Kaste op, bedøve sig, knokle videre, holde ud, skamme sig, stritte imod

18.01.2012 • affekt, afmagt, arbejdssamfund, kontrol, mig'et, offentlighed, realliberalisme • 4 kommentarer /

Klumme i Information i dag.

Den om handler de voldsomme forberedelser til arbejdsmarkedet (uddannelse), som mange befinder sig i; at ikke have nogen fremtid, men at skulle ofre sig for den alligevel; og blive født ind i økonomisk arvesynd, således at man altid står i gæld til økonomien.

Meget af det burde slet ikke stå i en avis som Information, men være blevet sendt som brev til en god ven. Aner ikke om det virkelig giver mening at lægge alle de her ting ud, så gribbene kan læse med, men håber virkelig den også lander hos nogle andre. Og at det kan hjælpe os til at begynde at snakke med hinanden om vold.

Titlen var egentlig et lidt andet spørgsmål. Det lød: “Har du prøvet at være i et voldeligt forhold med din uddannelse?”. Det var måske for langt eller også for mærkeligt for redaktøren. Forhåbentlig forstyrrer erstatningsspørgsmålet ikke for meget.

Læs klummen her.

Arbetets tillväxt

26.12.2011 • arbejdssamfund, kontrol, [svensk] • 15 kommentarer /

För tiden översätter Copyriot texter av värdekritikern Robert Kurz: Bilsagans slut, Kapitalismen upprepar sig inte och Kapitalet och historien. Den senaste krönikan handlar om “värdetillväxtens inre gräns” och slutar med en fråga:

Tänk om inga nya möjligheter till reell värdetillväxt går att finna.

Det kan finnas grund att vara skeptisk här, men det är onekligen en intressant tanke. I så fall går det inte för någon liberal ekonom att bara invänta kapitalets “renande” kris, till en ny och arbetsintensiv produktionsordning etableras (för en sådan finns ingalunda i sikte). Scenariot är värd att spekulera vidare på. Men hur? Här bara ett par av de skeptiska kommentarer, som måste vara med i bagaget för att börja spekulera på en värdetillväxtens inre gräns.

Roland Paulsen tar ju den mer dystra positionen (inte något “renande”, inte heller någon inre gräns): kapitalet kan fortsätta växa genom “arbetets värde”, dvs. arbetets fortsatta expansion (skapa mer meningslösa job).

Att EU utnämnde 2011 till att vara “frivillighetens år” (European Year of Voluntary Activities Promoting Active Citizenship) kanske ger ett tecken på att det finns vissa som har bestämt sig för att fortsätta arbetets ordning även efter arbetets formella försvinnande.

Vänsterpartier i Danmark försöker etablera en “motdiskurs” vs. tillväxt-diskursen. Då pratar de om “demokratisk tillväxt”, vilket jag inte helt fattar vad det innebär, men jag är inte säker på att det är något bra. Faktisk kan det mycket väl bli just den sortens reform av kapitalet som det krävs för att hantera* denna kris.

Framtidens tillväxt kan mycket väl bli en tillväxt av “aktivt medborgarskap”, a.k.a. vänsterns gamla klyscha om “partipatory democracy”. Vi vet ju vad det skulle kunna vara: Fler föreningar (relationer baserat på kontrakt och stadgar; icke-gemenskaper), fler medborgarinitiativ (för att bevara “demokrati” och viktiga “funktioner i samhället”), mera frivilligt arbete (chefen behöver inte längre betala), ett par medborgargarder (städa lokalsamhället för brottslingar och annat smuts) och kanske även en medborgarlön (ordet säger allt: få lön för att vara en god medborgare). Ett enormt bureaukratisk väsen måste etableras för att kunna kontrollera en sådan mobilisering och det behöver inte vara centralt som under statssocialismen i Sovjet: så länge varje miljö, verksamhet eller autonoma samhälle är “självstyrande”. Så länge alla styr sig själva, behövs det ingen central aktör för att göra det

Utvecklingen kan summeras såhär: Ökad mobilisering går hand i hand med ökad övervakning. Inte bara för att ökad medborgarskap innebär ökad polisvaro (matematisk uttryckt i “cititzen = cop”), men också p.g.a. kybernetiska processer: ökad transparens, synlighet, digitalisering, formalisering (kontrakter osv). Vi kommer helt enkelt få bra hjälp av en svensk översättning av den kybernetiska hypotesen, om en sådan kommer.

* Rasmus, är det inte synd att översätta ‘bewältigt’ till ‘hantera’? Det skulle kunna vara ‘övervinna’ t.ex. (engelskan tog ungefär den också), även om jag inte vet om det helt är vad som behövs. Kanske sista mening inte går att rädda, för hur som hälst ska det som kommer hända vara på “civilisatorisk vis”. Åh helvete …

Helbrede død med kommunisme

02.12.2011 • affekt, afmagt, arbejdssamfund, kærlighed, mig'et, opstand, queer, religion, tilknytning • 6 kommentarer /

Vi er ikke deprimerede; vi er i strejke. For de der nægter at håndtere sig selv er “depression” ikke et stadie, men en passage, bukket på vej ud af scenen, et skridt til siden mod et politisk frafald. (Den usynlige komité)

Depression er måske den mest åbenlyst politiske af de mentale lidelser i dag til en sådan grad at det kunne ligne en strejke. Det politiske i depressionen er, at den blokerer alt det, der forventes af os: engagement, positiv tænkning, håb for fremtiden, begejstring over “spændende projekter” eller villigheden til at lade sig mobilisere af et nyt stort venstrefløjsprojekt.

Og det skal ikke forstås som om at depression er et “valg”, hvis nogen skulle komme på den bizarre idé. Det er omvendt: først kommer beslutningerne om ikke længere at engagere sig i visse ting (sit arbejde eller studie, fordi det er meningsløst fx). Det kan man godt blive deprimeret af, særligt hvis man føler sig tvunget til at fortsætte. Det er svært at droppe ud og falde fra, fordi man ikke ved om man har nogen at “stå sammen med”, som en sagde.

(Alt dette burde allerede gøre depressionen mindre individuel og give den en fælles grund, lige som andre så kaldte “mentale” lidelser).

Den fornemmelse for depression jeg ønsker at finde her er ikke diagnosen, men spektret. Depressiv er ikke så meget noget man enten er eller ikke er (afgjort af lægen, psykiateren eller terapeuten efter en BDI-II og en klinisk vurdering). Depressionens magtesløshed findes overalt, den siver ind i hverdagen og blander sig med alle de andre affekter. Den tunge stemning til festen, hvor ingen vil hinanden noget – det er måske også depressionen. Og det lille skud af opgivelse, når jeg prøver at udføre en åndssvag opgave – det er det også. Det er et spørgsmål om at kunne fornemme depressionens sammensætning, dvs. hvad den blander sig med og hvordan det ændrer den. Det strategiske spørgsmål er at kunne fornemme grader, dvs. hvor depressionen fylder og tager over, også langt inden nogen må sendes til lægen og have bekræftet det åbenlyse. Hvor banalt det end må lyde: det strategiske består i at gøre alt vi kan for at undgå at sende nogen til lægen.

Jeg tror ikke depression er noget opråb til nogen, allermindst til nogen arbejdsgiver om at skrue tempoet ned eller nogen politiker om at give mig mere velfærd og bedøvelse. Det er meget simpelt: jeg stoler ikke på at de hverken kan eller vil. Jeg har opgivet, dér. Så måske er depression i stedet det at række hånden ud til sine venner, alene gennem sin passivitet og magtesløshed. Er der nogen der vil tage min hånd og tage hånd om mig? Eller står jeg alene med min nedtrykthed? Fraværet af det, der var der før. Depression er ikke noget i sig selv. Den er kun tomhed i mere eller mindre grad.

Depression har intet at gøre med at være ked af det (“snøft snøft”, som nogen lidt nedladende sagde). Depression er stønnet, ikke snøftet.

Det er at dø en lille smule indeni.

Ja, dø:

80 … We should get rid of the tired idea that death always comes at the end, as the final moment of life. Death is everyday, it is the continuous diminution of our presence that occurs when we no longer have the strength to abandon ourselves to our inclinations. Each wrinkle and each illness is some taste we have betrayed, some infidelity to a form-of-life animating us. This is our real death, and its chief cause is our lack of strength, the isolation that prevents us from trading blows wirh power, which forbids us from letting go of ourselves without the assurance we will have to pay for it. Our bodies feel the need to gather together into war machines, for this alone makes it possible to live and to struggle. (Tiqqun, ICW [pdf])

Det har været en stor fejltagelse at forbeholde døden til det tidspunkt hvor mit hjerte stopper med at slå. For hver gang det føles som om der ikke er noget i mit hjerte, så er det fordi jeg dør en lille smule. Ingen af dødens former opstår af intet, de er alle politiske. De har sine grunde, sine medskyldige og sine måder at ophøre på.

Jeg tror depressionens død er at være så svag og nedbrudt af arbejde, pis og lort og sammenhænge med manglende fællesskab; det er at befinde sig sammen med folk der er så meget oppe i deres hoveder at de ikke mærker efter; det er at have en følelse af hjælpeløshed, men også en stærk uvilje til at “engagere” sig, “mobilisere” sig og forholde sig til alle de latterlige og ligegyldige spørgsmål som man stiller os, og som også vi stiller hinanden.

Jeg vil gerne prøve at være ærlig, fordi jeg kan mærke at noget af alt det her stammer derfra: udsigten til at engagere mig i venstrefløjen, i fagbevægelsen eller en eller anden bevægelse med krav til samfundet og som kræver at “vi mobiliserer” (mobiliserer hvem?). Og jo jeg er ambivalent, men bare tanken gør mig magtesløs og deprimeret. Jeg ved ikke om det kommer fra samme sted, men jeg kan se sporene af samme opgivelse hos jer andre.

Alle folk omkring mig går hos terapeuter (alle dem der har råd); vi bedøver os konstant med kaffe, smøger og alkohol for “enden af ugen”, som var hver kaffe- eller rygepause en undskyldning for at ikke standse op og mærke efter, men bare flyde med, fortsætte med at holde sig i gang; vi ser actionfilm og TV-serier på fast forward når vi kommer hjem fra vores job eller studie for at “slå hjernen fra”; vi har ticks fordi vi ikke ved hvordan vi skal føle det vores krop er fyldt af; mange af os er på antidepressiva; og nu og da hutler vi os sammen i små eksklusive 1-til-1-fællesskaber, dvs. parforhold: vi søger det for at finde lidt tryghed (selvom det er en smule paranoid tryghed), lidt generøsitet (selvom den er en smule beregnende), lidt hengivelse og helbredelse. Selvom det der gør at jeg vokser af alt dette, er at jeg også kan dele det med flere.

Samme pointe som tidligere, den strategiske pointe: at finde en helbredelse der gør at vi ikke lægger alt omsorgsansvaret på én, så vi ikke behøver at give op når det først går rigtigt galt og være tvunget til at søge omsorg hos professionelle, der forsørger sig på at vi lider.

Vi må genopfinde en måde at helbrede døden på.

78 … We have to reinvent the field of health, and invent a political medicine based on forms-of-life.

Jeg kender kun én helbredelse der ikke gør mig mere død, men mere levende, der ikke indebærer opgivelse, men en endnu mere beslutsom vilje til kamp. Helbredelsens navn er kommunisme.

Man siger, at det lyder religiøst. Jeg kan kun være enig.

Kommunisme er ikke en ting (en stat fx), det er et verbum: at dele og mangfoldiggøre (kommunisere) verdener. At læge vores sår med kommunisme, at dele depression i vores fællesskaber, blandt venner.

Et u-styrligt angreb på ledelse

22.11.2011 • arbejdssamfund, kontrol, mig'et, offentlighed • 3 kommentarer /

Der er behov for et omfattende og underminerende angreb på ledere og deres ledelse. Rune Lykkeberg formulerer en slags programerklæring til antiledelse i Information:

Nu hvor vi så længe har hørt på ledelsespladderet, må det være på tide med en modbevægelse: Anti-ledelsesbøger, hvor underordnede fortæller andre underordnede om, hvordan man modstår de moderne ledelsesteknikker, og anti-ledelseskurser, hvor arbejdstagerne lærer hinanden at bestemme selv. Vi må gå fra kåringen af månedens medarbejder til dyrkelsen af årets modarbejder.

Man skal være kynisk som en TV-journalist eller selv være en leder, for at allerede her begynde at plabre om nødvendigheden af “samarbejde” og være “sammen” om tingene. Lad os bare slå det fast fra starten: chefen er ikke vores ven, og dine eventuelle “samarbejdsvanskeligheder” er et godt sted at begynde på det projekt vi skal i gang med.

Efter erklæringen følger Lykkeberg, lidt overraskende, tanken om antiledelse til ende. Hvilket betyder at gå til tankens ‘hvordan’: 5 strategier til hvordan ledelse kan undermineres. Her er hans forslag, som en start:

(1) Ros lederen på en måde, som antyder, at lederen har været dårlig
(2) Stjæl lederens forandringsmomentum og forestilling om, at det et er ham, der tør “møde fremtiden”
(3) Grin ikke af lederens vittigheder. Det er lederens privilegium at bestemme, hvornår der skal være alvor og hvornår det skal være sjovt. Fuck det op.
(4) Overtag pessimismen. Se “situationens alvor”, den virkelige situation, i øjnene, og vend på den måde “realismen” på hovedet.
(5) På lang sigt erobre ledelsesbegrebet.

(Rune, jeg undskylder dig al din tidligere vaghed: nu begynder vi at snakke. Det er noget af et fremskridt at kunne skrive om arbejdspladsmodstand og angreb på ledelse i en offentlighed som Information i dag. Rune, du er åbenlyst blevet mere konsistent, og det har potentiale til at få ting til at ske.)

Lykkebergs strategier er et udmærket udgangspunkt, men de er alle sammen af sprogligt art. For er det ikke sådan, at det er den tavse og usynlige underminering af ledelsen, der er den allermest effektive, samtidig som den risikerer mindst at isolere en enkelt medarbejder? Den sidste og femte strategi er der god grund til at have forbehold for, og det vil jeg komme tilbage til. Jeg vil dog anbefale at læse artiklen, og særligt de gode forslag til strategier, for bloggen hér er et svar på den.

Fra kritik til gestus

Lad os kort gøre det klart, hvad Lykkebergs artikel formår at gøre, som meget få indlæg i dansk borgerlig offentlighed formår i dag: skiftet fra kritik til gestus.

Kritik er her idéen om, at hvis vi bare besværger kapitalismen og ledelsesfilosofien nok, så vil den forsvinde. Skrive læserbreve, kronikker, opstemte ledere, bande og svovle mens vi streamer høringer direkte fra folketinget, mobiliserer til protester og demonstrationer, håbe på at ledelsen vil læse vores skilte og høre vores krav om sociale løsninger. Det vil de ikke.

Ingen ledelse vil tage godt imod et angreb på ledelse.

Og forstå mig ret, det er meget vigtigt med kritik. Derimod er kritik ikke bare ligegyldigt uden gestus, dvs. uden at føre den kritiske tanke til ende, det bliver en aktiv medhjælper til tingenes tilstand. Vi bør huske en begivenhed i februar 2003, hvor folk samlede sig i protest på gaderne over hele kloden mod krigen i Irak. Den største demonstration i verdenshistorien. I en større vestlig by møder George W. Bush dem der protesterer. Han siger til dem: “Hvor er det herligt at se så mange praktisere deres forsamlings- og ytringsfrihed. Det er beviset på at vi lever i et demokrati. Det privilegie har de ikke i Irak og det er lige præcis derfor vi må tage derned og give det samme demokrati, som vi har”. En måned senere invaderede amerikanske tropper Irak.

Pointen er nok tydelig. Kritik kan affejes, hvis ikke lederen føler at den allerede nu kan have konsekvenser. Kritik uden sammenhæng med gestus, kan endda integreres i lederens egen gestus (paradokset: “jeres kritiske protester = den manglende retfærdiggørelse for vores krigeriske gestus”).

Kan vi komme i tanke om lignende ledelsestricks på arbejdspladsen?

For bare at vende kort tilbage til skiftet, altså, fra kritik til gestus. Skiftet kan beskrives således: fra at indigneret tage afstand fra alt det der er galt i samtiden og afmægtigt proklamere “hvad der må gøres”, til at blot notere sig grunden til lidelsen og derfra sætte i gang. At sætte i gang indebærer at tilegne sig midlerne til at allerede nu og her angribe grundene til lidelsen og sprede dem til andre. At i stedet for at udtænke det store program for at svare på spørgsmålet om hvad, så overgå til det praktiske spørgsmål om hvordan vi, i den mængde af forskellige situationer vi befinder os i, kan underminere autoritet.

Ja, autoritet. For det er hvad ledelse består af: autoritet. Hvor tilsløret af Løgstrup-filosofi og kreahumanistiske værdier det end må være: autoritet.

Og det er nu Rune Lykkeberg taber tråden. Vi tager lige hans femte råd i fuld længde:

Det femte råd er langsigtet og for så vidt også foreløbigt: Det må være anti-ledelses-bevægelsens strategiske mål at erobre ledelsesbegrebet. Fremover skal erhvervslederne kaldes for anti-ledere, fordi de bekæmper medarbejdernes ret til at lede sig selv. Anti-ledelsen vil kulminere, når ledelsesfilosofien naturligt handler om at erobre selvbestemmelse fra dem, der vil bestemme over andre.

(Men Rune, du bør gribe det mere ambitiøst an. Formålet med anti-ledelse er ikke at kunne lede sig selv. Dér er ledelsesfilosofiens innovationer allerede nået. Og det gør det ikke bedre at målet er “strategisk” og “for så vidt foreløbigt”, fordi det minder alt i alt om en sovjetunions “overgang til kommunisme”, eller, hvis vi nu skal føre sammenligningen ud, “selvledelsens diktaktur”, der så skulle kunne lære os at underminere ledelse ved at hver dag blive ledt af os selv. Helt ærligt Rune, du må se situationen i øjnene: det eneste værdige angreb på ledelse er et angreb på ledelse som sådan)

Også et angreb på selvledelse

Ledelsesfilosofien har allerede forstået at udnytte kravet om at “lede selv”: ansvaret placeres på den enkelte (“vi må som selvledere, alle tage hvert vores ansvar”), mens rammerne sættes udfra (“det er den økonomiske ramme, vi må forholde os til”) og gevinsterne ryger samme vej.

Vi må ikke angribe ledelse bare for at kunne lede på egen hånd. En sådan ambition underminerer slet ikke ledelse, den forskyder bare ledelsen. Et angreb på ledelse er også et angreb på alt det inde i mig, der ønsker at blive en lille leder (af mig) selv. Hvis vi skal angribe ledelse, så er det ikke for at befrie “selvledelsen”. Det er for at tage selvledelsen med ned i samme omgang.

Alle tilskyndelserne til at “lede mig selv” og “have styr på det”, at “udfolde mig frit indenfor rammerne”, men stadig “være i kontrol”: det er også alle de tilskyndelser der må angribes. Selvledelse er nemlig bare en avanceret måde at tilsløre autoritet, ved at placere den inde i mig selv.

Alle angreb på ledelse tager sit udgangspunkt her, et udgangspunkt der skal tages helt bogstaveligt: at blive u-styrlig, at blive u-regerlig.

Hvor dele strategier?

Artiklen i Information afslutter med invitationen om at dele erfaringer: “Hvordan kæmper du imod? Hvad er din strategi?”

Desværre er Informations kommentarspor ikke stedet. Det domineres af en lille gruppe trolls, de fleste af dem ældre indignerede mænd, der vil gøre alt for at dræbe enhver intensitet, gerne krydret med afmægtige citater af gamle filosoffer (eller endda gå så langt at citere sig selv: “Ja, som jeg plejer at sige…”).

Men altså, der er stadig behov for steder at dele den slags vigtige kneb og strategier. Hvor kan det finde sted?

Nogen må lave et sådant sted. Gerne flere. Et forslag, for at komme i gang: simpelthen at oprette en webside, hvor man gennem en kontaktformular kan indsende midler og strategier for at underminere ledelse. Hvorefter en lille redaktion redigerer indsendelserne og lægger dem ud på siden. Så opstår der gradvis et bibliotek over strategier til at skabe modarbejderkulturer på arbejdspladsen.

Næste trin er helt sikkert mere fælles og kropslige læringssituationer, steder hvor vi kan mødes, udveksle erfaringer. Måske endda gå hele vejen i ledelsesæstetikkens spor og prøve rollespillet? Altså rollespille typiske situationer hvor ledelse frembringes, for på den måde at øve sig i at underminere den: “Nu spiller jeg lederen, der kommer ind til møde, og så prøver I at undergrave min autoritet”.

Men allerede nu er vi langt væk fra de døde fagbevægelser døde taktikker. Vi har bevæget os ind på, i mangel på bedre ord, militansens område. På den anden side af sundet har en svensk side kaldet maska.nu udbredt en lignende arbejdspladsmodstand, der er blevet en decideret rescourceside for strategier i at underminere ledelse. Check den ud.

Godt for dansk økonomi at låse sig ude

19.07.2011 • arbejdssamfund • Ingen kommentarer /

I dag låste jeg mig ude af lejligheden. Jeg betalte en låsesmed 600 kr. for at komme ind igen. Det øger BNP og bidrager således til “den danske økonomi”.

I disse “krisetider” er det præcis denne type initiativer der er brug for. Det er præcis denne type initiativer der vil kunne redde “økonomien“. Skabe “aktivitet i samfundet”. Skabe “mere arbejde“. Skabe “dynamik”.

Sådan gjorde jeg

Mine to samboer var taget ud af byen, så jeg var alene hjemme. Jeg havde forsikret mig om at der ikke var nogen ekstranøgle i blomsterbedet og heller ikke inde hos naboen. Efter disse forberedelser gik jeg ud af døren og lukkede døren efter mig. Smæk. Klik. Jeg tog fast i dørhåndtaget, rykkede lidt i det – der var helt sikkert låst og jeg havde helt sikkert ikke nogen mulighed for at komme ind igen. Godt.

Så ringede jeg efter en låsesmed. Inden da havde jeg kigget på uret og noteret at klokken var over 16.00 – det betyder at en oplukning er dyrere og koster 200 kr. mere. Jeg bedte låsesmeden om at komme og lukke mig op. Det ville koste 600 kr. Han kom efter en halv time. Efter at have skruet brevsprækken op, pillede han en masse med en lang stang, for at få fat i låsen på den anden side af døren. Til sidst virkede det. Jeg udbrød: “Super!”

Jeg viste låsesmeden min legitimation og betalte ham kontant.

Den neoliberale planøkonomi

25.05.2011 • arbejdssamfund, bureaukrati • Ingen kommentarer /

Har en ny kommentar i Information i dag om bureaukrati, særligt evalueringsbureaukrati.

Den fortsætter hvor forrige kommentarer slap, nemlig arbejdssamfundets irrationaliter, overproduktion, tomme arbejde og affald. Specifikt handler denne om hvordan de mange evalueringer, hvor arbejde og uddannelse skal dokumenteres og tælles, på paradoksalt hvis leder til deres udtømning.

Mere generelt: Hvad sker der, når evalueringer træder i forgrunden? Uundgåeligt leder dette til en kortslutning, hvor arbejdet orienterer sig efter produktionen af repræsentationer af arbejde snarere end arbejdets officielle formål. Det lærer én i første omgang at prioritere arbejde, der er dokumenterbart, måleligt og synligt, frem for at prioritere arbejdets indhold.

Karaktererne er et prima eksempel, fordi de får såvel studerende, elever og undervisere til at orientere sig væk fra læring af viden til at lære at bestå eksamen eller få en god karakter (noget en tidligere klumme i Information omhandlede).

Klummen påpeger det åbenlyse, at selvom samtidens neoliberale politik har præsenteret sig selv som anti-bureaukratisk, så har bureaukratiet på paradoksalt vis øget. Men det har også ændret sig og viser sig nu i termer af evalueringer, akkrediteringer og ‘postmoderne femårsplaner’ (Center for Vild Analyse havde en gang en fremragende analyse af dette, men deres blog er nede og Internet Archive har ikke arkiveret den). Desuden låner klummen bl.a. argumenter fra Mark Fishers varmt anbefalelsesværdige (korte) bog Capitalist Realism – en af de mest kortfattede og lysende bøger jeg har læst det seneste år – specielt kapitlet med den sigende titel “All that is solid melts into PR”, der omhandler repræsentationernes (PR, dokumentation, presse, statistik, evalueringernes) erstatning af arbejdet. Fisher kalder den neoliberale planøkonomi for ‘markedsstalinisme’.

Bemærk i øvrigt den fine fine tastefejl som webredaktøren har gjort sig og som har sluppet igennem korrekturlæsningen (hvis de har nogen på web-delen? Papirudgaven havde ikke samme fejl). Har aldrig hørt udtrykket før, men får straks idéer til hvad neonliberal kunne indebære, haha!

Anyway, læs hele den omtalte klumme fra i dag her.

Generaliseret entreprenørskab og pengenes fremtid

27.04.2011 • arbejdssamfund, kontrol • Ingen kommentarer /

3. og 4. maj afholder Creative Commons Danmark saloner i hhv. København og Aarhus. Temaet for forårssalonerne er The Future of Money og lægger fokus på “deltagerbaseret værdiskabelse og entreprenørskab”.

Jeg tager forbi i København.

For at få en idé om hvad det handler om, kan man se traileren til dokumentaren af samme navn, The Future of Money, som salonernes oplægsholdere Gabriel Shalom og Jay Cousins har produceret.

Får instinktivt lyst til at skrue gevaldigt ned på begestringen, men tænker at det også har at gøre med amerikanske dokumentarer, som man let kan gøre en træt af begejstring.

Men der er stadig tale om et ret ambivalent felt her, som både kan svinge mod ubetingede gaveøkonomier og fælles rigdom, men ligeså vel kan svinge mod pengene og bytterelationernes mutation og en generalisering af tvunget entreprenørskab.

Jeg får vibes af begge ting, men fornemmer umiddelbart – pessimistisk – at det første (ubetinget gaveøkonomi og fælles rigdom) er dét, der legitimerer det andet (pengenes mutation, generaliseret entreprenørskab).

Det er klart, at det kommer til at betyde en masse for det finansielle system, inkl. en omdefinering af begreber som udbud/efterspørgsel, marked, værdi (value) vs. rigdom (wealth), producenter osv.

Apropos titlen “The Future of Money” er det interessant at bemærke, at selv fremtrædende folk på Wall Street for år siden erklærede, at vi var ved at se “The End of Money”. Det er helt åbenlyst, at dette ikke indebærer The End of Wall Street eller Big Business. Store virksomheder opgiver i stigende grad at hyre tjenester fra hinanden – i stedet deler de bare ydelser, dvs. reciprok gavegivning: “I får X, vi får Y”. Milliardvirksomheder der deler vennetjenester.

En anden ting er, som dokumentaren også nævner, skiftet mod generaliseret entreprenørskab: “We want everyone to see themselves as producers”.

Ja, alle er allerede producenter, af et fungerende hjem, af hjælp til fremmede, af omsorg eller vrede der smitter, af idéer og kritik, af rent vasketøj, af kunst, af et latteranfald, af sammenskudsgilder, af foreninger osv osv osv. Sagt kort, at producere livet. Livets rigdom.

Mistænker man nu, at det ikke er alle disse slags produktioner, som der tales om i dokumentaren? For vist er der stadig nogen der betaler, og noget der får betalt? Jeg er stadig oprigtigt i tvivl, om glæder mig derfor til at komme og høre mere.

Generaliseret entreprenørskab

Skiftet mod generaliseret entreprenørskab ligger helt i forlængelse med særligt de vesteuropæiske arbejdsmarkeders udvikling. Her er målet, at alle bliver freelancere, ansat på midlertidige kontrakter osv. Du skifter dit CPR-nummer (identitet som borger, der kan modtage velfærdsydelser og have rettigheder på arbejdet) ud med et CVR-nummer (der kan betragte sig selv som en virksomhed, blive opportunist, lægge femårsplaner for sig selv, omdanne alle selvets rescourcer til værdi osv) – det er målet.

Fredrik Edin satte finger på dette med sit begreb om ‘entrepretariatet‘:

“Det er åbenbart meningen, at hver gang ordet entreprenør udtales skal den der hører det savle og tænke på fyren der opfandt Skype. Men det er en ynkelig del af sandheden. Mange der bliver “entreprenører” bliver det ikke fordi de er så driftige eller har en fantastisk idé. Det bliver det, fordi de er tvunget til det.”

Det generaliserede entreprenørskab har en bagside. For det indebærer også det, der allerede sker på arbejdsmarkedet: At rengøringsarbejderen skal se sig selv som sin egen virksomhed. På den måde kan hun udføre just-in-time-arbejde på usikker kontrakt hos et vikarbureau, der sender hende ud på tidspunkter, der giver fleksibilitet for de virksomheder eller familier der skal have gjort deres toiletter rene. Arbejdere – være det vidensarbejdere som rengøringsarbejdere – bliver således forvist fra virksomhederne og lejet gennem underleverandører (vikarbureauer). Vikarbureauet kan med deres usikre kontrakter udskifte arbejdere hele tiden og lade arbejderne konkurrere internt. For underleverandøren bliver arbejderen på den måde en slags entreprenør. Fredrik Edin igen:

“Ansatte bliver nødt til at betale B-skat og starte en eller anden slags selvstændig virksomhed. I stedet for at være ansat af et rengøringsfirma sender du fakturaer. I stedet for at være ansat af transportkoncernen må du købe lastbiler – eller undskyld, overtale banken til at låne dig en lastbil – og udføre præcis det samme job som du altid har gjort. Men denne gang som “entreprenør”.

At vi allesammen bliver producenter i denne form – som ‘entreprenører’ – er derfor ikke partout af det gode. Det kommer helt an på de betingelser en sådan ny virkelighed af generaliseret entreprenørskab og producentskab vil indebære. Hvad det vil gøre af generaliseret ophavsrettighedsskab er en helt anden sag (hver ytring, hver produktion af livet skal der findes ophav til osv), men det kan vi måske komme tilbage til. For at spekulativt indkredse os, bør vi derfor se på hvad det kan indebære, at begrebet om efterspørgsel ændres.

Efterspørgsel og pengenes mutation

Hvis der virkelig er tale om pengenes mutation (være det “The Future of …” eller “The End of …”), så kommer deres grundlæggende evne til kapitalakkumulation til at bestå, dvs. at penge samler flere penge. Det er helt ligegyldigt hvilket slags monetært system, der er tale om – være det digitale mønter eller afhængighedsforhold (social kapital) mellem milliardvirksomheder. Så længe der er en eller anden slags ting der kan ansamles, består kapitalakkumalationen. Med flere penge kan du “efterspørge” (betale for) at visse sager sker i stedet for andre. Penge er kontrol på distancen: De sikrer, at en vis produktion af livet bliver til i stedet for en anden.

Alt dette giver afkast i flere penge, for den der betalte for at det skete, som så igen kan betale for at visse sager sker i stedet for andre. Fortsæt ad infinitum. Også selvom disse andre ting, der ikke bliver til, også efterspørges (bogstaveligt talt efterspørges – nogen spørger efter at det måtte ske, fx at blive bespist eller have tag over hovedet, men de har ingen penge til at “efterspørge” det). Det skal blive spændende at se, om vi kan bygge en virkelig ny definition af dette absurde begreb om efterspørgsel, eller om det vil leve videre som det, det altid har været – købekraft.

Klumme i Information: Det tomme arbejde og dets uddannelse

02.03.2011 • arbejdssamfund, forskning • 3 kommentarer /

I en kontorvirksomhed på Manhattan døde en mand ved sit skrivebord. Selv om mange andre arbejdede på samme etage, blev hans død først noteret en uge efter. Det var ikke, fordi nogen savnede hans arbejdsfunktion, men i stedet rengøringskonen, der faldt over ham lørdag formiddag.

Har en ny klumme i Dagbladet Informations tillæg Fakultetet, der omhandler uddannelse.

Forrige gang skrev jeg, som en invitation, om nødvendigheden af at finde hinanden i fælles flugt fra universitetet. Klummen i dag er inde på samme spor – at formålet med uddannelserne ikke er at producere viden, men arbejdere, ofte kaldet vidensarbejdere. Derfra kan vi iværksætte en generel arbejdskritik, hvilket jeg forsøger at hjælpe til med.

Klummen hedder “Det tomme arbejde og dets uddannelse” og nævner arbejdets reduktion af uddannelse, det tomme arbejde, overproduktionen, at behovet for arbejde aldrig har været mindre, og så et par bud på hvad der kunne gøres. Det langt mere interessante spørgsmål er – som altid – hvordan det skal gøres.

Jeg vender måske tilbage og uddyber nogle ting i teksten. Klummegenren inviterer til, at liste en række påstande efter hinanden og introducere spørgsmål, som vi har behov for at diskutere. Men ikke uddybe, og sådan fungerer den slags tekster også bedst.

Studiet der omtales er svenske Roland Paulsens, der har skrevet bogen Arbetssamhället (efter en Ph.D.-afhandling). Har i det hele taget gjort flittigt brug af The method of kopimi her. Specifikt om det tomme arbejde, som er Roland Paulsens egentlige bidrag til arbejdssociologien og arbejdskritikken, fik jeg tilsendt hans videnskabelige artikel, som jeg nok skal lægge ud hvis der er interesserede (man kan også bare skrive til ham). Regner med at vende tilbage til dette.

Hipsterens genoplivning: Arbejde på sig selv

01.03.2011 • afmagt, arbejdssamfund, metropol, mig'et • Ingen kommentarer /

Hipsteren er død, men kun i zombieform

Dette er egentlig en genskrivning af nogle noter, der blev væk i arkiverne, og som jeg skrev som et bidrag til den kreakulturelle pyramide, som den nu twitter-baserede Copenhipster beskrev.

I mellemtiden blev så hipsteren erklæret død. Dette er der dog al god grund til at forholde sig køligt overfor, da det snarere er det sådan, at selve begrebet “hipster” nåede zombiestadiet. Find gerne på et nyt begreb. Men skal vi komme til sagen.

Gråzonen mellem arbejde og forbrug

Den kreakulturelle pyramide er betegnelse for det man også kunne kalde et hipsterhierarki, hvor det rette forbrug, med den rette nydelse, tager dig mod toppen. Hvad indlægget her vil handle om er, at dette arbejde med at forbruge netop indebærer, at grænserne mellem de to bliver mere grå. Og at dette arbejde med at forbruge er noget alle der indgår i hipsterens stofskifte – fra fucking indie-hipt til zombiestadiet – beskæftiger sig med.

Når nogen vender plader gratis til en bekendts fest og deres party-crew bakker op, så arbejder, forbruger og nyder de sandsynligvis på samme tid. Gør du det på den rigtige måde (dette skifter pr. definition med hipsterens stofskifte), så bevæger du dig mod toppen af pyramiden. Hvis du gør det forkert (dette skifter samtidigt), så bevæger du dig nedad i pyramiden. Stofskiftets formål er at opretholde dette hierarki, så de, der bedst formår at tilpasse sig og følge med forandringerne, hele tiden kan være foran, og de der ikke formår det, hele tiden er bagud. Derfor leder hipsterhierarkier også hele tiden til (konstant forandrende) monokultur: Du bevæger dig mod toppen, ved at være ligesom dem på toppen.

De, der tilsyneladende uden at selv være klar over det pludseligt bliver cutting-edge er ikke nødvendigvis “mønsterbrydere” i dette hierarki. De er først og fremmest første led i det stofskifte, hvor subkulturer og andre obskure kulturelle fænomener af hipster-avantgarden støvsuges for værdi, forbruges og sidenhen smides ud.

Lad os derfor gå lidt tættere på det sted, hvor gråzonen mellem arbejde og forbrug er mest intensiv, metropolen.

Fabrikken uden vægge

I mange samtidige analyser, beskrives metropolen som en ny type fabrik – med et udtryk, “fabrikken uden vægge”.

Men byen adskiller sig fra fabrikken ved at byen ikke kun er et sted for arbejde. Det er ikke nok at arbejderen blot “reproducerer sin egen evne til at arbejde”, dvs. overlever, for at kunne fortsætte med at arbejde. For at arbejde i følelsesfabrikken og oplevelsesfabrikken Metropolen, må arbejderen gøre mere end at overleve, mere end at blot kunne gå på arbejde næste dag. Eller rettere, at gå på arbejde kræver mere, end at blot være til stede med sin fysiske krop, mere end blot at have en arm og en hånd, til at føre fabriksmaskinerne.

I byen sidder fabriksmaskineriet i vores hjerner og hjerter, i båndene mellem os, i vores evner til at skabe oplevelser og nyde dem.

Arbejderen må med andre ord have sig selv med på arbejde, ved at arbejde med sine følelser, sine kompetencer, sine aspirationer og drivkrafter. Derfor må arbejderen også arbejde på sig selv dagligt, for at senere kunne udføre sit arbejde ordentligt. Fra at have arbejdet på en fabrik hvor produktionsapparaterne var store stålmaskiner, bliver arbejderen nu selv produktionsapparatet.

For at komme med nogle tilfældige eksempler: Når nogen læser en ny bog om selvrealisering eller studerer flow-begrebet for at blive mere kreativ; Når en chef spørger til nogens privatliv og de ender med at droppe kæresten; Når nogen tager til en udstilling eller en koncert, uden rigtigt at have lyst, men for at følge med; Når medarbejderen i supermarkedet lærer at blive ved med at smile, selvom kunderne er nogle svin; De der læser tusinde blogs og klikker sig igennem endnu flere tumblr-strømme; Når nogen går til meditation om onsdagen og øger deres produktivitet om torsdagen.

For at blive mere præcise omkring dette med at arbejde på sig selv, kommer et citat fra den tredje cirkel i Den kommende opstand til hjælp:

At producere sig selv er blevet den dominerende beskæftigelse i et samfund hvor produktionen ikke længere har et objekt: som en snedker der er blevet smidt ud fra hans værksted og i desperation begynder at hamre og save i sig selv [...] Denne sværmende lille flok der utålmodigt venter på at blive ansatte, medens de gør alt for at virke legitime, er resultatet af et forsøg på at redde arbejdets orden gennem en mobiliseringens etik [...] Mobilitet er denne lille distancering fra sig selv, denne diskrete frakobling fra det der udgør os, det er den besynderlige tilstand hvorigennem selvet nu kan tages op som arbejdsobjekt. Det er nu muligt at sælge sig selv snarere end sin arbejdskraft, at blive aflønnet ikke for hvad man gør men for hvad man er, for vor udsøgte bemestring af sociale koder, for vores talenter i relationer, for vor latter og for vores måde at præsentere os selv på. Dette er den nye type socialisering.

Pointen er nu, at udvikling af arbejderen – arbejderens selvudvikling – som oftest sker gennem forbrug. Forbrug og nydelse af oplevelser, socialitet, fritid. Det er her gråzonen opstår: arbejde og forbrug tjener samme formål, begge aktiviteter er så at sige “på arbejde”, for at arbejderen kan fungere bedre på arbejdspladsen, mere kreativ, mere innovativ, mere cutting-edge, mere hyggelig.

I de kreative brancher, og i stigende grad de andre brancher der underlægges dens måde at fungere på, bliver det vigtigt, at gøre alt det ovenstående på en rigtig måde (vælge og nyde den rigtige aktivitet) og på det rigtige tidspunkt (inden det er røget videre i hipstercyklussen og indkasserer lavere status). Det forventes, at man går til en vis slags kulturarrangementer, med en vis slags tøj, ankommende på en vis slags cykel. At man har en vis slags computer, med en vis slags klistermærker på.

Desuden kræver det, at man også nyder sit forbrug på en vis måde, hvilket indebærer (fordi der er tale om et hierarki af viden), at man forbruger indforstået: man kender hele produktets “story-telling”, dens oplevelsesøkonomiske fernis. Man ved en masse om hvordan øllen er blevet til. Man kender det oprindelige nummer som er samplet til dette nye remix, som DJ’en spiller. Man er nok indsat i schweitzisk typografihistorie til at vide, at også dette logo er sat med Helvetica. Eller man forbruger det omsorgsfuldt: man elsker sit produkt, man er religiøs omkring Apple.

Til sidst bliver også metropolerne, fabrikkerne uden vægge, selv objekt for forbrug. Og hipsteren spurgte sig selv: Skal man tage til Berlin eller New York? Det er et godt spørgsmål, for svaret ændrer sig hele tiden

Vi lader Den Usynlige Komité slutte af med en passage, denne gang fra den fjerde cirkel, om metropolen:

Metropolens bykerner er ikke kopier af sig selv; de tilbyder sine egne auraer, vi glider fra den ene til den anden, vælger en og vælger en anden fra, til melodien af en eksistentiel shoppingrunde mellem forskellige typer af barer, mennesker, design eller spillelister. “Med min mp3-spiller er jeg kongen af min verden.” For at håndtere ensformigheden der omgiver os, er vor eneste udvej, at konstant forny vor egne indre verden, som et barn der bygger det samme lille hus om og om igen …

Yderliggående midterpolitik: Vil vi se et parti til venstre for Ø?

26.11.2010 • arbejdssamfund, velfærd • 6 kommentarer /

I en avis læser jeg følgende læserbrev undertegnet Inga fra Faxe:

Min ven er mangeårigt medlem af SF, men nu kan han ikke klare mere. »Hvad skal jeg gøre?«, siger han. »Meld dig ind i Enhedslisten, du er jo socialist«, siger jeg. »Enhedslisten, spørger han forskrækket, jamen, de er jo revolutionære!«. »Det er vist ikke så slemt mere«, siger jeg, »men er det i øvrigt ikke det vi trænger til: en revolution?«

I en ny meningsmåling står Enhedslisten til 9 mandater, hvilket er den største fremgang i partiets historie. Meningsmålinger er problematiske, men lad os se bort fra det, for at i stedet agere på resultatet som et realistisk scenarie.

Der har været meget snak om højredrejning i dansk politik. Meningsmålingen kunne altså tyde på det modsatte: SFs vælgere flygter over til Enhedslisten, samtidig som Venstre står til det værste valg siden 1992 og de Konservative er blevet det næstmindste parti i folketinget. Men der er meget snak om midterpolitikken og jeg tror det er det forkerte sted at fokusere. Alternativet kunne formuleres således: I stedet for at lave midterpolitik på midten, bør der laves midterpolitik, ved at rykke på yderkanterne.

Center for Vild Analyse kommer ind på noget lignende, når de i Information skriver om at finde den gyldne middelvej, der kan virke yderliggående.

Aristoteles understregede, at den modige adskiller sig fra den feje ved at være indstillet på radikale forhold, men samtidig også fra den dumdristige ved ikke bare at fare hovedkulds frem. De modige er »hvasse i værket, men rolige forud«, som den gamle græker sagde. At finde den gyldne middelvej handler om roligt at finde det rette at gøre, hvor ‘hvast’ det kan virke, men ikke om at give lidt til det, enhver nu måtte mene.

Mao. indebærer den gyldne middelvej, at roligt gå til yderligheder. Inden vi fortsætter med at gå til yderligheder, skal vi kort se på dets modsats: den ekstreme midterpolitik.

Centrumekstremisme

Samtidig gør dette fokus på en venstre- og en højrefløj, at midten bliver mere og mere ekstrem. Midten er det priviligerede standpunkt, hvorfra alt virker balanceret og velovervejet (modsat de ekstreme på yderkanterne). Men er det ikke snarere sådan, at midten i dansk parlamentarisk politik er blevet ekstrem? Når midten bliver så dominerende, at den gør nye rammer umulige, så bliver midten ekstrem. Så har vi centrumekstremismen.

• Stort set alle partier i folketinget, accepterer nu en ekstrem migrationspolitik, der er i direkte strid med menneskerettigheder.
• Ingen partier er udtalt kritiske overfor det rådende arbejdssamfund, hvor alle tvinges i lønarbejde, på trods af, at den teknologiske udvikling og det generelle niveau af velstand for længst har oversteget nødvendigheden af tvunget lønarbejde. Arbejdet er nemlig blevet et formål i sig selv.
• Ingen partier formår at problematisere ejendomsretten, i stedet skændes de om hvorvidt vi skal mere privat eller statslig ejendom.
• Derfor mener alle partier, at velfærd er noget som skabes af lønarbejde. For venstrefløjen er det over skatten og ind i velfærdstaten. For højrefløjen er det gennem skattefrie indtægter og ud på velfærdsmarkedet. Ingen partier i parlamentet har fornemmelse for det velfærdssamfund, der opstår gennem uafhængighed af lønarbejde og penge, hvor fritid er betingelsen for at vi kan skabe almen velfærd for hinanden (starte foreninger, opfinde noget, danne studiecirkler, bygge kooperativer, gribe de gode fælles øjeblikke, tage hånd om en i familien der er syg etc.)

Det burde altså være tydeligt at midten i dansk politik er blevet mere radikal ved have taget monopol på visionerne.

Politik der skaber efterspørgsel efter mere af den samme type politik

Husk, det parlamentariske demokrati præsenterer sig nok som “repræsentativt”, dvs. at det forsøger at “spejle” befolkningens interesser gennem meningsmålinger og folkevalg. Men det parlamentariske demokrati er også i høj grad performativt (politik der gør noget i stedet for at repræsentere noget). Et politisk udspil eller lovforslag er ikke bare en spejling af formodede interesser i befolkningen, det er også talehandlinger der har konsekvenser: antagelser, fordringer, nye begreber med nye betydninger, bekræftninger af diskurser og rammer for hvilken type politik der anses være mulig. Politik er desuden etableringen af nye materielle forudsætninger for at leve: lovene og tiltagene henviser ikke blot til eksisterende ønsker i befolkningen, de omformer også befolkningen i deres billede.

Når der bygges en motorvej, så vil flere køre i bil. Når kapaciteten på vejene øges, øges bilparken også. Der er intet naturlig leje, hvor udviklingen pludselig stopper: bygges der endnu flere motorveje, pga. at alle bilisterne sidder i kø på motorvejene, så vil der blot komme flere bilister, og mere kø, og flere veje. Indtil udviklingen stoppes og føres den modsatte vej (i København fjerner man 2% af alle parkeringspladser hvert år, men det leder til mindre trængsel end i andre europæiske byer). Motovejstiltagene skaber en befolkning af bilister. Det trafikpolitiske begreb er “induceret trafik” – eller “induceret efterspørgsel”, fordi øgningen af kapaciteten skaber mere efterspørgsel. Pointe er her, at al politik skaber induceret efterspørgsel efter mere af den samme type politik.

Gør du en befolkning afhængige af lønarbejde, vil de hurtigt kræve flere arbejderrettigheder, flere jobs til alle osv. Gør du en befolkning afhængig af private forsikringer på bekostning af fælles sikkerhedsnet, så vil de hurtigt protestere for, at også alle de andre aspekter af livet bør være forsikrede og at skatten sættes ned, så de har råd til at betale dem.

Når DF de seneste førte år havde held med at føre yderliggående politik, indførte det også nye præmisser for hvordan man overhovedet kunne føre politik, fx at folk der migrerer til landet vurderes ud fra hvor meget de tilfører BNP, at “eksperter” ikke skal tro at de ved mere om deres speciale end andre, at det ikke længere var muligt at diskutere racisme og fascisme, og at “værdipolitik” var lig med assimileringen af personer der ikke passede ind i Dansk Folkepartis forestilling om danskhed.

Forskydning af midten fra yderkanten

Tilbage til Enhedslisten. Hvis Enhedslisten holder et lignende niveau til folketingsvalget, kunne et parti til venstre for Ø virkelig sætte gang i en forskydelse af midterpolitikken. Et nyt parti, som er mere yderliggående.

Det handler om at gøre medløberne på midten objekt for den forskydning der foregår i “ekstremerne”, så midten føler at de skal indtage endnu et “balanceret” standpunkt. Midtens svaghed i at altid skulle virke “balancerede” ligger deri, at disse standpunkter som regel opfindes reaktivt, som reaktion på yderpunkternes bevægelser. Midten skal så at sige hele tiden danse efter fløjenes pibe – ikke omvendt.

Det er som sagt præcis den strategi Dansk Folkeparti har ført de seneste ti år. Og som de har vundet på. Det betyder ikke at alle “bare har samme politik” som DF, men at stort set hele parlamentet fører politik efter deres diskurs og har adopteret rammen hvormed migrationspolitik, integrationspolitik, flygtningepolitik, retspolitik og kulturpolitikken føres. I visse fald kan man endda få midten til at komme de yderliggående i forkøbet, og derved intensivere bevægelsen, som når SF kommer regeringen i forkøbet og formulerer et ghettoudspil der baserer sig på mere politi, nultolerance og tvangsforflytninger, eller når Naser Khader sætter ord på de seneste ti års integrationspolitik og indrømmer at det egentlig handler om assimilering.

Det er kraften med at roligt gå til yderligheder: så snart den yderliggående politik rammer faktiske bevægelser i befolkningen og resonerer med dem, vil alle de parlamentariske medløbere på midten følge med, for at omforme deres egne partier og vælgere i deres billede.

Spørgsmålet bliver nu: Findes der kandidater til en ny “yderste venstrefløj”, som erstatning og boldværk til Enhedslisten? Det ville være utroligt dirty hvis Enhedslisten selv gjorde det, dvs. skabte et nyt parti med netop dette sigte, men sikkert virkningsfuldt nok.

Mit forslag ville være et parti med …

• En udtalt ambition om at afmontere arbejdssamfundet. I den socialistiske utopi bliver vi alle arbejdere i statens kontrol. I den neoliberale utopi er vi alle arbejdere i virksomhedernes kontrol. Et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder vil ingen af delene, men i stedet sænke arbejdstiden, så der bliver mere fritid.
• En udtalt ambition om at modbygge afhængigheden af ejendom, være det statslig eller privat ejendom. I den udstrækning at ejendomsforhold er nødvendige, vil det fortrinsvis være fælles eller almen ejendom (ikke administreret af en stat, men mere som de svenske allmänningar eller det digitale fælles som hos wikipedia). Samtidigt vil et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder forsøge at helt bevæge sig væk fra ejendomsbegrebet, for at i stedet formulere politik på nye præmisser, hvor begreber som fx tillid, tilknytning eller initiativ definerer forudsætningerne for ejerskabsforhold hinsides ejendomsret.
• En acceleration af den mængde af fine standpunkter som Enhedslisten allerede har formuleret, men som de har set sig tvunget til at være “pragmatiske” omkring for at ikke blive udstillet som ekstreme, yderliggående eller utopiske. Et nyt parti der roligt vil gå til yderligheder må tage al det skidt som formuleringen af nye visioner indebærer. Så kan Enhedslisten samtidig blive stuerene. Hvis der kommer en ny yderkant at positionere sig overfor, vil Enhedslisten kunne drive langt mere samarbejdende og kompromitterende politik (midterpolitikken privilegium) ved at profitere på den visionspolitik som et nyt parti kan drive (den yderliggående politiks privilegium)

På midten udvikles der ikke visioner. Men midten kan sætte eksisterende visioner i system og på den måde accelerere deres politiske implementering. Lad os derfor træde tilbage fra midten og roligt gå til yderligheder.