Arbetets tillväxt

För tiden översätter Copyriot texter av värdekritikern Robert Kurz: Bilsagans slut, Kapitalismen upprepar sig inte och Kapitalet och historien. Den senaste krönikan handlar om “värdetillväxtens inre gräns” och slutar med en fråga:

Tänk om inga nya möjligheter till reell värdetillväxt går att finna.

Det kan finnas grund att vara skeptisk här, men det är onekligen en intressant tanke. I så fall går det inte för någon liberal ekonom att bara invänta kapitalets “renande” kris, till en ny och arbetsintensiv produktionsordning etableras (för en sådan finns ingalunda i sikte). Scenariot är värd att spekulera vidare på. Men hur? Här bara ett par av de skeptiska kommentarer, som måste vara med i bagaget för att börja spekulera på en värdetillväxtens inre gräns.

Roland Paulsen tar ju den mer dystra positionen (inte något “renande”, inte heller någon inre gräns): kapitalet kan fortsätta växa genom “arbetets värde”, dvs. arbetets fortsatta expansion (skapa mer meningslösa job).

Att EU utnämnde 2011 till att vara “frivillighetens år” (European Year of Voluntary Activities Promoting Active Citizenship) kanske ger ett tecken på att det finns vissa som har bestämt sig för att fortsätta arbetets ordning även efter arbetets formella försvinnande.

Vänsterpartier i Danmark försöker etablera en “motdiskurs” vs. tillväxt-diskursen. Då pratar de om “demokratisk tillväxt”, vilket jag inte helt fattar vad det innebär, men jag är inte säker på att det är något bra. Faktisk kan det mycket väl bli just den sortens reform av kapitalet som det krävs för att hantera* denna kris.

Framtidens tillväxt kan mycket väl bli en tillväxt av “aktivt medborgarskap”, a.k.a. vänsterns gamla klyscha om “partipatory democracy”. Vi vet ju vad det skulle kunna vara: Fler föreningar (relationer baserat på kontrakt och stadgar; icke-gemenskaper), fler medborgarinitiativ (för att bevara “demokrati” och viktiga “funktioner i samhället”), mera frivilligt arbete (chefen behöver inte längre betala), ett par medborgargarder (städa lokalsamhället för brottslingar och annat smuts) och kanske även en medborgarlön (ordet säger allt: få lön för att vara en god medborgare). Ett enormt bureaukratisk väsen måste etableras för att kunna kontrollera en sådan mobilisering och det behöver inte vara centralt som under statssocialismen i Sovjet: så länge varje miljö, verksamhet eller autonoma samhälle är “självstyrande”. Så länge alla styr sig själva, behövs det ingen central aktör för att göra det

Utvecklingen kan summeras såhär: Ökad mobilisering går hand i hand med ökad övervakning. Inte bara för att ökad medborgarskap innebär ökad polisvaro (matematisk uttryckt i “cititzen = cop”), men också p.g.a. kybernetiska processer: ökad transparens, synlighet, digitalisering, formalisering (kontrakter osv). Vi kommer helt enkelt få bra hjälp av en svensk översättning av den kybernetiska hypotesen, om en sådan kommer.

* Rasmus, är det inte synd att översätta ‘bewältigt’ till ‘hantera’? Det skulle kunna vara ‘övervinna’ t.ex. (engelskan tog ungefär den också), även om jag inte vet om det helt är vad som behövs. Kanske sista mening inte går att rädda, för hur som hälst ska det som kommer hända vara på “civilisatorisk vis”. Åh helvete …

Helbrede død med kommunisme

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, :

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Et u-styrligt angreb på ledelse

Der er behov for et omfattende og underminerende angreb på ledere og deres ledelse. Rune Lykkeberg formulerer en slags programerklæring til antiledelse i Information:

Nu hvor vi så længe har hørt på ledelsespladderet, må det være på tide med en modbevægelse: Anti-ledelsesbøger, hvor underordnede fortæller andre underordnede om, hvordan man modstår de moderne ledelsesteknikker, og anti-ledelseskurser, hvor arbejdstagerne lærer hinanden at bestemme selv. Vi må gå fra kåringen af månedens medarbejder til dyrkelsen af årets modarbejder.

Man skal være kynisk som en TV-journalist eller selv være en leder, for at allerede her begynde at plabre om nødvendigheden af “samarbejde” og være “sammen” om tingene. Lad os bare slå det fast fra starten: chefen er ikke vores ven, og dine eventuelle “samarbejdsvanskeligheder” er et godt sted at begynde på det projekt vi skal i gang med.

Efter erklæringen følger Lykkeberg, lidt overraskende, tanken om antiledelse til ende. Hvilket betyder at gå til tankens ‘hvordan’: 5 strategier til hvordan ledelse kan undermineres. Her er hans forslag, som en start:

(1) Ros lederen på en måde, som antyder, at lederen har været dårlig
(2) Stjæl lederens forandringsmomentum og forestilling om, at det et er ham, der tør “møde fremtiden”
(3) Grin ikke af lederens vittigheder. Det er lederens privilegium at bestemme, hvornår der skal være alvor og hvornår det skal være sjovt. Fuck det op.
(4) Overtag pessimismen. Se “situationens alvor”, den virkelige situation, i øjnene, og vend på den måde “realismen” på hovedet.
(5) På lang sigt erobre ledelsesbegrebet.

(Rune, jeg undskylder dig al din tidligere vaghed: nu begynder vi at snakke. Det er noget af et fremskridt at kunne skrive om arbejdspladsmodstand og angreb på ledelse i en offentlighed som Information i dag. Rune, du er åbenlyst blevet mere konsistent, og det har potentiale til at få ting til at ske.)

Lykkebergs strategier er et udmærket udgangspunkt, men de er alle sammen af sprogligt art. For er det ikke sådan, at det er den tavse og usynlige underminering af ledelsen, der er den allermest effektive, samtidig som den risikerer mindst at isolere en enkelt medarbejder? Den sidste og femte strategi er der god grund til at have forbehold for, og det vil jeg komme tilbage til. Jeg vil dog anbefale at læse artiklen, og særligt de gode forslag til strategier, for bloggen hér er et svar på den.

Fra kritik til gestus

Lad os kort gøre det klart, hvad Lykkebergs artikel formår at gøre, som meget få indlæg i dansk borgerlig offentlighed formår i dag: skiftet fra kritik til gestus.

Kritik er her idéen om, at hvis vi bare besværger kapitalismen og ledelsesfilosofien nok, så vil den forsvinde. Skrive læserbreve, kronikker, opstemte ledere, bande og svovle mens vi streamer høringer direkte fra folketinget, mobiliserer til protester og demonstrationer, håbe på at ledelsen vil læse vores skilte og høre vores krav om sociale løsninger. Det vil de ikke.

Ingen ledelse vil tage godt imod et angreb på ledelse.

Og forstå mig ret, det er meget vigtigt med kritik. Derimod er kritik ikke bare ligegyldigt uden gestus, dvs. uden at føre den kritiske tanke til ende, det bliver en aktiv medhjælper til tingenes tilstand. Vi bør huske en begivenhed i februar 2003, hvor folk samlede sig i protest på gaderne over hele kloden mod krigen i Irak. Den største demonstration i verdenshistorien. I en større vestlig by møder George W. Bush dem der protesterer. Han siger til dem: “Hvor er det herligt at se så mange praktisere deres forsamlings- og ytringsfrihed. Det er beviset på at vi lever i et demokrati. Det privilegie har de ikke i Irak og det er lige præcis derfor vi må tage derned og give det samme demokrati, som vi har”. En måned senere invaderede amerikanske tropper Irak.

Pointen er nok tydelig. Kritik kan affejes, hvis ikke lederen føler at den allerede nu kan have konsekvenser. Kritik uden sammenhæng med gestus, kan endda integreres i lederens egen gestus (paradokset: “jeres kritiske protester = den manglende retfærdiggørelse for vores krigeriske gestus”).

Kan vi komme i tanke om lignende ledelsestricks på arbejdspladsen?

For bare at vende kort tilbage til skiftet, altså, fra kritik til gestus. Skiftet kan beskrives således: fra at indigneret tage afstand fra alt det der er galt i samtiden og afmægtigt proklamere “hvad der må gøres”, til at blot notere sig grunden til lidelsen og derfra sætte i gang. At sætte i gang indebærer at tilegne sig midlerne til at allerede nu og her angribe grundene til lidelsen og sprede dem til andre. At i stedet for at udtænke det store program for at svare på spørgsmålet om hvad, så overgå til det praktiske spørgsmål om hvordan vi, i den mængde af forskellige situationer vi befinder os i, kan underminere autoritet.

Ja, autoritet. For det er hvad ledelse består af: autoritet. Hvor tilsløret af Løgstrup-filosofi og kreahumanistiske værdier det end må være: autoritet.

Og det er nu Rune Lykkeberg taber tråden. Vi tager lige hans femte råd i fuld længde:

Det femte råd er langsigtet og for så vidt også foreløbigt: Det må være anti-ledelses-bevægelsens strategiske mål at erobre ledelsesbegrebet. Fremover skal erhvervslederne kaldes for anti-ledere, fordi de bekæmper medarbejdernes ret til at lede sig selv. Anti-ledelsen vil kulminere, når ledelsesfilosofien naturligt handler om at erobre selvbestemmelse fra dem, der vil bestemme over andre.

(Men Rune, du bør gribe det mere ambitiøst an. Formålet med anti-ledelse er ikke at kunne lede sig selv. Dér er ledelsesfilosofiens innovationer allerede nået. Og det gør det ikke bedre at målet er “strategisk” og “for så vidt foreløbigt”, fordi det minder alt i alt om en sovjetunions “overgang til kommunisme”, eller, hvis vi nu skal føre sammenligningen ud, “selvledelsens diktaktur”, der så skulle kunne lære os at underminere ledelse ved at hver dag blive ledt af os selv. Helt ærligt Rune, du må se situationen i øjnene: det eneste værdige angreb på ledelse er et angreb på ledelse som sådan)

Også et angreb på selvledelse

Ledelsesfilosofien har allerede forstået at udnytte kravet om at “lede selv”: ansvaret placeres på den enkelte (“vi må som selvledere, alle tage hvert vores ansvar”), mens rammerne sættes udfra (“det er den økonomiske ramme, vi må forholde os til”) og gevinsterne ryger samme vej.

Vi må ikke angribe ledelse bare for at kunne lede på egen hånd. En sådan ambition underminerer slet ikke ledelse, den forskyder bare ledelsen. Et angreb på ledelse er også et angreb på alt det inde i mig, der ønsker at blive en lille leder (af mig) selv. Hvis vi skal angribe ledelse, så er det ikke for at befrie “selvledelsen”. Det er for at tage selvledelsen med ned i samme omgang.

Alle tilskyndelserne til at “lede mig selv” og “have styr på det”, at “udfolde mig frit indenfor rammerne”, men stadig “være i kontrol”: det er også alle de tilskyndelser der må angribes. Selvledelse er nemlig bare en avanceret måde at tilsløre autoritet, ved at placere den inde i mig selv.

Alle angreb på ledelse tager sit udgangspunkt her, et udgangspunkt der skal tages helt bogstaveligt: at blive u-styrlig, at blive u-regerlig.

Hvor dele strategier?

Artiklen i Information afslutter med invitationen om at dele erfaringer: “Hvordan kæmper du imod? Hvad er din strategi?”

Desværre er Informations kommentarspor ikke stedet. Det domineres af en lille gruppe trolls, de fleste af dem ældre indignerede mænd, der vil gøre alt for at dræbe enhver intensitet, gerne krydret med afmægtige citater af gamle filosoffer (eller endda gå så langt at citere sig selv: “Ja, som jeg plejer at sige…”).

Men altså, der er stadig behov for steder at dele den slags vigtige kneb og strategier. Hvor kan det finde sted?

Nogen må lave et sådant sted. Gerne flere. Et forslag, for at komme i gang: simpelthen at oprette en webside, hvor man gennem en kontaktformular kan indsende midler og strategier for at underminere ledelse. Hvorefter en lille redaktion redigerer indsendelserne og lægger dem ud på siden. Så opstår der gradvis et bibliotek over strategier til at skabe modarbejderkulturer på arbejdspladsen.

Næste trin er helt sikkert mere fælles og kropslige læringssituationer, steder hvor vi kan mødes, udveksle erfaringer. Måske endda gå hele vejen i ledelsesæstetikkens spor og prøve rollespillet? Altså rollespille typiske situationer hvor ledelse frembringes, for på den måde at øve sig i at underminere den: “Nu spiller jeg lederen, der kommer ind til møde, og så prøver I at undergrave min autoritet”.

Men allerede nu er vi langt væk fra de døde fagbevægelser døde taktikker. Vi har bevæget os ind på, i mangel på bedre ord, militansens område. På den anden side af sundet har en svensk side kaldet maska.nu udbredt en lignende arbejdspladsmodstand, der er blevet en decideret rescourceside for strategier i at underminere ledelse. Check den ud.

Godt for dansk økonomi at låse sig ude

I dag låste jeg mig ude af lejligheden. Jeg betalte en låsesmed 600 kr. for at komme ind igen. Det øger BNP og bidrager således til “den danske økonomi”.

I disse “krisetider” er det præcis denne type initiativer der er brug for. Det er præcis denne type initiativer der vil kunne redde “økonomien“. Skabe “aktivitet i samfundet”. Skabe “mere arbejde“. Skabe “dynamik”.

Sådan gjorde jeg

Mine to samboer var taget ud af byen, så jeg var alene hjemme. Jeg havde forsikret mig om at der ikke var nogen ekstranøgle i blomsterbedet og heller ikke inde hos naboen. Efter disse forberedelser gik jeg ud af døren og lukkede døren efter mig. Smæk. Klik. Jeg tog fast i dørhåndtaget, rykkede lidt i det – der var helt sikkert låst og jeg havde helt sikkert ikke nogen mulighed for at komme ind igen. Godt.

Så ringede jeg efter en låsesmed. Inden da havde jeg kigget på uret og noteret at klokken var over 16.00 – det betyder at en oplukning er dyrere og koster 200 kr. mere. Jeg bedte låsesmeden om at komme og lukke mig op. Det ville koste 600 kr. Han kom efter en halv time. Efter at have skruet brevsprækken op, pillede han en masse med en lang stang, for at få fat i låsen på den anden side af døren. Til sidst virkede det. Jeg udbrød: “Super!”

Jeg viste låsesmeden min legitimation og betalte ham kontant.

Den neoliberale planøkonomi

Har en ny kommentar i Information i dag om bureaukrati, særligt evalueringsbureaukrati.

Den fortsætter hvor forrige kommentarer slap, nemlig arbejdssamfundets irrationaliter, overproduktion, tomme arbejde og affald. Specifikt handler denne om hvordan de mange evalueringer, hvor arbejde og uddannelse skal dokumenteres og tælles, på paradoksalt hvis leder til deres udtømning.

Mere generelt: Hvad sker der, når evalueringer træder i forgrunden? Uundgåeligt leder dette til en kortslutning, hvor arbejdet orienterer sig efter produktionen af repræsentationer af arbejde snarere end arbejdets officielle formål. Det lærer én i første omgang at prioritere arbejde, der er dokumenterbart, måleligt og synligt, frem for at prioritere arbejdets indhold.

Karaktererne er et prima eksempel, fordi de får såvel studerende, elever og undervisere til at orientere sig væk fra læring af viden til at lære at bestå eksamen eller få en god karakter (noget en tidligere klumme i Information omhandlede).

Klummen påpeger det åbenlyse, at selvom samtidens neoliberale politik har præsenteret sig selv som anti-bureaukratisk, så har bureaukratiet på paradoksalt vis øget. Men det har også ændret sig og viser sig nu i termer af evalueringer, akkrediteringer og ‘postmoderne femårsplaner’ (Center for Vild Analyse havde en gang en fremragende analyse af dette, men deres blog er nede og Internet Archive har ikke arkiveret den). Desuden låner klummen bl.a. argumenter fra Mark Fishers varmt anbefalelsesværdige (korte) bog Capitalist Realism – en af de mest kortfattede og lysende bøger jeg har læst det seneste år – specielt kapitlet med den sigende titel “All that is solid melts into PR”, der omhandler repræsentationernes (PR, dokumentation, presse, statistik, evalueringernes) erstatning af arbejdet. Fisher kalder den neoliberale planøkonomi for ‘markedsstalinisme’.

Bemærk i øvrigt den fine fine tastefejl som webredaktøren har gjort sig og som har sluppet igennem korrekturlæsningen (hvis de har nogen på web-delen? Papirudgaven havde ikke samme fejl). Har aldrig hørt udtrykket før, men får straks idéer til hvad neonliberal kunne indebære, haha!

Anyway, læs hele den omtalte klumme fra i dag her.