Adams & Itso bygger et hjem

26.11.2011 • anarkitektur, anonymitet, hacking, metropol, [svensk] • Ingen kommentarer /

Anarkitektur, del II: Mulighedsbetingelser, Mægtiggørelse, Kairos

15.09.2010 • anarkitektur, realliberalisme • 8 kommentarer /

Anarkitektur. At lade byens flow og konstruktioner planlægges og modifieres nedefra, i aktiveringen af lokale fællesskaber og ad hoc initiativ. Planlægningen indebærer fælles udvidelse af handlingsrepertoire, ved at stille betingelserne for, at muligheder kan gribes. Bebyggelse og beboelse uden lederskab, anarki-arkitektur. Etymologisk oprindelse fra græsk anarkhia/anarkhos og arkhitektōn, fra an- ‘uden’ + arkhos ‘leder‘ + tektōn ‘bebyggelse.’

Ovre på Eskils blog foregår der en diskussion der berører hvad vi kunne kalde anarkitektur. Det drejer sig særligt om forholdet mellem oppe-fra-ned arkitektur og interventioner der kommer nedefra-op, som kunne have et “anarkitektisk” præg. Denne sidste tilgang antages være drevet af “spontanitet” og “at gøre hvad man har lyst til” og “bryde rammerne”. Det er noget med, at “sætte sit præg på byen” og “omgøre den”. Som det ofte lyder. Men hvad betyder egentlig alle disse floskler? Nede ved Svanemøllen strand står der er stort skilt med skriften “2100 – Du kan også være med!”; en reklame for kommunens byfornyelse. Sært nok minder det førnævnte sprog meget om den måde byplanlæggerne allerede tænker deres byfornyelsesprojekter, så “alle kan være med”.

I et indlæg om “ikke-steder” kommer Supertank lidt nærmere på forskellen:

“Et rum skal altså ikke bare indbyde til at blive brugt, som skate-ramper og kyssebænke; steder skal i sin udformning gøre det muligt at foretage noget spontant. I selve planlægningen af rummet og i rummets udformning skal der være et potentiale for, at rummet bliver anderledes. Arkitekturen og byplanlægningen tænker sig selv for fast. Planlæg noget, vi planlægger skal være anderledes, byg noget, der skal eller kan rives ned. Byg noget ufærdigt, som andre kan gøre færdige – på den måde kan der måske bliver skabt mere frie rum.  Hvor folk der bruger rummet kan skabe noget sammen, fylde huller ud og lave nye huller. Arbejde, fremstille og handle – så det nye kan opstå.” [mine kursiveringer]

Hvad betyder det, at et rum er “åbent for muligheder” og at “alle kan være med”? Hvad betyder det, at et rum et “frit” og at “det i sin udformning gør det muligt at foretage noget spontant”, som Supertank siger? De begreber vi behøver at gøre mere klare er muligheder, inkludering, frihed og spontanitet. Alle fire liberalistiske begreber, hvis de ikke kvalificeres og vises som afhængige og betingede.

For at starte med det første: Jeg tror vi bør skelne mellem muligheder (som der er overflod af i vores samtid) og betingelserne for at man kan vælge dem (som der er underskud af, sagt lidt groft). De fleste rum er så at sige “åbne for muligheder”, men intet sker uden begge ting – mulighederne og betingelserne for at de vælges. For at en adfærd, et menneske, en bygning skal kunne tage plads, kræves dets mulighedsbetingelser. Lad os gå videre, så begrebet om mulighedsbetingelser kvalificeres hen ad vejen.

Illusionen om at “alle kan være med”, bygger samtidig på en forestillingen om spontanitet som noget der “bare sker”. Spontanitet er her noget der falder ned fra himlen – ligesom “frihed” har det ingen årsag – folk vil bare være med uden videre og deltage og omforme deres by hvis bare de “får mulighed for det”. Så længe muligheden er der, så er individer frie, til at udøve “lige præcis hvad de har lyst til”, helt spontant. Med andre ord, en helt igennem liberalistisk forestilling om handling. At denne forestilling er både tam og misforstået, viser de endeløse eksempler fra aktivistmiljøet selv, hvor alene informationen om, at alle kan være med, sjældent giver ikke-allerede inkluderede folk følelsen af, at de rent faktisk er velkomne. Har det noget at gøre med, at “alle” er en så ideologisk tynget figur, at de fleste opfatter “alle” som specifikke “nogle”? Men også kreativ business snakker med dette sprog: for at blive dygtig skal man “bare gøre lige det man vil”, uden jantelovs-agtige hæmninger, og kreativiteten er altid en “spontan udfoldelse“, som om det var noget der kom indefra og ud, men blot har været hæmmet af ufrie miljøer. Men man kan aldrig bare “gøre hvad man vil”. Det man vil er også altid betinget af det som de andre vil – dette er ikke blot en udefrakommende hæmning, det er også en “udefrakommende” mægtiggørelse: de andre sætter dig i stand til at gøre noget, ved at give dig lyst til at gøre noget, ved at lade dig ville det. Vi er afhængige af de andre: De er betingelserne for at vi griber mulighederne. De er vores mulighedsbetingelser.

For at komme tilbage til de fire begreber – muligheder, inkludering, frihed og spontanitet – kan de alle defineres som liberale begreber, så længe de ignorerer deres afhængigheder og betingelser. Kritikken minder om et tidligere indlæg om “postanarkisme” og dens kritik af (liberal) anarkisme. Øvelsen ligger som dér, at definere begrebernes liberale karakter, for derefter at udvide dem.

• Muligheder er liberale, så længe de alene konstateres: “Se, en mulighed”. Muligheder kan stilles, muligheder kan være tilstede – et rum kan være åbent for muligheder. Men der spørges: “Muligheder for hvem?” Muligheder kan ikke tage plads uden deres betingelser, hvilket som regel er andre mennesker, der sætter os i stand til at gribe dem. Muligheder er intet uden mulighedsbetingelser.
• Inkludering er liberalt, så længe det forbliver på tekstuelt eller formelt niveau: “Alle må være med!” Det spejler at konstatere alles mulighed, for at være med, men uden at etablere betingelserne for, at de vil, at de vover, at de har lyst til, at være med. Inkludering bør altid også være uformel og materiel.
• Frihed er liberal, så længe den indsnævrer sig til frihed-fra, til hæmning, til “udefrakommende” påvirkninger. Resten, alle de handlinger som frihed-fra åbner op for, antager det liberale kommer “indefra”, som noget individet “udfolder” af “sig selv“. Men denne opdelning mellem “udefrakommende” hæmning og “indefrakommende” frihed, er falsk og ignorerer at vi altid er sammenfiltrede andre. Frihed indebærer også en frihed-til, der er afhængig af de andre, en mægtiggørelse, en fælles kraft, der sætter personen i stand til at handle.
• Til sidst, spontanitet. Også en liberal forestilling, hvis den antages at falde ned fra himmelen, uden årsag, uden forklaring, betingelsesløst. Spontanitet er i den liberale forestilling kombinationen af, at der er muligheder til stede, og at individer er frie fra ydre påvirkninger, som hæmmer den indre spontanitet. Vi har allerede set hvordan alle disse delelementer – muligheder, frihed-fra og indre/ydre – er falske forestillinger, hvis de ikke kvalificeres i betingelser, afhængigheder og sammenfiltringen med andre. Spontanitet indebærer, at planlægge for det opportune øjeblik – Kairos. Det er en træning i at kunne gribe muligheder, så når de “pludseligt” kommer, er vi klar til at blive “spontane”. For at blive spontan, må man desuden inviteres – ikke formelt, på papir eller endda udtalt – men i kraft af vore afhængige andre, de er invitation nok. Afhængigheden består i hvorvidt vi kan regne med, at de bliver spontane med os. Hvorvidt de har trænet sig i evnen deri.

Hvis vi har fire nye begreber at kvalificere de liberale udgaver af muligheder, inkludering, frihed og spontanitet, så er det: mulighedsbetingelser, en inkluderende praksis der bygger på materielle mulighedsbetingelser, en mægtiggørende og afhængig frihed-til, og til sidst en spontanitet der træner Kairos i fællesskab.

Anarkitektur, del I

06.09.2010 • anarkitektur, hacking, metropol, [svensk] • 1 kommentar /

Lite noter om anarkitektisk stadsplanering.

I sommars valde vi att fira solen med att flytta veckans Planka-möte ut på gatan. Varje dag fickparkerar bilar där och det tar lång tid, fram och tillbaka, gasa upp och ner, bromsa så bilen inte krockar med annan bil etc. Det gör ett oerhörd väsen av sig och är inte alls mysigt. Därför bestämde vi oss för att flytta ut mötet på den enda lediga parkeringsplats, och där fortsätta diskussionerna kring stadens trafikmaktordning. Mötena blev oerhörd lyckade, folk som gick förbi stannade upp eller satte sig ner, blev bjuden på cider och tog del i det prat som pågick. En granne kunde försäkra oss om, att han “också hatade bilar”. (Apropos bilhat har Planka.nu en artikel i nya Brand #2 med en titel som slutar med en dramatisk och blommande frasradikal passage om brännande bilar).

Det ligger nära att använda uttrycket att “ta tillbaka gatorna” (från engelska reclaim the streets). Detta missriktar dock fokus till föreställningen om något som har varit “vårt” i dåtiden, och som nu kan “tas tillbaka”. Parkeringsplatserna anses här som en främmande bebyggelse, där “vi” levde innan, och att det är vår “rätt” att använda dem “igen”. (Ironisk, att en sådan historiemetafysik nästan påminner om hur den sionistiska rörelsen, via händelser tusen år tillbaka, rättfärdigar israeliska bosättare som ett sorts bibelsk reclaim).

Hur stadens platser och konstruktioner ska byggas, användas och modifiera anses vanligtvis vara uppgift för arkitekter och stadsplanerare att utforma. Ungefär som att “politik” är något som “politiker” håller på med, dvs. inne i parlamenten. Men om staden ska växa nerifrån och upp – om staden ska bli politisk bortom arkitekternas parlament – får detta inte bli enda sättet att planera staden. Vi måste göra en skillnad här.

Arkitektur. Att planera byggande uppifrån-och-ner och kontrollera användningen genom offentliga regelvärk och individuella rättigheter. Etymologisk ursprung från grekiska ‘arkhitektōn’, från arkhi- ‘ledar’ + tektōn ‘byggande.’

Arkitektur kräver ledare, som bestämmer och utformar ramarna för stadens platser och konstruktioner. När vi rör oss i sådan byggande, stabiliserar de sociala relationer sig i samma sorters hierarki, som utgör förutsättningen för byggandet. En stad planerad av bilägande politiker, kommer så klart att prioritera bilar. Därför måste cyklarna ta upp plats på trottoaren, och fotgängarna gå på varandras fötter. Detta sätt att bygga staden på brukar som oftast att dela konstruktioner upp i antingen statlig eller privat egendom. Deltagande måste därför medieras genom representativa kanaler, och direkt deltagande misstänkliggörs ofta eller i värsta fall kriminaliseras.

Anarkitektur. Att låta stadens flöden och konstruktioner planeras och modifieras nerifrån, i aktiveringen av lokala gemenskaper och ad hoc initiativ. Byggande utan ledarskap, anarki arkitektur. Etymologisk ursprung i grekiska anarkhia/anarkhos och arkhitektōn, från an- ‘utan’ + arkhos ‘ledare‘ + tektōn ‘byggande.’

Mycket anarkistisk tänkande baserar sig på att undvika alla sorters reglering och planering. Idealet för stadsbyggande blir då “den oplanerade staden”. På samma sätt som att kärlek inte bara uppstår spontant, som var det en händelse från yttre rymden, måste byggande också planeras. Stadens flöden och konstruktioner praktiseras alltid i vis mån – de måste uppräthållas av aktivitet – och dessa praktiker kan läras om, tränas in och måste repeteras för att i framtiden äga rum.

Att skapa ett lokalsamhället är dessutom mycket roligare än att ha det! Kanske handlar det då om att medlet helgar målet? (Nä jag skiter egentligen i den uppdelningen).