende og maniske indfald (“det er dét her der rykker!!”), fattethed (vi er nødt til at…), spredte nihilistiske åndehuller (vores værn mod “samfundets genkomst”), lidt tendenser til automatik (gentagelsen), måske endda sat i system (effektiviteten), latter (ellers dør jeg), jubelpessmisme (ellers vasker latteren al beslutsomhed væk), og uden tvivl forlængede perioder af intens opslugthed (intet overskud til formidling dér).
Det giver sikkert absolut ingen mening alt det her. Men jeg tror også mest jeg skriver det for mig selv (ordne/frem-bringe/fremmane affekterne, som sagt). Det hele sikkert en smule terapeutisk, men det er for at komme mere ind i affekternes etiske væv. Ingen kan skrive uden en krop. Måske bliver flere af sagerne her i volapyk-karakter, inden de finder sin sammenhæng. Formodentlig højere hastighed også, dvs. flere blogindlæg (eller blogudbrud eller hvad det nu kan være), men det må blive spekulationer.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Flee-jazz
Dette er ikke et program for en blog
Varsler nye kompositionsmønstre: flere fragmenter, flere noter, afbræk, til tider hovedløse, beskidte udkast; helheden mindre konsistent, rækkefølgen mindre kronologisk, på flugt fra hovedet. Nu kommer det også til at lyde sådan her (lyt nu).
Det jeg mener er at det lige nu er nødvendigt med abrupte skift i stemning.
Sagt anderledes: nu gælder det at oftere skrive i affekt på den her blog. En smule malplaceret, sikkert – ikke at skrive i affekt (det gør man altid), men fordi hele det affektive spektrum må med.
Prognose følger …
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer