Første cirkel: Jeg’et der overvåger selvet

01.07.2010 • afmagt, mig'et, tilknytning • 2 kommentarer /

Hvad er jeg? På enhver måde bundet til pladser, smerter, aner, venner, elskere, begivenheder, sprog, minder, til alle mulige ting som tydeligvis ikke er mig. Alt der knytter mig til verden, alle de bånd der konstituerer mig, alle de kræfter der udgør mig former ikke en identitet, en ting der kan vises op på kommando, men en særlig fælles, delt og levet eksistens, hvor ud fra der fremtræder – på visse pladser og tidspunkter – et værende som siger “Jeg”.

Studiecirklen om Det kommende oprør er godt i gang. Første uge, første cirkel: om selvet.

Under betegnelsen “mørk spinozisme” beskriver Copyriot hvordan første cirkels antropologi betoner de affektive forbindelser som mennesker indgår i. Samtidigt som forestillingen om individet definerer sig selv i modsætning til bånd og tilknytning, betyder dette dog ikke at forbindelserne ophører, blot at de virker på andre og mere fremmedgørende måder:

Den Usynlige Komitée stiller ikke jeg’et mod samfundet, men vil i stedet pege på hvordan en vis type fremmedgørende samfund holdes sammen af en vis slags atomiserede selv.

Guldfiske bemærker at første cirkel vender Hobbes’ kontraktteori på hovedet. Ifølge Hobbes består præhistoriske samfund af et alles krig mod alle. Gennem en samfundskontrakt overgiver folket deres magt til en suveræn (“Leviathan”), der kan regere over liv og død, men samtidig ser til at opretholde individernes rettigheder.

Først med samfundskontrakten interpelleres individet, som et retsbærende subjekt og en del af folket, ud af mængden. den usynlige komitée vender op og ned på Hobbes. Det er først med individets indtog på arenaen at alles krig mod alle begynder: ”I det traditionelle samfund’ var isolering det hårdeste straf som et samfundsmedlem kunne rammes af, nu er det et alment vilkår. Resten af katastrofen følger logisk af sig selv”.

Diskussionerne om første cirkel har omhandlet vanskelighederne i at overskride jeg’et og selvet. I den svenske udgave af Det stundande uppror udskiftes al brug af ordet ”the self”, selvet, til ”jag’et”, jeg’et. Omend den engelske skifter frit mellem ”the self” og ”I”, optræder forskellen dog. Har dårligt styr på den franske udgave [pdf] i øvrigt, det er også lige meget. Men, det hjælper os at adskille de to ting fra hinanden, selvet og jeg’et. Så det vil denne blogpost handle om.

Nogle udviste skepsis til opløsningen af jeg’et, med henvisning til Descartes’ dictum: jeg tænker, derfor er jeg. Fortsat må der altså ”altid være nogen der oplever”. Eller, jeg oplever. Dette, at opleve, er måske da forskellen på selvet og jeg’et. Jeg oplever. Selvet oplever ikke. Selvet er objekt for min oplevelse; hvordan jeg ser mig selv, som en afgrænset ting, et individ i verden, som var verden en tør container man kunne befinde sig i uden at opløses. Aldrig et væsen af verden, en substans i en kemisk opløsning, indviklet, sammenviklet, og sammenfiltret med resten af verdens kroppe, kød og ben.

Selvet er ikke nogen ting inden i os der er i konstant krise; det er formen som de vil tvinge os ind i. De vil gøre vores selvopfattelse til noget klart defineret, separat, bestemmeligt i termer av kvaliteter, kontrollerbart, selvom det faktisk er sådan, at vi er væsener blandt væsener, singulariteter blandt lignende, levende kød sammenvævet med verdens kød.

Selvet er det objekt jeg forsøger at reducere min eksistens til. Det objekt som jeg forsøger at præsentere til andre, en beholder af kvaliteter, udtryk og kompetencer. Selvet er forsøget på en fangende historie. Selvet er mig som varemærke, min virksomheds reklamekampagne. Selvet er denne indhegningen af min altid ekspansive eksistens, afklipningen af alle de relationer med verden der udgør mig. Deri ligger amputeringen.

Jeg’et oplever, oplever mit selv. Eller, jeg måske snarere overvåger mig selv: hvordan præsenterer jeg mig selv? Hvordan ser jeg ud? Hvordan fortæller jeg historien om verden som min egen historie? Hvordan ”udtrykker” jeg mig selv? Hvordan kommer denne hændelse til at passe ind, være konsistent, med resten af mig selv?

Ikke blot må jeg hele tiden overvåge jeg mig selv, jeg overvåger også andres oplevelse af mig selv. Denne evne kan fortsætte i 2. 3. 4. 5. og 6. intentionalitet etc: hvad den ene synes om, at den anden har for mening om den fjerdes forhold til at den femte og den sjette oplever mig som det ene eller det andet. Varemærket er intet uden de andres konsumption af det. Intet selv, uden den andens oplevelse. Intet uden en oplevet værdi, hos den anden, der senere kan omvandles til andre former for kapital. Mit selv bliver da til, med alt hvad en sådan tilblivelse til individ indebærer, gennem min overvågning af andres oplevelse. Charles Herbert Cooley kaldte resultatet af denne individueringsprocess for The looking glass self: jeg bliver til som individ, når jeg ser mig selv gennem spejlet af den andens oplevelse. Derfor må jeg stændigt overvåge ikke blot mig selv, men også de andres oplevelse af mit selv. Som den biopolitiske produktion intensiveres, og arbejdet på subjektet – arbejdet med sig selv – underordnes kapitalet, får denne selvovervågning nærmest manisk karakter: et sind der hele tiden spejder efter tegn hos de andre, hele tiden bedømmer og vurderer sig selv, hele tiden kigger indad, som havde øjnene vendt ind mod kraniet for at få ordentligt blik på den indre fabrik.

I Det kommende oprør gives allerede en udmærket idé om, hvad der udgør nogen som helst, nemlig alt det der ikke er mig selv. At ingen blot kan ”være sig selv”, er åbenbart. Ingen kan eksistere som beholder af kvaliteter, som et atom i verden. Alle opstår vi altid af sammenfiltringerne med verden.

Og stadig overvåger jeg mig selv. Men dette frenetisk overvågende jeg – sindets ukontrollerede kontrol af min produktion af mig selv som individ – virker egentlig lige så fremmed, lige instrumentel i sit arbejde for det personlige varemærke, som varemærket selv. Og jeg’et virker mere som en del af min dysfunktionelle krop, helt underordnet en kapitalistisk produktion af mig selv som individ og varemærke. Jeg’et overvåger, holder kontrol med selvet. Det er ikke mig, det er ikke den ting der oplever! Selvom noget i mig vil stoppe, ikke overvåge, ikke kontrollere, ikke regulere, ikke arbejde på præsentationen af mig selv som varemærke, så fortsætter sindet sin frenetiske hyperaktivitet. Aldrig et stille øjeblik, hvor sindet er tyst. Altid overvåge, altid tænke, altid spekulere, lægge strategier. Manisk.

Jeg slutter indlægget lidt tvivlende, eftersom jeg ved at de fleste læsere af bøger som Det kommende oprør, vil brække sig af tendenser til buddhistisk flummelum. Jeg tænker det har noget at gøre med samtidens (forfærdelige) buddhistiske selvhjælps fordringer, der, som første cirkel bemærker har tendens til “Individualisering af alle tilstande” – du skal blot “arbejde” lidt “med dig selv”.

Alligevel, og nu kommer flummelummet, er det tilfældigt at ordet ‘frenetisk’, fra græsk phrēn, betegner denne tilstand, sindet? Stiller vi spørgsmålet lidt anderledes, kan får diskussionerne om opløsningen af selvet og jeg’et en lidt anden vinkel: hvad er det, der overhovedet er opmærksomt på jeg’et, der har opmærksomhed på tankerne, der ser deres frenetiske aktivitet? Who watches the watcher? Er vi opmærksomme længe nok på de frenetiske tanker om os selv, om andre, om fremtiden, bliver svaret overraskende: ingenting. Tak for i dag. Buddhistisk insurrektionisme.

———

Studiecirkelen virker gennem flere kanaler allerede, informelt, på IRC, i åbne skrivedokumenter, på blogs. Andre blogindlæg til første cirkel: Lisa Magnusson, Redunans, Skumrask. Læs også efterordet til den svenske udgave, som redaktionen nu har publiceret online.

Let the Dead Bury their Dead

15.02.2010 • afmagt, [English] • 1 kommentar /

Welcome, dead or alive! Behold, our most and singular obscure text. We will explain less at this point, deadlies and alivelymen, to instead let intuition go wild, to return later for matters of instituting it. Come back later ye dead or alive, if thee cannot cope with thy bewilderment. Come back later, and see the instituting of our intuitions in its becoming. Become back again we tell thee, now!

Becoming common

For what will come of this place, two words provide a way of organizing: becoming common. What could that mean? First, we do not speaking of the noun being, as in a standpoint or position, but the verb becoming, as a movement or making of something. Do not ask us what we are, or where we stand. We are not anything, but will become. We do not stand, but move. Second, we do not speak of common as in sameness or oneness, but common as in that which we share: our common knowledges, common affects, ideas, notions, narratives, relations, practices. The common in all the life forms that overflow the restrictions of property. That which cannot be contained or controlled, unless handicapped and corrupted.

Encircling a method of our laboratory (metaphoric version)

We will write in many ways here, but will have as a guiding principle to circle around the expression of becoming common. Circling around it to see it from as many sides as possible, even making larger circles to see it from the distance, or shaping new circles to see their intersections with other circles. As we go by, this multitude of rings will increasingly create such confusing patterns of entanglement, that the center of our study will seize to be a center, and instead diffuse into the whole plane of encirclement. Becoming common will become common to our entire study.

Our starting point

For our coming stream of texts, or circles if you will, our laboratory of insurrectional knowledges will takes it’s starting point in Exodus. We will wait with our becoming common, and first establish a flight from that which we will spend no time on later on. We are alive in the land of the dead and seek new landscapes. While we are fleeing the decay and corruption of the dead, we do not look back over our shoulders. We do not waste precious time struggling with that which is already dying.

———

LET THE DEAD BURY THEIR DEAD

Let the dead go bury their dead
don’t help them.
Let the dead look after the dead
leave them to one another,
don’t serve them.

The dead in their nasty dead hands
have heaps of money,
don’t take it.

The dead in their seething minds
have phosphorescent teeming white words
of putrescent wisdom and sapience that subtly stinks;
don’t ever believe them.

The dead are in myriads, they seem mighty.
They make our metros rush, brain factories buzz, cities grow, selves evolve and unfold,
and keep us in millions to our selves, sightless pale slaves, pretending these are selves of life.

It is the great lie of the dead.
The selves of industry are not the selves of life.
And the selves of life unfold otherwise, with the wilds of the common to self-create.
Trust the selves of life, though they unfold exceeding small.
But as for the self industry of men
don’t be harnessed to them.

The dead give cars and clothes, cinema, TV and Spotify,
they send aeroplanes across the sky,
and they say: Now, behold, you are living the great life!
While you listen in, while you watch the film, while you drive the car,
while you read about the space craft crossing the Martian atmosphere
behold, you are living the great life, the stupendous life!

As you know, it is a complete lie.
You are all going dead and corpse-pale
listening to the lie.
Spit it out.

O cease to listen to the living dead.
They are only greedy for your life!
O cease to labour for the gold-toothed dead,
they are so greedy, yet so helpless if not worked for.
Don’t ever be kind to the smiling, tooth-mouthed dead
don’t ever be kind to the dead
it is pandering to corpses,
the repulsive, living slim dead.

Bury a man gently if he has lain down and died.
But with the walking and talking and conventionally persuasive dead
with commodities and intellectual properties
don’t sympathise, or you taint the unborn babies

———

Pansies (1929) by D.H. Lawrence