Indlæg i kategorien afmagt
Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod
Klumme i Information i dag.
Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.
Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.
Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.
Læs klummen her.
4 kommentarer • Dele: 
• Donation
Helbrede død med kommunisme
Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)
Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.
Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.
(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).
Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.
Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.
Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.
Det er at dø en lille smule indeni.
Ja, dø:
80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])
Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.
Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.
Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.
Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.
Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.
Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.
78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.
Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.
Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.
Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.
6 kommentarer • Dele: • Donation
Hipsterens genoplivning: Arbejde på sig selv
Hipsteren er død, men kun i zombieform
Dette er egentlig en genskrivning af nogle noter, der blev væk i arkiverne, og som jeg skrev som et bidrag til den kreakulturelle pyramide, som den nu twitter-baserede Copenhipster beskrev.
I mellemtiden blev så hipsteren erklæret død. Dette er der dog al god grund til at forholde sig køligt overfor, da det snarere er det sådan, at selve begrebet “hipster” nåede zombiestadiet. Find gerne på et nyt begreb. Men skal vi komme til sagen.
Gråzonen mellem arbejde og forbrug
Den kreakulturelle pyramide er betegnelse for det man også kunne kalde et hipsterhierarki, hvor det rette forbrug, med den rette nydelse, tager dig mod toppen. Hvad indlægget her vil handle om er, at dette arbejde med at forbruge netop indebærer, at grænserne mellem de to bliver mere grå. Og at dette arbejde med at forbruge er noget alle der indgår i hipsterens stofskifte – fra fucking indie-hipt til zombiestadiet – beskæftiger sig med.
Når nogen vender plader gratis til en bekendts fest og deres party-crew bakker op, så arbejder, forbruger og nyder de sandsynligvis på samme tid. Gør du det på den rigtige måde (dette skifter pr. definition med hipsterens stofskifte), så bevæger du dig mod toppen af pyramiden. Hvis du gør det forkert (dette skifter samtidigt), så bevæger du dig nedad i pyramiden. Stofskiftets formål er at opretholde dette hierarki, så de, der bedst formår at tilpasse sig og følge med forandringerne, hele tiden kan være foran, og de der ikke formår det, hele tiden er bagud. Derfor leder hipsterhierarkier også hele tiden til (konstant forandrende) monokultur: Du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem på toppen.
De, der tilsyneladende uden at selv være klar over det pludseligt bliver cutting-edge er ikke nødvendigvis “mønsterbrydere” i dette hierarki. De er først og fremmest første led i det stofskifte, hvor subkulturer og andre obskure kulturelle fænomener af hipster-avantgarden støvsuges for værdi, forbruges og sidenhen smides ud.
Lad os derfor gå lidt tættere på det sted, hvor gråzonen mellem arbejde og forbrug er mest intensiv, metropolen.
Fabrikken uden vægge
I mange samtidige analyser, beskrives metropolen som en ny type fabrik – med et udtryk, “fabrikken uden vægge”.
Men byen adskiller sig fra fabrikken ved at byen ikke kun er et sted for arbejde. Det er ikke nok at arbejderen blot “reproducerer sin egen evne til at arbejde”, dvs. overlever, for at kunne fortsætte med at arbejde. For at arbejde i følelsesfabrikken og oplevelsesfabrikken Metropolen, må arbejderen gøre mere end at overleve, mere end at blot kunne gå på arbejde næste dag. Eller rettere, at gå på arbejde kræver mere, end at blot være til stede med sin fysiske krop, mere end blot at have en arm og en hånd, til at føre fabriksmaskinerne.
I byen sidder fabriksmaskineriet i vores hjerner og hjerter, i båndene mellem os, i vores evner til at skabe oplevelser og nyde dem.
Arbejderen må med andre ord have sig selv med på arbejde, ved at arbejde med sine følelser, sine kompetencer, sine aspirationer og drivkrafter. Derfor må arbejderen også arbejde på sig selv dagligt, for at senere kunne udføre sit arbejde ordentligt. Fra at have arbejdet på en fabrik hvor produktionsapparaterne var store stålmaskiner, bliver arbejderen nu selv produktionsapparatet.
For at komme med nogle tilfældige eksempler: Når nogen læser en ny bog om selvrealisering eller studerer flow-begrebet for at blive mere kreativ; Når en chef spørger til nogens privatliv og de ender med at droppe kæresten; Når nogen tager til en udstilling eller en koncert, uden rigtigt at have lyst, men for at følge med; Når medarbejderen i supermarkedet lærer at blive ved med at smile, selvom kunderne er nogle svin; De der læser tusinde blogs og klikker sig igennem endnu flere tumblr-strømme; Når nogen går til meditation om onsdagen og øger deres produktivitet om torsdagen.
For at blive mere præcise omkring dette med at arbejde på sig selv, kommer et citat fra den tredje cirkel i Den kommende opstand til hjælp:
At producere sig selv er blevet den dominerende beskæftigelse i et samfund hvor produktionen ikke længere har et objekt: som en snedker der er blevet smidt ud fra hans værksted og i desperation begynder at hamre og save i sig selv [...] Denne sværmende lille flok der utålmodigt venter på at blive ansatte, medens de gør alt for at virke legitime, er resultatet af et forsøg på at redde arbejdets orden gennem en mobiliseringens etik [...] Mobilitet er denne lille distancering fra sig selv, denne diskrete frakobling fra det der udgør os, det er den besynderlige tilstand hvorigennem selvet nu kan tages op som arbejdsobjekt. Det er nu muligt at sælge sig selv snarere end sin arbejdskraft, at blive aflønnet ikke for hvad man gør men for hvad man er, for vor udsøgte bemestring af sociale koder, for vores talenter i relationer, for vor latter og for vores måde at præsentere os selv på. Dette er den nye type socialisering.
Pointen er nu, at udvikling af arbejderen – arbejderens selvudvikling – som oftest sker gennem forbrug. Forbrug og nydelse af oplevelser, socialitet, fritid. Det er her gråzonen opstår: arbejde og forbrug tjener samme formål, begge aktiviteter er så at sige “på arbejde”, for at arbejderen kan fungere bedre på arbejdspladsen, mere kreativ, mere innovativ, mere cutting-edge, mere hyggelig.
I de kreative brancher, og i stigende grad de andre brancher der underlægges dens måde at fungere på, bliver det vigtigt, at gøre alt det ovenstående på en rigtig måde (vælge og nyde den rigtige aktivitet) og på det rigtige tidspunkt (inden det er røget videre i hipstercyklussen og indkasserer lavere status). Det forventes, at man går til en vis slags kulturarrangementer, med en vis slags tøj, ankommende på en vis slags cykel. At man har en vis slags computer, med en vis slags klistermærker på.
Desuden kræver det, at man også nyder sit forbrug på en vis måde, hvilket indebærer (fordi der er tale om et hierarki af viden), at man forbruger indforstået: man kender hele produktets “story-telling”, dens oplevelsesøkonomiske fernis. Man ved en masse om hvordan øllen er blevet til. Man kender det oprindelige nummer som er samplet til dette nye remix, som DJ’en spiller. Man er nok indsat i schweitzisk typografihistorie til at vide, at også dette logo er sat med Helvetica. Eller man forbruger det omsorgsfuldt: man elsker sit produkt, man er religiøs omkring Apple.
Til sidst bliver også metropolerne, fabrikkerne uden vægge, selv objekt for forbrug. Og hipsteren spurgte sig selv: Skal man tage til Berlin eller New York? Det er et godt spørgsmål, for svaret ændrer sig hele tiden
Vi lader Den Usynlige Komité slutte af med en passage, denne gang fra den fjerde cirkel, om metropolen:
Metropolens bykerner er ikke kopier af sig selv; de tilbyder sine egne auraer, vi glider fra den ene til den anden, vælger en og vælger en anden fra, til melodien af en eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige typer af barer, mennesker, design eller spillelister. “Med min mp3-spiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os, er vor eneste udvej, at konstant forny vor egne indre verden, som et barn der bygger det samme lille hus om og om igen …
Læg den første kommentar • Dele: • Donation
Globaliseringens guldmedalje
Globaliseringen er blevet en sport, hvor nationalstaterne kæmper om en guldmedalje. Det er allerede utallige gange blevet slået fast, at fortsat vækst ikke bidrager til større velbefindende i de vestlige samfund, der bugner af så meget velstand, at vi smider halvdelen af vores mad i containeren.
Så først den her i dag, en kampagne fra Gymnasielærernes Landsforening (GL).
Melodien kan de fleste nok genkende som slagsangen fra 1992, da det danske landshold vandt EM i fodbold: Re-sepp-ten (a.k.a. “Vi er røde, vi er hvide”).
Anledningen er, at danske gymnasier er blevet kåret til “verdens bedste”, ifølge GLs tolkning af resultater fra OECD. Danske gymnasieelever giver mao. den største samfundsnytte sammenlignet med andre OECD-lande.
På kampagnens facebook-side er den mest almindelige reaktion, at det er en “kæmpe sejr”. En udbryder, at “regeringen burde ændre mening”. Men om hvad, kunne man spørge? Regeringen er allerede indstillet på, at det de skal tjene penge på i fremtiden, er uddannelse og viden. Forskellen er blot, at det skal foregå i privat regi (med privat overskud) snarere end offentligt (med offentligt overskud). Der er ingen forskel i pædagogikken, det er fuldt muligt nikke bekræftende til ovenstående video, mens man afmonterer velfærdsstaten, fortsætter ophørsudsalget til det private, med flere private skoler, mere brugerbetaling, mere “kreativt kapital” og “Danish Design”, flere privilegier til iværksættere og folk der vil lave “innovation”.
De er der allerede. Sorry.
Samtidig kan jeg ikke lade være med at krumme tæer og skamme mig en smule. Hele den her fest forudsætter jo en fortsættelse på den globale ulighed, der ikke afspejler sig i BNP (Kina kan tjene mere end Danmark i gennemsnit, pr. indbygger, men det er med en kæmpe underklasse, der betales med 4 kr. i timen for at lave bacon til danskerne så vel som den kinesiske overklasse).
Problemet er bare, at det er så mega nedern at disse og dekonstruere. Når folk er glade og føler, at det er en “kæmpe sejr”, vil man ikke komme og party-poope hele festen. Og særligt ikke når der er gymnasieelever der er utroligt stolte over dem selv. Problemet med den her fest er, at den slet ikke ser det enorme nulsumspil som globaliseringen er blevet: En turnering mellem fodboldhold, der kæmper om en fucking guldmedalje.
Sportsmetaforen fortsætter, da kampagnen sender et klip med landsholdstræneren fra 1992, Richard Møller Nielsen, der bekræfter, at “på mange måder tror jeg man kan sammenligne det med, da Danmark blev Europamestre i ’92″.
Det er også tydeligt, hvordan den nye økonomisering og konkurrencetilblivelse taler de gamle 68′eres sprog: “Ønsker vi en reproducerende eller en innovativ ungdom?”. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål. Og “svaret” er, at danskere skal innovere. Mens kineserne og inderne reproducerer.
Hver dag blir der stadig mindre,
der ik kan laves af en inder.
Bacon, øl og den slags ting,
gør de bedre i Beijing.
Men i Danmark har vi hjerner,
der blir morgendagens stjerner.
For når læreren siger farvel,
har de lært at tænke selv.
Man kunne få tanken, at det handlede om at decideret slå de andre i den globale konkurrence. Og hører vi ikke tit dette udtryk? Vi skal slå de andre, for ellers så overhaler de os bare. Men nej, siger Gorm Leschly fra GL: “Vores interesse ligger udelukkende på vores egen præstation”. Det kan derfor virke mærkeligt, at stort set alle evalueringer og diskussioner omkring uddannelse handler om vores præstationer i forhold til andre landes præstationer. Og uddannelsespolitikken tænkes øge sandsynligheden for at skabe “morgensdagens vinder-gymnasium”.
Men konkurrencen er hele pointen: Danskerne ska konkurrere med verden. Vi skal forblive i den globale elite. Mens inderne og kineserne laver vores bacon til 4 kr. i timen. Dansk uddannelse og økonomi skal være i “verdensklassen”. Mao. vi skal være i overklassen. Og resten af verden, særligt Indien og Kina, skal lave vores biler og betjene vores kundeservice-telefoner.
Nulsumspil er ret enkle: Hver gang nogen vinder, så taber den anden. Altså, misforstå mig ikke: Jeg synes det er kanon fedt med fodbold og konkurrencesport osv. Det er ikke for at blive helt halvfjerdserramt, og det er fedt nok at kæmpe mod hinanden og vinde og tabe og selv skadefro kan være sjovt, når vi spiller en sport med to hold, hvor der er modstandere og holdkammerater osv. Men for helvede, hvorfor skal hele verden omdannes til sport?
2 kommentarer • Dele: • Donation
Den kommende opstand: Civilisationen
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Den kommende opstand: Miljøet
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
6 kommentarer • Dele: • Donation
Hipsteræraens død er overvurderet
“Hipsteren er måske død, men et eller andet sted er noget nyt i sin vorden, indtil iByen kommer og skriver om det“
Sådan lyder det i kommentarsporet fra Center for Hipsteranalyse, a.k.a. Copenhipster. Er ens kulturelle stofskifte ikke højt nok til at man har opdaget den blog, så hermed en anbefaling om at dykke ned i dens arkiv. Der er masser at hente. Allerede nu har jeg tabt en hel læsergruppe, ved overhovedet tale om arkiv, stofskiftets fjende, men det er okay. Lad os tale om hipsterens formodede død. I indlægget kaldet Hvilken livshistorie skal vi nu opføre?, lød kommentarer som foroven. Copenhipster er tilsyneladende begyndt at bevæge sig væk fra hipsterfiguren – fordi alt i stigende grad betegnes “hipster”, og det er sådan set en rimelig udvikling. Det nye positive projekt, som Copenhipster ser det, er dog ikke at opgive selvrealiseringen, men at forfine den:
Men det er ikke altsammen negativt. Det er jo sjovt at iklæde sig forskellige kostumer og opføre sit liv som folkekær realityrevy i Kødbyen, indtil den dag rollen har udspillet al relevans og mening. Det positive er måske også, at vi kan planlægge et mere interessant livsforløb på forhånd. Skrive et nøje planlagt manuskript for ens liv. Så bliver det måske også nemmere ikke at lave de samme fejl igen og igen, da vi efterhånden har set tilpas mange film og læst nok bøger til at vide, hvad der skaber en kedelig og irrelevant karakter. Slut med at gifte os med det første og bedst selviscenesatte væsen vi møder, opløse vores smukke kroppe i alkohol eller basere vores liv på selvproklamerede og falske guruer. Det er tid til at føre modige, selvstændige liv baseret på vores egen fiktionelle og selvopdigtede karakter – istedet for at basere livet på delvist fiktionelle kulturelle ikoner. Slut med at lade livet udfolde sig tilfældigt.
Med andre ord, mig mig mig mig selv, men på en mindre tilfældig måde. Selvom hele hipsterens stofskifte indgår i et enormt socialt netværk, og forherliger effervescens, fortryllelse og ritualer, er det samtidig en ekstrem fattigdom på kollektive projekter der har værdi i sig, uanset deres afkast i selvets realisering. Fattigdommen ligger i vores manglende evne til at sætte realiseringer og fortryllelse i bevægelse, der ikke tager udgangspunkt i selvet. Men tilbage til kommentaren for oven. Hipsteren skulle altså efter sigende have sine sidste dage talte. Den er døende kultur, “dens æra er ovre”.
Men hipsterskæbnen er ikke at, på et eller andet tidspunkt dø, som en æra der bliver slut, men at altid dø. Hipsteren er død og dør hver dag. Hipsterisme er pr. definition det, at alle ting der gøres til objekt for hipsters gennemgår et stofskfite af enorm vækst og interesse (mens det er cutting-edge), for derefter at forrådne, når for mange har fået interesse (massehipness), fordi første-bevægerne ikke længere synes det er eksklusivt/unikt/autentisk/selvrealiserende nok for deres personlige varemærke. Copenhipster sat fingeren på det med Copenhipness Cyklussen, og dens sidste stadie zombiestadiet: alle hipstertings endeligt.
Det der er hipster vil ikke være en “ære der er ovre”, bare fordi vi stopper med at sætte dens mærkat på “nye ting, der er i sin vorden”. Det er blot et udtryk for, at selve mærkaten “Hipster” er ved at nå zombiestadiet.
Derfor må analysen være stædig og fortsætte, hvis nødvendigt under nyt navn, men med sine våben i behold. Vi behøver ikke Copenhipster til at gøre det, omend den har gjort arbejdet fantastisk godt indtil nu, men blot at vi først og fremmest husker vores erfaringer og holder opmærksomheden på de kontinuiteter som der uden tvivl vil være. Hipsteren er død og levende.
2 kommentarer • Dele: • Donation
Det kommende oprør: Økonomien
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
5 kommentarer • Dele: • Donation
Det kommende oprør: Arbejde
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
5 kommentarer • Dele: • Donation
Det kommende oprør: Sammenhæng
Oprydning i internetanarkivet
Her var før udkastet til en oversættelse af en af kredsene fra Den kommende opstand. Teksten findes nu i bogform, efter at forlaget After Hand udgiver Den kommende opstand. Jeg vil anbefale at læse teksten i den form, trykt i bog eller digitaliseret.
Der er sket så meget med den tekst siden, at det gamle udkast må sige farvel. Blot en af de små nødvendige reduktioner af støj der gør bedre udvalg i overfloden af tekst mulige. Hvis nogen, af akademisk eller anden interesse, skulle have lyst til at stadig læse den, kan den godt findes frem og sendes, og ellers kan man sikkert finde den på en cache derude på internettet.
4 kommentarer • Dele: • Donation
Fire seneste kommentarer