Category Archives: arbejdssamfund

Forbrug bliver arbejde (note om afgiftsstrejke)

Dette er skrevet som note til en klumme foråret 2011.

For at lige tage tråden op igen fra klummen i Information og den efterfølgende uddybning på bloggen. Her et par noter specifikt om gråzonen mellem forbrug og arbejde. Nok meget gentagelser for de, der har læst med på bloggen.

Fabrikken uden vægge

Hvad sker der, når fabrikkens vægge opløses, og produktionen flytter ud i hele samfundslivet? Når arbejde kan foregå på et kontor, men lige så vel på en café, i din dagligstue osv. Når arbejde er usikkert, midlertidigt og projektbaseret. Når grænsen mellem at være ven og kollega udviskes, når arbejde tit er ulønnet, når selv forbrug kan virke som arbejde

Betegnelsen fabrikken uden vægge henviser til det skift i produktionen, hvor industriens fabrikker ikke længere er det eneste priviligerede sted for arbejde. Hvor produktionen oversvømmer fabrikken og flyder ud i hele samfundslivet. Det at arbejde bliver, i fabrikken uden vægge, at producere samfundet selv: Hvordan vi lever, hvordan vi omgås, hvad vi føler, hvilke oplevelser og situationer vi berøres af. Metropolen er fabrikken uden vægge: En livsfabrik, en følelsesfabrik, en oplevelsesfabrik, en spektakelfabrik, berøringsfabrik.

Forbrug bliver arbejde

Grænserne mellem forbrug og arbejde bliver sværere og sværere at trække.

I al vores arbejdsfixering, glemmer vi måske, at fabrikken uden vægge, ikke kun er et sted hvor der arbejdes. Det er ikke nok at arbejderen blot “reproducerer sin egen evne til at arbejde”, dvs. overlever, for at kunne fortsætte med at arbejde. For at arbejde i samfundsfabrikken, må arbejderen gøre mere end at overleve, mere end at blot kunne gå på arbejde næste dag. At gå på arbejde kræver mere, end at blot være til stede med sin fysiske krop, mere end blot at have en arm og en hånd til at føre fabriksmaskinen. Arbejderen må have sig selv med på arbejde: sine følelser, sine kompetencer, sine aspirationer og drivkrafter. Arbejderen må arbejde på sig selv dagligt, “som en snedker der er blevet smidt ud fra hans værksted og i desperation begynder at hamre og save i sig selv”. Arbejderen må arbejde med sig selv, for at producere kundens nydelse og tilfredsstillelse. Og det kræver til tider også hårdt arbejde at producere kollegaernes samarbejdsvillighed, deres entusiasme, deres “kreative atmosfære”.

Fra at have arbejdet på en fabrik hvor produktionsapparaterne var store stålmaskiner, bliver arbejderen nu selv produktionsapparatet: En følelses-, berørings- og inspirationsmaskine etc.

Når arbejderen bliver sit eget produktionsapparat, må arbejderen derfor konstant udvikle sig selv. Her finder vi den centrale pointe: Udvikling af arbejderen – arbejderens så kaldte selvudvikling – sker som oftest gennem forbrug. Det er her gråzonen opstår: Arbejde og forbrug tjener samme formål. Begge aktiviteter er så at sige “på arbejde”, for at arbejderen kan fungere bedre på arbejdspladsen, mere kreativ, mere innovativ, mere cutting-edge, mere hyggelig.

Når arbejderen forbruger, tjener det altså et formål for produktionen, for arbejderens evne til at arbejde. I de kreative brancher, og i stigende grad de andre brancher der underlægges dens måde at fungere på, bliver det af den grund nødvendigt, at forbruge visse ting på visse måder. Det forventes at man går til en vis slags kulturarrangementer, med en vis slags tøj, ankommende på en vis slags cykel. At man har en vis slags computer, med en vis slags klistermærker på. Eller i det mindste at man konsumerer sit produkt på en vis måde. At man forbruger den indforstået: man kender hele produktets “story-telling”, dens oplevelsesøkonomiske fernis. Eller man forbruger det omsorgsfuldt: man elsker sit produkt, man er “religiøs omkring Apple“. Det samme gælder for metropolerne selv, da de selv er objekt for forbrug, og derfor er i konkurrence med hinanden. Den Usynlige Komité skriver i fjerde cirkel:

Metropolens bykerner er ikke kopier af sig selv; de tilbyder sine egne auraer, vi glider fra den ene til den anden, vælger en og vælger en anden fra, til melodien af en eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige typer af barer, mennesker, design eller spillelister. “Med min mp3-spiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os, er vor eneste udvej, at konstant forny vor egne indre verden, som et barn der bygger det samme lille hus om og om igen …

Arbejderens forbrug er ikke blot omkostningsfuldt, det er altså også selv en slags arbejde. Forbrug er arbejdet på en vis personlighed, et vist selv, en måde at være til på i verden, der øger ens arbejdspræstation i fabrikken København. Hvilket gør det endnu mere absurd: vi betaler for at arbejde.

Således spørgsmålet: Hvordan strejker man i Fabrikken København? Da den forudgående diskussion læner sig direkte op af forrige indlæg om Fabrikken uden vægge, vil jeg fortsætte her, ved at snakke om nye former for strejke.

I det industrielle samfund, kunne arbejderne finde hinanden i fabrikken. De kunne opfatte sig som en gruppe, med fælles problemer i hverdagen. De kunne derfor forfølge fælles mål, med fælles taktikker, fx nøle de lange arbejdsdage, for at reducere arbejdets intensitet. De kunne sabotere maskinerne, så de kunne gå hjem tidligere eller bare hvis fabrikslederen gav dem problemer. De kunne strejke sammen, for at lægge pres på politikere og deres arbejdskøbere. De kunne drømme om at starte deres egne kooperative fabrikker, og lede produktionen selv.

Hvordan strejker man når fabrikkerne flytter til udlandet? Når der ikke er nogen stålmaskine inden for rækkevidde at sabotere? Hvordan skal arbejderen med den usikre ansættelse og skiftende arbejdsplads da strejke?

Eskil nævner den italienske gruppe Potere Operaio og deres tradition for at sabotere fabrikkerne i 70′erne. Men italienerne har også en anden, mindre kendt, måde strejke på, kaldet autoriduzione (“selvreduktion”). Fabrikens jagt på profit er i metropolen forskudt til en jagt på afgifter, rente og husleje. Det var derfor italienerne også slog til der. Så de strejkede som forbrugere. En betalingsstrejke. Familier nægtede at betale varmeregningen. Husmødre nægtede at betale den fulde husleje og sendte et beløb de synes var rimeligt. Unge tog for sig i supermarkederne og omfordelte madvarerne i nabolaget. Ligesom den strejkende arbejder nægter at arbejde, er den strejkende forbruger grus i det maskineri, der afkræver urimelige afgifter for mad, transport, husleje etc. I et historisk perspektiv er afgiftsstrejken en omvendingen af arbejderstrejker, men forskellen behøver ikke være så stor. Forskellen er snarere en forlængelse, at strejkerne også retter sig til forbruget.