Terapi som politisk praksis, del II: Tre behandlingsstrategier

I indledningen til Terapi som politisk praksis, beskriver Birgitte Diderichsen tre måder at forholde sig til samfundet i psykoterapien.

Den første er den bekræftende strategi, dvs. “bekræftende” af samfundet, som det består, ikke bekræftende af personen, der går i terapi. Formålet med terapien er, at personen skal tilpasses samfundet, som det er. Fx hvis et menneske bryder sammen pga. stress eller meningsløshed, handler det om at blive arbejdsdygtig igen: at håndtere sin stress og finde mening i sit arbejde eller skifte til et mere passende arbejde. I dag ville man sige, med en uskøn anglicisme, at den bekræftende strategi “reproducerer magtstrukturerne”.

Den anden strategi er den progressive strategi, som ikke tager samfundet, som det er, for giver. Den progressive ønsker “nytænkning” og “fremskridt”. Samfundet “kan godt blive bedre”, tænker den progressive. Men nytænkningen kan være lige så farlig, som den er opfindsom, fordi den fremmer (nye) tendenser, der let integreres med arbejdssamfundet, som således “indhenter” og “indfanger” det progressive.

Den sidste strategi kalder forfatterne for den overskridende. Her er det vanskeligt, med nutidens øjne, bare at fortsætte at referere videre. De sidste fyrre årtier, lad os bare sige siden 68 (som denne bog var et produkt af), har fetisheret overskridelsen, dyrket den som universalmiddel eller mål i sig selv. Overskridelsen er ikke mindst ‘indhentet og indfanget’ af arbejdssamfundet og gjort til varer fra edgy kunst-events til en havremælk, der ikke vil være som de andre: Rebel™

Sagt med bogens terminologi er det et godt eksempel på, at mange af overskridelserne faktisk var progressive derved at de let kunne integreres i varesamfundet igen.

Hvis vi skal holde fast i idéen om en egentlig og tilbundsgående overskridelse, der “bryder med det bestående” (for nu at bruge en af de fortærskede klichéer, som også står i bogen), så vil jeg vove at begrænse overskridelsen til én ting: arbejdet. Ikke fordi arbejdet (eller “arbejdssamfundet”) skal være erstatning for store afguder som kapitalisme, samfundet, civilisationen osv. men fordi netop psykiatri og psykoterapi har haft et helt særligt forhold til deres patienters arbejdsdygtighed. Psykologisk behandling har, gennem tiderne, i vid udstrækning handlet om at arbejde med patienterne, så de kunne arbejde med sig selv, så de kunne komme ud og arbejde igen.

At bryde med “arbejdsdygtig” som formål for psykoterapi kunne være et værdigt alternativ som den tredje strategi, som hverken er bekræftende af arbejdssamfundet eller dens opfindsomme, progressive og overskridende avant-garde.

Hvorfor tid er et feministisk spørgsmål

I came to learn that women have never had a history or culture of leisure. (Unless you were a nun, one researcher later told me.) That from the dawn of humanity, high status men, removed from the drudge work of life, have enjoyed long, uninterrupted hours of leisure. And in that time, they created art, philosophy, literature, they made scientific discoveries and sank into what psychologists call the peak human experience of flow. Women aren’t expected to flow. I read feminist leisure research (who knew such a thing existed?) and international studies that found women around the globe felt that they didn’t deserve leisure time. It felt too selfish. Instead, they felt they had to earn time to themselves by getting to the end of a very long To Do list. Which, let’s face it, never ends.

Brigid Schulte: Why time is a feminist issue

Roden til alt ondt

En anden begivenhed, der finder sted allerede i morgen eftermiddag: Reception for Eskil Halbergs arbejdskritiske bog Roden til alt ondt. Det er 17-19 i Folkets Hus, Stengade 50. Befriet fra facebook:

Til receptionen vil du blive budt på en velkomsdrink og få mulighed for at høre om hvorfor arbejde og ikke lediggang er roden til alt ondt!

»Da jeg gik på universitetet læste jeg om vidensarbejde og det fleksible arbejdsmarked. Vi fik at vide at vi næsten selv kunne vælge hvilke jobs vi ville have når vi var færdige med uddannelse, og at økonomien var blevet krisefri. Teknologi og de kreative fag ville sørge for at økonomien ville fortsætte med høj vækst. Fremtiden lå for vores fødder hvis vi ville realisere vores liv på arbejdsmarkedet og gøre karriere. Marxismens kriseanalyser var næsten fortrængt til fordel for positive postmoderne analyser af det kriseløse arbejdsmarked, og interessekonflikter mellem arbejdsgiver og arbejdstager betragtedes som ophævet eller i det mindste under afvikling. De politiske grupperinger jeg var en del af i 00’erne tænkte heller ikke på økonomiske kriser som en mulighed. Kritikken af arbejdsmarkedet tog sit udgangspunkt i avancerede analyser af hvordan selvledelse og identitetsdannelse foregik på arbejdsmarkedet. Stress var et resultat af for stor begejstring for arbejde og den identitet der fulde med. Der var mangel på rammer og ledelse handlede om at opløse skellene mellem arbejde og fritid. Selvrealisering var det helt store modeord i de år. Men så kom krisen.«

Forudbestil “Roden til alt ondt” på:
http://butik.forlagetnemo.dk/product/eskil-halberg-roden-til-alt-ondt
Tjek også vores andre Tumulti-udgivelser her:
http://butik.forlagetnemo.dk/products/bøger/tumulti-1230595

Der er mere, dagen efter 16-17 i Storrs Antikvariat, Ahlmannsgade 1, hvor Eskil vil holde et oplæg om bogen.

Forbrug bliver arbejde (note om afgiftsstrejke)

Dette er skrevet som note til en klumme foråret 2011.

For at lige tage tråden op igen fra klummen i Information og den efterfølgende uddybning på bloggen. Her et par noter specifikt om gråzonen mellem forbrug og arbejde. Nok meget gentagelser for de, der har læst med på bloggen.

Fabrikken uden vægge

Hvad sker der, når fabrikkens vægge opløses, og produktionen flytter ud i hele samfundslivet? Når arbejde kan foregå på et kontor, men lige så vel på en café, i din dagligstue osv. Når arbejde er usikkert, midlertidigt og projektbaseret. Når grænsen mellem at være ven og kollega udviskes, når arbejde tit er ulønnet, når selv forbrug kan virke som arbejde

Betegnelsen fabrikken uden vægge henviser til det skift i produktionen, hvor industriens fabrikker ikke længere er det eneste priviligerede sted for arbejde. Hvor produktionen oversvømmer fabrikken og flyder ud i hele samfundslivet. Det at arbejde bliver, i fabrikken uden vægge, at producere samfundet selv: Hvordan vi lever, hvordan vi omgås, hvad vi føler, hvilke oplevelser og situationer vi berøres af. Metropolen er fabrikken uden vægge: En livsfabrik, en følelsesfabrik, en oplevelsesfabrik, en spektakelfabrik, berøringsfabrik.

Forbrug bliver arbejde

Grænserne mellem forbrug og arbejde bliver sværere og sværere at trække.

I al vores arbejdsfixering, glemmer vi måske, at fabrikken uden vægge, ikke kun er et sted hvor der arbejdes. Det er ikke nok at arbejderen blot “reproducerer sin egen evne til at arbejde”, dvs. overlever, for at kunne fortsætte med at arbejde. For at arbejde i samfundsfabrikken, må arbejderen gøre mere end at overleve, mere end at blot kunne gå på arbejde næste dag. At gå på arbejde kræver mere, end at blot være til stede med sin fysiske krop, mere end blot at have en arm og en hånd til at føre fabriksmaskinen. Arbejderen må have sig selv med på arbejde: sine følelser, sine kompetencer, sine aspirationer og drivkrafter. Arbejderen må arbejde på sig selv dagligt, “som en snedker der er blevet smidt ud fra hans værksted og i desperation begynder at hamre og save i sig selv”. Arbejderen må arbejde med sig selv, for at producere kundens nydelse og tilfredsstillelse. Og det kræver til tider også hårdt arbejde at producere kollegaernes samarbejdsvillighed, deres entusiasme, deres “kreative atmosfære”.

Fra at have arbejdet på en fabrik hvor produktionsapparaterne var store stålmaskiner, bliver arbejderen nu selv produktionsapparatet: En følelses-, berørings- og inspirationsmaskine etc.

Når arbejderen bliver sit eget produktionsapparat, må arbejderen derfor konstant udvikle sig selv. Her finder vi den centrale pointe: Udvikling af arbejderen – arbejderens så kaldte selvudvikling – sker som oftest gennem forbrug. Det er her gråzonen opstår: Arbejde og forbrug tjener samme formål. Begge aktiviteter er så at sige “på arbejde”, for at arbejderen kan fungere bedre på arbejdspladsen, mere kreativ, mere innovativ, mere cutting-edge, mere hyggelig.

Når arbejderen forbruger, tjener det altså et formål for produktionen, for arbejderens evne til at arbejde. I de kreative brancher, og i stigende grad de andre brancher der underlægges dens måde at fungere på, bliver det af den grund nødvendigt, at forbruge visse ting på visse måder. Det forventes at man går til en vis slags kulturarrangementer, med en vis slags tøj, ankommende på en vis slags cykel. At man har en vis slags computer, med en vis slags klistermærker på. Eller i det mindste at man konsumerer sit produkt på en vis måde. At man forbruger den indforstået: man kender hele produktets “story-telling”, dens oplevelsesøkonomiske fernis. Eller man forbruger det omsorgsfuldt: man elsker sit produkt, man er “religiøs omkring Apple“. Det samme gælder for metropolerne selv, da de selv er objekt for forbrug, og derfor er i konkurrence med hinanden. Den Usynlige Komité skriver i fjerde cirkel:

Metropolens bykerner er ikke kopier af sig selv; de tilbyder sine egne auraer, vi glider fra den ene til den anden, vælger en og vælger en anden fra, til melodien af en eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige typer af barer, mennesker, design eller spillelister. “Med min mp3-spiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os, er vor eneste udvej, at konstant forny vor egne indre verden, som et barn der bygger det samme lille hus om og om igen …

Arbejderens forbrug er ikke blot omkostningsfuldt, det er altså også selv en slags arbejde. Forbrug er arbejdet på en vis personlighed, et vist selv, en måde at være til på i verden, der øger ens arbejdspræstation i fabrikken København. Hvilket gør det endnu mere absurd: vi betaler for at arbejde.

Således spørgsmålet: Hvordan strejker man i Fabrikken København? Da den forudgående diskussion læner sig direkte op af forrige indlæg om Fabrikken uden vægge, vil jeg fortsætte her, ved at snakke om nye former for strejke.

I det industrielle samfund, kunne arbejderne finde hinanden i fabrikken. De kunne opfatte sig som en gruppe, med fælles problemer i hverdagen. De kunne derfor forfølge fælles mål, med fælles taktikker, fx nøle de lange arbejdsdage, for at reducere arbejdets intensitet. De kunne sabotere maskinerne, så de kunne gå hjem tidligere eller bare hvis fabrikslederen gav dem problemer. De kunne strejke sammen, for at lægge pres på politikere og deres arbejdskøbere. De kunne drømme om at starte deres egne kooperative fabrikker, og lede produktionen selv.

Hvordan strejker man når fabrikkerne flytter til udlandet? Når der ikke er nogen stålmaskine inden for rækkevidde at sabotere? Hvordan skal arbejderen med den usikre ansættelse og skiftende arbejdsplads da strejke?

Eskil nævner den italienske gruppe Potere Operaio og deres tradition for at sabotere fabrikkerne i 70’erne. Men italienerne har også en anden, mindre kendt, måde strejke på, kaldet autoriduzione (“selvreduktion”). Fabrikens jagt på profit er i metropolen forskudt til en jagt på afgifter, rente og husleje. Det var derfor italienerne også slog til der. Så de strejkede som forbrugere. En betalingsstrejke. Familier nægtede at betale varmeregningen. Husmødre nægtede at betale den fulde husleje og sendte et beløb de synes var rimeligt. Unge tog for sig i supermarkederne og omfordelte madvarerne i nabolaget. Ligesom den strejkende arbejder nægter at arbejde, er den strejkende forbruger grus i det maskineri, der afkræver urimelige afgifter for mad, transport, husleje etc. I et historisk perspektiv er afgiftsstrejken en omvendingen af arbejderstrejker, men forskellen behøver ikke være så stor. Forskellen er snarere en forlængelse, at strejkerne også retter sig til forbruget.

 

Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod

Klumme i Information i dag.

Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.

Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.

Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.

Læs klummen her.